[1] Myter om indlandsisens onde ånder Af Lone Madsen Vi havde lokket to grønlændere ind på indlandsisen. Tre timers rejse, syv kilo- meter og 500 højdemeter op på Sermer- suaq - den store bræ. Det hed sig ellers, at grønlænderne pr. definition er bange for indlandsisen, fordi der bor onde ånder og overnatur- lige væsener herinde. Men Vittus og Bent Ignatiussen så til vores store forbavselse ikke ud til at være iiverken skræmte eller usikre. Tværtimod så de ud til at nyde livet, som de lå der henslængt på slæden, mens det langsomt gik op gennem den dybe sne. Da vi i spøg spurgte, om de ville med til Kangerlussuaq, smilede de skævt og rystede langsomt på hovedet. Det havde de nu alligevel ikke lyst til. Men det virkede ikke som det var på grund af angst for spøgelser og overna- turlige væsener, snarere fordi de ikke syntes, at der var meget sjov i at rejse over den store iskappe, hvor der ikke er nogen fangstmuligheder. Når vi havde forventet, at Vittus og Bent vil være bange for indlandsisen, er det, fordi det er, hvad man går og siger, og det er, hvad man kan læse i moderne 62 ekspeditionsbøger samt i den mest til- gængelige litteratur om indlandsisens ekspeditionshistorie. Norske Erik Morterud, der var på indlandsisen 1991 fortæller, at også hans ekspedition rejste til Grønland med den overbevisning, at grønlænderne er ban- ge for de onde ånder, der lever på ind- landsisen: - Da vi ankom til Ammassa- lik var en del folk med kameraer mødt op for at tage billeder af os »galninge«, som skulle ind på indlandsisen. I tilfæl- de af at de onde ånder skulle tage os? spurgte vi os selv. »Krivitokk« på indlandsisen I bogen »Eventyrlig Isferd 1982«, om en norsk/finsk krydsning af indlandsisen, der har hundeslædefølge et par dage ind på isen, fortæller Kjell Bronken i forbin- Lone Madsen, 34 år, er uddannet journalist og arbejder med aktiv ferie og friluftsliv, og hun har i over ti år været turleder på vandre- og bræture i Grønland. Lone Madsen har blandt andet skrevet bogen »Turen går til Grønland«. [2] delse med en omtale af, at de er forsin- kede: ... I tilleg hadde våre hjelpesven- ner, inuitene, Errinarteq og Gert, ikke lagt den store iver for dagen, når det gjaldt fremdriften, i motsetning til un- der planleggingen for noen dager siden. Egentlig var de to prima karer, renrase- de østgrønlendere som fortsatt bar na- turfolkets beste egenskaber i seg. Hele deres opprinnelige kultur er vendt mot havet, og det smale isfrie landet. Isen bakom er ukjent lende, et skremmende onde, som ikke bærer noe godt i sig med sine sterile vidder og farlige sprekkom- råder. Forfedre som gjennom generasjo- ner er forsvunnet under ensomme jakt- ferder, går igjen heroppe som »krivi- tokk«. Det har været et kort sprang mellem steinalderkultur og det 20. århundredes »siviliserte« verden i dette landet, og under overflaten florerer nok overtroen. Med det i mente bør man vite at ikke alle »krivitokk-er« er like vennligsinnede. I bogen »Horisonter af Is«, 1981, der handler om indlandsisens udforskning, berettes det, at stort set alle de tidlige ekspeditioner oplevede grønlændernes »nedarvede angst« for indlandsisen. Ifølge bogen kan næsten alle disse første ekspeditioner, hvis mål det var at ud- forske isen, berette om, hvordan deres lokale hjælpere var utrygge ved at være på isen og gerne ville hjem igen. Farlige dyr og nordbosjæle Finder man disse tidlige ekspeditioners egne støvede beretninger frem, kan man ganske rigtig læse: - At hvalfanger assistent, O. V. Kiel- sen, Sisimiut, i 1830 fik lyst til at køre en tur op på isen, og at hans grønlandske ledsagere ikke ville deltage i bestignin- gen af isen. Blot det