[1] Grønlands ældste minedrift Af Jens Fog Jensen, Lykke Johansen og Erik Brinch Petersen Nuussuaq halvøen har med iværksættel- sen af en fornyet olieeftersøgning påkaldt sig en del opmærksomhed gennem de seneste år. Tidligere fandtes adskillige kulminer i området, og for 4500 år siden forsynede kiselskiferlagene på Nuussuaq store dele af Vestgrønland med råmateri- aler til redskaber. Minedrift i den nord- lige Disko Bugt er således ikke noget nyt fænomen. Det har været praktiseret lige siden de tidligste stenalderfolk indvan- drede til Grønland. Flinthuggerens sten- brydning og håndværk var ganske vist ikke industrielt anlagt i samme målestok som den moderne råstofudvinding, men nye fund fra området omkring den gam- le kulmine ved Qaarsut på nordsiden af Nuussuaq viser dog, at udvindingen må have haft et anseeligt omfang. Sten som råstof Da de første stenalderfolk indvandrede til Nordgrønland og efterfølgende bredte sig ned langs den grønlandske vestkyst, var deres eksistens baseret på lokalt til- gængelige fangstdyr og råstoffer. Fangst- dyrene leverede udover føde, skind til klæder, telte og både samt tand, ben og tak til redskaber. For at få fat i fangstdy- rene og for at kunne tilberede dem, var det nødvendigt med en skærende æg på knive, harpunhoveder og pilespidser. Hertil anvendtes forskellige stenarter med specielle krystallinske egenskaber, der gør, at de ved slag eller tryk spalter i muslede brud på samme måde som glas eller flint. Det muslede brud kan kon- trolleres, således at flinthuggerens slag eller tryk afgør hvor meget og hvilken del af råemnet, der afspaltes. Samtidig er kanterne på afspaltningerne knivskarpe og velegnede til våben og redskaber. Forekomsten af stenarter med de rette egenskaber er dog stærkt afhængig af de lokale geologiske forhold. Jens Fog Jensen. Cand. phil. i forhistorisk arkæo- logi. Fra 1993 til 1997 museumsleder ved Qasi- giannguit lokalmuseum. Lykke Johansen. Ph. d. studerende ved Institut for Arkæologi og Etnologi, Københavns Universi- tet. Har siden 1993 deltaget i flere udgravninger i Disko Bugt. Erik Brinch Petersen. Lektor ved Institut for Ar- kæologi og Etnologi, Københavns Universitet. Har siden 1984 foretaget flere udgravninger i Disko Bugt. 137 [2] lokalitet med råstofudvinding Fig. l: Disko Bugt med lokaliteter omtalt i teksten. 138 [3] Fig. 2: Tildannelsen af et redskab foregår i flere stadier. Først tilhugges råemnet med »hård teknik«, direkte slag med en sten. Dernæst bearbejdes kernen med »blød teknik«, direkte slag med en blødere hammer af rentak eller knogle. Til den endelige udformning og til senere opskærpninger anvendes presteknik, hvor de fine små afslag fjernes med en lille spids af tak, tand eller knogle. Tegning: L. Johansen. Danmarks undergrund er rig på flint, hvilket afspejler sig ved, at man gennem stenalderen oplever et frådseri med flint. Redskaberne er generelt store, og for- arbejder eller næsten færdige redskaber findes kasseret blot de havde små fejl. I Grønland har man måttet ty til andre stenarter så som kiselskifer, der i særlige tilfælde har de ønskede egenskaber, eller til kalcedon og bjergkrystal. Der findes endog eksempler på, at indfødte be- folkningsgrupper i andre verdensdele har brugt glas til redskabsfremstilling. Til stor irritation for det australske telegraf- væsen var det således en udbredt sport blandt landets aboriginals at lave pile- spidser af isolatorer, som blev fjernet fra de endeløse telegraflinier, der krydsede landets centrale ørkenområder! Den lokale geologi spiller en afgøren- de rolle for stenalderfolkenes tilværelse og overlevelse. I områder uden velegnede råmaterialer måtte man anvende mindre egnede stenarter eller importere råvarer fra andre områder. I Vestgrønland domi- neres grundfjeldet i vid udstrækning af gnejs og granit, hvori der kun