[1] Myten Knud Rasmussen set fra en grønlandsk synsvinkel Af Kristian Olsen aaju I Ilulissat nedskrev Knud Rasmussen sine følelser, der bekræfter min tro på, at en hjemkomst til et fødested — på hvilket tidspunkt på året eller i livet den end finder sted — er væsentlig og stærk. En hjemkomst var en faktor i hans identitet og nationalitetsfølelse, der banede vejen gennem løsning af sjælelige konflikter, som han kom ud for. Hans familie var lokalsamfundets nære miljø og dets kul- turelle mangfoldighed. Knud Rasmussen ankom til sin føde- by et efterår. Han forsøgte at mane sin glæde i jorden ved at udtrykke sig vemo- digt. Han vedkendte sig beskedenhedsri- tualet, som spillede en generel rolle i hele hans individualitet og vægelsindethed. For at dokumentere for vægelsindethe- dens uforklarlighed fremhæves nogle af- revne dagbogsblade, som indeholder et prosadigt, der med nutidens terminologi kan betegnes som ordmusik. • Det er nat — natten var mørk, råkolde pust strøg hen over sletten, og det gøs gen- nem den vædedryppende jord. • Havet brød slapt mod kysten, og bræn- dingen tav, der var ingen vind mere. • Det havde blæst enføhn, og sorte, sønder- flængede skyer drev over himlen. • Luften varslede ondt; alt levende søgte at gemme sig; der var ikke godt ude. • Kun fjeldene knejste jættetrygge og stum- me; de ænsede ikke den våndejyldte stønnen hen over sletten - de kolde, døde fjelde. • Men der stod et menneske ved deres fod, og hans hjerte skjalv: natten var mørk, og natten blev lang------- • Mørket svøbte sig tættere om landet; der var øde og stille, som dér, hvor et stort opgør lige har fundet sted. • De r havde stået et slag — og jorden havde været valplads; den stærke havde sejret. • Og med den sorte nat red vinteren nu uden modstand ind over jjeldene og tog sit rige i besiddelse. . . Prosadigtet forærer os en oplevelse, der siger noget om en hengivenhed til natu- ren på naturens betingelser. Det er men- Adjunkt cand. pæd.pæd. Kristian Olsen aaju. Ansat ved Midtgrønlands Gymnasiale Kursus i Nuuk 1989. Kunstner. Sidst deltaget i gruppeud- stillingen »920 milibar« på Færøerne og Island. Forfatter. Seneste bog: Sarfap ikerinnaani/Midt- strøms - en dobbeltsproget digtsamling med egne illustrationer 1995. Atuagkat & Compagniet. 213 [2] nesket, der underlægger sig naturens evi- ge kredsløb, - den stærke havde sejret. Hvor meget den darwinistiske evolu- tionsteori end indeholdt af fundamenta- le hypoteser, der kunne tages op til vur- dering, gør prosadigtet sig fri af denne, fordi det er fødestedet og kun dets på- virkning, der er den sande stedlige ånd. Naturinspiration var for Knud Rasmus- sen et behov, fordi han på dette tids- punkt var på vej til Avanersuaq på »Den danske litterære Grønlandsekspedition 1902— 04«. I prosadigtet gav han udtryk for sin hjemlængsel, der samtidig gav udtryk for den uvished, han var på vej til. Hans hjerte er i fremtiden. Gennem sin intuition ønskede han at fremtvinge en forventet vished for en hypotese. Sådan var hele hans personlighed. Den handlede per intuition, fordi den sansede gennem en oprindelighed i naturens tidløs- hed i forhold til en struktureret omverden. Derfor er det helt naturligt, at hans umid- delbare fremtid ikke agtede at slå sig til tåls med en varm og brændende begejstring eller et festfyrværkeri af svulstige og vul- gære lyksalighedssymboler. I det arktiske liv fandt han i trygheden en udefinerbar uro. En positiv uro. En uro, der beroede på en bekræftelse eller afbekræftelse. Sådan var hans åbenhed og den oprindelige opdragel- se, hvor mennesket og ikke reglerne, der var i centrum. Det var naturens lov, der gjaldt. Man grinte altid før