[1] Jens Rosing som frimærketegneren Af Dan Laursen Jens var kun 14 år, da jeg første gang mødte ham i det Herrens år 1939 — et mærkeår og et mærkeligt år i Grønlands posthistorie. Mærkeår fordi det i virke- ligheden var det første år grønlandske fri- mærker var i brug. Grønlands egne fri- mærker var indført ifølge bekendtgørelse af 17. september 1938 fra Statsministe- riet, hvorunder Grønlands Styrelse den- gang hørte, med ikrafttræden umiddel- bart efter sidste postlejligheds afgang fra Grønland i 1938. Et mærkeligt år postalt set, fordi man stadig i Nordgrønland kunne købe de gamle Pakke-Porto mær- ker, som ellers var hjemkaldte, da man ikke havde fået opsendt sparemærker som afløsning for Pakke-Porto mærker- ne, der også havde fungeret som spare- mærker. Mærkeligt også fordi den stats- ministerielle bekendtgørelse først trådte i kraft i Østgrønland og i Thule efter sid- ste postafgang i dette år. Lidet anede vi — den særdeles opvakte og meget videbegærlige dreng og den unge naturhistorielærer, men »gamle« filatelist, som naturligvis havde en gan- ske overvældende »frimærketid« deroppe det år — lidet anede vi, at Jens skulle bli- ve Grønlands og dermed Danmarks største frimærketegner. Ingen anden teg- ner af frimærker her i landet kommer til- nærmelsesvis op på det antal, som Jens har tegnet eller på anden måde medvir- ket til. De mennesker, som har haft den lykke at kunne følge Jens Rosings udvikling som kunstner par excellence, er gang på gang blevet overrasket og på samme tid 205 [2] naturligvis også glædet over de retninger, i hvilke hans kunstnersind styrede ham. Han kalder sig selv forfatter og tegner, men forfatteren er både den historiske beretter og den romantiske skribent og dertil også poet; tegneren er også male- ren i olie og vandfarve, illustratoren, gra- fikeren og sidst men ikke mindst frimær- ketegneren med over et hundrede og femogtyve grønlandske frimærker på sin kappe. Det er en præstation af rang, der næppe nogensinde vil blive overgået. Dette at tegne et frimærke er slet ikke så ligetil, som mange tror; det kræver et særligt talent. Først må man gøre sig klart, at selve den tegning som - i dette tilfælde - Jens udfører er otte gange større end størrelsen af det frimærkebille- de, der er resultatet af kunstnerens teg- ning, i hvilken der også skal tages hensyn til placering af landenavn og portovær- dien ifølge krav fra den internationale postunion (UPU). Som,ved ethvert andet produkt skabt af menneskehånd og -ånd indgår der en stor del af forundersøgelser og studier, Inden tegneren kan sætte sig ved tegne- brædtet og løse opgaven. Det gælder navnlig om ikke at forsynde sig imod enkelthederne, detaillerne, det være sig biologiske, geografiske eller historiske. Her har Jens haft den meget store fordel, at han fra fødslen og op gennem ung- domsårene har levet i nær kontakt med den grønlandske natur, dens dyr og plan- ter o"g det storslåede grønlandske land- skab, de lever i, og det både på vest- og østkysten. Han har, opvakt og engageret som han altid har været, indsuger i rigt mål sit lands historie, dets ånd og kultur gennem opvækst i og omgang med en åndelig rigt udstyret slægt. Også hans feltarbejder senere hen i livet som arkæo- log og renvogter har naturligt påvirket og øvet indflydelse på hans udførelse af de mange mærker, der dækker over rigt vari- erede emner. Jens Rosings produktion af frimærke- tegninger kan inddeles i serier, som lige fra det første mærke i 1957 har til hen- sigt at fortælle noget om Grønland, dets kultur og natur. Grønlands Postvæsen (G.P.)