[1] Udflytning af moskusokser E f led i en langsigtet erhvervsudvikling i Vestgrønland Tekst og fotos: Bjarne Clausen I Grønland har man besluttet at starte en mere rationel udnyttelse af moskus- okser. Det er sjældent, at nye pattedyr- arter inddrages i mere eller mindre eks- tensivt husdyrbrug, og der skal derfor - på baggrund af et oplæg fra Dansk Po- larcenter til Grønlands Hjemmestyre (Clausen 1991b) - gives en orientering om projektet. Udflytningen er her fortrinsvis be- handlet teknisk/økonomisk. For de, der ønsker at vide mere om disse fascineren- de dyr, henvises til International Stud- book for Muskox fra Københavns Zoo- logiske Have (Holst 1990). Den beretter om moskusokserne, deres biologi og forhold i Grønland og Canada. Mere detaljeret viden kan fås fra beretninger- ne fra moskusokse-symposierne i Ala- ska 1984 (Anon. 1984), Canada 1988 (Anon. 1989) og Grønland 1991 (Anon. 1992, 1993). Teorien om, at vildt bedre end intro- ducerede husdyr er egnet til at udnytte deres biotop, blev sandsynligvis udvik- let blandt vildtforskere i Østafrika. De- res primære mål var naturbevarelse; men også fra et økonomisk synspunkt ønskede man at efterprøve teorien. De første vildtudnyttelses-projekter var kun delvis succesfulde, dels fordi de to aspekter blev kombineret, men også fordi diverse husdyrarter er relativt vel- tilpassede til mange af de områder, der tidligere var optaget af de vildtlevende dyr. I de arktiske områder er situationen en anden. Her har moskusoksen udvik- let en enestående tilpasning, og den er bedre end nogen anden planteæder i stand til at udnytte den højarktiske vege- tation, der er fattig på proteiner, men med et stort fiberindhold. I Grønland bor ca. 90% af befolknin- gen på syd- og vestkysten, medens den oprindelige bestand af moskusokser, der i disse år tæller ca. 10.000 dyr, lever på nordøstkysten. Dyrene bliver kun ud- nyttet af de ca. 500 mennesker, der bor i Scoresbysund. Bjarne Clausen, født 1939, har arbejdet med sygdomme hos vildt for FAO i Østafrika og har fra 1971-1989 forestået undersøgelserne af sygdomme og forurening af vildtet i Danmark og Grønland. Bjarne Clausen arbejder nu for Danmarks Miljøundersøgelser og leder udflyt- ningen af moskusokser i Grønland. 85 [2] Samarbejde mellem helikopter og skytte. I Melvillebugten syd for Thule går indlandsisen i et langt stykke helt ud til kysten. Det menes, at denne naturlige barriere har umuliggjort oksernes ind- vandring fra Canada ned langs den grønlandske vestkyst, hvorimod de ved at vandre nord om Grønland har kun- net nå helt ned til den ufremkommelige Blossevillekyst syd for Scoresbysund. I 1962-65 blev 27 moskusoksekalve fra østkysten via Københavns Zoologi- ske Have overført til Sdr. Strømfjord (Kangerlussuaq) på Vestgrønland. Flyt- ningen blev forestået af Christian Vibe, og formålet var dels vildtbevarelse, dels et håb om at bestanden med tiden kunne blive jagtobjekt for den lokale befolk- ning. Bestanden har klaret sig overor- 86 dentligt godt, den har nu nået en stør- relse på knapt 3.000 dyr, og en begræn- set jagt har kunnet påbegyndes. I 1986 flyttede Erik Eriksen fra denne bestand 27 dyr til Thule-området. Det følgende år blev 15 dyr fløjet til Ivittuut, og i 1991 bJev 31 et-årsdyr sejlet til Nunavik halv- øen på nordvestkysten. I figur l er vist moskusoksernes oprindelige udbredel- sesområde, områder hvor der er udsat moskusokser, samt potentielle udsæt- ningsområder. De senere års moskusokseforskning i såvel som uden for Grønland har givet os en betydelig viden om dyrene, deres