[1] Omkring »Den usynliges vilje« Af Kirsten Thisted I årene 1921-27 blev tre elever ved Ilinniarfissuaq, Seminariet i Godthåb, den uddannelsesinstitution hvorfra så mange af Grønlands ledende skikkelser er udgået, særligt nære venner. Det var Pavia Petersen (1904-45), Frederik Niel- sen (1905-91) og Hans Lynge (1906- 88). Ud af det gode kammeratskab vok- sede et fælles, ikke lidet ambitiøst pro- jekt: de tre venner ville skabe en selv- stændig grønlandsk litteratur. Heri lå ikke nogen form for ringeagt af den fortælletradition, der stadig var levende i deres barndom, tværtimod, men fortælletraditionen var mundtlig og viderebragtes af støtterne for det gamle samfund: de stolte, selverhvervende fan- gere. Ingen af de tre skulle blive fangere, så meget var klart. Som seminarieelever tilhørte de eliten i det grønlandske sam- fund, og det var op til dem selv at skabe en ny form, og at udtrykke en ny tids erfaringer og problemstillinger igennem. Man var i 1920'ernes Grønland for- længst fortrolig med skriften som medi- um. Et grønlandsk skriftsprog var skabt allerede med de første missionærer, og en selvstændig grønlandsk salme- og sang- tradition havde været under udvikling allerede fra midten af det forrige århun- drede. Skriften var også blevet brugt til at skrive de gamle fortællinger ned, ligesom »hverdagsfortællingen«, beretninger om stort og småt, hændt enten en selv eller folk man kendte, sådant som man pleje- de at divertere hinanden med, når man mødtes efter sommerlejr eller på fangst- rejse, let lod sig overføre på tryk og ud- sende til et større publikum. De første mange årgange af avisen Atuagagdliutit er fulde af sådanne »oqalualaarutit«. De europæiske prosagenrer kendte man også udmærket gennem oversættelse, men en egentlig grønlandsk fiktion var så absolut endnu i sin vorden. Kun en enkelt grøn- landsk roman havde endnu set dagens lys, det var Mathias Storchs »Sinnattu- gaq« fra 1914, dansk oversættelse »En grønlænders drøm« ved Knud Rasmus- sen 1915. På seminariet, hvor en ny vind blæste fra 1923 med den nye forstander, Aage Bugge, præsenteredes de tre opvakte unge mænd for den danske nationalro- mantik, og en fælles bestræbelse bærer 95 [2] deres senere forfatterskaber: at skabe en tilsvarende grønlandsk national tradition. Omend formen var ny, og indholdet også, så måtte dog arven fra fangerkultu- ren æres som det fælles kulturgrundlag, den faste klippegrund, der bandt folket til landet. Hermed markeredes et åbent brud med den kompromisløse evolutionstænkning, som havde præget den forrige genera- tion, hvor devisen havde været at grøn- lænderne skulle bryde overtværs med det gamle og genopstå som skandinaver — med jordbrug og fiskeri ikke blot som de faktiske hovederhverv, men også med de heraf udledte normsæt og socialisations- former som samfundets idémæssige grundlag. Disse tanker kan studeres i Augo Lynges roman »Ukiut 300nngor- nerat«, som nåede at udkomme forinden nogen af de tre seminariekammerater debuterede, i 1931 (dansk oversættelse »Trehundrede år efter, 1989). Af de tre forfattervenner blev Hans Lyn- ge fra starten den mest eksplicitte forta- ler for de nedarvede værdier. Således alle- rede i romanen »Ersinngitsup piumasaa«, der er blevet stående som Hans Lynges nok mest helstøbte litterære bedrift og et hovedværk i den grønlandske litteratur. Teksten fremkom første gang som et beskedent duplikat i 1938, og blev ved med at cirkulere sådan, indtil den ende- lig udkom i bogform i 1967, sammen med to af Hans Lynges skuespil og et udvalg af hans digte. Dansk oversættelse »Den usynliges vilje«, 1990. Baggrunden for romanens handling har Hans Lynge fra Knud Rasmussen, der i »Fra Grønland til Stillehavet« for- tæller om, hvordan han under sit besøg på en boplads i det nordøstlige Canada beundrede det helt usædvanlig smukke og harmoniske forhold, som bestod mel- lem ægtefællerne og de to sønner i en bestemt familie, han havde været på besøg hos - indtil man underrettede ham om, at ikke alt var som det gav sig ud for at være, eftersom faderen slet ikke var