[1] Inuits plads i det økologiske system Tekst og fotos: Ole Hertz Uddrag af bogen »Økologi og levevilkår i Arktis - Uummanarmiut« Chr. Ejlers' og MS forlag. Kbhvn. 1995 * Solenergi w Landplanter Rener ' f Køb o. re Brændsel i r Ræve h i jr f ^ Harer Ryper Tang Planteplankton i havet Mindre dyr i havet Sæler 4- ' Salg 1 l Hvaler d i 4 4 4 Hun n ' — llusstand Søfugle * A 4 4 k 1 1 __ Både ' Bræn stof Repa tion Mus- linger Havfisk Rejer Krabber •4- 1 4 : Andre husstande. Hjælp. Gaver Fangstdeling Plankton i Ferskvand Mindre fersk-vandsdyr Ferskvandsfisk ' , 1 Lønarbejde Drivgods Træ J Skat Sociale ydelser Oetritus Uødt organisk materiale Forenklet energimodel af en husstands plads i det økologiske system. I en beskrivelse af inuits overlevelses- strategi og funktion i det arktiske øko- system kan det være en fordel at kon- struere en model af de fødekæder og fødenet, som en fanger- og fiskerhus- stand er i forbindelse med i løbet af et år. Det gælder for enhver husstand om at sikre en tilførsel af den energi, der er nødvendig for at livet kan opretholdes. Det ses af modellen, at mange forskel- lige former for energi tilstrømmer hus- standen i form af fisk, fangstdyr, fugle, Ole Hertz er etnolog med økologi som speciale. Han har i en lang årrække arbejdet med økologi- ske forhold i Grønland i forbindelse med fangst, fiskeri og forureningsproblemer. 241 [2] Årscyclusskema, fangst og fiskeri af vigtige arter Måned: j f m a m j j a S O n d Ringsæl Grønlandssæl Remmesæl Klapmyds Narhval Vågehval Hellensk Fjordtorsk Torsk Havkat Ørred Lodde •i ••••••••• Havkai Edderfugl A. J*. Æt Lomvie Mallemuk _ _ Gråmåge Ride Tejst Fjeldrype Nuværende fredningstid * * » » • _ Skemaet viser fangstperioder for de vigtigste af de udnyttede dyrearter. De forskellige arter supplerer delvis hinanden. Fredningsbestemmelser har begrænset fangstperiodernes længde, i forhold til tidligere. Kødstativer fra Illors- sutt (øverst) og Qa- arsut (nederst). Stativer og forråds- huse afspejler årets fangstaktiviteter og den store alsidighed der er i udnyttelsen af de biologiske res- sourcer. Den traditionelle ud- nyttelse af mange for- skellige arter (I Umq. omkring 54 dyrear- ter), var en sikring mod populations- svingninger og æn- dringer i dyrenes fo- rekomst og tilgænge- lighed. 1) Kajak til iskant/angst efter småhvaler. 2) Tørret hellefisk. j) Ødelagt sælgarn til brug under isen. 4) Tørret hajkød fra efterårsfiskeri. 3) Gråmåger. 6) Åbentvandsgarn til fangst af hvidhvaler, j) Skindringefra remmesæl. 5) Skydeslæde til f angst af sæler på isen. $) Ketsjer til f angst af lodde/ammassat. 7 /bJJo/fe med langline til fiskeri og f angst, n) Istuk til at hugge hul i isen med. 12) Stump af ørredgarn til fiskeri, ij) Is til drikkevand. 14) Tørret sæl og hvalkød. /j) Rentak fra renjagten. 16) Sælskind, i^). Hundeskind. 18) Påhængsmotor. 1$) Tønder med sælspæk. 20) Kasse med hellefiskegarn. 242 [3] N) [4] gaver, trækkraft fra hunde, brændsel, hjælp fra naboer m.m. Modellen afspej- ler den strategi, der normalt anvendes i inuitsamfund, nemlig en bred udnyttelse af mange forskellige ressourcer. For at modvirke svingningerne i de biologiske ressourcers tilgængelighed udnytter man altså en lang række forskellige dyrearter og fangstpladser, hvor hovedvægten i pe- rioder kan ændre sig fra art til art. At strategien har fungeret ses af, at de tid- ligere sultperioder næsten altid skyldtes dårligt vejr eller isforhold, der forhindre- de at man kunne komme ud til fangst- dyrene, og ikke at der ikke var nogen dyr. Der er altid fangere og fiskere, som eksperimenterer med nye former for madding og redskaber og forsøger at fin- de nye fangst- og fiskepladser. Selv om et fangstområde ikke udnyttes i dag, er det alligevel en del af et udnyttelsesmønster,( der tilstræber en bæredygtig ressourceud- nyttelse ved at fordele fangsten og fiske- riet på forskellige områder, næsten som i et rotationssystem. I