[1] Jan Mayen - en »ubeboet« vulkanø i et omstridt farvand Tekst og fotos af Svend E. Albrethsen Maria Muchbukta. Billedet giver et godt indtryk af de store mængder sibirisk drivtømmer, der skylles op navnlig på nord- og vestkysten af Jan Mayen. (SEA 1986). I de sidste par år har den lille »ubetydeli- ge« ø Jan Mayen i Nordatlanten, mellem Norge og Østgrønland, jævnligt været på forsiderne af de danske og norske aviser på grund af en mangeårig strid mellem Norge og Danmark om et ca. 66.000 km2 stort forblæst havområde. For at klarlægge baggrunden for denne tilsyneladende paradoksale uoverens- stemmelse mellem to »broderfolk« skal der her gives en beskrivelse af øen Jan Mayen og dens omtumlede historie. Geografi Geologisk set er Jan Mayen en meget ung formation, der som synlig ø har en alder, der formentlig ikke overstiger l million år. Øen udgør den nordligste 68 formation i den undervandsbjergkæde, der løber langs den midtatlantiske sprækkezone. Øen, der er 372 km2, ca. 54 km lang og mellem 16 og 2,5 km bred, domineres i nord af den 2.277 m høje fortsat aktive vulkan Beerenberg, der havde sit sidste større udbrud i ja- Svend Erik Albrethsen, født 1941, er arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet i København. 1986-87 ansat i Tromsø ved Kul- turvernet for Svalbard og Jan Mayen. Har si- den 1962 deltaget i et stort antal arkæologiske ekspeditioner i de arktiske områder (Grønland, Svalbard, Jan Mayen og Bering Ø). - Arktisk forskning specielt i Nordbobebyggelsen i Grønland, 1600-tallets hvalfangst på Svalbard og Jan Mayen, ekspeditionshistorie og mili- tærmeteorologi i de arktiske egne 1939-45. [2] 9'40'V -7IN Jan Mayen. 1. Kvalrosbukta; 2. Maria Muschbukta; 3. Atlantic City; 4. Krossbukta; 5. Jamesonbukta; 6. Jøssingdalen; 7. Olonkinbyen. (Mette Hertz del.). nuar 1985. Resten af øen er præget af gamle vulkanske kratere, størknede la- vastrømme og vulkansk sand og aske. Selvom der er længe mellem de vulkan- ske udbrud, er større og mindre jordry- stelser almindeligt forekommende. Ky- sten er næsten overalt meget vanskeligt tilgængelig, og selv med små både er det kun muligt at komme i land ganske få steder og kun i roligt vejr. Klimaet er præget af de store om- kringliggende havområder, med en tem- peratur der svinger mellem -5° og +5° for koldeste og varmeste måned. Vejret er om sommeren præget af tåge, lavt skydække og støvregn, om vinteren af voldsomme storme, der blæser det me- ste af øen snefri. Om vinteren indeslut- tes øen af drivisbæltet langs Østgrøn- lands kyst. 69 [3] Bevoksningen er sparsom og består udelukkende af urter og mosser. Kun ved foden af fuglefjeldene kan man tale om en frodig vegetation. Dyrelivet er li- geledes særdeles sparsomt med polarræ- ven som det eneste landpattedyr, der- imod er fuglebestanden om sommeren meget stor. I år med megen drivis besø- ges øen af og til af strejfende isbjørne. I havområderne rundt om Jan Mayen fandtes tidligere store forekomster af hvaler, men den voldsomme fangstakti- vitet i Nordatlanten i 1600- og 1700- tallet har gjort hvaler til en sjælden gæst, derimod findes der i perioder ganske store fiskeforekomster omkring øen. Hollandsk hvalfangst Bortset fra nogle få og meget usikre kil- der, der synes at udpege Jan Mayen som tilholdssted for irske munke i 500-tallet, er øens historie kort, idet de første sikre oplysninger stammer fra begyndelsen af 1600-tallet. Enkelte forskere er dog af den opfattelse, at oplysningen i det is- landske håndskrift »Landnåmabok« om, at der er »4 døgns hav fra Langanes (på Island) til Svalbard nord i Havsbotn«, ikke angiver beliggenheden af det nuvæ- rende Svalbard, hvilket er den gængse opfattelse, men derimod af Jan Mayen. Der er dog intet, der tyder på, at nord- boerne har udnyttet øen, selvom belig- genheden muligvis har været kendt. Normalt tilskrives opdagelsen af Jan Mayen englænderen Henry Hudson, der skal have