[1] Ammassalik - i 4000 år Af Tinna Møbjerg Folket bag Storisen - Tunuamiut (be- boerne på landets bagside) - Ammassa- limiut. Befolkningen i Ammassalik området har haft mange forskellige be- tegnelser og har været omgivet af megen mystik, der har givet grund til mange forskelige rygter. I en meget lang perio- de troede man, at nordboernes »Øster- bygd« var placeret her. Derfor blev en lang række ekspeditioner udsendt for at genetablere denne kontakt. På trods af mange forsøg både fra dansk og udenlandsk side, var det dog først med Gustav Holms berømte Ko- nebådsekspedition i 1884-85, at kontak- ten med Ammassaliks befolkning blev etableret. På dette tidspunkt var områ- det det eneste tilbage på Østkysten, som var beboet. Den befolkning, der boede sydligere, havde valgt at forlade denne del af Grønland for at slå sig ned ved Handels- og Missionsstationen i Syd- vestgrønland. Selvom befolkningen i Ammassalik distriktet havde deres eget lokale præg, var de på ingen måde isoleret fra det øvrige Grønland. De havde foretaget flere handelsrejser sydpå, ligesom der havde foregået en livlig byttehandel. Men i slutningen af 1800-tallet begyndte den europæiske rovdrift på hvaler og sæler at slå igennem med misfangst til følge for Ammassaliks befolkning. Det- te var een af årsagerne til, at Gustav Holm lovede, at der hurtigst muligt skulle oprettes en handelsstation ved Ammassalik. Herved ville fangerne få mulighed for at købe geværer, krudt og ikke mindst jern. Samtidig kunne Dan- På et symposium i 1981 arrangeret af Ilisima- tusarfik og Kalaallit Nunaata Katersugaasivia i Nuuk mødte Tinna Møbjerg to unge lærer- studerende fra Østgrønland - Ulla og Erik Kuitse. Det var starten på et samarbejde gen- nem flere år, som i 1982 resulterede i, Erik Kuitse deltog i Tinna Møbjergs arkæologiske undersøgelser. Dette nære samarbejde med lo- kale beboere blev videreført i 1984 og var årsagen til det store udbytte af den etnoarkæo- logiske undersøgelse på Ikaasap Ittiva. Ho- vedformålet med denne undersøgelse var at sammenholde arkæologiske, etnologiske og historiske kilder med hinanden for at få et større indblik i områdets kulturhistorie. Seniorforsker lic.phil. Tinna Møbjerg. Insti- tut for forhistorisk arkæologi. Moesgård. 8270 Højbjerg. 125 [2] 66 :v..-.-; 20 km 'i" '------1 • •• Ammassalik distriktet med bopladsen Ikaasap Ittiva. mark opretholde sin indflydelse i Øst- grønland over Norge. Dette løfte var dog ikke så let at indfri. Efter lang tids tovtrækkeri med myndighederne i Kø- benhavn lykkedes det først 10 år senere. Den 26. august 1894 ankom den Kgl. Grønlandske Handels skruebarkskib »Hvidbjørnen« ført af kaptajn Gustav Holm _til Ammassalik. Skibet ankrede op i en lille vig inde i Tasiilaq og med- bragte materiel og personale til oprettel- se af en missions- og handelsstation. Personalet bestod af pastor Ruttel med hustru og handelsbestyrer Johan Peter- sen samt to håndværkere, som skulle hjælpe med at rejse de huse, der var sendt op med skibet. Det var et pro- vianthus, et hus til alle beboere og et missionshus. Derudover medbragtes to både og proviant til flere år. Stedet, der blev valgt i 1894, havde ikke tidligere været beboet, men blev altså grundlaget for den by, som i år kan fejre 100 års jubilæum. Ved festligholdelse af dette jubilæum har festkomiteen valgt en lang række aktiviteter, som bunder i gamle østgrønlandske traditioner, der er langt 126 [3] Wmter house Tent ring Tent house Cache Fox trap Burial G = prøvegravning i møddingslag fra Saqqaq-kulturen. K = det udgravede vinterhus med Dorset-kulturen nedenunder. mere end hundrede år gamle. Men hvad ved vi egentligt om distriktet og dets be- folkning før Konebådsekspeditionen i 1884-85. Det vil jeg forsøge at give svar på i denne artikel. Men for at forstå den kul- turelle udvikling er det nødvendigt at vide lidt om naturforholdene i distrik- tet. Naturforholdene Ammassalik distriktet er opdelt af tre store fjordsystemer - Sermilik, Ammas- salik og