drengenes rigtige far, men havde myrdet denne for at tage moderen til kone. Der var således lagt op til en tragedie af græsk format, men Knud Rasmussen håbede, at kristendommen nåede frem inden drengene blev store, så katastrofen kunne afværges. Hans Lynge lod sig derimod in- spirere af tanken om, hvad der ville ske, hvis kristendommen ikke nåede frem. Hans Lynge starter således sin roman i en idyl, der brat brydes, da de to brødre, som her har faet navnene Saamik og Ulloriaq, en dag under et boldspil optræ- der noget for arrogant og sejrsstolt i for- hold til deres modstandere, og til gengæld får sandheden brutalt slynget i 96 [3] ansigtet. Herefter er, inden for det eski- moiske trossystem, ingen anden udvej mulig - de to unge mænd må hævne den ukendte far, hvis sjæl formodes at flakke fredløs om i dødsriget, så længe drabet er uhævnet. At hævnen samtidig vil tage livet af deres mor vækker en del kvaler hos den yngste af brødrene, Ulloriaq, men den ældre bror presser på, og til sidst griber brødrene til handling. De to kapitler, hvor brødrene i det tidlige mor- gengry afhenter deres far og fører ham til døden, men dog giver sig tid til at høre hans historie, inden de gør deres pligt, udgør et foreløbigt højdepunkt i roma- nen. Den egentlige konflikt udspiller sig imidlertid efter hævndrabet, og efter at moderen har druknet sig af sorg, hvor Ulloriaq som det letpåvirkelige sind han er, er ved at gå til i tvivl og selvbebrejdel- se, og tilsidst lader sig tvinge ud i rollen som qivittoq, fjeldgænger. At gå qivittoq var normalt ensbetyden- de med døden. Der var tale om en slags socialt selvmord, hvor man vendte men- neskene ryggen og ophørte med at eksi- stere i det menneskelige samfund - hvor- ved man indenfor den traditionelle for- ståelse helt konkret ophørte med at eksi- stere som menneske og forvandledes til et ikke-menneske, et uhyre. Det lod sig altså normalt ikke gøre at vende hjem igen, når først man var gået - i hvert fald ikke hvis man havde været så længe væk, at det kunne betvivles at man havde kla- ret sig derude i det store øde ved egne kræfter. Qivittoq'en formodedes efter en tid at få overnaturlige kræfter og frygte- des som en ond ånd, der ville hævne sig på sine bopladsfæller ved at skræmme dem ihjel. Også reelt var det at gå qivit- toq således ensbetydende med selvmord, fordi det er så godt som umuligt at over- leve på egen hånd i den arktiske øde- mark. Det er ikke for ingenting, at der på den måde sættes lighedstegn mellem socialt samliv og menneskeliv. Hvordan det alligevel lykkes Ulloriaq 97 [4] at vende tilbage til menneskene ville det ikke være rigtigt at afsløre her - der skul- le jo gerne være lidt spænding tilbage for dem, som endnu har bogen tilgode. Så meget må dog siges, at miraklet kan sam- menfattes i budskabet: »Men størst af alt er kærligheden!« Det lyder måske ikke særlig eskimoisk og er det da heller ikke. Kærligheden som metafor for livsmyste- riet, som den kraft der overkommer alt og af intethed og død skaber indhold og liv, er en helt grundlæggende kristen tanke. Således genrejses måske nok fortiden i Hans Lynges roman, men på en kristen baggrund. - Ganske som det i øvrigt var tilfældet med den nordiske mytologi i romantikernes (gen) digtninger. Det er dette forhold, der er søgt markeret med oversættelsen af titelen som »Den usynli- ges vilje«. På grønlandsk kan man ikke se forskel på køn, og titlen kunne således lige så godt have været oversat »Detusyn- liges..