sjældent forekommer materialer, der er egnede til redskabsfremstilling. Bjergkrystal er dog almindeligt udbredt, og i sprækkezoner kan der undertiden også findes forskel- lige former for delvist smeltede eller på anden måde omdannede bjergarter, der har de rette egenskaber. Sådanne små lokale ressourcer har sikkert været udnyt- tet fra tid til anden (Petersen 1988). På Nuussuaq, og på Disko, er fjeldenes geologiske beskaffenhed imidlertid en 139 [4] Krystallinsk gnmdfleld gnejs med amphibolitgange - W Karsaersuk in Kartenskizze der Umgebungen von Kareuarsuk "^"J^/M i i Nord se i te der Halbinse! Nugsuak, NW GrCnland. Hflhenzahlen in Metem topogr. und geol. aufgen{»nmcn von Arnold Hcim, 3. VIII. 1909. ° 3°° ' * ' fcm 1130.000 Alluvulkegle ralrjr»|>huotM ti Fig. 3: Geologisk kort fra området omkring Qaarsut, Kridttidens skiferlag er vist med gult, og vulkanske intrusio- ner er vist med grønt. Forekomsten af velegnede råmaterialer antages især at være knyttet til områder, hvor der er direkte kontakt mellem de to bjergarter. Efter Arnold Heim 1911. Gengivet med tilladelse fra Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. anden. Her er sedimentbjergarter vidt udbredte, og her findes den kiselskifer, der nu kaldes killiaq (tidligere angmaq), og som på Saqqaq-bopladser i Disko Bugt findes anvendt i op til 90% af red- skaberne. Det er ^øvrigt i de samme områder, at man kan finde kalcedoner og agater, der er det dominerende råmate- riale til Dorset-kulfurens redskabsfrem- stilling. Det er dog ikke alle kiselskifre, der kan anvendes til redskabsproduk- tion. Mange skifre på Nuussuaq er gan- ske bløde og smuldrer ved håndtering. De velegnede skifre optræder i de områ- der, hvor vulkansk aktivitet gennem kontaktmetamorfose har smeltet og omdannet den blødere skifer til en mere hård variant. Den palæo-eskimoiske råstofudnyttelse må derfor formodes at have koncentreret sig om det vestlige Nuussuaq og Disko, hvor talrige diabas- gange gennemskærer skiferlagene. Selv om de geologiske forudsætninger for de forskellige råstoffers forekomst er velbelyst, så er der hidtil kun lokaliseret få stenbrud eller udvindingsområder, og der er endnu ingen lokaliteter, som har gennemgået systematiske undersøgelser. For tiden kan der med sikkerhed kun peges på to lokaliteter, hvor killiaq har været udvundet under Grønlands sten- alder. Ved Qaarsut på Nuussuaq-halvøen forekommer en massiv råstofudnyttelse, og på Angissat i øgruppen Grønne Ej- 140 [5] co 5On <.a.15 O m Sandstrand Flutlirue P. Jlrnoldfle/m a u f. Fig. 4: Snit af peridotit P (sort) og basaltgang B ved kulminen Qaarsuarsuk, set fra stranden. S = sandsten. G = kulbånd, undertiden omdannet til grafit. Kon- taktomdannede sedimenter er skraveret. Efter Arnold Heim 1911. Gengivet med tilladelse fra Kommissio- nen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Fig. 5: Ubearbejdet blok af killiaq liggende i elvleje ved Qaarsut. Fig. 6: Kerner fra området omkring Qaarsut. Den største af kernerne er 13 cm lang. Foto: Kitt Weiss. 141 [6] land findes spor efter en mere begrænset udnyttelse, der er knyttet til Disko Bug- tens sydligste forekomst af bjergfast ski- fer. Ud over disse to nye lokaliteter findes der sandsynligvis flere andre palæo-eski- moiske råstoflokaliteter på Nuussuaq og på Disko, men feltundersøgelser af den- ne side af Grønlands stenalderbosættelse er kun lige begyndt. Råstojudvinding ved Qaarsut I forbindelse med projekteringen af en lufthavn ved Qaarsut, Nuussuaq foretog Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og Qasigiannguit lokalmuseum i 1994 en rekognoscering af det berørte område. Herved opdagedes udbredte spor efter huggepladser i området omkring elven Qaarsut Kussinersua. Ved huggepladser- ne lå foruden store mængder afslag af kil- liaq også en del kasserede råemner og