[1] Invasionen af Thule og befolkningens fordrivelse Af Jens Brøsted og Mads Fægteborg For ti år siden dokumenterede vi i bogen Thule — fangerfolk og militæranlæg hvor- dan 1) Thulebasen blev anlagt uden at inughuit - Thules befolkning blev hørt om anlægget af basen, endsige gav sit samtykke til kæmpeprojektet i deres land, 2) at uanset spørgsmålet om tvang var befolkningen frataget reelle alternati- ver til forflytningen, 3) at Grønlandsde- parterrientet som ansvarlig for grønland- ske interesser forsømte at varetage den indfødte befolknings brugsinteresser i deres land og 4) at staten på uretmæssig måde har tilsidesat befolkningens erstat- ningskrav. Bogen blev et centralt doku- ment for Thule kommunes argumentati- on i kravet om erstatning fra den danske stat for tabet af fangstområder. Bogen blev endvidere årsag til at den danske og amerikanske regering forhandlede en til- bagelevering af omkring halvdelen af baseområdet til inughuit i 1986. Siden da er der stort set intet sket. Dog har regeringens undersøgelsesudvalg brugt 7 år og cirka 1,4 millioner kroner på at give begivenhederne dengang deres blå stempel ved at sige, at der intet var at kri- tisere. 310 I en tid hvor alle taler om Thule, men fa taler om den befolkning, der har lidt under basens eksistens, har vi valgt at genopfriske den gamle historie. Jens Brøsted, f. 1949. Forskningslektor ved Insti- tut for Statskundskab, Københavns Universitet. Har en bred samfundsvidenskabelig uddannelse, bl. a. med en M. A. fra Fletcher School of Law and Diplomacy, Tufts University, maj 1990; Cand. techn. soc. fra Roskilde Universitets Center, aug. 1978, og B. A. i antropologi med støttefag i eski- mologi, Københavns Universitet 1973. Forfatter til mange bøger og artikler om emner indenfor antropologi, urfolksret, menneskerettigheder og folkeret. Mads Fagteborg, f. 1953. Ansat på Thule Air Base 1976-78. Senere ansættelser hos bl. a. to grøn- landske folketingsmedlemmer og i Inuit Circum- polar Conference. Konsulent i Thule kommune 1985-86. B.A. fra Institut for Eskimologi 1990. Har siden 1988 drevet konsulentfirmaet Arctic Information. Medstifter af komitéen Natur og Folk i Nord. Forfatter til bl. a. bogen Grønland i dag - en introduktion og Towards an Internatio- nal Indigenous Arctic Policy (Arctic Leaders' Summit) with an English-Russian conference dictionary. Jens Brøsted og Mads Fægteborg har sammen skrevet bl. a. Thule - fangerfolk og militæranlæg, DJØF 1985. Genudgivet i udvidet form på Aka- demisk Forlag 1987. Grønlandsk udgave 1988. [2] Den 15. februar 1951, cirka halvanden måned før Danmark og USA indledte forhandlingerne om Grønland, ankom et mindre amerikansk selskab til Thule. Hvad selskabet skulle i Thule vidste den danske stats repræsentant, kolonibestyrer Torben Krogh intet om. Forinden havde han kun modtaget en besked om at sel- skabet ville komme, og at man ikke ønskede besøget omtalt udenfor Thule. Under det obligatoriske høflighedsbesøg hos kolonibestyreren bemærkede han amerikanernes særdeles store interesse for arktisk boligbyggeri og permafrostens beskaffenhed. En måneds tid senere — i marts — kun- ne Torben Krogh konstatere en dagligt stigende amerikansk aktivitet ved den lil- le dansk/amerikanske vejrstation på Pituffik. Normalt var vejrstationen bemandet med 12 danskere og 6 ameri- kanere; men ved et besøg på stedet kon- staterede kolonibestyreren at mandska- bet nu var øget med mindst 200 ameri- kanere, der var i gang med at montere barakker, som var blevet fløjet dertil fra USA. Da Grønlandsdepartementet i København imidlertid fortsat ikke havde fundet anledning til at informere koloni- bestyrer