traditionelle jægersamfund andre ste- der i verden regner man med, at der kun skal udnyttes omkring 1/5 af områdets øjeblikkelige bæreevne, hvis man skal have en sikkerhedsmargin mod ændrin- ger i fangstdyrbestanden. Ud over de skiftende muligheder for fangst og fiskeri er man også afhængig af afsætningsmuligheder og priser og af fred- ningsbestemmelser og kvoter. Strategien kræver både en specialise- ring i fangst og fiskeri og en fleksibilitet i erhvervsteknologien, der gør det muligt at skifte fra en ressource til en anden. I det øjeblik man udelukkende koncen- trerer sig om een art og har investeret alt 244 og lånt penge, der skal afdrages med ren- ter, for at købe specialredskaber og både, bliver man mere sårbar over for en even- tuel nedgang i den udnyttede fiskebe- stand. Det er den udvikling, der er i gang nu i forbindelse med fiskeriet af hellefisk. En traditionel sikring af energitilfør- slen er at oparbejde forråd i form af brændsel, hundefoder eller tørret og fros- set kød til familien. Især tidligere, da der ikke var butikker, var det vigtigt at have forrådslagre til de mest kritiske perioder af året. Ved siden af den høst, der kan tages gennem fangst og fiskeri, vil de fleste husstande også prøve at sikre sig, at et eller flere medlemmer har en lønindtægt. Det kan være ved salg af kioskvarer, hus- flid, arbejde i fiskeindustrien, undervis- ning, rengøring m.m. En eller to pensio- nister i en husstand kan også være en stor økonomisk hjælp. Forbavsende mange husstande har en eller anden form for supplerende lønindkomst ved siden af salget af fangst- og fiskeprodukter - selv i de mindste bygder. I en bygd som Ukkusissat med 190 indbyggere og 40 husstande arbejdede omkr. 9 personer i butik og kiosk, 2 i elværket, een med vandbæring, een på kommunekontoret, een som jordemo- der, 7 som lærere, 5 med rengøring, een med vandtanken og et skiftende antal (omkr. 8) på fiskefabrikken (1990). I de perioder, hvor antisælfangstkam- pagnerne var stærkest, og skindpriserne derfor var helt i bund, var der direkte pengemangel i mange fisker- og fanger- hjem. Husstandsindkomster på omkring 20.000 kr. om året var almindelige i slut- ningen af 70'erne, før hellefiskeriet med [5] Forårssælgarnet sættes. 245 [6] garn rigtigt var kommet i gang, og af det- te beløb gik ca. halvdelen til erhvervs- driftsudgifter. Resten skulle dække op- varmning, butikskost, tøj, tobak m.m. Overgangen til et større hellefiskeri er et eksempel på, hvordan man har været parat til at skifte mellem forskellige bio- logiske ressourcer i området. Spørgsmå- let er nu, om der på grund af de voksen- de økonomiske behov er noget alternativ efter hellefiskene. Sociale forhold af økologisk betydning Fleksibilitet i udnyttelsesmønstret af de biologiske ressourcer, og fleksibilitet i det sociale system kan ses som en tilpasning til de særlige arktiske levevilkår. Autoritetssystemet har i høj grad byg- get på viden og kunnen, og ikke på ned- arvede rettigheder (lige bortset fra for- holdet mellem forældre og børn). Det har været med til at sikre, at de beslut- ninger, der skulle træffes i forbindelse med fælles erhvervsaktiviteter, bundede i en vis mængde fornuft. Viden og erfa- ring er nogle af de vigtigste redskaber, hvis man vil leve i Arktis. Kendskab til lokalområdet er en nød- vendighed, hvis man skal gøre sig håb om en vellykket fangst, og hvis man skal kun- ne bevæge sig nogenlunde sikkert rundt mellem strømsteder og skær. Fangst- erfaringer og viden bliver stadig tillagt stor betydning og giver social prestige og lederroller, men det behøver ikke være den samme, der er specialist på alle områ- der. Den der ved mest om hvalfangst, er leder på fælles hvalfangst, men måske er det en helt anden der er leder på renjagt eller fuglefangst. (Til gengæld kan det godt være den bygderådskandidat, som 246 har det flotteste hundespand, der får flest stemmer ved et politisk valg). Det traditionelle