set en ø kaldet »Hudson Tut- ches« på 71° N i 1607 på vej hjem fra en rejse til Svalbard. Det er imidlertid ikke muligt at verificere denne oplysning, idet Hudson ikke selv nævner noget i sin logbog fra rejsen om opdagelsen af en ø på det angivne sted. Det er idag ikke muligt at afgøre, hvem Jan Mayens opdagelse egentlig bør tilskrives, idet flere engelske, hollandske og baskiske hvalfangstskippere synes at have haft kendskab til øens eksistens i årene før 1614, men at opdagelsen bevidst er ble- vet holdt hemmelig for at holde even- tuelle konkurrenter væk. Forvirringen omkring opdagelsen førte til at Jan Mayen i begyndelsen af 1600-tallet var kendt under mange forskellige navne: »Isabella«, »Mauritius«, »Mr Joris Ey- lant«, »Den Hoogen berg«, »Youngs Foreland«, »Sir Thomas Smith Island«, »Trinity Island«, »Isle de Pico« m.fl. Navnet »Jan Mayen Eylandt« optræder første gang på et hollandsk kort fra 1620. De første sikkert dokumenterede oplysninger om Jan Mayen stammer fra et hollandsk dokument dateret d. 29. au- gust 1615, hvor det nederlandske hval- fangstkartel »Noordsche Compagnie« forlanger at få hvalfangstskipper Jan Ja- cobsz May van Schellinkhout's opdagel- se i juli 1614 af en ø på 71° N anerkendt og dermed kompagniets fordring på øen godkendt af Generalstaterne. Allerede to år efter den officielle opdagelse ope- rerede ikke mindre end 14 af Noorsche Compagnie's hvalfangstskibe eskorteret af tre krigsskibe i farvandet ved Jan Mayen. Ganske som det var tilfældet i forbin- delse med hvalfangsten andre steder i Nordatlanten, opstod der fra starten stridigheder mellem englændere, hol- lændere og baskere om fangstrettighe- derne. Det ser imidlertid ud til, at det ret 70 [4] Kvalrosbukta. I den sneklædte skråning findes endnu rester af den hollandske hvalfangststation fra 1600-tallet. (SEA 1987). hurtigt blev hollænderne, der kom til at beherske situationen på og omkring øen, selvom andre nationers hval- fangstskibe fortsat opererede i området. 11617 anlagde hollænderne den første permanente hvalfangststation i Maria Muschbukta på vestkysten af Jan Mayen. I de følgende år blev der bygget en række stationer forskellige steder med den vigtigste station placeret i Kvalrosbukta (1600-tallets Noordbai) li- geledes på vestkysten. Her lå der ifølge de skriftlige kilder foruden tranovne, boliger, lagerrum og værksteder også et eller to mindre batterier bestykket med flere kanoner. I en lang årrække var be- siddelsen af Jan Mayen et meget stort aktiv for »Noordsche Compagnie«. Ved fangstsæsonens afslutning i au- gust 1633 efterlod hollænderne for første gang et overvintringshold på øen. Årsagen til dette hasarderede foreha- vende var, at konkurrerende baskiske hvalfangere i dansk tjeneste havde plyn- dret og nedbrændt hovedstationen i Kvalrosbukta i sensommeren 1632, kort efter at hollænderne havde forladt øen. Overvintringen mislykkedes, idet de syv søfolk, der var blevet efterladt, alle om- kom, inden fangstskibene vendte tilbage i begyndelsen af juni 1634.1 den logbog, der omhyggeligt blev ført helt frem til d. 30. april 1634, formentlig kort før den sidste af overvintringsholdet døde, fin- des en detailleret beskrivelse af vinte- rens forløb samt optegnelser om de syv 71 [5] søfolks kamp for at opretholde livet på den ugæstfri ø. Omkring midten af 1600-tallet ser det ud til, at fangstudbyttet ved Jan Mayen var stærkt faldende formentlig på grund af en klimaændring, der betød, at hva- lerne nu opholdt sig længere fra kysten, end det havde været tilfældet i begyn- delsen af 1600-tallet. De ændrede for- hold gjorde, at der efterhånden blev for langt mellem fangstfelterne og de fangststationer på øen, hvor forarbejd- ningen af hvalerne foregik. Den ugun- stige udvikling betød, at hvalfangsten med udgangspunkt i anlæggene på Jan Mayen ophører senest omkring 1650, idet man nu foretog flænsningen af hva- lerne i rum