[1] Nukagpiånguaq og Det Kongelige Canadiske Ridende Politi (RCMP) RCMP kunne 1. februar 1995 fejre sin 75 års fødselsdag af Rolf Gilberg Denne beretning er hentet fra det virke- lige liv. Nukagpiånguaq levede i første halvdel af det 20. århundrede, i området ved Smidt Sund mellem Nordvestgrøn- land og den canadiske ø, Ellesmere Island. Han tilhørte inughuit-folket, som Knud Rasmussen kaldte: polareskimoer- ne. De bor i Thule Distriktet, den nu- værende Avanersuup Kommunia (Thule Kommune). Grønlands sidste hedning blev døbt Pinsesøndag, 13. maj 1934 klokken 14, blev Grønlands sidste voksne hedning døbt. »Hedning« er den betegnelse de kristne giver mennesker, som ikke er kristne. Den kristne kirken lægger ofte noget nedværdigende i betegnelsen, fordi pågældende person ikke har den »rigtige tro«. Hedninger har dog oftest deres egen religion, så de er ligeså religiøse som andre, de er blot ikke kristne. Dåben af Grønlands sidste voksne »hedning« fandt sted i den næsten nybyg- gede Thule Kirke, som var blevet indviet søndag, 18. maj 1930. Den vestgrøn- landske missionærpræst Jens Olsen havde set frem til denne dåb gennem flere år, fordi den ville være afslutningen på arbej- det med at kristne inughuit. Et arbejde hans fætter missionspræst Gustav Olsen startede på allerede i 1909. De første inughuit blev døbt i 1912. Det tog så- ledes netop 25 år, at kristne den 250 per- soner store inughuit-befolkning. Det var Hans Egede, som i 1721 igen bragte kristendommen til Vestgrønland. Der skulle således gå omkring 200 år, før den nåede så langt nordpå som inughuit bor. Den 41-årig Nukagpiånguaq var den- ne sidste »hedning«. Han var en aktiv og dygtig fanger, derfor var han ofte med på ekspeditioner. Hans farverige liv kan man følge gennem mange ekspedition- folks beretninger. Nukagpiånguaq døde 23. juli 1956 i en alder af 63 år. Ved at følge hans liv far man også indsigt i en Rolf Gilberg (født 1942), etnograf. Magister fra Københavns Universitet 1971. Samme år ansat som museumsinspektør ved Etnografisk Samling på Nationalmuseet. Besøgt inughuit i 1963, 1969 og 1980. Skrevet 75 artikler om inughuit, Knud Rasmussen og Grønland, senest bogen »Menne- sket Minik«. [2] del af magtspillet mellem Canada og Danmark om de arktiske egne. Nukagpidnguaq og hans familie Nukagpiånguaq betyder: »Den rare lille ungkarl«. Navnet er blevet skrevet på mange forskellige måder: Nukapinguaq, Nookapingwa, Nookap, Noo-car-ping- wah. Han blev født sommeren 1893 som enebarn af jægeren Akumalianguaq (født c. 1865 - død 1931) og hans første kone Nivikana (født c. 1850 - død mellem 1906 og 1927). Nivikana havde tidligere været gift med Kigutikaq (født c. 1835 - død 1891), og med ham havde hun blandt andet Uisåkavsak (»den store løg- ner«)1 og Såmik, som var Nukagpiangu- aq's halvbrødre. Nukagpianguaq var første gang gift med Juliane Vivi Antoinette Sara Marie Hendriksen (født 1874, død 1931). Nukagpianguaq og Vivi fik 3 børn (l dreng og 2 piger): Ituluk Sakæus Sakisun- guaq Agpalerssuarssuk Hendrik (født 1914, død ?), Judithe Arnaq Elisabeth Nivikana (født 1916, død 1938) og Manumina Assingunge Tukumeq (født 1918, død 1960). Ægteskabet ophørte i 1929. Vivi var datter Hans Hendrik og Meqo. Vestgrønlænderen Hans Hendrik havde været tolk ved flere ekspeditioner til Thule Distriktet ledet af folk som Kane, Hayes, Nares og Hall.2 Nukagpiånguaq's anden kone var Ilait- soqAnatoqaq (født ca. 1888, død 1930). De fik ingen børn sammen. Det var Ilait- soq's andet ægteskab. Hun var tidligere gift med Qulutarssuaq (født ca. 1885, død 1929). De havde en datter. Nukagpiånguaq's tredje kone var Ina- liinguaq (født 1909, død 1943). De blev Nukagpianguaq fotograferet af Crocker Land Ekspedi- tionen 1913-1917. Originalfoto hos American Museum of National History, New York. gift 1934 og fik ingen børn sammen. Ina- lunguaq havde tidligere levet sammen med Nukagpiånguaq's far, Akumalingu- aq, de sidste år af hans liv, indtil hans død i 1931. Med ham havde hun heller ingen børn. Nukagpianguaq giftede sig i 1945 med sin fjerde og sidste kone, Nivikdngu- aq (født 1915). De fik en datter: Arna- kitsoq (født 1954). Nivikånguaq's'morfar og Nukagpiånguaq's anden kone Ilait- soq's morfar var brødre. Nivikånguaq var tidligere gift (1934) med Mågssaq (født 1894, død 1943), som hun havde 3 børn med (2 drenge og l pige). [3] Ellesmere Island Ellesmere Island er en stor ø, der ligger på den anden side af Smidt Sund stik vest for inughuits land. Det tager fra 6 timer til 14 dage at krydse Smith Sund på hun- deslæde alt efter hvordan isen ser ud. Steensby3 skriver 1909: Ellesmere Island burde høre sammen med Grønland, fordi det hører til polar- eskimoernes jagtområde. Fra gamle dage har polareskimoer foretaget jagtudflugter over Smith Sund til kystegnene ved Bache Halvøen for at jagt muskusokser. Jagten vil med det større kendskab til de geografiske forhold i kølvandet på Nordpolsekspeditio- nerne sprede sig over hele øen. Men det er rimeligt at antage, at Dominion of