[1] LÆSERNE OG REDAKTIONEN Sara Helms - den ottende modtager af Rink-medaljen Møde nr. 601 i det Grønlandske Selskab Den 12, oktober 1994 afholdt Det grønland- ske Selskab sit møde nr.601, hvor man fej- rede Ammassaliks 100 års jubilæum. Selskabets formand Helge Schultz-Lo- rentzen bød velkommen og kunne fortælle, at man altid har haft en særlig tilknytning til de mænd, der var hovedpersoner i Am- massaliks grundlæggelse, 11 år før Selskabets stiftelse. Således blev Gustav Holm i 1923 Selskabets første æresmedlem, ogjohan Pe- dersen, Ammassaliks første bestyrer, blev æresmedlem i 1952. Og endelig var Øst- grønlands inspektør gennem flere genera- tioner, Ejnar Mikkelsen, i en årrække Sel- skabets formand og senere æresformand. Ved. mødet fortalte museumsinspektør ved Nationalmuseet Jørgen Meldgaard om Gustav Holms konebådsekspedition og Ammassaliks grundlæggelse. Aftenens fore- dragsholder har i mere end 40 år beskæfti- get sig med Grønlands forhistorie og nyere kulturhistorie, og han har været en af ho- vedpersonerne i det dansk-grønlandske mu- seumssajnarbejde, hvor man bl. a. fra Natio- nalmuseet i København til Grønlands Na- tionalmuseum har overført en del af den meget store samling etnografika, som Gu- stav Holm indsamlede. 254 Sara Helms på talerstolen den 12. oktober 1994. Foto: Hans Kapel. Rink-medaljen Rink-medaljen blev indstiftet i 1960, og den blev udført af billedhuggeren Claes Loren- zen og Jens Rosing. Den kan tildeles perso- ner, der - som Hinrik Rink - har bidraget væsentligt til forskningen i Grønland eller har udført et påskønnelsesværdig! arbejde [2] til gavn for Grønland og det grønlandske samfund. Den første der modtog medaljen var Ej- nar Mikkelsen 1960, derefter fulgte Lauge Koch 1961, Eigil Knuth 1967, Frederik Nielsen 1972, Helge Larsen 1980, Christian Berthelsen 1986 og Jens Rosing 1990. Som Det grønlandske Selskabs påskøn- nelse af det store arbejde, hun i tidens løb har udført til gavn for befolkningen i Am- massalik blev Rink-medaljen nu tildelt læge og eskimolog Sara Helms. I sin tale til Sara Helms sagde Selskabets næstformand Mads Lidegaard følgende: Da vi i Det grønlandske Selskab over- vejede, hvordan vi kunne fejre 100-året for grundlæggelsen af kolonien Ammassalik, fandt vi det naturligt ved den lejlighed at til- dele Rink-medaljen til en person, der havde tilknytning til Østgrønland og havde haft det i mere end halvdelen af de 100 år. Vi valgte ikke en videnskabsmand med en stor produktion bag sig. Ej heller en be- rømt kunstner, politiker eller kulturperson- lighed. Men vi valgte en person, som har formået at vinde østgrønlændernes hjerter, en person, som alle ældre omkring Amma- ssalik kender og som alle yngre har hørt om. Ved Sara Helms nylige guldbryllup i det vestjyske sagde en af talerne, at det for østgrønlænderne blev »helg«, når de så Sara. Det er et stærkt ord, men nok ikke for stærkt, og det kunne være motivation nok for vores valg. Det hele begyndte i en jysk præstegård for 70 år siden, da den lille Sara Tønnesen var i konfirmationsalderen. En ung grønlandsk pige, Salanguaq Siegstad, skulle giftes med den grønlandske præst Otto Rosing, og for at hun kunne lære noget om en præstekones forpligtelser, fik man hende anbragt i en dansk præstegård, som altså var Saras barn- domshjem. I Grønland er der jo et særligt forhold mellem personer, der bærer samme navn, og det opstod der også mellem de to Saraer. Salanguaq sagde til den lille Sara, at når hun blev ældre, skulle hun komme til Grønland og undervise Rosing-familiens børn, og det syntes den lille teenager jo lød meget spændende. Så gik årene. Salanguaq stiftede familie med sin Otto og fik en børneflok, mens Sara blev student og studerede latin og græsk på Københavns Universitet. Da hun var godt henne i studierne, mødte Salan- guaq pludselig op i hendes hybel og fortalte, at hun og hendes mand og børn var i byen på vej til Ammassalik, hvor de skulle være præstefolk, - og hun ville da minde Sara om deres aftale. Og Sara slog til. I 1934 rejste hun til Ammassalik som huslærer for præstebørnene, og hun blev der et år. Det blev et meget spændende år, for Sara var indstillet på at lære alt om det folk, hun var dumpet ned i, på den korte tid, hun hav- de. Hun kastede sig ud i lange slæderejser til bygderne, hvor hun i tørvemurshusene