[1] l (25) (27) samt fig. 3 nr. 14). Markant i området er også de to europæiske fun- damenter dels fra Niels Egedes hvalfanger- station dels fra Glahns præstebolig (fig. l (24) (22) og fig. 3 nr. 12 og 13) (for en nærmere beskrivelse se Thuesens og Vor- tings indlæg). Foruden disse markante spor i land- skabet findes der spredt langs hele Ulke- bugten rævefælder, varder, køddepoter og teltlejre. Det er ikke muligt at datere dis- se anlæg nærmere, men de er højst sand- synlig fra Thulekulturen og nutiden og vidner om, at stedet har været brugt både sommer og vinter i de sidste 500-600 år. Som det fremgår af tabel l er flere af de kulturhistoriske anlæg blevet under- søgt af arkæologerne. Men det drejer sig kun om de anlæg, som ellers ville blive destrueret ved byggearbejdet. Langt de fleste ligger stadig urørt hen og er sevær- dige for de kommende brugere af områ- det såvel fastboende fra Sisimiut som turister, der med en travetur omkring lufthavnen kan få indblik i en 4000 årig kulturhistorie. Litteratur Bocher, J. et al.: Holsteinsborg. Sisimiut kommune. Natur- og kulturforhold. - Udvalget vedrørende Fredningslov for Grønland: Ministeriet for Grøn- land 1980. Grummesgaard-Nielsen, Stig: Arkæologiske under- søgelser i forbindelse med anlæggelsen af en lufthavn ved Sisimiut 1995. En rekognosceringsrapport for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, 1996a. Grummesgaard-Nielsen, Stig: Arkæologiske under- søgelser i forbindelse med anlæggelsen af en lufthavn ved Sisimiut 1996. En rekognosceringsrapport for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, 1996b. Grønnow, B.; Meldgaard, M. & Nielsen, J. Berglund: Aasivissuit — The Great Summer Camp. Archaeolog- ical, etnographical and zoo-archaeological studies of a caribou-hunting site in West Greenland. Medde- lelser om Grønland, Man & Society 5, 1983. Kramer, Finn Erik: Fortidsminder på nordsiden af Ulkebugten. En rekognosceringsrapport for Sisimiut Museum 1990. Akia and Nipisat I: Two Saqqaq sites in Sisimiut District; West Greenland. In: The Paleo-Eskimo Cultures of Greemand-New Perspectives in Green- landic Archaeology. Ed. B. Grønnow. 1996a. The Paleo-Eskimo Cultures in Sisimiut District, West Greenland. Aspects og Chronology. In: The Paleo-Eskimo Cultures of Greenland - New Per- spectives in Greenlandic Archaeology. Red. B. Grøn- now. 1996b. Møbjerg.Tinna: Lufthavnsrekognosceringer i Sisimiut 1994. En rekognosceringsrapport for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, 1994. »At være i Asummiut er dejligt« Sisimiut-befolkningem brug afAsummiut/Gl. Holsteinsborg —før og nu Af Søren T. Thuesen »Naar det ey havde været fornøden at boe i Nærværelse af Grønlænderne, hav- de ieg aldrig kundet ønske mig et bedre Sted i Grønland«, skrev den danske mis- sionær H. C. Glahn, da han i 1767 måt- te flytte fra Asummiut til det nuværende 183 [2] Sisimiut. Jeg skal i det følgende se nær- mere pf Asummiut som bosted i 1700- tallet og på Sisimiut-befolkningens nuti- dige brug af stedet, som Glahn kaldte »en af de behageligste Sletter, som findes i Grønland«. Asummiut har byhistorisk betydning for folk i Sisimiut som »GI. Holsteinsborg«, dvs. kolonianlægget, som eksisterede fra 1/59-1767, men de varme følelser for stedet, som man mær- ker i Sisimiut, skyldes nok først og frem- mest, at det igennem årene har været et yndet og lettilgængeligt sommerud- flugtsmål for byboerne. Jeg har i forbindelse med mit arbejde ved Sisimiut Museum haft en del med Asummiut at gøre i de sidste år på grund af lufthavnsplanerne og er kommet på den dejlige slette med ruinerne fra grøn- landsk og dansk bosættelse. Selvom der er rejst krav om områdefredning af slet- ten omkring ruinerne, er der ingen tvivl om, at det er slut med den gammelkend- te fred på stedet, når lufthavnsvejen åb- ner. Jeg har valgt at indlede med en per- sonlig skildring af den sidste udflugt til