Sermiligaaq, hvorimellem fin- des sunde, fjorde og mange øer. Det er dog kun ved Kulusuk, at der findes en egentlig skærgård. Tæt på kysten ligger Storisen, som kun forsvinder få måne- der om året fra slutningen af juli til be- gyndelsen af oktober. Dette har selvføl- geligt påvirket sejladsen med europæ- iske skibe, men det har ikke på samme måde påvirket grønlændernes sejlads i kajak eller umiak, som kun kræver lidt isfrit vand. Landskabet er udpræget alpint med højder inde i landet på op til 2 km. På mange steder stiger fjeldene stejlt direkte 127 [4] Ammassalik fjord set fra syd. I forgrunden ses bopladsen Ikaasap Ittiva placeret på et fremspringende næs. fra kysten, men i dalene, på næs og øer findes jævne områder, hvor bosættelse er mulig. Denne topografi i området har medført, at næsten alle bopladser har været benyttet gentagne gange fra den første bosættelse og op til nutiden. Der er ofte tale om glaciale grusaflej- ringer, hvor det nedsivende vand ikke stoppes, og derfor er permafrost et sjæl- dent fænomen. Bevaringsforholdene for organisk materiale er da også meget rin- ge i modsætning til Vestgrønland. Dyrelivet i området domineres af havpattedyr, såsom ringsæl og rem- mesæl, der findes året rundt, samt klap- myds og grønlandssæl, som kommer på træk forbi distriktet i slutningen af juli og i august. Desuden findes hvidhval og narhval i området. De eneste landpatte- dyr er ræv og isbjørnen, som stadig er talrig i distriktet, hvorimod rensdyret kun findes som en lille importeret be- stand inde i bunden af Sermilik fjorden. Tidligere har rensdyret været talrig, hvilket kan ses af fangstanlæget ved Ku- lusuk. Men nye undersøgelser viser, at de sidste vilde rensdyr er uddøde om- kring 1200-tallet. Fuglelivet er sparsomt i distriktet, og kun rype, edderfugl og ravn opholder sig_der til stadighed. Fiskebestanden udgøres af lodden, der på grønlandsk hedder ammassat, og som har givet navn til hele distriktet. Den forekom- mer især ved Qingeq fra sidste halvdel af maj og frem til juli. Desuden er der mange fjordtorsk (uvak) og ulke. Der- udover findes torsk, rødfisk, og helle- 128 [5] flynder samt den grønlandske haj - hav- kålen. I næsten alle elve findes desuden fjeldørred, der overvintrer i søerne. Arkæologi Hvem er så de første beboere i Ammassa- lik-området, og hvad ved vi om dem? Den arkæologiske viden om området er stadig begrænset i forhold til vor vi- den om Vestgrønland, hvor forsknings- intensiteten har været større. Therkel Mathiassens udgravninger i området i 1931-32 var de første systema- tiske undersøgelser, hvor han udgravede 39 hustomter, 15 grave og 1220 kvadrat- meter mødding. Han anvendte i stor udstrækning lokale medhjælpere, og som informanter har deres viden om gamle bopladser været en uvurderlig hjælp. Fra disse undersøgelser hjemførte han mere end 6500 genstande til Natio- nalmuseet og hans konklusion var, at den ældste kultur i området var Thule- kulturen, som dateredes til omkring 1500. Han skriver i sin dagbog den 19. juli 1932: »Har saaledes afsluttet Arbej- det her i Angmagssalik-distriktet, jeg mener nu ogsaa at være kommet til Bunds i Forholdene, og videre Grav- ning vil næppe føje noget væsentligt nyt til det Billede de udførte Gravninger gi- ver af Kulturudviklingen i Distriktet«. Udgravninger i Vestgrønland i 1950'erne viste dog langt ældre kulturer end Thulekulturen. Disse blev under eet benævnt de palæoeskimoiske kulturer i modsætning til den neoeskimoiske Thu- le kultur. Disse palæoeskimoiske redskabstyper fra Vestgrønland kunne genfindes i Therkel Mathiassens hjembragte mate- riale fra Ammassalik. Derfor blev de ar- kæologiske undersøgelser genoptaget i Ammassalik af Grønlands Landsmu- seum i flere sæsoner. 