krav til omgivelserne, deres adfærd og meget mere. På baggrund heraf kan man med relativ stor sikkerhed forudsige re- [3] sul taterne af en udflytning. Ydermere er den teknik, der skal til for at fange og flytte moskusokser i dag så veludviklet, at flytningen er relativt billig og sikker for dyr såvel som for mennesker. Moskusoksen (Ovibos moschatus) har udviklet en enestående tilpasning til arktiske forhold. Kropsbygning og hårlag beskytter dyret mod kulden. Kødet indeholder kun lidt fedt, det sma- ger godt og er uden speciel vildtsmag. Under gunstige omstændigheder udvik- ler moskusoksen store mængder fedt under huden såvel som fedtdepoter i bughulen. Figur 1. Moskusoksebestanden. Kort der viser 1) udbredelsen af den oprindelige moskusoksebestand, 2) de udsatte bestande, 3) potentielle udsætnings- steder. (Kilde: Miljøkemi, 2. april 1992). //// Oprindelig bestand. * Udsatte bestande 1962-1991. • Potentielle udsætningsområder. 10000- 9000- 8000- 7000- J 6000- ) i 5000- = 4000- ] 3000- 2000- 1000- 0- 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 2000 ÅRSTAL Figur 2. Bestandsudviklingen ved Kangerlussuaq. A: Maksimum - baseret på en årlig tilvækst på 26%. B: Minimum - baseret på tællinger fra luften. C: Realistisk kurve - tællinger fra luften + 20% + jagtkvoter. Bæreevne skønnet til 5.000 moskusokser (Olesen 1990). Undersøgelser for antistoffer i blodet fra østkysten viser en bestand uden anti- stoffer mod diverse sygdomme, og der er ikke som hos rensdyrene blevet ob- serveret sygdomme (Clausen & Hjort 1986) eller parasitter i betydende mængde blandt dyrene på vestkysten (Korsholm & Olesen 1991). I figur 2 er vist udviklingen - produk- tionen - hos bestanden i Kangerlussuaq. 87 [4] Tabel 1. Moskusoksens vægt. Alder Væg} (fy) Fødsel 10 3 måneder 50 1,5 år 130-150 2,5 år 175-215 Sår 250-300 Kalvene fødes i april-maj, hvor de vejer ca. 10 kg. I løbet af de næste 15 måneder øges vægten med ca. 10 kg pr. måned. Dyrenes omtrentlige vægt i forhold til deres alder er vist i tabel 1. En del får deres første kalv, når de er 2 år gamle, og fra 3 års alderen og opefter får ho- vedparten af køerne kalv hvert år. I Kangerlussuaq og sandsynligvis i andre områder i Vestgrønland kan vege- tationen give føde til ca. l moskusokse pr. km2. Vinterdødeligheden er meget lav. Det skønnes, at hvis der i løbet af de næste 5 år udsættes ca. 30 dyr på hver af de 7 potentielle udsætningssteder, vil det sandsynligvis resultere i, at man i år 2010 har en samlet moskusoksebestand på ca. 10.000 dyr, hvilket nok vil være det maksimale antal moskusokser, der kan leve i Vestgrønland. Der kan årligt udnyttes 20-25% af bestanden. Slagtevægten er ca. 45% af totalvægten. Hvis der af 1.000 dyr sky- des 200 ungdyr og 50 tyre, vil det give en slagtevægt på 22 tons. Der lever ca. 11.5 OD mennesker i fangerdistrikterne, hvilket svarer til, at en bestand på 10.000 moskusokser rationelt udnyttet vil kunne give 20 kg slagtet dyr årligt til hver indbygger. Det primære marked er de menne- 88 sker, der lever i Jangerdistrikterne. Hos størstedelen af disse mennesker udgøres IrtFsToTlTeTaTdeja daglige føde af lokale fisk, fugle og pattedyr. En del er fuld- tidsfangere, der sælger fangstoverskud- det i de større og mindre samfund. Om- kring 40.000 mennesker lever længere nede ad kysten, de fleste som lønmodta- gere tinder en eller anden form, og de kan betale for deres føde. De fleste ho- teller i Grønland serverer fortrinsvis dansk mad, men rensdyr- og moskus- oksekød er højt værdsat af gæsterne. Salg af moskusoksekød