alvoren. Det var en forberedelse til et uforventet nederlag. Sorgløsheden styrkede den fysiske krop og gav sjælen den ballast, som var i stand til at trøste ved uforudsete skuffelser. Enten var det mennesket, der sejrede over naturens luner eller det var naturen, der fik menne- sket til at bukke under. Ligesom fuglevarslerne, varslede luften ondt. Det er et billede på farten mod en ukendt fremtid og en uforrettet sag. »Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad«-menta- litet. En ubestemmelig stemning. En lyk- kefølelse. En skæbne. Vejen mod det fjer- ne og en fri guddom, der blæste som den ville efter behov. Dens magt kunne være lunefuldhed, voldsomhed, ødelæggelse, rædsel og død. Den kunne sandelig også være befrielse eller sejr. Også mørket symboliserede det fremti- dige og det åbne. Det skjulte dog det gåde- fulde og det uforudsete. Alt kunne ske. Men i mørket var også to fundamentale kræfter. Den ene repræsenterede usikker- hedsfølelse, afmagt, ensomhed og magtes- løshed. Den anden rummede livets lyksa- ligheder. Den negative usikkerhedsfølelse og den positive sikkerhed i samme menne- ske sandsynliggører en følelsesmæssig util- regnelighed, som omgivelserne opfattede som en absolut svaghed. Den var så fatal, at Knud Rasmussen i den forbindelse antyde- de en sammensmeltning af mørke og afgrund. Det var en negation, som egentlig kun understregede den positive følelse. Stemningsbruddet er for mig at se en menneskeliggørelse af svimmelheden og mindreværdsfølelsen, det arktiske men- neske, står over for i naturens utilslørede voldsomhed. I digtet »Mit land« som Fare, Frederik Nielsen, har fået forærende af den kendte grønlandske præst og nyordningspolitiker Gerhard Egede, er de tre sidste strofer med al tydelighed også en forberedelse inden mødet med fødestedet. Knud Rasmussen befandt sig mellem to kulturidentiteter. »Mit land« handler om det stik modsatte 214 [3] X Knud Rasmussen klar til den store slæderejse i 1921. af fortvivlelse, der ligger til grund for uvis- heden. Her er det forventningens glæde og den positive tanke, der giver luft for en nationalromantisk afreaktion: På havet vokser Modet i Stormens Favne tag, Det gør Kinden saa brun! Dér Drengen bliver Mand under Kalvisens brag, — Det gør Hytten saa lun! Mænd har du fostret, du skønne Drømme- brud. Du ligger ej i Dvale — du er stillet paa Vagt, Du stolte Valkyrie, mod Jætternes Magt. Jeg elsker dig, mit Land! Min barndom du saa, Og en Dreng var jeg kun, Da jeg gav dig min Tro, og det løfte skal staa Til mit Livs sidste stund! Du er frossen Musik i en tonende Ørk! Dine bølger har en Røst, dine Storme en Klang, Der tolker mig Livets aller friskeste Sang. Du grubler, du grubler, du hyller dig ind I et tæppe af Sne. Dit Hjerte kan jeg høre, og Taarer på din Kind gennem det jeg kan se. 215 [4] Du har sænket din Fortid under Isdækket ned, Din fremtid er skjult, men du læse den vil I Nordlysets gaadefulde Spil. Nogle af Knud Rasmussens emotionelle byggeklodser er: 1. Jeg elsker dig, mit Land! 2. Da jeg gav dig min Tro. 3. Din fremtid er skjult, men du læse den vil I Nordlysets gaadefulde spil. Den fjerde for- mulering, der går på naturens væsen og er i tiltaleform: Du er frossen Musik i en tonende Ørk! er ganske stærk, fordi den dels er et abstrakt begreb og dels signale- rer en tidligere erfaring. Sætningen rum- mer Knud Rasmussens ukomplicerede naturopfattelse. Samtidig indeholder den implicit modsætningerne mellem lys og mørke, det ukendte og kendte, det for- jættende og det guddommelige. Den samme proces findes hos åndemaneren Aua's hedenske morgenbøn, i Knud Rasmussens oversættelse: Jeg rejser mig fra Hvilen med