11982 og 1984 blev den yderste del af Ammassalik fjorden undersøgt med vægt på en registrering af de palæoeskimoiske kulturer. I 1987 undersøgtes den inderste del af fjorden med henblik på især en registrering af synlige fortidsminder, hvorved vægten blev lagt på de neoeskimoiske levn. Des- uden blev der foretaget mindre undersø- gelser i Sermilik og Sermiligaaq. Saqqaqkulturen Den målrettede rekognoscering efter palæoeskimoer gav hurtigt resultat. På en lang række lokaliteter fandtes spor efter disse mennesker. Ligesom i nuti- den har datidens mennesker levet inde i fjordene og ved yderkysten. Mange af bopladserne har været benyttet fra den- gang og op til i dag. Fra en udgravning på Ikaasap Ittiva midtvejs inde i Am- massalik fjorden ved vi, at de første mennesker kom til Ammassalik for ca 4000 år siden. Desværre har bevarings- forholdene været så dårlige, at det kun er disse menneskers stenredskaber, som er bevaret. Det er forskellige pile- eller harpunspidser, små knive, økser, skra- bere, stikler, mikroflækker og mi- kroflækkeblokke. Redskaberne er frem- stillet af kiselskifer, bjergkrystal, kvarts eller forskellige flintlignende råmateria- ler. Vi finder nøjagtig det samme red- skabsinventar på Vestkysten, og denne kultur har fået navnet Saqqaqkulturen efter en lokalitet i Diskobugten. I Ammassalik har vi endnu ikke væ- ret så heldige at finde spor af disse men- 129 [6] Redskaber fra Saqqaq-kulturen. 1.-3. er fundet på Ikassap Ittiva. 4.-5. er fundet på Quarmiit. 1:1. 1. konkav sideskraber af bjergkrystal. 2. Fladehugget kniv af kiselskifer. 3. økse af kiselskifer. 4. fladehugget pilespids af brun flint 5. mikroflækkeblok af rosenkvarts. (Tegning: Orla Svendsen, Moesgård). neskers boliger eller finde knoglerester, som fortæller om, hvilke dyr, de har ja- get. Men deres redskaber ligner den vestgrønlandske Saqqaqkultur så meget, at der ikke er tvivl om, at der må være tale om det samme folk. Fra Qeqertasus- suk i Diskobugten og Nipisat ved Sisi- miut ved vi, at disse mennesker har boet i en teltlignende bolig, kaldet »midter- 130 gangsbolig« og at de har jaget stort set de samme dyr som findes idag. Det vil sige forskellige sæler, små tandhvaler, rens- dyr, ræv og isbjørn og mange forskellige slags fugle og fisk. Desuden viser funde- ne af hundeknogler, at Saqqaqkulruren antagelig har kendt hundeslæden. Den yngste datering af Saqqaqkultu- ren stammer også fra Ikaasap Ittiva og [7] Redskaber fra Dorset kulturen. 1-2. er fundet på Ikaasap Ittiva. 3-4. er fundet på Umiivik. 1:1. 1. flækkeblok af kvartsit. 2. stikkellignende redskab af kiselskifer. 3. fladehugget kniv med kærv. 4. slebet kniv med kærv. 3 og 4 er begge lavet af kiselskifer. (Tegning: Orla Svendsen, Moesgård). er ca 3000 år gammel. Det betyder, at vi på nuværende tidspunkt ved, at Saqqaq- folket har levet her i ca 1000 år. Derefter forsvinder kulturen på samme måde, som vi kender det i Vestgrønland. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke afgø- re, om Saqqaq folket flytter fra området eller uddør eller om det er arkæologer- ne, som ikke kan finde deres efterla- denskaber. 131 [8] Dorsetkulturen På en del af de bopladser, hvor Saqqaq- kulturen blev registreret fandtes en helt anden type redskaber. Samme type fand- tes også indblandet i tørven fra Thule- kulturens huse. Desværre er antallet af genstande få og bevaringsforholdene dårlige, så det er igen kun stenredska- berne, vi finder. Det drejer sig om stik- kellignende redskaber, fladehuggede knive med surringskærv, slebne knive med kærv, små skrabere, samt flække- blokke. Samme typer redskaber findes på Vestkysten og henføres til Dorsetkul- turen. Kulturen er opkaldt efter den lo- kalitet i Canada, hvor man først udskilte denne kultur. I Vestgrønland er redska- berne ofte lavet af et flintlignende mate- riale, som hedder kalcedon. Dette er ikke almindeligt i Ammassalik, hvori- mod råmaterialet meget ofte er en ret grov kvarsit eller kiselskifer. Der er ikke .fundet boligrester eller knogler fra Dorsetkulturen, og selv på Vestkysten er vor viden om denne pe- riode langt mere sparsom end om Saq- qaqkulturen. Om det så skyldes, at Dor- set-folket har været færre eller om deres efterladenskaber findes under Thulekul- turens anlæg, kan vi endnu