bosætningsmønster var også fleksibelt. Tidligere kunne man med års mellemrum flytte vinterbosteder inden for et større fangstområde, så jagt- presset på den måde blev fordelt. »Frem- mede« familier kunne slå sig ned på andres vinterbopladser og overvintre sammen med folk dér, hvis det var steder med et godt fangstgrundlag. Nu er det mere almindeligt, at koner og børn bliver hjemme, mens fangerne i perioder under fangstrejser slår sig ned i andre bygder hos venner og slægtninge der. Der her- sker en udbredt gæstfrihed over for folk udefra, og under ugunstige vejr- eller isforhold er det ikke noget problem at finde husly hos en lokal familie i en bygd, og det er tilsyneladende lige meget om gæsten bliver i tre dage eller tre uger. Folk fra bygderne, der tager på sæson- arbejde i andre kommuner, bor på sam- me måde hos slægtninge og venner der. Navneopkald var en traditionel måde at oprette et socialt netværk på til folk andre steder på kysten. Navneopkald bruges stadig og går ud på, at et menneske der dør helst skal have en anden person opkaldt efter sig. Opkalder man f.eks. en pige efter en drengs afdøde bedstemor, kommer de to i familie med hinanden. I hver fald tidli- gere skulle drengen vise pigen respekt og kalde hende bedstemor, selv om han måske var meget ældre end hun. På den afdøde bedstemors fødselsdag skulle pigen have gaver, og det slægtskab, der herved var oprettet mellem de to famili- er, kunne bruges til at legalisere, at folk fra den ene familie kunne tage ophold -i*«- [7] Skolearbejde. hos den anden i forbindelse med fangst- rejser, sæsonarbejde eller almindelige besøgsrejser. Man kan godt have fornav- ne fra flere personer. Nogle mener at den der modtager navnet, får overført nogle af de bedste egenskaber fra den afdøde. I Grønland er al jord fælleseje, og ret- tigheder til fangst- og fiskepladser kan heller ikke monopoliseres eller købes. Faste garnpladser til hvalgarn og sælgarn kan kun opretholdes, så længe de er i brug. Man kan afmærke et garnsted, man vil tage i brug, men hvis man ikke har sat sit garn ud i løbet af de følgende tre-fire dage, kan enhver anden tage ste- det i brug. Nogle garnsteder har været 247 [8] Slædehundene følger fangerens flænsning af blåsider, de unge grønlandssæler. Der plejer at vanke nogle godbidder. brugt af den samme Familie gennem fle- re generationer, men det er kun »deres«, fordi de hvert år har brugt dem. Selv om der ikke officielt er nogen begrænsninger i hvor der må fanges og fiskes, vil der alli- gevel være en tendens til at der er en slags territorium omkring en bygd, hvor be- boerne har en moralsk førsteret, i hvert tilfælde over for helt fremmede. Brugs- rettighederne til garnsteder sikrer, at »ejeren« kan regne med at kunne bruge de kendte steder, og de forhindrer, at der ikke dagen før man skal ud og sætte sit garn har været en anden og optaget plad- sen. Nogle steder, f.eks. omkring bygder- ne Qaarsut og Niaqornat, er næsten enhver pynt optaget som personligt hval- garnsted. Garnfangsten er yderligere 248 reguleret gennem kommunale vedtægter, som bestemmer hvor tæt man må sætte garn ved siden af andres. De fælles rettigheder til fangstpladser- ne sikrer, at alle der har lyst og mulighed for det, kan udnytte de ressourcer, der er i området. I de tilfælde, hvor der er fami- liebrugsrettigheder, er det som regel i forbindelse med hvidhvalgarn sat fra kysten og ørredfiskepladser. Ved de stør- re ørredelve overalt i Vestgrønland blev der tidligere bygget stendæmninger, nog- le steder med jernruser, og her var det ofte bestemte familier, der havde brugs- ret til teltpladser, rygeovne og fiskeplad- ser. Brugsrettighederne ser ud til især at være knyttet til udnyttelsen af de arter, hvis forekomst er lokalt og tidsmæssigt begrænset. Det er de lokale fangere og fiskere der har det største kendskab til terræn og res- sourcer. Betydningen af lokalkendskab og samarbejde mellem brødre og fædre