[1] Handelsstationen i Thule Af Klaus Petersen Indledning I det 20. århundredes første årti blev den danske interesse for Thule for alvor vakt. Koloniseringen blev imidlertid overladt til private initiativer, og i 1910 oprettede Knud Rasmussen en handelsstation i Thu- le. Den skulle både være basis for videnska- belige ekspeditioner og en egentlig han- delsstation. Først i 1937, efter Knud Rasmussens død (1933), overtog Grøn- lands Styrelse og dermed den danske stat administrationen. Byggende primært på arkivalier fra Grønlands Styrelses arkiv (i Rigsarkivet), Knud Rasmussens arkiv (Hundested bibliotek) og Hans Nielsens embedsarkiv (Grønlands arkiv) vil jeg i den- ne artikel se nærmere på handelsstationen i Thule i den »private« periode 1910-1937: - Hvad var baggrunden for oprettelsen af den private station? — Hvordan og efter hvilke principper blev stationen drevet? - Hvordan var stationens forhold til Danmark og til det øvrige Grønland? Lad det være sagt med det samme, at det indenfor rammerne af denne artikel ikke Butikken i Thule sandsynligvis i slutningen af 1920'erne. Foto: Mogens Holm. vil være muligt at give nogen detaljeret eller fuldstændig besvarelse af disse spørgsmål. Den mere moderate ambition er derfor at antyde nogle svar og måske at tegne e n skitse til Kap York Stationen Thu- les historie 1910-1937. Klaus Petersen, født 1965, cand.mag. i historie og moderne historie og samfundsanalyse. Har siden 1992 været ansat på Grønlands Arkivs kontor i København, og har arbejdet med tilbageførsel af grønlandske arkivalier samt med en oversigt over Rigsarkivets Grønlandssamlinger. 223 [2] Thule indtil det 20. århundrede Thule blev »opdaget« af den engelske opdagelsesrejsende James Baffm i 1616, men det var først i 1818, at en anden opdagelsesrejsende, James Ross, konstate- rede, at området var beboet. Ross gik i land netop ved Kap York, og fik kontakt til polareskimoerne. I årene herefter var der løbende kontakt mellem eskimoerne og især hvalfangerskibe og ekspeditioner, og det førte til en del tuskhandel. Skind blev byttet for knive, jern og træ. Der var dog kun tale om en marginal påvirkning af eskimoernes kultur og teknik. Eskimobefolkningen i Thule udgjorde i den første del af det 20. århundrede mel- lem 250 og 300 individer, som var fordelt på bopladser over hele distriktet. Det for- holdsvis stabile befolkningstal står i mod- sætning til det øvrige Grønland, der ople- vede en stærk vækst. Deres livscyklus var bygget op omkring en fangerkultur til- passet de barske klimatiske forhold. Jag- tens betydning gjorde, at befolkningen måtte følge dyrenes vandring. Det vil sige at med års mellemrum måtte man forlade bopladser og oprette nye. Om vinteren boede familien i stenhuse, og på grund af den meget mørke vinter var fangstmulig- hederne begrænsede til ræve, og man var afhængig af at samle tilstrækkelige forråd. Om sommeren blev husene erstattet af skindtelte, og livet stod i jagtens tegn. På ofte langvarige jagtture skaffede mænde- ne forsyninger af kød og skind til vinte- ren, og kvinderne stod for den videre forarbejdning. Byttet og dermed kosten bestod især af sæler, hvalros (især til hun- deføde), hvaler, isbjørne (vigtig til be- klædning) og forskellige slags fugle. Fra slutningen af 1800-tallet valgte den amerikanske polarforsker Robert E. Peary Thule som base for sine Nordpols- ekspeditioner, og dermed blev der åbnet op for en mere direkte påvirkning af eski- moerne. Polareskimoerne begyndte at ændre levevis fra en selvberoende og enkel fangstteknik til anvendelse af mere avan- cerede redskaber især skydevåben. Samti- dig fik Pearys ekspeditioner og personlig- hed og dermed Thule en enorm op- mærksomhed i samtiden. Thuleområdet havde både en praktisk betydning som base for Nordpolsekspeditioner, og der var stor interesse for de såkaldte Thule- meteoritter (månesten). Hvor Danmark generelt hævdede sit overherredømme over Grønland, så var Thuleområdets na- tionale tilhørsforhold uafklaret et stykke op i det 20. århundrede. Der var ingen danske aktiviteter i området før Den lit- terære Ekspedition i 1902. De første danske initiativer i Thuleområdet Det var på den baggrund, at nationale kredse i Danmark tog initiativ til de første danske aktiviteter i området. Cen- trale figurer i det spil var Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen, der umiddelbart efter deres hjemkomst fra Thuleområdet i 1904 (Den litterære Ekspedition) advo- kerede for danske aktiviteter i området.1 Gennem Styrelsens arkiv kan man få et indtryk af reaktionerne i centraladmini- strationen. Mylius-Erichsen havde henvendt sig til Udenrigsministeriet for at fa den danske stat til at fastslå sin overhøjhed over Thu- le. Udenrigsministeriet understregede imidlertid i et brev til Indenrigsministe- riet, at det ville kræve en reel kolonisation 224 [3] af området.2 Den litterære Ekspeditions kortlægning var ikke nok. Ressortområ- det Grønland havde siden 1849 hørt under Indenrigsministeriet, og der var der de afgørende beslutninger skulle tages. Indenrigsministeriet sendte dog i første omgang sagen videre til Direktoratet for Grønland. Direktoratet hentede nærmere oplys- ning hos kolonibestyrer i Upernavik Kraul, der netop i 1904 var på permission i Danmark. Kraul mente ikke, der skulle oprettes en selvstændig handelsstation i Thule.3 Han kunne godt se, at det måske ville være det bedste for eskimoerne, men pegede på de vanskelige besejlingsfor- hold, en tvivlsom økonomi og den lille spredte befolkning. Hertil kom, at Kraul forudså problemer med de amerikanske ekspeditioner og de skotske hvalfangere. Den »rigtige« løsning ville være at bygge et hus på Holms Ø mellem Upernavik og Thule, som eskimoerne kunne overnatte i når de skulle på indkøb. Denne løsning ville også øge Krauls egen provisionsgi- vende handel i Upernavik (og udstedet Tassusiak).4 Krauls overvejelser synes at have præ- get Direktoratets svar til Indenrigs- ministeriet i februar 1905.5 Direktoratet mente ikke, der vil være problemer med missionæring i området, men er ret pessi- mistiske med hensyn til en handelssta- tion. Først og fremmest ville det bringe konflikter, idet de skotske hvalfangere anså sig som priviligerede handlende i området. Det ville være meget vanskeligt at håndhæve et monopol i Thule-områ- det uden først at have fået accept hos Storbritanien og USA. Derudover træk- kes også Krauls øvrige argumenter frem, mens en erklæring fra skibsfører Bang, der vurderede besejlingen af Thule som vel mulig, afvises som for optimistisk. Uden at tage klar stilling holder Direkto- ratet sig til Krauls idé om at forsyne Thu- le fra Upernavik. Indenrigsministeriet tog umiddelbart beslutning om at opføre det af Kraul an- befalede »hus«, og bad endvidere Uden- rigsministeriet vurdere situationen. I sva- ret mente de diplomatisk kyndige ikke, at der var formelle hindringer for at oprette en handelsstation, men til gengæld måtte man »vistnok« være forberedt på, at hver- ken USA eller Skotland (Storbritanien) ville acceptere, at den danske stat mono- poliserede handelen.6 Det afskrækkede dog ikke Indenrigsministeriet fuldstæn- digt, for i maj 1905 bad de Direktoratet om at undersøge handelsmulighederne nærmere.7 En indsamling af gaver i kirke- lige kredse til befolkningen i Thule, skul- le i sommeren 1905 sendes op med KGH's nyerhvervede skib »Fox I«. Om- bord på dette skib var også en embeds- mand, der skulle undersøge muligheder- ne for en handelsstation.8 Direktoratet synes dog på ingen måde at brænde for ideen. I instruksen for Fox' fører Schou- bye fremhæves således, at ved det mindste tegn på eventuel fare skal togtet afbry- des.9 Modviljen kan skyldes både den øko- nomiske risiko og de problemer med håndhævelse af monopolet, der blev for- udset fra Udenrigsministeriet. Den oven- nævnte tur til Thule blev realiseret, men førte ikke til nogen videre statslige initia- tiver i Thule. Indenrigsministeriets moti- ver til at lade sagen falde fremgår ikke af Styrelsens arkiv, men kombinationen af et 225 [4] modvilligt Direktorat og Udenrigsmini- steriets vurdering af de skotske og ameri- kanske interesser har nok ikke virket fremmende. At ideen om en KGH-sta- tion faldt betød imidlertid ikke, at mis- sionsprojektet også skulle forkastes. Ini- tiativet gled efter Thule-turen i 1905 over til Kirke- & Kulturministeriet. Efter et besøg i Thule 1907 og forgæves henven- delse til regeringen gik Knud Rasmussen i forhandlinger med Grønlands Kirkesag og Dansk Missionsselskab om oprettelsen af en missionsstation i Thule, der skulle kombinere sit virke med tuskhandel. Via kirkeministeriet lykkedes det at opnå en bred accept af dette projekt. Udenrigsmi- nisteriet havde ikke noget at indvende, men mente dog, at Skotland og USA bur- de notificeres.10 Direktoratet for Grøn- land kunne også gå med til projektet, men havde en række forbehold.11 For det første skulle de statslige institutioner (dvs. KGH) holdes udenfor, da man ellers ville få problemer med skotterne. For det andet måtte missionen bære de fulde ud- gifter og hele risikoen. Direktoratet ville gerne hjælpe med fragt af varer til statio- nen, mod fuld betaling, og kunne ikke love en årlig besejling. Resultatet blev, at indenrigsministeriet i maj 1909 accepte- rede en privat missionsstation, men understregede at hvis den økonomiske basis forsvandt, ville ministeriet ikke føle sig forpligtiget til overtage.12 Baggrunden for skiftet 1909 i forhold til 1905 var, at der blev fokuseret på missioneringen. En privat missionsstation kunne ikke støde »fremmede magter« og indeholdt ingen økonomisk risiko. Den- ne holdning kommer tydeligt frem i et notat i Styrelsens arkiv, der vurderer In- denrigsministeriets holdning som, at »Jo mindre Staten har med sagen at gøre, des mere Udsigt er der til ikke at møde Vanske- ligheder«^ Da Knud Rasmussen alligevel var i Grønland i 1909 som repræsentant for den danske stat i en oplysningskam- pagne for 1908-loven, fortsatte han til Thule, og medvirkede ved oprettelsen af missionsstationen, der fik navnet Nord- stjernen. Tilbage i Danmark fremsatte Knud Rasmussen nye henvendelser til staten om at overtage projektet.14 Han fremhævede i sin henvendelse både »ønsket« blandt polareskimoerne om at komme under dansk herredømme, de norske og amerikanske tiltag i området og den sunde økonomi i projektet. Uden- rigsministeriet var dog fortsat afvisende på grund af den økonomiske risiko og Thules uafklarede statsretlige stilling. Den sidste udvej var at skaffe private investorer til projektet. Det ville blive væsentligt lettet, hvis staten i det mindste ville give en officiel accept af projektet. Knud Rasmussen foreslog derfor: »Jeg kunde tænke mig Stationen saaledes at den, i sig selv ganske uafhængig af Sta- ten, dog stod i en saadan Rapport til den- ne, at Staten kunde gribe ind og selv over- tage Ledelsen, naar den mente, at Tiden var inde, selvfølgelig mod at holde Selska- bet skadesløst.