ikke afgøre. De få spor vi har af Dorset-folkets boli- ger viser, at disse også har anvendt en form for teltlignende bolig med midter- gang. Desuden har snehytter også været brugt i den senere fase af Dorset. På hvilket tidspunkt findes Dorset- kulturen så i Ammassalik? Der findes kun få sikre dateringer fra kulturen. På Ikaasap Ittiva fandtes en del kvartsafslag og en flækkeblokke i et klart defineret lag under fælleshuset, be- 132 boet sidste gang i 1923-24. En prøve fra dette lag gav en datering på 535 efter Kristi fødsel. I 1987 blev der foretaget en prøvegravning på Mitigtoq inde i bunden af Ammassalik fjorden. Under husgangen til et Thulehus blev der udta- get en tøryeprøve^som kunne dateres til 1300. Fra samme mødding har Therkel Mathiassen fundet en Dorset kniv og dateringen kunne tyde på en samtidig- hed mellem Dorset- og Thulekultur. Men vores dateringer er stadig så få, at det kræver fornyede undersøgelser at få afklaret Dorsetkulturens alder og dens relation til Thulekulturen. Thulekulturen Therkel Mathiassens undersøgelser i 1931-32 var præget af, at han opfattede Thule-folket som de ældste beboere i Ammassalik distriktet. Senere undersø- gelser har vist, at dette ikke var korrekt. Omvendt er det stadig materialet fra hans udgravninger, som giver os et ind- blik i Thule-folkets levevis. Bevarings- forholdene er ikke for gode, men vi har dog en del redskaber af ben og træ beva- ret. Dette arkæologiske materiale viser, at redskabsinventaret har bestået af de samme elementer, som vi kender fra Gustav Holms beskrivelse. Knoglema- terialet indeholder også de arter, som kendes i dag. Rensdyrtak optræder spar- somt i materialet, men der kan naturlig- vis være tale om genbrug. Det vil sige, at havpattedyrene om sommeren blev jaget fra kajak med har- pun og lanse. Om vinteren blev de fan- get gennem isen med kiggefangstharpu- nen eller med isfangstharpun. Isbjørnen blev jaget om vinteren og hundene var [9] Ammassatfangst med ketcher. (Foto: Sara Helms 1937-38). Kvinde i færd med at trække ammassat på snor. (Foto: Sara Helms 1937-38). uvurderlige hjælpere. Fuglene blev taget med fuglepil eller på krog. Laks fange- des med en speciel lyster. De små am- massat blev fanget med lyster eller net. Gulløvs og Langes undersøgelser i 1987 viste, at Thulekulturens hustyper kunne opdeles i to hovedgrupper. Den ældste hustype er afrundet til cirkulær, let nedgravet og med husgang. Der fin- des ingen indvendig ildsted. Denne type findes blandt andet inde i Ammassalik fjord ved Portusoq. Den anden hustype er firkantet eller trapezoid og med hus- gang. Denne husrype benævnes fælles- huset. Der er ingen geografisk forskel, da begge typer findes både inde i fjorde- ne og ved yderkysten. Hvornår kommer Thulekulturen så til Ammassalik distriktet? På nuværen- de tidspunkt har vi ingen nøjagtige date- ringer. Men sammenlignes med Vest- grønland og Nordøstgrønland kan den afrundede hustype og harpunspidserne fundet i forbindelse hermed dateres til omkring 1500, men Thulekulturen kan dog være kommet tidligere. Dette anty- der dateringen fra Mitigtoq, som kan være en tidlig Thule eller sen Dorset. Denne type har så antagelig været i brug til slutningen af 1700 tallet. Hvad angår historiske kilder omtaler Hans Egede i 1733, at han har besøg af en gammel kvinde, som kommer fra østkysten, fra samme højde som kolonien, og hun fortæller, at der bor mange mennesker i området. Walløe møder i 1750'erne folk på østkysten, der nævner Kulusuk, som et område med mange mennesker. Ku- lusuk er på dette tidspunkt identisk med hele Ammassalik på grund af navne- To kvinder med ammassat rullet op i bundter til vinterforråd. (Foto: Sara Helms 1937-38). 