bevægelser, der er som den hastige Ravns Vingeslag; jeg rejser mig for at møde Dagen, wa — wa. Mit Aasyn vender bort fra Nattens Mørke og stirrer mod Morgengryet, der hvidner. Under Den store slæderejse i 1921—24 var Knud Rasmussen vidne til, hvorledes et nyfødt barn tiltrådte sin første slæderejse. I Tommelfingerens hus blev der åbnet et hul, og gennem dette kravlede konen ud med en nyfødt datter i favnen. Hun stillede sig op foran snehytten og ventede. Aua gik varsomt hen til barnet, blot- tede dets hoved og fremsagde bønnen med munden tæt mod barnets ansigt. Hymnen til dagen var en trylleformu- lar, som altid skulle give barnet held i livet. Dette øjeblik var for Knud Rasmus- sen en synliggørelse af den oprindelige og uforfalskede natur. Selv om han ikke kommenterede begivenheden yderligere, kunne den meget vel have været en per- sonlig erkendelse. I Aua's bøn lå håbet for liv fra nat til dag. En anden markant åndemaner Igjugarjuk gav ligeledes Knud Rasmussen troen på naturen som forløser af personlige kvaler: Al visdom findes kun fjernt fra Menneske- ne, ude i den Store ensomhed, og kan kun naas gennem Lidelser. Savn og Lidelser er det eneste, som kan aabne et Menneskes Sind for det, der er skjult for andre. Så tidligt som i 1906 sagde Knud Ras- mussen, at han, når han var i Danmark altid længtes efter Grønland, sine ven- ner dér, sine hunde og de lange slæder- ejser. Når han kom derop, syntes han, at landet var så forfærdeligt stort og Dan- mark så langt borte. Han følte sig ensom. Efter sit lykkelige møde med Igjugar- juk, reviderede han sin selvynk. Det hedenske budskab fik påny ham til at erkende sin oprigtige kærlighed, troskab og tilknytning til sin familie og venner. Lidelse, afsavn og afmagt banede vejen for glæden og selvsikkerheden. Denne påstand dokumenteres med følgende eksempler fra hans egen hånd: 216 [5] Knud Rasmussen mellem folk i Nordvestgrønland. Fotograferet af faderen Chr. Rasmussen. • Da vennen Jørgen Brønlund døde, stod Knud Rasmussen og græd over hans dag- bog. • Da Knud Rasmussen og Peter Freuchen sad i Upernavik distrikt uden lys, hvor Knuds mor lige var død, fortalte Knud i timevis om hendes tro på ham og på det gode i verden. Om en mor, der aldrig hav- de krævet, kun ydet. De sad i en fattig hyt- te af tørv. Knud aflagde en beretning om sin mor, som ingen har givet skønnere i ver- den. • / 1919 skrev Knud Rasmussen i Atua- gagdliutit, at han tidligere altid så med kritiske øjne på beretninger om ekspeditio- ner, der næsten kun handlede om vanske- ligheder og elendigheder, for når ekspedi- tionsdeltagerne selv havde besluttet at søge væk fra tryghed og valgte strabadserne, fulg- te elendighederne med som en naturlig konsekvens for de nye bedrifter. Han men- te, at han selv er et eksempel på den faren- de. »Hver gang har jeg lagt ringe vægt på økonomisk vinding, og da jeg prioriterede ekspeditionen højest, var jeg nødt til at for- lade min familie for at møde lidelsen. Men når jeg skal fortælle om mine oplevelser, foretrækker jeg altid og helst kun at berette om lykkelige og glade begivenheder, jeg skammer sådan over dem, der er så ynk- værdige i deres udtryksform. Selv om han præciserede sin grundhold- ning med en stænk af en drilsk sarkasme måtte han bide i græsset og mod sin overbevisning omtale sin rejse til vort 217 [6] lands nordspids 1916-17 i meget triste vendinger. Hans sidste hilsen til en ven og rejsekammerat indeholdt en episode i hans ekspeditionsliv, hvor optimismen svigtede ham. I sin lidelse, ringhed og følelse af knu- gende ensomhed holdt Knud Rasmussen en andagt på dansk og grønlandsk med flaget på halvt. På dette sted fældede vi tårer over vor gode ven og meget dygtige medhjælper i vor rejse. Når Knud Rasmussen udleverer sig selv, skriver han f. eks.den 21. Maj 1906, at arbejdet er begyndt, og at han har for- skaffet sig ret til at fortsætte livet. Jeg er glad, for nu er jeg lykkeligere end den, som har overvundet en hel stad, - og jeg har overvundet mig selv.