Krogh om hvad der foregik på Pituffik anmodede han i kodetelegram landshøvdingen i Godthåb om nærmere informationer og instrukser. Landshøv- dingen kendte åbenbart heller ikke noget til amerikanernes aktiviteter, men svare- de at han ville spørge i København. Det blev dog hverken fra Godthåb eller fra København at kolonibestyreren fik noget at vide, men fra den norskfød- te amerikanske oberst Bernt Balchen, der i øvrigt også havde deltaget i besøget den 15. februar. Torben Krogh husker situa- tionen således: »Af og til skete det at Bernt Balchen kom op for at se, hvad der skete heroppe, og h an kom næsten altid overfor at besøge os. Han havde en svensk ingeniør med, som vi også havde lært at kende. Så jeg inviterede dem over til en skandinavisk frokost, og da vi så havde hygget os med min kones gode mad, sagde jeg til Bernt Balchen, at nu ville jeg altså gerne have at vide hvad der skulle laves derovre. Når jeg ikke kan få under- retning fra København må du kunne bekræfte overfor mig, som gammel skandi- nav, at det er noget I har lov til. Han sag- de til mig, at: det er mig lidt imod, idet jeg mener det er den danske regering, der skal underrette dig om det; men jeg kan godt fortælle dig, at det er en base vi skal til at bygge derovre, og den bliver nok i størrelses- ordenen mellem 7-10.000 mand. Det er den danske regering fuldstændig indforstået med.« Kolonibestyrer Krogh fik fortsat intet at vide fra de danske myndigheder. På bag- grund af erfaringer fra de rutinemæssige forsyningsekspeditioner via Pituffik til de canadiske vejrstationer på Ellesmere Island valgte Krogh at afspærre området fra kolonien. Dette initiativ havde tidli- gere vist sig nødvendigt fordi de »kapi- talstærke« fremmede var i stand til at afkøbe den lokale befolknings fangstred- skaber og skind samtidig med at de udgjorde en trussel for de lokale mænd i konkurrencen om kvinderne. Dersom kolonibestyreren havde haft kendskab til pastor Otto Rosings dag- bogsoptegnelser fra 1946 ville han have 311 [3] Thule Air Base 1953. Foto: Inspektør Mørck Rasmussen. anet at denne fremgangsmåde tilsynela- dende ikke var helt sjælden i den danske grønlandsadministration. I forbindelse med oprettelsen af vejr- og radiostatio- nen i Thule skriver pastor Rosing: »Søndag den 21. juli 1946, gudstj. kl. 10 — Tre store flyvere kredsede rundt over Thu- le hele dagen. Om eftermiddagen havde vi en oplevelse. Der kom en stor flyverbåd på 13 mands besætning til Thule, som påstod at have fået motorskade og måtte nødlande. Den kom fra et moderskib, der for øjeblik- ket befandt sig 100 sømil herfra, og de hav- de kaldt skibet hid for at blive repareret. Mandag den 22. ved midnatstid kom skibene til syne og styrede lige ind. Ved bestyrer Lunds afrejse herfra overtog jeg posten som den højeste stedlige politimyn- dighed i kraft af min egenskab som for- mand for fangerrådet. Så måtte jeg nød- vendigvis ud at tage imod dem og præsente- re mig som: Acting Chairman ofthe Coun- ty Council — og repræsentere Danmark. Flåden bestod af: 1. USS »Norton Sound«, stort moderskib for flyvemaskiner på 600 mands besætning. 2. USS »Whitewood« — et hjælpeskib. 3. USS »Atule«, en meget Bopladsen Uummannaq umiddelbart efter flytningen. Den korte frist befolkningen var givet efterlod bopladsen rodet. Foto: Inspektør Mørck Rasmussen. 312 [4] Flytningen i maj 1953 foregik med tungt læssede slæder på dårlig is. Foto: Inspektør Mørck Rasmussen. Qeqertarsuaq (Herbert Ø). Erstatningshuse opføres. Indtil husene stod færdige i september 1953 boede befolknin- gen i tynde lærredstelte. Foto: Inspektør Mørck Rasmussen. 