[1] Omvendelse - om Hans Egede og det store værk Af Erik Gant Hans Egedes bøger OMSTÆNDELIG RE- LATION og PERLUSTRATioNEN1 beretter hver på sin måde - den ene i dagbogs- form, den anden systematisk beskriven- de - om hans grønlandstid, fra det mo- derne Grønlands år nul og 15 år frem. De fortæller om landet og folket og ikke mindst om Egede selv, Nordlandskapel- lanen, der havde besluttet sig for at gøre Grønlands skæbne til sin, og sin skæbne til Grønlands. De vidner om en hård mand, stædig og rethaverisk, som kunne gå til yderligheder i bestræbelserne på at banke lidt kristendom ind i sine arme tilhøreres hoveder, men også et hjerte, der kunne bløde for dem i deres stor- slåede elendighed. En sådan mand er guld værd, er man ofte endt med at konklu- dere, måske mest fordi man ikke rigtigt har kunnet komme på andet. Denne konklusions historiske kor- rekthed kan altså næppe betvivles, selvom der selvfølgelig resterer en del ting, som ikke vil falde på plads, mærk- værdigheder eller genstridigheder, som ofte er blevet bemærket, og lige så ofte sluppet igen. I det følgende gør jeg et nyt forsøg på, at få nogle af disse ting til at give mening. Den metode jeg anvender, kan sikkert minde om hin grønlænders, som heroisk forsøgte at begribe den hel- lige Treenighed vha. en spæklampe. Det kan fornuftigvis ikke lade sig gøre, men fornuften kan ikke lade være med at prøve2. Een Philosophisk Drøm og Parabel Udgangspunktet for denne, lad os sige, umulige del af emnet Hans Egede kan udmærket være ordet guld. Jeg hentyder hermed til Hans Egedes alkymistiske forsøg, nærmere bestemt til det afsnit, der indeholder Een Philosophisk Drøm og Parabel, det mærkeligeste og mest om- stændelige stykke i OMSTÆNDELIG RE- LATION. Der er tale om en alkymistisk tekst, hvor Hans Egede, more Philosophico parabolisk-viis, redegør for sin frem- gangsmåde og de materialer, han har an- vendt i sine eksperimenter, »at Forstan- dige deraf maa forstaae, om jeg har været paa rette Vej eller Ikke.« I denne Drøm og Parabel begærer en meget skiøn Fyrstelig Person en Jomfru »be- 227 [2] hæftet med en arvelig Ureenhed«, der gør hende ufrugtbar og på alle måder uskikket til ægteskab. Før en forening kan komme på tale, må hun renses, »sættes udi et Bad, for at svede ogpurge- re, og indgives en kraftig Kiærligheds- Drik af Martis og Veneris hidsige Blod, hvorved hendes kolde og ufrugtbare Natur kunde opvarmes, og til Frugtbar- hed beredes.« Hun sættes altså i et bad, bereedt af en Saturniske Brønd og opvarmet af Vulcano, ikke én, men syv gange, hvorimellem den arme jomfru vederkvæges ved L*unæ kiølende Kraft og opvartes og tjenes af alle Saturni Børn. Da hun endelig stiger op af badet, må man forundre sig over bendes over- maade dejlige Gestalt og Skikkelse, således også hendes fyrstelige bejler, der nu ikke længere kan holde sig. De må skynd- somst lukkes inde i et herlig Christalliniske brudekammer, hvorefter døren låses for- svarligt bag dem, og nøglen overleveres til Vulcano at forvare. Brudeparret kan nu omfavne hinan- den med inderlig Begiærligbed og forlyste sig indtil afmægtighed og dånen. Men i ste- det for at vågne op til fornyet elskov be- gynder parret at sortne, og en mørk Taage opstiger fra dem og fylder brudegemak- ket. Over dette syn bliver Egede så forskrækket, at han ubetænksomt og mod alle foreskrifter river nøglen fra Vulcano og åbner indtil gemakket, »hvoraf udgik saa gruesom ogjpenetrant en Stank, dog uempfindlig, saa det nær havde kosted alle vores Liv, som der vare nærværendes.« Overfor det Philosophiske Collegio må Egede nu stå til ansvar for, »at jeg ikke loed disse døde Corpora roelig hvile i deres Grav, til Opstandelsens besluttede Termin, da af deres Aske den forønske- de prægtige Solens Søn visselig skulle have opstået. Jeg erkiendte min Daar- lighed med Fortrydelse, og dermed opvaagnede af min Philosophiske Drøm.« På de umiddelbart foregående sider har Egede givet et mere ædruelig frem- stillingen af forløbet og i det hele taget omstændighederne omkring sine ekspe- rimenter, hvoraf man forstår, at det på degene eller andet trin i processen - i sagens natur - er gået galt for Egede, at han erkender sin fejltagelse og opgiver sine fantasterier. Men hvad selve den al- kymistiske proces nærmere bestemt har bestået i, er more Philosophicoparabolisk-viis gjort uforståeligt. Men endnu mere uforståeligt er det, at dette afsnit overhovedet forekommer her. Midt i den trolige strøm af relatio- ner om stort og småt fra pionerernes virkelighed, fra den 3. juli 1721 til den 9. august 1736. Midt i den geografiske og åndelige udørk, langt udenfor lands lov og ret, med den sværeste opgave, man 228 [3] overhovedet kan forestille sig: at lære landet at kende, lære at forstå de vilde, og få dem til at forstå, at de må tro - og at få det hele til at løbe rundt økonomisk. Midt i kulden, sneen, isen, i beklumrede og overfyldte stuer, med vægge der dri- ver af fugt. Midt i alt dette sidder min- sandten den gode præst og er ved at tage livet af sig selv og sin familie med de nævnte sært penetrante og dog uemp- findlige filosofiske dunster. Rent faktisk lykkedes det ham kun at tage livet af to hundehvalpe og en vild- mandspige, som tilfældigvis opholdt sig i stuen, mens Egede selv og hans fami- lie, Giertrud og børnene, alle redder sig, takket være den gode Gud og indtagel- sen af Theriac. På det Grønlandske Des- seins vegne kan man kun glæde sig over dette udfald, over Hans Egedes åbenlyse anger og besindelse, og at han også den- ne gang holdt fast, ikke mistede taget. Så kunne man såmænd godt have undvæ- ret hans lidt for grundige redegørelse for omstændighederne omkring pustenet og den tydeligvis lidt for ambitiøse Parabel. Forhåbentligt skal det altsammen blot ses som udtryk for Egedes blandede følelser af lettelse og forlegenhed. Den alkymistiske beretning og Drømmen/Parablen er nedfældet i Re- lationen under den 12. marts 1727, og hele dette afsnit stikker voldsomt af fra omgivelserne, typografisk, ved sin længde, og selvfølgeligt ved sit indhold. Omgivelserne er de dagligdags handlin- ger og tildragelser, handelstogter og be- søg hos de omkringboende i embeds medfør, notitser om ting og sager, som på dette tidspunkt ikke længere er nye, eller hvor det nye ikke længere er nyt men blot karakteristisk for Egedes omstændelige dagligdag. Det er denne sammenhæng, der bry- des med den 12. marts, hvor Hans Egede side efter side fortæller, først om ulyk- ken, familiens redning og restitution, så om baggrunden, hvor han griber helt tilbage til sin tid i Bergen og sine første eksperimenter, om sin