forarbejder, som ellers er sjældne på palæo-eskimoiske bopladser. Det er imidlertid ikke første gang, der påvises palæo-eskimoisk aktivitet ved Qaarsut. Allerede i 1965 afleverede geologen Al- fred Rosenkrantz en kasse med redskaber og forarbejder til Helge Larsen på Na- tionalmuseet (NM ^ j.nr.260/65). Med fundene fulgte også en beskrivelse af fund- forholdene. Rosenkrantz påviste, at rå- emnerne oprindelig måtte være hentet fra elvlejerne omkring Qaarsut, hvor el- vene har for vane at erodere sig ned langs de diabasgange, der ved deres dannelse for årmillioner siden leverede varmen til skiferlagenes omdannelse. De af Rosen- krantz indleverede fund henlå imidlertid ubemærket i Nationalmuseets arkiver, hvor kun fa havde kendskab til deres eksistens, indtil de nye fund dukkede op. Ved Qaarsut findes kiselskifrene frit tilgængelige i fast fjeld såvel som i form afløse stykker. Fundenes fordeling inden for det undersøgte område viser en tyde- lig koncentration omkring elvlejet, lige- som flere af de registrerede råemner og kerner er vandrullede på de flader, der ikke er tilhuggede. Som foreslået af Ro- senkrantz, må det derfor antages, at for- tidens flinthuggere har opsamlet råem- nerne i det store delta ved elven Qaarsut Kussinersua's munding, såvel som ved de andre elve i området. Råemner er også blevet hentet fra elvlejerne længere inde i landet, da der langs Qaarsut Kussinersua findes huggepladser og spredte afslag indtil et par kilometer op ad dens løb. Sporene efter den forhistoriske råstof- udnyttelse ved Qaarsut forstås bedst, når fundene inde i landet og langs kysten beskrives hver for sig. Omkring en kilometer inde i landet udvides elven Qaarsut Kussinersua i en stor alluvialkegle, der primært er opbyg- get af grus og store sten. I området om- kring denne findes en del huggepladser med store koncentrationer af afslag. På en grusslette nordvest for alluvialkeglen findes ligeledes pletvise forekomster af afslag og kasserede råemner spredt over et større område. Blokfragmenter og enkeltliggende store grove afslag findes ofte nær nogle meget store klippeblokke i grusslettens østligste del, hvor flint- huggeren kan have siddet. Egentlige red- skaber samt mere veltilhuggede forarbej- der er ikke fundet i dette øvre område. Disse spredtliggende afslag og blokfrag- menter vidner om en første test af det opsamlede råmateriale. Spaltede stykket ikke som ønsket, er det blevet kasseret 142 [7] Fig.7: Kerner fra området omkring Qaarsut. Tegning: L. Johansen. med det samme; var det derimod vel- egnet, blev det tilhugget til et forarbejde. Eller man har indsamlet råemner, for derefter at bringe dem ned til bopladsen ved kysten, hvor den videre forarbejd- ning er foregået. 143 [8] fundtype 0-1 km 1-2 km + 400 km råmateriale forekommer frit tilgængeligt + - - let forarbejdede råemner +++ + - store afslag +++ +++ ++ mindre afslag + +++ +++ kerner - +++ + redskaber - +++ +++ Råmaterialets relative værdi + ++ +++ Karakteristiske fundtypers forekomst i udvindingsområdet (0-l.Iun), på de nærmeste bopladser (1-2 km) samt på bopladser fjernt fra råmaterialets naturlige forekomst (+ 400 km). Genstande, der bevæger sig langt fra udvindings- området bearbejdes i stadigt stigende grad. Fundene fra det øvre område ved Qaarsut, samt fra Grønne Ejland er karakteriseret i kolonnen »0-1 km«. De kystbaserede bopladser omkring Qaarsut er karakteriseret i kolonnen »1-2 km«. Andre bopladser i Disko Bugt viser typisk en furidsamméflsætning som beskrevet i kolonnen »+ 400 km«. Nede ved kysten findes regulære bo- pladsaflejringer med massive ophobnin- ger af afslag og redskaber, trækul og kogesren, ligesom det også er i dette område, man finder de fint forarbejdede kerner (se fig. 6). Her har flinthugning været en primær aktivitet. Råstofudvinding på Grønne Ejland På baggrund af