/Kalaallit Allakkeriviat (K.A.) hav- de, bortset fra den serie der blev fremstil- let i U.S.A. under 2. verdenskrig, kun benyttet Harald Mokke og Viggo Bang som frimærketegnere, da Jens fik sin første opgave ved begyndelsen af serien: Grønlandske Sagn, med et af de skønne- ste mærker, han har tegnet: Havets Moder. Set med filatelistøjne er mærket 206 [3] simpelthen en dejlighed og ligesom sag- net selv betagende. Vi fik da også lov til at bruge det som forsidebillede, da Det grønlandske Selskab i 1959 udgav det forlængst udsolgte særhæfte af tidsskrif- tet Grønland om Grønlands frimærker. Som en ganske naturlig efterfølger af Havets Moder udsendtes i 1961 mærket med trommedanseren - åndemaneren — som var den, der måtte ned på bunden af havet til sødyrenes moder og renkæmme hendes snavsede lokker, så hun igen ville sende fangstdyrene op til menneskene og standse sulten. Det næste mærke i serien, og dermed det tredie frimærke hvor G.P./K.A. benyttede Jens' talent, udkom først 5 år senere i 1966: Drengen og Ræven, og man kan undre sig herover. Men måske hænger det sammen med, at G.P./K.A. i de år udgav en række frimær- ker som hyldede personer, og som derfor afbildede disse personer. Jeg husker nem- lig, at Jens engang har sagt noget om, at han ikke var så god til at tegne portræt- ter. Dette viser sig også ved nogle lejlig- heder senere, da Jens ellers var eneråden- de som tegner for G.P./K.A. Det gælder således portrætterne af den kongelige familie, Henrik Lund og Jørgen Brøn- lund mærkerne og handicapmærket. Men det er med Jens, som med alt andet her i livet, der er ingen regel uden und- tagelse: i 1990 tegnede han de to mærker til minde om Frederik og Augo Lynge, hvor der næppe er noget at udsætte på ligheden eller tegningen som sådan. I 1968 leveredejens Rosing tegningen til fællesudgivelsen med Generaldirekto- ratet for Post- og Telegrafvæsenet (P&T) med tillæg til portoen til fordel for bør- nesagen i Grønland. Det viser to grøn- lænderbørn, der besøger København og bestiger Rundetårn. Inspirationen til dette mærke fandt Jens i den ene drengs beretning om turen, hvor han siger: »Jeg besteg det menneskegjorte fjeld op gen- nem en snoet hulning op gennem røret.« Der var ingen tvivl hos Jens om, at dren- gen havde været oppe i Rundetårn. Den- ne fællesudgivelse er iøvrigt bemærkel- 207 [4] sesværdig ved, at det var første gang Jens tegnede et mærke for P&T (og den ene- ste), det var første gang G.P./K.A. udsendte et velgørenhedsmærke, og det var første gang, at G.P./K.A. udsendte et mærke i fællesskab, og det er også den eneste gang, at P&T har benyttet Jens Rosing og har udsendt et fællesmærke med G.P. I 1969 kom det sidste mærke i sagn- serien: Pigen og Ørnen, men samme år påbegyndtes en ny serie, der kom til at løbe over mange år: Grønlandske Patte- dyr begyndende med de store: Moskus- oksen i 1969 og Grønlandshvalen i 1970, og endende i 1991 efter en pause på 15 år med de grønlandske sæler, fortsættende med de mindre pattedyr Hermelin, Lemming og Sneharen i 1994. Af disse mærker er der især grund til at fremhæve det, der afbilder Grøn- landshvalen. Enhver, der har haft den lykke og oplevelse, det er at se en grøn- landshyal dykke, idet den stikker den store hale op over vandet, kan kun beun- dre dette mærke, der er så følt og velud- trykt i udførelsen. Mærket kom netop i det år, der var blevet udpeget til at være det europæiske fredningsår. Grønlands- hvalen, der blev fredet i 1918 og på den måde reddet fra total udslettelse, marke- rede det gode resultat af fredningen. Det fortælles, at Jens, da daværende post- inspektør Gunnar Kaspersen bad ham om at tegne et mærke med grønlands- hyalen på, greb en blyant og et stykke papir, der lå på Kaspersens skrivebord, og på stedet ridsede det mærke op, der udkom i næsten uændret form og i en dejlig blå farve. I 1973 udkom et nyt 10 kr. mærke med et par hvalrosser på tegnet af Jens, som afløsning for Viggo Bangs isbjørne- mærke fra 1963.1 1991 udsendte K.A. 6 mærker med grønlandske sæler i værdier fra 4.00 kr. til 8.50 kr. Mærket med en pålydende værdi af 7.25 kr. viser en hval- ros, og det giver os lejlighed til at se den udvikling, der er foregået med frimærke- tegneren Jens Rosing i løbet af den lille snes år, der er gået mellem udgivelsen af de to mærker. Det sidste hvalros mærke er langt finere i stregen og mere nænsomt i hele udførelsen, men knapt så magt- fuldt. Denne tilsyneladende forskel kun- ne eventuelt hænge sammen med gra- veringen og fremstillingsprocessen. 