fremgang udi denne videnskab efter at være kommet til Grønland, den endelige fiasko og op- givelsen af den alkymistiske videnskab, for endelig at lade det hele munde ud i Een Philosophisk Drøm og Parabel, Fyrstelige Personer, Martis og Veneris hidsige Blod, alle Saturni Børn, Chri- stalliniske Brudekamre, lystige omfav- nelser. I dette selskab altså, hvor man kun - eller lige netop - savner Fanden og hans Oldemor. Hele den pinagtige redegørelse skyl- des Egedes fortsæt om »[..] oprigtig og omstændelig at fortælle, alt hvad jeg, for det Grønlandske Dessein at see beford- red, mig have foretaget«, ligesom den skyldes hans ønske om at undskylde og forklare sig, at skabe sammenhæng mel- lem alt, hvad han foretager sig. Og at det er vanskeligt at få det til at hænge sammen, er hele dette afsnits omstænde- lighed et udtryk for. Hvad er sammen- hængen mellem dette afsnit og OMSTÆN- DELIG RELATION i øvrigt, mellem det Grønlandske Dessein og den middelalderli- ge kemi? Hvad er sammenhængen mel- lem på den ene side Egedes ærlige og re- delige relateringer og på den anden side den mystiske og uredelige kunst, som dog, efter mange fornuftige Falkes Tanker, aldrig er in rerum natura? Spørgsmålet er altså, om det hele hænger sammen. 229 [4] Materialet Det er ikke helt klart, mht. det Grøn- landske Dessein, hvad Egede oprindeligt havde forestillet sig, og hvordan det stemte overens med hvad han fik. Hans planer byggede på spredte og usikre ef- terretninger om det Gamle Grønland, efterretninger som han imidlertid havde givet den stærkest mulige tolkning i henseende til at fremme, naturliggøre, sit forehavende: Om det, han hørte hjemme i Norge, fortæller han, at det »[..] virkede udi mig en hiertelig Com- miseration over disse arme Menneskers elendige Tilstand, at de tilforne havde været Christne, og udi den Christelige Troe oplyste, men af Mangel paa Lærere og Underviisning vare nu igien forfald- ne udi Hedensk Blindhed og Vildhed. Jeg ønskede derfore i mit Hierte, min Tilstand havde været saaledes, da vilde jeg holdt det for min største Lyksalighed og Glæde, om jeg igien maatte prædike Christum for dennem, og jeg syntes, man var hertil i Særdelished forpligtet, i henseende, at de, som jeg tænkte, baade havde været Christne, som ogsaa vare af Norsk Folk og Extraction, og deres Land under Norges Krone beliggende.« (p 2) Det er dette ønske om og denne for- pligtelse til at føre de arme vanvittige Grønkendere tilbage i lyset, der udvikle- de sig til en besættelse, og førte til, at han af mange, såvel venner som fjender, blev betragtet som en vanvittig, en uansvarlig fantast. Ganske vist var der mange gode, kristelige og nationale, grunde til at iværksætte et grønlandsk Dessein. En eller anden, ikke nødvendig- vis mig selv, sagde Egede, burde gøre det. Men hvem andre end Egede, spurg- te hans omgivelser, var tosset nok til faktisk at gøre det? Så i Egedes værk lå der, foruden al mulig fortjenstfuldhed, en smittende galskab. Og, måske først og fremmest, fore- kommer det hele i dag temmelig ube- stemt. Hvem er de, disse vilde og van- vittige folk, som Egede langt om længe står ansigt til ansigt med i 1721? Der er tydeligvis ikke meget gammelt norsk over dem. Dvs.: ikke meget, men dog noget, med lidt god vilje, for Egede havde et godt øje for ruinerne, også de sproglige og genetiske, efter sine forfædre. Så at han senere konkluderede: »Det er vist nok at disse idtzige Ind- byggere udi Grønland, hvad den Vester Siide er angaaende, jo fornemmelig ere de gamle og fra første tid Wilde, og saa kaliede Schrellinger deres Afkom; men at jo mange af de Nordske Siden ved Ti- dens Lengde med disse kand være blev- ne beblandede og naturaliserede, kand nogenledes, Bog ikke til visse, sluttes af nogle faae iblant disse Folk endnu bru- gelige Norske Ord, overeenstemmende med det Norske baade af Benævnelse og Bemerkelse; saasom det ikke er utroe- ligt, at om endskiønt de Norske Colo- nier, af de Wilde ere blevne ruinerede, der dog nogle ere blevne til overs, hvil- ke Siden med hine ere forblandede og ere bleven til et Folk og Tungemaal.« (Perlustration, p 63) Og tilsvarende mht. disse menneskers religiøsitet hedder det: »Af Grønlændernes Vankundighed om en Skabere, skulde man fast komme på de Tanker, at de vare Atheister, eller Rettere at sige: Naturalister; thi naar man har spurt dem, hvoraf de meente at 230 [5] Himmel og Jord have sin Oprindelse? har de ikke andet vist at give til Gien- svar, end det er saaledes af sig self. Men naar man eftertenker, at de have en Meening om Siælens Udødelighed, og at der er et andet og bedre Liv end dette; Disligeste at de inclinere for mange slags Superstitioner, ja ogsaa statuere et aandeligt Væsen, som de kalde Torngar- suk, hvilken de tillegge en overnaturlig Kraft og Virkning, skiønt ikke Skabel- sen, eller Chreaturenes Væsen, om hvis oprindelses Aarsage, de fortelle andre latterlige og uriimelige Historier; Da præsupponerer os dette en Art af en slags Guds dyrkelse, endskiønt de self ikke forstaae sligt, eller for Fæiske Dumhed, veed at anvende dette Natu- rens Lius eller overblevne gnist af det medskabte Guds-Billede udi Siælen, til nærmere at betragte Guds usiunlige Væsen udaf hans Gierninger, som er Verdens Skabelse Rom. 1. hvorfor alle- haande Superstitioner bliver dem i Ste- den for en religion og Guds dyrkelse.« (Perlustration, pp 108-9) Egede fandt desuden, at grønlænder- ne i mange af deres skikke stemte over- ens med jøderne, hvorfor han var til- bøjelig til at tilslutte sig en vis forfatters (Adam Olearius') tanker, nemlig at grønlænderne, via Amerika og Afrika, skulle kunne være af jødisk extraction, af Kains fordømte og forvildede slægt (jvf. Perlustration, p 116). Men hvordan det nu ellers forholder sig, er pointen, at Egede midt i al elendigheden, i disse ruinerede mennesker, ser en gnist, til- strækkeligt til at retfærdiggøre sin mis- sion overfor sin Konge og sin Gud, beg- ges storsindethed taget i betragtning. Man har af og til sagt, at Hans Egede var skuffet over ikke at finde de gamle norske i live og velmotiverede for frelse. Sagen er i midlertid, at Hans Egede hav- de ordre til at gå ind ved Baals Revier, ved Vesterbygden eller lidt nord for den, hvor, efter alt hvad man vidste, de gamle norske ikke længere regerede. Landets ifyyge vilde indbyggere, af hvil- ken ekstraktion de så end måtte være, var hans udgangspunkt, hans fjerne og første stof. Hans Egede forsøgte selv kun en en- kelt gang, i 1723, at nå frem til Øster- bygden, og derudover lod han grønlænderne gælde for den ægte vare. Ganske vist understregede han hele livet