133 [10] forandring i forbindelse med tabu ved dødsfald. Fund af klokkemalm i husene på Sivinganeq i Sermelik fjorden angi- ver ogst en tæt kontakt med Vestkysten på dette tidspunkt. Hvad angår fælleshuset ved vi endnu ikke hvor gamle deres oprindelse er el- ler hvor inspirationen kommer fra. Denne hustype findes ikke nord for Blossewille kysten men genfindes hele vejen syd på til Vestkysten og op til Mel- ville Bugten. Udgravningerne i Ammas- salik distriktet viser ingen stor tidsdybde for disse fælleshuse, antagelig anvendes de fra slutningen af 1700 tallet. På Ikaa- sap Ittiva fandtes der kun meget tynde affaldslag i det udgravede fælleshus, og der er næsten ingen steder fundet tykke møddingslag, som vidner om langvarig bosættelse. Endnu et specielt træk ved den øst- grønlandske kultur er anvendelsen af udskæringer og pånitning af små dyrefi- gurer. Dette kendes ikke fra andre om- råder i Grønland, men det har visse ligheder med den palæoeskimoiske Dorsetkultur. Den østgrønlandske dialekt er des- uden endnu et træk, der adskiller Øst- grønland fra Vestgrønland. Det øst- grønlandske sprog har et andet ordfor- råd, en anden fonetik og til dels en anden grammatik. På hvilket tidspunkt disse forskelle mellem øst- og vestgrøn- landsk sprog er opstået, vides ikke med sikkerhed. Vi ved imidlertid, at affolkningen af Østgrønland er sket gradvis. Nordøst- grønland er stadig beboet i 1823, da Cla- vering går i land. Graah berejser den sydlige del af Østkysten op til Danne- brogs ø i 1829 til 1830. Han registrerer 13 beboede pladser i 1829 med i alt 536 beboere. I 1830 er der kun 480 tilbage. De øvrige er rejst til Frederiksdal og Na- nortalik. Da Gustav Holm kommer til Østkysten, er det kun Ammassalik området der er beboet. På samme måde kan Thulekulturen være kommet til Ammassalik i flere pe- rioder. Fra historiske kilder ved vi, at befolkningen foretog rejser sydpå, og vi ved også at der var en vis rejseaktivitet nordpå til Kangerlussuaq. Jens Rosing mener desuden, at rejserne er foregået helt nordpå til Scoresbysund området, da ordene for moskusokse og lemming er kendt i Ammassalik distriktet, spe- cielt i Sermiligaaq. Disse dyr er aldrig forekommet i Am- massalik-området, og de må derfor være bragt med syd på fra et ophold i Nord- østgrønland. Der er således mange huller i vor vi- den om Ammassaliks forhistoriske be- folkning. Mange af disse huller vil kun- ne lukkes ved fornyede arkæologiske undersøgelser i området. Historisk tid Det betyder, at det er et område med mange særpræg, der træder ind i histo- rien med Gustav Holms beskrivelse fra 1884-85. Men dette særpræg gælder ikke blot i forhold til Vestgrønland. Der er helt klare lokale forskelle mellem de tre fjordsystemer, hvilket har betydet, at der i Sermilik, Ammassalik og Sermiligaaq har været en tradition for familieopde- ling. Denne opdeling har måske også været med til, at fælleshuset fik nyt liv 134 [11] m Forskellige redskaber fra 1923-24 fundet ved udgravningen på Ikaasap Ittiva. a: benspænde til geværpose, b: sidegren til fuglepil, c: fiskekrog til ulke. d: del af hundepisk, e: syl med træskaft og beslag af messing stam- mende fra patronhylster, f-g: nitter udformet som sæl og narhval, h: kvindekniv, østgrønlandsk type. i: kvindekniv, vestgrønlandsk type. j: syl med jern spids og ben skaft, k: rynkeben til kamikker. 1-m: spænder til anoraksnøre, n: legetøjsbjørn af træ. o: legetøjslampe af fedtsten, p: ajagaq. (Foto: Preben Dehlholm, Moesgård). 135 [12] Kvinde passer spæklampe inde i traditionel grønlandsk vinterhus. (Foto: Sara Helms 1937-38). som samlingspunkt. Dette samlings- punkt har været nødvendigt i en tid med opbrud og begyndende ressource- mangel. Man har så måske grebet tilba- ge til gamle næsten glemte traditioner fra en svunden tid - Dorsetkulturen - for at overleve kulturelt. Hvad var det så for et folk, Gustav Holm gav et billede af for 110 år siden. Det folk, som vi med sikkerhed ved, er forfædrene til befolkningen i området i dag. I vinteren 1884-85 bestod befolknin- gen af 413 personer. Af disse boede 371 individer fordelt på 12 bopladser. De re- sterende 42 (10 mænd, 12 kvinder, 9 136 drenge og 11 piger) var på rejse. Fire bo- pladser er placeret i Sermilik fjorden, syv i Ammassah'k fjord og kun een i Ser- miligaaq. Der er kun eet beboet hus på hver vinterboplads, men flere familier bor i det samme hus. Antallet af perso- ner varierer meget fra 12 til 58 personer i samme hus. Bosættelsesmønstret og ressourceud- nyttelsen ændredes med årets gang: Vinter: Befolkningen lever i fælleshuse i fjordene ved en bugt med åbent vand. Jagt foregår på ringsæl hele vinteren suppleret med bjørnejagt og forråd. Forår: Befolkningen spredes ud i fjorde- -fci [13] <« • Tjlb*, *• -^»-$ \5&L '5^1t ..