«, et valg der umiddelbart ville have været mere oplagt, når handlingen nu foregår i en eskimoisk sammenhæng, hvor man ikke opererede med en sådan personlig Gudsmagt, eller forsynsinstans, som »den« lader antyde. Men den over- ordnede vilje, som i romanen lægger sine planer for Ulloriaq og fører ham frem mod et i forvejen afstukket mål, repræ- senterer de facto netop et sådant, mere eller mindre personificeret forsyn. Såle- des nævnes da også Gud ved navn i for- bindelse med denne usynlige magt, der allerede ved bogens start taler til Ulloriaq og i billedlig form lader ham se ind i sin fremtid, ligesom eskimoernes religion - stadig i god overensstemmelse med romantikkens opfattelse - anskues som en »forudanelse« af kristendommen. Sådan indledes den passage, hvor Inoqut, den mand som brødrene indtil for et par dage siden har respekteret og elsket som deres far, standser op for at fortælle sin historie: »Aajaa! Inoqut var standset op, og det dampede udbrud kom fra et sted dybt, dybt nede. Det var ikke noget fortvivlelsens suk, men så utroligt det end kan lyde, må vi snarere kalde det en tak til livet. Ordet var i sig selv en påkaldelse af de usynlige mag- ter, i familie med i j al silatl silal etc., alt- sammen ord som betegnede det mægtige, der er skjult derude i det fri, og som til- sammen gav betegnelsen for Gud, dengang da grønlænderne opfattede det som tabu at nævne tingene ved deres sande navn. I trommesangene, i angakokkernes sange og i de ønsker, som kom fra hjertet, var det erstatning for det ord, som dødeliges læber ikke magtede at forme. Et ord, som gav styrke til grønlændernes bøn.« På den måde gennemtrænges hele roma- nen af kristen livsforståelse, også i selve forløbet, der bygges på en kristen grund- struktur, hvor et menneske gennem »prøvelse« og lidelse når til afklaring og frelse. Der kan læses mere herom i efter- ordet til oversættelsen, hvor Ulloriaqs historie vises at kunne læses efter ganske samme paradigme som fx. Bibelens Jo- nasfortælling. Pointen er, at det af to traditioner, som hidtil var blevet fremstillet som hinan- dens arbitrære modsætninger, lykkes Hans Lynge at skabe en ny myte, som er rummelig nok til dem begge. Hans Lyn- 98 [5] ge forsøger, med klar inspiration fra Knud Rasmussen, at anskue den eskimo- iske livstydning ud fra dens egne forud- sætninger. Det betyder, at mangt og meget som hidtil var blevet tolket som udtryk for hedenskab, djævelskab, over- tro eller pur ondskab, pludselig får mening og betydning som den barske arktiske naturs barske nødvendighed. Således hævndrabet, der fremfor noget andet havde vakt anstød hos missio- nærerne og kraftigt medvirket til, også i grønlændernes egen bevidsthed, at tegne billedet af den eskimoiske fortid som en mørketid, hvor vilkårligt blodbad hørte til dagens orden. Vilkårlighed er imidlertid det som mindst af alt præger hændelsesforløbet omkring de to brødres valg. Med nøje beregning skildrer Hans Lynge forløbet med 'gloser hentet fra retspraksis, hvor brødrene er »dommere«, hvis beslut- ningsproces foregår som en »afvejning«, og i forhold til »love«, der ikke blive min- dre virksomme og forpligtende, fordi de er uskrevne. Og når dommen er »uom- stødelig«, er det fordi, at sådan er hele livet så højt mod nord: »For er der en bøn, der aldrig har lydt hos vort folk, hvis liv var undergivet samme vilkår som de vilde dyrs, så er det denne: »nåde«. Så klart som noget illustreres den- ne kendsgerning af hele livet, som det leves heroppe: stormene, kulden, menneskene som lever af at dråbe dyrene, forf/zdrenes tro .. alt sammen er det uforeneligt med begrebet nåde.« Og dog vil Hans Lynge ikke acceptere det sædvanlige billede af den arktiske kultur som en kuet, angstfuld verden, hvor menneskene bestandig bæver i frygt for alle disse usynlige magter, der sender dem den ene misfangstperiode og fangst- ulykke efter den anden. Sådan havde selvfølgelig missionærerne set på det, uvidende om Faderen, Sønnen og Hel- ligånden, som eskimoerne jo var, men synspunktet var også for nylig blevet kraftigt understøttet og endnu engang repeteret ved Knud Rasmussens bøger fra rejserne »tilbage« til mere upåvirkede eskimokulturer. »Vifrygter..!