geologiske beskrivelser kombineret med erfaringerne fra Qaar- sut foretog Qasigiannguit lokalmuseum i 1996 en besigtigelse af øen Angissat i øgruppen Grønne Ejland med henblik på at lokalisere en eventuel råstofud- nyttelse. Sydkysten af Angissat udgøres af en ca. 20 m. høj lodret klippevæg, der næsten overalt rejser sig direkte fra havet, enkelte steder dog med en lille stenet for- strand. Her kan man i den lodrette væg se en Ulle forekomst af sandsten og kisel- skifer, samtidig med at løsblokke kan indsamles på stranden; på stedet er der dog ingen direkte vidnesbyrd om en for- historisk udnyttelse af råmaterialet. Den- ne fandt vi imidlertid oppe på øen et par hundrede meter længere mod øst, hvor der i en naturlig gryde lå en del let forar- bejdede råemner og store grove afslag. Netop disse fundtyper karakteriserer den del af udvindingsområdet, der ved Qaarsut strækker sig op langs elven ind i landet. På Grønne Ejland er der kun registreret ganske fa palæo-eskimoiske tomter. Sammenfattende kan sporene efter råstofudvindingen på Grønne Ej- land således bedst sammenlignes med de koncentrationer af afslag og kasserede råemner, der ved Qaarsut er fundet inde i landet. Ved Qaarsut synes der langs kysten at forekomme specialicerede bopladser for råstofudvinding og tilhugning af kerner. Sådanne kendes ikke fra Angissat, hvor- for den videre tilhugning af dette råma- teriale formentlig ikke er sket på selve øen, men på bopladserne i Sydostbugten og den sydlige Disko Bugt. Der kan dog være en anden forklaring på den tilsyneladende mere begrænsede udnyttelse af forekomsten på Grønne Ejland, idet de tilgængelige skiferlag lig- 144 [9] ger lavt, fra 0-5 m over havets overflade. Nyere undersøgelser af relative vand- standsændringer siden sidste istid tyder på, at landhævningen i den vestlige del af Disko Bugt er foregået i et tempo, hvor den nuværende vandstand først er nået omkring 1000 år f.Kr. (Rasch & Jensen in press). Den lavtliggende forekomst på Angissat kan derfor have været skjult under havet gennem det meste af Saqqaq-tid, således at skiferen først er blevet tilgængelig mod Saqqaq-kulturens slutning eller i løbet af Dorset-tid. På Nuusuaq har sådanne vandstandsæn- dringer kun haft begrænset indflydelse på råmaterialernes tilgængelighed, idet de her findes fra kote O til flere hundre- de meter over havets overflade. Fundene på Grønne Ej land og ved Qaarsut viser, at man fortrinsvis anvend- te sten opsamlet i elvlejer eller på stran- den. Udnyttelsen af en agatforekomst nær Scoresbysund angiver, at man også her har foretrukket de løstliggende blok- ke (Sandell og Sandell 1993). Ved udnyt- telsen af løsmaterialer spares arbejdet med selv at bryde stenen, ligesom man sikrer sig, at råemnerne er hårde og uden sprækker. Forskellige skifertyper Skifermaterialet, eller killiaq'en fra den nyfundne kilde på Grønne Ej land synes at adskille sig fra de varianter, der er kendt fra Nuussuaq. Grønne Ejland ski- feren karakteriseres ved en kraftig patine- ring i en honningfarvet kulør, og dette gælder for såvel de løstfundne blokke på Angissat som for de tildannede redskaber på bopladserne i Disko Bugt. De hidtil kendte skifertyper fra Nuussuaq optræ- der normalt i farver af en mere grålig ka- rakter og uden den stærke patinering. Hvis denne forskel mellem Nuussuaq og Grønne Ejland skifrene er rigtig, bliver det muligt at bestemme, hvilke stykker der stammer fra Nuussuaq, og hvilke der må komme fra Grønne Ejland. Petrolo- giske analyser af de forskellige skifertyper og stenredskaber fra fjerntliggende bo- pladser vil kunne bidrage til en bedre forståelse af denne endnu dårligt belyste side af Grønlands stenalder. Udveksling af råstoffer Råmaterialernes fordeling kan bruges til kortlægning af de forhistoriske kontakt- sfærer. Hyppig kontakt fører til god vare- udveksling