vigtigheden af at genfinde Øster- bygden og de muligvis overlevende, i mørke og hedenskab hensunkne gamle norske. Men uanset Egedes følelser for den del af værket er der med denne ar- gumentation i sig selv tale om bidrag til den løbende legitimering, naturalise- ring, af værket, af de nye norskes tilste- deværelse i og tilegnelse af landet. Det vigtige var at understrege forbindelsen tilbage til de gamle, landetsførste indbyg- gere. Og: sålænge, hvis, i det omfang, disse ikke kunne findes, kunne landets nuværende befolkning uden videre ind- tage deres plads i det kristelige dessein. For Hans Egede var der i alle tilfælde mere end nok at tage fat på: et dybt fald ud i det hedenske mørke, og sikkert mere vild hedenskab end han nogensin- de havde turdet drømme om. Hedninge med Loven i hjertet Disse naturalister er det altså, han sætter sig for at omvende i sit opus contra natu- 231 [6] ram. Naturligheden eller primitiviteten var for Egede, ligesom de er det for os i dag, tvetydige begreber. Der er på den ene side den naturlige godhed, oprinde- ligheden, uskylden, det ubesmittede; på den anden side al dettes pervertering i hedenskabet, umenneskeligheden, som beskrevet i Paulus' brev til Romerne: »[..] de blev opfyldt af alskens uretfær- dighed, ondskab, havesyge, slethed, og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed - hemmelige og åben- bare bagvaskere, gudshadere, volds- mænd, hovmodige, pralende, opfind- somme på ondt, ulydige mod forældre, uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige.« (Rom. l, 29-31) I sin indstilling til de vilde svinger Egede frem og tilbage mellem de to be- tydninger, en stadig svingen, der vender op og ned på beskrivelsen af de arme, vanvittige grønlændere. For de menige grønlænderes vedkommende er der egentlig ikke direkte tale om de nævnte perversioner og dårligdomme. De be- skrives f. eks. snart som tugtige og høviske, snart som liderlige deltagere i deres sædvanlige Hore-Leeg. Grønlændernes egentlige fejl er deres åndssløvhed: »Det er at beklage, at saa flygtige og behændi- ge de, efter deres Maade, ere, til at op- finde adskillige Middel til deres Næring og Livs Ophold at søge, saa stor Dum- hed og Koldsindighed udvise de, alvor- ligen at eftertænke den guddommelige Sandhed, som jeg, efter Muelighed, har søgt dennem at inculcere.« (p 78). Und- tagelserne herfra er dels børnene - der viser sig ganske flinke og lærenemme, når de blot kan holdes væk fra deres forældre - dels Angekokkerne. 232 De sidstnævnte, Hexen-Mestrene, er de egentlige hedninge i Paulus' forstand, som på alle måder søger at gøre livet surt for Pelleste, som hexer over ham og hans familie og saboterer hans læsnin- ger, som med deres koglerier og abespil forfører deres fredsommelige lands- mænd og opfordrer til oprør mod, ja li- gefrem til rovmord på kolonisterne (jvf. pp 195 ff) Men, i grunden, som man siger, er grønlænderne et hjertensgodt folkefærd, faktisk de rene engle, dvs., specielt sam- menlignet med de kolonister, som an- kom i 1728, »[..] til Deels frivillige, til deels udtagne af Castellet og Børne- Huset, som bleve tilsammen copule- rede, i allernaadigste Hensigt, at Landet ved samme skulle blive populered, og Colonier anretted.« (p 241). Om disse, ganske urimeligt utilfredse og oprørske, gemeene liderlige Folk, mytterister, som det viser sig - om dem hedder det, at »[..] hvis den gode Gud ikke havde lagd de fleste af dem på deres Syge-Seng, da havde de uden Tvivl fuldkommed deres onde Forsæt. Vi maatte derfore, til vo- res Præcaution og Sikkerhed, forsyne vores Logementer med Gevæhr, og var beklageligt, at i den Stæd vi for vilde Folk og Hedninger, iblant hvilke vi boe- de, kunde lægge os ned, og sove trygge- lig, end og, naar man reisede langt borte fra Colonien med faa Folk, men iblant vore egne, som ville kaldes Christne, kunde vi ikke være sikre paa vores Liv.« (p 250) Vi ved, at der var mange ting i denne fase, som ikke egnede sig til trykning, ting der ville liave forstærket det engle- lige skær over grønlændernes hoveder, -^..... _____ [7] hvorigennem Egedes forargelse over kolonisternes ukristelige adfærd kom- mer indirekte til udtryk. Som f. eks. når han skriver om Grønlændernes Naturel og Sæder: »Hvor en kommer Fremmed til et Huus, der skal hånd aldrig bede om Mad, ihvor hungrig hånd end er; det giøres og ikke heller behov; thi de ere i Almindelighed meget Kost giæve og velvillige til at tractere hinanden; og det som er saare berømmeligt, nesten have alting tilfælles; saa at om endskiønt der kand være nogle iblant, som intet har el- ler kand forhverve, saa lader de andre ham dog ikke sulte; men hånd æder frit med dem, hvori de beskæmmer os Christne, som lader saa mange Fattige og Uformuende af Hunger crepere og forderves.« (Perlustration, p 70) Den svingen, der her er tale om, er så at sige organiserende for Egedes bøger, for hans tanker om de vilde og hans forhold til dem overhovedet, ligesom den ofte kan observeres indenfor den enkelte sætning, hvor han formår fremstille grønlænderne på den ene side som et forvildet folk, hvori man lige akkurat finder en rest af lyset, en gnist - og på den anden side som den vildskab, der truer med at udslukke et hvert håb om frelse. Svingningen kan også observeres udover Hans Egede, f. eks. i forholdet mellem Hans Egede selv og hans blidere efterkommere, eller hos Paulus selv: »[..] thi når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven, sig selv en lov; de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller forsvarer hverandre«. (Rom. 2,14- 15)3. Det mest bemærkelsesværdige ved denne diskurs over grønlændernes natu- ralistiske kristelighed er dens konse- kvensløshed, altså, at den ikke betyder Egede noget. Den udgør blot det ene moment i den stadige svingen frem og tilbage mellem nedgørelsen og berøm- melsen af grønlænderne, mellem Rom. l og Rom. 2, mellem uforsonlig domme- dagstordnen og sentimental etno-excen- trisme, mellem lykkelige grønlændere og arme vanvittige grønlændere. I den forstand handler det ikke om at drage konklusioner, men snarere om at svinge med. Det glade vanvid Metoden, hvormed Egede gik til sit værk, synes at have været den: at kaste sig ud i det. I dette ligger der også en ka- rakteristik af hans forehavende: den indbyggede ubestemthed og usikkerhed i hele værket, uforberedtheden, som det i sagens natur måtte være - som på komplicere vis var en integreret del af værkets realisering. Det er denne usik- kerhed i desseinet sammenholdt med den stædighed, ufravigelighed eller besat- hed, hvormed Egede hjemme i Dan- mark-Norge havde arbejdet