[1] Kysttrafikken og forsyningstjenesten i Grønland under 2. Verdenskrig Af Helge Schultz-Lorentzen 5 O-året for Danmarks befrielse, og der- med Grønlands genforening med Dan- mark, blev i 1995 mindet på mangfoldi- ge måder i såvel Danmark som Grønland. Tilbageblik på mange begivenheder blev foretaget såvel i medierne som ved diver- se sammenkomster, og mange personer blev mindet og takket for deres indsats under krigen. Denne artikel handler om de fartøjer og deres besætninger, som under Grøn- lands adskillelse fra Danmark, bragte for- syningerne frem og holdt samfærdselen i gang langs Grønlands kyster. En særdeles beundringsværdig indsats og et ganske enestående arbejde, som nok er værd at mindes. Skibstrafikken før 1940 Indtil hin skæbnesvangre 9. april 1940 modtog Grønland hvert år sine forsynin- ger fra Danmark med KGH's atlantskibe: flagskibet m/s DISKO fra 1927, som gjorde 4 rejser årligt, s/s HANS EGEDE fra 1905, 4 rejser årligt, s/s GERTRUD RASK fra 1923, 5 rejser, s/s GUSTAV HOLM, oprindeligt bygget til Kryolitsel- skabet 1893 som FOX 2, overtaget af KGH 1924, som gjorde 2-3 rejser, m/skonnerten SVÆRDFISKEN, ind- købt 1924, 3 rejser og s/s GODTHAAB fra 1898, som efter 1925 ikke var i fast fart, men udlånt til videnskabelige ekspe- ditioner. Disse skibe suppleret med 2-3 chartrede skibe bragte forsyninger, post og passagerer frem direkte til de enkelte kolonier i perioden ultimo marts til pri- mo november. GERTRUD RASK sørge- de desuden for forsyningerne til Ammas- salik og Scoresbysund på østkysten samt efter 1937 også til Thule. Kryolitselska- bets dampskib s/s JULIUS THOMSEN fra 1927 besejlede udelukkende Ivigtut med forsyninger og mandskab. Helge Schultz-Lorentzen, f. 23.12.26 i Køben- havn, opvokset i Grønland, lærereksamen 1953, ansat ved det grønlandske skolevæsen 1954-82, 1958 efterskoleforstander i Aasiaat, 1961-82 ledende skoleinspektør i Qaqortoq. 1982 ansat ved Grønlands Landsmuseum og fra 1984 leder af Grønlandssekretariatet på Nationalmuseet. Har skrevet flere artikler om skibsfart i Grønland og sammen med arkitekten Søren Vadstrup udgivet bogen »Julianes Haab« Qaqortoqs bebyggelses- historie, Atuakkiorfik 1994 samt flere artikler om Grønlands bygningshistorie. Fra 1990 formand for Det grønlandske Selskab. 285 [2] s/s GERTRUD RASK tørrer sejl i Julianehåt. Foto Ulf Gad, Den interne kysttrafik mellem kolo- nidistrikterne var ret begrænset. Passager- befordring, der mest drejede sig om tjenstlige forflyttelser samt gods- og post- forsendelser mellem kolonierne blev kla- ret af togtefartøjerne. Dog medtog Adantskibene også passagerer, gods og post på kysten, når det var muligt. For- bindelse mellem kolonien og distiktets udsteder og bopladser blev ligeledes opretholdt af togtefartøjerne og koloni- ens motorbåde. Før krigen levede man i hvert koloni- 286 distrikt ret isoleret fra omverdenen. Und- tagelsen var naturligvis når Danmarks- skibet ankom med post, mennesker og nyheder ude fra. Så var der travlhed på havnen og fest i kolonien. Det skete da også, at et af togtefartøjerne anløb eller der kom besøg af landsfogeden, provsten eller skolekonsulenten. Men bortset fra det pust, man fik udefra, var en såden begivenhed ikke at regne mod Dan- marksskibenes ankomst og ophold. Ende- lig var der de såkaldte »sommermænd«, som i egne fartøjer rejste langs kysten [3] hver sommer: geodæterne i de »blå både«, marinens opmålings- og inspektionsfar- tøjer, fiskeribiolog Poul Marinus Hansen i UMARISSOQ og motorinspektør Aug. Olafsson i DAGMAR, Knud Rasmussens gamle motorbåd. Alle velkomne gæster. Kun