« er en gen- taget og bestandig citeret replik fra disse bøger. Hans Lynge sætter imidlertid straks fra bogens start en anden, mere let og livsglad ramme for sin bog. I det smukke kapitel om navnet (kapitel 3) befæstes dette positive udgangspunkt i den eskimoiske idé om navnesjælen, der videregaves gennem generationer og overbragte alle de færdigheder og egen- skaber, som knyttede sig til den person der bar det pågældende navn. 99 [6] »I vore forfodres tro, som nogen kalder fat- tig, var døden en af de stærkeste magter — men så langt fra den stærkeste. Døden bragte sorg til mange, men når sorgen var en så åbenlys del af livet i Grønland, var det fordi grønlænderne havde for skik at vise deres følelser åbent. Navnet satte men- nesket i stand til at overvinde sorgen, og derfor varede den største smerte kun ved, indtil et barn var blevet opkaldt efter den døde. Navnet var en åbenbaring af en magt, som er større end døden: genkomsten af en kær, som døden rev bort, et venligt forsyn, de usynlige magters smil. Sådan var nav- net! Deri lå gemt den menneskets urokke- lige tro, som har kraft til at bortvejre sor- gen. « Grønlændernes forfædre har altså som alle andre folk baseret deres livsmod og -vilje på en version af ideen om det evige liv. Og hvor finder man dette svære begreb håndteret mere enkelt og ligetil - troen på det evige liv består i forvisnin- gen om, at livet går videre — mere kom- pliceret behøver den ting ikke at gøres. At påvirkningerne fra kristendommen tilsyneladende skriver sig mere eller min- dre ubevidst igennem hos forfatteren, der nok føler sig på mere sikker eskimo- isk grund end vi finder belæg for, når vi sammenligner med de egentlige kilder til den eskimoiske tradition, understreger blot det i virkeligheden dybt kætterske i hele projektet. På den måde at fremstille den eskimoiske religion som en ligestillet livstydning, det var ikke noget man var vant til i samtidens meget ortodokse grønlandske miljø. Men forfatteren mente, hvad han sagde, og han gentog siden synspunkterne i skærpet form, blå. i skuespillet »Sainak sunai«, (Thulefol- kets hilsen, uropført i 1964, ikke over- sat), hvor den kristne mission anklages for at have favoriserer de svageste, dårlig- ste elementer i den eskimoiske stamme, mens det stærkeste og bedste i kulturen selv fortrængtes. At der samtidig er en god portion nostalgi og usamtidighed på spil i denne udlægning, kan ikke bortfor- klares, men modigt var det alligevel - især i 1938, hvor det let kunne have fået negative konsekvenser for kunstnerens fremtidige position og karriere. Fælles for stort set alle de grønlændere som greb pennen fra omkring århun- dredskiftet og frem, var nødvendigheden af at udvikle genrer, som i modsætning til den gamle mundtlige tradition lod jeget komme direkte til udtryk. Man var ikke længere sikker i sin identitet, sådan som man havde været det indenfor det gamle faste (men dermed også fastlåste) system i fangerkulturen. Fra at have væ- ret en målbevidst socialiseringsinstans i den mundtlige kultur, blev fortællekun- sten i den skrevne litteratur til en slags »eksperimentarium« for de unge grøn- lænderes søgen efter en ny fortolknings- ramme, et nyt ståsted. Det er derfor bøgerne er fulde af selvreflekterende, søgende individer, der som Ulloriaq kastes ud i dybe personlige kriser under- vejs mod den eftertragtede afklaring og erkendelse. Sådan var det hos Mathias Storch i den allerførste grønlandske roman, og sådan er det også hos de tre forfattere fra dette århundredes store generation. Uanset opsætningernes for- skellighed, har Ulloriaq en kær bror i 100 [7] Tuumarsi, hovedpersonen i Frederik Nielsens debutroman fra 1931, og en til- svarende søster i Ujuaannaaraq, hoved- personen i Pavia Petersens roman fra 1944 (»Udstedsbestyrens datter«, ikke oversat. Frederik Nielsens roman i dansk oversættelse ved forfatteren selv 1980). For at få formen til at svare til indhol- det, har Hans Lynge holdt sin roman i en bevidst ordknap, lidt arkaiserende, »saga- agtig« stil. Især på to fronter leveres imid- lertid et vægtigt bidrag til udviklingen af det nye formsprog, som den nye litte- ratur havde behov. Først og fremmest arbejder Hans Lynge med beskrivelsen af, hvad der sker inde i personerne. Det var helt nyt land i forhold til den mundt- lige tradition, der generelt havde afholdt sig fra den psykologiske beskrivelse, og snarere arbejdet med faste typer, fremfor særskilte, individualiserede personer. Indre følelser skildres normalt ved ydre hændelser — som da helten