1973 mærket er graveret af Czeslav Slania og KALATDL1T NU N AT 208 [5] trykmetoden var stål tryk. 1991 mærket er graveret af Arne Kiihlmann og udført i kombinationstryk, d.v.s. off-set og stål- tryk, metoderne er begge bragt i anven- delse ved trykningen af samme mærke. Begge gravører er i deres kunsts højeste klasse, så deri skulle ikke kunne spores nogen forskel. Kombinationstrykket giver naturligvis mulighed for at frem- stille et mere udtryksfuldt mærke end den enklere ståltryksmetode, som dog er at foretrække for mange mærkers ved- kommende. Men til syvende og sidst er det med frimærkefremstillingen som med en ny computers ydelse: det afhæn- ger af dygtigheden af mennesket der for- bereder det, der puttes ind, hvormeget man får ud af det. Så den forbedring, der er at se i det sidste hvalrosmærke - og vel dermed også i de øvrige 5 sælmærker - må tilskrives en udvikling i kunstnerens udtryks- og fremstillingsform, men det var naturligvis også kun forventeligt med Jens. Som allerede nævnt er Jens' nærhed til Grønlands natur og kultur meget afgørende for hans frimærkekunst. Dette ses også i de øvrige serier han har tegnet. Han har jo oplevet hele udviklingen fra l KMJALUT NUNMT GRØNLAND kajak, umiaq og hundeslæde, over stor- båd og skonnert til flyvemaskinen, heli- kopteren og kommunikationssatellitten, således som han har givet udtryk for i serien Postbefordring gennem Tiderne og også i jubilæumsmærket i anledning af det grønlandske postvæsens halvtreds- årige eksistens. Det samme ses også på de mærker, der er udgivet i anledning af historiske begivenheder og dage. Jens har, som det fra gammel tid har været skik også i Grønland, fået fortalt og for- talt igen om de forskellige historiske begivenheder, således at han er fuldstæn- dig indlevet i denne del af landets kultur. Han kan derfor på fortræffelig vis skabe et frimærke, der fortæller nøjagtigt, hvad 209 [6] KALAALLIT NUNAAT- GRØNLAND NUUK GODTHÅB 1728-197* KAL/VIIHJTNUNAT KG H 1774 1974 det skal. De historiebeskrivende mærker falder i to kategorier. Til den første hører de mærker, der knytter sig til og viser ganske bestemte historiske begivenheder som 250 året for Hans Egedes ankomst og Godthåb/Nuuks grundlæggelse. Den anden gruppe består af de mærker, hvori begivenhederne bliver udtrykt rent sym- bolsk, som det ses i det ene af de to mær- s KALAALLIT rNUNAAT\ s fGRØNLAND ker, der blev udgivet i anledning af KGH's 200 års jubilæum. Dette viser, hvordan 2 fangere i kajak møder en moderne trawler, et af handelens nye til- tag i halvfjerdserne. Et andet eksempel er hjemmestyremærket fra 1.5.1979, der viser, at grønlænderne nu selv styrer sku- den fremover. Grønlands Postvæsen havde allerede i 1958 udsendt et frimærke visende Hans Egede i anledning af 200 årsdagen for hans død. Da man derfor i 1971 i 250 året for hans landing ville udgive et mær- ke med overpris til fordel for Den grøn- landske Kirkesag, stod Jens overfor pro- blemet at lave en tegning som på een gang mindedes både præsten og hans mission på en sådan måde, at det umid- delbart fremgik af billedet, hvad sagen drejede sig om. Inspireret af Hans Egedes egen beretning om vanskeligheden ved at 210 [7] KALATDLIT NUNAT 17-21 \m forklare