Asummiut, som man hidtil har kendt det. Fra museet var vi i en gang med en mindre undersøgelse af Asummiuts betydning i nyere tid. Stud. mag. Dorthe K. Olsen lavede interviews, og jeg foto- graferede. Sidste udflugt til Asummiut? Det er d. 30. august 1996. Det er 70 års jubilæet for Sisimiuts nye kirke, den røde. I denne weekend er der byfest. En gudstjeneste ved Glahns hus på Asum- miut er indlagt i festprogrammet. Det er tydeligt, at sommeren er væk, nærmest som om den slet ikke havde været der. På Præstefjeldet over Asummiut er der godt nok ingen sne at se, men bagved på Kæl- lingehætten har der ligget rester hele sommeren. Sommeren '96 i Sisimiut var ikke noget at råbe hurra for. Pastot Samuel Kleinschmidt holder gudstjeneste ved fundamentet af Glanns nus i Asummiut den 30. august 1996. Foto: Søren T. Thuesen. 184 [3] Mens vi venter på bådlejlighed i hav- nen, er de første joller allerede på vej til- bage. Det er for råt og koldt for nogle af de gamle. Jeg skutter mig og trækker tørklædet op, men Dorthe virker oplagt og godt påklædt, da vi bliver vinket over i Jokums jolle. Vel ude af havnen stirrer vi alle over på den nye lufthavnsvejs lysende stribe langs kysten. Er de allere- de kommet så langt med sprængninger- ne? Det er da utroligt, selvom bragene i flere uger har givet genlyd i byen. Og tanker om at drøne med taxi over broen over Ulkebugten for at nå flyet farer igennem mit hoved — vi har jo alle gen- nem Lufthavnsvæsenets oplysningsud- sendelser kunnet køre med på de com- putersimulerede bilture fra Sisimiut til lufthavnen på få sekunder. Som mu- seumsmand, som skal have et særligt øje på de kulturhistoriske minder langs vejen, har det irriteret mig hver gang, at turen køres så hurtigt, at det ikke har været til at få øje på hverken Glahns hus eller de mange vinterhusruiner, når man kører over Asummiut-sletten med com- puteren. Det går alt for hurtigt. Og mens jeg kikker ind på land, griber jeg mig selv i at tænke, at jeg hellere må se rigtigt godt med mine egne to øjne, før det er for sent. Jeg ved godt, at alle parter har været enige om, at området omkring det, dan- skerne har kaldt GI. Holsteinsborg, skul- le fredes og holdes fri af dynamittens og bulldozernes hærgen. Men jeg ved også, at området alligevel vil blive ændret. Måske ikke selve arealet, men så i al fald omgivelserne. Jeg tager til Asummiut med en bevidsthed om, at det er sidste gang, jeg ser et uforstyrret Asummiut. Vi ved, at vejarbejdet hen over sletten skal begynde om en uge. Vi er snart fremme, og jeg vender blik- ket tilbage mod byen, som under den imponerende, knejsende Kællingehætte breder sig på fjeldknoldene lige så impo- nerende, men på sin egen måde i farver og etager. Det er for at tjene dette vok- sende og livskraftige samfund, at Asum- miut ofres, tænker jeg. Det er Sisimiuts borgere, der har været parat til at ofre deres eget lille sommerparadis til fordel for større rådemuligheder for byen. Da vi nærmer os sletten og dens lyse sandskrænter, kan vi se, at vi slet ikke er de eneste. Der er masser af joller i vigen og mennesker og rygende bål på land — og det skal vise sig, at der er flere på vej. Det er jubilæet for Sisimiuts nye kirke, der skal højtideligholdes med gudstjene- ste ved Glahns hus. Den samler ganske vist ikke lige så mange mennesker som fredag aften på GTO-pladsen, hvor fest- teltet bølgede frem og tilbage og mest af alt lignede en overfyldt fiskeruse. Men over hundrede mennesker fordelt i fami- lier og bål på Asummiut-sletten fylder også ganske pænt op på denne søndag eftermiddag. De allerfleste trækker hen mod midten til Glahns hus' græsbegro- ede mure, da præsten skifter til kjole og krave og holder en kort højtidelighed med nogle salmer og en repetition af den kristne missionshistorie ved Sisimiut. Jeg tænker taknemmeligt, at præsten på den- ne dag udfylder en formidlingsopgave, som lige så godt kunne have været