«15 Med opstillingen af dette alternativ havde Knud Rasmussen gjort afvisningen af et rent statsligt initiativ lettere, og spørgs- målet var, om ikke en privat løsning med statslig accept var det ideelle set fra Knud Rasmussens side. På den måde ville han bevare kontrollen over projektet, og det 226 [5] t*- •QQ] '••^"'^•^•r^*"'^. 4MHI • 4*iS»> • . , J>*V««|">< k.^JE£*fi»' Thule ca. 1930. I midten ses handelsstationen. Foto udlånt af Knud Nielsen. kunne være økonomisk og geografisk basis for hans videnskabelige ambitioner. Rasmussen opnåede ikke en officiel blåstempling, men fik heller ikke stillet hindringer i vejen. Det lykkedes da også få samlet den nødvendige kapital dels fra Knuds hustru Dagmar og dels fra Adam Biering.16 Hovedkraften i organiseringen var ingeniør Nyboe, der tidligere havde beskæftiget sig med minedrift på Grøn- land. Han blev i en årrække stationens administrator i København. 11910 drog Knud Rasmussen sammen med den unge medicinstuderende Peter Freuchen til Thule for at anlægge en han- delsstation. Selvom Rasmussen og Freu- chen ofte nævnes i samme åndedrag som stationens fædre, viser den mellem de to parter indgåede kontrakt, at Knud Ras- mussen var chefen.17 Den taler om Knud Rasmussen som initiativtager og chef, der kan opsige Freuchen med rimeligt varsel. Også den videnskabelige rangorden fast- slås, idet Knud Rasmussen får ret til at gennemse Freuchens publikationer, og udskyde dem i et år, hvis de vil forringe værdien af hans egne. Der findes ikke i Styrelsens arkiv referater af eller svar på Knud Rasmussens initiativer, og kildema- terialet kan derfor have tendens til at fremhæve Knud Rasmussens aktivitet overfor regeringens passivitet. Det var et sådan billede Rud. Sand fremmanede under overdragelsesforhandlingerne i 1930'erne. I et brev fra Styrelsen til Inspektøren for Nordgrønland juli 1910 understreges godt nok, at »Administratio- nen iøvrigt er ukendt med Planen for den af Rasmussen paatænkte Rejse...«.18 Dette kan imidlertid både tolkes i retning af, at Knud Rasmussen ikke spillede med åbne kort, og at Direktoratet havde behov for at markere sin ikke-indblanding. Da Knud Rasmussen i 1911 løb tør for varer, og måtte hente forsyninger i Upernavik- distriktet, fik han tilladelse til dette, selv- om Styrelsen godt kunne regne ud, at det store indkøb skulle anvendes som 227 [6] »Omsætnings-Objekt overfor Eskimoer- ne«.1^ Den danske stats ulyst til at koloni- sere Thule taget i betragtning var Knud Rasmussens initiativ måske ikke den værste løsning. Thules statsretlige stilling Den danske stat og de danske politikere betragtede formelt Thuleområdet som en del af Danmark.20 Under folketingsde- batten om styrelsesloven i 1908 kritisere- de flere ordførere under 1. behandlingen lovforslaget for at afgrænse Nordgrønland ved Upernavik kolonidistrikts nordgræn- se, altså syd for Thule. Det førte til en ændring af loven, så man istedet definere- de Nordgrønland som området nord for Nordre Strømfjord. Sammen med den strenge håndhævelse af monopolet over det øvrige Grønland kan det således undre, at der blev plads til oprettelsen af en privat station i Thule — og at den for- blev på private hænder helt indtil 1937. Man kan foreslå forskellige svar på dette, som ikke gensidigt udelukker hinanden. At oprettelsen skete på privat initiativ, skyldes den danske regerings frygt for manglende rentabilitet og hensyntagen til andre stater. Der er i det foregående nævnt de skotske hvalfangere, og USA der udover Pearys ekspeditioner havde geostrategiske interesser i området. Der kan endvidere nævnes Norge og Cana- da.21 Den danske regering var efter Den litterære Ekspeditions hjemkomst klemt mellem de udenrigspolitiske hensyn og ønsker om at styrke dansk indflydelse i Grønland. Det private initiativ var i den situation en mulig udvej. På kort sigt holdt regeringen lav og neutral profil, og på længere sigt sikrede det en god for- handlingssituation, hvis Danmark skulle have accept af overherredømmet over hele Grønland.22 Fra 1920 anerkendte en ræk- ke lande således Danmarks suverænitet, og indenrigsministeren kunne i en be- kendtgørelse i maj 1921 erklære hele Grønland under dansk styre.23 Ser man bort fra de norske krav, der mest drejede sig om Østgrønland og først fik sin ende- lige afklaring i Haag i 1933, lykkedes denne strategi altså. En anden forklaring knytter sig til per- sonen Knud Rasmussen. Som opdagelses- rejsende hørte han til datidens heltefigu- rer. En status der ikke mindst var skabt gennem pressen store interesse for bedrif- terne. Myten gav Knud Rasmussen plads til at realisere sine ambitioner, og en væ- sentlig del heraf var driften af Thulesta- tionen, der både finansielt og praktisk dannede basis for Thule-ekspeditionerne. Som beskrevet nedenfor stod personen Knud Rasmussen i vejen for en statsover- tagelse af Thulestationen i 1920'erne. Først efter hans død i 1933 blev det mu- ligt. Jeg vil gå nærmere ind dette neden- for. I denne forbindelse skal man heller ikke forglemme Rasmussens rolle som politisk aktør. Han havde kontakt til en lang række politikere, og fungerede via sit ry som grønlandsekspert som en del af det politiske system. Administrationen i Thule — principper Knud Rasmussen fremstiller selv tre motiver for oprettelsen af stationen i Thule.24 Det var for det første at sikre det nordvestlige Grønland for Danmark. Det er der redegjort for i det foregående. For det andet skulle den danne geografisk og økonomisk basis for videnskabelige eks- 228 [7] peditioner og udforskninger. For det tredje skulle stationen under ordnede for- hold give polareskimoerne adgang til varer, de havde vænnet sig til via tuskhan- del med hvalfangerne og polarekspedi- tioner, og hjemføre og afhænde landets produkter. Til den videnskabelige og den beskyttende intention må man dog også føje en økonomisk interesse. Dels gav sta- tionens drift og ikke mindst indhandlin- gen af ræveskind et stort overskud og der- med en god forrentning af den investere- de kapital, og dels havde ekspeditionernes deltagere - ikke mindst Knud Rasmussen - mulighed for indtjening gennem publi- cering af deres rejseoplevelser. Alt efter øjnene der ser, kan man di- skutere, hvorvidt balanceringen af viden- skab, beskyttelse og profit vippede til den ene eller den anden side. Et klart svar vil- le kræve en gennemgang af det bevarede regnskabsmateriale. Det står dog fast, at stationen i en årrække finansierede Knud Rasmussens Thule-ekspeditioner, forren- tede den investerede kapital og »aflønne- de« Knud Rasmussen og en række ansat- te.25 Det giver imidlertid ikke mening at konstatere, at det havde været bedst at lade eskimoerne være i fred. Man må også inddrage de mulige alternativer: Hvad ville en amerikansk handelsstation havde betydet? Hvordan var forholdene sam- menlignet med kolonierne i det øvrige Grønland? Især det sidste spørgsmål er interessant. Svaret kræver imidlertid opstilling af en række økonomiske nøgletal (indhand- lingspriser, varepriser, sociale goder etc.), som ikke findes i samlet form for hverken Grønland eller Thule. En alternativ til- gang til spørgsmålet kunne være at se på kulturelle og politiske overvejelser hos Thule-kolonisatorerne. Knud Rasmussen opstillede i sin første rapport fra 1911 forskellen således: «... vi vil arbejde paa aldrig heroppe at faa noget af den stærkt understregede Stands- og Raceforskel, der f.Eks. i det danske Grønland har været den allervægtigste Hindring for det civilisatoriske Arbejde i Landet.«26 Knud Rasmussen kombinerede en mål- sætning om at bringe civilisationen (den danske forstås) til Grønland med respekt for eskimoerne og deres traditionelle leve- vis. Det gav sig udtryk i hans skildringer af de stolte og glade eskimoer, det frie naturfolk.27 Gennem denne idealisering blev grønlænderne bragt højere op i ud- viklingsskemaet. Det var på længere sigt med til at fremme en formel ligestilling af grønlænderne i det danske samfund og udviklingen af en moderne grønlandsk selvforståelse. Det såkaldte kulturarbejde havde udgangspunkt i missionen, men fik efterhånden et bredere indhold. Fra slut- ningen af 1920'erne blev der i tidens ånd satset på sundhedsarbejde, hvilket gav sig udtryk i bygning af et hospital (1930) og støtte til bedre boliger.28 Hertil kom, at handelsbestyreren blev pålagt at have eskimoernes dannelse i sinde under sit arbejde. I bestyrer Nygaards instruks fra 1918 tales der ligefrem om bestyrerens rolle som »Mellemmand med et Naturfolk og Civilisationen«, og man henstiller, at bestyreren holder f>en Slags eskimoisk Høj- skole.«2^ Både Knud Rasmussen og hans han- delsbestyrere arbejdede med en forskellig- 229 [8] hed fra det øvrige Grønland. Det sidste kaldes i modsætning til Thule for »dansk- Grønland«. Der ligger ikke heri nogen afvisning af Danmarks overhøjhed over området, men der er mere tale om en kul- turel forskellighed. En opfattelse af, at man er mere bevidste og skånsomme overfor befolkningens oprindelighed og særlige behov. Denne opfattelse af en kva- litativ forskellighed blev fastholdt gen- nem hele perioden, og stationsbestyrer Hans Nielsen frygtede da også i forbin- delse med statsovertagelsen, at »... der vil komme saa mange nye Refor- mer og Ordninger, der uværgerlig vil slaa det Arbejde itu, som jeg efter ringe Evne har udført heroppe...