[1] Jagten på den russiske grønlænder Af Bent Nielsen De fleste danskere - og i hvert fald dette blads læsere - vil givetvis vide, at der næppe er én eneste grønlænder i den gamle russiske hovedstad, Skt. Peters- borg. Når der alligevel er mening i over- skriften, har det baggrund i et kig rundt i byens kroge, som har vist, at denne sand- hed ikke er så ligetil endda. Peter den Store (1672-1725) var en mand med ambitioner og jernvilje. Dét er Skt. Petersborg, selv i dag, 270 år efter hans død et overvældende bevis på. Byen, som Peter lagde navn til, har modstået 70 års kommunistisk kulturpolitik, 900 dages belejring under Anden Verdenskrig og endog de sidste 5 års kapitalistiske reklameinvasion. Skt. Petersborg består reelt af to dele: Et stort centrum, der er den oprindelige by anlagt midt i Neva- fiodens delta, og nord, øst og syd herfor de store områder som er opstået i kom- munist-perioden og som af mange peters- borgere lidt nedladende stadig kaldes »Le- ningrad« - endeløse boligkvarterer med gråt betonbyggeri. I året 1721 åbnede den danske kong Frederik d. 4. adgang for Hans Egede til at »genopdage« Grønland. Samme år blev 316 en anden dansker, Vitus J. Bering ansat med rang af kaptajn i den russiske mari- ne. Få år senere blev han af Peter den Sto- re sendt østpå for at undersøge de ukend- te områder mellem Asien og Amerika. Disse to danskere nåede altså omtrent samtidig til hver sit yderdistrikt af de ark- tiske områder, der dengang som i dag, bebos af eskimoer: Grønlands syd-vest- kyst og Sibiriens øsjtligste spids. Vitus Berings møde med de sibiriske eskimoer er der vidnesbyrd om i Skt. Petersborg. Peter den Store og hans sene- re efterfølgere ville skabe en verdensby, som kunne imponere og præsentere alle Ruslands herligheder. Derfor er der her en lang række museer, som kan fremvise det glorværdige imperiums magt, rigdom og fremgang. På Det Etnografiske Museum er der netop genåbnet en afdeling, som præsen- terer Sibiriens østligste folk. Udstillingen er præsentabel og informerende; men Bent Nielsen, født 1956, stud.mag. i eskimologi med sidefag i russisk og minoritetsstudier. [2] Ruslands enestef?) grønlænder. Det antropologisk-etnografiske Museum, Skt. Petersborg. Foto: Bent Nielsen. uden smålige hensyn har man under ét præsenteret eskimoer, chuktere, koryak- ker og nenets - en samlet befolkning på ca. 60.000, hvoraf eskimoerne udgør under 3%. Man far altså et generelt ind- tryk af disse fire folkeslags oprindelige kultur, men ingen specifik information om eskimoerne. Et noget andet indtryk møder publi- kum på Det antropologisk-etnografiske Museum. Her er samlinger fra kulturer overalt i verden og altså også fra det eski- moiske arktis. Museet er af den gamle slags med kæmpevitriner, hvori »typiske situationer« fra den pågældende kultur er opstillet. I den eskimoiske afdeling er der en klar opdeling og med kort anvist, hvor de enkelte etnografika hører hjemme og en anskueliggørelse af, at der også inden- for den traditionelle eskimoiske kultur var forskelle fra område til område. Sam- lingen er — måske lidt kedelig - men rig- holdig og informerende. Og her fandt jeg en grønlænder! - gan- ske vist en dukke, men iført den traditio- nelle grønlandske skinddragt og ved siden 317 [3] Sovjettidens syn på den gamle uddøende kultur og boglig oplysning som vejen fremad og opad. Foto: Bent Nielsen. af en karakteristisk nyere grønlandsk na- tionaldragt med perler og hvide kamik- ker. Et andet spor af grønlændere i Skt. Petersborg er den kæmpemodel af det arktiske område - inklusive hele Grøn- land, der møder publikum som det første på Det arktisk-antarktiske Museum. På samme museum er udstillet to ganske specielle, men udtryksfulde skulpturer: En lidt forhutlet, sammenkrøbet, gam- mel eskimo-kvinde i traditionel skind- dragt og en ung opadstræbende eskimo- kvinde med en bog som fornyelsens sym- bol og kraft. Sovjetisk propaganda, javel, men også et udtryk for den retning kommunikatio- nen mellem de små eskimoiske samfund i det yderste Sibirien og Skt. Petersborg har haft. Bogen er europæeres nøgle til en ny og bedre verden - lagt i hånden på en eskimo. Dermed har eskimoen faet anvist sin (europæiske) vej ind i fremtiden. Sam- tidig er den gamle eskimokvinde og hen- des kultur tydeligvis overflødiggjort. — Et eksempel på den påvirkning eskimoerne har været udsat for siden den første kon- takt med europæere. En påvirkning stort set uden gensidighed. En påvirkning som også grønlændere har kendt siden den 318 [4] Vladimir Raktylin, redaktør for dobbeltsprogede tidsskrifter og skolebøger mv., som distribueres og anvendes i det nord-østlige Sibirien. Foto: Bent Nielsen. første kontakt med Danmark. Køben- havn og Skt. Petersborg har nok haft for- skellige strategier og mål i forholdet til deres eskimoiske kolonier; men begge ste- der har påvirkningen været overvældende og stort set ensrettet. En rundtur, som ovenfor beskrevet, foretaget i København, vil markant adskille sig fra turen i Skt. Petersborg. På