[1] Nakorsak aappalaartoq - lægen Alfred Bertelsen Af Henrik Permin & René Birger Christensen Lægen, forfatteren og fotografen Alfred Leopold Bertelsen blev født i Roskilde den 5. marts 1877 som andet barn af davæ- rende politifuldmægtig, exam.jur. Frede- rik Emil Valdemar Bertelsen (født 1830 og »død 16' September 1901 som Patient paa Set. Hans Hospital« (10)) i hans andet ægteskab med Marie Christine Ing- strup (1854-1901). »I mit 14' Aar ramte forskellige Ulykker min Familie; mine Forældre blev separerede den l' Februar 1893, og Omsorgen for os Børn, to Døtre af min Faders første og to Sønner af hans andet Ægteskab, overtoges helt af min Moder... I de følgende Aar hjemsøgte Syg- dom af forskellig Art til Stadighed vort nydannede Hjem; mine Søstre døde af Tuberkulose henholdsvis 1895 og 1897, og 1898 opløstes ogsaa dette, mit andet Hjem. Derefter havde jeg vel endnu i et Par Aar gæstfrit Tilhold dels hos min Morfader, dels hos ovennævnte (mine Halvsøstres Morbro- der), ... men jeg var dog i Hovedsagen efter den Tid henvist til egen Hjælp« (10). Alf Bertelsen, som han selv underskrev sig med, blev student fra Roskilde i 1895 og derefter indskrevet ved Københavns Uni- versitet ved den »medicinske Uddannelse som formentlig givende bedre betryggede Livsvilkaan (10). »Jeg bemærker her med det samme, at jeg har l' Karakter til en- hver Prøve som jeg har været indstillet til. Derimod har jeg ikke en eneste Udmærkel- se; jeg har altid haft let ved at lære, men naarjeg harfaaetfat i Kærnen i et Stof, er Detailler senere forholdsvis hurtigt gledet ud af min Hukommelse.« Dette passer dog ikke helt med hans enorme grundig- hed i de videnskabelige værker, men er nok mere en diskretion! I 1898 far han Kommunitetsstipendium og værelse på Regensen, hvor han bor, til han bliver cand.med. i sommeren 1902 med karak- teren laud. »Det vilde endda ikke have voldet mig større Vanskelighed at fuldende Uddannelsen et Aar tidligere, men Bevidst- Overlæge, dr. med. Henrik Permin, Rhima-cen- tret, Epidemiafdeling M, Rigshospitalet, DK- 2200 København N. Chefdistriktslæge René Birger Christensen, Læge- klinikken i Nuuk, Dronning Ingrids Hospital, 3900 Nuuk. Artiklen har i lidt ændret form været trykt i 1995 i tidsskriftet »Bibliotek for læger«. 37 [2] Fig. 1. »Den litterære ekspedition«. Fra venstre ses Jørgen Brønlund, Alfred Bertelsen, lederen Ludvig Mylius-Erich- sen, Knud Rasmussen og Harald Moltke. De havde alle hverdagskamikker og bar sorte bukser af holmens klæde samt anoxak. Foto 1902. Arktisk Institut, København. heden om som Reagensalumnus at have fire, for den daglige Kamp for Udkommet befriede, Aar til min Raadighed, sammen- holdt med at efter Eksamen vilde Indtæg- terne blive usikre, medens Krav om Hjælp fra min Familie (Moder og yngre Broder) utvivlsomt vilde melde sig, denne Bevidst- hed fik mig til at foretrække at ende mit Fagstudium i Ro og med en saa alsidig praktisk Uddannelse derunder som muligt« (10). Han havde gået som surnumerair på flere hospitalsafdelinger, »ligesom jeg havde aftjent min Værnepligt som Under- læge (Tjeneste ved Lazarettet i Klippinge 1901)«. (10). 38 Den danske litterære Grønlands- Ekspedition Den brede kliniske uddannelse, som Alfred Bertelsen havde fået som medi- cinsk student, fik han brug for, idet han samme år, som han blev læge, deltog i den første del af Den danske litterære Grønlands-Ekspedition (Fig. l og 2), hvis formål var en »almenlæselig Skildring af Natur, Mennesker og Erhvervsforhold i Grønland« (16), og specielt en beskrivel- se af kulturlivet langs den grønlandske vestkyst. Lederen af ekspeditionen var journalist ved »Politiken« Ludvig Mylius- Érichsen (1872-1907). I denne ekspedi- [3] tion deltog endvidere som yngste delta- ger stud. mag. Knud Rasmussen, 22 år, og det blev hans debut som polarforsker; samt løjtnant og maler Harald grev Molt- ke, 30 år, der her fik ødelagt sit helbred for resten af livet; og den grønlandske kateket Jørgen Brønlund, 24 år (3,19). Såvel Mylius-Erichsen som Brønlund omkom siden hen i 1907 på Danmark- Ekspeditionen til Nordøstgrønland. Ber- telsen kendte ingen af de andre deltagere og havde ansøgt om deltagelse for at kunne indsamle materiale om sundheds- tilstanden og hygiejnen blandt den grøn- landske befolkning; I ansøgningen til Carlsberg Fondets Direktion skriver han »Undertegnede studiosus medicinae er chirurgiae Alf Bertelsen, 25 Aar gml, som for Tiden absolverer den lægevidenskabeli- ge Embedseksamens 2'Del, vil som Lege yde min Hjælp saavel til Ekspeditionens Med- lemmer som til enhver anden, der maatte træffes trængende dertil. Desuden vil jeg anvende min Tid og Kraft paa, naar Lej- lighed dertil gives, at samle Materiale til Oplysning om Sundhedstilstanden og Hygi- ejnen blandt de indfødte, ganske særlig om de Forhold, der angaa Tuberkulosens Optræden og Udbredelse. Men ogsaa hvad der ellers maatte kunne oplyses om de for- skellige epidemiske Sygdommes Smittemaa- de og Æthiologi, skal jeg nøje paaagte, lige- som jeg skal søge atfaa Indblik i Dyrenes, navnlig Hundenes forskellige Lidelser. Endelig skal jeg supplere de tidligere fore- tagne antropologiske Undersøgelser ved Maalinger mellem Kap Yorks Eskimoer. Øvet som Jæger, Fotograf og Sportsmand vil jeg søge at udfylde min Plads i Ekspeditio- nen under de forskellige Forhold. Køben- havn, den 5' Maj 1902« (16). Bertelsen KAP BRIDGMAN Danmufc Ektpcdiliontn • 0«pot«r --- . NotdWM samw lad 0«n lllt«r „„,!