«30 Grundliggende var principperne bag administrationen af Thule ikke så forskel- lige fra de generelle administrationsprin- cipper for Grønland. I begge tilfælde var målet at oplyse og bringe civilisationen til eskimoerne, og i begge tilfælde var den økonomiske del af projektet mere et mid- del end et mål. Det var dog på den anden side klart, at Styrelsen med sine ensartede principper og bureaukratiske beslutnings- proces, i højere grad forekom som en egentlig kolonimagt. Hos Knud Rasmus- sen findes der også en stærkere tendens til at forstå eskimoerne ud fra deres egen målestok. Dette nærmere vil jeg belyse i det følgende afsnit om administrationen af Thule i praksis. Administrationen i Thule — praksis Som basis for »selskabet« fungerede Komiteen for Kap York (KKY), hvis tre medlemmer virkede som en bestyrelse for hele forretningen. Hertil kom, at der også blev oprettet en videnskabelig komité til at sikre kvaliteten af undersøgelser m.v. Komiteen fungerede dels som en sikker- hed i forhold til investorer, og var også (især den videnskabelige komité) med til at legitimere projektet udadtil. Medlem- merne i København varetog det overord- nede regnskab, vareindkøb, besejlingen og salget af de i Thule indhandlede pro- dukter. Komiteens centrale person i de første mange år var ingeniør Nyboe, der forestod vareindkøb, pengesager og salg af skind fra sit kontor i København. Under Knud Rasmussens mange lange fravær var det ham, der varetog de over- ordnede interesser både i forhold til han- delsbestyreren i Thule og i forhold til den danske stat. Efterhånden opstod der dog en række økonomisk begrundede uenig- heder.31 Nyboe havde i for høj grad blan- det stationens midler med egne investe- ringer, og da de sidste gik galt, kneb det også med de første. Resultatet blev, at Knud Rasmussen entydigt overtog statio- nen, og i 1926 indsatte sin svoger Rudolf Sand som administrator. Sand havde siden 1924 fungeret som stationens juri- diske konsulent. Administrator i København arrangere- de én årlig opsending af varer til Thule på baggrund af handelsbestyrerens rekvisi- tioner og en vurdering af de økonomiske muligheder. På grund af de vanskelige isforhold var det et princip, at handelen skulle have et lager på 2 års forbrug som sikkerhed mod forsyningssvigt. Da statio- nens indhandel og udhandel var tæt knyttet sammen — det er ikke interessant at sælge sine skind, hvis man ikke kan bruge pengene — var vareforsyningen helt 230 [9] grundliggende for projektet. I første omgang foregik besejlingen på chartrede skibe, men i 1913 fik KKY sit eget skib »Kap York«, der i 1919 blev afløst af motorskonnerten »Søkongen«.32 På grund af den vanskelige tilgængelig- hed var det meget svært at finde alternati- ve forsyningsveje. I nogen tilfælde kunne stationen handle med hvalfangere eller polarekspeditioner, ellers var det eneste alternativ den besværlige slædetur til det nærmeste udsted Tasiussak. I en række tilfælde blev varer således sendt med Sty- relsens skibe til Thule. Især i de første år voldte forsyningerne problemer. Rasmus- sen og Freuchen havde forregnet sig med hensyn til varebeholdningen i missions- stationen.33 Missionen havde taget godt for sig, og eskimoerne stillede krav. For at sikre indhandlingen måtte de to handels- mænd selv tage til takke med de dårligste varer. Freuchen beretter således om, at de havde måttet spise både hundekiks »... som forøvrigt vore Hunde heller ikke vil have«, og puddersukker, der havde været gennemblødt af saltvand. I december 1910 måtte en ekspedition sendes til Tas- siusak for at afbøde manglen på især suk- ker og tobak. I første omgang måtte turen imidlertid opgives på grund af vanskelige forhold, og først en måned efter lykkedes det Knud Rasmussen at gennemføre den. De fysiske rammer i Thule var i starten beskedne. Efterhånden blev der dog byg- get om og til, så handelsbestyreren havde en pæn bolig i forbindelse med stations- bygningen og velfungerende lagerbygnin- ger (pakhus, kulhus og krudthus). Der var desuden et lager til opbevaring af skindene, som spillede en så central rolle i det økonomiske kredsløb, og en bolig til den indfødte assistent. Knud Rasmussen havde sin egen bolig, der under hans fra- vær blev benyttet som skole. De væsent- ligste udbygninger i Thule er listet op nedenfor. Koloniseringen var som i det øvrige Grønland fysisk koncentreret om hande- len. Der var en tendens til, at befolknin- Væsentlige udvidelser af handelsstationen m.v. År Udvidelser 1909 Missionsstationen anlægges 1910 Handelsstationen anlægges 1913 Skonnerten Kap York købes 1919 Skonnerten Søkongen købes 1929 Kirke (finansieret af Grønlands Kirkesag) og præstebolig i Thule Typehus opsendes og bruges som skolebygning 1930 Oprettelse af et hospital med læge/sygeplejerske og 14 sengepladser Stationsbygning ombygges og der opføres ny butik 1932 Thule far egen telegrafstation (fra meteorologisk institut) 1933 Der anlægges udsteder i syd- og norddistriktet med beboelseshus og butik 231 [10] gen koncentrerede sig omkring stationen, hvilket fik Knud Rasmussen til, på initia- tiv af Hans Nielsen, at udstede en regel om, at eskimoerne kun måtte bo i to år ved handelsstationen. På grund af han- delsmonopolet var stort set alle dog i kon- takt med de danske kolonisatorer. Den mest direkte påvirkning var sandsynligvis allerede kommet gennem introduktionen af europæiske butiksvarer. Den ensidige kost koncentreret om kød blev varieret med sukker, the og kaffe og diverse for- mer for brød. Hertil kom en række ændringer indenfor beklædning. Den øgede og stabile handel betød også intro- duktion af en række nye fangstredskaber, der rationaliserede og forøgede jagtudbyt- tet. Der kan især nævnes geværer og fæl- der, hvor handelsstationen sørgede for en mere stabil forsyning. Hertil kan nævnes introduktion af kajakken og brugen af motorbåde.34 Som en sidste væsentlig æn- dring kan nævnes husbyggeri og lokalise- ring. De traditionelle åbne huse, der blev forladt i dele af året, blev efterhånden er- stattet af europæiske sten- og træhuse. Den væsentligste indtægt kom fra ind- handling af grønlandske produkter, hvil- ket i Thule især var ræveskind. Ræveskin- dene var traditionelt blevet anvendt til beklædning, og for at undgå dette og øge indhandlingen indførte handelsstationen en import af rensdyrskind, der kunne tje- ne som erstatning. På den måde kunne man også få avance både ved køb og salg. Thule-skindene var på grund af særlige naturforhold af meget høj kvalitet, og havde en stor andel af de dyrere blå skind. I perioden 1916-1925 steg skindpriserne voldsomt, og efter at Nyboe begyndte at sælge på det internationale pelsmarked (New York og London), var der gode penge at hente.35 Ræveskindenes betyd- ning for stationens finansielle situation afspejles meget tydeligt i den centrale rol- le, de spiller i embedskorrespondancen. Andre handelsvarer med nogen betyd- ning var isbjørneskind og narhvals- og hvalrostænder. Gennem denne handel blev der grad- vist indført pengeøkonomi i Thule, og der blev skabt en afhængighed af euro- pæiske produkter. Det var en parallel til udviklingen i det øvrige Grønland, hvor det dog især var spæk og fiskeri, der »bar« udviklingen. Der blev derfor som supple- ment til handelens tusk, kredit- og konte- ringssystemer indført en egentlig Thule- mønt. Ifølge Rud. Sands beretning til Styrel- sen efter Knud Rasmussens død gav selve stationen overskud gennem hele perio- den, omend det i starten var beskedent.36 Da indtægterne imidlertid skulle forrente den investerede kapital og finansiere Thule-ekspeditionerne, blev resultatet af de første ti år et samlet underskud på »over 100.000 Kr.«. I samme beretning understreger Sand, at som vejledende princip fastsatte man udhandlingspriser- ne på baggrund af de i KGH's general- takst fastsatte priser. Der berettes dog i flere tilfælde om, at eskimoerne mente, at priserne i Thule var meget højere — Hans Nielsen gjorde dog opmærksom på, at det hang sammen med en bedre kvalitet.37 Man skal være opmærksom på, at admi- nistrationsudgifterne i Thule må have været mindre end i de sydlige kolonier - det vil sige, at den reelle fortjeneste ved varesalg til ensartede priser må have været større. 232 [11] •1936-THULE. 1936 •250RE • «. • 250R.E- 1910-THULE-1935 450RE ^^ De fem frimærker, tegnet af Harald Moltke, udgivet i anledning af handelsstationens 25-års jubilæum. Udover indtægter fra handelen i Thu- le har der også været en række indtægter, som ikke direkte knyttede sig til Thule, men mere til områdets mytiske karakter i »den civiliserede verden«. Knud Rasmus- sen var en særdeles produktiv forfatter, der udover større afhandlinger også skrev avisartikler o. lign. Indtægterne herfra er tilfaldet Knud Rasmussen personligt. Efter Knud Rasmussens død forsøgte Rud. Sand at skabe en ekstraindtægt for stationen (det ville på det tidspunkt sige Dagmar Rasmussen) gennem udstedel- sen af Thule-frimærker. I anledning af stationens 25-års jubilæum udsendtes i 1935 en serie frimærker tegnet af Harald Moltke. I et brev til Hans Nielsen frem- stillede Sand motiverne bag udsendelsen som at fejre jubilæet og hylde Knud Rasmussen samt at tjene penge på salg til samlere.38 Frimærkerne havde ikke nogen reel postal betydning, hvilket illu- streredes af, at stationen skulle betale porto for ansatte og beboere i Thule. Indførelsen af en obligatorisk postafgift skulle blot gøre frimærkerne reelle for samlerne. I en række tilfælde sendte Sand hele pakker med frankerede og stemple- de breve op til Hans Nielsen i Thule, der bare skal sende pakkerne tilbage.39 Så havde de reelt været i brug på ruten, og kunne sælges til samlere. Denne fidus ophørte med statens overtagelse i 1937, men Sand vurderede, at den havde givet overskud - dog ikke i den grad han hav- de håbet. I centrum for stationens daglige drift og dermed også for koloniseringen af Thule stod handelsbestyreren udnævnt af Knud Rasmussen. I perioden fra grundlæggel- sen i 1910 til statens overtagelse i 1937 fungerede tre forskellige personer som lokal leder af Thuleområdet. 