sidstnævnte nåede til Grønland i 1940. Administrationen og forsyningstjenesten efter 9. april Da forbindelsen til Danmark blev afbrudt den 9. april 1940 var Grønlands forsyning af varer et af de mange proble- mer, der hurtigt måtte findes en løsning på. Allerede i efteråret 1939 havde Grøn- lands Styrelse imidlertid været så forud- seende, at man ikke alene havde fyldt alle efterårets skibe til bristepunktet med varer, men også udsendt ekstra forsynin- ger med et par chartrede skibe, der skulle hente kryolit i Ivigtut. Disse ekstraforsy- ninger blev oplagret i henholdsvis Julia- nehåb og Godthåb og skulle bringes ud til kolonierne i tilfælde af forbindelsen til Danmark skulle stoppe. Lige inden den tyske besættelse var s/s GERTRUD RASK afsejlet d. 20. marts med 445 tons last til Julianehhåb og s/s HANS EGEDE var afgået d. 2. april med 500 tons til Frederikshåb og Godthåb. Kryolitselskabets JULIUS THOMSEN var ligeledes afsejlet med fuld last til Ivig- tut den 31. marts, men blev opbragt af englænderne og nåede først frem til Ivig- tut den 2. juni efter 7 ugers internering i engelsk havn. m/s DISKO lå fuldlastet ved Handel- ens Plads for enden af Strandgade, klar til afgang d 11. april og kom ikke afsted, m/s SVÆRDFISKEN, s/s GUSTAV HOLM og s/s GODTHAAB, der var oplagt, måt- te ligeledes forblive i Danmark under hele krigen. I Grønlands Styrelse var man naturligt nok stærkt bekymret over situationen og udsendte flere direktiver om hvordan man skulle forholde sig. Bl.a. en telegra- fisk forholdsordre d. 22 april, hvori man til sidst skriver: »Embedsrejser, togterej- ser, hospitalsindlæggelser indskrænkes til de uafviseligt nødvendige med strengeste økonomisering af brændselsolie samt den størst mulige anvendelse af sejlkraft til alle fartøjer.« Da havde Landsfogeden i Sydgrønland allerede den 15. april udsendt en be- kendtgørelse om, at alt salg af solarolie og petroleum til private var forbudt, og at tjenestemænds motorbådsrejser skulle ophøre bortset fra tilfælde, hvor det var bydende nødvendigt samt at sejlføring med stoppet motor skulle benyttes mest muligt og tomgangskørsel begrænses til mindst mulige minutantal. Denne bekendtgørelse blev dog senere ophævet igen. I Grønland tog landsfogederne Eske Bruun i Godhavn og Axel Svane i Godt- håb nu sagen i egen hånd, idet de d. 23. april udsendte meddelelse om, at de på eget ansvar havde overtaget regerings- myndigheden og administrationen af Grønland. Samme dag oprettede Dan- marks gesandt i USA, minister Henrik Kaufmann »American Danish Greenland Commission« i New York, hvis opgave først og fremmest skulle være at sikre for- syninger til Grønland og afsætning af grønlandske produkter i Amerika. Fremskaffelse af forsyninger til Grøn- land var det problem, der først og frem- 287 [4] s/s HANS EGEDE i København på vej til Grønland. 288 ii. [5] mest trængte sig på. Levestandarden måt- te — så vidt det overhovedet var muligt — holdes på samme niveau som før krigens begyndelse. Det vil sige regelmæssig for- syning af almindelige forbrugsvarer og af varer, der var nødvendige til opretholdel- se af de grønlandske erhverv. Man ville med andre ord gøre alt hvad der var muligt for, at den grønlandske befolk- nings tillid til den danske administration og dennes evne til at holde Grønland for- synet som hidtil ikke gik tabt. Den katastrofale situation fra eng- landskrigene 1908-14 har man uden tvivl også haft i tankerne. En gentagelse måtte man sætte alt ind på at undgå. Først på sommeren 1940 blev der afsendt en delegation til USA for at få etableret et indkøbskontor, og i