<»"" --- Konmm Fig. 2. Kort over Grønland, der viser »Den litterære ekspedition's« rejse (3). fik syv korte, men koncise anbefalinger fra prosector, dr.med. C.L.Kraft (1860- 1949), overlæge i Regimentet C.E. Raa- schou (1844-1913), Retsformand J.N.A. Madvig (1833-1919), professor, over- læge, dr.med. Frederik Grunfeld (1845- 1917), professor i retsvidenskab, Regens- provst/w/. Lassen (1847-1923), overlæge, dr.med. E.E. Israel-Rosenthai (1851- 1920) og overlæge, dr.med. F. Vermehren (1865-1921), der alle beskriver ham som en samvittighedsfuld, arbejdsom, velbe- gavet person med stor videnskabelig sans og interesse (15). Bertelsen var oppe til 39 [4] sidste prøve til den medicinske embeds- eksamen den 29. maj, tre dage før afrej- sen med skrueskonnerten » Godthaab« fra København. Det var en tilfældighed, at han straks efter embedseksamen kom til Grønland. »Af/w nærmeste Plan var derefter at komme til Østen i de første Aar. Der plejede den- gang regelmæssigt at forløbe 3-4 Aar efter Eksamen, før en medicinsk Kandidat kun- de vente at faa den ønskelige Hospitalsud- dannelse« (privat brev). Han havde faet besøg af sin ven Oluf Thomsen (l 878- 1940), senere professor i Almindelig Pa- thologi, der havde »bundet sig til« stillin- gen som lægevidenskabelig deltager på den grønlandske ekspedition, men som netop havde faet tilbudt en stilling som anden prosektor. For Bertelsen skulle tiden bare fyldes ud »Om jeg rejste mod Øst eller mod Nord, var mig nærmest lige- gyldigt, og her kunde jeg yderligere vise en god Ven en ønsket Tjeneste« (privat brev). De kommer til Godthåb den 14. juni og indretter sig i den tomme lægebolig, der har stået tom næsten et år. Huset er atelier for maleren og klinikværelse for lægen. Bertelsen har travlt, idet omtrent en femtedel af byens indbyggere bliver gratis behandlet. Han må foretage min- dre operationer og må ofte på sygebesøg. Bertelsen hjemsender en beskrivelse af det mangelfulde grønlandske sundheds- væsen. Den offentligøres i Hospitalstiden- de »Bidrag til Belysning af Lægevæsenets Ordning i Grønland« (5) og fænger hur- tigt i pressen (6). Det grønlandske sund- hedvæsen var i forhold til det danske yderst mangelfuldt med kun tre læger på den godt 3000 km lange kyststrækning med 11.000 beboere. Visse områder som 40 Narsalik havde ikke set læge de sidste ti år og »viser tilfulde, hvor vanskelig For- dringens Gennemførelse kan være« (5). Rejserne må foretages i åbne både eller med hundeslæde. Sygehuset i Godthåb »ligner ganske en af de tarveligste Fattig- gaarde paa Landet i Danmark; kun dem Dimensioner er i alle Forhold upaaklage- lige... På Sygehuset udleveres ugentlig til hver Patient 2 Pd. Havregryn, 2 Pd. Skaanrogger, 1/4 Pd. Kandis og 4 Kvint The; Tilberedningen heraf overdrages dels Jordemoderen, dels hyppigere stiltiende Patientens Familie, som i den Anledning in pleno indlogerer sig i samme Rum, ja om Natten paa samme Brix. Selvfølgelig er den udleverede Kost allerede spist paa selve Udleveringsdagen, der bliver Familiens ugentlige Festdag.« Der »lykkedes det mig intetsteds at opdage hverken Badekarrene e_ller noget Spytteglas. Opspyttet jjærnedes paa Sygehuset som overalt ellers med Fing- rene jra Munden og anbragtes paa Mos i tomme Konservesdaaser« (5). Fra Godthåb drager de videre nordpå i båd til Jacobshavn/Ilulissat, hvor de skal overvintre og bruge tiden på at lære at køre hundeslæde (3). De bliver indlo- geret i Mandskabshuset, og om Bertelsen hedder det, »at han tæller Blodlegemer på Sygehuset«. I slutningen af januar måned drager de med slædehunde til Umanak og videre til den nordligste danske kolo- ni, Upernavik. På rejsen undersøger Bertelsen befolk- ningen, der sjældent eller nogle steder aldrig fik læge, Moltke malede, Brøn- lund tolkede, Rasmussen både tolkede, opsamlede og nedskrev grønlandske fol- kesagn og Mylius-Erichsen skrev. Myli- us-Erichsen beskriver i sin dagbog Ber- ia. [5] teisen som -»Klog, besindig, sparsommelig, hurtigt Hoved, meget energisk« (3). Da ekspeditionen fra Upernavik fort- satte mod Kap York/Thule i marts 1903, returnerer Bertelsen sydover for at samle materiale til sit nosografiske arbejde, til stor irritation for de øvrige deltagere. Senere beretter Mokke i 1932 (3) »For- holdet mellem Mylius-Erichsen og Bertelsen var ikke længere det bedste. Samtidig ønsker Lægen at begrænse sin Sygdomsbe- skrivelse til at omfatte en nogenlunde ens- artet Befolkningsgruppe, nemlig den i Vest- grønland. En Bestemmelse af Kap York- Eskimoerne er ensbetydende med en helt ny Undersøgelse og vil resultere i et arbejde, som Lægen indser, han ikke kan overkom- me.« Bertelsen forsyner ekspeditionen med en medicinkasse og giver dem en sidste undersøgelse. Mylius-Erichsen, der længe har været plaget af tandpine, får trukket to kindtænder ud. I sin Levneds- beretning skriver Bertelsen »Uoverens- stemmelse mellem min og Lederens, cand.phil. Mylius-Erichsen's Tænkemaade bevirkede dog allerede efter et halvt Aars Forløb, at vort Samarbejde maatte ophøre og ved Overenskomst hævedes« (10). Ber- telsens sirlige skrevne dagbog fra den lit- terære ekspedition findes i privat eje. Bertelsen ledsagede »20 skibbrudne og noget medtagne skotske Søfolk (en Del af Besætningen fra det i Melvillebugten ned- skruede Hvalfangerskib » Vega«) fra Uper- nivik til Peterhead og fuldendte derefter min Berejsen af hele den koloniserede Grønlandskyst (Angmassalik indbefattet)« (10). Dampskibet »Vega« var det tidlige- re ekspeditionsskib for den svenske polarforsker Nils Adolf Erik Nordenskjold (1832-1901). Efter hjemkomsten til Danmark i august måned 1903 var Bertelsen kortva- rigt kandidat på Fødselsstiftelsen og i februar-marts 1904 vikarierende kandi- dat på Almindelig Hospital. »Men det for mig ønskelige i at kunne yde min Familie en tiltrængt Hjælp medførte nu, at jeg maatte søge at opnaa en Stilling med større Indtægter. Det lykkedes mig 1904 at blive antagen som Vikar for Distriktslægen i Nordgrønland« (10) og han rejser derfor tilbage til Grønland, hvor han efter en overvintring i Ilulissat/Jakobshavn (Pig. 3) i 1904-1905 bliver konstitueret som den første distriktslæge i det nordligste del af Nordgrønlands lægedistrikt, Uma- nak. I Sommeren 1905 deltager han som læge i den første danske skibsekspedition til Kap York/Thule. Med fa års afbrydel- ser tilbringer han tiden i Umanak til 1927, afbrudt af bl.a. reservelægetjeneste ved Vejlefjord Sanatorium i 1911, 1918 og 1921, og i 1923-25 prøvede han at nedsætte sig i praksis i Taastrup, men opgav det. Han længtes for stærkt efter Grønland. Fra 1925 til 1929 blev Ber- telsen kredslæge for Nordgrønland. Fra 1928 til 1947 er han medicinalkonsulent for Grønlands Styrelse i København, bli- ver Ridder af Dannebrog 1921 og doctor medicinae i 1938 (10,24). Læge i Umanak Umanak/Uumannaq distrikt ligger ca. 500 km nord for polarcirklen på