233 [12] Peter Freuchen var i 1910 som Knud Rasmussens højre hånd med til at oprette handelsstationen. Hierakiet mellem de to var nøje fastlagt i kontrakten indgået in- den oprejsen. Heri bandt Freuchen sig til at acceptere Knud Rasmussens suveræne lederskab. I eftertiden står der et lidt mytisk præg om figuren Freuchen - den skæggede mand med træben.40 Et billede Freuchen selv har været med til at tegne gennem sine romaner og andre historier. Det må have været svært for Freuchen at finde sig til rette i Thule. Som udgangs- punkt talte han ikke sproget, blev allerede i efteråret '1910 ramt af svær sygdom (»Typhus-lignende Epidemi«)41, og havde ikke nogen baggrund i den eskimoiske kultur. Det isolerede liv i Thule har sand- synligvis givet god mulighed for at kom- me efter dette, men i kilderne tegner der sig alligevel et billede af en stridbar og egenrådig person. Således fortæller Freu- chen i en rapport fra 1915, at han på grund af eskimoernes dårlige arbejds- moral — de mødte først omkring spisetid - havde ændret lønnen på 2 kr. om dagen til 25 øre pr. time.42 I samme rapport erkender Freuchen da også, at der er en del misfornøjelse med hans ledelse blandt eskimoerne. Årsagen er ifølge Freuchen selv en »stærkt gennemført sparsom- melighed«, der blandt andet har givet sig udtryk i forbud mod skiveskydning og hensynsløst skyderi på hvalrosjagter samt en række tyverier fra eskimoernes side. Hertil kom dog også, at Freuchen havde standset al form for kredit fra handelens side. Også fra anden side fortælles der om Freuchens problemer i forhold til eskimo- erne. Porsild, der bestyrede den arktiske station i Disko, sendte i 1910 et brev til Knud Rasmussen, hvori han anklager Freuchen for at føre en hård og ufor- sonlig kurs.43 I et andet brev beskriver Porsild Freuchen som mismodig og med mange problemer. I forholdet til missio- nen tog Freuchen dog klart og ubetinget eskimoernes side. Han var en skarp kriti- ker overfor missionens manglende for- ståelse for den traditionelle kultur.44 Det førte til en række kontroverser med Grønlands Kirkesag, der beskyldte Freu- chen for hedensk levevis med hans eski- moiske kone. Da Knud Rasmussen var meget velvillig indstillet overfor missio- nen, der som beskrevet ovenfor spillede en væsentlig rolle for hele Thuleprojek- tets start, har Freuchens kontrovers med missionen ikke gjort hans stilling som handelsbestyrer lettere. Sammen med et vigende helbred (især begyndende sneblindhed) var det bag- grunden for, at Freuchen i 1918 tog til København. Der er en del, der tyder på, at Freuchen havde svært ved at forlige sig med tanken om, at hans tid i Thule var slut, og omvendt var fyringen måske uklar fra Knud Rasmussens side.45 Dette uforsagt, så blev der i 1918 sendt en aflø- ser op, der skulle passe stationen, mens Hans Nielsen blev uddannet i Danmark. Med skibet i 1918 kom Nygaard op til Thule, og skulle i den første tid gå Freu- chen til hånde og lære arbejdet at ken- de.46 Efter et års arbejde i Thule var Nygaard raget uklar med hans foresatte i København. Det står ikke helt klart, hvad der gik galt, men arkivalier i Knud Rasmussens arkiv tyder på, at Nygaard har ment, kommiteen spillede urent spil. 234 [13] Handelsstationen i Thule på Peter Freuchens tid. I et brev til Nyboe beskriver Knud Ras- mussen Nygaard som injurerende og »paa visse Punkter ... splittergal«.^1 Han har tilsyneladende lagt sig ud med både komiteen og Styrelsen. I sin rapport fra 1921 indleder Nygaard da også med, at »jeg vil væk«, og der afsluttes poetisk med »Nu gaar det mod Lyset og Friheden, og saa finder jeg med Guds Hjælp nok Vej frem.«48 I rapporten kritiserer Nygaard både eskimoernes kvinder som umulige, komi- teen for at fortie oplysninger samt Knud Rasmussen og Freuchen for at have sendt »deres Kvinder indpaa mig«. Med sine 20 år som leder af handelssta- tionen var det mere end nogen anden Hans Nielsen, der kom til at sætte præg på udviklingen. Hans Nielsen var i familie med Knud Rasmussen, vokset op i Grøn- land, og havde således som udgangspunkt gode forudsætninger for at klare jobbet. Han blev i 1919 sendt op for at afløse den meget utilfredse Nygaard, der ikke tog sig meget tid til oplæring af sin afløser. Mod- sat Freuchen og Nygaard formåede Niel- sen tilsyneladende på samme tid at beva- re et godt forhold både til komiteen i København og til eskimoerne i Thule. Der er dog en del, der tyder på, at han først og fremmest opfattede sig som Thuleeskimoernes mand. Nielsen fremtræder gennem de bevare- de arkivalier som meget bevidst overfor nødvendigheden af at bevare fangerkultu- ren. Det var således ham, der tog initiativ til indførelsen af 2-årsreglen, der bestem- te, at eskimoerne ikke måtte bo ved han- delsstationen i mere end to år i træk.49 Det skulle sikre mod en udvikling, der 235 [14] havde fundet sted andre steder i Grøn- land med en voldsom koncentration af befolkningen omkring handelen. I en række tilfælde optrådte Hans Nielsen endvidere som en slags vagthund overfor de ekspeditioner, der med jævne mel- lemrum besøgte Thuleområdet. Her va- retog han dels handelens interesser og greb ind overfor illegal handel, men han kritiserede også forskellige former for ud- nyttelse af eskimoernes arbejdskraft. Det gik udover kendte opdagelsesrejsende som Koch, MacGregor og ikke mindst McMillans Oxfordekspedition 1934-35.50 Udover de tre handelsbestyrere var der også en række andre »embedspersoner« i Thule, der i større eller mindre grad påvirkede udviklingen. Der var håndvær- kere (tømrere), læger og sygeplejesker, skibsførere og ikke mindst missionærer- ne. Mens de førstnævnte havde klare praktiske opgaver, havde den sidste grup- pe som direkte mål at påvirke eskimoerne i en kristen retning. Uden at gå ind i en nærmere redegørelse for missionsarbejdet kan det konstateres, at det lykkedes, I 1912 blev de første polareskimoer døbt, i 1922 havde man »fanget« halvdelen, og i 1933 var målet nået. Missionsarbejdet var i datiden en naturlig del af et koloniseringsprojekt, og af hvad Knud Rasmussen selv kaldte civilisationsarbej- det. I det store og hele samarbejdede missionærerne med handelsbestyreren. Der var dog eksempler på, at han- delsbestyrerene var mere pragmatisk ind- stillede overfor den traditionelle kultur end pastorerne. Freuchen var således meget kritisk over den manglende for- Hans Nielsen sammen med Knud Rasmussen ombord på stationens skib. Billedet er fra starten af 1920'erne. Udlånt af Knud Nielsen. 236 [15] ty* '! \\ X ^/ ,$V« ' Der lyttes til julehilsener 1936. Forrest ses Hans Nielsen. Foto: Mogens Holm. Thule Museums billedarkiv. ståelse af eskimoernes traditionelle kultur, og også Hans Nielsen var i 1936 kritisk overfor, at præsten ikke ville lade et ægte- skab opløse, fordi det var kirkeligt velsig- net. 51 Efterhånden blev der også opbygget et sundhedssystem. I første omgang var det personificeret i Hans Nielsens hustru, der var blevet uddannet jordmoder og syge- plejerske på stationens bekostning. I 1928 blev der ansat en læge, i 1929 en fast sygeplejerske og i 1930 blev der byg- get et hospital. De første par år blev lægens løn dog betalt af Grønlands Kirke- sag.52 Både indlæggelse på sygehus, læge- hjælp og medicin var gratis for befolknin- gen. Det største sundhedsproblem i Thu- le var ifølge lægens indberetning fra 1934 tuberkulosen.53 I modsætning til det øvrige Grønlands ned i mindste detalje regulerede admini- strations- og handelssystem var forholdet mellem handelsbestyreren i Thule, Komi- teen for Kap York og Knud Rasmussen af mere uformel karakter. Der blev indgået individuelle kontrakter, som fx den mel- lem Knud Rasmussen og Peter Freuchen. Hans Nielsen måtte endda i de første år klare sig uden nogen skriftlig aftale. Den- ne løse administrationsstruktur gav selv- følgelig fordele i forhold til fleksibilitet og høj grad af selvstændigt ansvar til den lokale repræsentant - handelsbestyreren. Det kunne have stor betydning under de ofte ekstreme klimatiske forhold i Thule. På den anden side gav det sig også udtryk i en række større eller mindre diskussio- ner mellem handelsbestyreren og den 237 [16] danske ledelse. Nygaards utilfredshed kan ses i dette lys, men også Hans Nielsen måtte tage til genmæle overfor beslutnin- ger truffet i København. Det drejede sig både om egne løn og arbejdsforhold og om sociale forhold i Thule. Et eksempel var, da Hans Nielsen i 1929 klagede over, at komiteen havde pålagt ham at skaffe kød til patienterne på det kommende sygehus.54 I perioden efter 1920 ses i flere tilfæl- de, at komiteen presser på for at øge ind- handlingen af især skind. Hans Nielsens kontrakt indeholdt således en bonusord- ning i forbindelse med køb af ræveskind. I 1933 gik han dog så vidt som til at standse indhandlingen af sælskind i Nia- kornarssuk, da befolkningen ikke gemte skind til deres telte.55 Også med hensyn til udhandlingspriser kunne sociale hen- syn stå overfor ønsket om at tjene penge. I et brev indrømmer Sand, at Hans Niel- sen er berettiget til at sænke priser, hvis det skønnes nødvendigt og »... hvis der er Ting, Du mener at maatte sælge uden For- tjeneste, maa vi finde os deri.« 56 Erhvervsstrukturen i dansk-Grønland undergik i perioden 1910-1930 væsentli- ge ændringer, idet fangerhvervet (sæler) i nogen grad blev erstattet af fiskeri.57 I samme periode blev pengeøkonomien stadig mere fremherskende, hvilket igen dannede basis for en forøget udhandling af europæiske varer. Overfor disse meget gennemgribende ændringer, der samlet kan beskrives som en europærisering, forekom udviklingen i Thule skånsom og mindre radikal. Baggrunden for dette var utvivlsomt en stor forståelse for områdets særlige karakter både hos Knud Rasmus- sen og hos handelsbestyrerne. På den anden side skal en sammenligning også tage hensyn til, at hvor Grønland siden midten af 1700-tallet havde været i direk- te kontakt med Danmark, så var Thule først i 1910 kommet med. I det øvrige Grønland blev der helt tilba- ge i det 19. århundrede indført lokale sty- ringsorganer, der skulle involvere grøn- lænderne.58 I Thule var sådanne formali- serede lokalstyreorganer fraværende indtil 1927. Det var kong Knud, der herskede. Denne enevældige sammenblanding af dømmende, udøvende og økonomisk magt synes paradoksal i forhold til det kolonisationsprojekt, der er beskrevet ovenfor. I 1927 indførte Knud Rasmus- sen imidlertid det såkaldte fangerråd og i 1929 Thule-lovene, men der var dog på ingen måde tale om udstrakt demokra- tisering.59 Fangerrådet havde primært en rådgivende og ikke mindst opdragende funktion - i sidste ende fastholdt Knud Rasmussen sin vetoret over for alle be- slutninger. Det begrænsede selvstyre illu- streres også af fangerrådets sammensæt- ning. Tre af de ialt seks medlemmer var faste nemlig handelsbestyreren, doktoren og missionæren. De tre øvrige blev valgt for et år af gangen blandt fangere med hensyn til den regionale