313 [5] stor undervandsbåd på 200 mands besæt- ning. Til alt held har vi en telegrafist her i Thule ved navn A.J. Ryberg, som er perfekt i engelsk og han optrådte straks som tolk. Ved at udspørge chefen, Acting Com- mandore, Captain Cruyen, USN, fik vi at vide, at de kom for at anlægge en stor vejr- station med tilhørende radioanlæg og nødlandingsplads, og det var efter overens- komst'. mellem den danske og den ameri- kanske regering. Men da de ikke har papi- rer at fremvise, og Thule i forvejen ikke har været underrettet, telegraferede jeg straks til landsfogeden i Godthåb og bad om nærme- re forholdsregler. Imidlertid blev radioen fuldstændig tavs, et fænomen, som slet ikke er sjældent heroppe. Så fik vi telegram fra Danish Legation, Washington DC, som bekræfter deres foretagende. Men der var meget at tage sig af i disse dage. Havnereglementet for fremmede ski- be må overholdes, og jeg måtte optræde ret strengt over for befolkningen og forbød alt samkvem og handel med de fremmede. De indfødte her forstod det straks, men de vest- grønlandske elementer har været ret ubeha- gelige og grove overfor mig.« Thules fangerråd, der havde den politi- ske og dømmende myndighed i distrik- tet, blev første gang informeret om base- planerne i maj 1951 under landshøvding P. H. Lundsteens besøg. Imidlertid fin- des der ingen referater i fangerrådets pro- tokoller, og det var da også kun medlem- merne fra kolonien Thule og bopladsen Uummannaq der var tilstede. Mødet kan næppe betegnes som et officielt møde mellem landshøvdingen og fangerrådet. I landshøvdingens indberetning til de- partementschef Eske Brun, den 24. maj 314 1951, skrev han blandt andet om sine indtryk fra Thule-rejsen, at når man sammenholdt lokalbefolkningens jagtin- teresser med basens afgrænsning syntes det som om at regnestykket ville gå meget dårligt op. Blandt andet fandt han de amerikanske ønsker om at besejle den indre del af Wolstenholmefj orden i mod- strid med inughuit's muligheder for at drive sælfangst i deres vigtigste »spise- kammer«. Lokale love tillod kun kajak- ker, robåde og hundeslæder at færdes i denne del af fjorden, hvorfor inughuit frygtede at motorbåde, større skibe og olierester ville fordrive sælerne. Endvide- re mente landshøvdingen, at lokalbefolk- ningen måtte indrømmes færdsel i visse grænseområder af basen for blandt andet at opretholde adgangen til rævedistrik- terne og to fangstpladser. Lundsteen fandt det i øvrigt ufatteligt at amerikanerne ville få behov for »et så stort principielt afspærret baseområde.« (På et tidspunkt er Thulebasens areal opgjort til samme størrelse som Fyn). -»Men som sagt, jeg er ikke klar over, hvad meningen egentlig er, og sålænge kan det jo ikke nyt- te, at man betragter den fra Sykes' side ønskede ajgrænsning som tåbelig. Selvfølge- lig kan man sige, at brækanterne ogjjorden danner gode grænser, men når der er tale om så store områder, synes selv disse grænser mindre hensigtsmæssige, og det skulle ikke være umuligt- at finde andre passende af- grænsninger.« Herudover påpegede lands- høvdingen at der burde indføres en fuld- stændig afspærring mellem amerikanerne og inughuit, ligesom en sådan afspærring også burde omfatte danskerne ved vejr- stationen. Han refererede her til fanger- rådets udtalelser om at visse danske ar- [6] bejdere havde gjort sig uheldigt bemær- kede overfor de fatallige kvindelige bebo- ere. Lundsteen konkluderede i indberet- ningen til departementschef Brun: »Hvis planerne skal gennemføres så vidt som den ønskede afgrænsning af området kunne antyde, forekommer det mig, at en flytning af bopladsen er en nødvendighed og en konsekvens af basens anlæg, således at det vil være naturligt at hævde, at de med flyt- ningen forbundne udgifter hører med til omkostningerne ved basens etablering.