vestky- sten af Grønland (Fig. 2) omfatter Uma- nak Kommune og strækker sig geografisk 375 km, fra Svartenhuk i nord til halvøen Nuussuaq i syd. Indtil 1916 hørte Uper- navik distrikt også under Umanak's læge- distrikt. Umanak betyder »Det hjertefor- 41 [6] Fig. 3. Fire skurvbørn på Sygehuset i Jakobshavn, 1904. Børnene er blevet tætkjippet. Enten luseangreb, men nok især Lmpetigo i hårbunden har været medvirkende til, at man var nødt til at klippe håret af, så man kunne behand- le hårbunden med salicylvaselin. Så sent som op i 1980'erne var impetigo i hårbunden almindelig og indlæggel- seskrævende på de grønlandske sygehuse. De viste dragter er nok tilfældigt hospitalsbeklædning: undertøj og tæp- per. På tidspunktet for fotografiet bestod sygehuset af nogle sygestuer i den vestlige ende af Jakobshavn kirke, den nuværende Zionskirke. Først i 1905 blev der bygget et egentlig sygehus i Jakobshavn. Foto taget af Alfred Bertel- sen. Arktisk Institut, København. mede« efter fjeldet på øen, som er 1.175 m højt. Der er midnatssol fra 16. maj til 28. juli, og på grund af høje fjelde ses solen ikke på himlen fra 7. november til 4. februar (2,14). Årets middeltempera- tur er omkring -3-4° C, varierer mellem ca -20° C i februar til ca 8° C i juli måned. Man har i Umanak kommune udvundet bly og zink fra fjeldet »Den sor- te engel«, samt store mængder marmor fra Marmorilik. Poul Egede (1709-1989), missionær og filolog og søn af Hans Egede, skriver i »Efterretninger om Grønland uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788« (18), at der nord for Japan findes en ø, som hedder Umanak. Befolkningen går dér klædt som på Grønland med fugle- og sælskinsklæder, de har kajakker, og de bærer deres børn på ryggen. Han undrer sig over, hvordan disse mennesker var kommet over fra Grønland (25). Området ved Umanak blev allerede i 1600- og 1700-tallet besøgt af hollænde- re, hvilket bl.a. navnet Svartenhuk vid- ner om. Kolonien blev grundlagt i 1758 af/.//. Bruun, der var bestyrer til i 1770 og i 1763/64 indførte isgarnfangsten på 42 [7] Fig. 4. Kolonien Umanak. Det nyindrettede sygehus ses i forgrunden til højre, der i dag er museumsbyg- ning. Herover ses distrikslægeboligen, hvor Alfred Ber- telsen boede. Det store hus i forgrunden til venstre er præsteboligen. Taget lige over præsteboligen tilhører den Gamle trækirke i Umanak, der ved stenkirkens opførelse blev flyttet til udstedet Sermiarsuit for siden hen at blive flyttet til udstedet Ikerasaq. I fjorden ses skibet »Godthaab« på havnen. Foto taget af Alf Bertel- sen ca. 1910. Arktisk Institut, København. sæler — en metode der snart bredte sig over hele Vestgrønland. I 1761 flyttedes kolonien til sin nuværende plads på Umanakøen. Købmand H. Hammond fandt i 1778 kul i en skrænt lige ud til havet på Nuqssuak-halvøen, og i mange år herefter blev der brudt kul flere steder i distriktet (25). I begyndelsen af dette århundrede, hvor Bertelsen var distriktslæge i Uma- nak (Fig. 4 og 5) skriver han, at indbyg- gertallet var omkring 1400 med knap 20 ikkegrønlændere, og størstedelen boede i små bygder. Grønlænderne boede i beskedne huse (Fig. 6), hvor »det indven- dige Opholdsrum er overbefolket, slet ven- tileret, fugtigt og snavset, som det maa bli- ve, da det samtidig tjener til Køkken, Spi- sekammer, Spisestue, Dagligstue, Arbejds- plads, Soveværelse og tildels Latrin«... og »Grønlænders Krop praktisk talt kun ved Ulykkestilfælde kommer i Berøring med (9). En effektiv renovation blev først mulig i Umanak fra 1969; inden da blev affaldet smidt uden for huset og samlet op af hundene. Føden var over- vejende animalsk, hvor kødet og fisken blev spist ofte ukogt, vindtørret eller frosset. Tuberkulose var en almindelig sygdom, som medførte knap en tredjedel af dødsfaldene, en anden tredjedel faldt på børn under fem årsalderen (7,9,12). Andre hyppige dødsårsager var influenza og børnesygdomme som kighoste og mæslinger, der især florerede, når der var kommet et skib. En del af de overleven- V Fig. 5. Alfred Bertelsen undersøger en kvindelig pati- ent. Bertelsen lod bl.a. dette foto indgå i en lysbilled- serie om tuberkulosen. Lysbilledserien blev mangfol- diggjort og udsendt til sundhedspædagogik til de grønlandske sygehuse. Ca 1915. Arktisk Institut, København. 43 [8] Fig. 6. De oprindelige grønlandske huse var bygget af sten og tørvemure, de var små med lavt til loftet, hvil- ket lettede opvarmningen af dem. Disse huse var kun til vinterbrug; om sommeren benyttedes skindtelte, der var lette at flytte til nye fangstpladser. Ung fanger- familie med deres to børn, der er fotograferet af Alfred Bertelsen i Umanak distriktet ca, 1910. Arktisk Insti- tut, København. de fik følgesygdomme som lungebetæn- delse eller meningitis. Andre forekom- mende sygdomme var salmonelloser og botulisme, der har vand og fødemidler som smittebærere. Mellem 1900 og 1920 begyndte kønssygdomme som gonoré og syfilis at dukke op her og der i Grønland. Kvindernes relativt højere gennemsnitsalder hang især sammen med de mange kajakulykker blandt de mandlige fangere. Alkoholisme var ukendt, da der på daværende tid var for- hindret salg af spiritus i Grønland. Lægen skulle årligt besøge samtlige beboede pladser, også de midlertidige bopladser og fangersteder der ofte lå langt væk og var svært tilgængelige. Tid- ligere havde lægen måttet rejse med skindbåde, men omkring 1910 blev motorbåde bevilget. Patienterne blev undersøgt (Fig. 5), medikamenter uddelt, småoperationer udført og vacci- nationer givet (l4). Men lægen kunne også hidkaldes ved alvorligere sygdoms- tilfælde (9,19). Desforuden var han også ansvarlig for jordemødrenes uddannelse. Jordemødrene var lægens nærmeste arbejdskraft (Fig. 7). De var grønlænder- inder, som måtte formodes at ville egne sig for jordemodergerning og blev anta- get til oplæring ved en læges faste op- holdssted og efter et et- til toårigt kursus, dels i fødselshjælp og dels i sygepleje, sår- behandling og lignende, for at de kunne fungere ude i de forskellige bygder. De, som havde særlige anlæg sendtes til vide- re uddannelse ved Fødselsstiftelsen i Kø- benhavn. Den første fik sin uddannelse i 1837/38 og i alt eksamineredes i tidsrum- met 1849-1885 18 jordemoderelever fra Grønland, men frem til 1898 nedsendtes ingen (9). I 1935 var der i alt 103 jorde- Fig. 7. Side fra Bogen »Grønland i Billeder« (1932), der på en smuk og idyllisk måde viser en grønlandsk jordemoder, der sidder vagt på briksen ved siden af sin patient, og behandlingen dengang af bl.a. tuberkulose rqed »kimfri Luft og den kraftige Sollys«. Foto af Alfred Bertelsen. 