mu- seets. Han fortæller om tiden, inden Sisi- miut blev flyttet til den anden side af Ulkebugten, om dengang Asummiut var beboet. Han repeterer ikke bare mis- 185 [4] sionshistorien for folk, han er med til at indgyde respekt for tegnene på tidligere riders benyttelse af stedet. Bevaringen af fortidsminder afhænger af, at historierne om disse fortidslevn bliver fortalt igen og igen, generation for generation. Efter gudstjenesten spredes folk ud over sletten. Mange bål tændes og den medbragte proviant fortæres, mens bør- nene spiller bold på slettens naturlige fodboldbane. Efter en dejlig eftermiddag er det tid til at finde tilbage. Jokums jol- le er ikke at se. I stedet søger vi hen på den flotte store bådebro ved den nys ud- sprængte landingsbane, hvor det lykkes at fa bådlejlighed hjem. Logen Amerloq på Asummiut Den danske kolonimagt forsøgte gentag- ne gange i 1700-tallet at finde fodfæste i Sisimim-området. Første forsøg fandt sted i 1720'erne på Nipisat-øen syd for Amerloq-fj orden og det nuværende Sisi- miut. Efter ganske fa år blevet Nipisat opgivet, efter at anlægget flere gange var blevet nedbrændt af hollænderne. Dan- skerne var efter Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721 og oprettelsen af kolo- nien ved Godthåbsfj orden opsatte på at udvide koloniseringen både af hensyn til mission og handel. Hollænderne havde længe fanget hvaler og handlet med grønlænderne omkring Sisimiut. Anden gang — i 1756 — slog man sig ned ved Ukiivik, noget nord for Amer- loq-fjorden. Kolonien gik først under navnet Sydbay, et navn af hollandsk oprindelse, og senere Holsteinsborg efter det danske missionskollegiums præsi- dent Grev Ludvig Holstein. Koloniens første missionær Jacob Borch var imid- lertid utilfreds med, at man havde anlagt kolonien på et sted, hvor grønlænderne kun var om sommeren (Andersen 1958: 19). Der var også problemer for hande- len, som var særdeles interesseret i at forøge hvalfangsten. Resultatet blev, at man i 1759 oprettede et anneks til kolo- nien, den såkaldt hvalfangerloge »Amer- loq« ved Asummiut ved Amerloq-fjor- dens munding. Til missionæren opførtes et hus med navnet »Missionens Ønske«, det senere såkaldte Glahns hus (Krogh 1958:53). Missionær Borch flyttede med fra starten, og det gjorde ligeledes en del af Jiandelens ansatte, som skulle drive hvalfangst. Lederen af kolonien og han- delen, købmanden, blev derimod i Syd- bay/Holsteinsborg nogle år endnu. Sydbay/Holsteinsborg blev opgivet i 1764, og købmanden flyttede sammen med større bygninger definitivt til det nuværende Sisimiut, som overtog navnet Holsteinsborg. Logen Amerloq eksistere- de stadig på dette tidspunkt, og Asum- miut ophørte først endeligt som bosted i 1757, hvor missionærboligen flyttedes over ved siden af handelens bygninger i det nuværende Sisimiut. Sisimiuts tidlige byhistorie med skif- tende placeringer og navne kan give anledning til misforståelser. Det er såle- des i virkeligheden en misforståelse at kalde Asummiut/Amerloq for GI. Hol- steinsborg. Det er kun Ukiivik og Sisi- miut, som har heddet Holsteinsborg. Noget, der bidraget til misforståelserne, er også, at kolonien Holsteinsborg op til begyndelsen af dette århundrede på grønlandsk er blevet kaldt Amerloq - først senere er bynavnet Sisimiut blevet almindeligt brugt. 186 [5] Asummiut er en sandet slette med sart vegetation. Glahns hus befinder sig midt på sletten. I yderkanten af sletten findes en gruppe grønlandske vinterhusruiner. På billedet ses, hvordan landingsbanen skyder sig ud i vandet og er ved at tage form. Foto: Søren T. Thuesen. Det lader sig ikke umiddelbart gøre at forklare, hvad stednavnet Asummiut be- tyder. Ordets stamme giver ikke mening for nutidens grønlændere - den sidste del af ordet 'miut', som også findes i Sisi- miut, er derimod indlysende nok i be- tydningen 'beboerne af'. Betydningen af stammen 'asu' fortaber sig ifølge profes- sor Robert Petersen til en eller anden for- bindelse til sagn og myter. 