fordeling. I første omgang blev de tre udpeget af Knud Rasmussen, og derefter skulle de vælges af rådet. Først i 1952 blev der indført al- mindelig valgret.60 Thulelovene indeholdt en række be- stemmelser om fangerrådets kompetance, kriminelle handlinger og deres straf, re- gulering af tvisters afgørelse, sundhedssy- stem, jagtsæsoner (fredning), sociale ord- ninger og et bødessystem. Lovene blev 238 [17] godkendt af den danske stat i 1931.61 Deres udstedelse havde dog i første om- gang skabt nogen ravage, deres udstedelse kunne med god grund ses som en pro- vokation af den danske suverænitet. Lovene og den politiske regulering, de var udtryk for, betød stærkere kontrol af eski- moerne via bestemmelser om social hjælp, fredning og jagt. Omvendt fik fangerrådet en mere vidtgående kompe- tance end landsrådene. De sagstyper som fangerrådet især kom til at beskæftige sig med, var jagt- og fredningsbestemmelser, faderskabssager, begæringer om skilsmis- ser, tyverier og administrationen af hjæl- pekassen. Fangerrådsmøderne blev dog efterhånden også et forum, der kunne formulere fælles krav udadtil. Således blev der på et fangerrådsmøde i april 1938 fastsat bestemmelser for betaling af eski- moer, som deltog i ekspeditioner, og på et møde august 1939 fremsatte rådet en stærk fordømmelse af prisstigninger på livsnødvendige varer som våben og skind.62 Det koloniseringsprojekt som Knud Rasmussen udtænkte, og som han i sam- arbejde med handelsbestyrerne realisere- de, var paradoksalt. På den ene side skul- le der handles og laves overskud, der kun- ne sikre Rasmussens egne ambitioner og eksistens. På den anden side var denne parret med en respekt for eskimoerne og deres kultur. Koloniseringen i Thule var ligesom i Grønland paternalistisk — men der var en villighed til at tage hensyn til det lokale system både kulturelt og økolo- gisk. Det synes som om, Knud Rasmus- sen efter den 5. Thule-ekspedition (1921- 24) havde fået realiseret sit eget livprojekt og så endelig kunne forcere udviklingen i Thule. Han går selv ind administrationen og i årene fra 1927 indføres et lokalt »råd«, et sundhedsvæsen, en skreven lov- givning og en slags socialt system. Forholdet mellem Thule og »dansk- Grønland« Betragtet i et historisk og forhistorisk per- spektiv har Thule og resten af Vestgrøn- land haft separate udviklinger. Man kan arkæologisk spore forbindelser, men no- gen reel og kontinuer kontakt havde der ikke været tale om. Den første stabile kontakt til Vestgrønlænderne kom med oprettelsen af missionsstationen i 1909. De kateketer, der blev sendt til Thule, var fra dansk-Grønland og dermed børn af den danske koloniopfattelse.63 I udviklin- gen af en grønlandsk identitet som »ikke- eskimoer« spillede kristendommen en vigtig rolle. At det netop var grønlændere, der blev sendt op til Thule, kan ses i sam- menhæng med den danske regerings uvil- je til at vise flaget i området. På trods af sproglige problemer - Thuleeskimoerne troede først, at missionærerne talte dansk - lykkedes det efterhånden at vinde Thu- leboerne for kristendommen. I den vestgrønlandske indsats for mis- sionen i Thuleområdet lå, hvad man kan kalde en intern paternalisme mellem Grønlændere. Der var i Grønland en mistro overfor de kulturelt tilbagestående hedninge i Thule. På det nordgrønland- ske landsrådsmøde i 1918 fremsatte ud- stedsbestyrer Bidstrup fra Tasiusaq såle- des forslag om at forbyde kvinder at rejse til Kap York.64 Begrundelsen finder Bid- strup i en historie om en kvinde, der i 1913 rejste med Knud Rasmussen til 239 [18] Thule som hans tjenerinde. Hun giftede sig med en »Hedning deroppe«, som har »mishandlet og skilt sig af med hende«. Hun har efterfølgende »glemt hun var en Kristen blandt Hedninger«, og pådraget sig en f> smitte farlig Sygdom«. At denne mistro var udbredt viste sig på et følgende landsråd. 11919 var kate- keten fra Tasiussak Tobias Heilmann meget skeptisk overfor kontakten til Kap York både af økonomiske grunde (Kap Yorkerne var for velhavende og købte alt) og af sundhedsmæssige grunde.65 Disse sundhedsmæssige grunde var under landsrådets møde i 1914 blevet specifice- ret som kønssygdomme på grund af de hyppige besøg fra fremmede skibe.66 I andre tilfælde fremhævede man faren for hundesyge. Alle 13 medlemmer af lands- rådet var da også enige om, at de ønskede så lidt samkvem med kap yorkerne som muligt. Resultatet blev en meget restriktiv og reguleret samhandel og kommunika- tion. Det er svært at sige, hvorvidt der har været tale om en gensidig mistro. I en meningsundersøgelse foretaget af Hans Nielsen for Grønlandskommisionen i 1949 viste der sig en ikke ringe mistro til befolkningen syd for Thule.67 Heller ikke forholdet mellem de to grønlandske samfunds myndigheder var helt gnidningsfrit. Grønlands Styrelse (og tidligere KGH) vogtede nidkært over sin koloni, og havde indseende med stort og småt. For at rejse til Grønland måtte man, også Knud Rasmussen søge Styrel- sen om tilladelse. Det er klart, at Styrel- sen var meget opmærksom på den lille nordlige enklave uden for dens kontrol. Oveni kom, at Knud Rasmussen ikke altid holdt sig tilbage med offentligt at fremsætte kritik af Styrelsen og KGH. I en række tilfælde indgik man dog i et praktisk samarbejde. Knud Rasmussen varetog officielle opgaver overfor Canada, Styrelsen hjalp Thule-stationen med for- syninger, og der var indgået aftale om, at Thulemønterne kunne bruges i det øvri- ge Grønland.68 Det sidste førte problemer med sig, idet Thuleeskimoerne tilsyneladende var mere købedygtige end de vestgrønland- ske. I en række breve klager inspektøren for Nordgrønland Lindow i 1918 således over, at Kap Yorkerne skruer priserne op i nabokolonierne.69 Lindow mere end an- tyder, at Knud Rasmussen på den måde skubbede fragtudgifter over på Styrelsen. Styrelsens regninger til Kap York Komi- téen (i Grønlands Styrelses arkiv) viser dog, at vareproserne blev tillagt fragt. I andre tilfælde måtte Styrelsen hævde sin autoritet, som da Peter Freuchen havde sendt uplomberede Thulevarer med posten.70 Det store stridsspørgsmål mel- lem Knud Rasmussen og Grønlands Sty- relse knyttede sig imidlertid til spørgsmå- let om eventuel statsovertagelse af Thule- stationen. Glidende statsoverdragelse 1925-1937 Efter l. Verdenskrig tog den danske rege- ring initiativ til en revision af styrelseslo- ven. 11919 opfordrede indenrigsminister Ove Rode de grønlandske landsråd til en drøftelse med den grønlandske befolk- ning, om hvilke ændringer de ønskede. Der blev nedsat et udvalg, der dog pri- mært bestod af embedsmænd på Grøn- land - landsrådet fik ikke lejlighed til at vælge medlemmer, hvad der udløste nogen protest i udvalget, blandt andet fra 240 [19] Knud Rasmussen. I udvalgets betænk- ning fra maj 1921 er omtalen af Kap York meget kortfattet. Medlemmerne udtaler deres anerkendelse af Knud Rasmussens indsats, og håber, at der ved statens even- tuelle overtagelse vil blive taget hensyn til »disses berettigede Interesser«?1 I 1920 blev der nedsat en kommission af politikere og embedsmænd med 24 medlemmer, heraf 3 grønlandske. Knud Rasmussen blev til- knyttet kommisionen som rådgiver. Her fik de politiske partier i Danmark lejlig- hed til at markere deres principielle standpunkter med hensyn til Grøn- landspolitikken. Der var dog i det store hele enighed om de fleste spørgsmål. Det lykkedes dog først at få vedtaget en ny styrelseslov i 1925. De væsentligste ændringer var indførelsen af syssel- og kommuneråd samt landsfogedembedet. Desuden fik man gennem bestemmelser om brugen af henholdsvis over- og underskud lovfæstet princippet om, at Grønland økonomisk skulle hvile i sig selv. Loven omtalte for første gang ekspli- cit Thuleområdet — det vil sige, at den danske stat mere eksplicit markerede sit overherredømme.72 Thule fik dog en særstatus, idet det blev holdt udenfor nyordningerne og stod tilbage som in- denrigsministerens prærogativ (§2, §45). Denne formelle ændring fik dog i første omgang meget begrænset reel betydning. Indenrigsministeren overdrog de juridiske og politimæssige beføjelser til Knud Rasmussen, og accepterede dermed tingenes tilstand i Thule.73 Det kunne tyde på, at baggrunden også var et ønske om markering udadtil. Norge havde som tidligere nævnt ikke accepteret det danske overherredømme over hele Grønland, og havde løbende protesteret over lovforslaget til styrelses- loven i 1920'erne. I 1922 havde Norge således oprettet en vejrmeldestation på Østgrønland. Efter forhandlinger blev der i 1924 indgået en traktat, der gav Norge brugsret til Østgrønland i 20 år. De norske krav rettede sig ikke mod Thu- le, men konflikten om Østgrønland be- tød en politisering af spørgsmålet om dansk overherredømme. Den danske stat fik en interesse i at vise flaget i hele Grøn- land og dermed også i Thule. Debatten mellem Danmark og Norge tog iøvrigt til op gennem 1920'erne, og efter norske okkupationer af områder i Grønland i starten af 1930'erne endte sagen ved den internationale domstol i Haag, hvor Dan- marks suverænitet over Grønland blev endelig slået fast. Sammen med den inter- nationale accept af den danske suveræni- tet i starten af 1920'erne betød det en stærkere forhandlingsposition for staten i Thule-sagen. Der havde verseret rygter om statsover- tagelse helt tilbage i Peter Freuchens tid i Thule, men Nyboe fortæller i 1923, at der aldrig var blevet rettet nogen officiel henvendelse.74 Rygterne fik ham imidler- tid til at bede landsretssagfører Marten- sen-Larsen om at udarbejde et responsum om stationens stilling samt hans og Knud Rasmussens ret til denne. Advokatens svar lød, at der nok herskede tvivl om sta- tens overhøjhedsret, men at de to entre- prenører burde have krav på en erstatning ved en ekspropriation.75 Der var op gennem 1920'erne og 1930'erne forhandlinger og kontakter mellem Knud Rasmussen og den danske stat vedrørende en eventuel statsoverta- 241 [20] gelse. Der var dog sket et skift fra statio- nens tidlige år, hvor Knud Rasmussen ønskede at involvere staten. Nu var det Grønlands Styrelse og den danske stat, der blev den integrationsivrige part. En del af baggrunden for denne interesse skal måske findes i den givtige ræveskindshan- del ved Thule. Styrelsen havde fra 1931 bedt om at få årlige beretninger om begi- venhederne i Thule, og Hans Nielsen