44 [9] mødre i Vestgrønland, hvoraf 13 var uddannet i Danmark. Det samlede antal grønlandske jordemødre var i 1935 70, dvs én jordemoder for hver 40 kvinder i den fødedygtige alder mod tilsvarende én for 1000 i Danmark (26). Dette høje tal skyldtes de store afstande mellem de beboede områder. Bertelsen's lærebog i fødselshjælp, der udkom på grønlandsk i 1906, blev brugt i undervisningen. Den grønlandske læges løn blev i 1909-1910 på »Finansloven« sat til 4.000 kroner, stigende hvert fjerde år med 400 kr til 5.600 kr. Der var et brændsel tillæg, der langtfra svarede til det kulforbrug, der var. Lægen havde ret til hjemrejse til ét års orlov hvert femte år (5). Distriktslæge Alfred Bertelsen Det store gule distriktslægehus B5 midt i Umanak, der blev opført 1905-1907 (Pig. 4) var på sin tid sundhedsvæsenets eneste bygning på stedet. Her holdt man konsultation, opbevarede forsyninger, havde apotek og beboelse for såvel lægen, som dennes familie og medhjælpere. Patientsenge fandtes ikke, og Bertelsen måtte dagligt besøge sine patienter i koloniens tørvehuse. Dette resulterede i en veludtalt nysgerrighed og interesse for det liv, han fik præsenteret, og da Bertel- sen som enhver god læge førte ordentlige optegnelser (Fig. 8), resulterede dette med tiden i en række fine videnskabelige meddelelser, hvorved han markerede sig som en grundig og detaljeret iagttager og ikke mindst beskriver af det liv, datidens grønlandske indbyggere levede. Siden blev der i det bag distrikslægeboligen be- liggende B9 oprettet et sygehus med otte senge, som var i funktion indtil 1941, da det nye og udbyggede sygehus tog over (Fig. 9). Det var herefter alderdomshjem og tandklinik og huser i dag Umanak Museum. Vejen op til museet er i 1984 omdøbt til Alfred Bertelsenip Aqqutaa. I 1908 udarbejdede han det væsentlig- ste grundlag for »Instruks for Distrikt- lægerne i Grønland af 16/2 1913«, og fra 1911 beskikkedes han som medlem af udvalget angående ordningen af det grønlandske lægevæsen (10). Den sociale nød i Umanak har på daværende tidspunkt virket overvælden- de, og Bertelsen forsøgte med sin bog »Historien om Jacobs familie« på dansk og >, v, -=-^«*J f"*". «//-•_.. v a^4.-v- , r-- .-. "T"••-?" Fig. 8. Alfred Bertelsens pertentlige skrift. Dengang måtte man skrive alt af, da der ikke fandtes kopi- maskiner. 45 [10] Fig. 9. Fotografiet er taget i den til det nye Umanaks sygehus knyttede liggehal, bygget 1941. Liggebehand- lingen indgik i datidens tuberkuloseregime. Foto ca 1948 taget af Alfred Bertelsen, Arktisk Institut, København. grønlandsk (1908 og 09), som hans senere hustru havde oversat til grøn- landsk at fa den menige grønlænder i tale for en sund og fornuftig levevis. Også med bogen »Mange grønlændere dør af tuberkulose« (1908), der var oversat til grønlandsk, forsøgte han at oplyse befolkningen om alvorligheden af syg- dommen tuberkulose. I »Brev fra Grøn- land: Tilværelsens skyggeside« (1920) i Til- skueren prøvede han at fa ændret disse forhold. I en, periode havde Bertelsen Dagmar Andersen, der senere blev gift med Knud Rasmussen, til at føre hus for sig. Gen- nem sit venskab fra ungdomsårene med Knud Rasmussen havde Dagmar Ander- sen faet interesse for hans liv og arbejde. Som en frivillig sekretær havde hun hjul- pet ham med hans første bøger, og sik- kert har hendes sans for stil og ordenes indbyrdes vægt betydet meget for Knud Rasmussen som skribent. Hun fik lyst til at se det land, hvor Knud Rasmussen hørte hjemme, og hun tog derfor derop ogføfte hus for Bertelsen (19). I vinteren 46 1905-1906 opholdt Knud Rasmussen sig i Umanak distriktet, nok på grund af Dagmar Andersen, men også for at over- sætte gamle grønlandske sagaer. Bertelsen giftede sig i 1910 med den dansk uddannede jordemoder Johanne Regine Elisabeth Fleischer (Fig. 10) (1875-1960) fra Umanak. Hun havde en dreng fra et tidligere ægteskab med fan- ger Mathias Nielsen (1872-1899), der døde kun 27 år gammel. Hun havde ikke megen kontakt med sønnen, den senere kolonibestyrer Hans Nielsen (1898- 1951), da han, som skik var, blev passet af bedsteforældrene, familien Fleischer i Ikerasaq, og fik en stor del af sin opdra- gelse i Danmark. Hun uddannede sig Fig. 10. Ægteparret Johanne Fleischer og Alfred Ber- telsen kort efter ægteskabets indgåelse i 1910. Foto. Arktisk Institut, København. [11] Fig. 11. Familieportræt fra hjemmet på C.N.Peter- sensvej i begyndelsen af 1940'erne med Alfred Bertel- sen til højre med svigersønnens fader Anders Øllgaard og i første række fra venstre, hustruen Johanne, datte- ren Grethe, svigersønnen Carl Frederik Øllgaard og dennes moder Sophie. Privateje. herefter til jordemoder, og en del af uddannelsen foregik i Danmark. Johannes fader Jens Fleischer (1847- 1930) — hele Grønlands »kære onkel Jens«, var assistent i Kgl. Grønlandske Handel (10,14,22,25) og havde indført at salte hellefisk i Grønland. Derved kom Bertel- sen ind i den udbredte familie Fleischer, fra hvilken også Knud Rasmussen's moder stammede. Den havde en ikke ringe indflydelse blandt den grønlandske befolkning, særlig i Umanakfj orden, og Bertelsen kom dermed nærmere ind i den grønlandske tankegang og levevis, end det ellers blev tilfældet for en dan- sker. Bertelsen lærte aldrig rigtig at tale det grønlandske sprog. Deres hjem i Umanak blev rammen om et spændende liv, hvor datidens notabiliteter som Knud Rasmussen og Peter Freuchen (1886- 1957) gerne kom som gæster. Bertelsen's fik en datter Grethe Fleischer Bertelsen (1911-1972), der blev gift med dr. Carl Frederik Terndmp Øllgaard (l910-1986) (Fig. 11), der fra juni 1945 til september 1946 og august 1948 til juni 1953 var distriktslæge i Umanak, foruden at han fra 1947 til 1951 var kredslæge