sø. Fangststationerne, navn- lig det store anlæg i Kvalrosbukta, blev imidlertid i en del år fortsat anvendt til oplagring af fangstudstyr og overskuds- produktion af tran og barder, som ikke kunne finde plads ombord på fangstski- bene efter en vellykket sæson. Herefter fik fangststationerne lov til at forfalde, men endnu i 1699 kunne hvalfangstskipperen Cornelis Zorgdra- ger, der var i land på Jan Mayen på vej hjem fra et fangsttogt ved Svalbard, give følgende beskrivelse af anlægget i Kval- rosbukta: »Jeg roede i land med to cha- lupper og så der endnu 20 chalupper, deriblandt to store både, sat op ved si- den af hinanden på den måde man oplægger chalupper til overvintring i Holland, enkelte tran tønder og gryder, en stor bunke tykke skibssejl og kabel- tov. Det var altsammen så råddent, at det ikke kunne bruges til noget ... Af dette samt af fundamenterne til tran- Delvis udgravet ruin af bødkerværksted på hvalfangststationen i Kvalrosbukta. I det frilagre hjørne ses en huggeblok og ca. 40 næsten færdige tøndestave stillet op langs væggen klar til at blive samlet til trantønder. (SEA 1987). 72 [6] Den Østrig-ungarske forskningsstation i Maria Muschbukta. Bygningskonstruktionen var som ekspeditionens øvrige udstyr nøje gennemtænkt med henblik på at kunne modstå de barske vinterforhold på Jan Mayen. Den store dobbelte hovedbygning, der bestod af præfabrikerede isolerede elementer, blev rejst i løbet af få dage og fungerede helt efter forventningerne. (Efter Barr 1991). kedler og pakhuse kan man formode at det engang, ligesom på Spitzbergen, har været til fornøjelse; nu er der ikke mere tilbage...« Selvom landstationerne ikke mere blev benyttet, ser det ud til, at der helt op i begyndelsen af 1700-årene fra tid til anden blev foretaget begravelser på øen af søfolk, som var omkommet i løbet af fangstsæsonen. Der er i dag ikke meget på Jan Mayen, der erindrer om 1600-tallets hektiske hvalfangstaktivitet. Dette skyldes ikke mindst de specielle geologiske forhold, der betyder, at øens overflade har foran- dret sig væsentligt siden 1600-tallet. Sto- re områder er blevet dækket af tykke lag af vulkansk aske, samtidig med at der sker en stadig ændring af kysterne som følge af havets nedbrydning af de løse vulkanske sedimenter. Af de mange hvalfangstsstationer, der var i funktion i 1600-tallets første halvdel, er det i nyere tid kun lykkede at genfinde spor efter ganske få anlæg. I ekspeditionsberetningen fra den Østrig-ungarske Geofysiske Ekspedi- tion 1881-82 omtales fundet af mur- stensplatforme, formentlig rester af trankogerier, i Maria Muschbukta mere end en meter under daværende overfla- de. Idag kan der ud over enkelte frag- menter af gule hollandske mursten ikke mere ses spor af disse anlæg. Endvidere er det noteret i rapporten fra ekspeditio- nen, at der forskellige steder på øen blev iagttaget rester af ligkister og knogler, tranovne og tøndelagre. Den eneste lokalitet, hvor der endnu kan ses tydelige levn, er i Kvalrosbukta. 73 [7] Foruden en del forvitrede knogler af grønlandshvaler kan der iagttages rester af huskonstruktioner i den nordlige del af bugten, i en stejl skrænt af vulkansk aske, der er under kraftig nedbrydning. Arkæologiske udgravninger i 1945,1968 og igen i 1987 samt en del fund gjort i forbindelse med forskellige anlægsarbej- der i bugten har vist, at der langs kysten i den nordlige ende af den store bugt har ligget et antal større og mindre træhuse med høj tagrejsning og med gavlene vendende ud mod vandet. Foran husene ude på selve stranden må trankogerier- ne have ligget, men de er forlængst for- svundet i havet. Omtrent midt i bugten er der ved forskellige lejligheder fundet jernkanonkugler og to 12 pundige støbe- jernskanoner, formentlig rester af den befæstning, der skulle beskytte hval- fangstsstationen mod fremmede hval- fangere. Længst mod syd i bugten er der i en naturlig bakke kaldet »Hollænder- haugen« fundet