« Man kan næppe påstå, at regeringen ikke var advaret om mulige negative konse- kvenser, før den gav tilladelse til etable- ringen af Thulebasen. I et baggrundsdo- kument til det underudvalg af Grønlands- kommissionen, som i 1949-50 behand- lede Thule og Østgrønland skrev Nord- grønlands landsfoged N.O. Christensen, at oprettelsen af vejr- og radiostationen i 1946 straks havde givet »anledning til vanskeligheder af forskellig art«, og at der var »indført et fremmedelement, hvis be- tydningantagelig ikke bør undervurderes«. Grønlandskommissionen udsendte Thules tidligere handelsbestyrer Hans Nielsen til Thule i sommeren 1949 for at undersøge situationen. I sin indberet- ning foreslog Hans Nielsen blandt andet indførelsen af jagtkort så fangerrådet kunne kontrollere, hvem der kunne gå på fangst, da uvante jægere fra stationen skræmte fangstdyrene bort. Desuden pegede han på den ukontrollable situa- tion, når amerikanerne om sommeren kom med skibe med op til 1000 mands besætning. Hans Nielsen fremkom endvidere med det hidtil ældste kendte forslag om at flytte befolkningen og afspærre områ- det ved Thule. »Som verdenssituationen er i øjeblikket, bør man overveje, om risikoen ikke er for stor for Thules befolkning ved at blive boende der, hvor man hvert øjeblik kan stå overfor, at der pludselig bliver sta- tioneret flere tusinde amerikanere ved fly- vepladsen«. Grønlandskommissionen afviste dog Hans Nielsens forslag — formentlig i overensstemmelse med kommissionens almene afvisning af tvangsmidler i be- folkningspolitikken, men pegede dog på at man opmærksomt burde følge udvik- lingen i distriktet. Landshøvdingens indberetning nåede departementschefen den 31. maj 1951, men blev ikke afspejlet i rigsdagens debat om Grønlands forsvar. I hvert fald for- sikrede udenrigsminister Ole Bjørn Kraft, under forslagets l. behandling den 7. juni, landstingets medlemmer: »at de fælles militære forsvarsområder, som her bliver skabt, er meget ubetydelige i for- hold til hele Grønlands størrelse, og at de også er beliggende på steder, hvor de ikke vil få megen nær kontakt med den grøn- landske befolkning. ... Der er i traktaten truffet alle mulige bestemmelser, så at vi håber fuldtud at kunne beskytte den grøn- landske befolkning dér, hvor den kommer i kontakt med militæret.« Få dage senere mødtes Eske Brun med Lundsteen i Godthåb og aftalte at der skulle udsendes en mand til Thule for lokalt at arrangere forberedelserne til den bedst mulige flytning af handel, kirke og skole. I slutningen af juli rejste kontor- 315 [7] chef N.O. Christensen og en arkitekt til Thule. Gennem samtaler med Thules præst og flere fangere rapporterede kontorche- fen, at kun hvis basens tilstedeværelse vil- le vise sig at blive altødelæggende for fan- gererhvervet kunne en flytning anbefa- les, men han anførte samtidig, at der ved siden af rent historiske og nationale grunde ville være uheldige konsekvenser forbundet med en flytning. Kontorche- fen fremhævede, at Thules centrale pla- cering var afgørende for kontakten imel- lem nord-, midt- og syddistriktet, lige- som en eventuel flytning ville medføre en overbefolkning af norddistriktet. Af 14 steder blev Qaanaaq fremhævet som det eneste egnede tilflytningssted, dog med bemærkningen om, at en befolk- ningskoncentration hér sikkert ville medføre en overbelastning af ressour- cerne. I et radioforedrag som Peter Freuchen holdt efter et besøg i Thule sommeren 1951 Jhavde han talt om basens negative indflydelse på blandt andet hvalros- og sælfangsten, hvilket