[1] Villads Villadsen — en aktiv folkelig forfatter Af Chr. Berthelsen Villads Villadsen, pensioneret overkate- ket, som fyldte 80 år den 11. januar 1996, hører til de flittigst skrivende for- fattere i det moderne Grønland. Hans produktion af romaner, antologier samt korte ^fortællinger til brug for undervis- ning i skolen har passeret en snes titler. De fleste af hans romaner og historier er af folkelig karakter. Han har mange tro- faste læsere, netop fordi hans motiver i reglen er hentet fra hverdagens små epi- soder. Mange bliver uden tvivl også til- talt af hans ukomplicerede fremstillings- form med en kæde af små spændingsmo- menter under vejs i handlingen. Hertil kommer, at han skriver et smukt grøn- landsk. Hans emneområde spænder vidt — fra ældre tiders fangertilværelse til nu- tidens samfundsproblemer. I flere af sine bøger beskriver Villadsen fangererhvervet, som han er ganske for- trolig med; og man kan være et hundre- de procent sikker på, at enkelthederne i hans fremstillinger af fangstredskabernes anvendelse og af fangstmetoderne er kor- rekte. Dette er ikke nogen tilfældighed. Han er vokset op i et nordgrønlandsk fangermiljø i en for længst nedlagt bygd Avannarliit, Nordre Huse, der lå ved udløbet af Jakobshavn Isfjord nord for bygden Ilimanag^ Claushavn. Allerede som dreng roede han i kajak sammen med sin far i det farefulde farvand mel- lem de store isfjelde, hvilket han har skil- dret i romanen »Juulut«, der tydeligvis er bygget på barndomserindringer. Villadsen gennemgik kateketuddan- nelsen på seminariet i Godthåb; og man- ge år virkede han som kateket og senere som overkateket i Ammassalikområdet i Østgrønland og i Diskobugten i Vest- grønland - sidst i Qasigiannguit, Chri- stianshåb, hvor han nu bor. En kateket af den gamle skole havde sin gerning såvel i kirken som i skolen. Kateketen var ofte også sin egen organist Chr. Berthelsen, tidligere skoledirektør, har et stort forfatterskab bag sig. Se bl. a. tidsskriftets festskrift, nr. 8-9 - 1986. 28 [2] og korleder ved højtiderne, hvilke funk- tioner Villadsen bestred, indtil han blev pensioneret. Villadsen har gennem årene skrevet et stort antal digte - åndelige og folkelige. Dem finder man i nogle af hans bøger, i aviser, i tidsskrifter og i den grønlandske sangbog. Han er et sangglad og musi- kalsk menneske, der selv har skrevet me- lodier til mange af sine digte. Desuden har Villadsen altid taget del i oplysnings- arbejdet, hvor han har mange års aktivt virke at se tilbage på. I det følgende skal jeg kort omtale to af Villadsens bøger, som efter min opfat- telse hører til de mest markante blandt hans arbejder, nemlig debutromanen »Jensi« (Jens) fra 1958 og hans episke digtcyklus »Nalusuunerup taarnerani« (I hedenskabets mørke) fra 1965. I »Jensi« skildres en ung kateket, Jens, og hans nærmeste venner, Johannes og hans nære veninde eller kæreste, Maren. Handlingen foregår i Ammassalikområ- det i tiden under 2. verdenskrig til et stykke ind i 1950'erne, hvor den meget omfattende nyordning i Grønland også var nået til det afsides beliggende områ- de på østkysten. Jens er en dygtig og samvittighedsfuld kateket, der i sin fritid tager ud på fangst i kajak. Via denne fri- tidsinteresse kommer han i tæt kontakt med folk. En vinterdag, hvor han er ude på fangst i kajak, blæser det pludselig op til storm, og af de voldsomme bølger bliver Jens skyllet op på et skær. Stærkt for- kommen bliver han liggende på øen og drømmer om sin barndom i halvt be- vidstløs tilstand. Han bliver reddet i sid- ste øjeblik. Bogen sidste halvdel handler mest om Johannes og især om Maren. Til byen, som forfatteren kalder Annertooq, er kommet nye slags danskere, nemlig håndværkere, som skal bygge nye huse. En af disse, Topsøe, forelsker sig i Maren, som svigter sin ven Johannes til fordel for danskeren. Marens forældre er ganske til- fredse med, at datteren gifter sig med denne dansker, som efter deres opfattelse - og iøvrigt også mange andres - er en fin mand, der