[1] Internationalt arktisk forsknings- samarbejde Af Jørgen Taagholt Dansk Polarcenter På et møde på Universitetet i Graz i Østrig i 1875, afholdt af det tyske selskab for naturvidenskab og medicin, foreslog den østrigske løjtnant Karl Weyprect, der netop havde deltaget i en arktisk ekspedi- tion primært organiseret som et nationalt prestigeprojekt, at arktiske ekspeditioner fremover burde være internationale og organiserede med henblik på en systema- tisk koordineret indsamling af videnska- belige data. Hans oplæg blev efterfølgende drøftet på den internationale polarkongres i Venedig i 1881 og på den internationale meteorologiske organisations møder i Rom i 1879 samt i København 1882. Ved mødet i København støttede det Danske Meteorologiske Instituts direktør kaptajn H.C. Hoffmeyer Weyprects ide, der kom til at danne grundlaget for plan- lægningen af det første internationale polar. Det første polar Den i 1878 etablerede danske Kommis- sion for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, KVUG, blev stærkt engageret i denne planlægning, og Danmark eta- blerede som et led i det første interna- tionale polar en station i Godthåb/Nuuk som det danske bidrag til det internatio- nale cirkumpolare program. Der blev etableret i alt 11 arktiske videnskabelige stationer, som 10 nationer enedes om at drive i dette polar. Ved disse stationer skulle man specielt fokusere på geofysiske målinger såsom meteorologiske/klima- tologiske, geomagnetiske og oceanografi- ske samt astronomiske- og nordlysobser- vationer. Godthåb blev valgt, fordi Samuel Kleinschmidt her i perioden 1865 til 1882 havde udført omhyggelige meteo- rologiske og klimatologiske observatio- ner og suppleret sine notater med udførlige beskrivelser af nordlysobserva- tioner. Det blev til en helt enestående serie data, der betød at Godthåb-statio- 16.-18. januar 1994 afholdt Nordic Arctic Re- search Forum (NARF) sit årlige symposium i Hundested over temaet internationalisering. På symposiet præsenterede Jørgen Taagholt et indlæg om internationalt forskningssamarbejde, som her bringes i dansk oversættelse. Om forfatteren, se tidsskriftet Grønland nr. 8 - 1994, s. 269. 23 [2] nen kom til at spille en central rolle i det internationale program, idet Godthåb- stationen var den eneste station i det ark- tiske område, hvorfra man havde en lang serie data. Karl Weyprects initiativ, der førte til gennemførelsen af det første internatio- nale polar, er et godt eksempel på begyn- dende samarbejde, der efterhånden udviklede sig til et omfattende interna- tionalt arktisk forskningssamarbejde. Den drivende kraft bag det andet internationale polar 1932-33 var den danske geofysiker Dan la Cour, der i 1923 blev udnævnt til direktør for Meteorologisk Institut. Han deltog i 1899-1900 i den Danske Nordlysekspe- dition til Island. Man kunne dengang ikke fotografere nordlys og da slet ikke i farver. I ekspeditionen deltog derfor den danske kunstmaler Harald Mokke, der under denne ekspedition malede sine meget kendte nordlysmalerier. Også under det andet polar kom Grønland til at spille en central rolle. Danmark etablerede videnskabelige sta- tioner i Thule/Dundas, Godhavn/Qe- qertarsuaq og Julianehåb/Qaqortoq, mens Norge etablerede stationen Mygg- bukta i Nordøstgrønland, Frankrig en station i Scoresbysund/Ittoqqortoormiit, Holland i Ammassalik og USA en station i den sydlige del af Melville Bugt. Det geofysiske år Efter II Verdenskrig gennemførtes det første globale internationale geofysiske år 1957-58 med aktiviteter, der dækkede mange geofysiske discipliner som f.eks. geografi, geologi og geodæsi foruden de fagområder, man beskæftigede sig med i det andet polar. Den mest markante begivenhed i det geofysiske år var opsen- delsen den 4. oktober 1957 af den første sovjetiske satellit Sputnik I. Hermed star- tede en helt ny æra inde for rumforsk- ning og geofysik. USA opsendte den 1. februar 1958 sin første satellit Explorer I, og i løbet af 1958 fik USA alene opsendt 7 satellitter. Det var starten på en epoke- gørende udvikling, ikke blot inden for forskning, men også i vores hverdag og inden for operationelle tjenester som telefon og telex og TV-transmission, mil- jøovervågning m.m. Teknologisk udvikling Den teknologiske udvikling under og efter II Verdenskrig viste, at det var muligt at etablere