Canada vil gøre fordring på Ellesmere Island lige- som på alle de andre nordamerikanske polarøer vest for Grønland. Nukagpiånguaq arbejdede for Crocker Land Ekspeditionen MacMillan var leder af den amerikanske ekspedition, som skulle lede efter det landområde, Crocker Land, Peary mente han havde set i Ishavet. Crocker Land Ekspeditionen opholdt sig i Inughuits land fra 1913 til 1917. MacMillan for- tæller (1818:45)4 om en hændelse sidst i marts 1914 på en slæderejse tilbage til hovedkvarteret i Etah: På vor tilbagerejse sammen med mange besøgende følgeslæder blev nedturen ad den nordlige skråning taget med høj fart, men med den beroligende tanke at skråningen endte i en blød snebanke. Halvvejs nede så jeg bagud over skulderen efter Nukagpian- guaq's [Noo-ka-ping-wa] springende hun- despand. Til min store rædsel opdagede jeg at hans kone, Vivi [We-we], klamrede sig alene til det gyngede Les af sække og skind. Himmel! Hun var gravid og skulle være mor om nogle få dage! Hvad var det han forsøgte at gøre? At slå hende ihjel? Jeg rul- lede af min slæde i fart, landede på alle 4 og løb tilbage op ad skråningen, mens jeg håbede på, at jeg jeg kunne få kontrol over det fremstormende hundespand med min pisk. Hundene svingede bradt til siden ned i afvandskrøften mellem gletcheren og klip- pesiden. Et styrt, slæden fløj gennem luften, et brusebad af gnister, og alt blev helt stille. En arm strak frem under den forvirrende bunke. Da jeg løftede slæden forsvandt min mest dystre frygt hurtigt som dug for solen ved en glad latter. Vivi fortalte mig roligt, at hun havde kørt temmeligt hurtigt. Min konklusion var, at hvis hendes mand ønske- de at slå hende ihjel, så måtte han bruge en økse mens hun sov: Crocker Land Expeditionen havde sit hovedkvarter i Borup Lodge ved Etah. Der fik ekspeditionen besøg af mange inughuit. Ekspeditionens læge Hunt for- tæller5, at Nukagpiånguaq var en ung mand, der som enebarn var blevet forkæ- let af sin gamle mor6. Han ville tage alle de store stykker ananas og sluge dem utygget. På et tidspunkt kom hans kone Vivi [Wewe] til læge Hunt og sagde: »Nukagpiånguaq har ondt i maven og ønsker, at du skal komme og se til ham i hans hus. For megen ananas.« December 1915 fandt Vivi en dåse wiskey i medicinskabet i Borup Lodge7. Hun fik ja til at fejre sine 2 års arbejde for ekspeditionen ved at invitere 6 damer på besøg. Hun skænkede wiskey op i kop- per, som blev anbragt pænt på en bakke. Hun var ude af rummet et par minutter. [4] Det benyttede Nukagpianguaq sig af og drak det hele. Vivi fandt en småfuld mand, og hendes gæster blev meget skuf- fede. I april 19168 rejste Nukagpianguaq, Arqioq og Itukusuk med MacMillan til Kong Christian Island. På vejen dræbte de 2 isbjørne. Det var især Nukagpfangu- aqs indsats. Nukagpianguaq arbejdede for Lauge Koch først i 1920erne på dennes rejse nord om Grønland, hvor han ledsagede Koch med hundeslæde over Indlandsisen til Peary Land. RCMPs station på Ellesmere Island Det kongelige canadiske beredne Politi (RCMP) oprettede i 1925 en politista- tion ved Bache Peninsula på Ellesmere Island, den nordligstliggende ø i det canadiske Nordvestterritoriet, fordi man ønskede at håndhæve de nye frednings- bestemmelser, som blandt andet indebar en totalfredning af moskusokser. Des- uden ønskede Canada internationalt at viste sin overhøjhedsret over de uhyre store mennesketomme landområder. Inughuit var de eneste mennesker, som tog på jagt på Ellesmere Island efter mus- kusokser og isbjørn. Vibe9 fortæller: Omraderne i Ellesmere Island var polar- eskimoernes naturlige jagtgrunde, hvorfor The Mounted Police også viste sig meget forstående og gav jægerne ret frie hænder, blot de respekterede den totale fredning af moskusoksebestanden, hvilket måske var svært i begyndelsen, men senere blev en selv- følgelighed. Selv om polareskimoerne van- skeligt forstod, at deres gennem århundrede hævdvundne fangstdistrikter ikke længere lå åbne for dem som hidtil, kom de dog hur- 10 tigt på fortrolig fod med The Mounted Police, der til gengæld også kom til at spille en vis rolle for dem. I 1933 blev Bache Peninsula stationen nedlagt. Respekten for fredningsbestemmel- serne var nu tilstrækkeligt fastslået, og den canadiske overhøjhedsret over de arktiske områder blev herefter udelukkende hånd- hævet fra Craig Harbour Stationen i Jones Sound. Den station var blevet oprettet alle- rede i 1923. Canada vil håndhæve retten til land Foråret 1925 far Danmark en henvendel- se fra Det Kongelige Canadiske Ridende Politi (RCMP: Royal Canadian Mounted „__• .»».