[1] Et brev fra Knud Rasmussen i 1905 til John Møller og dennes svar samme år Oversat fra grønlandsk af Mariane Petersen Mariane Petersen fandt brevene, da man var ved at tømme det hus i Nuuk, hvor Lars Møller og hans familie i sin tid boede. Som museumsinspektør fik hun lov til at gennemgå huset og containeren for mulige »værdier«, og herved blev de to breve bevaret. Dej: er naturligvis Grønlands Nationalmuseum og Arkiv's håb, at folk vil kigge godt efter, før de smider ud, så man fortsat kan indsamle, bevare og formidle de ting, som kan have vær- di for os i dag og for vore efterkommere, (red.). For nogle år siden fandt vi ved en tilfældig- hed et brev fra Knud Rasmussen til fotograf John Møller, søn af AG's første redaktør Aqqaluk — Lars Møller, og John Møllers svar samme år, begge breve skrevet på grøn- landsk. Jeg synes, at disse breve bør frem i lyset, fordi de indeholder overvejelser om konsekvensen af overgangen fra fanger- erhverv til »moderne tider«, og hvad dette måtte få af konsekvenser for befolkningen, hær John Møllers svar til Knud Rasmus- sen er interessant, fordi det behandler de opståede problemer fra en grønlandsk syns- vinkel. I dag, over 90 år senere, synes jeg, at disse breve er af betydning, og jeg har bestræbt mig for at oversætte dem til dansk så trofast mod indholdet som overhovedet muligt. Mariane Petersen, født 1937 i Maniitsoq, er uddannet translatør, men har i en årrække været ansat som museumsinspektør ved Grønlands Landsmuseum, idag Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. København 30.3.05 Kære John Møller Efter hjemkomsten til Danmark fra vor rejse langs hele Grønlands kyst, gjorde Mylius Erichsen og jeg alt for at indfri vore løfter til grønlænderne, ved at holde foredrag for store menneskemængder i forsamlingshuse, og skrev artikler til pressen for at hjælpe og forsvare jer. Der har i år været megen debat her i Dan- mark om grønlændernes fremtid. Under vores rejse langs kysten mærke- de vi, at mange grønlændere lider nød og gør sig umage for at klare tilværelsen; især har mange i syd og i nord yderst svært ved at klare strenge vintre. Er grønlænderne ved at gå trange tider i møde? Er dette tilfældet, hvad skyldes så dette? Under vores overvintring i Avanersu- aq/Thule i 1903-04 var vi sammen med befolkningen i alle gøremål; boede hos dem, og vi observerede overhovedet in- gen nød og trængsel hos dem. De lever 302 [2] Knud Rasmussen. Grønlands Nationalmuseum og Arkivs billedsamling. udelukkende af fangst og klarer sig uden hjælp fra danskere eller andre udefra. De klarer sig uden hjælp af fremmede! På baggrund af disse konstateringer, får jeg lyst til at spørge jer grønlændere: Er grønlænderne ved at komme trange tider i møde? Er deres nuværende træng- sler større end før, hvor der ingen frem- mede var? Har de mistet evnen til at samle forråd til trange tider? Er dette tilfældet, hvad skyldes så dette? Hvis I mener det samme som jeg (jeg er overbevist om, at grønlænderne i for- hold til tidligere er begyndt at lide nød, hvilket bekymrer mig meget!) beder jeg jer om at besvare mit brev i løbet af som- meren og fortælle mig om jeres tanker. Er fangstdyrene ved at forsvinde fra Grønland? Eller er grønlænderne ved at glemme kajakfangst og isfangst i takt med deres udvikling henimod en dansk levevis? Ægte grønlændere er der efterhånden ikke mange af, mange er blevet blandet med danskere og er gået over til civilise- rede danskeres skikke. Derfor kunne mange grønlændere, der i dag frister en trang tilværelse, måske kunne have klaret sig bedre med andre erhvervsretninger end den traditionelle fangsterhverv. Jeg har under mine rejser truffet og snakket med så godt som alle grønlænde- re, og det er min erfaring at de allerfleste er fornuftige og kloge mennesker. Hvor- for er det kun danskere, der skal træffe beslutninger og være velhavere, til