moderne industriel aktivitet endog i det høj arktiske område. Rusland i det tidligere Sovjetunionen har været mest aktiv med hensyn til etable- ring af industrielle aktiviteter i sit arkti- ske område med henblik på udnyttelse af de store rigdomme på naturresourcer især i de områder, hvor tranportmulighederne er mest gunstige. Kola-halvøen, med en befolkning på over en million (jern, kob- ber, nikkel, aluminium, gødning), områ- derne omkring Vorkuta (kul, aluminium, mangan og Norilsk (nikkel, platin, kobolt, grafit, kul) er typiske eksempler på denne udvikling. En sådan industriel udvikling stiller store krav til teknologisk og geofysisk udvikling, og Rusland har derfor også verdens største net af arktiske geofysiske observatorier og er ansvarlig for en omfattende teknologisk udvikling. Denne udvikling omfatter blandt andet forskning i relation til sejlads i arktiske isdækkede farvande, herunder isobserva- 24 [3] StorfjordSSSH Scoresbysund Jan May en Stationer i det arktiske område involveret i Det andet internationale Polar 1932/33. tion og udvikling af verdens største isbry- dende flåde, der omfatter flere atomdrev- ne isbrydere. Den stigende internationale interesse for højarktiske forhold, den øgede viden- skabelige aktivitet og interesse for vurde- ring af mulighederne for en udnyttelse af mulige naturressourcer i dette uhyre lidet undersøgte område har i efterkrigsårene øget interessen for at studere de fysiske og biologiske forhold i Arktis. En stor del af den vestlige verdens indsats har haft forbindelse med interessen for udnyttelse af olie og naturgas-forekomsterne i North Slope i Alaska og i Mackenzie Deltaet i Yukon i Canada, mens forhol- dene i området fra Nordgrønland til Rusland har haft mindre international industriel bevågenhed. Med dette i erindring forestod Kom- missionen for Videnskabelige Under- søgelser i Grønland i januar 1979 et internationalt arbejdsmøde på Danmarks Tekniske Universitet vedrørende forhol- 25 [4] dene i havområdet mellem Nordgrøn- land og Rusland. Formålet med dette møde, der samlede over 125 deltagere fra mange nationer med arktiske interesser, var at skaffe et overblik over den aktuelle viden vedrørende de oceanografiske for- hold i dette højarktiske område såvel inden for geofysik, geologi, fysisk og kemisk oceanografi, marinbiologi og vek- selvirkningen mellem atmosfæren og havet. På dette grundlag udarbejdede man en oversigt over manglende viden samt udkast til forskningsprogrammer, der kunne kaste lys over denne manglen- de viden. I 1980 udsendte Kommissionen »Eastern Arctic Science Workshop Report«, der redegjorde for situationen og fremlagde planer for nye nødvendige forskningsprogrammer. Kommissionens sekretariat påtog sig at udsende et nyhedsbrev CHARLI - Committee for High Arctic Scientific Research and Information Exchange — med det formål at informere om aktuelle forskningsakti- viteter i dette højarktiske område. Internationalt tværfagligt samarbejde Tilsvarende initiativer blev taget inden for andre fagdiscipliner for at opbygge organer til fremme af internationalt sam- arbejde og udveksling af information. Som eksempler kan nævnes samarbejde vedrørende studier af isbjørne (The Polar Bear Treaty), samarbejde vedrørende meteorologi (The International Com- mission for Polar Meteorology) og ved- rørende permafrost (International Per- mafrost Association). De fleste organisa- tioner beskæftiger sig med områder inden for naturvidenskab, men der er også etableret organisationer, hvis inter- esseområde ligger inden for samfunds- videnskab. Som eksempler kan nævnes: Inuit Circumpolar Conferences (ICC) og International Arctic Social Sciences Asso- ciation (LASSA). Northern Sciences Network FN's UNESCO program »Man and the Biosphere Programme« (MÅB) er et glo- balt program, der vedrører relationerne mellem menneskelig aktivitet og den bio- logiske verden vi alle er afhængige af. Fle- re end 100 lande deltager i MAB-studier vedrørende menneskers indvirkning på det naturlige økosystem, genetablering af ødelagte eller forurenede områder, vor anvendelse af naturressourcer og menne- skets eller samfundets reaktion på de uheldige miljøpåvirkninger. Alle de nordiske lande har aktive MAB-programmer organiseret af lokale komiteer. I 1984 etableredes under UNESCO-MAB et specielt netværk, Northern Sciences Network, der har til formål at fremme internationalt samar- bejde inden for MÅB- programmet i nordiske og arktiske områder. Man ønsker at sætte UNESCO-aktiviteter, som relateres direkte til de menneskelige og kulturelle problemer specifikke for det nordisk/arktiske miljø, i fokus. De forskningsaktiviteter, som er ble- vet udført under NSN, er: • Studier af komplekse økosystemer ved trægrænsen i Arktis; klimaændringers indflydelse og de mulige konsekvenser for mennesker, der lever i dette område. • Undersøgelser af arktiske planters til- pasninger i det arktiske miljø samt ændringer i dette. 