- . [5] Police) om tilladelse til at landsætte ved Etah i Thule Distriktet materiale til en stationsbygning, som skulle slædes over Smith Sund og opføres ved Kap Sabine på Ellesmere Island ved Pims Land og Bache's Peninsula. Canada ønskede en station oprettet for at håndhæve deres ret til Ellesmere Land. Henvendelsen blev overgivet til Knud Rasmussen, fordi Thule området lå udenfor den danske Grønlands koloni. I en skrivelse af 5. maj 1925 fra Knud Rasmussen, som på det tidspunkt opholdt sig i Canadas hovedstad Ottawa, til O. D. Skelton, Under Secretary of State for External Affairs, forklarer Knud Rasmussen, at Danmark ikke har noget imod det, men at man skal henvende sig til Knud Rasmussen og Hans Nielsen, bestyreren af Kap York Stationen Thule. Rasmussen benyttede muligheden for kort at forklare om baggrunden for Thu- le Stationens tilblivelse og dens formål samt om Thule Komiteen. Det fremgår af Berlingske Tidende (29. maj 1925), at Knud Rasmussen var i Ottawa: for at (1) tale om en interna- tional fredning af muskusokser, (2) få anerkendt de stednavne Femte Thule Ekspedition havde givet til steder i det arktiske Canada, (3) fortælle om eskimo- ernes skikke og om dyrelivet, og (4) få en 11 [6] overenskomst med RCMP om Ellesmere Island. Rasmussen forstår godt, at RCMP vil sende deres hus via Thule Distriktet til området omkring Pims Land og Bache's Peninsula, fordi det er utroligt vanskeligt at sejle direkte dertil på grund af de van- skelige isforhold. Siden oprettelsen af Stationen Thule i 1910 er der blevet foretaget en forandring i Grønland. Det vil sige, den del af Grøn- land, der hidtil blev betragtet som 'no mans land', er kommen ind under dansk styrelse, som var en overenskomst mellem de Forene- de Stater og Danmark efter salget af de Dansk Vestindiske Øer, og eskimoerne er nu under den danske Konges beskyttelse, og landet er dansk. - Kap York Stationen Thu- le er stadig under administration af Herr Nyeboe og mig, og vi er ansvarlige for alt indenfor distriktet, skriver Knud Rasmus- sen, og han fortsætter: Det er vel bekendt, at hele Ellesmere Land, eller, hvis det foretrækkes, distriktet fra North Devon til Kap Columbia på nordspidsen af Grant Land, er ubeboet, og jeg forstår, at oprettelsen af disse stationer for Mounted Police er med det formål at sikre Canadas styrelse i dette distrikt ved besættelse. - Vi anerkender selvfølgelig i enhver henseende Canada's ret til at gøre dette, og jeg griber lejligheden til at frem- hæve, at Danmark allerede er interesseret i dette distrikt, og lige fra begyndelsen af har vi ønsket, at den canadiske regering ville fremkomme med bestemmelser for beskyttel- se af moskusokser. Når vi nu fra vor side anerkender Cana- da's ret til Ellesmere Land og ikke har nogen indvendinger imod spørgsmålet om Cana- da's ønske om at bruge dansk territorium i 12 Etah som foreløbig oplagringsplads, kunne jeg ønske at fremhæve, at det givne svar er betinget af, at der ikke fra de i Ellesmere Land oprettede stationer vil blive gjort noget forsøg på at trække de grønlandske eskimoer bort fra deres bopladser på vestky- sten af Grønland til det ubeboede Ellesmere Land. Befolkningen i denne del af Grøn- land beløber sig til 230 indfødte, og det er unødvendigt at sige, at handelsforbindelsen mellem Sydgrønland og Thule Distriktet vil blive ødelagt, hvis antallet af befolkningen bliver indskrænket ved en overførelse til det distrikt i Ellesmere Land, som er besat af The Royal Canadian Mounted Police. Enhver, der har besøgt arktiske territori- er vil forstå, hvor vigtigt det er for to natio- ner i disse distrikter at stå på venskabelig fod med hinanden, og udfra det synspunkt vil De være enig med mig i betydningen af at fastsætte visse linier for politiet, som vil være basis for godt naboskab. Da jeg er den eneste, der er ansvarlig for forholdene i det såkaldte Kap York Distrikt, som også indbefatter Etah, ville jeg sætte stor pris på, hvis jeg, som sagen nu står, kunne opnå en deklaration fra den canadi- ske regering gående ud på, at intet forsøg vil blive gjort på at overtale de grønlandske eskimoer til at slå sig ned i de nylig oprette- de stationer i Ellesmere Land, og at statio- nerne ikke ønsker at indgå nogen handels- forbindelse med de grønlandske eskimoer. Knud Rasmussen var tydeligt bekymret for, at canadierne ville »hugge« »hans« inughuit (polareskimoer) til at bosætte det tomme land, og dermed splitte inug- huit-folket i 2 dele. Han forlangte en er- klæring fra den canadiske regering, hvor den skulle fastslå, at den ikke ville forsøge [7] Den danske Thule- og Ellesmere Island ekspedition ved R.C.MP.-stationen i Flagler Fjord, marts 1940. Foto: Chr. Vibe. at overtale polareskimoer til at slå sig ned på Ellesmere Island, og at den ikke ville handle med polareskimoerne fra RCMPs stationen. Grunden til Knud Rasmussens bekymring var: Allerede da the Royal Canadian Moun- ted Police besøgte Craig Harbour vedjones Sound, tog de to familier bort med sig. Det ville synes mere naturligt, hvis RCMP hav- de sikret sig den nødvendige assistance fra de indfødte i de canadiske distrikter inden- for Bajfin Land. På den anden side må jeg indrømme betydningen af at have een eller to familier med lokalkendskab til at assiste- re RCMP i de første par år. Kap York Sta- tionen Thule vil med glæde yde RCMP enhver mulig assistance. Gennem officielle kanaler kom der fra den canadiske regering et svar af 20. juni 1925. Det