over store afstande, mens dårlig kontakt fører til mindre vareud- veksling eller til dens ophør. For Saqqaq- folket's vedkommende kan vi iagttage, at killiaq fra Nuussuaq halvøen dominerer i hele Vestgrønland nord for Sisimiut / Manitsoq. I Nuuk-området bliver bille- det mere broget. Killiaq er stadig almin- delig, men den viger til fordel for andre råmaterialer som bjergkrystal og især kvartsit, der optræder i større mængder end det ses i Disko Bugt (Gulløv 1987; Gynter & Meldgaard 1984). Det spændende er nu, om man kan påvise, hvordan kerner, forarbejder og færdige redskaber er blevet fordelt i det nord- og vestgrønlandske område, selv om kendskabet til råmaterialernes natur- lige forekomst og til minerne stadig er yderst begrænset. For jæger-samler sam- fund gælder sædvanligvis en »down the line« distribution, hvilket vil sige, at en eftertragtet ressource eller råvare optræ- der i mængder, der er omvendt propor- 145 [10] B l DIREKTE ADGANG B har direkte adgang til kilden uden at Aj Eventuelle territorialgrænser kan krydses . --^»•-uden uden risiko, og der indgår ingen handels transaktioner. GENSIDIG UDVEKSLING (HJEMME) B besøger A ved A's lejr, og de udveksler de specielle produkter hver især er i besiddelse af. GENSIDIG UDVEKSLING (GRÆNSE) A og B modes ved deres fælles grænse med henblik på udveksling af varer. , BYTTEHANDEL Gentagen hjemme- eller grænsebasere! udveksling (for overskueligheds skyld er kun envejs udvekling _. gengivet), en vare bevæger sig gennem adskillige territorier :r?ed gentagen udveksling. -REDISTRIBUTIONS-CENTER A bringer produkter til en central lokalitet som tribut til en magthaver (A får gods eller — tjenesteydelse retur øjeblikkeligt, eller senere). B bringer ligeledes varer til centret, og modtager nogle af A's produkter. MARKEDSCENTER A bringer varer til markedet, hvor der udveksles direkte med B for B's produkter. Magthavere er kke diréRté ihvolvereTi processen. MELLEMMANDSHANDEL Mellemmanden udveksler med A og med B, men er ikke underlagt nogle af disses kontrol. HANDELSAGENT B sender en agent til A for at handle med denne. 10 O o Ressource Center Kolonial enklave Udveksling KOLONIAL ENKLAVE B sender agenter til at etablere en kolonial enklave nær A, med henblik på at handle med denne. HANDELSCENTER Både A og B sender agenter til en handelsplads, der ligger uden for nogle af disses jurisdkttøn. Magthaver / _____ y___Territorial grænse Person Involveret i udveksling Mellemmand Agent Fig. 8: Principper for vareudveksling. Udvekslingen af råmaterialer i Grønlands stenalder må tænkes at være fore- gået efter principperne som 1-4. Tegning af Annick Bothe (efter Renfrew) fra: C. Renfrew and P. Bahn 1996: Archaeology: Theories, Methods and Practice. 146 [11] tionale med afstanden til kilden. De enkelte gruppers mobilitet og kontakt til nabogrupper afgør, hvor langt råmateria- lerne bevæger sig. Fordelingen i sådanne relativt enkle systemer er på fig. 8 illu- streret med situationerne 1-4. Mere komplicerede udvekslingssystemer som illustreret på fig. 8;5-10, optræder nor- malt kun i forbindelse med en organise- ret handel. I sådanne situationer kan der også fjernt fra kilden stedvis optræde høje koncentrationer af en given vare, idet handelsfolk, lokale magthavere eller kolonialister samler til hobe og derigen- nem formidler en form for redistribution af eftertragtede varer fra fjerntliggende områder. I Grønlands stenalder må fordelingen af råmaterialer være foregået efter prin- cipperne som vist på fig. 8; 1-4. Der kan enten være tale om, at folk fra fjerntlig- gende områder har haft fangstrejser, der gik helt op til råstofområderne på Nuus- suaq, hvor de selv kan have gået til kilden og hentet sig de nødvendige råvarer (fig. 8;1), eller de lokale beboere kan have haft råstofudvinding som en bibeskæf- tigelse. Tilrejsende