26 [5] • Undersøgelser af konflikter i forbin- delse med udnyttelsen af landområder i forbindelse med behovet for arktiske græsningsarealer, industriel, turist- mæssig og administrativ udvikling. • Udnyttelsen af Traditionel Økologisk Viden (TEK) som er akkumuleret af indfødte befolkningsgrupper i forskel- lige dele af Arktis; udnyttelse og beva- ring af fælles ressourcer og undersøgel- ser af ødelæggelser af miljøet ved kli- maændringer etc. • Oprettelsen af, management og udnyttelsen af videnskabelige resulta- ter fra de UNESCO-MAB biosfære reservater i den arktiske region, som er udpeget og bevaret for langtidsunder- søgelser af naturlige processer og for undersøgelser af miljøvenlig langtids- udnyttelse. Fra den 1. december 1993 og i den efter- følgende 5-års periode har Northern Sciences Network, NSN, sit internatio- nale sekretariat i Danmark placeret på Dansk Polarcenter. Tidligere lå sekreta- riatet i Rovaniemi, Finland (1989-1993) og i Ottawa, Canada (1984-89). NSN-sekretariatet i København er finansieret af UNESCO, Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland og af de lande, der deltager i MÅB s arktiske programmer. International Union for Circumpolar Health (IUCH) Internationalt samarbejde inden for ark- tisk medicin har fundet sted siden 60'erne. I 1967 blev det første interna- tionale symposium vedr. arktisk medicin afholdt i Fairbanks, Alaska, og siden har der været afholdt tilsvarende konferencer hvert tredie eller fjerde år, således i 1970 i Oulu, Finland, 1974 i Yellowknife, NWT, Canada, 1978 i Novosibirsk, Rusland, 1981 i København, 1984 i Anchorage, Alaska, 1987 i Umeå, Sve- rige, 1990 i Whitehorse, Yukon, Canada, og 1993 i Reykjavik, Island. I 1981 blev International Union for Circumpolar Health, IUCH, officielt etableret, for at sikre kontinuitet i sam- arbejdet i perioderne mellem ovennævn- te konferencer. Blandt de foreninger, der står bag IUCH, kan nævnes de ameri- kanske og canadiske selskaber for arktisk medicinsk forskning, Nordisk Samar- bejdskomité for Arktisk Medicinsk Forskning (omfattende Danmark/Grøn- land, Finland, Island, Norge og Sverige) samt den sibiriske afdeling af det russiske akademi for lægevidenskab. Formålet er at fremme internationalt samarbejde af studier vedr. sundhedsmæssige proble- mer i arktiske områder, at støtte denne forskning og udvekslingen af videnska- belige informationer, at virke som kon- taktorgan til andre relevante organisatio- ner samt medvirke til at fremme den offentlige interesse for og forståelse af helbredsmæssige problemer. Tilsluttede medlemmer er den antark- tiske videnskabelige komite (Scientific Committee for Antarctic Research (SCAR))'s arbejdsgruppe vedr. human biologi og medicin, Grønlandsmedicinsk Selskab og tilsvarende selskaber i de nor- diske lande, Tyskland og verdenssund- hedsorganisationen under FN, WHO. IUHC, der har sit permanente sekre- tariat i Anchorage i Alaska, virker blandt andet gennem flere arbejdsgrupper, der 27 [6] Det internationale tidsskrift Arctic Medical Research udsendes af Nordisk Samarbejdskomité for Arktisk Medicinsk Forskning i samarbejde med IUCH. beskæftiger sig med sundhedsmæssige emner i relation til det arktiske område, emner som kræftforekomst, familiesund- hed, tobak, AIDS, miljøforholds indvirk- ning på folkesundhed, ulykker m.m. Emner, der i høj grad involverer den lokale befolkning. IUCH publicerer sammen med den nordiske samarbejdskomité tidsskriftet Arctic Medical Research, der udkommer 4 gange om året. Comite Årctique International I 1979 tog en fransk/schweiziskprofessor initiativ til, at en kreds af ældre erfarne arktiske forskere og industrifolk stiftede den internationale uafhængige tværfagli- ge