løbet af forholdsvis kort tid kunne man modtage de første laster med varer fra USA. Men også fra Canada modtog man alle- rede i begyndelsen af juni forsyninger til Ivigtut. Afskibningen fra Amerika foregik det første år (1940) fra New York med fragte- de — mest norske - skibe, der skulle til Ivigtut for at hente kryolit. Lasterne blev oplosset enten i Ivigtut, Julianehåb eller Godthåb, hvorfra GERTRUD RASK og HANS EGEDE videretransporterede varerne til de øvrige kolonier, godt hjul- pet af KGH's togtefartøjer. I slutningen af november 1940 afgik HANS EGEDE til s/s JULIUS THOMSEN ved iskanten i Christianshåb 1943. 289 [6] New York og lige efter årsskiftet fulgte GERTRUD RASK efter. I løbet af 1941 afhentede de to KGH skibe flere laster i Amerika, men deltog også i et vist om- fang i kystbesejlingen. JULIUS THOM- SEN afgik allerede i slutningen af juni 1940 på sin første rejse til USA og bragte flere laster fra Amerika direkte ud til kolonierne. I løbet af foråret 1941 indså man imid- lertid, at det var nødvendigt at omorgani- sere forsyningstjenesten. Ved Godthåb oprettede man et centralkontor, som under ledelse af handelsinspektør Axel Malmquist, dels skulle skaffe de nødven- dige varer udefra og dels sørge for, at de blev fordelt i Grønland i henhold til de enkelte kolonidistrikters behov. Desuden skulle indhandlingen af grønlandske pro- dukter, deres bearbejdning samt opsam- ling af de færdige produkter i bestemte afskibningshavne sættes i system. Samti- dig blev »American Danisch Greenland Commission« i New York nedlagt og er- stattet af en permanent Greenland Dele- gation, i daglig tale benævnt Greendel, som blev tilknyttet det danske general- konsulat i New York. Man etablerede transithavne hvortil de chartrede skibe gik. Egedesminde for Nordgrønland og Godthåb/Sukkertop- pen for Sydgrønland, mens Julianehåb som hidtil fik direkte forsyning til det store distrikt, der dengang også omfat- tede Narsaq og Nanortalik. I transithav- nene skulle skibslasterne fra USA og Canada losses og opmagasineres for senere at fordeles til vestkystens 13 kolonier og ca. 60 øvrige handelssteder, hvilket krævede skibstonnage af et bety- deligt omfang. Disponible skibe og togtefartøjer Til disposition havde man atlantskibene GERTRUD RASK (Chr.Vestmar), HANS EGEDE (N.O.Pedersen) og JULIUS THOMSEN (O J.Nielsen), som forøvrigt alle blev indregistreret i Godt- håb, og under hele krigen førte dansk splitflag med de korslagte harpuner. Des- uden rådede man over de fartøjer, som almindeligvis hørte til hvert kolonidi- strikt på vestkysten: et togtefartøj, et par motorbåde samt nogle gamle sejlførende storbåde, der for det meste blev bugseret af et motordrevet fartøj, og som ofte blev anvendt til transport af kul, spæktønder o.lg. rundt i distriktet. Det var dog Handelens flåde af togte- fartøjer - skonnertflåden - der kunne gøre størst nytte i forbindelse med ud- bringning og fordeling af forsyningerne. I foråret 1940 talte denne flåde 6 mo- torskonnerter og 5 motorgaleaser, samt l motorjagt. De var højst forskellige i alder, størrelse og stand. Den ældste bygget 1898 og den yngste 1934. Kun 3 af dem var bygget til KGH. De øvrige var erhver- vet brugt, selv om et par af dem havde haft en fortid i grønlandske farvande. I Julianehåb rådede man over skonner- terne BJØRNEN med en lasteevne på 80 tons og SØKONGEN, der kunne laste 140 tons. Desuden havde man den gamle sejl- galease EMMA fra 1885 og motorjagten ERIK RØDE - KGH's første motordrev- ne togtefartøj, som imidlertid var lagt op for kondemnering. I Frederikshåb var motorgaleasen LOUISE på 46 brt. statio- neret. Desværre forliste LOUISE i som- meren 1940 på vej til værftet i Holsteins- borg. 290 [7] T^>i?