til oversøiske markeder er en mulighed, men især mu- ligheden for salg af levende dyr til andre arktiske områder synes værd at undersø- ge. Herudover kan den turistindustri, der er under udvikling, drage nytte af moskusoksen. Fototurisme fra Kanger- lussuaq er allerede startet, og der bliver eksperimenteret med at bringe uden- landske trofæjægere til Grønland for at skyde ældre moskusoksetyre. Disse dyr er alligevel uden betydning for popula- tionen. I Vestgrønland er der ingen tradition for hverken at jage eller spise moskusok- ser. Dyrene er i modsætning til de mere sky rener ike vanskelige at jage. Men der må etableres et system, der sikrer en se- lektiv beskydning af flokkene, hvis den maksimale udnyttelse skal opnås. Ef- terspørgslen efter kødet vil komme, når prisen og produktet er i orden. Den nuværende kvalitet af kødet, der sælges lokalt, bør efter min mening forbedres, specielt hvis kødet skal blive attraktivt for hotellerne og for de mange poten- tielle kunder uden for fangerdistrik- terne. [5] Den ny-indfangne moskusokse transporteres ind til basen i Kangerlussuaq. Trofæjagt byggende på udenlandske klienter efter afrikansk mønster skal som nævnt afprøves. Denne jagtform kræver en del investering og træning, idet erfaringer fra Afrika viser, at over- søiske klienter kan være ret så kræven- de. Ydermere skal man tage sig i agt for, at det ikke går som i Afrika. Her sælges og organiseres en stor del af trofæjagten i Europa og kun trofæafgiften og drik- kepengene bliver i lokalsamfundene. Turistindustrien kan forarbejde den fine moskusuld til kostbare strikkede sjaler, trøjer etc., også horn og skind kan forar- bejdes til enestående og attraktive pro- dukter i turistindustrien. Til forevisning for lokalbefolkningen i Grønland er planlagt instruktions- videofilm om de forskellige aspekter ved moskusoksen som nyt jagtobjekt. Hvilke produkter kunne tænkes at kunne konkurrere med moskusoksekø- det? Her tænkes først på de traditionelle grønlandske kødressourcer. Hvad hva- ler angår, så sætter Den Internationale Hvalfangst Kommission betydelige be- grænsninger for udnyttelsen af disse. Sælkød spises i stor udstrækning, men skindets værdi er lav, og som følge af udgifter til brændstof m. m. er sæljagt i stor skala kun mulig, så længe der gives offentligt tilskud ved indhandling af sælskind. Vildrenbestanden er reduceret fra 100.000 i tresserne til omkring 18.000. Nedgangen skyldes begrænsningen i 89 [6] Så snart den 16 måneder gamle, 70-100 Ulo tunge moskusokse er bedøvet, bliver den surret fast på en transportbåre. vinterfoder (rensdyrlav). Netop den langsomme vækst af lav er årsagen til, at det vil tage mange år, før vildrenen igen bliver talrig på vestkysten. Fiskeriet blev bygget op omkring torsken; men som følge af ændring i vandtemperaturen i tresserne er torsken nu trukket uden for de grønlandske fi- skeres rækkevidde. Fangsten af rejer så- vel som af mange fiskearter omkring Grønland er faldende på grund af over- fiskeri. Dog vil fiskeriet også i fremti- den give mange, mange gange flere penge til samfundet end selv det bedste moskushold. Rensdyrhold er forsøgt, men med be- grænset økonomisk succes. I 1991 blev 2000 dyr slagtet ud af den totale bestand på 6000 dyr. Der blev produceret 75 tons kød. Tamrenerne blev oprindelig 90 indført fra Norge, uheldigvis bragte de svælg- samt hudbremser med sig. Brem- serne generer tamrener og har spredt sig til vildrenerne, hvor de virker forstyr- rende og forårsager vægttab. Der er ud- viklet fåreavl i den sydlige del af