på at frem- me det, der leder frem til karakteristik- ken af, hvad det var, han kastede sig ud i, nemlig: Det glade vanvid. Der er en ting, der mere end noget andet bidrager til indtrykket af glad og smittende vanvid, en ting som allerede biskop Randulff tilbage i 1710 havde gjort opmærksom på, nemlig sprogpro- blemet. Et problem, som kom til at gen- 233 [8] nemsyre hele værket og forme den op- gave, Egede havde sat sig for. Forstået som et kommunikationsproblem i bre- deste forstand har det i princippet to si- der, således også i Egedes udlægning, hvor man kan tale om to problemer el- ler to problemkomplekser: For det første er der Egedes pro- blemer med at lære de vildes sprog, hans første og sidste Bekymring efter at være kom- met til landet. Han startede på bar bund, med at sukke til Gud og med ordet kina, hvormed han udspurgte grønlænderne om tingenes benævnelse. De eksisteren- de ordlister, udarbejdet af Olearius og Bartholin i det forgående århundrede, omtales ikke i OMSTÆNDELIG RELA- -* TION, og de har måske været Egede til ringe nytte formedelst grønlændernes uforståelige Accent og Udtale. Selvfølgelig var det muligt at komme til en forståelse med de vilde grønlæn- dere, hvilket de mange skikkelige hol- landske skippere kunne betyde ham, men Egede var ikke (egentligt) kommet efter spæk, men efter et langt finere ma- teriale. Og hans problemer var derfor også større, af helt anderledes dimensio- ner end de andres. I et tilbageblik på året 1725, 4 år efter ankomsten, skriver Ege- de om sine og kollegaens, den elskelige Hr. Tops, daglige bryderier med det van- skelige sprog »[..] hvilket gav os saa me- get at bestille, saa det syntes næsten umueligt for os, at komme der udi til nogen ret Perfection og Fuldkommen- hed; thi hvad vi i een Uge eller Maaned havde med stor Møje samled og conci- pered, det befandt vi den anden, at være urigtig, og derfor igien blev cassered.« (pp 185-186) For det andet er der, i Egedes udlægning, grønlændernes problemer med at fatte Ordet: »Vi veed, at jo større Vivacitet og Munterhed et Menneske er af, jo skarpsindigere er han og, og habi- lere at eftertænke en Sag, og føre sig den til Brug og Nytte. Grønlænderne ere i sig selv af saa stor Koldsindighed, Dum- hed og Følesløshed, at de ikke lettelig ta- ger sig noget til Hierte og Eftertanke, uden hvad de udvortes Sind og Sandser kand imprimere dem. [..] At Troen er Guds Gierning, og at Troen gives os ved Ordets Hørelse, vide vi af GUds Ord, og befinde det ogsaa i Sandhed; men hvor enten GUds Ord og Aand bliver for- smaaed, eller og andre naturlige og ud- vortes Ubeqvemmeligheder hos et Men- neske er i Vejen, der kand GUds Ord ikke frugte, eller den Hellig Aand vir- ke.« (Fortale) Det er klart, at hvis man adskiller problemerne på Egedes måde, så kom- mer hans eget problem før grønlænder- nes^ Dvs., selvom målet er det omvend- te: at oplyse de arme mennesker, for- udsætter dette, at han først sætter sig ind i deres kultur, som man siger i dag, i deres tænke- og levemåde, i deres forestillin- ger om himmel og hav, kortelig altså: at han kommer til nogen Fuldkommenhed i Sproget. De fleste andre ville have resigneret overfor denne opgave, for det monstrø- se, sublime eller uløselige i den, men ikke Hans EgedeL Som den på samme tid ubøjelige og uhyre praktisk anlagte mand han var, gik han fortrøstnings- fuldt i gang med at løse den. Møjsom- meligt, uden ringeste Manuduction, maser han sig vej gennem dette sprog med dets 234 [9] I^aborinther og Irrgange, avancerer frem mod det andet problemkompleks, grønlæn- derne med deres Koldsindighed ogfæiske Dumbed. Han tvinger sine egne sprog- problemer i baggrunden for at blive de indfødtes oqaluttartoq, der prædiker dem sønder og sammen, truer dem til an- dagtsfuld lytten, tordner mod dem for deres forvildethed, ligegyldighed, uføl- somhed og gudløshed - og som trøster de sultende, de frysende og de efterladte, og giver dem mod på at satse på det evi- ge. Alt sammen på sit eget besynderlige Kirendum. Sprog-problematikken kan betragtes som nært forbundet med den ovennævnte svingen mellem modstri- dende betydninger, dette system af små og store svingninger der organiserer OMSTÆNDELIG RELATION. Som sagt: For at nå til det punkt, hvor han kunne gøre sig forståelig overfor de indfødte, var han nødt til først at forstå dem. Han måtte i nærkontakt med dem, overvinde sin væmmelse ved den Skidenvurenhed og utaalelige Stank, der altid var i deres huse. Han måtte gå med på spøgen og som en anden heksemester - eller spiritus familia- ris - blæse dem på maven. Kort sagt bru- ge alle midler for at nå ind bag disse menneskers koldsindighed, deres reser- vation og skyhed, for at finde ind til sit åndelige materiale og skabe sig et over- blik over det. Han var, kan man måske sige, nødt til at identificere sig med dem. På den anden side kunne han aldrig tillade, at det kom så vidt, for det ville være ensbetydende med den fuldstændi- ge besmittelse og med en opgivelse af det store mål, de arme vanvittige grønlænderes omvendelse, i forhold hvilket alt det andet blot var et middel. Sagen er altså, at målet for så vidt ikke lod sig forene med midlet. Egede var nødt til at bringe sig i inderlig kontakt med sine grønlændere, men samtidigt blev han holdt tilbage fra det af sine bagtanker; han måtte hele tiden passe på ikke at lade sig forføre i sin flirt med vanviddet. Det er måske derfor, Egede svinger mellem to positioner, der samtidigt modvirker og implicerer hinanden, mo- dificerer og kompenserer for hinanden. Afskåret fra den inderlige forståelse, han har higet efter og bedt til Gud om at måtte bibringes, bliver han lidt for forstående i sit forhold til grønlænder- ne, dvs. sentimentalt idealiserende. Han har dog af og til forstået at trænge igen- nem deres koldsindighed, at nå ind til deres ligesom i Dvale liggende Affecter, som det hedder i Fortalen, og man forstår, at det har vakt hans egne følelser til live, og åbnet hans øjne for dette i bund og grund udmærkede, høviske og dydige lille folk. Som sagt er der ikke tale om et billede af de vilde i sig selv, men i kontrast til de værste blandt, eller det værste ved, de ci- viliserede. Det er også i denne sammen- stilling, at det kompensatoriske eller økonomiske aspekt træder tydeligst frem: Sygdom og død blandt grøn- lænderne kan som intet andet få den strenge mand til at føle med dem, menneskeliggøre hans forhold til dem; de syge og døende blandt koloniens i enhver forstand gemeene folk har han in- gen medlidenhed tilovers for, takker tværtimod den gode Gud for at have 235 [10] lagt dem i deres