at være i nærheden af isen fyldte dem med angst. For at ad- vare Kielsen mod at bestige isen alene fortalte de ham, at der var store farlige dyr inde på isen. - I 1867 oplevede englænderen Ed- ward Whymper, i sit forsøg på at krydse indlandsisen, sine lokale grønlandske ledsagere nedenfor indlandsisen ophid- set fortælle, at de havde set sjælene af tre nordboere oppe på isen. Heller ikke de ville med længere. - På Adolf Nordenskjolds første tur på indlandsisen i 1870 ville de grønland- ske ledsagere kun med i to dage, hvoref- ter de ville vende om, officielt fordi de- res fodtøj ikke havde det godt. Af Nor- denskjold og compagni blev det nu tolket, som at det ikke kun var fodtøjet, der var problemet, men også den nedar- vede angst for indlandsisen. - I 1878 havde J. A. D. Jensen en grønlænder med på sin indlandsisekspe- dition, som ikke delte sine landmænds skræk for isen. Grønlænderen blev dog på turen trist og indesluttet og fik først sit gode humør igen, da han atter så ky- sten, fortæller J. A. D. Jensen. Bent og Vittus har næppe læst hver- ken »Eventyrlig Isferd«, »Horisonter af Is«, Nordenskjolds eller J. A. D.Jensens egne ekspeditionsrapporter. Men deres egen historie, overført fra generation til generation gennem fortællinger, den måtte de da kende, og hvis angsten for indlandsisen er nedarvet gennem gene- rationer, må årsagen findes i de gamle sagn og myter. 63 [3] Den onde broder krydser isen Vi kastede os derfor over Knud Ras- mussens og Hinrich Rinks myter, sagn og eventyr samt andre samlinger af sam- me slags for at finde løsningen på gåden om indlandsisens særlige mystik. Vi havde ikke heldet med os. Stødte ikke på en eneste uhyggelig indlandsis- ånd eller skræmmende indlandsisboer. Af og til nævnes indlandsisen, men nærme'st sådan i forbifarten. Kun et par gange får indlandsisen no- get, der ligner en betydende plads i de gamle fortællinger: For eksempel i sag- net om den onde broder, et sagn fra en tid så langt tilbage, at Grønland endnu ikke var dækket med indlandsis - et par mil- lioner år tilbage. I sagnet drager den onde broder sammen med en bror og en søster over til østkysten. Undervejs støder de på en bræ, som de nærer respekt for - fordi den er fuld af sprækker og revner. De kommer helskindet til Østgrønland uden at støde på overnaturlige væsener, som de ifølge sagnet ej heller frygter at møde. De to brødre rejser iøvrigt tilbage igen nogle år efter. I Aage Bugges »Dansk Læsebog for Grønlandske skolebørn«, 1928, refereres en østgfønlandsk fortælling om en pige, der gik over indlandsisen. Hun flygtede fra sin familie, der var ond mod hende. Heller ikke hun mødte nogen af ind- landsisens overnaturlige væsener på sin vej til vestkysten. Der møder hun til gengæld en rensdyrsjæger, med hvem hun lever lykkeligt til sine dages ende. Fra Sydøstgrønland kendes en histo- rie om nogle grønlændere, der mødte nogle qallunaatut, fremmede/hvide men- nesker, som de var meget bange for. De frygtede, at de ville slå dem ihjel, men de fremmede var nu venlige. Nærmest som en parantetisk slutbemærkning får vi at vide, at grønlænderne senere hørte, at de fremmede var gået ind på indlands- isen - uden nogen yderligere kommen- tar om, hvilken skæbne, der mon vente- de dem der. Den værste beretning om indlands- isen, vi støder på, er sagnet om manden, der tog udpaa rejser for at lede efter sin søn. På denne rejse møder han en menneske- ædende kæmpe, der bor ved en bræ. Men den sætter ikke specielt meget skræk i livet på os, for dels hører vi ikke, om bræen i det hele taget har forbindel- se til indlandsisen, og dels lykkedes det manden at slå kæmpen ihjel, da denne vil- le spise