foranledigede et spørgsmål i Rigsdagens Grønlandsudvalg i november 1951. Til udvalget oplyste landshøvdingen, at en flytning havde været under overvejelse men at man hav- de valgt at se tiden an. Lokalt havde kolonibestyreren sammen med basens første militære chef forhand- let sig frem til en grænse mellem basen, kolonien og bopladsen. Grænsen blev trukket ved Pituffik elven og blev bevog- tet af det amerikanske militærpoliti. Der viste sig ingen problemer før efter den 9. juli 1951, den dag, hvor Thule blev invaderet af en konvoj på 120 skibe lastet med anlægsmateriel. Torben Krogh husker en episode således: » Vi havde et tilfalde, hvor vi fik øje på nog- le der var gået i land. Jeg tog straks telefo- nen og ringede derover. Det tog ikke en time så kom der en speedbåd farende med general Warn i spidsen og revolvere alle vegne, og fire/fem Military Police folk. De spurgte, hvor de var gået hen — ja, de var selvfølgelig gået ud mod landsbyen, som vi kaldte den eskimoiske bebyggelse. Der gik en halv times tid og så kom de tilbage med de to mand — de var arresterede. Jeg var lidt ked af det fordi jeg var klar over at de fik en hård straf, men jeg kunne ikke tage nogen risiko for de 125 eskimoer.« Kolonibestyrer Kroghs efterfølger in- spektør Erik Mørck Rasmussen var pes- simistisk over tilstandene og anmodede i januar 1952 Grønlandsdepartementet om at få ansat en tilsynsførende med politimyndighed, hvis Thule fortsat skulle ligge i umiddelbar nærhed af basen. Inspektøren havde tre hovedargumen- ter for at Thule skulle flyttes, nemlig 1: kontakten mellem inughuit og amerika- nerne, 2: de forringede fangstmulighe- der, der skyldtes røgen fra affaldsaf- brændingen og larmen fra de mange flystarter og -landinger, 3: konsekven- serne af et eventuelt angreb på Thule Air Base. På fangerrådets møde, den 8. februar 1952, fik inspektøren imidlertid bekræf- tet sin formodning om at befolkningen ikke delte hans syn. Midtdistriktets med- lem Sorqaq udtalte, at der ikke var til- 316 [8] slutning i befolkningen for en fraflytning fra Thule. Situationen efteråret/vinteren 1952 blev for fangerne katastrofal De månedlige indberetninger og utallige andre telegra- fiske meddelelser fra inspektøren til landshøvdingen bevidner, at sælfangsten var under normal, hvalrosfangsten var totalt mislykket - ikke én var der blevet fanget. Man havde så lidt hundefoder, at man fra amerikanerne havde fået om- kring 20 tons frosset kød og fisk. Ræve- fangsten var også betydeligt dårligere end tidligere, hvilket skyldtes adgangsforhol- dene til baseområdet. Problemerne i Thule blev fortiet overfor offentligheden indtil den 12. maj 1953, hvor departementschef Brun i dagspres- sen blandt andet erklærede, at fangerrå- det på dets seneste møde havde besluttet at flytte kolonien, fordi fangstdyrene var blevet fordrevet af den amerikanske akti- vitet i området. Dette er imidlertid en myte. Årsagen til tvangsforflyttelsen var et amerikansk ønske om at udbygge basens forsvar med antiluftskyts netop hvor kolonien lå. Disse oplysninger fremgår af en klassificeret skrivelse af 7. maj 1954 fra statsministeriet til folketingets finans- udvalg: »Isommeren 1953 blev derfra amerikansk side overfor den danske regering gjort opmærksom på, at der var betydelige mang- ler ved forsvaret af baseområdet, og at det var af aldeles afgørende betydning for de amerikanske myndigbeder at få tilladelse til omgående at opstille antiluftskyts til basens forsvar netop på det sted, hvor byen Thule er beliggende. Det blev straks under de indledende drøftelser fremhævet, at en opstilling af artilleri i selve byen selvsagt ville være uforeneligt