sygeseng. Her kan man også tale om ligesom i Dvale liggende Affecter. Men altså: Netop i al den forståelse, Egede viser for grønlænderne, skal han finde plads til retfærdiggørelsen af sit eget værk. Netop i deres grundlæggende skikkelighed skulle man forvente at fin- de deres skikkethed til at antage den Chri- stelige Lære og Kundskab. Her har vi altså dette udmærkede folk, der så snildt har forstået at indrette sig efter forholdene, som lever fredeligt og ordentligt med hinanden, og som ikke begærer mere end de har - og som nægter at se deres forvildethed og pervertering i øjnene, nægter at erkende deres behov for om- vendelse. Signum exoptatissimum Og på den måde svinger vi op og ned, frem mod bogens centrale afsnit, det hermetiske, side 212 til side 220 i den 408 sider lange OMSTÆNDELIG RELA- TION, eksklusive dedikation og Fortale. Der er gået 6 år siden ankomsten, hvil- ket vil sige, at Hans Egede endnu har 9 år tilgode i landet. Endnu mangler han at opleve kolonisationsfremstødet i 1728 med opsendelse af en en hel Guar- nison, genetableringen af logen ved Nepise- ne, tilbagetrækningen i 1731, der nær var blevet enden på Hans Egedes mission, det nye fremstød og herrnhuternes an- komst i 1733 - forskellige begivenheder og tiltag - udtryk for den kongelige be- vågenhed eller mangel på samme - som Egede ikke selv har indflydelse på, og som han skildrer så kortfattet, distance- ret og neutralt, som muligt. Han kan kun forsøge at opretholde kontinuiteten i missionsarbejdet og så ellers - med blandede følelser af håb og ængstelse - vente og se, hvad sommerens skib vil bringe. Men alt det er han lykkeligt uvidende om i 1727. Heller ikke den store koppe- epidemi, hans kone Giertruds Raschs død og hans egen hjemrejse kan han ane noget om. Men netop disse sidste og afgørende begivenheder, som han skulle give så bevægede skildringer af, modta- ger han et alkymistisk varsel om på dette tidlige tidspunkt. Egede ville ganske givet have fore- trukket at lade sin specielle fritidsfornø- jelse forblive uomtalt, men den tiltvin- ger sig vej ind i OMSTÆNDELIG RELA- TION. Egede mister kontrollen over det alkymistiske værk, og tvinges til på en eller anden made_at sandsynliggøre, at »ligesom jeg i alt det øvrige jeg har fore- taget mig, har alleene hensigted til Grønlands Opkomst, og de arme Hed- ningers Bæste, saa veed og Gud, at jeg i dette har ikke heller havd anden Hen- sigt.« Han havde gjort sine første alkymi- stiske erfaringer i 1718 i Bergen, hvor han drev frustreret rundt, et Vidunder for alle Mennesker, uden embede og uden ind- komster. I denne tilstand, i sin søgen ef- ter måder at realisere sine vilde planer, besluttede han sig da for at satse på at fremstille den Philosophiske Steen, hvilket optog ham i næsten to år - uden andet resultat end ødelagte glas, skidne Fingre, og dertil nogle Pengers Forliis. De kemiske værker, han læste, forekom enten gan- ske tilforladelige, og indgav således Ege- de det forfængelige håb hurtigt og let at blive en Adeptus - eller de var simpelt- 236 [11] hen uforståelige, »[..] saasom Sendivogii og Com. Bernhardi og fieres Skrifter, af hvilke jeg vel lærdte, som jeg ogsaa i Sandhed havde befundet, at all Process- Kræmmerie var lutter Bedragerie, men i det øvrige forstod ikke mere af deres Hieroglyphiske og forblummede Tale- maader, end som jeg havde læst et ube- kiendt Sprog [..]«. Men: »Efter at jeg var kommen til Grønland, stak mig atter Lysten at ville læse noget i forbemeldte Philosophiske Skrifter, og endskiønt jeg deraf ikke forstod mere end som tilform, saa blev dog altid en Lyst tilovers, og en Begiær- lighed, ofte at repetere, hvad som læst var, og befandt at være sandt, at lectio lecta placet, decies repetita placebit.« Egede finder altså tilfredstillelse i at lære lektien udenad. Han finder op- muntring i at vide, at han dog ved noget om emnet, og han fortsætter med at anskaffe sig bøger, indtil han er nået op på mere end 60 Chymiske Authores, som han flittigt læser og eftertænker. Og minsandten om han ikke så småt vinder indsigt i disse skribenters Terminos og Ta- lemaader, i sammenhænge og overens- stemmelser de forskellige skrifter imel- lem. Således opmuntret beslutter han sig for at føre sin Theoriam tilPraxin. Han ta- ger den rette materie, herunder fiint og Puurt Guld, og procederer som foreskre- vet. Og alt går, som det skal: Efter 50 dages forløb begynder materien at blive ganske sort, det tegn, »[..] som Philoso- phi Adepti forsikrer in Regimine Satur- ni plejer at aabenbares,« Signum exoptatis- simum, et sikkert vidnesbyrd om den opløsning, hvorudaf den lutrede mate- rie skal genopstå. Men dette ser Egede formodentlig først i sit tilbageblik på processen; som det fremgår af den filo- sofisk-paraboliske beskrivelse, Drøm- men/Parablen, mistolker han tegnet og ser sortningen som en fordærvelse af materien ved Forseelse af en alt for stærk Varme. Han afbryder altså processen, og står som resultat tilbage med en blyagtig Mate- rie, som tilsitforige Corpus ikke kunde redu- ceres, og, ej agtende Philosophorum Erindring og Advarsel, med den højeste Gift i stedet for den højeste Medicin. Det hører med til det mærkeligt ubestemmelige ved dette afsnit, at Egede giver to grunde til at ophøre med sine eksperimenter. Der er dels den oplagte, sikkerhedsmæssige kan man sige, at det ganske enkelt er nær ved at lægge kolonien øde. Men dels også den philosophisk-tekniske, for, som Egede skriver: »[..] jeg formaaede aldrig mere at komme saa vidt, eller at see den Forandring i mit Verk, som jeg saae den første gang, skiønt jeg tvende gange forsøgte derpaa, og derudi brugte all optænkelig Fliid og Forsigtighed; 237 [12] hvilket gav mig en stor Forundring, og kunde ej anderledes optage det, end at det ikke var GUds Villie, at jeg skulde komme til slig Videnskab.« I alle tilfælde bliver lektien lært, og det ene store værk viger for det andet. Viger, men bliver samtidigt stående, som et utydeligt varsel, forbundet med det andet værk på en eller anden måde, men på en forvirret, måske drømmeag- tig måde: snart som teori i forhold til praksis, som den kode, hvorigennem vi udlægger budskabet, snart omvendt som praksis i forhold til teori, som et forfej- let og afbrudt eksperiment i forhold til det sande og uafbrydelige forløb efter naturens bog, den guddommelige hen- sigt eller hvad man vil. Børne-Pokkerne Den højeste Gift, i virkeligheden uad- skilleligt forbundet med den højeste Me- dicin, på samme måde som opløsning og genfødsel, so/ve et coagula, og på samme måde som det naturlige og det unaturli- ge er forbundne, fordi alt kommer af Gud, og med lidt held engang skal ven- de tilbage dertil - denne gift-medicin ta- ger i dette tilfælde form af et bakterio- logisk ødelæggelses våben: grønlænder- drengen Carl. Denne Carl var en af de 5 grønlændere, der blev taget med til Danmark i 1731, det år, da kolonierne efter kongelig ordre pakkede sammen, og Egede kun med nød og næppe fik ud- virket, at han selv, hans familie og et minimum af folk fik lov til at blive og holde værket i gang. I de næste par år kører Egede det Grønlandske Dessein vi- dere på nødblus. 