organisation, Comite Arctique Inter- national (CAI), med hovedsæde i Mona- co, der er hjemsted for flere internationa- le forskningsorganisationer. Hensigten med CAI var at etablere en organisation, der kunne virke for udbredelse af kend- skabet dl det arktiske område og dermed være med til at fremme forståelsen for specielle arktiske problemstillinger blandt andet ved at fremme tværviden- skabelige forskningsinitiativer på en international basis. CAI virker som en almennyttig, upolitisk ekspertgruppe, der ønsker at fremme en velafbalanceret harmonisk udvikling i arktiske områder i tæt samarbejde med lokale myndigheder og institutioner samt etablerede relevante nationale eller internationale organisatio- ner og institutioner. Igennem perioden 1979-1989 tog CAL initiativ til gennemførelsen af flere vellykkede konferencer, der dannede grundlag for følgende publikationer, som skulle kaste lys over væsentlige emner som: The Arctic Ocean, the Hydrographic Environment and the Fate of Pollu- tants,,1980 Cartographic History of the Discove- ry of the Arctic Region, 1981 Arctic Energy Resources, 1982 Arctic Underwater Operations, 1984 Arctic Marine Living Systems, 1985 Restoratipn _ and Vegetation Succes- sion in Circumpolar Lands, 1986 Global Significance of the Transport and Accumulation of Polychlorinated Hydrpcarbon in the Arctic, 1989 28 [7] Ved disse konferencer blev et emne belyst ud fra forskellige synsvinkler, f.eks. fra en ren akademisk/videnskabelig, miljømæs- sig, sundshedsmæssig, samfundsmæssig og en økonomisk synsvinkel. Denne måde at behandle et emne på bevirkede, at CAI til konferencerne samlede deltage- re fra mange forskellige interesseområder. Typisk deltog industrifolk, folk fra forsk- ningsinstitutioner, finansieringsinstitu- tioner, offentlig administration og poli- tikere, og CAI virkede derfor i høj grad som et forum for udveksling af informa- tion. Som et uafhængigt organ påtog CAI sig også at sætte væsentlige videnskabe- lige emner i fokus, og tog således initiativ til at formulere et internationalt tværfag- ligt forskningsprojekt i Fram-strædet mellem Svalbard og Nordøstgrønland til studiet af energiudvekslingen mellem Polhavet og Nordatlanten. Dette emne er særdeles relevant i relation til hele den nordlige hemisfæres klimaforhold. CAT s styrke var, at den efter bedste overbevisning kunne invitere verdens førende eksperter til at deltage i arbejdet med udarbejdelse af projektoplæg. CAI var ikke bundet af nationale prestige- mæssige interesser. Svagheden var, at CAI ikke havde magtmidler eller mulighed for at iværksætte de forskningsprogrammer, man havde formuleret, specielt da mine- og olieselskaberne efterhånden på grund af den internationale økonomiske og politiske udvikling viste vigende interesse for at engagere sig i arktiske områder. CAI har de seneste år været en soven- de organisation efter at dets præsident, den norske dr. Brynjulf Ottar, døde i 1989 få uger efter CAT s sidste konferen- ce. Dette medførte, at ledende interna- tionale eksperter, der i 1984 havde dan- net en ny platform, Arctic Ocean Scien- ces Board (AOSB), et regi for drøftelser af ideer og planer for høj arktisk forsk- ning, påtog sig at arbejde videre med CAI" s planer for studier i Fram-Strædet. Ligeledes overtog man i AOSB de ideer, der havde deres oprindelse i 1979 i mødet Eastern Arctic Science i Køben- havn arrangeret af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grøn- land. Arctic Ocean Sciences Board (AOSB) Repræsentanter for interesserede natio- nale forskningsadministrationer i Cana- da, Danmark, England, Finland, Frank- rig, Holland, Island, Japan, Norge, Polen, Sverige og USA dannede denne nye platform for at fremme og koordine- re internationale forskningsaktiviteter i arktiske have. AOSB har gennem de sid- ste ca. 10 år beskæftiget sig med projek- ter som den østgrønlandske havstrøm (East Greenland Current Project, EGC), forskning af forholdene i overgangsområ- derne mellem isdækket og åbent hav (Marginal Ice Zone Experiment, MI- ZEX) samt det arktiske polynya experi- ment (APEX), der er opdelt i tre delpro- jekter, dels et projekt vedr. forholdene i Beringstrædet, dels Nordvandet i Thule distriktet (North Water Project, NOW) og dels det igangværende projekt ved- rørende åbentvandsområdet ved Nord- østrundingen i