udtrykte fuld forståelse for vigtigheden af ikke at forstyrre den ind- fødte befolkning i nordvest Grønland. Man bemærkede sig desuden, at man fra dansk side ikke havde noget imod, at en grønlandsk eskimofamilie midlertidlig kunne hjælpe RCMP i Ellesmere Land. Brevet slog i øvrigt fast, at den canadiske regering aldrig på nogen måde havde ønsket permanent at overføre et antal polareskimoer til Ellesmere Land eller andre canadiske arktiske områder. Man ville endda instruere politiinspektør Wil- cox om, at der på ingen måde måtte lok- kes nogen grønlændere til Ellesmere Land. 13 [8] I dette brev fik Knud Rasmussen så den garanti, han havde bedt om, nemlig at Canada ikke ville lokke polareskimoer til at bosætte sig på de ubeboede områder i arktisk Canada. Grunden til at noget sådan kunne komme på tale var, at Elles- mere Island var ubeboet af mennesker, og at de canadiske eskimoer ikke ønskede at leve så langt mod nord. »Den lille rare ungkarl« som »Rødjakke« I 1925 kom Nukagpiånguaq alene til RCMP stationen ved Bache Peninsula. Den var under ledelse af inspektør Alfred Herbert Joy (født 1887, død 1932). Han var en stor mand, som ragede godt op over sine inuit venner. Han var en stille indesluttet mand med evnen til at slutte venskab og skabe respekt om sig. Som chef var han et godt eksempel, og han gav anerkendelse til de, der hjalp ham. Han var meget glad for hunde, og blev en dyg- tig hundeslædekører. Efter sin ansættelse hos RCMP bad Nukagpiånguaq om at måtte få kone og sine 3 børn hos sig. Vivi kom med bør- nene om bord ved Neqi i 1926 på det skib, der flyttede RCMP stationen fra Craig Harbour til Bache. Vivis søn af første ægteskab, Ole Qyist (født 1898) og hans kone Inugtaq (født 1905, død 1988) tog med. I 1926 boede der 3 inug- huit-familier hos RCMP ved Bache. Den sidste var Årqioq [Aggio] (født 1898, død 1928) og Ivalo (født 1893, død 1983) og deres søn Mågssånguaq (født 1926, død 1950). Årqioqs farmor og Ivalo's fars forældre var indvandret fra Canada i 1860erne. Nukagpiånguaq og Vivi havde problemer i deres samliv. Iføl- ge Joy var de ikke i stand til at leve tåle- 14 ligt sammen. De boede dog sammen et års tid. I 1926 slædede Nukagpiånguaq sam- men med staff-sergeant Joy nord på til Axel Heiberg Island via Jones Sound og Ellesmere Island's vestkyst. Denne slæde- rejse på omkring 1.500 kilometer tog 40 dage. Kort tid efter samme år smuttede Nukagpiånguaq med Joy og konstable Dersch hen over indlandsisen på Devon Island på patruljetur til Dundas Har- bour. I 1927 rejste Nukagpiånguaq med Joy, constable Garnett, Odaq [Oodee] og ÅrqiocL [Ahkeeoo] igen til Axel Heiberg Island. Det blev en slæderejse på mere end 2.000 kilometer. Ole Qyist blev far den vinter og rejste med kone og barn tilbage til inughuits land (Thule Distrik- tet) ror at få sit barn døbt. Familien blev boende i Grønland. I 1928 slædede Nukagpiånguaq sam- men med constable Anstead og en eski- mo på patruljetur til øerne vest for Elles- mere Island. Denne rejse på 40 dage strakte sig over 1.400 kilometer. Mens Nukagpiånguaq var på tjenesterejse ude vestpå, kom Ole Qyist til Bache Peninsu- la og tog sin mor Vivi og hendes børn med til Thule Distriktet. Det var ikke, fordi Vivi ikke befandt sig godt ved Bache. Hun havde netop udtalt sig godt om stedet. Hun tilføjede, at forholdet til hendes mand gjorde det uudholdeligt at være der. Vivi rejste og tog sine børn med sig, selv om hun vidste, at Nukagpiångu- aq ville blive ked af det. Joy kom tilbage i 1928 til Bache fra en rejse sydpå til Canada. Nukagpiånguaq beklagede sig til ham over, at hans børn var rejst. Han forlangte sine børn tilbage, [9] Nukagpiånguaq fotograferet af Crocker Land Ekspeditionen 1913-1917. Originalfoto hos American Museum of Natural Histoiy, New York. men Joy forklarede, at RCMP ikke kun- ne skaffe ham børnene. Joy og Nukag- piånguaq rejste sammen til Dundas Har- bour. I 1929 tog man igen på en lang slæ- derejse. Nukagpiånguaq slædede sam- men med Joy og constable Taggart fra Dundas Harbour på Devon Island til Winter Harbour på Melville Island. Der- fra nordøst på til øerne Edmund Walker, Lougheed, King Christian, Elle Ringnes, Coirnwall og Axel Heiberg og videre til 15 [10] Bache. En rejse på næsten 2.800 kilo- meter. Nukagpiinguaq, som ellers var så munter, var meget sørgmodig på denne rejse, har inspektør Joy senere fortalt. Nukagpidnguaq henfaldt ofte i gråd, når talen faldt på hans børn. Da de kom til- bage til Bache hørte de om dødsfald. Dødsfald I 1929 døde der et par af de inughuit, som arbejdede i Ellesmere Island for RCMP. Rapporter om dødsfaldene send- tes til den danske stat, som sendte oplys- ningerne videre til Knud Rasmussen. Den 8. februar 1929 klokken 10 døde Qulutarssuaq [Koolootangah] (født ca. 1885) efter et par måneders sygdom, hvor han hostede tyk slim op. Måske kan der være tale om tuberkulose. Corporal E. Anstead, som indgiver oplysninger om dødsfaldet fra Bache Peninsular Depart- ment til Hovedkvarteret i Ottawa, kan ikke oplyse