landet. Stambestanden er på ca. 20.000 dyr, sid- ste år blev næsten det samme antal slag- tet. Der blev produceret 750 tons kød til en værdi af 20 millioner kr. Alt i alt udgør kød fra husdyr nok den mest realistiske konkurrent til moskus- qksekød. Men udsigterne for den grøn- landske økonomi er ikke specielt opti- mistiske, og i fremtiden kan der meget vel blive mange mennesker, der kun i begrænset omfang vil købe så meget af det delvist importerede kød i supermar- kedet - især hvis de selv har mulighed for at jage moskusokser. ij-iæi... .?ii..2sfe£L._.',.ai [7] Der kan også tænkes konkurrence mellem moskusokser og rensdyr i natu- ren, og der er set tilfælde, hvor den ene art er øget i antal, mens den anden er gået tilbage. På Svalbard forsvandt mo- skusokser helt, medens vildrenerne overlevede, og i Vestgrønland er vildre- nerne blevet færre i samme periode, som moskusokserne er øget stærkt i an- tal, men renernes tilbagegang har været den samme, uanset om der har været moskusokser i området. Årsagen til til- bagegangen har været ringe vinterføde. Forskerne mener ikke, at der er ret stor konkurrence mellem moskusokser og rener, selv om de til en vis grad æder de samme planter. Om sommeren er der sædvanligvis masser af føde til begge parter. I vintertiden overlapper deres fødevalg fortrinsvis i områder uden lav. Når der er tilstrækkeligt med rensdyrlav - som moskusokser ikke æder - synes der ikke at være megen konkurrence ar- terne imellem. Udgifterne til flytningen har forelø- big beløbet sig til knapt kr. 30.000 pr. dyr, fordelt på 39% til indfangning og transport, 36% til mandskabets løn, for- sikring og transport, 18% til udstyr, be- døvende medikamenter etc., og 6% til administration. I alt vil det koste ca. kr. 7,5 millioner at flytte de resterende 210 dyr til de foreslåede udsætningssteder. Dertil bør lægges ca. kr. 450.000 årligt til forundersøgelser af potentielle udsæt- ningsområder, samt til biologisk over- vågning af bestanden. Herefter skulle der teoretisk fra omkring år 2010 ud af en bestand på 10.000 dyr kunne »hø- stes« ca. 200 tons kød årligt. Prisen på Anvendt udstyr. 91 [8] moskusoksekød solgt lokalt er ca. kr. 50 pr. kg, og kødet alene har dermed en værdi af 10 millioner kroner. Projektet har yderligere den fordel, at når først udflytningen er foretaget, så skal der ikke tilføres mere kapital, bortset fra hvad det koster at overvåge bestanden, så der kan fastlægges de rigtige afskyd- ningskvoter. I en teknisk verden bliver dyr let til produktionsenheder, men det må ikke glemmes, at moskusokser er levende væsener, der har krav på en ordentlig behandling. Hermed menes, at dyrene skal fanges og genudsættes så roligt og hurtigt som muligt. De bør kun udsættes i områder, som forundersøgelser har vist er egnede for moskusokser året rundt. Bestanden skal reguleres således, at overgræsning og sult undgås. Dyrene skal jages ordentligt. I Grønland vil en jæger dø af sult, hvis han ikke kan ramme en sæl på 100 me- ters afstand. Man kan derfor også for- lange, at moskusokserne bliver nedlagt selektivt og ikke såres, blot fordi jægerne skyder ind i flokken. Der bør ikke jages i den helt mørke vintertid, således at man undgår, at der skydes ind i flokken, ind- til man ikke kan høre dyrene mere. Der har været foreslået mobile slag- teenheder, sådanne bruges på Banks Is- land i Canada (Gunn et al. 1991), hvor der lever for mange moskusokser og meget få mennesker. Fra de beskrivelser, jeg har hørt, finder jeg ikke drivning af moskusokserne tilfredsstillende. J Grønland, hvor mennesker