[1] Den Grønlandske Kirke i tusind år Af Jørgen Taagholt 1378 og 1993 Med Gardar-bispen Alfs død i 1378 af- sluttedes en periode i den grønlandske kirkes historie, idet der efter bispens død ikke længere var en biskop i Grøn- land. Først med vedtagelse af »Lov om Kirken i Grønland« den 6. maj 1993 genetableredes et selvstændigt grøn- landsk stift med eget bispesæde i Nuuk pr. 1. november 1993. Den islandske kirke I begyndelsen af 800-tallet antages irske munke at have foretaget den første bo- sættelse på Island, og omkring 870 be- gyndte den egentlige kolonisation, især fra Norge, men også fra de nordlige områder af de Britiske Øer. I landnams- tiden, der strækker sig fra ca. 870 til ca. 930 blev alt lettilgængeligt opdyrkeligt land taget i besiddelse, og Island havde omkring år 965 en befolkning på ca. 65.000, et stort antal, når man tænker på, at der i dag bor blot ca. 250.000 mennesker på Island. Den islandske viking Torvaldr den Vidtberejste kom omkring år 982 til Is- land med missionsbiskop Friedrik fra Saxen, der rejste vidt omkring på Island og missionerede. Vikingekongen Olav Tryggvason var konge i Norge omkring 995-1000. Ifølge beretningerne gjorde han en stor indsats for at styrke konge- magten og kristendommen, og til Island sendte han islændingen Stefnir Torgils- son, men han havde ikke megen frem- gang i sit missionsarbejde. Den gamle gudetro var dog ikke særlig stærk på Is- land, og flere af de tidligste landnams- mænd fra Orkneyøerne var allerede kristne. En af dem, Helgi den skæve, »troede på Kristus, men påkaldte Tor i farens stund«.. Den islandske historiker Ari Tor- gilsson den Lærde (1056-1133), fra hvem Jørgen Taagholt, civilingeniør, afdelingsleder ved Dansk Polarcenter, har siden 1959 be- skæftiget sig med geofysiske undersøgelser i Grønland og har blandt andet foretaget 51 rej- ser til Grønland, hvor han har boet med sin familie i 1961-62. Jørgen Taagholt har siden 1967 varetaget funktionen som Dansk Vi- denskabelig Forbindelsesofficer for Grøn- land, en funktion som rådgiver i arktiske spørgsmål for danske ministerier og institu- tioner. 269 [2] man har de mest pålidelige oplysninger om den første kristendom på Island, skrev omkring 1130 »Islendingabok«, hvori han beretter om den politiske uro, kirken havde skabt mellem de konserva- tive hedenske og de nye militante krist- ne, der ønskede at bringe Island i kon- takt med det kristne Europa. Disse stridende parter mødtes på Al- tinget ved Tingvellir, hvor den kristne Hallr fra Sida gik til lovsigemanden Torgeir Torkelsson, der var hedning, og bad ham afgøre striden, og alle på tinget svor de at ville følge hans afgørelse. Mandag den 24. juli år 1000 (nyere forskningsresultater mener, det var år 999) kaldte lovsigemanden alle til lovsi- geklippen, hvor han bekendtgjorde, at alle udøbte folk i landet skulle lade sig døbe til kristendommen, men man skul- le også have ret til bote til de gamle gu- der, hvis man ville, men kun i hemme- lighed, thi ellers pådrog man sig tre års landflygtighed. Det skulle dog fortsat være tilladt for folk at sætte uønskede børn ud i ødemarken og at spise heste- kød som før. Men disse undtagelser blev ifølge Ari den lærde afskaffet få år ef- ter. Kristendommens indførelse ved lov var dog snarere en politisk admini- strativ begivenhed - mere for at sikre fred og fremgang end en religiøs vækkelse på baggrund af det kristne budskab. Overgangen til kristendommen fik en enorm indflydelse på islandske for- hold både socialt, politisk og kulturelt. Høvdingene byggede egne kirker og opkrævede tiende og øgede yderligere deres magt, og inden 50 år var gået, var kirken blevet en ny stærk magtfaktor på Island, hvor det første bispedømme på Skalholt blev oprettet i 1056. l de islandske håndskrifter finder man en samling af de ved den lovgiven- de forsamling, Lovretten, vedtagne love, og omkring 1123 blev Kirkeretten nedskrevet. Den starter med ordene: »D