trods for, at de allerfleste ikke engang kan tale bare en smule grønlandsk? En del grønlændere er efter en til- strækkelig uddannelse blevet lige så re- spekterede præster som deres danske kol- leger. Hvorfor kan de ikke blive koloni- bestyrere, hvis de kan blive præster? Er stillingen som kolonibestyrer vanskelige- re at bestride end stillingen som præst? Hvis grønlændere uden uddannelse kan blive udstedsbestyrere, hvorfor kan de så ikke blive kolonibestyrere efter at have gennemgået en uddannelse? Hvis de på seminariet kan lære de mest elementære ting, som en kolonibestyrer skal kunne, såsom regnskabsføring, skrivning, dansk og tilegne sig danske kundskaber ved at læse danske bøger, kan de udvide deres 303 [3] kundskaber. Vil de så ikke kunne bestri- de ledende poster i deres eget samfund efter 5-6 års uddannelse på seminariet? Hvad mener I selv? Tror I3 den ældre generation, at ungdommen ikke magter at udrette noget, tror I den frygter ikke at kunne klare »skærene« ? Er fangsten den eneste måde at ernære sig ved, vil ungdommen måske følge^ jeres spor. Inden de bliver gamle vil de slide sig selv op i den grad, at de bliver ude afstand til at hjælpe deres nærmeste. Idag ernærer mange grønlændere sig som fiskere, fordi de ikke magter den kunst at være fanger. Indhandlingspriser- ne på fisk er imidlertid så lave, og varer- ne i butikken så dyre, at de til trods for deres flid, har svært ved at klare tilværel- sen i trange tider. Priserne på hellefisk, helleflynder og fjordtorsk er så lave, at det må volde bekymringer for fiskerne at skulle købe tøj, mad, fangstredskaber og bygningsmaterialer. Ikke så få fiskere, der samtidig prøver at klare sig så godt de kan som fangere, vil generes af kaj aksvimmelhed med det resultat, at de ikke magter kajakfangst. Med disse forhold i tankerne, har dan- skerne i år forsøgt at udtænke andre mere givtige erhvervsmuligheder for grønlænderne. Kaptajn Gustav Holm, der var i Øst- grønland forrige år, og som nærer ægte kærlighed til grønlænderne, har indtræn- gende luftet sine tanker overfor sine landsmænd, inspektøren for Grønland, kongen og rigsdagen. Jeg vil her give resurrie af hans brev, således I kan se det: — Der har tidligere været mange rens- dyr i Grønland, men bestanden er i de senere år gået ned. Mod slutningen af 1800-tallet begyndte grønlænderne at snakke om, at bestanden af rener var da- lende. Takket være fordelen ved at bruge riflen, steg antallet af de på årsbasis ned- lagte rener. Det modsatte skulle man ellers have troet var gældende. Omkring 1850 nedlagde grønlænder- ne ca. 25.000 rensdyr årligt. Men deref- ter faldt bestanden af klimatiske årsager, hvortil kommer, at dyrene trak sig læn- gere væk. Dette medførte, at fordelene ved rensjagter var tvivlsomme for de grønlændere, som ikke er vant til længe- re rensjagter inde i fjordene. Netop i dis- se år er bestanden atter stigende, men i store områder, som umiddelbart er lovende, er der stadigvæk ingen rener. Når man tænker på, hvor vigtig renen er som ressource, både med hensyn til mad, tøj og sengeklæder, burde vi in- tenst stile henimod indførelse af rener til Grønland. I den forbindelse vil jeg gerne komme ind på, at der fornylig blev ind- ført tamrener til Alaska. Man købte sim- pelthen tamrener fra visse rensdyrområ- der og transporterede dem hjem med skib. I må være vidende om, at I har stam- mefrænder i Alaska i Nordamerikas nordligste punkt. Kaptajn Dr. Sheldon Jackson levede sammen med disse jeres stammefrænder i 1890 for at undersøge forholdene og erfarede, at de alle var ved at komme i nød. Han oplyste, at fangstmængderne var dalende, fordi bestandene af fangst- dyr var dalende og dyrene trak sig længe- re og længere væk. Efter hjemkomsten til sit land snakke- de Jackson indtrængende til sin regering og sagde således: Får eskimoerne ikke 304 [4] hjælp straks, vil de