i Nord- grønland. Fra 1953 til 1959 var Øllgaard medicinalkonsulent for Ministeriet for Grønland. Der går mange historier om »nakorsaq aappalaartoq«, som han blev kaldt af de lokale grønlændere i Umanak, der over- sat betyder -»den Røde Læge«.. Navnet skyldes lægens ansigtskulør, idet han far- veskiftede til kraftig rød ansigtskulør, når han kom fra kulden ind i varmen, hvad mørklødede inuitter ikke gør. Mest kendt er vel den historie fra 1908, hvor lægen og hans to slædekørere over halv- øen Svartenhuk var kørt fast i sneen. Slædekørerne vendte hjemover for at få assistance og efterlod Bertelsen i sneland- skabet med en slæde og et par hunde. Da de siden returnerede for at hente lægen, fandt de kun slæden og nogle knogler, som de troede var resterne af Bertelsen. Lægen var imidlertid i god behold sam- men med Knud Rasmussen, som havde undsat ham fra Upernavik. Knoglerne var resterne af de hunde, som lægen hav- de spist, og ikke omvendt (19). Bertelsen's temperament viste sig også under opholdet i Umanak, hvor der i 1906 opstod en kontrovers mellem Ber- telsen og førstepræsten Sørensen om præstens adgang til syge imod lægens ønske, hvilket resulterede i en skrivelse til inspektoratet fra direktoratet for Den kongelige grønlanske Handel, hvori det fastsloges, at lægen ikke kan forbyde præsten at tale med den syge (17). 47 [12] Senere læger i Umanak Den engelske læge James Brierleyfra. Lon- don var i 1906 på rejse i Nordgrønland, og herunder udøvede han under Bertel- sen s ferie lægehjælp i Umanak og Ikera- sak. I 1909 var den berømte forfatter dr. Carl Martin Norman-Hansen (1861- 1947) på Grønland for at gøre oftalmo- logiske studier (23). Norman-Hansen havde rejst bl.a. i Rusland, og han kom så langt nordpå på Grønlands vestkyst som til Umanak. Han skrev i tilslutning til sin rejse bogen -»Fra Volga til Umanak« (23), der udkom i 1932, hvor »Den store Umanak i Nord staarfor mig som fremfor noget andet Sted i Eventyrets Skar«.«Her udfarte jeg i 1909 Verdens nordligste Stæroperation«. Norman-Hansen har skildret grønlænderne i »De glade Smils Boplads« (1909) og i operaen »Kaddara«. Operaen blev opført på Det kongelige Teater i 1921 (14) med musik af Hakon Børresen (1882-1963). I 1928 forlod Bertelsen Grønland. Han blev afløst af læge Karen Gudrun Christiansen (1896-1981), som virkede i Umanak fra 1928 til 1945, hvor hun de første to år vikarierede for Bertelsen. Hun nedsatte sig herefter som praktise- rende læge i Haderslev. Efter sin død blev hendes samling af grønlandsk kunst og dragter overgivet til museet i Umanak. Senere kan nævnes Poul Helge Aisbirk (født 1936), der i 1966-1971 var di- striktslæge i Umanak og har beskrevet arbejdet i dette distrikt (2). Han under- søgte glaukomforekomsten i den grøn- landske befolkning og forsvarede i 1976 sin disputats »Primary Angle-CIosure Glaucoma« (1). Aisbirk fandt et betyde- lig fladere forreste øjenkammer hos grønlændere end hos vesteuropæere, og den store hyppighed af glaukom hos grønlændere beroede sandsynligvis der- for på de anatomiske forhold. I 1970 og 1972 foretog Hans Olaf Bang (1913- 1994) og Jørn Dyerberg (født 1937) rej- ser til Umanak for at undersøge blodets indhold af fedt og sammenholde det med kostens sammensætning (4). De fandt at cholesterolniveauet i serum var signifikant lavere end hos en tilsvarende aldersmatchet gruppe danskere. Hos grønlændere, der boede i Danmark, sva- rede cholesterolværdier til danskernes serum cholesterol. Undersøgelserne viste således, at blodets indhold af lipider var bestemt af miljøet med kostens store indhold af umættede marine fedtsyrer. I Umanak Kommune blev der i 1972 gjort et gravfund, som viste sig at være enestående, ikke kun i Grønland, men i hele den arktiske verden. I en forladt boplads Qilakhsocj på nordsiden af Nus- suaq halvøen fandt man seks kvinder og to børn, meget velbevarede og mumifice- rede eskimoer fra omkring 1475. Hele gravfundet, såvel de døde legemer som deres skinddragter og de løse skind, var bevaret på grund af udtørring og lav temperatur, de var mumificeret. De blev senere konserveret, videnskabeligt gen- nemgået og kan nu ses i Landsmuseet i Nuuk (24). Efter hjemkomsten til Danmark Ved dr. Hother Kjær's død i 1928 overtog Bertelsen stillingen som medicinalkon- sulent for Grønland indtil pensionerin- gen i 1947 (25). I disse 20 år var han en dygtig rådgiver for direktionen ikke ale- ne i lægemæssige sager, men praktisk talt 48 [13] i alle spørgsmål der vedrørte Grønland. Han var dog meget konservativ og for- stod ikke altid de yngre lægers indstilling over for lægearbejdet i Grønland. Initia- tiver fra de yngre læger blev ofte bremset, han ville holde udviklingen tilbage, så den fulgte udviklingen i landet (22,25). I denne periode vogtede han også nid- kært over, at kun kvalificerede læger fik virke i landet. Således blev samtlige medicinalpersoner interviewet af ham inden udrejsen. Læge og cand.mag. Sara Helms (født 1911) har truffet »Bertelsen personligt een gang— men det var tilgengæld et møde, der greb afgørende ind i min tilværelse.« Sara Helms havde været i Ammassalik i 1934- 1935 som privatlærerinde hos pastor Otto Rosing, og efter en influenzaepidemi i 1935, der efterlod 180 børn forsørger- løse, blev hun af inspektøren på Øst- grønland, kaptajn Ejnar Mikkelsen, bedt om at føre tilsyn med en af ham oprettet børneforsorg, hvad hun gjorde i årene 1936-1938, hvor hun arbejdede sammen med sygeplejerske Signe Vest. Hun fik »derigennem lyst til at læse til læge for at komme tilbage.