en gravplads, hvor der er ipkaliseret ni kistebegravelser fra hvalfangsttiden. Det 1. internationale geofysiske år Efter ca. 1670 ligger Jan Mayen stort set øde hen i mere end 200 år bortset fra tilfældige skibsanløb. Først i slutningen af forrige århundrede kommer øen igen for en kort tid i fokus. Anledningen var det 1. Internationale Polarår 1882-83, hvor 11 nationer gik i samarbejde om at udforske polarområderne. Østrig-unga- rerne, som havde været ophavsmænd til ideen om Polaråret, fik tildelt opgaven at oprette en bemandet station på Jan Mayen. Ekspeditionen, der opholdt sig i Hageruphytten, norsk fangststation i Krossbukta bygget 1924. Billedet, der stammer fra 1930, giver et godt indtryk af de primitive forhold, hvorunder de norske fangstfolk overvintrede. (Efter Barr 1991). 74 [8] Kassefælde til fangst af levende ræve. Stagen skulle gøre det muligt at genfinde fælden, selvom den var dækket af sne. (SEA 1986). Maria Muschbukta i 13 måneder, blev en stor succes, hvorunder der blev gen- nemført et omfattende forskningspro- gram, som bl. a. omfattede meteorolo- giske, hydrografiske og astronomiske observationer samt den første detalje- rede kortlægning. Det Østrig-ungarske ophold var den første vellykkede over- vintring i Jan Mayens historie. Til brug for ekspeditionens 14 deltagere blev der bygget to store spidsbuede præfabrike- rede beboelseshuse forbundet med en lang gang foruden flere mindre bygnin- ger til videnskabelige instrumenter og lager. Den Østrig-ungarske overvintrings- station, der i dag kendes under navnet »Østrigeren«, blev i 1917 overdraget til Danmark, men blev, bortset fra kortva- rige besøg af et dansk flådefartøj i 1919 og 1926, aldrig anvendt af den danske stat, men i mange år stod hovedbygnin- gen med et stort dansk flag malet på ta- get som en markering af, hvem der var den retmæssige ejer. Først i 1933 opgav Danmark formelt sin ejendomsret til bygningerne. Selvom stationen efter- hånden forfaldt, blev den hyppigt be- søgt af norske fangstfolk, der dels brugte den som overvintringsstation dels som et næsten uudtømmeligt lager af bygge- materialer. Så sent som under 2. ver- denskrig blev der hentet mængder af træ fra »Østrigeren«, der blev anvendt til 75 [9] bygning af vagthytter og til afstivning af kanonstillinger og skyttegrave. Noryfe overvintringsfangst og okkupation Omkring århundredskiftet begyndte norske fangstfolk at finde fangstfelterne på Svalbard for trange, og man så sig derfor om efter andre områder^, hvor der kunne drives overvintringsfangst. Her tiltrak det næsten ubeboede Østgrønland sig den største opmærk- somhed, men også Jan Mayen kom snart ind i billedet. Selvom Jan Mayen kun havde polarræve at byde på, så synes be- standen at være af en sådan karakter, at fangstekspeditioner til øen kunne betale sig. Den første norske fangstekspedition overvintrede på øen 1906-07, og i de følgende år indtil udbruddet af 2. ver- denskrig opholdt 11 fangstekspeditioner sig på overvinteringsfangst. Dette korte åremål repræsenterer den eneste periode i øens historie, hvor der har været en »fastboende« befolkning, der havde sit udkomme af øen. Det viste sig hurtigt, trods gode fangstresultater i de første år, at ræve- bestanden ikke kunne tåle det hårde jagtpres. I 1929 og i årene fremover så den norske stat sig tvunget til at indføre en kraftig begrænsning af jagten på po- larræve. Reguleringen kom imidlertid for sent, og i dag er der formentlig ingen eller kun ganske få polarræve tilbage på Jan Mayen. 