med befolkningens fortsatte forbliven på stedet, hvilket igen måtte føre til, at de til befolkningens betje- ning nødvendige institutioner — kirke, sko- le, sygehus, butik osv. — ligeledes måtte flyt- tes. ... Da den amerikanske regering samti- dig af hensyn til de nævnte militære foran- staltningers omgående iværksættelse meget kraftigt henstillede, at en afgørelse blev truffet så hurtigt som muligt, blev der fra dansk side, efter at sagen havde været for- handlet i regeringen og i et partiformands- møde den 18 august 1953, givet den ame- rikanske regering meddelelse om, at man efter omstændighederne kunne give tilladel- se til at opstille det ønskede antiluftskyts og i konsekvens heraf udvide forsvarsområdet ved Thule til at omfatte hele den halvø, hvorpå byen var beliggende.«, Disse oplysninger var dog ikke til offent- lig brug. I nogle af de få interessante nye oplysninger som regeringens undersøgel- sesudvalg har fremlagt vises det, hvordan flytningen skulle præsenteres som om den var i befolkningens interesse. I et notat til udenrigsministeren den 28. maj 1953 hed det: »for om muligt at afbøde presseangreb på amerikansk virksomhed i Grønland (har Grønlandsdepartementet) søgt bladenes udtalelser inspireret derhen, at flytningen fremtræder som alene værende i grønlændernes interesse.« Manipulationen blev også understre- get i et notat fra Eske Brun til statsmini- steren den 11. juni 1953, for »for at und- 317 [9] To politikere, der indgående har beskæftiget sig med erstatningsspørgsmålet. Inutersuaq Uvdloriaq (t.h.) og Ussarqaq Qujaukitsoq (t.v.). Foto: Jens Brøsted 1985. gå at slippe katten ud af sækken (erklærede vi) at der var tale om en flytning baseret på den forringelse af fangstforholdene, som den allerede eksisterende amerikanske akti- vitet vitterligt havde medført.« Om det relativt store beløb til at betale for flyt- ningen hedder det senere i samme notat, at »vi ville naturligvis aldrig have drømt om at anvende så store beløb, hvis vi ikke var kommet i den situation, som vi står i nu, men når man i realiteten tvinger folk bort fra deres hjem, så må man nødvendig- vis være noget rundhåndede...« Grøniandsdepartementets myte om befolkningens eget ønske om at flytte var opbygget af en række kryptiske telegram- 318 mer, af nogle bemærkninger på fanger- rådsmødet den 20.-24. april 1953, og ved hjemkaldelsen af statens embeds- mænd, inspektøren og præsten, til møder i København for at planlægge »evakueringen« af kolonistedet Thule. Overfor offentligheden blev de hjem- kaldte embedsmænd derimod præsente- ret som repræsentanter for fangerrådet, efter at fangerrådet var enige om, at en flytning var nødvendig og havde sendt repræsentanterne ned for at forhandle med Grønlandsdepartementet (Presse- meddelelse om flytningen d. 11 maj 1953). I notatet til finansudvalget legiti- meredes de som medlemmer af det loka- le råd, som begge på fangerrådets vegne spontant gav udtryk for befolkningens interesse i en flytning til en nordligere beliggende plads. Det fremgår, at ingen af de grønlandske medlemmer af fanger- rådet var orienteret om formålet med rej- sen, og at de to embedsmænd ikke havde ttoget mandat fra fangerrådet. Det har ikke været muligt at finde en aftale om Thules flytning - endsige et mødereferat. Præsten, Jokum Knudsen, har overfor undersøgelsesudvalget oplyst, at der ikke fandt nogen drøftelser sted. »Det var et diktat«. Det vil føre for vidt at redegøre for de mange detaljer i hændelsesforløbet her, men referatet af fangerrådsmødet i april har ofte været anvendt som beviset på befolkningens ønske. Lokalt i Thule havde spørgsmålet om flytning ikke været på