meddeler i den forbindelse, at landsfoge- den gerne ville vide mere om ræve- fangsten.76 En anden del af baggrunden skal findes i sagfører Martensens anbefa- ling i ovennævnte responsum om se tiden an, og lade staten komme med et udspil. Både Knud Rasmussen og Nyboe var meget forbeholdne især af økonomiske grunde. Knud Rasmussen frygtede for de planlagte ekspeditioner, og var afvisende over for en overtagelse på kort sigt. I en redegørelse til Rigsdagens grønlandsud- valg fra 1927 fortæller Styrelsens således, at »Doctoren afgav en meget bestemt for- muleret Erklæring af 5. Marts 1925 om, at han under ingen Omstændigheder vil- le afstaa sin Virksomhed i Kap York Distriktet«.77 Det lykkedes Rasmussen at fastholde sin position, men interne skrivelser i Sty- relsens arkiv viser, at man der havde meget konkrete planer for en statsoverta- gelse. Landsfogeden for Nordgrønland, Rosendahl, havde således i februar 1927 efter anmodning fra Styrelsen udarbejdet et udkast til »instrux for Regeringens Kontrollør i Thule«.78 Kontrolløren skul- le fungere sideordnet med handelsbesty- reren, og stå for tilsyn og politimyndig- hed. Styrelsen og den danske stat måtte i første omgang nøjes med at se til fra side- linien. I 1931 blev Knud Rasmussen udnævnt til indenrigsministerens repræ- sentant i Thule.791 et brev fra Rud. Sand til Knud Rasmussen tales der om, at man overfor Daugaard-Jensen havde gjort klart, at en overdragelse først skulle ske efter Knud Rasmussens død, hvilket den- gang måtte formodes at ligge langt ude i fremtiden.80 Sand mente, at dette vil bli- ve accepteret, da staten ikke kunne tage stationen fra Knud Rasmussen »saalænge Dine Velgerninger er i saa frisk Minde, som Tilfaldet er nu.« Det har således været en strategi at undgå og at forhale en stats- overtagelse. Knud Rasmussens død i 1933 betød, at den væsentligste hindring for statens overtagelse af stationen forsvandt. Allere- de året efter fortæller Sand Hans Nielsen, at overdragelsen var besluttet, men at tidspunkt og betingelser endnu var usik- re.81 Sand gik i de følgende år ind i forhandlinger med Grønlands Styrelse om de nærmere betingelser for overgan- gen, og især om den økonomiske kom- pensation til Dagmar Rasmussen. I første omgang foreslog Sand et engangsbeløb på 300.000 kr. og årspenge til en række involverede personer.82 Styrelsens folk beregnede dette forslag til at koste mere end l. mio kr. over en årrække. Resultatet blev i stedet en afståelsessum på 400.000 kr. og årspenge til Kap York Peder og Freuchen. Hertil kom endvidere, at der med stationen fulgte en række forpligtel- ser om støtte til udgivelser o.a. Det er der- for svært at fastsætte den præcise »pris«. Betalingen af afståelsessummen til Dagmar Rasmussen skulle starte i 1939, og kom til at strække sig over et tiår. Afta- 242 [21] Thule ca. 1930. På bagsiden af dette foto har syge- plejerske Hansigne Jacobsen noteret: »Dannebrog vajer over Thules fjelde«. Thule Museums billedarkiv, på 75-års dagen. len var at når det årlige overskud var gjort op skulle staten have de første 100.000 til administration, og Dagmar Rasmussen skulle derefter have et afdrag på 3/4 af resten - dog minimum 12.000 årligt. Besættelsen og de afbrudte forbindelser til Grønland gjorde dog beregningen van- skelig - Styrelsen havde ikke noget over- blik over værdien af Thulesind solgt i USA. I Styrelsens arkiv kan man følge de årlige overvejelser, der hver gang resulte- rede i udbetalingen af et Å conto-beløb.83 Det er vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad hensynet til beboerne i Thule spille- de ind på disse forhandlinger. Sand udtrykte dette hensyn i breve til Hans Nielsen, der var meget bekymret over de mulige konsekvenser af en statsoverdra- gelse. Fangerrådet havde allerede i 1934 udtalt, at det ikke havde noget imod en overgang til staten, hvis de gældende love og ordninger fortsatte med at gælde.84 Der er dog ikke tegn på at de har været involveret i de egentlige forhandlinger. Da statens afståelsessum skulle tages ud af stationens overskud, var det rent faktisk eskimoerne selv der betalte for statsover- tagelsen.85 Ved datoskiftet til den 1. august 1937 overgik Thule officielt til den danske stat. Lidt om konsekvenser af statsoverdragelsen »Radioudsendelsen i Anledning af Thules Overgang er lige afsluttet og hørt ude- mærket her ombord. Deres Søn og jeg har fundet hinanden i et tavst Haandtryk og jeg sender Dem en hjertelig Hilsen. Det Arbejde Deres Mand grundlagde vil blive fortsat i samme Aand.«86 Lokalt i Thule fik overdragelsen til Styrel- sen selvfølgelig en række praktiske konse- kvenser. Handelsbestyreren blev koloni- bestyrer, og hans embedsførelse blev underlagt de gængse regler. Det betød blandt andet et mere udførligt regnskab, omend styrelsen i første omgang fritog Thule for enkelte af regnskabstyperne.87 Hans Nielsen blev i Thule indtil 1941, da han efter egen anmodning blev forflyttet til Godhavn. Thulelovene, som Knud Rasmussen med statens velsignelse havde indført i 1929, fortsatte med at gælde, og fangerrådet med at eksistere. Der kan selvfølgelig under denne tilsyneladende kontinuitet gemme sig forandringer under overfladen. Et problem kunne dog være, at KGH's priser ikke som Thulesta- 243 [22] donens var tilpasset den specielle er- hvervsstruktur. Det er ovenfor nævnt, at fangerrådet i 1939 klagede over pris- stigninger på nødvendige varer. Baggrun- den var, at priserne på geværer (Mauser) var steget med 60%, renskind med 57%, lammeskind med 78%, mens prisen på kaffe var faldet med 50%.88 Det kan dog konstateres, at Hans Nielsens spørge- undersøgelse fra 1949 ikke fremhæver sådanne problemer. Thules integration i det grønlandske samfund fortsatte da også med at være begrænset. Ikke kun geografisk, hvor områdets utilgængelighed selvfølgelig sat- te grænser, men også kulturelt samt poli- tisk. Thules særstatus fremgår med tyde- lighed af Grønlandskommisionen af 1950's betænkning.89 Hertil kom begi- venhederne omkring anlæggelsen af en amerikansk militærbase i området fra 1941. Den ovenfor nævnte meningsun- dersøgelse i 1949 viste, at der var mistil- lid overfor det øvrige Grønland. Baserne påvirkede områdets økosystem, og der klages i 1949 over forringelse af jagtmu- lighederne. Oveni kom den meget direk- te påvirkning i forbindelse med tvangs- forflytningen i 1953, og senere omkring uheld med atomvåben. Vurderingen her- af er stadig et åbent spørgsmål. Man kan spørge om, hvorvidt disse begivenheder kunne være undgået, hvis stationen havde bevaret sin private karak- ter. Svaret på dette kontrafaktiske spørgs- mål må dog være et nej. Stationens besty- rer kunne nok sætte amerikanske og andre ekspeditioner på plads, men jeg tvivler dog på, at denne autoritet ville have haft nogen gennemslagskraft under en verdenskrig. Set i forlængelse af Kauf- manns position i Washington overfor danske myndigheder kunne det imidler- tid havde været en interessant juridisk og politisk situation. Konklusioner Efter de første opfordringer til dansk akti- vitet i Thule i 1904 undersøgte Inden- rigsministeriet mulighederne, men fra- faldt. Det skyldes dels udenrigspolitiske hensyn, og frygt for manglende rentabili- tet. Medvirkende var dog også, at Direk- toratet for Grønland viste modvilje over- for sagen. I første omgang fandt man en mellemløsning ved at satse udelukkende på en missionsstation drevet på privat basis. Derved kunne begge typer forbe- hold imødegås. Missionsstationen blev oprettet i 1909 med Knud Rasmussens hjælp. Det er ikke muligt at sige, hvorvidt Rasmussen uformelt havde faet nogen form for accept fra officiel side, men i 1910 oprettede han med hjælp fra Peter Freuchen en privat handelsstation. Dette blev tilsyneladende taget til efterretning fra officiel side. Det kunne tyde på, at den danske stat kunne se fremtidige perspek- tiver i koloniseringen. I perioden 1910-1937 var der en pri- vat handelsstation i Thule. Knud Rasmussen fremstillede selv motiverne bag oprettelsen som nationale, videnska- belige og hensyn til polareskimoerne. Hertil bør dog føjes en personlig økono- misk interesse. Stationen tjente som øko- nomisk og geografisk base for hans 7 Thule-ekspeditioner. Samtidig blev kolo- niseringen af Thule dog også præget af hensyn og kendskab til områdets traditio- ner og særlige forhold. Heri spillede handelsbestyrerne, ikke mindst Hans 244 [23] Knud Rasmussens mindevarde i Thule juli 1935. Foran står et udpluk af den mandlige del af befolkningen med Hans Nielsen i midten. Foto: Mogens Holm, udlånt af Knud Nielsen. Nielsen (1920-1941) en væsentlig rolle. Især efter den 5. Thule-ekspedition gen- nemførte Knud Rasmussen en moderni- sering med sundheds- og socialvæsen, en politisk system og skriftlig lovgivning. Efter at Danmark i 1921 havde prokla- meret fuld suverænitet over Grønland, lå en statsovertagelse af Thulestationen i luften. Det lykkedes dog Knud Rasmus- sen og hans administartion at trække sagen ud. Det kunne blandt andet lade sig gøre på grund af Knud Rasmussens position som national helt. Først efter hans død i 1933 kom der for alvor skred i forhandlingerne, og i 1937 blev Thule- stationen og handelsrettighederne over- draget til den danske stat mod betaling af en afståelsessum til Knud Rasmussens arvinger. Et privat-kolonialistisk eventyr var slut. Noter 1. Mylius-Erichsen var en kendt journalist på Politi- ken, der allerede inden ekspeditionen havde ytret sig stærkt kritisk overfor KGH. Han døde under en ekspedition 1907. I Styrelsens arkiv virker det som om, det var Mylius-Erichsen, der i første omgang var udfarende. Knud Rasmussen kommer først ind, da Dansk Missionsselskab bruger ham som deres repræsentant ved grundlæggelsen af missionsstatio- nen 1909; se brev fra »Udvalget for Kap York mis- sionen« til Direktoratet for Grønland 28. maj 1909 i Grønlands Styrelses Arkiv, Gruppeordnede journal- sager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16. Knud Rasmussens fader Chr. Rasmussen var dog fra star- ten involveret som en slags rådgiver. Der findes en række skildringer af de første tiltag, se fx Kurt L. Frederiksen 1995, s. 68ff, 90ff eller Knud Rasmus- 245 [24] sens egen afgivet i en rapport til statsminister Stau- ning dateret 28. juli 1930 i Knud Rasmussens Arkiv 5/18. Skildringen er grundig, men man skal tage forbehold overfor Knud Rasmussens stærke betoning af de rene nationale motiver. 