ham. Europæisk påhit Én der må vide, hvordan det står til med grønlændernes angst for indlands- isen, er den grønlandske kvinde Karo Thomsen. Hun har nemlig krydset isen. Det skete i 1991 som deltager på en in- ternational kvindeekspedition. Karo Thomsen er den første grønlænder, der af rent sportslige årsager har deltaget i en krydsning af indlandsisen. Hun fryg- tede heller ikke at møde overnaturlige væsener på ekspeditionen: - Hverken som barn eller voksen har jeg kendt til historier om overnaturlige væsener på isen. Da mine omgivelser hørte, at jeg skulle med på ekspeditio- nen, blev jeg advaret - om bræspalter - men ikke om risikoen for at møde over- naturlige væsener, ånder eller genfærd. Ingen, hverken unge eller gamle, nævnte noget om, at isen var farlig af 64 [4] den grund. Et par danske journalister var inde på emnet, men jeg tror mest, at det var i sjov. Det er vel nok sådan, at vi grønlændere ved, at man siger, at vi er bange for isen uden, at vi egentlig selv føler det. - Jeg tror, at historien om, at inuit er bange for indlandsisen, er blevet til, for- di de første europæiske ekspeditioner gerne ville have nogle eksotiske fortæl- linger fra dette mærkelige fascinerende land med hjem. - Denne påståede angst for indlands- isen kan skyldes sagnfolket tornit, ind- landsboerne, som boede inde ved ind- landsisen i modsætning til inuit, der plejede at bo ude ved kysten. De, der boede ved kysten frygtede indlandsfol- ket. Måske er tornit stille og roligt »ble- vet flyttet« op på indlandsisen i takt med, at tiden er gået, og fortællinger er blevet til. Peter Brandt, en anden moderne grønlandsk eventyrer, er enig med Karo Thomsen. Peter Brandt er i gang med et stort eventyrsprojekt i Grønland, der har ført og vil føre ham op på indlands- isen. Peter Brandt vil rejse rundt om landet uden hjælp af motorkraft. - Jeg kender godt myten og har længe undret mig over, hvor den stammer fra. Jeg har læst ALT, hvad der findes af sagn og myter og har ikke fundet noget der. Desuden har jeg siden midt i 70'erne på mine mange rejser systematisk spurgt folk overalt i Grønland, om de kendte noget til disse overnaturlige væsener på indlandsisen. Svaret har altid været ne- gativt. Folket inde ved indlandsisen kender man til, men ikke til væsener på indlandsisen. Kæmpemennesker, der røver enlige kvinder I »Inuit fortæller - Grønlandske sagn og myter«, indsamlet af Knud Rasmussen og efter hans død skrevet af Regitze Margrethe Søby, beskrives indlandsfol- ket som: - Fabelaftige mennesker, som befol- ker det indre af landet. Indgangen til deres boliger er ofte skjult under plan- tevækst og muld. De er meget større end menneskene, vise og troldkyndige. De søger også erhverv på havet, men befa- rer dette uden båd og kun i tåge, eller som det hedder: »havende tågen til ka- jak«. Tornit, indlandsboerne, møder man i modsætning til eventuelle indlandsis- boere, igen og igen i de gamle sagn, eventyr og fortællinger. Til ovenstående karakteristik kan man med sagnene som kilde tilføje følgende karakteristika om indlandsboerne: - Indlandsboerne behøver blot at vinke af deres bytte med pegefinge- ren. - Indlandsboerne er bange for hun- de. - Indlandsboerne har støvler med hår på. - Indlandsboerne er slemme til at røve ensomme mennesker, især kvinder, der er faret vild i tågen. - Indlandsboerne kan gætte folks tanker. - Indlandsboerne øver sig i hur- tigløb, så de er i stand til at fange ræve. Store var de, indlandsboerne, det går igen i alle sagn. Af og til får man asso- 65 [5] ciationer til Gulliver i Lilleputland, når man læser sagnene. Slemme har de også været til at røve mennesker. Men ifølge sagnene har mange nu