11917 afviste det norske udenrigsmi- nisterium en anmodning fra den norske skibsfører Christoffer E. Ruud om at få anerkendt, at han havde okkuperet hele Jan Mayen. Der var tale om et rent pri- vat initiativ uden støtte fra de norske 76 myndigheder, der ved flere lejligheder tilkendegav deres mangel på autoritet og'interesse, når det gjaldt krav på Jan Mayen, idet man betragtede øen som »terra nullius« (ingenmandsland). I den følgende tid indkom der flere anmod- ninger om rettigheder til større eller mindre dele af øen. Kravene kom ho- vedsagelig fra personer, der var invol- veret i overvinteringsfangsten, men også personer med interesse i mineral- prospektering og statsinstitutioner som Norges Geofysisk Institut og Det Nor- ske Meteorologiske Institut meldte sig. Dette var første gang nogen gjorde krav gældende, siden de hollandske hvalfan- gere opgav fangsten omkring 1650. I 1925 forlød "det, at Den Danske Gradmåling planlagde at indrette en seismisk station på Jan Mayen. Trods danske forsikringer om, at der ikke var planer om en okkupation, skabte rygter- ne opstandelse i Norge og blev den di- rekte årsag til, at hele øen blev annekte- ret af Det Norske Meteorologiske Insti- tut i begyndelsen af 1926. Den dybere- liggende årsag til dette usædvanlige skridtfra en statsinstitutions side ser ud til at have været stridighederne mellem Norge og Danmark om rettighederne til Østgrønland bl.a. forårsaget af inddra- gelsen af hele Grønland under dansk overhøjhed i 1921 og anlæggelsen af ko- lonien Scoresbysund i 1925. Man var i Norge tydeligvis meget nervøs for mu- ligheden af en dansk okkupation af Jan Mayen. D. 8. maj 1929 blev Jan Mayen for- melt underlagt norsk overhøjhed og ved lov af 27. februar 1930 blev det stadfæ- stet at Jan Mayen for fremtiden var en [10] del af Norge - et skridt som den danske regering accepterede uden indvendin- ger, men som lagde grunden til nye pro- blemer mellem de to stater 50 år senere. I begyndelsen af dette århundrede be- gyndte man fra norsk side også at inter- essere sig for Jan Mayen i forbindelse med meteorologiske observationer. Øens beliggenhed midt i Nordatlanten oo gav gode muligheder for at foretage vejrobservationer, der kunne danne grundlag for vejrmeldinger ikke alene for Nordatlanten og farvandene ved den norske kyst, men også for store dele af Nordeuropa. Det var dog først efter, at den trådløse telegraf var blevet udviklet til et brugbart transmissionsmiddel, at tankerne om at etablere en permanent bemandet meteorologisk station på Jan Mayen begyndte at tage form. Ideen om at etablere et internationalt samarbejde blev drøftet bl. a. med England, men som tiden gik, uden at forhandlingerne førte til noget, besluttede de norske myndigheder at tage sagen i egen hånd. 11921 blev den første meteorologiske station oprettet i Jamesonbukta på sydøstkysten af Jan Mayen på privat norsk initiativ, men hovedsagelig finan- sieret af den norske stat. Allerede året efter overtog det norske Geofysiske In- stitut stationen, og den var herefter i uafbrudt funktion frem til efteråret 1940, fra maj 1931 også som officiel kyst- radiostation med betegnelsen Jan Mayen Radio. 2. verdenskrig Ved krigsudbruddet i 1939 befandt der sig en fire mand stor besætning i Jame- sonbukta. Stationen fortsatte som de øvrige norske stationer i Nordatlanten med at sende regelmæssige ukodede vejrmeldinger også efter den tyske okku- pation af Norge. En vigtig funktion var endvidere at fungere som relæstation for to norske meteorologiske stationer, der var placeret i Østgrønland. Selvom stationen på Jan Mayen blev betragtet som den vigtigste af de norske vejrvarslingsstationer i Nordatlanten på grund af sin gunstige beliggenhed, blev det efter forhandlinger mellem den norske exilregering og de engelske myn- digheder besluttet at nedlægge statio- nen, idet man ikke anså det for muligt at beskytte den mod et tysk angreb. Som en følge af denne aftale blev stationen i Jamesonbukta evakueret d. 3. september 1940 af det norske patruljefartøj »Fridjof Nansen«. Alt brugbart materiel blev fjernet og bygningerne skudt i brand for at undgå, at tyskerne skulle benytte dem. I slutningen af 1940 forsøgte den ty- ske marine uden held at få fodfæste på Jan Mayen, dels for at anvende øen som base for