Kunuk ved gensynet med lillesøsterens grav græder, så hele konebåden ryster. Hans Lynge går den anden vej, fra det ydre og ind, som i skildringen af moderen den frygtelige morgen, hvor sønnerne henter hendes mand, hvor vi først ser hende udefra, fuldstændig forstenet, men så trænger ind gennem hendes slørede blik til de udtørrede tårekanaler og helt ind i hen- des vantro sjæl, der nægter at genkende sine små drenge i disse mænd, der her står overfor hende som fjender (kapi- tel 7). Også tilværelsen som qivittoq giver naturligvis et udmærket oplæg til et stu- dium i sorgens væsen. Intet er så ondt som den undertrykte gråd, skriver Lyn- ge: »For den lyver for mennesket og far en til at tro, at byrderne man bærer er alt for tunge til, at man nogensinde skal kunne magte dem.« Giver man derimod efter og slipper grå- den fri, »..så forsvinder den slags tanker straks og følges af en lettelse, som når en truende himmel hælder al sin væde ud og far det dårlige vejr overstået i en fart; så bliver luf- ten renset.« Den undertrykte gråd lader alle de inde- spærrede tårer løbe tilbage i sjælen, »og fylder dens mindste hulrum, så den til sidst er fyldt til randen og truer med at løbe over.« Den slags bliver man syg af, viser Hans Lynge - en sygdom som i øvrigt får afgørende betydning i bogens videre for- løb. Det andet område hvor Hans Lynge udvider prosabeskrivelsen er i naturpor- 101 [8] trættet. Heller ikke på dette område gjor- de fortælletraditionen sig særlig umage, fordi handlingen var den mundtlige tra- ditions foretrukne element, ikke beskri- velsen. Naturen var nærmest en kode, der forsynede tilhørerne med en række ind- forståede oplysninger som optakt til det efterfølgende - som når vi i starten af en scene får vi at vide, at det var dejligt stil- le vejr (= rigtigt fangstvejr) eller at der blæste en frygtelig nordenstorm (= kun vejr for de største kæmper at tage ud i). Hans Lynge har derimod fået øje på det grønlandske landskab som noget sær- egent, værd en mere indgående beskrivel- se og karakteristik. Og det er ikke kun de imponerende fjelde, der fanger Hans Lynges blik, men også alle de små ting, karakteristiske for de skiftende årstider, som her efteråret: »Efteråret var kommet med sne, men sene- re var sneen smeltet igen, og sådan var nu to måneskifter gået. De døde, farveløse strå stod ret op og ned på den frosne jord, stive og rimfrosne. Alle de små søer var islagte, men på mange af dem lå det fine spejl i stumper og stykker inde på midten, fordi vandstanden var sunket lidt, efter at det første tynde lag is havde dannet sig hen over søens overflade. Og hvor bækkenes isbroer var brudt sammen hørtes fra dybet neden- under den smukke lyd af vandets klukken. Når solen stod højest på himlen, smeltede den på solsiderne sneen af de rimfrosne sor- tebær, men på skyggesiderne kunne den ikke længere stille noget op. De høje fjelde stod skinnende hvide, her havde vinteren ligeledes bidt sig fast forlængst, men nede i lavlandet måtte den vente lidt endnu. Hver dag kom med klart vejr og gik igen, uden at en eneste sky havde vist sig på him- len. « Man mærker maleren Hans Lynge også i den sproglige beskrivelse — som når han i nogle ganske få penselstrøg opridser os den scene, hvorpå den efterfølgende, skæbnesvangre boldkamp skal foregå: »Stedet, hvor spillet tog sin begyndelse, var en stor jævn, slettelignende strækning, skabt af en række søer, som nu var tilisede og dækket med sne. Hele vejen rundt, undta- gen mod vest, opstillet på rad og række som et hegn om deres legeplads stod fjeldene, hvor sneen hist og her var smeltet af og hav- de efterladt bare pletter. Men ingen forven- tede, at spillerne ville respektere en sådan afgrænsning — den slags forhindringer kun- ne man ikke tage alvorligt.