sov på briksen mellem de andre, prøvede at lære sproget, at ro i kajak, ja endda at lære kajak- vendingens svære kunst. Hun førte dagbog det år, og afsnit af den er trykt i det Ammassalik-nummer tids- skriftet Grønland har udsendt i år. Dagbo- gen viser, hvordan den unge eventyrerske allerede da havde to grundprincipper i sit forhold til østgrønlænderne: Hun forstod, at hun kunne lære mindst lige så meget af dem, som de af hende, - og hun forsøgte i alle forhold at forstå baggrunden for deres skikke, selvom de set med danske øjne kun- ne være nok så barbariske og urimelige. Det var ikke uden problemer for familien Rosing at holde styr på det viltre pigebarn, som de jo havde ansvaret for. Men der var én, der forstod hende, og det var en af hen- des elever, Jens. Når familien iklædt stiveste 255 [3] puds begav sig til søndagsgudstjenesten, kunne Jens og Sara hurtigt blive enige om, at det var meget sjovere at gå en tur i fjeldet, hvad de så gjorde. Og det var selvfølgelig ikke altid lige velset. 1935 var jobbet forbi, og Sara skulle hjem for at fuldføre sine studier, men netop den vinter ramtes Ammassalik af en influenza- epidemi. Den kostede en tiendedel af be- folkningen livet og efterlod en stor mængde forældreløse børn. En dag i foråret 1936, da Sara sad med sine bøger på kvinderegensen, mødte Miki, inspektøren for Østgrønland, Ejnar Mikkelsen, pludselig op, og han med- delte Sara, at hun måtte tage op til Amma- ssalik og organisere et hjem og en tilværelse for alle disse børn. Sara henviste til, at hun jo skulle færdiggøre sine studier, men Miki svarede, at hun måtte klare det på de måne- der der var tilbage før sommerskibet afgik, - og det gjorde hun så og rejste op i august måned. Her begyndte så et nyt kapitel af Saras østgrønlandske saga. Sammen med den le- gendariske sygeplejerske Signe West og jor- demoderen Sofie, der var eneste ansatte i sundhedsvæsenet, fik hun skabt et hjem for en storgruppe af de forældreløse børn, og hun forestod arbejdet i to år. Grundprincip- pet for arbejdet var hele tiden, at børnene skulle lære at leve af landet, drengene som fangere og pigerne som fangerkoner, - en normal østgrønlandsk voksentilværelse. 50 år senere skrev Sara en afhandling om disse børn og om østgrønlændernes hold- ning til dem, og dens hovedkonklusion er, at det i forbløffende grad lykkedes at inte- grere disse børn i samfundet, i høj grad i kraft af befolkningens egen indstilling og indsats. For børnene blev Sara naturligt en slags mor, og det var hårdt for både dem og hen- de, da hun efter to år igen rejste til Dan- mark, denne gang for at påbegynde lægestu- diet. Hun erkendte nemlig, at Ammassalik havde brug/or en læge, og at hun med den- ne uddannelse kunne gøre meget mere for befolkningen. Hun læste medicin under krigen og traf under studiet sin mand Peder Helms, men da hun efter krigen mødte frem med sin ekaamen og søgte en opslået lægestilling i Ammassalik, fik hun at vide, at man ikke ville ansætte en kvinde. Så søgte hendes mand, der også var læge, stillingen. De rej- ste op sammen og arbejdede selvfølgelig også sammen, og endnu engang kom Sara tæt ind på livet af sine østgrønlændere. Senere rejste familien til Nuuk på vestky- sten som læger, før de omsider vendte tilba- ge til Danmark, hvor Sara etablerede en praksis i Horsens. Pensionsalderen nåede også hende, og hun tog nu fat på sit tredie universitetsstu- dium, eskimologi, som hun gennemførte i en alder af 78 år. Det var som led i det stu- dium, hun lavede den før nævnte afhand- ling om østgrønlændernes traditioner om- kring uforsørgede børn. Forinden havde hun dog endnu engang været et halvt år i Ammassalik som vikarierende læge i 1980. Hun var da omkring 70 år, men med sin mand kastede hun sig ud i arbejdet og kom på den måde til også at kende det moderne Ammassalik og den nye generation. Da var der gået næsten 50 år, siden Sara første gang kom til østkysten. I alle disse år har østgrønlænderne haft deres store plads i hendes hjerte, og hun i deres. I mange perioder har deres skæbne været knyttet sammen. For Det grønlandske Selskab er det en glæde at tildele dig Rink-medaljen som en anerkendelse af det, du har gjort for disse dine hjertebørn. Det Grønlandske Selskab og tidsskriftet Grønland ønsker hermed Sara Helms hjer- telig til lykke. 256 [4]