fa det værre og værre, og til sidst vil ingen kunne redde dem fra undergang. Han fortalte, at andre eski- mostammer i Sibirien har tamrener og lider ingen nød. Måske kan man hjælpe eskimoerne ved at indføre tamrener i deres land, som de kan leve af? Regerin- gens første reaktion var tvivl, fordi de mente at eskimoerne ikke kunne holde tæmmede dyr. Jackson gav sig imidlertid ikke, og i 1891 foranstaltede regeringen så transport af 16 rener fra Sibirien til Alaska med skib. I 1892 købte man yder- ligere 171 rener, og i 1893 yderligere 127 rener. Vinteren 1902 købtes 1350 tamre- ner til eskimoerne i Alaska. Allerede i 1902 var der 5748 tamrener i Alaska, så hurtigt formerer rener sig. Disse eskimoer behøver ikke længere at frygte fremtiden, da de er begyndt at leve af deres tamrener i trange tider. Hvordan vil det mon være at hjælpe eskimoerne i Grønland på samme måde? spurgte kaptajn G. Holm. Middelmådi- ge fangere og andre, i syd og i nord, der ikke kan vænne sig til kajakfangst, kan hjælpes ad denne vej. I Nordgrønland må man sørge for at få udsat rener uden- for byerne, væk fra hunde. Familier med tamrener behøver til gengæld ikke hun- de, da rener er udmærkede trækdyr. Således fremsætter jeg en del af dan- skernes tanker om jeres fremtid. Jeg giver yderligere oplysninger, når jeg har fået jeres svar til sommer om jeres tanker. I må nødvendigvis tænke på jeres lands- mænds fremtid. Efter vores hjemkomst fra ekspeditionen, har vi talt med Han- delens folk, rigsdagen, lovgiverne og sel- ve kongen og bad dem sikre jeres frem- tid. De nævnte instanser er meget interes- serede i at høre jeres mening, så skynd jer at give jeres mening til kende! Mine rejsefæller Mylius-Erichsen og Harald Mokke bad mig hilse jer. Jeg håber inderligt på et svar fra jer! Jeres hengivne Knud Rasmussen, Lynge Præstegaard, Lillerød St., Danmark. A2___3 . John Møllers svar til Knud Rasmussen. Frederikshaab, d. 10.9.05. Dit brev af 30.3.05, som jeg modtog i foråret, vil jeg langt om længe besvare, med mine egne overvejelser. Du spurgte til at begynde med, om grønlænderne er ved at komme trange tider imøde? Jeg er enig med dig i denne betragt- ning, at grønlænderne er begyndt at lide nød. Dette har jeg observeret under mine sommerrejser langs kysten fra Na- nortalik til Sisimiut siden 1889, selvom jeg ikke kender forholdene om vinteren. Især i Sisimiut synes nøden mere iøjne- faldende. Bestanden af sæler i distriktet synes faldende drastisk, hvilket måske skyldes, at storisen ikke når så langt 305 [5] nordpå. Fangerne i distriktet er ellers dygtige kajakfangere. De er gået over til fiskeri, hovedsagelig efter ørreder og hajer. Nøden skyldes delvis mangel på sæler. Dette forhold bekymrer mig og jeg finder det ønskeligt, at man finder en løsning hurtigst muligt. Og det er glæde- ligt at høre, at de betænksomme danske- re allerede har tænkt på at indføre tam- rener her i Grønland, hvilket jeg håber vil afhjælpe nøden hos mange grønlæn- dere. Efter min mening synes tendensen til nød at være mindre i Sydgrønland, hvilket sandsynligvis skyldes storisen, som medfører forekomster af sæler. Jeg er dog vidende om, at der i Syd- grønland også forekommer nød om vin- teren, hvilket kan skyldes flere faktorer. Jeg vil nævne følgende, der i mine øjne er mest almindelige grunde hertil: Dem, der ikke samler vinterforråd - de skødes- løse. Dem, der tragter efter danske varer (især kaffe og tobak). Familier, eller bo- pladsfæller, som ikke hjælper hinanden, og for mange fangere, der deler sig i for små huse. De, der ikke gider drive kajak- fangst, altså dem, der ikke gider øve sig for at blive dygtige fangere. Tidligere boede flere fangerfamilier sammen og hjalp hinanden; de led sjæf- dent nød, især når husstanden havde en dygtig leder. Hvad skyldes det mon, at bestanden af sæler synes dalende? Der bliver aldrig drevet fangst på