« Efter medicinsk embeds- eksamen og turnus blev der i 1948 op- slået en ledig lægestilling i Ammassalik, og hun meldte sig hos Alfred Bertelsen som ansøger til stillingen. »Han modtog mig med ordene: »Jeg véd udmærket godt, at De har været i Ammassalik før og har læst til læge med det formål at komme der- op igen som læge — men det kan jo på ingen måde forpligte mig. Jeg ansætter meget nødig kvindelige læger, men hvis De abso- lut vil derop, kan De jo lade Deres mand søge stillingen, så skal jeg se på hans kvali- fikationer...Min mand (Peder Helms) hav- de planlagt at lave en tuberkuloseunder- søgelse af hele befolkningen og havde derfor arbejdet både på Seruminstituttet og rønt- genafdeling, men blev nu nødt til at søge stillingen deroppe og fik den — og jeg tog med som hjemmegående; — Men vi hjalp da selvfølgelig hinanden, så min mand fik fuldført den store undersøgelse, der blev hans disputats (Investigations into tubercu- losis at Angmagssalik, 1957) da vi kom hjem« (privat brev). En anden senere grønlandslæge, pro- fessor, overlæge, dr.med. Ove Bøje (1904- 1982), var i sine yngre år (1937-1938) med hustruen Trine der var fysiotera- peut, i Upernavik. I sin bog »Slædespor« (15) beskriver han, hvorledes Bertelsen i sin tid tog ham under kærlig behandling: »— Sig mig,sagde han, — hvad får Dem egentlig til at søge til Grønland med de fine eksamenspapirer, De har? Jeg forklarede ham, at jeg brændende ønskede at opleve Grønland, vores mønsterkoloni, den smuk- ke natur og den venlige befolkning. — Ja, den remse kender jeg, sagde den erfarne mand. - Det, jeg spørger om er, hvad Deres egentlige motiver til at lade Dem begrave i ødemarken er? Er De narkoman, har De lavet kriminelle aborter, eller er De på en anden måde trådt lidt ved siden af?« På samme måde som Bertelsen virkede som et filter mod uønskede elementer, var han altid parat med god og relevant oplysning, hvilket bl.a. resulterede i »Lidt om grønlandsk medicinsk terminologi« (1915). Snart var han beskæftiget med at for- fatte undervisningsmateriale for det grønlandske sundhedspersonale, f.eks. »Erindringsord for grønlandske jorde- mødre« 1906 og anden udgave som 49 [14] udkom 1930, og hans »Dansk-grønlandsk sproghjælp for Læger og Sygeplejersker« (1948) oversat til grønlandsk af hans stedsøn, kolonibestyrer Hans Nielsen og overkateket Otto Sandgren. Familien Bertelsen boede i en stor vil- la på C.N.Petersensvej 47 på Frederiks- berg (Fig. 11). Han levede et noget isole- ret liv og var svær at komme ind på livet af. Hans nærmeste kaldte ham »nakor- sak«, der betyder »Lægen« på grønlandsk. Når han var hjemme, gik han ofte rundt i en hvid lægekittel. Han var pertentlig med alt, og hjemmet var sirligt og rent, hustruen forestod alt det praktiske arbej- de. Han var myreflittig og havde efter- hånden fået samlet en stor bogsamling, som han brugte til sine videnskabelige arbejder. Hans ex libris var med grøn- landsk motiv med Umanak fjeldet (Fig. 12). Bertelsen var en flittig gæst i Det grøn- landske Selskab, »kom næsten til hvert møde, indtog samme plads til venstre i salen på samme række altid. Drejede et foredrag sig om noget, der havde hans særli- ge interesse, tog han ofte del i diskussionen. Han var ikke let at diskutere med, når han havde en afvigende mening, for ofte havde han en større viden om sagen end fore- dragsholderen. Gik diskussionen ud over det rent saglige, kunne han blive noget hef- tig og næsten hidsig i ordskiftet, og man anede en heftighed i hans sind, som ellers til daglig lå dybt skjult som noget, der egentlig var ham fremmed.« (25). Pensionisten Bertelsen Bertelsen (Fig. 13) havde i sine senere år interesseret sig særligt for psykologiske undersøgelser af grønlændere og til det 50 Fig. 12. Alfred Bertelsens ex libris med Umanaks hjer- tefoimede fjeld. 2,4 x 7,4 cm. sidste var han optaget af undersøgelser over intelligensprøver. Da Bertelsen blev pensioneret som medicinalkonsulent i en alder af 70 år, rejste han sammen med sin hustru til Grønland for i sin gamle kolo- ni Umanak og Scoresbysund og Thule distriktet at få fuldført et værk om intel- ligensen hos grønlandske børn. Nuleven- de i Umanak kan fortsat huske, da lægen i 1949 vendte tilbage til Umanak for at lave sine intelligensstudier. Bl.a. spillede han terninger med børnene for bagefter at afprøve deres hukommelse om de pågældende kast. »Du er den bedste af dem alle«, sagde han til Mathias Fleischer, [15] et oldebarn til »onkel Jens« som siden uddannede sig til kæmner. I 20 år har Mathias Fleischer været kontorleder på Umanak Sygehus, hvor han virtuost husker fødselsdage og personnumre på samtlige indbyggere i distriktet. Det er bemærkelsesværdigt, at et men- neske i Bertelsen's alder turde tage til Grønland igen og leve under ret primiti- ve, små forhold for at følge den viden- skabelige trang til at finde frem til nye kendsgerninger. Han nåede ikke før sin død at få udgivet arbejdet. Der foreligger blandt hans efterladte papirer på Arktisk Institut, København, et manus » Vestgrøn- landske skolebørns intellektuelle udvikling« (42 manuskriftsider og tre sider billed- tekst), der slutter med »Ogsaa maa man iøvrigt altid erindre, at er end den intellek- tuelle Udvikling af meget stor Betydning for hvert enkelt Menneske, saa vil dog og- saa andre Faktorer, saasom Ærgerrighed, Villiekraft, Samvittighedsfuldhed og Ud- holdenhed være bestemmende for, hvorledes han vil udfylde sin Plads i Livet«. I en foreløbig publiceret rapport skriver han f>tre-jjerdedele er mere eller mindre tilba- ge... af Børn mellem 7 og elleve Aar er tre eller flere Aar tilbage i Udvikling og kan i Virkeligheden kun forvente at kunne faa et tilfredsstillende Udbytte.« (13). Man kan nok stille sig noget kritisk over for disse fund, ved undersøgelse af en befolkning, hvis sprog han ikke helt beherskede og med en helt anden kultur og traditioner. Han indså at den grønlandske undervis- ning burde tilrettelægges ud fra den grøn- landske kultur og ikke den danske. Den kendsgerning gjorde ham til modstander af, at man nu ville forcere udviklingen frem med danskundervisning i skolerne. Fig. 13. Alfred Bertelsen som ca 65 år gammel. Medi- cinsk-historisk Museum, København. Bertelsen havde de sidste år haft gener fra hjertet, og netop vendt hjem til C.N. Petersensvej efter halvandet års besøg i Umanak og »I fuldstændig velbefindende ville han som sædvanligt tage sig et lille hvil på sofaen, og med sin hustrus hånd i sin, døde han stille, omendpludseligt« (25). Som andre »klassiske« grønlandslæger har Bertelsen opnået at få en lægebåd opkaldt efter sig. Lægebåden -»Alf Bertel- sen« blev bygget i 1955 i Holbæk og var først placeret i Angmagssalik indtil ca 1965, da lægebåden »Signe Vest«, opkaldt efter den danske sygeplejerske der i en