« Efter at være blevet voldsomt rystet efter læsningen af Raskolnikov, skrevet af Dostojefski, skrev han i et brev til Ellen Hallas følgende bekendelse: •Én gang drømte jeg, at jeg udryddede alle mennesker for at blive alene — jeg dræbte også dem, jeg holdt af. Men det var så upraktisk det hele, for jeg havde ingen økse, men kun en lille kniv at dræbe med; det gik så langsomt. Og da jeg så havde dræbt alle, — og jorden var blevet dobbelt frugtbæren- de af det meget blod - så opdagede jeg, at man dog er mest alene mellem mange men- nesker! Og det er også sandt. Jeg er aldrig ensommere, end når jeg sidder i en menne- skefyldt, larmende kro. • / Tasiusaq den 28. Februar 1907 skriver han: »Jeg bliver mere og mere ensom. Når jeg engang kommer hjem, så er I vel gifte og borte allesammen, - væk! Men for resten går jeg slet ikke og ruger, jeg tror jeg bliver gladere og tilfredsere for hver dag, der går, — og det vist, fordi jeg lever mig dybere og dybere ind i mit arbejde.« Knud Rasmussens anvendelse af nøgle- ordene alene og ensomhed dækker over livets forgængelighed og tomhed. Som et stærkt ombejlet menneske og som et menneske, der var udstyret med en stærk intuition, spontaneitet og fyndig- hed havde han selv en karakter, der lå mellem opstemthed og følelse af jammer og nederlagstemning. Knud Rasmussen var et menneske med en viljestyrke, der trodsede det traditionelle menneskesyn. Derfor er det sandsynligt, at Peter Freu- chens bedømmelse af ham var korrekt, når han siger, at det vel er sikkert, at Knud Rasmussen var en større digter end han var forsker i egentlig forstand. Peter Freuchen nævner, at Knud Rasmussen digtede de dejligste digte om eskimoerne og deres land og dyrene, der levede i den. »Jeg er aldrig ensommere, end når jeg sidder i en menneskefyldt, lar- mende kro,« kan derfor tolkes som et menneske, der har udlængsel. I virkelig- heden har han ikke ord for sin over- strømmende glæde over at være sammen med andre. Han gør som sine forfædre, der sagde det modsatte af, hvad de men- te, af bare beskedenhed. Naturen var jo den stærkeste af dem alle. Den kunne de ikke overgå. En stor og dygtig isbjørne- jæger, der havde været gennem kampe og lidelser, karakteriserede sig selv som en sølle og uduelig jæger. Når Knud Rasmussen derfor bedøm- te sig selv som alene og ensom, rummede det en stor portion selvkritik. En beske- 218 [7] denhed, der var i pagt med den eskimo- iske selvforståelse. Musikeren og tænkeren Peter Bastian har i sin bog Om musikken og vores bevidsthed en hovedpointe om, at der ikke er nogen facitliste for virkeligheden. Han mener, at man skal få kloden befol- ket af selvstændigt tænkende mennesker, som har tillid til deres eget oplevelses- apparat, tankegang og konklusioner. At være levende er at bruge sit sanseapparat og have tillid til sit eget potentiale. Peter Bastians bevidsthedsbegreb og hans basa- le definition tenderer Knud Rasmussens frie udtryksform, der viser hans kreativi- tet og musiske evne. Den overbeviste ham om, at han var i stand til at gen- nemføre en bedrift uden facitliste før efter hjemkomsten. Da Knud Rasmussens liv rummer en tendens til ensomhed, er hans krise en flamme, som han klart giver udtryk for den 3. Februar 1906 i et brev til Ellen Hallas: »Men om Du vil være meget skarpsindig, så vil Du opdage, at dette brev netop gi'r et billede af mig. Jeg splittedes af mine to naturer — eller rettere: to racer strides om min personlighed og har givet den hver sit præg: 1) den europæiske (ikke danske) 2) den eskimoiske. Selv tror jeg, at jeg er mere eskimo end europæer. Eskimonaturen er den, der far mig til at handle, europæeren i mig far mig engang imellem til at stå stille og reflektere — og resignere. Jeg er længst nede, når jeg hverken er europæer eller eskimo.