har så kunnet tusk- handle sig til forarbejder og måske også til færdige redskaber (fig. 8;2). Det er også muligt, at grupper fra andre områ- der har mødt Nuussuaqmiutterne på særlige aasivik-lignende lokaliteter, og at man her har udvekslet varer af forskellig art (fig. 8;3). Endelig kan råmaterialet være blevet sendt videre fra en nabo til den næste og så fremdeles (fig. 8;4), eller der kan have optrådt forskellige former for kombinationer af disse udvekslings- systemer. Forekomsterne af kiselskifer på Nuus- suaq synes at have dækket Nordvestgrøn- lands behov for råmaterialer gennem det meste af Saqqaq-tid. Man skal mange hundrede kilometer væk før der sker for- skydninger i valget af råmateriale. Kigger man specifikt på mængden af kerner, ses der allerede et markant fald når man bevæger sig væk fra Nuussuuaq. Blandt de tusinder af redskaber, der er udgravet på den store Qeqertasussuk-boplads i Sydostbugten (Grønnow og Meldgaard 1991; Grønnow 1994), er der kun gan- ske få kerner, ligesom det også kun er et fatal, der kendes fra de store bopladser ved Jakobshavn Isfjord. I en oversigt over stenaldermaterialet fra Disko Bugt (Møbjerg 1986) er der kun opført to ker- ner eller forarbejder, der begge stammer fra Nuussuaq's sydkyst. De to kerner fra henholdsvis Hannibalds Site og Illutsiaat kan muligvis opfattes som udtryk for, at de primære udvindingsområder ikke er langt væk, og at kerner forekommer hyp- pigere her end på mere fjerntliggende lokaliteter. Den foreløbige mangel på egentlige bopladsspor og kerner på Grønne Ejland kan tyde på, at råmaterialet i dette tilfæl- de er blevet udnyttet efter det princip, der er skitseret på fig. 8; l. Folk er rejst til øen, hvor de har forsynet sig med råem- ner. Råemnerne er kun blevet prøvehug- get på stedet, men den egentlige red- skabsproduktion er foregået på andre lokaliteter, formentlig på nogle af de mange stenalderbopladser i den sydlige Disko Bugt. Ved Qaarsut må udnyttelsen være foregået anderledes, idet folk her har boet på stedet gennem lang tid, ligesom der i denne periode er blevet produceret 147 [12] anseelige mængder kerner og forarbejder. De store mængder kerner, der er fundet i området, sammenholdt med de store afstande killiaq har bevæget sig over, sandsynliggør at produktionen har været tiltænkt en videre distribution. Palæo-eskimoisk råstofudnyttelse OverfTor har vi diskuteret stenalderens udnyttelse af forskellige skifre til våben- blade, knive og andre stenredskaber, men andre bjergarter som agat, basalt, bjergkrystal, kalcedon og kvarsit kunne ligeledes inddrages. Endelig har man udnyttet fedtsten, sandsten og pimpsten, og deres geografiske spredning kan også være med til at belyse Saqqaq og Dorset folkenes tilpasning til det specielle grøn- landske landskab. Palæo-eskimoerne eller »palæo-geologerne«, som de i denne sammenhæng passende kunne kaldes, havde et indgående kendskab til lokalise- ringen af alle disse stenarter. Fedtsten har været anvendt til smukt udformede lamper og gryder. I Dorset- kulturen bruges den ligeledes til nogle genståndstyper, hvis funktion vi ikke kender i dag. Fra flere bopladser kendes således nogle ejendommelige omkring 20 cm lange og i tværsnit seks- eller otte- kantede objekter, der ofte findes tæt ved ildstedet (Jensen 1994). Der forekom- mer endvidere nogle små runde skiver med hul i midten (Mathiassen 1958). Vi ved ikke, hvordan de har været anvendt, men i betragtning af fedtstenens ringe styrke, skal de nok snarere opfattes som perler end som egentlige knapper. Sandsten og pimpsten blev anvendt som slibesten. Sandsten er en sediment- bjergart, der generelt findes udbredt i de samme områder som killiaq. Et par km vest for Qaarsut ligger et fjeld, der kaldes Slibestensfieldet, måske der i dette områ- de findes en særligt velegnet sandsten. Pimpsten