og de frem- tidige moskusokser lever mere jævnt fordelt, bør dyrene jages. I det meget ku- 92 perede terræn vil det i øvrigt blive me- get vanskeligt at drive dyrene i nogen bestemt retning, idet moskusokser søger opad, når de bliver skræmt. Til slut er hovedideen vel også, at den lokale jæger skal kunne gå ud og jage, når han har brug for kødet. Hvad kan gå galt? Moskusokserne er foreløbig fri for sygdomme, hvilket gør dem yderst følsomme for indslæbte pa- togener. Topografien i Vestgrønland, med fjorde og bjerge der strækker sig i øst-vestlig retning, gør vandringer og dermed kontakt mellem de forskellige flokke vanskelig. På vestkysten er der ikke rovdyr, der kan genere moskusok- serne. Torsken fortrak, da havet blev varmere, og et mildere klima med mere sne og regn, der fryser, når den rammer jorden, kan være katastrofalt for mo- skusokserne. Men også her er det en for- del, at bestanden er spredt over en me- get lang kystlinie. Konfrontationer mel- lem moskusokser og mennesker er fore- kommet, hidtil uden tab af menneske- liv, men man bør nok i fremtiden skyde de ældre tyre^ hvis de begynder at holde til nære bebyggelser. Der vil med stor sandsynlighed ske overgræsning, med mindre man holder øje med de udsatte bestande, og holder antallet af okser på et bæredygtigt ni- veau. Dette er særligt vigtigt i arktiske egne, fordi overgræsning kan ødelægge et område for marige år frem i tiden. Folk er sædvanligvis imod det nye, og rensdyr vil blive foretrukket frem for moskusokser. Her hjælper kun tiden og oplysning. Det er vigtigt, at jagtregulati- verne overholdes, specielt i begyndel- sen. Krybskytteri over for de udsatte dyr [9] Moskusokser i deres nye omgivelser ved Ivittuut. vil kunne udgøre en alvorlig trussel mod de lokale udflytningsprojekter. I mange områder, som f. eks. Austra- lien, har indførte arter forårsaget bety- delig skade, men i modsætning til f. eks. kaniner eller hudbremser kan moskus- okserne altid bortskydes, hvis man af en eller anden grund ikke ønsker dem mere. Moskusoksernes evne til at udnytte den højarktiske vegetation er eneståen- de, og man bør drøfte muligheden for at udsætte moskusokser i andre arktiske områder, specielt i det nordlige Rusland og i Sibirien. I Vestgrønland lever hovedbestanden meget tæt ved en international lufthavn. Unge moskusokser kan let fanges og for- holdsvis billigt transporteres til andre arktiske områder, hvor de kan grund- lægge en ny stambestand. Moskusokserne i Alaska og Nordnor- ge stammer fra den grønlandske be- stand, men bestandene i de forskellige egne synes ikke at udvise betydelige ge- netiske variationer. Moskusokser fra Grønland kunne derfor flyttes til andre arktiske områder, hvor de tidligere leve- de - eller til nye områder, hvor de kun- ne udgøre en nyttig og billig kødforsy- ning for lokale jægere og deres familier. Moskusokser kan med fordel udflyt- tes til egnede områder i Vestgrønland, og det Grønlandske Hjemmestyre har 93 [10] sidste år startet en mere systematisk ud- flytning af moskusokser med det formål at udvikle et nyt jagtobjekt i de vestgrøn- landske fangerdistrikter. Udflytningsprojektet blev forelagt på det 3. Interna- tionale Wildlife Ranging Symposium, oktober 1992 i PretoriaTSyd Afrika. Artiklen er her gengivet fra Dansk Veterinær Tids- skrift nr/7,1993. Litteratur Anon.: Proc. First Int. Muskox Symp. Biological pa- pers of the University of Alaska. Spec. Rep. 1984, No, 4,1-218. Anon.: Sec. Int. Muskox Symp. Can. J. Zool. 1989, 67,1092-1166. Anon.: Arctic Ungulate Conference. _Nuuk, Green- land 