dagsordenen ved fangerrådets møde 20. — 24. april 1953. Midtdistriktets medlem Jess - Sorqaq's efterfølger - fremlagde en skrivelse fra befolkningen om forholdet til basen. [10] Grønlandsminister Tom Høyem, borgmester Qavqutsiaq Nielsen (t.v.) og landstingsmedlem Ussavqaq Qujavkit- soq (t.h.) i forbindelse med grønlandsministerens møde i Qaanaaq 1985. Foto: Mads Fægteborg. Man ønskede klar besked, hver gang amerikanerne berørte nye fangstområ- der; ensartede regler for danskere og inughuit med hensyn til passage gennem baseområdet til rævefangstfelterne; mu- lighed for at hente kasseret træ og føde- varer på basens affaldsplads til henholds- vis brænde og hundefoder; ensartede reg- ler for danskere og inughuit med hensyn til samhandel med amerikanerne; basens lukning for alle, således at kun embeds- mænd og fangerrådsmedlemmer i tjenst- lig øjemed kunne få adgang til basen. Under drøftelsen af »basens lukning« indtog inspektør Mørck Rasmussen rol- len som aktiv »fødselshjælper« til ideen om at flytte ved at orientere rådet om landshøvdingens besøg i Thule et halvt år tidligere for at tale om fangstforholde- ne efter basens etablering, og om befolk- ningens syn på en flytning. Jess sagde blandt andet: »efterhånden som basen udvider sig, bliver vore fangst- områder mere og mere reducerede. Enhver har erfaret, at fangsten her i Thule bliver sløjere og sløjere. Fangerne er overbeviste om, at dette først og fremmest skyldes basens indflydelse og ikke fangernes manglende energi (..) vi bliver udelukket fra mange af vore vigtigste fangstområder.« Lidt senere 319 [11] fortsatte han: »befolkningen er klar over, at man før eller senere må forlade pladsen her, man afventer blot ministeriets afgørel- se derom. Man er enige om, at hvis mini- steriet erstatter nuværende huse få boplad- sen vil dette fremskynde bortflytningen fra Thule. Hvis Thule skal flyttes, bør fanger- ne tages med på råd om, hvor den skal byg- ges op.« Meget mere blev der ikke talt om emnet Mødereferatets autenticitet kan der imidlertid stilles spørgsmål ved. Under et besøg i Qaanaaq kort efter bog- udgivelsen fortalte Jess, at han ikke hav- de været i stand til at læse mødereferater- ne da de forelå på dansk og han dermed ikke vidste hvad han skrev under på. Jess tilkendegav også at man på fan- gerrådsmødet i 1953 var blevet enige om, at han skulle rejse til Qaanaaq for dér at rekognoscere gennem et år, om det ville være et muligt tilflytningssted. Han havde dog ikke selv ønsket at fraflytte den gamle boplads, men var blevet pålagt det af Mørch Rasmussen. På dette punkt er mødereferatet i direkte modstrid med Jess' oplysninger. Mens indholdet af det- te fangerrådsreferat således er tvivlsomt, kan det fastslås at referatet ikke er udfor- met i overensstemmelse med fangerrå- dets bestemmelser om referaternes form. Efter at inspektøren og præsten var returneret til Thule afholdtes et møde med befolkningen, hvor de trufne afgørelser blev meddelt. Allerede den 31. maj kunne inspektøren meddele departe- mentet, at alle nu var borte. Befolknin- gen beretter, at de fik fire dages frist før bulldozerne ville komme. Mens offentligheden i Danmark ikke har været vidende om andet, end at inughuit flyttede af egen fri vilje, har der lokalt i Thule aldrig været tvivl om, at befolkningen blev strategisk forjaget! Under behandlingen af erstatningskra- vet for tab af fangstområdet bemærkede fangerrådet i 1960: »Man har faktisk tvunget befolkningen til at fraflytte GI. Thule, enkelte ville ikke flytte, men blev truet med raketfaren; der blev også udtalt at man måtte flytte samme sommer, ellers fik man ingen erstatningshus«. 320 [12]