*^«*S^^fe;" "' ' "''•. - '- '.' --.-•'.''^'ifi^^a^ff^^M.-. .-.. .;-.-•;"..-1.;,... Skibshavnsvejen i Godthåb under krigen. Det 2 etagers hus midt i billedet er Handelsinspektoratet, hvorfra forsy- ningstjenesten under krigen blev dirigeret. Huset foran er den canadiske konsulatbygning. I Godthåb var skonnerten KLAPMYD- SEN med en lasteevne på 150 tons, i Sukkertoppen galeasen NARHVALEN, der kunne klare 40 tons, i Holsteinsborg galeasen HVALROSSEN ligeledes til 40 tons, i Egedesminde den tremastede motorskonnert FYLLA, der kunne rum- me 200 tons og i Christianshåb motor- galeasen NORDLYSET til 55 tons. God- havn rådede over galeasen HVALEN til 50 tons og i Umanaq var skonnerten HVIDFISKEN, der havde plads til 110 tons og endelig var motorskonnerten SIGRID, som kunne rumme 90 tons, placeret i Upernavik. FYLLA, KLAPMYDSEN og SØ- KONGEN blev i 1941 direkte underlagt centralkontoret i Godthåb og skulle hovedsagelig fordele forsyninger langs hele vestkysten og til Thule. Besætningerne var overalt grønlandsk, mens fartøjsførerne var dansk i SØKON- GEN (først skiftende, fra 1941 K.Holst), KLAPMYDSEN (I.Juul Andersen), FYL- LA (Aage Hansen), NORDLYSET (P.Jakobsen), HVIDFISKEN (Alfr.Chri- stensen) og SIGRID (Per Vilsen); og grønlandsk i BJØRNEN (Jakob Karlsen, »Jakka«), NARHVALEN (Albrecht Skif- te, Aalibak)), HVALROSSEN (Andreas Olsen, Andaliarse), HVALEN (Carl Thy- gesen, senere K.Høhl) og LOUISE (Elias Møller). De fleste af disse togtefartøjer havde haft en broget og spændende fortid før de var havnet i den grønlandske »indenrigs- flåde«. (Se omtale af de enkelte fartøjer sidst i artiklen). lait havde Grønlands Styrelse i 1939 foruden de 12 omtalte togtefartøjer (di- striktsfartøjer) med motor, 36 motorbåde samt 86 sejlførende fartøjer, heraf 7 tog- tefartøjer (storbåde) under 20 tons og l over (galeasen EMMA) - alle uden 291 [8] motor. (Grønlandske fiskere og fangere havde ialt 73 motordrevne fartøjer). I september 1940 forliste — som allerede nævnt - LOUISE på vej fra Frederikshåb til værftet i Holsteinsborg. Besætningen på 5 mand - alle fra Frederilcshåb - omkom. Den gamle motorgalease ERIK RØDE blev ophugget. Der var således 10 fartøjer til, dels at fordele forsyningerne fra transithavnene, og dels til den videre transport fra distrik- tets handelspladser med hjælp fra koloni- ens storbåde og større motorbåde. Som returlast medbragte de spæk, saltfisk, skind m.v. fra indhandlingstederne til transithavnene, hvor de grønlandske pro- dukter skulle afskibes til Amerika, Cana- da eller Portugal, hvorfra man blev forsy- net med salt og som aftog flere skibslad- ninger saltfisk. Østkystens to kolonier samt Thule var naturligvis særlig problematiske at kom- me til, men de skulle jo også have forsy- ninger. I 1940 gennemførte SØKONGEN 2 rejser til Ammassalik med styrmand Thøger Sørensen fra GERTRUD RASK (senere kendt som KGH-kaptajn »Super- søren«) som skipper. BJØRNEN gjorde l rejse til Angmassalik og Scoresbysund. Det var løvrigt første gang nogensinde, at skonnerter fra vestkysten besejlede Øst- grønlands kolonier. Året efter var det GERTRUD RASK, der besejlede østky- sten. Da Amerika kom med i krigen var det ganske udelukket at sende skonnerter dl Østgrønland og forsyningerne blev sendt med amerikanske skibe fra baserne. Dette var befolkningen i Ammassalik og Scoresbysund ret misfornøjede med. Ikke 292 fordi man på nogen måde led nød, men forsyningerne kom meget uregelmæssigt. Det værste var