« Den evige eller usynlige krise var Knud Rasmussens lod som et menneske. Den var et urokkeligt fundament i alle hans livs tildragelser. Det var sjældent, at det bragte ham ud af fatning. Brevet til Ellen Hallas, skrev han som 27-årig. Denne krisesituationen var en subjektiv erkendelse, hvori ensomheds- begrebet var en nødvendig faktor for den skabende proces. Det var dette begreb åndemaneren Igjugarjuk definerede over for Knud Rasmussen. Ensomhed er en nødvendig overlevelsesfaktor. På daværende tidspunkt var det at være europæer og ikke dansker en meget selvsikker søgen set med vore dages moderne europæisme. Når Knud Rasmussen følte sig som en europæer, ønskede han en universalitet, der nedbrød grænser. Stoltheden over, at han ikke var dansk, var en naturlig argu- ment for hans eksistentielle status. I det- te argument lå også hans ungdommelige subjektivitet og hans trods mod at være blevet presset til at forlade sit fødested og dejlige kammerater for at gå i dansk sko- le, hvor det ikke er naturligt at være eski- mo fra en tonende Ørk! I Birkerød indkasserede han tg og måtte græde skuffelsens tårer i skoven. Dog var faderens tale efter Knud Ras- mussens hårdt tilkæmpede studenter- eksamen en understregning af opdragel- sens formål, at det er fremtiden, der er vigtig, - at se fremad. På en dejlig sval majaften skrev Knud Rasmussen med skibets stævn mod Ska- gen efter tre års fravær: » Tankerne iler frem modalt det, der lig- ger foran og venter; Længsler, der har slum- ret, slaar ud, og saaledes sejler man sine 219 [8] Kære i Møde med bankende hjerte.« Og senere: »Atter er vi inde på Have, som flit- tige Mennesker gør levende; tilbage i det store Sus afkræfter, der bruser i Kølvandet af vor mægtige Civilisation.« At være dansk for Ham er at være hjemme hos sine Kære. Som privatmenneske var han dansker. Selv om han først mødte åndemane- ren Igjugarjuk's ensomhedsteori langt senere, havde den rene naturfilosofi hjul- pet ham i hans private sorger og lidelser som den evige afrejse og hjemrejse med- førte. At være på vej til det, som idealet forlangte, rummede en illusion, hvis vir- kelighed var i istågen. Han var egentlig aldrig sikker på om han nogensinde kom helt hjem, når en ekspedition blev igang- sat. Uanset hvilken retning han tog, var han »bestandig på vej mod det vidunder- lige. « I 1913-14, seks-syv år efter, at Knud Rasmussen skrev om sin personlige krise til Ellen Hallas, begyndte en heftig iden- titetsdebat i de tilgængelige grønlandske, trykte medier. Debatten forsøgte at defi- nere, hvad der kendetegnede eskimoen som menneske i forhold til en dansk identitet. Den daværende, magtfulde og patriarkalske redaktør af Atuagagdliutit, Aqqaluk, Lars Møller, skrev med en alvorlig pen, at »vi er grønlændere på grund af vort fødeland/fædreland; selv om vi spiser masser af dansk føde, kan maden ikke ændre os fra at være grønlændere, hvor vi end befinder os uden for vort land.