hvad den egentlige dødsårsag har været. Qulutarssuaq havde boet der et årstid med sin familie. Man tildelte hans enke Ilaitsoq [Eletting] (født ca. 1888, død 1930) en slags pension, indtil hun med skib kunne vende tilbage til Grønland. Ilaitsoq og hendes mand Qulutarssuaq [Koo-dloo-ten-ah] var ble- vet ansat hos RCMP. ved Bache Peninsu- la i foråret 1928. Enken tog ikke hjem til Thule, men flyttede det sidste årstid af sit liv sammen med Nukagpiånguaq. I august 1929 forsvandt Taitsianguar- paluk [Tatingwah] sporløst. Hans far var Piuvaitsoq (født ca 1878, død 1914) skudt af den amerikanske fysiker Ensign Fitzhugh Green, medlem af Crocker Land . Ekspeditionen. Hans mor var Aleqasina (født ca. 1881, død 1921), som var mor til Robert E. Peary's 2 søn- ner Sårnik og Kåle. Som enlig mor kun- ne hun ikke klare at passe alle sine børn, hvorfor Taitsiånguarpaluk blev sat i pleje hos Qulutarssuaq, Aleqasinas bror, og Ilaitsoq. De havde i forvejen en datter, Ilaitsinguaq (født 1904, død 1917). OjCMP-coporal E. Anstead indsendte igen 28. august 1928 en beretning til hovedkvarteret i Ottawa. Denne gang en vidneberetning fra Akumalfnguaq [Ak- kamalingwah], Nukagpiånguaq's far, og Ilaitsoq, Nukagpiånguaq's anden kone. Akumalmguaq fortalte: Den 9. august 1928 stod jeg op omkring midt f å dagen og vandrede en tur ved sta- tionen, hvor jeg så en kajak flyde fa meter fra land. Med en robåd fik jeg fat i kajak- ken. Da jeg kom i land opdagede jeg Tait- sidnguarpaluk [Tatingwah]'s rifle (.22 kaliber med enkelt skud) ligge på kysten ikke langt fra mig. Riflen var helt tom for partroner og anden ammunition. Kajakken var tidligere blevet bundet fast af sikkerheds hensyn, så det var min opfattelse at Tait- sidnguarpaluk havde skudt en sal fra land og taget kajakken for at hente den. Han måtte så have faet et ildebefindende og var måske druknet, jeg fortalte dette til Ilait- soq, og vi gik alle igang med at lede efter ham. Jeg tog robåden og ledte efter ham mellem isskodserne og i havet, men der var ingen spor efter ham. Tæt ved land var vandet helt klart, så jeg kunne med nemhed se bunden. Heller ikke dér fandt jeg noget lig. Et sådant kunne dog være drevet langt bort med den stærke strøm, som var i havet. Det åbne vand nåede ved højvande kun kort ud i havet fra stranden, resten var endnu dækket af is. Den morgen var jeg 16 [11] gået til ro klokken 6 om morgenen. Tait- sidnguarpaluk legede omkring teltene, hvor vi boede. Til trods for at mit telt stod nær- mest, hvor han var, hørte jeg aldrig nogen skrige. Jeg ledte igen de følgende dage uden at finde noget lig. Da politiet vendte tilbage fra Cape Sabine, gik jeg dem i møde en kilometer fra stationen. Ilaitsoq fortalte, at Akumalinguaq kom midt på dagen til hendes telt og vækkede hende for at fortælle, at han frygtede, at Taitsidnguarpaluk var død på grund af den tomme kajak, som drev langs kysten. Hun tog straks tøj på og gav sig til at lede efter ham mellem teltene, på stationsområdet, langs kysten og kaldte ud over hav og is. Alt uden resultat. Hun var hans plejemor, som havde adopteret ham, da han var omkring et år gammelt. Den sidste gang hun så ham, var da hun gik i seng den 9. august ved 5- 6 tiden om morgenen. Han legede da ved teltene. Den 11. august nedskrev Anstead Aku- malfnguaq's og Ilaitsoq's beretning. An- stead sendte også sin egen rapport til hovedkvarteret for RCMP i Ottawa, som dog ikke bringer noget nyt i sagen, men blot uddyber de allerede givne forklarin- ger. Han påpegede, at kun de 3 inughuit var på pladsen, fordi stationens øvrige personale var ved Cape Sabine for at hen- te forsyninger, der kom med skib. Hav- isen gik 4 dage efter drengen forsvandt, hvilket vanskelliggjorde eftersøgningen meget. Der udsendtes følgende beskrivel- se af den forsvundne dreng: Race: eskimo. Alder: 14 år. Vægt: 32 kg. Sort hår. Ingen deformation. Han var klædt i kamikker, isbjørnebukser og lærreds anorak. Man fandt tilsyneladende aldrig dren- gens lig. Han blev betragtet som druknet. Få dage efter at Nukagpiånguaq var vendt tilbage til Bache sammen med Joy, flyttede Nukagpiånguaq sammen med Ilaitsoq, og da Joy i efteråret rejste bort igen, havde han indtrykket af, at de 2 levede tilfredse sammen. Det danske udenrigsministerium modtog i december 1930 et brev fra Thomas Hohler angående endnu et dødsfald. Denne gang drejede det sig om Ilaitsoq [Elletting], som døde i juni 1930 ved Bache Peninsula efter længere syg- dom i lungerne med blodopkast. Det kan tyde på, at der var tale om tuberkulose. Budskabet om Ilaitsoq's død blev sendt videre til Knud Rasmussen. I 1927 oprettede Knud Rasmussen et fangerråd for inughuit, hvor fangst og sociale relationer blev sat i orden med Thule Loven, som blev færdig i 1929. I 1928 fik inughuit fast læge, Mogens Holm. I 1929 blev et sygehus og i 1930 en kirke indviet ved Thule. Både i 1930 og i 1931 tog Nukag- piånguaq med på RCMP-patrulje slæde- rejser på henholdsvis 1.600 og 1.300 kilometer rundt på Ellesmere Island. På denne tid