lang årrække havde arbejdet i Angmag- salik, blev indsat. Derefter blev »Alf Ber- telsen« brugt på vestkysten i distrikterne Sisimiut og Upernavik og blev sat til salg 51 [16] i 1989 og året efter solgt til en privat tømrerrnester i Narssaq. Lægen som fotograf Bertelsens arbejde var jo lægens, men hans lidenskab var imidlertid fotografiet (Fig. 3-8,10,14-16), og i Umanak havde han sit eget mørkekammer, og fremkald- te selv sine billeder (14). Flere gange fik Bertelsen økonomisk støtte fra Carls- bergfondet til fotografering i Grønland. Han var faktisk sammen med lægen Thomas Neergaard Krabbe (1861-1936) den, der begyndte den egentlige Grøn- landsfotografering. Fotografierne er i dag en meget vigtig kilde til opfattelsen af datidens grønlandske tilværelse. Moti- verne var almindeligvis typisk grønland- ske, beskrivende med livstypiske situatio- ner (Fig. 3,4,6-8,14). På Arktisk Instituts Fotosamling findes knap 700 billeder taget af Bertelsen. Billederne indgik i de bøger om Grønland, som Bertelsen var med til at skrive, som » Grønland i Bille- der« (Fig. 7), og som også blev udsendt på engelsk. Hans grønlandsbilleder fin- des også i hans artikel i det franske tids- skrift »La Presse Médicale« med titlen »La colonie danoise du Grb'enland. Essai sur la geographie médicale et la nosographie médicale« (1923). Han var meget nærtagende omkring sin fotointeresse, og han yndede at sige: »/ må gerne kalde mig en dårlig Læge, men I må ikke sige, at jeg ikke kan fotografere« (25). Senere benyttede han sine fotos til sundhedsfremmende lysbilledserier, som bl.a. omhandlede hygiejniske tiltag over for datidens folkesygdom tuberkulosen (Hg. 15). 52 »Gerning kræver tid, Tid kræver Gerning« Man kan kalde Bertelsen for faderen til den arktiske medicinske forskning, og hans publikationer har med tiden skaffet ham internationalt ry. Bertelsen har gen- nem årene skrevet talrige bøger og artik- ler. Artiklerne kom såvel i videnskabelige som mere populære tidsskrifter. I »Nu- meriske undersøgelser angående forhold i Umanak distrikt« fremlægges forhold omkring fødsler, dødelighed og boligfor- hold (7). I ægteskabsstatistikken fra sam- me distrikt offentliggjort i »Det grøn- landske Selskabs Tidsskrift« (1918) finder han en høj vielsesfrekvens og lav vielses- alder. Der findes forholdsvis få ugifte voksne personer og forholdsvis mange enker. Videre finder han en kort varig- hed af ægteskabet samt hyppig indgåelse af et nyt ægteskab. I Ugeskrift for Læger 1915 (8) beskriver han en parotitis- epidemi i Umanak og konstaterer, at epi- demien forløber nogenlunde, som epide- mier gør i Europa. Epidemien blev over- ført med skib fra Danmark 1913, og pa- rotitis havde ikke tidligere været kendt i Umanak. »Kræft og Lungebetændelse, hvis Fore- komst jeg som den første med Sikkerhed har konstateret i Grønland findes omtalte i Hospt. 1904 og 1911« (10). Han har også skildret den indfødte grønlandske be- folknings oprindelige midler mod skør- bug. Hans væsentligste videnskabelige ar- bejde er imidlertid det kolossale samle- værk udgivet i »Meddelelser om Grøn- land« med titlen »Grønlands medicinsk statistik og nosografi. Undersøgelser og Erfaringer fra 30 Aars Lægevirksomhed« (11). Værket består af fire afhandlinger, [17] Fig. 14. Gammel fanger med hverdagsanorak fra Vest- grønland. Foto taget af Alfred Bertelsen. Arktisk Insti- tut, København. nemlig »Grønlands befolkningsstatistik 1901-1930«, som udkom 1935, »Sund- hedsvilkårene i Grønland« 1937, »Det sædvanlige grønlandske sygdomsbillede« 1940, og sidst »Acute infektionssygdomme i Grønland« 1943, og udgør tilsammen 809 sider. Heri beskrives med næsten germansk grundighed alle former af til- værelsen, som den formede sig i Grøn- land, før udviklingen tog fart. Bogen beskæftiger sig med indretning af dati- dens tørvehuse, ernæringen, kostens vi- taminindhold, den gældende vandforsy- ning, beskæftigelsesforhold etc. Endelig beskrives forekomsten og de kliniske bil- leder af de enkelte sygdomme i det eski- moiske samfund, forekomst af kræft, tuberkulose, kønssygdomme m.m., såle- des at dette værk i dag repræsenterer en guldgrube af oplysninger for den forsker, der vil vide noget mere om datidens eski- moer og disses tilværelse. Også efter det store værk fortsatte Ber- telsen med grønlandske emner, foruden at flere bøger blev skrevet samtidig med hans hovedværk. Her kan nævnes » Grøn- lændere i Danmark« trykt i »Meddeleher om Grønland« 1945, og det tidligere nævnte »Dansk grønlandsk sproghjælp for læger og sygeplejersker« 1948. Bertelsen var ikke kun interesseret i lægelige emner, men også i hunde- og andre veterinære spørgsmål og har i den anledning bl.a. beskrevet smittemønster for rabies/hundegalskab i Umanak. Men især ornitologien havde hans bevågen- hed. Allerede i 1905 havde han skrevet en artikel »De i Grønland brugte Fugle- navne og deres Betydning«. Han ringmær- kede i sin tid over 400 fugle og udgav bogen »Fuglene i Umanak distrikt« (1921). Alfred Bertelsen's interesser var vidt- favnende, og det var ikke småting, han fandt på at beskæftige sig med. Som eksempel på hans bredde kan nævnes hans publikation om kajaksvimmelhed, »laitmatofobi«, i »Neuro-patologiske med- delelser fra Grønland« (1905), med 60 patientsygehistorier, som Bertelsen hav- de undersøgt under »Den litterære Grøn- landsekspedition« i 1902-1903 på anmodning fra professor, dr.med. Knud Pontoppidan (1853-1916). 