Nordgrønland, North East Water (NEW), der er suppleret med danske/nordiske aktiviteter i land fra kystområderne ud for åbentvandsområ- derne, NEW-land. 29 [8] Da AOSB er dannet af personer, der repræsenterer nationale forsknings- administrationer, har AOSB haft mulig- hed for at igangsætte og gennemføre fle- re store internationale projekter, men har ikke kontakter til andre relevante mulige eller planlagte forskningsprojekter i sam- me geografiske område. Behovet for en international arktisk forskningskomité Som det fremgår af de foregående afsnit, har der gennem årene været taget mange initiativer til at etablere faglige organisa- tioner, der skulle fremme internationalt samarbejde vedrørende arktisk forskning. Men en overordnet tværfaglig organi- sation har fortsat manglet. I Antarktis, langt fra nationale mili- tære interesser, er al aktivitet i dag baseret på Antarktis Traktaten, der trådte i kraft i 1961. Under denne traktat koordineres al forskningsaktivitet gennem den viden- skabelige organisation Scientific Com- mittee on Antarctic Research (SCAR). På et SCAR-møde i San Diego i USA i 1986 bragte USA igen spørgsmålet om behovet for en tilsvarende arktisk organisation op, en organisation, der skulle beskæftige sig med alle former for arktisk forskning. På grundlag af denne amerikanske provoka- tion inviterede Norge til et møde i Oslo i februar 1987, på hvilket en arbejds- gruppe blev nedsat med henblik på at udarbejde et forslag til etablering af en international organisation, der skulle støtte den arktiske forskning. Arbejds- gruppen, der omfattede Odd Rogne fra Norge, Fred Roots fra Canada og Jørgen Taagholt fra Danmark præsenterede i november 1987 deres rapport »Interna- 30 tional Communication and Co-ordi- nation in Arctic Science — A proposal for Action«, den såkaldte RRT-rapport. I RRT-rapporten foresloges etablering af en international videnskabskomité, som skulle etableres af nationale repræ- sentanter udpeget af nationer, der har dokumenteret erfaring og viden inden fox arktisk forskning, for som en paraply- organisation at betjene alle de forskellige initiativer, der tages for at fremme arktisk forskning. Organisationen skulle virke for at fremme internationalt samarbejde og koordinere dette. Erfaringen har vist, at større videnska- belige undersøgelser ofte resulterer i anbefalinger af, at der indføres nye natio- nale eller internationale regler, der kan være med til at fremme en mere harmo- nisk udvikling eller i højere grad beskytte de truede områder. Sådanne reguleringer kan kun introduceres gennem myndig- heder eller politikere. I RRT-rapporten foreslås det derfor, at der parallelt med oprettelsen af en inter- national videnskabelig organisation, åben for alle lande med viden og erfaring inden for arktisk forskning, af de 8 arkti- ske lande etableres en organisation, i for- slaget benævnt Intergovernmental Fo- rum on Arctic Sciences Issues, for drøf- telse af hensigtsmæssige tiltag i overens- stemmelse med forslag fra den videnska- belige komité. Et sådant forum skulle supplere og på ingen måde interferere med de eksisterende bilaterale kontaktor- ganer mellem arktiske lande. Ifølge for- slaget skulle der ikke være direkte relatio- ner mellem den foreslåede internationale videnskabskomité og det officielle forum. Men videnskabskomiteen kunne forven- [9] INTERNATIONAL Comité Arctique International's logo. tes at give informationer og forslag, der nærmere kunne drøftes i forum, og der kunne foranledige gennemførelse af de anbefalinger, man i forum fandt hen- sigtsmæssige. International Arctic Science Committee, IASC RRT-rapporten blev genstand for flere langvarige drøftelser mellem de 8 arkti- ske nationer på møder i Stockholm og St. Peterborg i 1988 og medførte udveksling af noter mellem de arktiske lande og fle- re af de ikke arktiske lande, der traditio- nelt har været involveret i arktisk forsk- ning. Men endelig blev International Arctic Science Committee, IASC, offici- elt oprettet i august 1989 ved et møde i Canada. I de første år frem til 1993 var dr. Fred Roots, videnskabelig rådgiver for cana- diske myndigheder i arktiske spørgsmål, præsident for IASC. I 1993 blev han afløst som præsident af professor Magnus Magnusson, Reykjavik. I kontrast til RRT-rapportens forslag kom IASC til at bestå af såvel et videnska- beligt