« Og endelig et eksempel på, hvordan Hans Lynge lader landskabet afspejle en stemning og forvarsle en kommende hændelse. Spillet er, som den foregående 102 [9] beskrivelse lader ane, foregået over stok og sten, op og ned ad fjeldskråningerne, og det nærmer sig nu den afgørelse, der skal udløse tragedien: »Vejret tegnede til at ville sætte i med tø. Månen, som forlængst var oppe, kunne blot lige anes gennem det dybblå tæppe af dis, som dækkede himlen, tykkere og tykkere udefter mod horisonten, men hist og her gennemvædet og plettet af den blodrøde himmel bagved, og dens lys formåede ikke længere at oplyse jorden. Stadig var det stil- le og tyst, men det var en stilhed, som ikke lovede noget godt. Som var atmosfæren tyn- get af gru for stormen, som snart ville ind- finde sig med bælgmørke og sus og brus i sit følge. Hen over himlen, som blev stadigt mørkere, for de sorte skyer og dækkede tid efter anden helt til for det svage lys, som måtte være månen.« Nogen smukkere, mere dramatisk natur- beskrivelse finder vi næppe på grøn- landsk. Livet igennem vedblev Hans Lynge at lade sig fascinere og inspirere af den eski- moiske fortid, hvis mere videnskabelige bevaring han også bidrog til med sine indsamlinger i Nordgrønland i slutnin- gen af 40'erne og begyndelsen af 50'erne. Beklageligvis for litteraturen (men hel- digvis for malerkunsten) gled Hans Lyn- ges interesse mere og mere fra pennen over i penselen, men han blev alligevel ved med at skrive indimellem. »Den usynliges vilje« forblev Hans Lynges ene- ste roman, hvorimod nye skuespil duk- kede op med jævne mellemrum, og lige- ledes den lejlighedsvise digtning. Med digte som »nuilersup qilaap ..« har Hans Lynge sat sig et varigt minde i den grøn- landske sangtradition. Prosagenren blev imidlertid taget op igen i erindringsvær- kerne »Grønlands indre liv«. Kun to bind nåede at udkomme: »Erindringer fra barndomsårene« (1981) og »Erin- dringer fra seminarietiden« (1988). Det er en stor sorg, at Hans Lynge ikke nåede videre; ikke blot fordi vi her har noget af Grønlands mest letflydende prosa, men også en unik tilgang til et stykke grøn- landshistorie, der som titlen angiver net- op er set indefra, en synsvinkel som ikke var de udefrakommende historikere til- gængelig. Læserne kan her møde Hans Lynges egen stil direkte, for bøgerne blev til på dansk, og først siden genskrevet på grønlandsk. De tre seminariekammeraters ungdoms- drøm gik altså i opfyldelse: det lykkedes dem faktisk at skabe fundamentet for en selvstændig grønlandsk litteratur. De tre forfattere »fylder« stadig meget i den grønlandske litteratur, selv om Pavia 103 [10] Foto: Torben Cordtz, efteråret 1983. Petersen døde ung, og Hans Lynge mere eller mindre »sveg« digtningen til fordel for malerkunsten. I skoleundervisningen indtager de tre forfattere i dag stort set samme position som den danske guld- alderdigtning gør i en dansk sammen- hæng. Det er imidlertid min opfattelse, at netop »Den usynliges vilje« læses med en ganske særlig iver og interesse, som sjældent bliver klassikerlæsningen på grundskole- og gymnasieniveau til del. Måske det er fordi romanen med sin tematiseren af fristelsen til, stillet overfor svære problemer, at vende menneskene ryggen, fortsat er højaktuel; desværre netop især for de pågældende aldersgrup- per. Hans Lynges roman er een lang lov- sang til livet og en fortaler for modet til at turde det og ville det, også når alting går en imod. Det er givetvis dette bud- skab, der går lige ind hos de unge. For det danske publikum er bogen en invitation til en verden, der nok på over- fladen kan virke fremmed og fjern, men som med sit almenmenneskelige grund- lag alligevel bliver genkendelig og ved- kommende. Alle citater er fra Hans Lynge: »Den usynliges vilje«. Illu- streret af forfatteren. På dansk og med efterord af Kir- sten Thisted. Atuakkiorfik 1990. Yderligere henvisninger: Augo Lynge: Trehundrede år efter. (1931) Atuakkiorfik 1989. Hans Lynge: Grønlands indre liv I. Erindringer fra barn- domsårene. Atuakkiorfik 1981. — : Grønlands indre liv II. Erindringer fra seminarietiden. Atuakkiorfik 1988. Frederik Nielsen: Tuumarsi. (1934) Det grønlandske Selskab 1980. Pavia Petersen: Niuvertorutsip pania. Nunatta Atua- gaateqarfia. 1985 (1944). Mathias Storch: En grønlænders drøm. (1914) Grøn- landsklitteraturselskab. Gyldendal 1915. 104 [11]