og sønner kan bl. a. ses af, at det over- vejende har været kvinderne, der flyttede til et nyt bosted, når de blev gift, mens mændene blev boende. I dag flytter unge meget rundt i forsøg på at skaffe arbejde. Tidligere tog mange på sæsonarbejde på rejefabrikkerne i Diskobugten, men nu er der ikke mere så mange muligheder dér. Fiskefabrikken i Uummannaq giver nogen mulighed for arbejde, og mange unge fra bygderne drømmer om beskæftigelse der, men det kan være svært at finde en mere vedva- rende bolig. (I 1990 var der omkring 100 personer på venteliste til en bolig i Uummannaq by, mens boligproblemer- ne stort set var løst for bygdernes ved- kom mende). Officielt var der i 1993 [9] Vordende fangerhustruer med glimt i øjet. 249 [10] Fuglefangst. Tateratter kan lokkes på skudhold ved at vifte med en vinge. omkring 17% arbejdsløse i kommunen (især i byen), men arbejdsløsheden er svingende fra årstid til årstid. Den er som regel størst i januar, mens man venter på at isen bliver god nok, og om foråret hvis isen er blevet for dårlig. I de perioder kan kommunen sætte beskæftigelsesarbejder i gang med støtte fra Hjemmestyret, f.eks. små vejarbejder i bygderne. Befolkningens fordeling, spredt rundt om i kommunen på forholdsvis små byg- der, er en nødvendighed i forbindelse med fangererhvervet. Det er nærmest som at bo midt i sit spisekammer, og der spares energi og brændstof, fordi der er kort til de lokale fangstpladser, og samti- dig mindskes den uro og de forstyrrelser, sqrn fangstdyrene er følsomme overfor. Trafikken mellem beboede steder følger derfor altid et bestemt slædespor. En husstand udvikler sig gennem tiden ved, at medlemmer fødes og dør, og der kan være perioder med mange medlemmer og andre med få. Undervejs ændres husstandens behov for energi- tilførsler og dens evne til at skaffe denne energi ved hjælp af beboernes arbejds- evne. Husstandens viabilitet eller levedygtig- hed er traditionelt blevet sikret gennem 250 [11] sociale relationer, moralregler og normer. De fanger- og fiskerhusstande, som ser ud til at klare sig bedst, er dem, der har en eller flere voksne sønner der kan hjæl- pe med i fiskeriet og fangsten. Samarbej- de mellem brødre er også almindeligt. Forskellige fangstdelingsregler og gave- givningstraditioner er led i et gammelt system, som fordeler en del af fangsten mellem forskellige husstande. Større fangstdyr der er fanget i fællesskab for- deles efter faste regler. Efter at fangstpar- terne er bragt hjem, kan de blive yder- ligere fordelt mellem husstande i form af kødgaver. Systemet er med til at sikre en tilstrækkelig tilførsel af energi til de for- skellige husstande, uafhængigt af om den enkelte fanger har været uheldig, syg eller udygtig. Fangstdelingsregler gælder for deling af større fangstdyr fanget i fællesskab, f.eks. hvaler, hvalros, remmesæler og klap- mydser. Nogle fangere bruger de gamle indviklede regler hvor fangstparterne var afhængige af, hvem der først harpunerede byttet, hvem der ramte som nr. to, hvem der dræbte dyret osv. Til hver fanger svarede bestemte styk- ker kød og bestemte stykker mataq eller tænder m.m., afhængigt af hvad det var for et dyr. Andre fangere bruger i stedet at uddele parter i lige store dele til delta- gerne plus en part til båden, hvis fang- sten er sket fra nummerbåd eller kutter. Der er tit diskussioner om, hvorvidt de gamle regler, der var beregnet til fæl- les kajakfangst, også skal anvendes ved fangst fra motorbåd. Kødgavegivning er en gammel tradi- tion, der især tidligere havde betydning for kødfordelingen. Hver gang der blev bragt en sæl eller en større fangstpart til bygden, var det en social forpligtelse at fordele den til alle husstande, så hvert hus fik kødgaver, der svarede til antallet af beboere. En husstand med mange mindre børn modtog mere kød end den gav væk, og en husstand med flere voks- ne sønner gav mere kød væk, end den modtog. Gamle mennesker modtog også mere end de gav væk. Kødgavegivningen var derved med til at forsyne husstande med ekstra energi i perioder, hvor arbejdskraften eller pro- duktionsevnen var svag og behovet stort. Normalt skulle en fanget sæl fordeles, men hvis en fanger bragte flere sæler hjem samtidig, var han kun forpligtet til at give kødgaver fra den ene. Bragte man kun en halv sæl hjem, behøvede man ikke at dele ud af den. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis en haj havde bidt af en garnfanget sæl. Kødgavegivningen kan også bruges som et symbolsprog, der giver udtryk for giverens forhold til modtageren. Nor- malt er det sådan, at det er fangerkonen, der bestemmer over den hjembragte sæl, så snart den er båret ind over dørtærsk- len. Det er også hende, der fordeler even- tuelle kødgaver og bestemmer deres størrelse. På den måde kan hun signalere sympati eller antipati ved at give større eller mindre gaver. Bedsteforældre får ofte ekstra store stykker. Tidligere var der helt faste regler for, hvilke stykker af sælen der skulle gives til de forskellige medlemmer af en beslægtet husstand; nu bestemmer fangerens kone, hvad de selv vil beholde, og hvad der skal gives væk - de forskellige dele af en sæl 251 [12] smager forskelligt! Kødgaverne lægges i en spand med papstykker mellem hver husstands portion, og et par børn bliver sendt rundt med dem. De vil så, når de afleverer kødet, sige at her er der en lille ussel smagsprøve, og modtagerne vil tak- ke mange gange. En familie man gerne vil ydmyge lidt, kan man give så store stykker, at de bli- ver flove. En fangerkones gavmildhed er en vigtig del af hendes og mandens omdømme. På den måde kan man have små spil kørende. Kødgavegivningen har måske også tid- ligere haft en populationsregulerende funktion. I tiden før skoler og butikker gjorde folk mere bofaste, var det sædvan- ligt på de små vinterbopladser at løse konflikter mellem husstande ved, at den ene paft flyttede væk. Sælkød havde stør- re betydning i den daglige husholdning, så man mærkede tydeligt, hvis kødgaver udeblev. Så længe der kun bor fa mennesker på en boplads, i forhold til områdets bære- evne, kan der gives kødgaver til alle hus- stande, men i det øjeblik der begynder at blive så mange beboere, at een sæl ikke mere kan deles ud i fornuftige portioner til alle, vælger man at give til sin familie og nærmeste venner. Der sker på den måde en gruppering af bygdebefolkningen, som kan være med til at svække den fællesskabsfølelse, der var på mange af de mindre steder, og måske har det medført, at eventuelle konflikter lettere har fået folk til at flytte væk. Ressourcegrundlaget blev på den måde igen mere bæredygtigt. Den gang man ikke havde speedbåde, og det var nødvendigt at ro i kajak til fangstpladserne, kunne det blive et pro- blem, hvis for mange fangere skulle udnytte samme område. Jo længere man var tvunget til at ro for at fa fangst, jo mere var man motiveret til at slå sig ned et nyt sted i en passende afstand fra de andre. Men samtidig var der en vis tryg- hed ved at bo sammen med andre, så man kunne hjælpe hinanden i nødsitua- tioner og underholde hinanden i mørke- tiden. I dag, hvor beboelsesmønstret er æn- dret, og der er mulighed for social sik- kerhed fra kommunens socialforvalt- ning, er kødgavegivningens subsistens- mæssige betydning ikke så stor, men den har stadig en social funktion for dem, der er omfattet af den. En fisker eller fanger vil altid sørge for at nævne for andre, hvor han vil hen, før han tager af sted. Det giver en vis sikker- hed, selv om man ikke altid reagerer lige hurtigt på, at folk ikke vender hjem til sædvanlig tid. En fisker fra Ukkusissat, der fik vrøvl med sin påhængsmotor, måtte ro i tre dage for at komme hjem, men hvis han havde været længere tid om det, ville andre nok være taget ud for at se efter ham, blev det fortalt. Artiklen bringes med tilladelse fra forfatteren, Chr. Ejlers' og MS forlag. 252 [13]