sørekognosceringsfly, dels for at etablere en bemandet meteorologisk station. Det sidstnævnte forsøg blev for- hindret af en engelsk krydser, der over- raskede det tyske skib, der skulle land- sætte stationens mandskab og materiel. Allerede i begyndelsen af 1941 beslut- tede de allierede at genetablere den me- teorologiske station på Jan Mayen, og i marts 1941 blev der landsat en mindre norsk styrke på »Øen X«, som øen blev benævnt i den militære terminologi. Nordmændene indrettede sig i den godt beskyttede Jøssingdal omtrent midt på øen. Stationen, der efterhånden blev ud- 77 [11] bygget med omfattende nærforsvarsstil- linger, kanoner og antiluftskyts, blev i de følgende år jævnligt angrebet af tyske fly. Stationens placering i en snæver dal mellem høje fjeldformationer og den kraftige bevæbning gjorde, at der ikke skete skader på bygninger eller mand- skab under de mange angreb. Derimod blev mindst to tyske bombemaskiner skudt ned. At frygten for et direkte tysk angreb på Jan Mayen ikke var helt ubegrundet, viser den tyske marines aldrig gen- nemførte plan for operation DON- NER, som drejede sig om et angreb i ef- teråret 1942, hvor bl.a. krydseren »Koln« og en større landgangsstyrke skulle have deltaget. Operationen blev opgivet, idet det skønnedes at risikoen for de skibe, der skulle deltage, ikke stod i rimeligt forhold til målet. ...Den eneste vellykkede tyske opera- tion på Jan Mayen under 2. verdenskrig var opstillingen af en automatisk vejr- station i Krossbukta på nordspidsen i september 1944. I 1943 blev der anlagt en amerikansk pejlestation »Atlantic City« ved Nordla- gunen, der bl.a. blev brugt til pejling af radiotrafikken fra de tyske ubåde og fly, der deltog i konvojslagene i Nordatlan- ten, men stationen kom også til at spille en væsentlig rolle i nedkæmpelsen af de tyske meteorologiske stationer i Nord- østgrønland. 11944 blev der føjet en ra- diosondestation til anlæggene, hvilket forøgede betydningen af vejrrapporte- ringen fra Jan Mayen betydeligt. D. 9. maj 1945, dagen efter krigsaf- slutningen i Europa, fik den meteorolo- giske station ordre om, at vejrmeldin- gerne fremover skulle sendes i klart Resterne af den militære hovedstation i Jøssingdalen bygget 1941. (SEA 1986). 78 [12] Sammenstyrtede skyttegrave fra 2. verdenskrig i den sydlige del af Jøssingdalen. I forgrunden en tom ammunitionskasse. (SEA 1986). sprog. Kort efter overtog de norske myndigheder som aftalt under krigen den fulde kontrol med de allieredes anlæg. Jan Mayen forblev, bortset fra perioden 1947-59, et delvis lukket mi- litært område, hvortil der kun er adgang for udenlandske statsborgere med særlig tilladelse. Efterkrigstiden Lige siden 1920erne har der med jævne mellemrum været planer om at bygge en havn på Jan Mayen, og så sent som 1979 drøftede man anlægget af en stor fiskeri- havn med fryseri og hermetikfabrik. Alle projekterne er imidlertid strandet på de store anlægsomkostninger forårsa- get af de meget ustabile vejrforhold og de store forandringer, der konstant fo- regår af kysten og bundforholdene om- kring øen. Al ilandtagning af gods sker derfor i dag fortsat over stranden med småbåde og pramme, ganske som det al- tid har været tilfældet. På grund af den manglende havn har Jan Mayen aldrig spillet nogen rolle i det fiskeri, der navnlig i efterkrigstiden i perioder har været af ganske stor betydning. I 50- og 60-erne var det hovedsagelig sovjetiske og islandske fartøjer, der udnyttede fi- skeforekomsterne, men i de senere år har et stort antal norske fiskefartøjer opereret ved Jan Mayen. Det er først og fremmest loddebestanden sydvest for Jan Mayen, der har påkaldt sig opmærk- somhed, navnlig efter at det traditionel- le norske loddefiskeri i Barentshavet næsten er ophørt på grund af overfisk- ning. Allerede i sensommeren 1945 genop- stod den civile meteorologiske station på Jan Mayen, idet man overtog dele af det militære anlæg i Jøssingdalen. Place- ringen midt på øen viste sig hurtigt at være dårligt egnet til formålet, nu hvor de forsvarsmæssige forhold ikke mere havde nogen betydning. Allerede året efter flyttede den meteorologiske station til Atlantic City på vestkysten, hvor der var en del anvendelige bygninger, efter at pejlestationen var blevet forladt af amerikanerne. 