« Andre udtryksfulde repræsentanter påpe- gede, at de grundlæggende identitets- bærere var 1) sproget, som man vil bruge og værne om, 2) myterne, som man glade for og var stærkt bundet af og endelig var det 3) kærligheden til fædre- landet, 4) længslen og det vedvarende ønske om at 5) værne om det. Der blev givet udtryk for, at man først skulle for- svare sin grønlandske identitet, når de nævnte værdier var ligeværdige. Den grundliggende identitet var ikke et liv, der baserede sig på livet som fanger. Det sidste synspunkt blev mødt med megen skepsis og modstand fra fangerbefolk- ningens side. Fangernes argumenter skabte dog ikke en national dagsorden, fordi dimittenderne fra Ilinniarfissuaq, der havde været under en massiv påvirk- ning af provst C.V. Schultz-Lorentzen, plæderede for en danisering. C.V. Schultz-Lorentzen mente, at det ikke kunne gå helt galt at ændre grønlændere til danskere, når grønlænderne var be- vidste om deres sæder og skikke, tro og overlevering. Kolonisationens brøde er ikke, at den har afskaffet trommen, dansen eller sangen, men at den har taget sikker- heden fra grønlænderne uden at give dem en anden. For det andet skal grønlænderne gives en sikkerhedsfølelse i deres daglige økonomiske liv. Og for det tredie må man være interesseret i alt, hvad der bidrager til at give dem en selvbevidsthed som folk, en samfølelse og en national bevidsthed. Knud Rasmussen besvarede C.V. Schultz-Lorentzen både som europæer og eskimo. I et indlæg skrev han, at erfa- ringen gennem de 200 år (1721- 1921) har vist, at grønlandsk ikke var et sprog, som let lod sig tilegne af danske. For fremtiden var der ikke andre udveje end at lære grønlænderne dansk i langt større udstrækning end det hidtil var sket. Han 220 [9] Knud Rasmussen, - bestandig på vej mod det vidun- derlige. understregede, at »grønlænderne kunne vinde deres gamle sikkerhed tilbage, når de uden misforståelser kunne diskutere deres egne affærer med »Landets Herrer«, og der- igennem skabes der en større mulighed for mere jævnbyrdighed mellem danske og ere.« Knud Rasmussens tese hvilede på en lighedstanke, der gennem et rimeligt modspil til kolonialismen tilstræbte til- lid, trofasthed og hengivenhed til oprin- deligheden. Daniseringen var for ham et vigtigt redskab til, at grønlænderne kun- ne lære at være ansvarlige for deres egne anliggender, selv om omvejen kunne koste oprindeligheden. Vedrørende Knud Rasmussens dobbeltsprogethed, skriver Fare Frederik Nielsen, at Knud havde svært ved at læse og skrive grønlandsk, hvorfor han måtte have een til at hjælpe sig med oversættel- se fra grønlandsk til dansk. Efterpå kun- ne Knud forme sproget på dansk. Denne oplysning bekræfter, at Knud Rasmussen døjede med sit oprindelige sprog og dets begrænsede anvendelsesmuligheder uden for det afgrænsede sprogområde. Givet- vis derfor var han fortaler for en intensiv tilegnelse af det danske sprog. I en pole- misk og meget opflammende tale i den danske rigsdag den 12. Februar 1925 sagde han, at det grønlandske sprog kun skulle anvendes i kirken og heller ikke mere. Han havde dog et men. Han sagde, at han tvivlede stærkt på, at grønlænder- ne ville ændre sig samfundsmæssigt og kulturelt, hvis dansk blev indført i sko- len. Personen Knud Rasmussen var et sam- mensat menneske. Hans personlighed kunne karakteriseres som et produkt af en udvikling fra gammelt til nyt, fra hjemkomst til afrejse og fra sorg til glæ- de eller omvendt. Den korteste karakteristik af ham er skrevet af missionærpræsten Gustav Olsen, Guutak: »Kunuut sumiikkuni- luunniit Kunuujuvoq. (Knud er Knud hvor han end befinder sig). Og Guutak fortsat- te: Han var et utrætteligt, ubekymret og visionært menneske. Man længtes altid efter at møde ham igen.« Kilder er de forhåndenværende beger om Knud Rasmussen og specielt de grønlandsksprogede i ATUAGAGDLIU- TIT. 221 [10] iCv:H£ .-?.' **. Foran handelsstationen i Thule omkring 1912-1916. Ukendt fotograf. 222 [11]