Nationalmuseet i København findes meget store samlinger af eskimoiske etno- grafika, både fra Grønland, Canada, Ala- ska og Sibirien. Desuden er der i det øvri- ge København et væld af umiddelbart til- gængeligt materiale om Grønland og dets befolkning: Skulpturer, mindesten, for- eninger, institutioner, politikere — og ikke mindst: Grønlændere, som det ikke er usædvanligt af møde på Københavnske gader. Selvom relationerne mellem Dan- mark og Grønland har været ensrettet, er der dog i dag også mange vidnesbyrd om en vis gensidighed mellem de to lande. Tilsvarende vidnesbyrd om gensidighed i forhold til de sibiriske eskimoer er det vanskeligt at finde i Skt. Petersborg (når Skt. Petersborg her nævnes i stedet for Moskva, er grunden den, at de institutio- ner, som referer til det nordlige Sibiriens folk, etableredes dengang Skt. Petersborg endnu var hovedstad - og disse institu- tioner er fremdeles beliggende her). En enkelt af disse institutioner er dog helt ung: »European University of St. Petersburg«, hvor man forsøger at skabe et universitetsmiljø uafhængigt af den gamle hierarkiske tradition. Jeg fik mulig- hed for at interviewe universitetets vice- rektor, lingvisten Nikolaj Vakhtin. Vakh- tin har af flere omgange været på Chu- kotka-halvøen og kender meget indgåen- de eskimoernes sprog, kultur og aktuelle politiske og økonomiske situation. På spørgsmålet om relationerne mellem det europæiske Rusland og de sibiriske eski- moer, er Vakhtins svar klart: »Påvirknin- gen er helt ensrettet - de politiske og øko- nomiske forandringer i Ruslands magt- center influerer voldsomt på eskimoernes dagligdag, men eskimoerne er uden mu- lighed for at påvirke de centrale beslut- ningstagerne. Selvom nogle eskimoer vil- 319 [5] le foretage den 8000 km lange rejse fra Chukotka til Moskva og opnå adgang til Kreml, måske endda fa Boris Jeltsin i tale og fa ham overbevist om konkrete tiltags nødvendighed - så ville det alligevel ikke nytte. Mellem Jeltsin og eskimoerne er der geografisk så langt og så mange bureaukratiske led, at enhver konkret aftale vil smuldre til intet inden den når ud til modtagerne«. Vakhtin nævner bl. a. et eksempel, hvor skadeserstatning efter en forureningsulykke aldrig nåede frem til de lokale fangere og fiskere, men for- svandt et sted i provinshovedstaden Ma- gadan. »De lokale og regionale myndig- heder er de reelle magthavere i forhold til eskimoer og andre mindre minoriteter. Desuden er så simple ting som tilstede- værelsen af en bank, infrastruktur og ud- dannede personer på en mængde områ- der reelle problemer«, siger Vakhtin og svarer på spørgsmålet om, hvad der nu og her er det mest akutte behov: »De største umiddelbare behov for befolkningen i det nord-østlige Sibirien er klare retningslini- er for deres erhvervsgrundlag: Fangst og fiskeri. Ét gennemsnits eskimo-samfund behøver blot et område med en radius på 20 km for at kunne klare sig. Men inden- for dette område må de have fri jagt og fiskeri og ikke som nu forud for hver jagt ansøge om tid, sted, antal osv.« »Som petersborger er man i øvrigt generelt velset i det nord-østlige Sibirien«, nævner Vakhtin. »Fra Moskva kommer alle de politiske og økonomiske ubehage- ligheder; men i Skt. Petersborg ligger de institutter og institutioner, som repræsen- terer det positive bindeled mellem det europæiske Rusland og det nord-østlige Sibirien.« En institution som har haft overor- dentlig stor betydning er Hertzens pæda- gogiske Universitet, hvor mange unge mennesker fra Nord-øst-sibirien har faet deres eksamen som lærere, administrato- rer eller andre samfunds-uddannelser og senere er vendt tilbage til Sibirien. Des- værre måtte jeg affinde mig med, at der p.t. ingen eskimoiske studerende er på dette universitetet. En anden vigtig funk- tion har til huse i Bøgernes Hus (Dom Knigi) på Skt. Petersborgs hovedstrøg: Redaktionen af tidsskrifter, skolebøger mv. for eskimoer og andre nord-øst-sibi- riske folk. Redaktør Vladimir Raktylin er umådelig venlig og demonstrerer gerne eksempler på deres produktion af dob- beltsprogede bøger og tidsskrifter. Bag det.russisk-klingende navn skjuler der sig — en grønlænder! Det vil sige, det var mit første indtryk. Udseendet, venligheden ogjnimikken mindede mig om min egen grønlandske familie; og Raktylin viste sig da også at have kontakter til »Ilisimatu- sarfik« (universitetet) i Nuuk og »Kalaal- lit niuutaat« (Grønlændernes Hus) i Kø- benhavn. Men grønlænder er han nu ikke. Han taler yupik (de sibiriske eski- moers sprog) men er chukter. Med Raktylin sluttede min søgning efter grønlændere i Skt. Petersborg. Reelt fandt jeg jo ingen grønlændere - og hel- ler ingen sibiriske eskimoer. Og dette bør måske ikke undre al den stund Ruslands eskimoiske befolkning (ca. 1800) kun udgør godt l procent af l promille af hele Ruslands befolkning (ca. 150.000.000). Men — i lighed med København - er Skt. Petersborg et centrum for uddannelse, forskning og museal virksomhed ved- rørende eskimoerne. 320 [6]