ankom Nukagpiånguaqs 66- årige far, Akumaliånguaq [Akkommo- dingwa]10, med sin 44 år yngre kone Ina- liinguaq [Enilungwa] på 22 år. Hun en meget glad pige. På vej over Smith Sund havde de et stykke tid drevet rund på en isflage, men de var dog kommet sikkert i land. Inaliinguaq blev hurtigt mere inter- esseret i den yngre og flotte søn på 38 år. Forholdet blev så spændt, at far og søn holdt op med at tale sammen. Til sidste måtte Harry W. Stallworthy, som var 17 [12] leder af RCMP-stationen, gribe ind og mægle. Nukagpiånguaq ledsagede sin far tilbage til Thule Distriktet, hvor hans far døde kort tid efter, 5. oktober 1931, og Nukagpiånguaq kunne så officielt tage sin stedmor Inaliinguaq til kone. Det skete dog ikke uden problemer. Nukag- piånguaq havde med Vivi en smuk søn på 20 år, Sakæus, der ikke ville lade sin far tage sin stedbedstemor, som kun var få ældre end ham. Inaliinguaq havde dog forelsket sig meget i Nukagpiånguaq og afviste stedsønnen, som fandt sig en kone et par år senere. Inspektør Joy blev hentet af SS BEOTHIC i 1930. Skibet lagde ind ved Godhavn, hvor Joy holdt møde med landshøvding Rosendahl. Joy fortalte, at Nukagpiånguaq var en udmærket mand, god i tjeneste, og en udmærket og modig fanger. Siden han i 1925 kom til Bache, havde det stået ham frit for at rejse tilba- ge til Grønland. Især i de senere år ønske- de Nukagpiånguaq ikke at vende tilbage, fordi han ikke ville bo sammen med sin første kone. Selv havde han sagt, at ville RCMP ikke længere bruge ham, ville han drage mod sydvest og leve hos de canadi- ske inuit. Han havde et underligt sind, mente Joy. Af og til blev han tvær og for- lod politistationen. Han brugte tiden til energisk fangst og vendte så tilbage igen, når han havde raset ud. Man unlod dog at lægge mærke til denne særhed hos ham, for han var ellers let at tale til rette, når han blev tvær. Om Vivi mente Joy, at hun var en meget dygtig kvinde til al slags kvindear- bejde. Hvis de to havde kunnet leve sam- men, ville de have udgjort et velstående par. Men hun var galhovedet som en hunbjørn, og han var tung i sind. Derfor betragtede Joy et samliv mellem de to som umuligt. I juni 1928 var Joy endda taget med Nukagpiånguaq til Thule for at forhandle med missionæren om at få dem skilt. Men missionæren ville ikke tage stilling til spørgsmålet. Den forsvundne ekspedition l 1930 kom Den Tyske Arktiske Ekspe- dition til inughuits land og drog videre til det nordligste arktiske Canada. Ekspedi- tionen bestod af tyskeren dr. H. K. E. Krueger, danskeren A. R. Bjare og polar- eskimoen Årqioq. En del af vejen fulgte tre andre inughuit med, men de opgav ved Axel Heiberg Island, og tog hjem. Man hørte intet fra den tyske ekspedition i 1930 og 1931. Derfor organiserede Joy i 1932 fra sit sygeleje i Ottawa to efter- søgningshold. Det ene under ledelse af corporal H. W. Stallworthy, som blandt andet havde Nukagpiånguaq med sig. Det var nær blevet hans sidste rejse, for- tæller Vibe11, idet han kun med nød og næppe slap ud af kløerne på en isbjørn efter at være blevet svært mishandlet af den. Inspektør Joy endte sit alt for korte liv på en tragisk måde. Den morgen han skulle giftes i en alder af 43 år fik han et slagtilfælde i Ottawa og døde i 1932. På nordsiden af Axel Heiberg Land fandt man en varde med brev fra Krue- ger, som i april 1930 skrev, at han ville fortsætte ud over polhavet. Eftersøg- ningsholdet havde selv vanskeligheder, og var begyndt afspise deres egne hunde. De overlevede strabadserne og nåede til- bage til Bache, dog uden at have fundet den tyske ekspedition. Man ved stadig 18 [13] intet om, hvad der egentlig skete med den, dog blev Kreuger, Bjare og Årqioq betragtet som omkomne. Efter denne begivenhed vedtog inughuit blandt dem selv, at ingen inughuaq mere måtte rejse alene på nogen ekspedition, der gik udenfor selve Thule Distriktet, og at der i fremtiden altid skulle være mindst en inughuaq for hver hvid mand (Vibe 1948:150). En bekymret Knud Rasmussen sendte 4. juli 1932 telegram fra Godhavn til København. Det fortalte at man af spare- hensyn ville flytte politistationen ved Bache til Craig Harbour. Knud Rasmus- sen var bange for at de 9 inughuit ved Bache skulle blive taget med sydpå. Der- ved ville man miste kontakt med dem. Rasmussen bad Grønlands Styrelse om at meddele Canada, at de pågældende inug- huit kun er til rådighed ved Bache. Sty- relsen bakkede Rasmussen op i et brev til udenrigsministeriet. Det fastslog, at inughuit ved Bache stationen ved dens nedlæggelse skulle sendes tilbage til Thu- le Distriktet og ikke måtte tages med sydpå til Craig Harbour. 