2. Brev fra Udenrigsministeriet (i afskrift) til Inden- rigsministeriet 21. december 1904 i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16. 3. Breve fra Kraul til Direktoratet for Grønland 26. september 1904, 18. januar 1905 i Grønlands Sty- relses arkiv, Gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16. 4. Chr. Rasmussen fremhæver endvidere i et brev til Kirke- & Undervisningsministeriet 17. april 1905 i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede jour- nalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16, at hytten snarere ville komme bjørnejægere fra Uper- navik end Thuleboerne til gode. 5. Brev (koncept) fra Direktoratet for Grønland til Indenrigsministeriet 17. februar 1905 i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16. 6. Brev fra Udenrigsministeriet til Indenrigsministe- riet 31. marts 1905 i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16. Brevet anvender udtrykket »vistnok«, og har som forudsætning for sin vurde- ring, at der er tale om en KGH-station. 7. Brev fra Indenrigsministeriet til direktoratet for Grønland 29. maj 1905 i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede journalsager m.m., grup- penr. 8, Kap York 1909-16. 8. Meddelser fra Direktoratet for den kgl. grønland- ske Handel 1905, s. 17. Udsendingen var handels- assistent Fencker. 9. (Koncept til) Instruks for Fox' fører af 30. maj 1905 i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909- 16. Selv vis mandskabet følte sig utrygge, skulle han standse turen. Direktoratets holdning trådte også frem i et koncept til et brev, der dog ikke blev afsendt, som besvarer Mylius-Erichsens henvendel- ser i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909- 16. Heri er Direktoratet mere indstillede på at flyt- te Thuleboerne til Upernavik. 10. Brev fra Udenrigsministeriet til Kirke- & Kultur- ministeriet 14. maj 1909 i Grønlands Styrelses arkiv, gruppeordnede journalsager m.m., grup- penr. 8, Kap York 1909-16. Notificeringen af Skotland og USA skulle primært ske af hensyn til missionærerne. 11. Brev (koncept) fra Direktoratet for Grønland til Indenrigsministeriet 9. februar 1909; Udtalelse fra KGH til Indenrigsministeriet af 26. marts 1908; Brev fra Direktoratet for Grønland til stiftsprov- sten for Sjælland alle i Grønlands Styrelses arkiv, gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16. 12. Brev fra Indenrigsministeriet til Kirke- & Kultur- ministeriet 14. maj 1909 i Grønlands Styrelses arkiv, gruppeordnede journalsager m.m., grup- penr. 8, Kap York 1909-16. 13. Notat af 1. maj 1909 i Grønlands Styrelses arkiv, gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16. Denne holdning fører i nota- tet til, at der stilles spørgsmål om, man kan tillade sig at præstevie Gustav Olsen, inden han sendes til Thule. Præstevielsen fandt dog sted. 14. Kurt. L. Frederiksen 1995, s. 98ff. 15. Forslag dateret 11. februar 1910 i Knud Rasmus- sens Arkiv 5/18. 16. Kurt L. Fredriksen 1995, s. 103. 17. Kontrakt mellem Peter Freuchen og Knud Rasmussen u.d. (fra 1909) i Knud Rasmussens Arkiv 2/21. Se også Axel Ahlman 1957, s. 207ff, der kritiserer Freuchen for at tage en større del af æren, end der tilkommer ham. 18. Brev (koncept) fra Direktoratet for Grønland til Inspektøren for Nordgrønland 12. juli 1910 i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede jour- nalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York 1909-16. 19. Brev (koncept) fra Styrelsen til Indenrigsministeri- et 1. juli 1911 i Grønlands Styrelses arkiv, Emne- ordnede journalsager m.m., Gruppenr. 8, Kap York 1909-16. 20. Rigsdagstidende 1908 (folketingets forhandlinger), sp. 4238ff (fremsættelse), 4584ff (1. behandling), 7857ff (2. behandling), 7971ff (3. behandling); Rigsdagstidende 1908 (Landstingets forhandlin- ger), sp. 2070ff (1. & 2.behandling), 2169 (3. behandling). For en sammenfatning af debatten se P.P. Sveistrup 1953, s. 247ff. 21. Inger Nilsson 1978, s. 22f. Det kan iøvrigt bemær- kes, at Canada oplevede Knud Rasmussens aktivi- teter i området omkring Ellesmere Island 1916- 1924 som forsøg på at udvide den danske interes- sessfære, se Nancy Fogelson 1992, s. 279ff. I et papir skrevet af Nyboe fra midten af 1920'erne, Knud Rasmussens Arkiv 2/14, nævnes Tyskland som interesseret i området. 22. Netop denne tanke fremsættes af Nyboe i oven- nævnte papir. 23. Inger Nilsson 1978, s. 23; Tommy Tranemose 1995, s. 9ff. 246 [25] 24. Se fx hans beretning til statsminister Stauning 28. juli 1930 i Knud Rasmussens Arkiv 5/18. 25. Jeg har ikke fundet nogen samlet opgørelse, der skulle indbefatte både udgifter til ekspeditioner og publikationer fraregnet diverse større og mindre tilskud. Ekspeditionerne var finansielt forskellige, således blev den 3. Thuleekspedition betalt af den norske stat, mens den 5. kostede stationen over 600.000 kr 26. Knud Rasmussens rapport fra Thule januar 1911 i Knud Rasmussens Arkiv 5/15. 27. Vedr. Knud Rasmussens antrologiske og kulturhi- storiske opfattelse se Daniel Thorleifsen 1991, s. 17ff. 28. Se Knud Rasmussens beretning til statsminister Stauning af 28. juli 1930 i Knud Rasmussens arkiv 5/18. 29. Instruks for I. Noe Nygaard af 1. juli 1918 i Knud Rasmussens Arkiv 16/5. 30. Brev fra Hans Nielsen til Rud. Sand 15. august 1936 i Hans Nielsens embedsarkiv (læg 3). 31. Kurt L. Frederiksen, s. 245ff. I officielle skildringer af stationens historie hedder det mere diplomatisk, at Nyboe af hensyn til sine egne forretninger trak sig ud af Thule-arbejdet. 32. R. Tving 1944, s. 20Sf. Skibsfører var gennem åre- ne den berømte »Kap York Peder«. »Søkongen« blev solgt til Styrelsen 1932, og i årene frem til sta- tens overtagelse foregik forsyningen på chartrede skibe. 33. Se Knud Rasmussens og Peter Freuchens rapporter fra januar 19111 Knud Rasmussens Arkiv 5/15. 34. Brugen af kajakker var tilsyneladende blevet »glemt« i Thule, og blev i 1920'erne introduceret af bl.a. Hans Nielsen; se Richard Vaughan 1991, s. 161. 35. Vedr. priserne på ræveskind se Sammendrag af sta- tistiske oplysninger om Grønland VI, s. 897 ff. Pri- serne på blå skind er op til 50% højere end for hvide. 36. Rud. Sand, »Nogle Bemærkninger om Kap York Stationen Thule« i Knud Rasmussens Arkiv 35/7. Der skal selvfølgelg tages hensyn til dette doku- ments særlige ophavssistuation, men ser man på prisudviklingen for ræveskind, virker det ikke helt usandsynligt. 37. Brev fra Hans Nielsen til Rud. Sand 30. august 1935 i Hans Nielsens embedsarkiv (læg 3). Det er svært at afgøre om dette reelt var tilfældet, men i arkivalierne synes Thuleboernes krav til varer (især jagtrekvisitter) at være strenge og meget specifikke. 38. Brev fra Rud. Sand til Hans Nielsen 3. juli 1935 i Hans Nielsens embedsarkiv (læg 2). 39. Breve fra Rud. Sand til Hans Nielsen 23. septem- ber 1935, 7. juli 1937 i Hans Nielsens embedsar- kiv (læg 3). 40. Med til billedet hører også, at Freuchen deltog i flere af Knud Rasmussens ekspeditioner. En række meget positive skildringer er samlet af Freuchens datter Pipaluk i »Bogen om Peter Freuchen«; og tidsskriftet Grønland, nr.2, 1986 er et temanr. i anledning af 100-året for Freuchens fødsel. 41. Knud Rasmussens rapport fra Thule januar 1911 i Knud Rasmussens Arkiv 5/15. 42. Rapport fra P. Freuchen til Kommisionen for Kap York 19151 Knud Rasmussens Arkiv 9/16. Straf- fen for nedenfor nævnte tyveri, som Freuchen fast- satte, var iøvrigt udelukkelse fra handelen i et år. Se endvidere Richard Vaughan 1991, s. 48. 43. Brev fra Porsild til Knud Rasmussen maj 1910 i Knud Rasmussens Arkiv 2/5. Det i følgende sæt- ning nævnte brev findes i samme arkiv 15/18. 44. Flemming Christensen 1986. 45. Brev fra Knud Rasmussen til Nyboe 4. juni 1920 i Knud Rasmussens Arkiv 19/11; Kurt L. Frederik- sen 1995, s. 168ff. Det kan endvidere bemærkes, at Rud. Sand i 1936 gik voldsomt imod, at Freuchen skulle skrive en »Thulehistorie« - se diverse breve fra Sand til Hans Nielsen i Hans Nielsens embeds- arkiv (læg 2). 46. Instruks for I. Noe Nygaard af 1. juli 1918 i Knud Rasmussens Arkiv 16/5. 47. Brev fra Knud Rasmussen til Nyboe 2. juni 1920 i Knud Rasmussens Arkiv 18/35. 48. Rapport fra Nygaard 1921 i Knud Rasmussens Arkiv 19/11. 49. Se bl.a. Brev fra Rud. Sand til Hans Nielsen 5. juli 1929 i Knud Rasmussens Arkiv 30/25. 50. Se diverse skrivelser i Hans Nielsens embedsarkiv (især læg 8 vedr. Oxfordekspeditionen). Der kan nævnes, at Lauge Koch kritiseres for at sætte eski- moernes liv på spil. 51. Richard Vaughan 1991, s. 158; Flemming Christen- sen 1986; brev fra Hans Nielsen til Rud. Sand 11. februar 1936 i Hans Nielsens embedsarkiv (læg 3). 52. Brev fra Sand til Knud Rasmussen 17. oktober 1930 i Knud Rasmussens Arkiv 31/13; Brev fra Sand til Balle (Grønlands Kirkesag) ud. (men efter førnævnte brev) i Knud Rasmussen Arkiv 31/14. Når Rud. Sand i sin redegørelse for Thule statio- nens historie (Rud. Sand 1935, s. 9) peger på Knud Rasmussen som skaberen af dette sundheds- system, er det således en sandhed, der kræver modifikation. Inden Thule fik sin egen læge, blev dette område varetaget af Freuchen, der havde stu- deret medicin, eller af lægen fra Upernavik. 247 [26] 53. Lægens indberetning fra 1935 i Grønlands Styrel- ses Arkiv, gruppeordnede journalsager m.m., grup- penr. 8, Kap York. Mellemværende og afregning med Kap York Komiteen 1935-40. Vedr. sund- hedssystemet kan bemærkes, at der fra august 1933 til august 1934 ikke var nogen læge i Thule. 54. Brev fra Hans Nielsen til Knud Rasmussen 2. februar 1929 i Knud Rasmussens Arkiv 30/25. 55. Beretning fra Hans Nielsen til Knud Rasmussen og Rud. Sand 25. juli 1933 i Knud Rasmussens Arkiv 34/8. 56. Brev fra Rud. Sand til Hans Nielsen 3. juli 1935 i Hans Nielsens embedsarkiv (læg 3). 57. Axel Kjær Sørensen 1983, s. 40 (tabel 5). 58. Det drejede sig om forstanderskaberne (i 1908 afløst af kommuneråd), og sysselrådene som blev indført i 1925. Forstanderskabernes funktion og rolle er nærmere beskrevet hos Jan Kanstrup 1984, s. 3ff; sysselrådene er kort beskrevet hos Finn Gad 1984, s. 246f. 59. Fangerrådet var 1927-1929 baseret på mundtlige vedtægter, se Rud. Sand 1935, s. 9. 60. Richard Vaughan 1991, s. 153. 