^ •' -\ Umiakken fragtes på slæden ud til iskanten. (Foto: Sara Helms 1937-38). ne, hvor de lever familievis i telt. Jagten på ringsæl og remmesæl er vigtigst på dette tidspunkt. I juni spiller fangsten af ammassat er meget vigtig rolle. Sommer: Befolkningen lever stadig spredt inde fjorden, men i juli-august samles de ved yderkysten for at jage grønlandssæl, klapmyds, hvidhval og narhval. Efterår: På vej tilbage til vinterboplad- sen samles bær, og der fiskes ørreder i el- vene. Om vinteren var hundeslæden alt afgø- rende for transport rundt i distriktet, li- gesom den var livsnødvendig for fange- ren på jagt. Om sommeren erstattedes den af kajak til fangst og umiak til trans- port af kvinder, børn og alt husgeråd. Redskabsinventaret, husgeråd og klæde- dragt er på dette tidspunkt stadig frem- stillet af lokale råmaterialer, og gennem Holms indsamling er der bevaret et enestående materiale for eftertiden. Om foråret ved ammassatfangsten mødes store dele af befolkningen og der laves aftaler om bofællesskab for den kommende vinter. Det betyder at det ikke er de samme familier som bor sam- men hver vinter. Man vælger nødven- digvis heller ikke samme lokalitet. Men da tømmer til husbyggeri er en mangel- 137 [14] vare, vælges som regel en boplads, hvor der findes en gammel tomt. Ammassat- pladsen var også samlingsstedet, hvor stridigheder blev afgjort ved tromme- dans, men trommedansen kunne også bare være underholdning. Det betyder, at Holm møder en be- folkning som var meget lidt påvirket af den europæiske levevis, men som vid- ste, at der var materielle goder at få ved samkvem med europæerne. Her tænkes især på skydevåben og jern, som var me- get eftertragtet. En del skibsforlis i området bragte jern ind til kysten, såle- des at det havde været kendt længe, før handelsstationen blev oprettet. Handels- og missionsstationen opret- tedes altså i 1894. Befolkningen var da allerede faldet til 352, hvilket skyldtes udvandring til Vestgrønland, hungers- nød og blodfejder i området. Med opret- telsen af handels- og missionsstationen fik grønlænderen adgang til et meget be- grænset sortiment af varer. Det eneste der måtte udhandles var geværer, krudt, patroner, synåle, jernknive, forskellig type tøj og en lille mængde dansk pro- viant. På samme måde var der klare re- striktioner for, hvilke typer af varer som måtte indhandles. Årsagen til disse re- striktioner var, at man ikke ønskede at fangerne solgte deres vinterforråd for at opnå flere af de eftertragtede varer fra handelsstationen. Der viste sig dog hurtigt en konflikt mellem handelsstationen på den ene side og missionsstationen på den anden. Set fra et handelsmæssigt synspunkt var det ønskværdigt at befolkningen boede så spredt som muligt for at udnytte fangstmulighederne bedst, især med henblik på fangst af isbjørn og ræv. Mis- sionen ønskede derimod at have befolk- ningen så tæt på som muligt for at un- dervise dem i den kristne tro og for at føre opsyn med dem. Men problemet var, at fangstmulighederne i Tasiilaq var minimale. 11904-05 er befolkningstallet stigen- de. Der er nu 474 personer heraf 8 kolo- nister i området. Året før er materialet til kirken blev sendt fra Danmark, og denne indvies i 1908. Befolkningstallet er i 1914 opgjort til 610, heraf 11 danskere. 94 personer bor nu ved stationen og antallet af danske huse er stigende. 