Biblen for grønlænderne, tegne- de Jens netop sådan en situation, hvor Hans Egede på Håbets Ø i overværelse af hans utrættelige kone Gertrud Rask prøver på at forklare en åndemaner, at det, der står i bogen, stammer fra tider- nes morgen. Hertil skal åndemaneren have svaret, at for ham så bogen ny ud, så hvis indholdet var så gammelt, måtte bogen være en god amulet! Brugen af denne situation og den ledsagende for- klaring viser igen Jens' nære kontakt med sit folks historie også på den tid, da to kulturer stødte sammen. I et af de mere »moderne« jubilæumsmærker nemlig 50 året for oprettelsen af Grønlands televæ- sen bringer Jens også den gamle befolk- nings kultur med ind i billedet, der viser en moderne parabolantenne og til ven- stre i billedet en Grønlandsfalk. Brugen af falken i denne forbindelse støtter sig til den gamle antagelse, at falken var åndemanernes hjælpeånd, som blev sendt afsted for at løse problemer, der skulle ordnes hurtigt, ja, aldeles omgåen- de, og den symboliserer således udmær- ket det moderne televæsen. Til de historiske mærker, som Jens har tegnet, må vi vel også henregne den såkaldte 1000 års serie, hvis første mær- KALAALLIT NUNAAT ke kom i 1981. I føromtalen ved indled- ningen af serien, der på to mærker viser henholdsvis Sarqaq og Tunit/Dorset kul- turerne, oplystes det, at seriens mærker vil strække sig over en årrække, hvilket gav Jens lejlighed til rigtigt at udfolde sig. På en måde havde han allerede ind- ledt serien med et tidligere mærke, nem- lig det, der blev udgivet en god måneds tid forinden med overpris til fordel for Eigil Knuths Peary Land ekspeditioner. Motivet på dette mærke, som på alle de øvrige mærker i serien - og iøvrigt på næsten alle mærker, som Jens har tegnet - er uhyre oplysende. Det er en ting, som har været magtpåliggende for ham i 211 [8] hans frimærketegninger, at undervise og oplyse om Grønlands storslåede natur og rige kultur. Et frimærke er som bekendt et af et lands vinduer, som vender ud mod den øvrige verden og fortæller noget om landet, optræder som en slags ambassadør. Det skal siges, at Jens i rigt mål har formået at løse denne side af en frimærketegners opgave. Peary Land mærket viser en af terrasserne langs Brønlund Fjord (?). I forgrunden af bil- ledet, der iøvrigt har en vidunderlig dyb- de, ses en af Independence folkets telt- ringe, anbragt der for en 4-5000 år siden. Lidt længere tilbage i billedet ser 3.50 GRØNLAND vi en polarulv og oppe i luften flyver nogle kongeedderfugle, to ret sjældne dyr, som Jens herved fortæller lever helt heroppe som naboer til Nordpolen og har levet der samtidigt med Indepen- dence folkene. På billedet, der viser Saqqaq kulturen (ca. 2-1000 f.Kr.) får Jens lejlighed til at anbringe et af de dyr, han har mest kend- skab til, nemlig renen. Mærkeligt nok ser man ikke renerne bej rende i en af de vidtstrakte dale, men svømmende over en sø, og at de var Saqqaq folkets jagtdyr, antyder fangeren i baggrunden. TUNIT-DORSET KALAALLIT NUNAAT 5.00 'GRØNLAND I billedet, som skal karakterisere Tunit/Dorset kulturen, fortæller Jens om disse kraftkarle af Tunit mænd, der jag- tede hvalros fra iskanten og trak det tonstunge bytte hjem over isen til de var ved at segne med de hjemlige snehytter i sigte. Men så kom deres kvinder og børn dem jublende i møde, og med fornyede kræfter halede mændene byttet de sidste par hundrede meter hjem. Er dette ikke en mageløs fortælling at give på et fri- mærke? løvrigt har Jens anbragt et ren- gevir på toppen af en af snehytterne for at fortælle, at Tunit/Dorset menneskene ikke levede af hvalroskød alene. På lignende måde skildrer og karakte- riserer tegneren hvert århundred op til vor egen tid. Nordbotiden viser Jens dels KALAALLIT NUNAAT 212 [9] KALAALUT NUNAAT