11732 ankommer kon- gelig travailleur Mathis Jochimsson, 238 som giver Egede det berømte skudsmål: »Saadan en Mand er Guld værd.« Året efter ankommer så fædrelandets skib med de glædelige tidender, at værket, ved GUds Naade, og Deres Kongelige Majestets høj-priselige Forsorg, igen skal bringes op i omdrejninger. Med skibet ankommer i midlertid også Carl, den eneste endnu overleven- de af de 5 grønlændere. De 4 var én efter én døde iBørne-Pokkerne, og Carl selv har ikke langt igen: »Den 4 September afgik ved Døden forermeldte fra Kiobenhavn tilbage komne Grønlænder, hvilken siden An- komsten til Landet igien, blev Dag for Dag værre og værre, saa han paa sidst- ningen var ligere et Sceleton end et le- vende Menneske. Som der var ikke me- get godt ved ham, saa stod og ikke heller meget godt af ham; thi han, efter GUds skiulte Raad og Domme, giorde mange ulykkelige med sig, idet han, førend han døde, hist og her, hvor han havde været, havde befængt mange, som paa sidst- ningen bedrøveligen yttrede sig.« (p 344) Carl er en ægte tragisk figur, en skidt knægt, forstår man, for den rolle han af forsynet er udset til at spille, urimeligt sejglivet som han er, at sprede død og ødelæggelse blandt sine landsmænd. Og efter at sygdommen for alvor har givet sig tilkende, lader den sig med stor sik- kerhed,_på alle mulige måder, føre tilba- ge til Carl. Den 25. oktober døber Egede en kvinde ved kolonien, som kort efter dør: »Jeg kand ikke forbigaae her at anføre den mærkværdige Drøm, som denne Qvinde fortaldte os at have havd for nogen Tid tilforne, førend de be- [13] gyndte at blive syge, nemlig: Hun syn- tes, der kom een til hende, og sagde: At den fra Kiobenhavn tilbage komne Carl, som var hendes Slægt, skulle dræbe alle sine Landsmænd. Udtydnin- gen saae hun nu for Øjnene; Den første som døde, var hendes Mands Broder; thi han døde samme Morgen, som hun om Natten drømte dette.« (p 350) Sygdommen sniger sig ubemærket ind på grønlænderne og i første omgang ved man ikke, hvad det er, man har med at gøre. Man kan kun iagttage, at den syge Carl inficerer de andre grønlæn- dere på kolonien med en forgiftig slem Skab og Kløde. Af Egedes beskrivelse får man opfattelsen af en sygdom, som fin- der et særdeles modtageligt materiale i grønlænderne, men uden at give sig ud- tryk i genkendelige symptomer eller fin- de noget afløb. Men så, d. 24. septem- ber, skriver Egede: »Nu begyndte det kiendelig at lade sig see, af hvad slags Sygdom mine Grønlænder vare døde af; thi Børne- Pokkerne sloge i Hobetall ud paa næst- ovenmeldte Dreng Poul, hvilket ikke skeede med de andre, men bleve staaen- de i Huden paa dem, hvorfore de og maatte elændigen crepere af stor Brynde og Hidsighed, som fulgte med denne Sygdom.« (p 346). Og: »[..] fordi Børne- Pokkerne ikke kunde slaae ud paa dem, bleve deres Legemer baade brune og blaa, hovnede op, og af Næse, Mund og Ørne udflød Blod og megen Uhumsk- hed, som gav en ulidelig slem Stank fra sig, at ingen kunde være dem nær.« (p 350) Og snart er sygdom, nød og elen- dighed alt, hvad man hører om. Grønlænderne på kolonien og på bo- pladserne i omegnen, unge og gamle, gode og dårlige grønlændere, døbte såvel som hedninge - alle steder slår sygdommen ned, og de smittede er så godt som sikre på en elendig død. Nogle vælger at flygte langt bort fra kolonien, med det resultat at sygdommen spredes lige så langt. Grønlænderne, som de dumme og overfladiske væsener de er, har ingen begreb om smittefaren, for dette at man kan være smittet uden at det kan ses. [..] Saa det loed sig ansee, at GUd havde beslutted, at ødelægge dem alle.« (p 351) Andre vælger den anden udvej, at søge hjælp og trøst på kolonien, heri- blandt forhærdede gudsfornægtere, hvem sygdommen har fået til at indse behovet for frelse, hvis ikke fra døden, så dog fra yderligere pinsler derefter. Egede er i et forfærdeligt dilemma: Han ved ikke, om han skal opretholde de for- holdsvis strenge krav til sine dåbskandi- daters kristendomskundskab, eller om han i denne katastrofe-situation kan til- lade sig at slå af på kravene: »[..] thi jeg finder ikke, at Christi Apostle havde forholdt dem Daaben, som gav den Christelige Lære Bifald, og i Eenfoldig- hed forlangede den« (pp 369-370). Når han tøver forlænge, må han bittert for- tryde på den måde at have fortabt sit materiale. Overalt ligger ligene og flyder. Grønlænderhusene bliver til fællesgra- ve, og selv må Egede op midt om natten og slæbe døde, giftigt stinkende patien- ter ud af familiens stue. I denne situa- tion, i dette jordiske inferno, værre end det værste skræmmebillede, han nogen- 239 [14] sinde har kunnet fremmane for sine skælvende tilhørere - her finder han for alvor den følelsesfuldhed, den inderlig- hed, den ærlige og enfoldige modtage- lighed for det frelsende Ord, som han tidligere har sukket efter hos dette folk. For vinteren 1733-34 bulner Omstæn- delig Relation af beretninger om men- nesker, der tappert går døden i møde, fulde af tillid til Egede og hans Gud, upolerede vildmænd, der udånder med et saligt-fortrukkent smil og en gylden sentens på læben, uafrystelige udtryk for oprigtig anger, eller rettere: oprindelig uskyld og sagesløshed, som skærer Ege- de i hjertet. Men alt dette er ikke bare hjerteskæ- rende, ikke bare tragisk eller ubeskrive- lig rædselsfuldt. Det er værre endnu, det er absurd. Egede kan ikke længere se ideen med det hele, og lige så stærkt som han tidligere higede efter at komme til Grønland, lige så stærkt ønsker han nu at kommer væk derfra. Han har rettet sine bebrejdelser mod dødningemanden Carl, og dernæst mod grønlænderne, der i deres uforstand og uansvarlighed har strippet omkring og smittet hinanden. Men sagen er, at denne guddommelige straf o:ver grønlænderne forekommer ham uretfærdig, GUds store I^angmodighed og barmhjertighed ugemces. Dog er Egede endnu ikke parat til at gå i rette med sin Gud, Hans veje er u- ransa'gelige, og han bebrejder i stedet sig selv: »Ofte faldt mig ind med stor For- trydelse, at jeg ikke tillige med andre, da vi bleve hiemkaldte fra Landet, ogsaa begav mig derfra, da havde disse arme Mennesker ikke geraadet i saadan Ulyk- ke, men nu var min Bliven, og de fra 240 Landet henførdte Mennesker og deres Oversendelse igien, en Aarsag dertil. Og da jeg tænkte at være kommen der til Landet til dem, til deres Frelse og Salig- hed, er det just udfaldet til deres Under- gang og Fordærvelse.