tjener mange penge, og som er en person, man ser op til. Alt for sent fortryder Maren imidlertid sit gif- termål med Topsøe. Sammen rejser de til Danmark, men opholdet i Danmark bli- ver helt igennem mislykket for Maren. Den triste lejlighed, miljøet i det kvarter, hvor de bor, og Topsøes drikfældighed bliver et mareridt for Maren, der end ikke kan tale dansk. Efter Topsøes tragi- ske og selvforskyldte død rejser Maren tilbage til Annertooq i håb om at genop- tage kontakten med Johannes. Men ved hjemkomsten far hun at vide, at Johan- nes har taget sig af dage i sorg over tabet af hende. Maren føler nu, at hun er skyld i Johannes' død. Og det gør det heller ikke bedre, at hun tilmed bliver offer for mistænkeliggørelse, forårsaget af en kvin- de, som direkte er ude på at skade hende. Maren forsøger at gøre det hele godt igen ved at hjælpe til med at passe de syge under en voldsom influenzaepidemi, men hun bliver selv smittet og dør. — Denne skildring af en menneskelig tra- gedie, der har at gøre med mødet mellem to meget forskellige kulturer under ny- ordningen, er den første af sin art i grøn- landsk litteratur. I »Nalusuunerup taarnerani« har Vil- 29 [3] ladsen udvalgt sig tre dramaer. Det første afsnit har titlen »Qasapis sidste dag« og handler om afslutningen af nordbotiden i Grønland. Grønlænderen Qasapi rejser i konebåd ned til Kap Farvel-området for at hævne sig på nordboerne, der er flyg- tet sydover efter et drab på grønlændere. Blandt roerskerne er Mikerti — den ene- ste, der er sluppet levende fra nordboer- nes angreb på en bygd. Ved Aluk finder de den sidste nordbo ved navn Trolle. Han ligger på knæ på stranden og beder til den kristne gud. Brutalt bliver han harpuneret og dræbt. Efter drabet lader Qasapi deklarere, at grønlænderen nu vil bo evigt i sit land, hvorefter han falder om i krampetilstand og dør. »Som en vældig arm slår bølgerne op og trækker ham ned i dybet til herskeren dernede,« hedder det til slut i digtet. Det andet afsnit, der har titlen »Den frygtelige hændelse i Kangerlussuaq« for- tæller om to personer - om Katiaja, som i jalousi antænder krudt i en beholder af remmesælsblære, der eksploderer, så at alle i huset bliver frygteligt forbrændte - og om den østgrønlandske åndemaner og drabsmand, Aattaaritaa, der i sine vel- magtsdage har dræbt sin kone og førom- talte Katiaja og spist deres hjerter. Histo- rien er autentisk, for om denne Aattaari- taa ved vi, at han senere flyttede til Vest- grønland, til bygden Narsaq Kujalleq, Frederiksdal, hvor han blev døbt og fik navnet Kristian Poulsen. Han døde under 2. verdenskrig. »Aviaaja og hans familie« hedder det tredje afsnit, og det tager sit udgangs- punkt i en østgrønlandsk fortælling om en familie, der bliver offer for misundel- se. En dygtig fanger, som er flink til at hjælpe andre med mad, bliver dræbt af sine fjender, mens han er ude på fangst, og han efterlader sig kone og seks børn. Da vinteren kommer, og forrådet er sluppet op, beslutter enken sig til som den eneste udvej at søge døden og følge efter manden, som nu befinder sig der- nede, hvor alle, der omkommer i havet, kommer til, og hvor der altid er overflod af kød. Grædende kysser hun spædbar- net på panden og fører det op til sten- dyngen ovenfor, hvor hun dræber og begraver det. Derefter går hun sammen med de øvrige børn ned til stranden. De ældste af børnene følger moderens råd og springer i havet uden modstand. Men de to yngste bliver grebet af panik og stritter imod. Hun tager dem til sig og kæler for dem, før hun skubber dem ud i havet. Hun går tilbage op til huset, som om hun leder efter noget. Så går hun ned igen, og med sit store tætte hår udslået lader hun sig glide bagover. Flere af Villads Villadsens bøger hen- vender sig til ungdommen. Det gælder også hans hidtil sidste roman »Margrete« fra 1995. Bogen handler om en 17-årig pige og hendes første oplevelse med en mand — et tilfældigt bekendtskab, der far konsekvenser for denne unge pige fra et solidt hjem. 30 [4]