IASC Council, åben for såvel repræ- sentanter fra de 8 arktiske nationer som repræsentanter fra lande med arktiske forskningsinteresser, som et officielt ad- ministrativt Board sammensat af officiel- le repræsentanter for de 8 arktiske lande. Denne uheldige sammenblanding af vi- denskabelige og administrative/politiske interesser var i høj grad med til at forsin- ke etableringen af IASC og er med til at gøre arbejdet i IASC tungt. Mens IASC Council skal søge at fremme internatio- nalt samarbejde vedrørende arktisk forsk- ning har IASC Board til opgave at sikre, at LASC-aktiviteter er i overensstemmelse med regionale eller nationale interesser. LASC's sekretariat er for tiden placeret i Norge, hvor den norske regering for en seks års periode stiller lokaler til rådighed og aflønner lederen af sekretariatet Odd Rogne og hans sekretær. Formanden for Kommissionen for Videnskabelige Un- dersøgelser i Grønland Dr. J.P. Hart Hansen repræsenterer Danmark i IASC Council, og kommitteret i Statsmini- steriet Gunnar Martens repræsenterer Danmark i IASC Board. Til trods for at IASC er en nyetableret organisation, har IASC nået at nedsætte flere arbejdsgrupper, der har til formål at udarbejde arbejdsplaner inden for for- skellige områder: Working Group on Arctic Marine Geology. Working Group on Arctic Global Change. Working Group on Arctic Glaciology. ISIRA Working Group for International Science Initiative in the Russian Arctic. Working Group for Arctic Geophysical Compilation and Mapping. 31 [10] Den Arktiske Miljøstrategi (The Arctic Environmental Protection Strategy, AEPS) Forøget opmærksomhed omkring men- neskeskabt forurening i Arktis førte til, at ministrene fra de otte arktiske lande i juni 1991 ratificerede den Arktiske Miljøstrategi i Rovaniemi, Finland. Den Arktiske Miljøstrategi omtales under- tiden som det Finske Initiativ eller Rova- niemi Processen. Foreløbig er to omfattende internatio- nale cirkumpolare miljøprogrammer iværksat under strategien. Det drejer sig om Conservation of Flora and Fauna (CAFFJ, der omhandler beskyttelse af truede arktiske plante- og dyrearter og deres habitater samt om Arctie Moni- toring and Assessment Programme (AMAP), der omhandler monitering, transportmekanismer og følgevirkninger i forbindelse med forurening af tungme- taller, radionuklider og unedbrydelige giftige forbindelser i alle dele af det ark- tiske miljø. Der er yderligere planlagt tre miljøprogrammer for det arktiske områ- de under miljøstrategien. Det er et fælles katastrofeberedskab- og forebyggelses- program, et program vedrørende beskyt- telse af det marine miljø og på den anden arktiske ministerkonference, der blev afholdt i Nuuk i september 1993, blev det besluttet at udforme et program om bæredygtig udvikling i Arktis. Den danske deltagelse i programmet ledes af Udenrigsministeriet og Miljøsty- relsen, hvis AMAP-sekretariat er placeret i Dansk Polarcenter. The Northern Forum Samtidig med etableringen af IASC er der efter initiativ fra Alaska blevet etable- IASC lASC's logo. ret et Northern Forum, hvor højt place- rede embedsmænd og politikere fra re- gionale nordlige områder kan mødes og udveksle synspunkter. The Northern Forum har sit sekretariat i Anchorage i Alaska og har taget flere væsentlige emner op til debat f.eks. vedr.: • Miljøovervågning i Arktis • Administration af vildtbestande i Ark- tis • Administration af levende ressourcer i arktiske have • Sundhedsmæssige problemer i Arktis • Arktiske flyruter The Barent Council På et møde i Kirkenæs i januar 1993 ved- tog udenrigsministrene fra Finland, Nor- ge, Rusland og Sverige Kirkenæs-deklara- tionen3 hvorunder man har oprettet The Barent Council for at kunne føre drøftel- ser på ministerielt niveau af emner, der er 32 [11] GISP II lejr på toppen af Indlandsisen ved Summit. Foto: J. Taagholt, juli 1990. af fælles interesse for landområder i Barents regionen, specielt vedrørende politiske, økonomiske og miljømæssige problemer. Områderne Lapland (Fin- land), Finmark (Sverige), Troms, Nord- land og Nordbotten (Norge), Murmansk og Arkhangelsk (Rusland), er repræ- senteret i det regionale Council under- ordnet Barent Council, hvori Danmark deltager som observatør. Arctic Council Efter forslag fra Canada er der anstren- gelser i gang for at oprette et Arctic Council sammensat