11949 blev der bygget en hel ny station på et højtliggende plateau umiddelbart nord for Atlantic City. Denne station blev tilholdssted for Jan Mayen Radio og den meteorologiske station frem til 1962, hvor det civile anlæg blev flyttet om på østkysten og placeret i umiddelbar nærhed af det nye militære anlæg. I sommeren 1959 var der voldsom byggeaktivitet på østkysten af Jan Mayen, idet det norske forsvar gik igang med at anlægge en stor militær station ca. 15 km sydvest for det sted, hvor den første radiostation blev opført i 1921. 79 [13] Stationen, der fik navnet Olonkinbyen, skulle betjene en LORAN A sender (LOnge RAnge Navigation), som skulle drives af det norske forsvar for NATO's regning. LORAN A anlægget var primært beregnet til brug for NATO's fly og flådestyrker i Nordatlanten, men kunne også anvendes af civile. Samtidig med bygningen af Olonkinbyen blev der indrettet tankanlæg på såvel øst- som vestkysten. Allerede i 1960 blev der opført endnu en navigationssender af typen LORAN C, der gav mulighed for langt mere nøjagtig navigation. I 1975 blev de to navigationssystemer lagt sammen. Driften af LORAN C anlægget er un- derlagt det norske forsvar, men er indtil for få år siden blevet betalt af den ameri- kanske kystvagt (USCG). Stationen er bemandet med en civil besætning på ca. 25 mand men med en militær station- chef, som samtidig er øens militærkom- mandant. Foruden de »militære pligter« passer personellet på LORAN-stationen en række måleinstumenter opstillet af vi- denskabelige institutter herunder bl. a. en række seismiske målestationer opstil- let af Jordskælvsstationen i Bergen, regi- strering af Nordlys for Nordlysobserva- toriet i Tromsø og måling af tidevandet for Universitetet i Trondheim. Fra 1970 havde det norske fiskerimi- nisterium et navigationssystem af typen CONSOL I drift på Jan Mayen. Dette system, der er en mindre kompliceret ci- vil udgave af LORAN systemet, blev oprettet for at betjene de mange fiske- fartøjer i farvandet omkringjan Mayen. CONSt)L-senderen blev nedlagt i 1984, hvor den tekniske udvikling indenfor den civile navigation havde gjort syste- met forældet. For at sikre en regelmæssig forbindel- se til det militære anlæg blev der i 1960 bygget en primitiv landingsbane på 1200 m, der i dag anvendes af det militære Hercules fly, som om sommeren befly- yer øen en gang om måneden. Efter at Jan Mayen har fået flyforbindelse, er det blevet almindeligt, at mandskabet såvel på LORAN-stationen som på den me- teorologiske station ansættes på halvårs- kontrakter i modsætning til tidligere, hvor der altid var tale om etårige ophold. I dag er såvel LORAN-stationen som den meteorologiske station truet af den hastige udvikling i satelitteknologien, hvor avancerede vejr- og navigationssa- telitter overtager mere og mere af arbej- det fra stationerne på jorden. Dette, sammen med den stærkt ændrede mi- litærstrategiske situation i Nordatlanten efter Sovjetunionens opløsning, betyder formentlig, at det kun et spørgsmål om ganske få år, før den norske tilstedevæ- relse på Jan Mayen i sin nuværende form helt mister sin betydning. Den dansk-norske strid om havområderne Årsagen til den netop afsluttede strid mellem Norge og Danmark om farvan- det mellem Jan Mayen og Østgrønland går tilbage til d. 29. maj 1980, hvor Nor- ge indførte en 200 sømil (sm) fiskerizo- ne omkring øen. Island og Danmark havde på forhånd protesteret mod den norske zoneudvidelse, men protesterne var kun blevet taget til følge for Islands vedkommende. Som modtræk indførte 80 [14] i