65 år senere blev disse grundige sygehistorier oversat og udgivet på engelsk (20), hvilket sjæl- dent overgår en videnskabelig artikel. Yderligere kan nævnes »Navnegivning i Grønland« (1918), hans »Vejledning i brugen af de for lægmand i Grønland til- gængelige lægemidler« (1933) og hans 53 [18] Fig. 15. Fotomontage af Alfred Bertelsen, der viser, hvordan man ved host bliver smittet med tuberkulose- bakterierne. nærmest etnografiske studier over »Ældre og nyere tids fødselshjælp i Grønland« (1911). Historie var en anden af hans interes- ser, og i tidens løb gav han udtryk for dette i sin artikel »Folkemedicin i Grøn- land i ældre og nyere tid« (1914) samt i »Bemærkninger vedrørende det grønland- ske Lægevæsens Historie« (1912). Andre gange så man ham beskæftige med opmålinger af topografisk vigtige områ- der; bl.a. lavede han egentlige opmålin- ger af Umanak by. »Den skriftlige Fremstilling har altid voldet mig nogen Vanskelighed; ofte har en enkelt Sætnings Udformning taget ufor- holdsmæssig lang Tid, før det er lykkedes mig atfaa den tilpaa let forstaaelig Vis at udtrykke netop den Mening, som jeg ønske- de at lægge i den. Paa den anden Side har denne nødtvungne langvarige Syslen med Fremstillingsformen medført den Fordel, at jeg har haft Lejlighed til længe at tænke Stoffet igennem; jeg tror da ogsaa, at kun meget faa Unøjagtigheder er slupne igen- nem for mig, og jeg har i alt Fald endnu undgaaet at se saadanne Paavisninger« (10). Hans skriftlige arbejder er velskrev- ne og klare i opbygningen, ja selv trykfejl ses yderst sjældent, og vidner om hans grundighed og »betryggende forbundet med Bertelsens personlighed« (22). Hans mening kommer altid tydeligt frem. Han har været en meget flittig mand, og selv siger han, at en forklaring på dette er, »at jeg overhovedet har faaet noget udrettet, betragter jeg, at jeg altid har afholdt mig fra Nydelse af saavel Tobak som Alkohol som agsaafra Kortspil af enhver Art«. (10). Han har ikke spildt meget tid, som vi i dag kan gøre det foran tv og i møder ved- rørende nedskæringer, effektivisering etc. Efterskriften til dej: enorme værk »Grøn- landsk medicinsk Statistik og Nosografi« er med det for ham karakteristiske motto » Gerning kræver Tid, Tid kræver Gerning« (H). Konklusion Siden kolonisationens første tid har læger i Grønland under indtryk af den grønlandske befolknings etniske egenart og meget specielle livsvilkår meddelt deres lægelige iagttagelser i en lang række publikationer. Alfred Bertelsen, der i mere end en menneskealder var tilknyt- tet det grønlandske sundhedsvæsen, først som distrikslæge i Umanak og senere som medicinalkonsulent for Grønland, var en uhyre flittig mand med videnska- 54 [19] belig sans og med et forfatterskab, der spændte over store områder. Hans arbej- der, der er velskrevne og velunderbygge- de omfatter bøger og skrifter, der er skre- vet dels til befolkningen i almindelighed om bl.a. hygiejne og de almindelige syg- domme, dels til specialister. Hans hoved- værk er det monumentale værk »Grøn- landsk medicinsk Statistik og Nosografi«, der er et værdifuldt bidrag til en grøn- landsk medicinalstatistik fra perioden fra århundredskiftet frem til Anden Ver- denskrig, hvilket har kunnet danne basis for talrige senere epidemiologiske studier i Grønland. Bertelsen gjorde sig også bemærket som ornitolog og ikke mindst som fotograf, hvor hans billeder stadig anvendes til en beskrivelse af Grønland i første halvdel af dette århundrede. LITTERATUR 1. Aisbirk PH: Primary angle-closure glaucoma (disp.). Acta Ophthalmol (Copenhagen) 1976; suppl. 127. 2. Aisbirk PH, Schiøler P: Lægearbejde i Umanaq distrikt. Ugeskr Læger, 1969; 131: 619-25. 3. Andreassen J: Nye slædespor. Dagbogsblade fra den litterære Grønlands-ekspedition 1902-04. København: Christian Ejlers forlag, 1984. 4. Bang HO, Dyerberg J: Blodets fedtindhold og kostens sammensætning hos en Vestgrønlands befolk- ningsgruppe. Ugeskr Læger 1975; 117: 1641-6. 5. Bertelsen A: Bidrag til Belysning af Lægevæsenets Ordning i Grønland. Hospitalstidende 1902; 45: 1250-6. 6. Bertelsen A: Bidrag til Belysning af Lægevæsenets Ordning i Grønland. Hospitalstidende 1903; 46: 979- 87. 7. Bertelsen A: Numeriske Undersøgelser angaaende Forhold i Umanaks Lægedistrikt. Hospitalstidende 1907; 36: 882-92. 8. Bertelsen A: Erfaringer fra en Parotitisepidemi i Grønland. Ugeskr Læger 1915; 77: 1925-9. 9. Bertelsen A: Sundhedspleje og Fødselshjælp i Grøn- land samt den almindelige Sundhedstilstand blandt Befolkningen. Ugeskr Læger 1921; 83: 607-27. 10. Bertelsen A: Levnetsberetning. Ordenskapitlet, 1.10.1921. 11. Bertelsen A: Grønlandsk medicinsk Statistik og Nosografi. Medd Grønland, 1935-43: 117. 12. Bertelsen A: Epidemiske Sygdomme i Grønland. Undersøgelser og Erfaringer fra 30 Aars grønlandsk Lægevirksomhed. Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1943. København: Nyt Nordisk forlag, Arnold Busck, 1943. 13. Bertelsen A: Diskussion i Det grønlandske Selskab vedrørende Grønlandsbetænkningen af 12. Juni 1946. Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1947. Køben- havn: Ejnar Munksgaards forlag, 1947. 14. Friis B: Niviarsiaq i Umanak 1919-1920. Dagbogs- blade. Det grønlandske Forlag, Godthåb, 1973. 15. Bøje O: Slædespor. Læge i Nordgrønland. Køben- havn: Lindhardt og Ringhof, 1982. 16. Carlsbergfondets arkiv C.F.D. 1901/1902 No. 335. 17. Direktoratet for den kongelige grønlandske Han- del: Skrivelse af 9. juli 1907. Meddelelser fra Direkto- ratet for den kongelige grønlandske Handel 1907: 28. 18. Egede P: Sammenlignende Bemærkninger om Øer- ne Umanaq i Grønland og Nord for Japan samt Ind- byggerne sammensteds. Efterretninger om Grønland uddragne af en Journal Holden fra 1721 til 1788. Trykt i det kgl. Vaisenhus's Bogtrykkerie af Hans Chri- stopher Schrøder. København, 1788. 19. Freuchen P: Knud Rasmussen som jeg husker ham. 3. udg. København: Gyldendal, 1979. 20. Gussow Z: Some responses of west Greenland eski- mo to a naturalistic situation of perceptual deprivation: with an appendix of 60 case histories collected by Dr. Alfred Bertelsen i 1902-1903. Inter J Arctic Nord Stud 1970, 11,227-62. 21. Krabbe TN: Oversigt over det grønlandske Læge- væsens Historie samt nogle mindre Forslag vedrørende Lægevæsenet. Det grønlandske Selskabs Aarsskrift 1909. København: Det Hoffenbergske Etablissement, 1910. 22. Krogh-Lund G: En grønlandslæges erfaringer. Det Grønlandske Selskabs Aarsskrift 1944. København: Nordlundes Bogtrykkeri, 1944. 23. Norman-Hansen CM: Fra Volga til Umanak. København: Martins Forlag, 1932. 24. Qilakitsoq. De grønlandske mumier fra 1400-tallet. Grønlands Landsmuseum, København: Chr. Ejlers for- lag, 1985. 25. Saxtorph SM: Alfred Bertelsen. Det Grønlandske Selskabs Årsskrift 1952. København: Ejnar Munks- gaard forlag, 1951. 26. Uummannaq. Fristrup E, Fristrup B, Fisker B eds. København: Fiskers forlag, 1988. 55 [20]