61. Se korrespondance om dette i Grønlands Styrelses Arkiv, Emneordnede Journalsager m.m., Grup- penr. 8, »Kap York mellemværende og mellemreg- ning med Kap York Komiteen 1918-1933«; B&K 1947, s. 105ff. En kort gennemgang af lovene fin- des hos Kurt L. Frederiksen 1995, s. 263ff. 62. Fangerrådsprotokol for møde 19. april 1938, august 1939 begge i Grønlands styrelses arkiv, gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York. Mellemværede og afregning med Kap York Komiteen 1935-40. 63. Klaus Georg Hansen 1992 beskriver det, s. 100, på den måde, at »... på vejen fremad måtte grønlæn- derne fraskrive sig deres eskimoiske rødder«. Målet var således at blive »ikke-eskimo« - en holdning der var konfliktuel i forholdet mellem Thule og Grøn- land. 64. Forslag vedlagt referat fra landsrådsforhandlinger 1918 sendt fra inspektør Lindow til Styrelsen 25. august 1918 i Grønlands Styrelses arkiv, Grup- peordnede Journalsager m.m., Gruppenr. 8, »Kap York mellemværende og mellemregning med Kap York Komiteen 1918-1933«. 65. Det nordgrønlandske Landsråds Forhandlinger i B&K 1919, s. 152. 66. Nordgrønlands Landsråds Forhandlinger i B&K 1914, s. 206f. 67. Spørgeskema (13 emner) og 29 besvarelser (hånd- skrevne af Hans Nielsen) i Hans Nielsens embeds- arkiv (læg i). Vedr. baggrunden se endvidere brev fra N.O. Christensen til Hans Nielsen 20. juli 1949 sammesteds. 68. Canada havde blandt andet 1927-1933 en politi- station på Ellesmere Land, der skulle kontrollere, at eskimoerne ikke jagede (moskusokser) i Canada. Ironisk nok ansatte politifolkene eskimoer til at jage for sig, se Finn Salamonsen 1936. Vedr. benyttelsen af Thulemønt i hele Grønland se A. Ahlmann 1957, s. 104. 69. Se breve fra Lindow til Styrelsen 1919 i Grønlands Styrelses arkiv, Gruppeordnede Journalsager m.m., Gruppenr. 8, »Kap York mellemværende og mel- lemregning med Kap York komiteen 1918-1933« 70. Produkter (skind m.v.), der blev sendt fra Thule, skulle være plomberede, så de blev holdt adskilt fra det øvrige Grønland. I et brev fra Nyboe til Hans Nielsen 31. august 1922, i Hans Nielsens embeds- arkiv (læg 3), berettes om Freuchens overtrædelse. 71. Betænkning afgivet af det i December Maaned nedsatte Udvalg til drøftelse af de grønlandske Anliggender. København 1921, s. 94. 72. Så sent som i 1923 havde en Rigsdagsdelegation været på besøg i Grønland - de var dog ikke rejst nord for Upernavik. Se J.S. Vanggaard 1923. 73. B&K 1931, s. 876. I maj 1925 betegnes Hans Nielsen i et brev fra Udenrigsministeriet til den engelske ambassadør, i Hans Nielsens embedsarkiv (læg 3), som den lokale repræsentant for den dan- ske regering. 74. Brev fra Nyboe til højesteretssagfører A. Marten- sen-Larsen 21. december 1923 i Knud Rasmussens Arkiv 22/9. 75. Responsum af A. Martensen-Larsen til Nyboe 13. maj 1924 i Knud Rasmussens Arkiv 23/33. Et væ- sentligt spørgsmål var, hvorvidt Thule kunne betragtets som terra nullius. Knud Rasmussen 1921, s. 517 bruger selv udtrykket, mens sagfører Marensen i sit responsum til Nyboe (i Knud Rasmussens arkiv 23/33) fra 1923 ender med, at Komiteens besidelser mere knytter sig til rettighe- der til handel, jagt etc. Jens Brøsted 1987 vurderer, at ifølge dansk folkeret kunne kunne landområder beboet af menneskelige samfund ikke kaldes for ingenmandsland. For en mere detaljeret diskussion af suverænitetsbegreber i forbindelse med kolonise- ringer henvises til Frederik Harhoff 1993, s. 279ff (kap 8, 9 & 10). 76. Beretning fra Hans Nielsen til Knud Rasmussen og Rud. Sand 25. juli 1933 i Knud Rasmussens Arkiv 34/8. 77. Beretning til Rigsdagens grønlandsudvalg 1927 i Grønlands Styrelses Arkiv, Gruppeordnede jour- nalsager m.m., gruppenr. 75, Indberetninger Fore- 248 [27] spørgsler fra det grønlandske rigsdagsudvalg 1925- 29. 78. Brev fra landsfoged Rosendahl til Styrelsen 18. februar 1927 i Grønlands Styrelses arkiv, Grup- peordnede Journalsager m.m., Gruppenr. 8, »Kap York mellemværende og mellemregning med Kap York Komiteen 1918-33«. Rosendahl har også udarbejdet en inventarliste for embedet. Der er intet svar fra Styrelsen, så det er svært at sige, hvor- for ideen ikke blev realiseret. Jens Brøsted 1987, mener det var på grund af omkostningerne. 79. B&K 1932, s. 876. 80. Brev fra Sand til Knud Rasmussen 17. april 1928 i Knud Rasmussens Arkiv 29/9. 81. Brev fra Rud. Sand til Hans Nielsen 26. september 1934 i Hans Nielsens embedsarkiv (læg 3). Jens Brøsted 1987, omtaler at Stauning allerede 23. januar 1934 udtalte, at staten ville overtage Thule. Stauning havde iøvrigt en stærk personlig interesse i Grønland, men hans nærmere rolle i overdragel- sesforhandlingerne er endnu ikke undersøgt. Brøsted diskuterer også spørgsmålet om overdra- gelse versus overtagelse (ekspropriation). Det sidste ville dog føre folkeretslige problemer med sig, idet man afviste, at Knud Rasmussen ejede Thule. 82. Forslag fra Sand til Styrelsen 1934 i Grønlands Styrelses arkiv, gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York stationen Thules overgang til staten J.nr. 204/1934. De personer, som skulle have årspenge, var Dagmar og hendes 3 børn, Emmy Langberg (Knud Rasmussens sekretær), sta- tionens bogholder M. Thomsen, Rud. Sand og hustru, Kap York Peder, Nyboe og hustru samt Freuchen. 83. Grønlands Styrelses arkiv, journalsager 1941- 1949, journalnummer 145. 84. Jens Brøsted 1987. 85. Jens Brøsted 1987. Han peger endvidere på, at Hans Nielsen i et brev til Knud Rasmussen i 1926 havde talt om udsigten til, at eskimoerne fik butik- ken som selveje. Jeg har dog ikke set andre kilder, der kunne verificere denne »udsigt«. 86. Telegram fra Daugaard-Jensen (direktør for Grøn- lands Styrelse) til Dagmar Rasmussen 31. juli 1937 i Grønlands Styrelses arkiv, gruppeordnede jour- nalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York. Mellem- værende og afregning med Kap York Komiteen 1935-1940. 87. Brev fra landsfoged Rosendahl til Hans Nielsen i 5. marts 1938 i Hans Nielsens embedsarkiv (læg 3). 88. Se note 67. 89. Grønlandskommisionens betænkning, 6, 1950, s. 50 ff. Anvendt materiale Utrykt materiale Privatarkiv for Hans Nielsen. Grønlands Nationalmu- seum og Arkiv Grønlands Styrelses arkiv. I Rigsarkivet: Gruppeordnede journalsager m.m., gruppenr. 8, Kap York, (Det kan bemærkes, at den ene pakke vedr. Kap York 1909-1916 findes i en aflevering fra 1943) & gruppe nr. 75, Rigsdagens Grønlandsud- valg. Journalsager 1941-1949, journalnr. 145, Afregning i forbindelse med statens overtagelse af Thule. Knud Rasmussens Arkiv. Hundested bibliotek: Diverse arkivalier vedr. handelsstationen i Thule. Trykt materiale Ahlman, Axel. Fra Øresund til Thule. Sommersejladser og grønlandstogter. Kbh. 1957. Beretninger og kundgørelser om administrationen af Grønland. 1908-1937. Betænkning afgivet af det i december måned 1920 ned- satte udvalg til drøftelse af grønlandske anliggender. Kbh. 1921. Brøsted, Jens. Da staten kom til Thule. Kronik i Poli- tiken 1. august 1987. Christensen, Flemming. »Jeg er hadet af missionen og elsket af eskimoerne. Kan jeg forlange mere.« I Grøn- land 1986, nr. 2, s. 63-74. Fogelson, Nancy. Arctic Exploration & International Relations 1900-1932. A period of Expanding Natio- nal Interest. Fairbanks 1992. Frederiksen, Kurt L. Kongen af Thule. Kbh. 1995. Freuchen, Peter. Grønlandske problemer. København 1931. Freuchen, Pipaluk m.fl. (red.). Bogen om Peter Freu- chen. Kbh. 1958. Gad, Finn. Grønland. Kbh. 1984. Gilberg, Rolf. En arktisk handelsstation i »ingen- mandsland«. I Grønland 1977, nr. 9-10, s. 247-254. Grønlandskommissionens betænkning, Bd. 6. Angmas- salik, Scoresbysund og Thule. København 1950. Hansen, Klaus Georg. De kalder os eskimoer. Aspekter af moderne vestgrønlandsk selvforståelse. Speciale Århus Universitet 1992. Harhoff, Frederik. Rigsfællesskabet. Århus 1993. Hauge, C.N. Administrationen af Grønland. I Det grønlandske selskabs årsskrift 1926/27, s. 40-70. Kanstrup, Jan. Taama allappugut Ilulissani piniartut — om Forstanderskaberne og tørveskærersagen i Jakobshavn. Grønlands Arkiv 1984. Kanstrup, Jan & Steen Ousager. Grønlandsarkiver/ Toqqorsivinnit takisassat. Nuuk 1987. 249 [28] Kanstrup, Jan. Det vendte spejlbillede. I Kommunal opgaveløsning 1842-1970, red. af Jan Kanstup & Steen Ousager, Odense 1990, s. 233-249. Nielsen, Lisbeth. Foreløbig oversigt over administratio- nen af Grønland. Upubl. Rigsarkivets 2. afd. 1981. Nilsson, Inger. Gronlandsfrågan 1929-1933. En studie i småstatsimperialisme. Umeå 1978. Nuttall, Mark. Arctic Homeland. Community and Development in Northwest Greenland. Cambridge 1992. Petersen, H.C (red.). Grønlændernes historie fra ur- tiden til 1925. Nuuk 1991. Petersen, Klaus. Registratur over Hans Nielsens embedsarkiv. Upubl. Grønlands Arkiv 1996. Rasmussen, Knud. Thule distrikt. I Grønland i 200- året for Hans Egedes landing, red. af G.C. Amdrup, Louis Bobé m.fl., bd, l, Kbh 1921, s. 517-567. Riffenburgh, Beau. The Myth of the Explorer. Cam- bridge 1993. Rigsdagsstidende 1908-1937. Salomonsen, Finn. Thule i dag. Kronik i Politiken 20. November 1936. Sand, Rudolf. Knud Rasmussens virke i og for Thu- le-distriktet. I Knud Rasmussen Mindeudgave. 1935. Sand, Rudolf. Nogle træk af Thules historie. I Det grønlandske Selskabs Aarsskrift 1938, s. 43-59. Sveistrup, P.P. Rigsdagen og Grønland. I Den danske Rigsdag, bd. IV, s. 205-311, Kbh. 1953. Sørensen, Axel Kjær. Danmark-Grønland i det 20. århundrede. 1983. Thorleifsen, Daniel. Politikeren Augo Lynge. Augo Lynges idé om ligestilling mellem danske og grøn- lændere ca. 1930-50. Upubl. Århus 1991. Thuesen, Søren. Fremad, opad. Kampen for en mo- derne grønlandsk identitet. Kbh. 1988. Tiemroth, Jens Henrik. Knud Rasmussen og Thule på EDB. I Bogens Verden, nr. 4, september 1994, s. 232-235. Tranemose, Tommy. Grønlandskonflikten. Med særlig henblik på den danske politik 1930-1933. Upubl. Kbh. 1995. Tving, R. Træk af Grønlandsfartens historie. Kbh. 1944. Wamberg, Peter. Knud Rasmussen og anlæggelsen af handelsstationen i Thule. I Handel og Søfartsmuseet på Kronborgs Årbog 1961, s. 23-47. Vanggaard, J. S. Med Gertrud Rask til Grønland. Rigs- dags-delegationens rejse sommeren 1923. Køben- havn 1923. Vaughan, Ricard. Northwest Greenland. A History. Maine 1991. Vibe, Chr. Nekrolog over Hans Nielsen. I Det grøn- landske Selskabs Aarsskrift 1951, s. 162-164. Wowern, Eric. Greenland 1980. GF 4. The Thule Locals. Virum 1979. 250 [29]