14. juli 1932 indløber nyt telegram fra Godhavn til København, hvori Knud Rasmussen meddelte at der nu kun var to familier (2 mænd, 2 kvinder og 3 børn) tilbage ved Bache. I august 1932 meddel- te Udenrigsministeriet til Grønlands Sty- relse, at den canadiske regering havde oplyst, at der ikke var planer endnu om at nedlægge Bache stationen, og at man lovede, at hvis stationen skulle blive flyt- tet sydpå så vil alle inughuit blive sendt tilbage til Thule Distriktet. Hudson Bay skibet UNGAVA havde afløsningsmandskab og forsyninger med the Bache stationen, skriver Montreal avisen Gazette 3. sept. 1932. Isforhold forhindrede skibet i at nå frem til Bache, så alt blev sat af ved Craig Harbour. Avi- ser oplyste, at grunden til, at man vil nedlægge Bache stationen var, at den var så vanskelig at komme til med skib. På tilbagevejen lagde UNGAVA ind i God- havn, hvor RCMP-inspektør Wunsch havde en samtale med Rosendahl, Lands- høvdingen for Nordgrønland. Det gik tilsyneladende først nu op for The Royal Canadian Mounted Police i Ottawa, at Thule Distriktet ikke lå under landshøv- dingens indflydelsesområde. Den tilla- delse, som RCMP mente af have fra Godhavn, til brug af inughuit ved Bache stationen, var intet værd. Man forvente- de, at Bache stationen ville blive nedlagt det følgende år, og så ville alle inughuit blive sat af skibet i Thule Distriktet. Wunsch telegraferede til Knud Rasmus- sen i Thule og bad om at nogle inughuit mod regning til RCMP ville slæde over til Bache og sige at alle deres forsyninger lå ved Craig Harbour. Inughuit skulle vente og tage svar med tilbage, som skul- le sendes til Canada. Man kunne åben- bart ikke få radiokontakt med Bache sta- tionen. I november rykkede den danske gene- ralkonsul G. Holler i Ottawa Danmark for svar. Grunden til udeblivelse af et svar kan være at Knud Rasmussen juni-okto- ber 1932 deltog i den 'Syvende Thule Ekspedition' til Østgrønland. Knud Rasmussen skriver i et brev 17. november 1932 fra Hellerup til Grønlands Styrelse: Jeg kan meddele, at jeg under mit ophold ijulianehåb 8. september fik et telegram af følgende ordlyd: »Inspektøren for Royal 19 [14] Canadian Police meddeler stationen Bache Peninsula ikke besøgt isvanskeligheder stop forespørger om De tillader Thule sender ekspedition over efter nyheder samt meddele at Bache Peninsula forråd oplageret Craig Harbour hvor det kan afhentes endvidere at folkene næste år august må være i Craig Harbour da skibet antagelig kun anløber der stop telegrafisk rapport om tilstanden sendes bagefter til Ottawa som refunderer alle udgifter stop hvis bekræftende venligst underrette Hans - Thule - Holten Møller.« Jeg svarede da tilbage til telegrafbestyrer Holten Møller, at jeg selvfølgelig gerne stod til den canadiske regerings disposition, men at jeg fandt det naturligt, at inspektøren for Royal Canadian Police (hvis navn ikke var nævnt) henvendte sig direkte til mig. På dette telegram har jeg ikke modtaget noget svar. På det tidspunkt Holten Møllers fore- spørgsel indløb havde Thules sommerskib forlængst forladt distriktet, og der var ingen anden mulighed for forbindelse med Bache Peninsula end med slæde i januar-februar. En sådan slædepost vil stationen selvfølgelig med glæde afsende, men jeg må stadig fast- holde, at det forekommer mig naturligt, at man henvender sig direkte til mig. Da der her imidlertid er tale om en vigtig medde- lelse, skal jeg omgående lade denne gå vide- re til Hans Nielsen i Thule, og såsnart svar indløber, vil dette blive videresendt til Sty- relsen. Den mulighed er jo ikke udelukket, at man direkte har sat sig i forbindelse med Hans Nielsen, der er konstitueret politi- mester. Jeg benytter lejligheden til at forespørge Styrehen om der - således som lovet dette forår - er tilgået den canadiske regering en officiel meddelelse om den særlige politi- myndighed, der er tildelt mig og Hans Niel- sen under mit fravær. Det skinner tydeligt igennem, at Knud Rasmussen er temmelig irriteret og træt af at være det sidste led i kæden. Når alt kommer til alt, er det ham, der bestem- mer. Ottawa har ikke forstået, at man skulle kommunikere direkte med ham. På en måde er det vel forståeligt, for hvor i verden findes der ellers et helt folk underlagt en privat mand. Rasmussens besked vandrede så gennem det admini- strative systems mange sluser og i decem- ber kom besked den modsatte vej om, at man havde faet den. Så stadig ingen direkte kontakt til Knud Rasmussen, som i øvrigt var ved den internationale domstol i Haag for at tale Danmarks sag mod Norge om rettigheden til hele Grønland. Danmark vandt sagen i 1932. Telegrammer svirrede frem og tilbage over Grønland. Det endte med, at Hans Nielsen med ledsager i midten februar 1933, når solen var på vej tilbage, ville slæde til Bache Peninsula og forklare sagerne. RCMP hovedkvarteret blev bekymret midt i marts 1933, da der ikke kom svar. Man spurgte gennem det canadiske udenrigsministerium, dansk konsul, dansk udenrigsministerium, Grønlands Styrelse til Knud Rasmussen, som sidst i april kunne svare fra Hundested. Det viste sig, at Hans Nielsen under en forbe- redende rejse til den nordlige del af Thu- le Distriktet, mødte Bache-RCMP-poli- tiet, som befandt sig i Thule Distriktet og kunne give dem de ønskede oplysnin- ger. Hans Nielsen gav senere Knud Ras- mussen besked om, at Bache Peninsula- 20 [15] politiet ikke ønskede ekstra slæder