af repræsentanter for de 8 arktiske nationer, for at få et forum til drøftelser af fælles arktiske problemer. Miljømæssige problemer forventes at bli- ve et centralt emne, men også problemer f.eks. vedrørende jurisdiktion og lokalbe- folkningers rettigheder vil blive drøftet. Canada har udpeget tidligere præcident for ICC, dr. Mary Simon, til ambassadør i Canada for varetagelse af Canadas inter- esser i relation til arktiske spørgsmål og herunder opgaver i relation til Arctic Council. Andre organisationer En række internationale videnskabelige organisationer, som f.eks. World Meteo- rological Organization, WMO, beskæfti- ger sig også med det arktiske område. Herudover findes en række organisatio- ner eller projekter specielt med henblik på arktiske undersøgelser. Da det ofte 33 [12] kan være vanskeligt at danne sig et over- blik over disse, har jeg nedenfor forsøgt at give en liste anført i alfabetisk orden med angivelse af dansk kontakt institu- tion/person, hvor det har været muligt. AEPS AGASP AIDJEX AITMP AMAP AOPB AOSB Arctic Environment Protection Strategy (Mogens Holm Peder- sen, UM) (Projekt vedr. arktisk miljø- beskyttelsesstrategi) Arctic Gas and Aerosol Sampling Programme (N. Z. Heidam, DMU) (Projekt vedr. arktisk luft- forurening) Arctic Ice Dynamics Joint Experiment (Projekt vedr. havisen i Pol- havet) Arctic Ice Thickness Monitoring Project (Projekt vedr. havisens tyk- kelse) Arctic Monitoring and Assessment Program- me (Henrik Elling, DPC) (Program vedr. arktisk miljø- overvågning) Arctic Ocean Buoy Programme (Projkt vedr. drivende bøjer i Polhavet) Arctic Ocean Sciences _. Board (DPC & Preben Gudmandsen, DTU) (Komité, der initerer og koor- dinerer forskning i arktiske have) APEX ARCSS ATERP CAFF COPE EASOE ECOPS EPOCH GISP Arctic Polynya Experi- ment/AOSB (Projekt vedr. store våger i havisen) Arctic System Science (USA/NSF) tProgram vedr. arktiske øko- if'stemer) Arctic Terrestrial Envi- ronmental Research Programmes (Forskningsprogram vedr. ark- tiske landområders økologi) Conservation of Arctic Flora and Fauna (Peter Nielsen, Grl. Hjemme- styre) (Arktisk program for beskyttel- se af truede arter) Common Property and Environmental Policy in Comparative Perspective (Program for miljøpolitik for fælles levende ressourcer) Jiuropean Arctic Ozone Experiment (Projekt vedr. ozonindholdet i atmosfæren) European Committee on Ocean and Polar Sciences (Europæisk komité for polar- forskning) European Programme on Climatology and T^atural Hazards (N. Reeh, GGU) (Europæisk program vedr. kli- matologi og naturkatastrofer) Greenland Ice Sheet Project (US/NSF & Geophysical Inst., KU) (Dansk/amerikansk isbore- kerneprojekt i Grønland) 34 [13] GSP GRIP IABP IAPP IASC IASSA ICC ICPM ICSI Greenland Sea Project (DPC & Preben Gud- mandsen, DTU/EMI) (Projekt vedr. Grønlandshavet) Greenland Ice-Core Project (Claus Ham- mer, Geophysical Insti- tute, KU) (Europæisk isborekerneprojekt i Grønland) International Arctic Buoy Programme (Projekt vedr. drivende bøjer i Polhavet) International Arctic Polynya Programme (AOSB) (Internationalt projekt vedr. store våger i havisen) International Arctic Science Committee (J. P. Hart Hansen, KVUG) (Den internationale komité vedr. arktisk forskning) International Arctic Social Sciences Asso- ciation (Susanne Dyb- bro, AaU) (International komité vedr. arktisk samfundsforskning) Inuit Circumpolar Conferences (Internationale Inuit konferen- cer) International Commis- sion on Polar Meteoro- logy (International komité for ark- tisk meteorologi) International Commis- sion on Snow and Ice (International komité for sne og is) ICSU IGBP IGS IPA ITEX IUCH MÅB MIZEX NÅD International Council of Scientific Unions (Internationalt råd for viden- skabelige organisationer) International Geosphe- re-Biosphere Program- me (Claus Hammer, KU) (International forsknings- program om ikke levende og levende ressourcer) International Glacio- logical Society (Internationalt selskab vedr. glaciologi) International Perma- frost Association (Internationalt selskab vedr. permafrost) International Tundra Experiment (DPC & P. Mølgård, Pharm. Inst.) (Internationalt tundra projekt) International Union for Circumpolar Health Q. P. Hart Hansen) (International arktisk sund- hedsunion) Man and Biosphere Programme (Program vedr. mennesket og