11923 er befolkningen vokset til 709 fordelt på 23 bopladser i Sermilik, Ammassalik og Sermiligaaq fjordene. Hertil kommer 99 personer, som har overvintret syd for Ikerssuaq. Der findes stadig kun et hus på hver boplads, bortset fra stationen i Tasiilaq, missionsstationen ved Kulusuk samt to lokaliteter mere med 2 huse hver. Fra dette år stammer den sidste vinterbosæt- telse på Ikaasap Ittiva, hvor ialt 24 per- soner (5 familier) bor sammen. Det ud- gravede materiale viser klart udviklin- gen fra Holms besøg i 1884, hvor alt genstandsmateriale var produceret af lo- kalt forekommede materialer såsom drivtømmer, ben, tand, skind og en lille smule jern, fremskaffet gennem tusk- handel eller taget fra skibsvrag. Udgravningen på Ikaasap Ittiva viste derimod en lang række genstande, som var direkte import eller fremstillet af importerede råvarer. Det betyder, at mange genstande ikke kunne repareres af fangeren selv enten fordi teknologien bagved var ukendt, eller fordi de for- 138 [15] Byggematerialet til skolekapellet i Ikateq fragtes med umiat, bæres op over klipperne og står færdigt i 1937. (Fotos: Ejnar Mikkelsen). skellige dele ikke kunne skaffes. Det be- tyder, at genstande kasseredes, f.eks. fandtes en næsten hel riffel i huset. Men selvom den materielle kultur ændredes, skete der dog en tilpasning af råmateria- let til den kendte redskabstype. I huset blev der fundet mange patronhylstre, som var blevet anvendt til beslag på knivskafter og lignende. I 1931, det år Therkel Mathiassen overvintrer i området, er befolknings- tallet på 813, heraf er 11 danskere. Den- ne befolkningstilvækst skal ses på bag- grund af, at der i 1925 udvandrede 70 grønlændere til den nyoprettede koloni i Scoresbysund. Der er nu en tendens til øget bofasthed, da der på 11 ud af 20 be- boede bopladser er mere end et hus. Men det er stadig det oprindelige grøn- landske hus, indrettet til flere familier, der benyttes. Disse huse blev nu sund- hedsfarlige, da de blev beboet året rundt, fordi færre flyttede i telt om som- meren. I 1923 var der ialt 63 skindtelte og ingen tøjtelte blandt grønlænderne. I 1931 er antallet af skindtelte faldet til 61 og antallet af tøjtelte er steget til 8. Dette skal sammenholdes med en forøgelse af befolkningstallet med over 100. Der- imod er antallet af slædehunde stigende. I 1923 var der 86 slæder og 397 slæde- hunde. 11931 var antallet 104 slæder og 599 slædehunde. Antallet af kajakker var i 1923 128 og i 1931 var antallet 152. Derimod var antallet af umiakker dra- stisk faldende fra 37 i 1923 til 27 i 1931. Ikke alle fangere blev dog bofaste. Det viser kortet over Siverts valg af vin- terbopladser fra 1915 til hans død i 1925. Han vælger ikke en eneste gang at bo på samme boplads to vintre i træk. Des- uden vælger han to gange at overvintre mere end 100 km nord for Tasiilaq. Den voksende befolkning i området blev imidlertid efterhånden et problem. Det optimale befolkningstal for selvfor- syning er af Helms beregnet til ca 600 personer, og allerede i 1930'erne var denne grænse overskredet. Det var ikke 139 [16] Kangertitivatsiaq ^L >t Anaana "^ ; . : (110 km\north of Tasiilaq) / < d 10 km north of Tasiilaq) ''iaiineq /.;';) (240 km north of Tasiilaq f.v. '. .... :•'• Siverts valg af vinterboplads fra 1915 og frem til hans død i 1925 længere muligt at sætte fangsten af sæl i vejret i takt med befolkningstilvæksten og derfor steg udhandlingen af importe- rede varer. 11935 ramte en katastrofe distriktet i form af en influenzaepidemi, som rase- de i mere end 3 måneder. Da den klinge- de ud var 10% af den voksne befolkning døde, og de efterlod et stort antal forsør- gerløse børn - ialt 153. Med en stor ind- sats fra Ejnar Mikkelsens side lykkedes det ham gennem private kilder at skaffe midler til disse børn. Dette skete gen- nem tegning af fadderskab for børnene indtil deres fyldte 15 år. Denne løsning 140 betød, at de kunne blive i deres vante miljø på bopladserne, hvor de havde deres familier. Sara Helms var i en pe- riode fra 1937 til 1939 ansvarlig for den- ne børneforsorg. Hun var ansvarlig for, at børnene fik naturalier at leve for, da der endnu ikke var en