« (p 363) Omvendelsen Hans Egede sender sin afskedsansøg- ning med det hjemgående skib i 1734. Vinterens anstrengelser og sindsopri- velser har efterladt ham som en skygge af sig selv, legemligt og mentalt svækket, og hårdt ramt på sjælen, som det skal vise sig. Han har langt om længe mistet grebet om tingene. Det er ikke længere hans værk, og han er parat til, ikke at opgive det hele, men til at overlade det til nye kræfter. Egedes søn Poul vender denne sommer tilbage til Grønland efter 6 års studieophold i København, ikke, som han selv havde håbet, som søofficer, men som mis- sionær. Sammen med missionæren An- dreas Bing udsendes han fra København direkte til Disco-bugten, hvor der skal oprettes en ny Loge. Til assistence for Hans Egede ved den gamle koloni ud- sendes missionæren Martin Ohnsorg. Senere på sommeren rejser Poul Ege- de ned for at gense sin familie i Godt- haab, og da han erfarer hvor skidt det står til der, beslutter han sig for at blive. Året efter dukker også hans kollega Hr. Bing op ved Godthaab, drevet dertil af proviantmanglen ved Christianshaab, som den nye Loge er blevet døbt. Så Godthaab er i 173^5 pludseligt velforsy- net med missionærer, én gammel og udtjent og tre nyslåede, der er ved at fal- [15] de over hinanden ved søndagsgudstjene- sterne. Den ny tid under købmand Jacob Se- verin, Grønlands Patron, er begyndt, og Egede har sine tvivl om holdbarheden i det nye arrangement. Han ved bedre end nogen anden, hvor vanskelige for- hold Grønland byder sine velgørere, verdsligt såvel som åndeligt, og specielt hvor vanskeligt det er at skabe sam- menhæng mellem de to sider af sagen. Og det er ikke blevet nemmere nu, hvor befolkningen i omegnen af den gamle koloni er noget nær udryddet. Efter epi- demiens rasen er der ud af 200 familier i omegnen, som Egede opregner det, næppe 30 tilbage. Og midt i denne atmosfære af genop- livning, reorganisering og behersket op- timisme, går Egede rundt, ligesom lidt ved siden af det hele, med sin tvivl, som han ikke ved, hvad han skal stille op med. Han ved bare, at han vil hjem, »[..] i Tanke og Forhaabning, ved Hiemkom- sten mere at skulle kunde contribuere til Verkets Nytte, end om jeg i Grønland skulde forblive.« (p 376). En knækket, bitter Egede, men også en Egede der vi- ser nye sider afsig selv, en lutret, formil- det pellessingvoak, uden de ellers så karak- teristiske svingninger mellem det kole- riske og det sangvinske. Han er begyndt at kunne spøge med sine grønlændere, at udvise en slags pædagogisk eller listig humor. Når de spørger ham, hvorfor han vil forlade dem, svarer han, at det skyldes deres forhærdethed og uimodta- gelighed overfor hans og Guds Ord. Hvorpå de hjertensgode grønlændere går med på spøgen og protesterer på det kraftigeste. »Saaledes ville de stakkels Folk altid have Ord for at være bedre end de vare, saasom de satte ald Sagen udi en udvortes Hørelse og Bifald, skiønt de i Hiertet fandt liden Rørelse og Bevægelse af GUds Ord, i Alminde- lighed at sige; Thi hos een og anden, som før er meldt, har dog GUds Aands og hans Naades Virkning ladet sig see og fornemme.« (p 391) Egedes tvivl gælder ikke hans grøn- lændere. Den gælder ham selv, hvilket også vil sige hans Gud, som det bliver klart i Egedes sidste grønlandstid. Som- meren 1735 modtager han sin Dimission med tilsagn om, at der vil blive sørget for ham og hans familie efter hjemkom- sten til fædrelandet. Men de kommer ikke afsted det år, for Egede tør ikke ud- sætte sin kone for overrejsens strabad- ser; hans troe Sara, der fulgte sin Abraham udi den hedenske udørk, er ikke i stand til at følge ham tilbage. Giertrud kom sig ikke over rædselsvinteren, men blev blot dag for dag svagere indtil det d. 21. december 1735 behagede, som Egede forbitret udtrykker det, den alvise gode GUd at henkalde hende ved døden. Igen- nem alle årene var hun hans pålidelige støtte og trøster, fast i troen når han selv var svag, og med hendes bortgang står han helt alene. Denne vinter bliver han selv upasselig, og for første gang i hele sin grønlandstid rammes han af skørbug, og må opgive at passe sine embedspligter. Men som sagt er der på denne tid tre andre missionæ- rer til at tage over, så Egede kan udmær- ket tillade sig at være syg. Siden hustru- ens død har han været plaget af Melan- cholie og bekymmerlige Tanker, som bliver værre dag for dag, og endelig, søndag d. 241 [16] 11. marts 1736, oplever han så sit per- sonlige nigredo: På denne dag overfaldes han af »[..] en haard og farlig Paroxys- mus, nemlig; Jeg følede først i mit Hier- te den Dag saadan Had til GUd, og Af- skye og Leede, at høre hans Ord, saa jeg holdte mig derfra, og bragte den hele Dag for mig selv, uden at give min Til- stand tilkiende, ret bedrøvelig til Ende; og der jeg om Aftenen i samme Sinds Uroelighed og Forstyrrelse, vilde gaae til Sengs, kom der for mine Ørene su- sende ligesom en Vind, hvilken foer mig lige for mit Hierte, og i alle mine Lemmer og Ledemoeder, paa saa piinlig en Maade, som jeg ikke kand udsige eller fortælle. Mit Legeme begyndte at skiel- ve og beve, saa var jeg ej heller mægtig at røre min Tunge, eller kalde paa Børne- ne, som vare i Stuen næst ved. Imidler- tid var det ej anderledes for mig, end som min Siæl var bestæd i Helvedes Angest, og af Dødsens Baand om- spændt.« Reaktionen på de mange års Vidervær- dighed og Modgang, kulminerende i de guddommelige ækelheder under koppe- epidemien, kulminerer nu i Egede selv. Det er en sort sol, der skinner på hans sjæls landskab, formørker det, får alting til at sortne og gå i fordærv. Det er det store værk, der tager magten fra Egede, omvender ham, og gør ham til en he- densk gudsbespotter, der ikke ser andet end djævelskab i Hans gerninger. Det er på samme tid helt efter bogen og helt forkert og omvendt, og den arme van- vittige Egede oplever den uendelige angst, angsten for at fortabes og for ikke at ville det anderledes, og indser at han kun kan frelses ved at gå til grunde: »Men der jeg kom nu lidt til mig selv igien, og kunde røre min Tunge, udbrød jeg med halv fortvivlende Ord, Ach og Vee-Klage, at GUd havde forladt mig. Dette foraarsagede, at mine Med-Brødre og kiære Børn gave sig til mig, og giorde sin Fliid, at trøste mig udaf GUds Ord, men jeg usle Menneske var ikke i Stand, at antage nogen Trøst; thi min Samvit- tighed fordømte mig, at jeg tænkte, jeg hayde ingen Hielp hos GUd mere, Psal. 3. Alt mit Blod og Aarer var oprørdt, mit Legeme og alle Lemmer skalv og bevede; kortelig, jeg vidste for indvortes og udvortes Angest og Smerte ikke hvor jeg vilde hen. I saadan elændig Tilstand var jeg bestæd ungefær i to timer.