biosfæren) Marginal Ice Zone Experiment (Undersøgelser vedr. forholde- ne ved iskanten) Nansen Arctic Drilling Programme (Naja Mikkelsen, DGU) (Arktisk havforskning med dybdeboringer i havbunden) 35 [14] POLARTECH NARF Nordic Arctic Research PIPOR Forum (Lise Lyck) (Nordisk forum for arktisk forskning) NCAP Nansen Centennial Arctic Programme Qubilæumsekspedition 100 år POAC efter Nansens Fram ekspedi- tion) NEW North East Water (polynya) (APEX/AOSB) (Projekt vedr. Nordøstvandet) NEWLAND Land based research parallel to NEW (Landbaserede undersøgelser i forbindelse med NEW) NOW North Water (Thule polynya) (Projekt vedr. Nordvestvandet) NSN Northern Sciences Network (DPC) (Paraplyorganisation for arktisk MAB-samarbejde) NSSR Nordic Society for Space Research (Nordisk selskab for rumforsk- ning) ODP Ocean Drilling Pro- gramme (H.C. Larsen, GGU) (Havbundsboreundersøgelser) OMAE Offshore Mechanics & Arctic Engineering (Konferencer vedr. arktisk tek- nologi) PAME Protection of the ZERO Arctic Marine Envi- ronment Programme (Program til beskyttelse af det arktiske havmiljø) POLEX PONAM SEAS SCOPE Programme for Inter- national Polar Ocean Research (P. Gud- mandsen , DTH) (Internationalt program for polarhavforskning) Port and Ocean Engineering under Xrctic Conditions (Internationale arktiske tekno- logiske konferencer) Polar Technology Conferences (Karsten Secher, DPC) (Nordiske internationale tek- nologiske konferencer) Polar Experiment (GARP) (Arktisk del af internationalt meteorologisk projekt) Polar North Atlantic Margins Programme (ESF, S. Funder, Geol. Museum) (Projekt vedr. geologiske for- hold i det nordatlantiske om- Study of European Arctic Shelf (ESF) (Geologisk projekt vedr. arkti- ske kontinentalsokler) Scientific Committee QH Problems of the Environment (International komité vedr. miljøproblemer) Zackenberg Ecological Research Operations (Henning Thing, DPC) (Projekt vedr. økologiske for- hold i Nordøstgrønland) 36 [15] Ved personhenvisningerne er anvendt følgende forkortelser: ESF European Science Foundation DGU Danmarks Geologiske Under- søgelser DMU Danmarks Miljøundersøgelser DPC Dansk Polarcenter DTU Danmarks Tekniske Universitet EMI Elektromagnetisk Institut, DTU HH Handelshøjskolen, København KU Københavns Universitet KVUG Kommissionen for Videnskabe- lige Undersøgelser i Grønland UM Udenrigsministeriet AaU Aarhus Universitet En velafbalanceret bæredygtig udvikling vil ofte skulle baseres på tværfaglige videnskabelige analyser, men som det antagelig fremgår af ovenstående, er det særdeles vanskeligt i dag at danne sig et overblik over den meget komplekse situa- tion vedrørende igangværende arktiske forskningsprojekter og de mange forsk- ningsorganisationer, der er involveret. Som det blev formuleret af Karl Wey- prect i 1875, er der stadig et behov for en koordineret systematisk indsamling og bearbejdning af videnskabelige data fra det arktiske område. En vigtig velkvalifi- ceret videnskabelig aktivitet i et arktisk område kan været af yderst begrænset værdi og ikke indgå som et bidrag til cir- kumpolare studier, hvis aktiviteten ikke udføres i overensstemmelse med interna- tionale aftaler vedr. formater, der mulig- gør sammenligning med tilsvarende tidli- gere undersøgelser eller undersøgelser i andre arktiske områder. Arktisk forsk- ning i dag er ikke baseret på fa forskeres iagttagelser. Forskningsresultater opnås i dag med anvendelse af sofistikeret videnskabeligt udstyr, der igen stiller krav om kostbare platforme for undersøgelser- ne. Platformene kan f.eks. være isforstær- ket skib, helikopter, satellit eller arktisk feltstation. Den logistiske støtte til ark- tisk forskning spiller i dag en meget bety- delig rolle, og de store økonomiske mid- ler, der kræves hertil, stiller krav om koordinering og fælles udnyttelse af de skabte muligheder. Det er mit håb, at International Arctic Science Committee med tiden må vise sin evne til at løse sådanne vigtige opga- ver og medvirke til samarbejde og koor- dination samt danne baggrund for et tværvidenskabeligt engagement i pro- blemstillingerne såvel for maksimal udnyttelse af de økonomiske ressourcer som for at skabe de nødvendige standar- der og formater, der muliggør en interna- tional tværvidenskabelig udnyttelse af forskningsresultaterne til gavn for hele samfundet. 37 [16]