også haft positive oplevelser med tornit, som de har mødt og er blevet inviteret hjem til og budt på mad. Og tilsyneladende har disse tornit altid haft masser af forråd. Med det i mente ville det for de næsten altid sul- tende indlandsisekspeditioner slet ikke være så værst at møde tornit, men de bor jo altså ikke på indlandsisen. Enkelte steder fortælles det, at tornit kan træffes på nunatakker i randzonen, og den lille pige, der gik over isen i Aage Bugges læsebog, mødte faktisk et par af slagsen på en nunatak. Hun gemte sig for dem, og så skete der ingenting. Qivitoq Nogle ganske naturlige væsener, man kan møde på tur i Grønland er fjeldgængere, Folk der er gået qivitoq, fortæller Karo Thomsen: - Qivitoq er folk, der på grund af for eksempel personlige problemer har valgt at forlade samfundet og leve alene ude i naturen som en slags eneboere. De er omspundet med en vis mystik og til- deles - eller bliver tildelt - overnatur- lige evner. - Fjeldgængere eksisterer ikke i min verden, når jeg studerer eller sidder hjemme og læser, men jeg tænker på dem og synes, at de er nær, når jeg er ude på en lang sejltur eller vandrer i natu- ren. Og det sker da også, at folk ser dem, men qivitoq ønsker ikke kontakt med os og løber deres vej, når de ser os. Det gør dem naturligvis også mystiske. Fjeld- gængere lever ikke på indlandsisen, som der står i »Eventyrlig Isferd«. De har ikke noget at hente der, for de er jo rigti- ge mennesker, som lever af fangst, fiske- ri og bær. Mangel på sagkundskab Allerede under de første ekspeditions- forsøg havde en af datidens mænd, geo- graf og kolonibestyrer Hinrich Rink, faktisk en anden forklaring på, hvorfor grønlænderne ikke var så vilde med at ledsage europæere ind på isen. I bogen »Grønlands Indland«, 1875, skriver han: ... Det skal villigt indrømmes, at man ikke tør gjøre Regning paa i Grønland at forefinde et udvalg af de Indfødte, som man kan tage til Medhjælp og stole paa at beholde for hele rejsen, men paa den anden Side giver Rejsbeskrivelserne og navnlig Beretningerne fra Polarekspedi- tionerne som oftest en urigtig Forestil- ling om de Indfødtes Brugbarhed til saa- danne Foretagender. Naar man nemlig ser den Mangel på Sagkundskab og Beregning, hvormed de Rejsende oftest gaa frem, kan man ikke undre sig over, at den Indfødte derved fatter den største Mistillid og ikke strax er beredvillig til at lade sig antage til at ledsage Ekspeditioner, hvis Øjemed han ikke fatter og med Forpligtelse til at skulle_h}ælpei_.naar Forlegenheder op- staa, uden at hans Raad blive agtet, me- dens de endnu staa til at forebygge. Det må også erindres, at medens Foretagen- dejpr den Rejsende hører til hans Livs- opgave og yder ham Midler til at skaffe sig varig Anseelse, er det for den Ind- fødte kun en slet lønnet Daglejerarbejde, i Reglen forbundet med Utak for alt, naar noget maatte mislykkes derved. 66 [6] Lone Madsen og Lis Lindal's rapport om tu- ren over indlandsisen blev omtalt i Tidsskrif- tet Grønland nr. l - 1994. »Myter om ind- landsisens onde ånder« bringes her fra publika- tionen med forfatternes tilladelse. ARNAT 92 PÅ SKI OVER GRØNLAND Lone Madsen Lis Lindal Hertil kommer, at Befolkningen paa hvert Sted kun er ringe, og at enhver blandt de duelige jo netop om somme- ren har sine bestemte Sysler at varetage i den Kreds, hvortil han hører, og derfor ikke gerne vil skilles fra denne for en uberegnelig Tid. Hinrich Rinks ord er måske sagen i en nøddeskal sammenholdt med, at vi qalunaatut, fremmede i Grønland, med Karo Thomsens ord, skal have lidt ekso- tiske oplevelser med hjem. At vores eventyr bliver lidt større, hvis der følger en lokal mystik med. 67 [7]