reel pengeøkono- mi i området. Det betød, at hun i kajak eller hundeslæde rejste rundt i hele di- striktet, ofte sammen med sygeplejer- sken Signe Vest og opkøbte kød af fan- gerne eller sørgede for at børnene kom ud til fangstpladserne, så de selv kunne være med til at samle forråd til den kommende vinter. Efter 1939 overtog [17] i Sara Helms på besøg på fangstplads, hvor hun vejer kød af til de forsørgerløse børn. (Foto: Ejnar Mikkelsen 1937-38). Signe Vest børneforsorgen, og efter 15 år havde hun været med til at hjælpe 210 børn. Men den stadigt stigende befolkning var et uløst problem, og i 1937 åbnede man op for indhandling af hajlever til fremstilling af olie. Desværre blev der ikke samtidig investeret i redskaber og faciliteter til indhandling, så forsøget gav ingen reel indtjeningsmulighed. Samtidig forsøgte man stadig at fremme bjørnejagten, da skindene kunne ind- handles til en høj pris og videresælges i Danmark med fortjeneste. Den stigende bofasthed medførte, at man udenfor Tasiilaq opførte flere dan- ske huse, som f.eks. skolekapellet i Ika- tek. Med krigen i 1940-45 blev mange ting ændret i Ammassalik. Den ameri- kanske base ved Kulusuk fik en betyde- lig indflydelse på hverdagen, og mæng- den af importerede forbrugsvarer steg drastisk. I 1950'erne og 60'erne var det den danske stats holdning, at der skulle sat- ses på hajfiskeriet og en moderat udnyt- telse af torskeforekomsterne. Ungdom- men tilskyndedes til at fraflytte området til Vestkysten, hvor erhvervsmulighe- derne var bedre. Samtidig skete der en befolkningskoncentration omkring Ta- siilaq, Kulusuk og Kuummiut, hvori- mod de mindre bopladser blev forladt. Det blev et alvorligt problem, da befolk- ningen i byen stort set ikke havde mu- 141 [18] Tasiilaq by, juni 1982. lighed for at drive fangst, og det med- førte en stor arbejdsløshed. Gennem 1970'er og 80'erne har man forsøgt gennem forskellige tilskudsord- ninger at tilskynde til at genoptage fangstrejserne og dette er lykkedes i en vis udstrækning. Samtidig har man prøvet at omlægge erhvervet til torskefiskeri. Men i mange tilfælde har man ikke udbygget ind- handlingsfaciliteterne, således at varer- ne forringes og ikke kan indbringe en ordentlig pris. Fiskeriet har desuden gi- vet det problem, at bestanden af torsk 142 har været meget ustabil, og på det sene- ste er den næsten forsvundet fra områ- det. I dag 100 år efter, at byen Tasiilaq blev grundlagt, findes en del af de gamle bygninger fra dengang stadig bevaret. Byen er selvfølgelig vokset meget, men den har stadig et meget harmonisk præg. Dette skyldes, at der aldrig er bygget de højhuskomplekser, som ellers skæmmer mange andre grønlandske byer. ^folkningen er nu ca. tidoblet med problemer som boligmangel, arbejdsløs- hed med mere til følge. [19] Fotos: Tinna Møbjerg. På trods af krise har området dog formået at overleve kulturelt. Årsagen hertil er at mange har formået at kombi- nere den moderne hverdag med mange gamle traditioner. Hunde og hundeslæ- den er stadig meget vigtige i forbindelse med fangsten. Den grønlandske pro- viant, som skaffes ved fangst i ferie og week-end's er ikke blot frisk mad, men er også en manifestation af et kulturelt tilhørsforhold. Trommesangen lever videre i bedste velgående. Den anvendes som under- holdning ved besøg af turister, men den er også bærer af en kulturel identitet. Det samme er den østgrønlandske dia- lekt. Ammasalik distriktet kan stadig beva- re sin kulturelle identitet, hvis det lyk- kes at kombinere mest muligt af den gamle kulturtradition med den moderne teknologi. Ingen grønlændere ønsker sig tilbage til et rent fangstsamfund uden moderne teknologi, lige så lidt som vi danskere ønsker os tilbage til et rent bonde- samfund fra tiden før industrialiserin- gen. 143 [20] Åndemaneren Ajukutooq fotograferet i Ammassalik 1908 af Th. N. Krabbe. Nationalmuseet, Etnografisk Samlings billedarkiv. Ajukutooq boede med sin familie i huset ved Ikaasap Ittiva i vinteren 1899-1900. 144 [21]