« Regenerationen Efter denne sortning, nigrum nigrius nigro, kan det kun lysne for Egede. To dage ef- ter angribes han igen af sin Paroxysmus, men, GUd skee Ære! kun i lettere grad. Den 1. april, første påskedag, er han at- ter istand til at prædike på kolonien, og selvom han stadig føler angst og be- klemmelse, så styrkes han dag for dag, 242 [17] og takker Gud derfor. For anden gang kan han nu sige farvel til sine grøn- lændere, og denne gang lykkes det ham at komme afsted. Den 29 juli holder han sin afskeds- prædiken over Esajas 49, 4: »Min møje er spildt, på tomhed og vind sled jeg mig op - dog er min ret hos HERREN , min løn er hos min Gud.« Den 9. August går Egede med sønnen Niels og døtrene ombord på det skib, der skal føre dem hjem, medbringende sin salige Husfrues døde Legeme, som han ikke kan bringe over sit hjerte at efterlade. Efter en lang og farefuld rejse når de d. 24. september frem til København. Alt i alt står vi ved Hans Egedes afrej- se tilbage med to billeder: For det første billedet af den nedbrudte mand, der sammen men resterne af sin familie går ombord i skibet, efterladende sig rester- ne af sit store værk; for det andet bille- det af den brødbetyngede puster, der står ret for det høje Collegium, erkender og fortryder sine fejltagelser, modtager sin straf, for så at haste bort, overstadigt lettet over at slippe fra sit vanvittige forehavende med livet i behold. Disse to billeder er det altså, vi med det alkymi- stiske udgangspunkt ledes frem mod, le- des frem til at svinge mellem, uforene- lige som de er, og samtidigt ligesom indlejrede i hinanden. Sidste dato i OMSTÆNDELIG RELA- TION er den 18. oktober 1736, hvor Ege- de indgiver en Memorial til Missionskol- legiet og Kongen vedrørende den grønlandske missions Tilstand og Fatafra Begyndelsen, og hvori han også fremsætter sine egne forslag til, hvorledes den med nogen Fragt og Fremgang kan fortsættes. Grønlænderne må, siger han, allevegne forsynes med dygtige lærere og kateke- ter, og disse må for Guds skyld lære sproget før de oversendes. Hvormed Egede er nået frem til OMSTÆNDELIG RELA- TIONS nutid, udgivelsesåret 1738: »Samme mine aller-underdanigste Forslag fandt og allenaadigst Approba- tion, saa et Seminarium af Studentere, til Missionarier, og af Vaysen-Husets Ungdom, til Catecheter, efter Kongelig allenaadigste Resolution, blev anretted, hvilke alle af mig udi det Grønlandske Sprog skal informeres, førend de til Landet vorder hensendte.« Resten er historie, som man siger. 11741 udkom PERLUSTRATIONEN, der sammen med OMSTÆNDELIG RELATION gjorde Egede, denne Herme, som Louis Bobé4 kalder ham, berømt både i og uden for Danmark-Norge, og befæstede hans ry som kulturformidler. En god del af æren for PERLUSTRATIONEN tilkommer sønnen Poul, som Egede arbejdede tæt sammen med i fremstillingen af bibel- oversættelser og grammatiker over det kradsbørstige grønlandske sprog, alt- sammen til glæde for de arme vanvittige grønlændere, de arme vordende mis- sionærer og Egede selv. Lectio lecta pla- cet, decies repetita placebit. Egede terpede grønlandsk med sine studenter og Vaisenhus-drenge indtil 1747, hvor han opgav sin stilling som superintendent og inspektør ved den Grønlandske Mission, til dels som følge af de evindelige økonomiske problemer. Det var for dyrt for ham at holde hus i København. Sammen med sin anden hustru Mettea Thrane tiltrådte han sit 243 [18] velfortjente otium, som for størstedelen blev tilbragt i Stubbekøbing hos datte- ren Kirstine og svigersønnen, sogne- præst Lauritz Alsbach. Egede døde den 5. november 1758, 72 år gammel, til det sidste ved godt hel- bred og humør. Endnu engang må han være blevet stukket af sin gamle lyst, for blandt hans efterladenskaber fandt man en ovn og andet udstyr, der hører til det store værk. På den økonomiske side er der som sagt intet, der tyder på at Hans Egede nogensinde blev en Adeptus. Men omvendt er det netop også foragten for jordisk vinding, der kendetegner den sande mester, for hvem målet er detpbi- losophiske guld, den højeste medicin, livs- eliksiren. Alt sammen tjener det blot til at sandsynliggøre gravskriftens ord: be- rømmelig i Norge, Roesværdig i Danmark, Men udødelig i Grønland. Hans Egede, Grønlands apostel, malet af Johan Horner. Det nationalhistoriske Museum, Frederiksborg. Illustrationerne side 228, 237 og 242 stammer fra Johan Daniel Mylius »Philosqphia Reformata«, (Frankfurt, 1622), graveringer af Balthazar Schwan. Noter: 1. Hans Egedes Omstændelig og udforlig ILelation An- gaaende Dm Grønlandske Missions Begyndelse og Fortsæt- telse [..] fra 1738 ogDetgamle GrønlandsNyePerlustra- tion Eller Naturel-Historie [..} fra 1741 er udgivet samlet under titlen Relation Angaaende Den Grønlandske Mission samt Det Gamle Grønlands Nye Perlitstration Eller Naturel-Historie (Rosenkilde og Bagger, 1971). Det er denne udgaves foto-litogra- fiske gengivelse af de oprindelige udgaver jeg læser. Sidehenvisningerne er, hvor intet andet er angivet, til Omstændelig Relation. 2. Jvf. Paul Egede, Efterretninger om Grønland uddragne ef'en Journal'bolden fra 1721 til 1788 [..] (Kiøbenhavn, 1788), p 60. 3. Det var Hans Egedes barnebarn, missionæren Hans Egede Saabye, der et halvt århundrede sene- re erindrede sig Paulus' ord om de naturalistiske kristne, i sin forundring over den frie grønlandske børneopdragelse og^iens heldige resultater. Hans Egede Saabye, Brudstykker af en Dagbog, bolden i Grønland i Aarene 1770-1778 (Odense, 1816), p 64. 4. Louis Bobé, Hans Egede. Grønlands Missionær og Kolo- nisator i Meddelelser om Grønland, bd. 129 (C.A. Reitzel, københavn,J944), p 276. 244 [19] Tegninger af H. C. Gulløv fra Nationalmuseets publikation »Haabetz Colonie 1721-1728« af H. C. Gulløv og Hans Kapel (1979). Flasken til venstre, som ved de arkæologiske udgravninger blev fundet i Hans Egedes hus er af fedtsten, og den bærer tydelige spor af opvarmning over ilden. De fire flaskebunde og de to flaskehalse, som også blev fundet i beboelseshuset, stammer ikke, som de fleste af omtrent 300 flaskeskår, fra vinflasker. De har snarere indeholdt medicin eller kemikalier. De arkæologiske fund kan muligvis have været brugt i forbindelse med Hans Egedes alkymistiske eksperimenter. 245 [20]