vides kun at være blevet benyt- tet i de palæo-eskimoiske perioder. For- mentlig blev den især anvendt til slib- ning og udglatning af pileskafter, nåle og lignende af træ og ben. På bopladserne ses ofte små stykker pimpsten med en aflang fure, hvori et pileskaft kunne sli- bes. De fleste stykker pimpsten er små naturligt afrundede stykker opsamlet på fossile strandterrasser. Pimpsten er en vulkansk bjergart, der kan flyde. I for- bindelse med forhistoriske vulkanud- brud på Island er der undertiden blevet spredt store mængder pimpsten i havet. Senere er den drevet i land, og menne- sker har årtusinder senere, da landet hav- de hævet sig, kunne opsamle pimpstenen på de hævede strandterrasser. Udnyttelsen af de økologiske ressour- cer, tilvejebringelsen af råmaterialer og yedligeholdelsen af sociale kontakter udgør det landskabelige rum, hvori men- nesket organiserer sin tilværelse. Rå- materialernes geologiske forekomst er uforandret gennem tiden. Herved kan geologien forsyne os med en serie fiks- punkter, der i kombination med øko- logiske data kan bruges til belysning af den tredie variabel, nemlig kontakt- og rejsemønstre. I det traditionelle grøn- landske samfund var man konstant på vandring fra en gruppe til en anden, og fra en ressource til en anden. Det dyna- miske element har således spillet en afgørende rolle i stenalderfolkenes liv. I dag er vi bofaste, og vort vindue til den forhistoriske dynamik består af boplad- 148 [13] ser, der i sig selv er statiske, og på disse kanter bogstaveligt talt fastfrosne bille- der. For at kunne forstå blot en lille del af de forhistoriske samfund, må man derfor forsøge at anskueliggøre deres dynamik. Studier af råmaterialernes van- dringer er et vigtigt redskab i opbygnin- gen af denne forståelse. Litteratur Grønnow, B. 1994: Qeqertasussuk — the Archaeology of a Frozen Saqqaq Site in Disko Bugt, West Green- land. I: D. Morrison and J.-L. Pilon, (red). Threads ofArctic Prehistory: Papers in Honour of "William E. Taylor Jr, Canadian Museum of Civilization, Mer- cury Series, Archaeological Survey of Canada Paper 149. 1994. pp. 197-238. Grønnow, B. og M. Meldgaard 1991: De første vest- grønlændere, resultaterne fra 8 års undersøgelser på Qeqertasussuk-bopladsen i Disko Bugt. Tidsskriftet Grønland nr. 4-7. 1991. Gulløv, H. C. 1988: De palæoeskimoiske kulturer i Nuuk kommune. Bosætningsmønstre og materiale- valg. Palæoeskimoisk Forskning i Grønland, indlæg fra et symposium på Moesgård 1987. Gynter, B. og J. Meldgaard 1983: 5 kapitler af Grøn- lands forhistorie. Pilersuiffik, Nuuk. Gynter, B. og J. Meldgaard 1984: 5 kapitler af Grøn- lands forehistorie. Larervejledning. Pilersuiffik, Nuuk. Heim, A. 1911: Uber die Petrographie und Geologie der Umgebungen von Karsuarsuk, Nordseite der Halbinsel Nugsuaq, W. Gronland. Meddelelser om GrønlandvoL 47. pp. 173-228. Jensen, J. F. 1995: Annertusuaqap Nuua, en Dorset- boplads i Sydostbugten, Vestgrønland. Tidsskriftet Grenland m 6, 1995. Mathiassen, Th. 1958: The Sermermiut Excavations 1955. Meddeleher om Grønland Ed. 161. Nr. 3. Møbjerg, T. 1986: A Contribution to Paleoeskimo Archaeology in West Greenland. Arctic Anthropology, vol. 23, 1&2 1986. pp. 19-56. Petersen, R. 1988: Palæoeskimoiske fund i Maniitsoq kommune. I: Palæoeskimoisk Forskning i Grønland, Indlag fra et symposium på Moesgård 1987. Aarhus Universitetsforlag. Rasch, M. and J. F. Jensen (in press): Ancient Eskimo dwelling sites and relative sea level changes in southern Disko Bugt, central West Greenland. Polar Record. Renfrew, Colin og Paul Bahn 1996: Archaeology: Theo- ries, Methods andPractice. Thames and Hudson. Sandell, Hanne og Birger 1993: Rapport over arkæolo- gisk rekognoscering i Ittoqqortoormiit / Scores- bysund kommune sommeren 1993. Rapport: Grøn- lands Nationalmuseum og Arkiv. 149 [14]