til at flytte stationen fra Bache til Craig Har- bour. Knud Rasmussen sluttede sit brev med: Angående de grønlandske eskimoers eventuelle senere hjemsendelse fra Craig Harbour vil j eg gerne ved lejlighed have en samtale med Grønlands Styrelse. Rasmussen er stadig bekymret for inug- huit, at de skal forsvinde til Canada. Den gang var Ellesmere Island mennesketom bortset fra de to RCMP stationer ved Bache Peninsula og Craig Harbour. I maj 1933 vandrede oplysninger fra Canada til Danmark om, at alle inughuit var rejst tilbage til Thule Distriktet. Dog havde man bedt Nukagpianguaq og 3 andre indfødte om at hjælpe med at flytte RCMP-stationen fra Bache Peninsula til Craig Harbour. Så de ville først senere vende tilbage. Forsyningsskibet NAS- COPIE forlod Craig Harbour 5. septem- ber 1933 med alle derværende inughuit: Nukagpianguaq [Nookapinguaq], [See- keeunguaq] og Inaliinguaq[Enalunguaq]. De blev sat i land 7. september ved Sio- rapaluk, Robertson Bugt, Thule Distrik- tet på vej tilbage. Lokalt aftalte inspektør Wunsch med Enoch Kristiansen, at Nukagpianguaq i foråret 1934 med 4 slæder skulle hente de ting RCMP havde liggende i depot med Fram Havn. Sager- ne skulle bringes til Siorapaluk, hvor et canadisk forsyningsskib ville hente dem sommeren 1934. Efter en lang og drøj rejse hentede inughuit de canadiske sager i april-maj 1934. For sine 8 års tjeneste for RCMP fik Nukagpianguaq en bonus på $50 (335 kroner) til køb af hus og varer i butikken. Juni-november 1933 deltog Knud Rasmussen i den anden del af 'Syvende Thule Ekspedition' til Østgrønland, hvor han endte med at blive syg. Han blev til sidst overført til Rigshospitalet i Køben- havn, hvor han døde kun 54 år gammel, den 21. december 1933. August 1934 flyttede Nukagpianguaq og Inaliinguaq til Etah med Oxford Uni- versity Ellesmere Land Ekspedition12, som Nukagpianguaq arbejdede for. Han var en erfaren fanger, slædekusk og ek- speditionsmand med stort kendskab til Ellesmere Island, og derfor en meget vær- difuld medarbejder for ekspeditionen. Steder blev opkaldt Flere steder blev opkaldt efter Nukag- pianguaq. En ø ved Devon Islands nord- kyst blev kaldt 'Nookap Island'. På det nordlige Ellesmere Island nær hovedet af Gilmann Glacier ligger 'Nukap Glacier' og 'Mount Nukap' (1.783 meter over havet). Desuden ligger i det nordlige Ellesmere Island nord for Borups Fjord Nukagpianguaq Glacier og Nukagpian- guaq River. Nukagpianguaq Dal [Nugapiinguak Kløft], som ligger i Adam Bierring Land, nær Independence Fjord Peary Land, Nordøstgrønland, blev navngivet af Lauge Koch på Jubilæumsekspeditionen nord om Grønland 1920-1923. Gensidigt frygt Skal man opsummere denne storkonflikt mellem staten Canada og privatpersonen Knud Rasmussen, så nærede begge parter en gensidig frygt for at modparten ville tage noget fra dem. Canada var bange for, at Knud Rasmussen skulle sende 21 [16] »sine« polareskimoer til Ellesmere Island, besætte landet og dermed fa hævt på det. Til gengæld var Knud Rasmussen bange for, at Canada skulle lokke polkareski- moer over for at bosætte Ellesmere Island, og dermed få den polareskimoiske befolkningen spilttet på to forskellige sta- ter. Knud Rasmussen ville så ikke kunne følge med i om, de på Ellesmere Island boende inughuit ville blive behandlet ligeså godt som i Thule Distriktet. Gen- nem sit liv var der hos Knud Rasmussen opstået en forpligtelse til at beskytte inughuit, som havde hjulpet ham med sine mange videnskabelige ekspeditioner med udforskning af arktis. Noter Om Uisakavsaks begivenhedsrige liv se: Rolf Gil- berg [1970]: »Den Store Løgner« - Polareskimoen UMkavsak. Tidsskriftet Grønland, 19(7):204-219 (København: Det Grønlandske Selskab). - Rolf Gilberg [1994]: Mennesket Minik. 680 p. (Espergærde: ILBE). 2. Mads Lidegaard [1985]: Hans - en eskimo. 219 p. (København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck). 3. Hans Peter Steensby [1909]: Polareskimoerne og Polarekspeditionerne. Gads Danske Magasin, side 14 (København). 4. Donald Baxter MacMillan (1818): Four Years in tbe White North. 426 p. (New York: Harper & Brothers Publishers), 5- Harrison J. Hunt & Ruth Hunt Thompson [1980]: North To The North, Arctic Doctor and Hunter, 1913-1917. 117 p. (Camden, Maine: Down East Books). side 20. 6. Nivikana var næsten 45 år, da hun i 1893 fik Nukagpiånguaq. Han var 20 år i 1913, da Crocker Land Ekspeditionen ankom. 7. Donald Baxter MacMillan [1818]: Four Years in tbe White North. side 213-214. 8. Donald Baxter MacMillan [1818]: Four Years in the White North. side 248-250. 9. Christian Vibe [1949]: Langthen og Nordpå. (København), side 98-99. 10. Edward Shackleton [1937]: Arctic Journey. The Sto- ry ofthe Oxford University Ellesmere Land Expedi- tion. 1934-1935. 372 p. (London: Hodder & Stoughton Lmt). side 133-134. 11. Christian Vibe [194"8]: Langthen og Nordpå, side 149- 12. Edward Shackleton [1937]: ArcticJourneys; the Sto- ry ofthe Oxford University Ellesmere Land Expedi- tion, 1934-1935. 372 p. (London). 22 [17]