steder, hvor grønlands- sælen og klapmydslen yngler, fordi un- gerne stadig søger tilbage, efter at mødre- ne har forladt dem. Grunden til dalende bestande af sæler er efter min mening, at danske grønlandssæl-jægere med skibe myrder løs på nyfødte og små sælunger, der ligger på is. De grønlandske fangeres samlede fangst, kan efter min mening ikke være årsag til de dalende bestande. Indstilles grønlandssælfangsten fra skibe, vil bestanden uden tvivl stige igen. Der er stadigvæk mange dygtige grøn- landske kajakfangere, selvom dygtige kajakfangere i forhold til hedningetiden sikkert ikke er så mange. Idag konkurre- rer fangerne ikke med hinanden som dengang. Jeg er også overbevist om, at stigende antal grønlændere retter sig mere og mere efter dansk levevis. Til trods herfor er det min faste overbevisning, at fang- sten må være den primære levevej; jeg er dog ikke blind for, at mange i større beboelser også kan ernære sig af andet end fangst. Her tænker jeg på dem, der har let ved at tilegne sig kundskaber/de Lerenemme. Lærerne holder jo øje med de kvikkeste børn allerede på et tidligt tids- punkt. Bliver disse uddannet af erfarne og dygtige lærere, som samtidig er til efterfølgelse i enhver henseende, er jeg sikker på, at de kan tilegne sig tilstræk- kelige kundskaber til, at de kan besætte gode stillinger, når tiden er inde. Jeg mener, at kun de Lerenemme burde få den omtalte uddannelse. I den nyere tid består mange grønlæn- deres ernæring af fisk. Mange klarer sig endog udmærket ved fiskeri, især i områ- der med hellefisk og rødfisk. Disse fede fisk er tiistækkelige til at klare strenge vintre; olien bruges jo også til belysning. Ulempen ved at være fisker er dog den, at man ikke kan skaffe skind til kajakbetræk og materialer til redskaber, hvilket også kan medføre, at man ikke 306 [6] John Møller. Grønlands Nationalmuseum og Arkivs billedsamling. kan bruge sin kajak til fangst. Netop der- for er det vigtigt at være sælfanger. Især i større beboelser kan man ikke undgå at lægge mærke til, at velegnede unge mænd ikke længere har lyst til at lære kajakfangst, eller at de søger lønnet arbejde om sommeren på land, eller at de søger hyre som roere på fartøjer. Er de ikke sparsommelige og har tilmed ingen kajak, lider de nød om vinteren og er til belastning for driftige fangere. På denne baggrund mener jeg, at det bedste ville være, at danske rejsende fremover går over til motorbåde, som ikke kræver så mange hjælpere. Nogen af de unge mennesker kan jo blive oplært i motorpasning. På denne måde kan man bibeholde velegnede unge mennesker i fangererhvervet. Lønnet arbejde er jo ale- ne ikke tilstrækkelig til at klare daglige fornødenheder for familier året rundt. Erfarne renjægere fortæller, at bestan- den af rener er stigende, hvilket jeg giver dem ret i. Dette burde man drage nytte af, og det kunne være ønskeligt, at de grønlandske renjægere lærer at udnytte de nedlagte dyr fuldtud, uden at noget går til spilde. Da bestanden tidligere var stor, undnyttede man hovedsageligt skin- det og smed store mængder kød væk. Dette medførte, at renerne forsvandt. Indførelse af tamrener ville være en stor fordel, for når grønlænderne ser, at rener kan formere sig hurtigt, hvis de ikke jages unødig, vil det være til fordel for kommende generationer. Indfører man tamrener her i Grøn- land, er der som i Alaska, mange egnede blandt lokalbefolkningen, som er drevne i landjagt og som kan oplæres som ren- vogtere. Folk, som af forskellige årsager ikke kan lære kajakfangst. De, der skal oplæres som renvogtere, må nødvendig- vis være velegnede til dette arbejde. Der er uden tvivl mange fouragerings- områder rundt omkring, som renerne aldrig kommer til. At der i det frodige Sydgrønland ikke findes rener, må skyl- des indlandsisen, som renerne ikke kan forcere. Frederikshaab, d. 10.9.05. /. Møller. J, 307 [7]