1991. Published in Rangifer 1992 & 1993. Boertmann, D., M. Forchhammer, C. R. Olesen, P. Aastrup & H. Thing: The Greenland muskox po- pulation status 1990. Rangifer 1992, 12, 5-12. Barr, W.: Back from the brink: The road to muskox consefvation in the northwest territories. Koma- tik series no. 3. Arctic Inst. North Arner. Univ. Calgary, Canada 1991. Clausen, B.: Flytning af moskusokser (Sdr. Strøm- fjord) til Nunavik (Svartenhuk). Rapport fra Dan- marks Miljøundersøgelser 1991a, pp. 1-16. Clausen, B.: Udflytning af moskusokser som led i en langsigtet erhvervsudvikling i Grønland. Rapport fra Dansk Polarcenter 1991b, 1-19. Clausen, B., A. Dam, KL Elvestad, H. V. Krogh & H. Thing: Summer mortality among caribou calves in West Greenland. Nord. Vet.-Med. 1980, 32, 291- 300. Clausen, B., P. Hjort, H. Strandgård & P. L. Sørensen: Immobilization and tagging of muskox (Ovibos moschatus) in Jameson Land, Northeast Green- land. J. Wildlife Dis. 1984, 20, 141-145. Clausen, B. & P. Hjort: Survey for serum antibodies against infectious diseases in muskox (Ovibos mo- schatus) in Jameson Land. J. Wildlife Dis. 1986, 22, 264-266. Clausen, B., O. Brønlund, H. B. Hansen, P. Hjort, P. L. Sørensen & M. Pind: Indfangning af moskus- okser i Søndre Strømfjord området - og flytning af okserne til Ivittuut kommune i Sydvestgrønland. Dansk Vet.-Tidsskr. 1987, 70, 1242-1246. Elsner, W.: Rapport om moskusokseuld - en forsømt grønlandsk ressource. Dansk Polarcenter 1990, bibl. ref. 599, 73. Gunn, A., C. Shank & B. McLean: The History of Muskox on Banks Island. Arctic 1991, 44, 188- 195. Holst, B.: International Studbook for Muskox (Ovi- bos moschatus). Københavns Zoologiske Have. Ist Edition 1990, 1-114. Korsholm, H., C. R. Olesen: Preliminary investiga- tions on the parasite burden and distribution of species of endoparasites of muskox (Ovibos mo- schatus) and caribou (Rangifer tarandus groenlan- cticus) in West Greenland. Arctic Ungulate Confe- rence, Nuuk 1991. Rangifer (in press). Olesen, C. R.: Aktivitetsmønster og -budget for mo- skusokser (Ovibos moschatus) i Nordøstgrønland. Specialerapport i vildtbiologi. Århus Universitet .1987. Olesen, C. R.:_ Bestandsudvikling og økologi for mo- skusokser (Ovibos moschatus) i Angujaartorfiup JSIunaa, Vestgrønland. Teknisk Rapport, Grønlandsk Hjemmestyre Miljø- og Naturforvalt- ning 1990, nr. 16., 1-85. Olesen, C. R. & H. Thing: Ontogenetic growth and nutritional regime in two Arctic muskox popula- tions. Arctic Ungulate Conference, Nuuk 1991. Rangifer (in press). Olesen, C. R.: Rapid population increase of introdu- ced muskox in West Greenland. Arctic Ungulate Conference, Nuuk 1991. Rangifer (in press). Olesen, C. R.: Feeding ecology and competition of muskox and caribou in West Greenland. Arctic Ungulate Conference, Nuuk 1991. Rangifer (in press). Olesen, C. R. & H. Staaland: Muskox and caribou adapration to grazing on the Angujaartorfiup Nu- naa range in West Greenland. Arctic Ungulate Conference, Nuuk 1991. Rangifer (in press). Strandgård, H., V. Holte, P. Lassen & H. Thing: Rensdyrundersøgelser i Vestgrønland 1977-1982. Rapport fra Vildtbiologisk Station, Kalø 1983, 1-29. Thing, H.: Feeding ecology of the West greenland caribou (Rangifer terandus groenlandicus) in the Sisimiut-Kangerlussuaq region. Dan. Rev. Game Bipl. 1984, 12,1-52. Thomas, D. C. & J. E. Edmons: Competition be- tween caribou and muskox, Melville Island, NWT, Canada Biol. papers, Univ. Alaska, Spec. rep. 1984, No. 4, 19-24. Årbog, Grønland. Statsministeriet. København, 1990. 94 [11]