'Asummiut' har muligvis noget at gøre med Assung- Assung-a' (Asungasungaaq), som flere steder i Grønland, bl.a. ved Kællingehæt- ten ved Sisimiut og ved Qeqertarsuaq, bruges om karakteristiske fritstående sten eller klipper (H. Ostermann i Glahn 1921:112). Om stenen ved Sisimiut siger Glahn, »at Grønlænderne have den Fabel, at den engang haver vieret et Men- neske« (Glahn 1921:113). Copper-eski- moerne i Canada har også sagn om en forstenet kæmpe af samme navn som Asungasungaaq': Ahungahungaq (Klei- van 1986:82). På forespørgsel har en del borgere i Sisimiut svaret, at de ikke kendte betydningen af Asummiut, men kun kunne foreslå, at der var tale om en forvanskning af'asimiut', dvs. udstedsbe- boere. Denne udlægning er imidlertid særdeles tvivlsom, eftersom en sådan sproglig ændring kun ville give mening i Sydgrønland. Mange af 1700-tals kilderne fra Sisi- miuts tidlige historie er gået tabt. Det er i høj grad på grund af missionær H. C. Glahns tre bevarede og særdeles righoldi- ge dagbøger fra 1763-64 og 1766-68, at vi har mulighed for at få en fornemmel- se af livet i Asummiut for mere end 200 år siden. Dagbøgerne er ikke blot lokal- historiske dokumenter, men nogle af de vigtigste skriftlige kilder til beskrivelsen af grønlandske samfundsforhold i 1700- tallet. Som senere også Otho Fabricius var Glahn ikke blot missionær, men des- uden ivrig beskriver af naturhistoriske og 187 [6] kulturelle forhold. Dertil var Glahn en skarp iagttager af de danske koloni- serings- og civilisationsbestræbelser. En slags sammenfatning af sin viden om Grønland præsenterede han i 1771 i »Anmærkninger over de tre første Bøger af Hr. David Crantzes Historie om Grønland« (genudgivet ved Mads Lide- gaard i 1991). Glahns medspiller inden for handelen 1 Sisimiut var Niels Egede, Hans Egedes søn, som var købmand i Holsteinsborg fra 1761-64 og igen fra 1767. Tilsynela- dende eksisterede der det bedste forhold mellem Glahn og Egede, så man kan undre sig over, hvorfra myten er opstået om, at det skyldtes uenigheder mellem handel og mission - som det var tilfældet andre steder i landet - at Asummiut og Holsteinsborg i nogle år fungerede som fysisk adskilte missions- og kolonianlæg. Der er tværtimod nok snarere tale om, at det gode samarbejde handel og mission imellem kombineret med den grønland- ske befolknings spredte bosættelse inden for et nært geografisk område muliggjor- de den midlertidige adskillelse af handel og mission. Missionæren og medhjælperne Glahn kom til Asummiut - »Nyebyggen Amertlok« kalder han det — i juli 1763. Der er gået fire år siden logens oprettel- se. Glahn var da 24 år gammel. Han hav- de forinden i Danmark læst grønlandsk i 2 år hos Poul Egede, hvis datter han senere giftede sig med. Han når at møde sin forgænger Jakob Borch, som skal rej- se tilbage til Danmark. Efter en måneds tid skal han stå på egne ben og holde gudstjeneste for »Nyebyggerne«. C. F. Andreas Wulff, dansk kateket og med- hjælper ved handelen, holder gudstjene- ste for grønlænderne. Det står ikke klart, hvor mange danskere eller grønlændere, der er på stedet på dette tidspunkt, men det har været fa. Den 10. september er der 3 danskere til gudstjeneste. Og to dage forinden støder vi på de første grøn- lændere, som Glahn beskriver - muligvis fordi de er de eneste tilstedeværende. Han fortæller: »Mod Aften gik jeg udfor at bevæge mig. Noget fra Nyebyggen traf jeg paa et Telt, hvor Faderen til et henved toe Aars gammel Barn sad og arbejdede paa en liden Kajak Aare. Da den var færdig lærte han Barnet, hvorledes han skulde kaste med sin Piil, som han til samme Ende havde gjort ham. Jeg giorde mig denne Betænkning: Vilde Fædre hiemme lære deres Børn paa Spøg noget af deres Haandverk, Fingrene skulde da sidde rettere paa dem, naar de kom ud iblandt Folk«. (Glahn 1921:5-6) Glahn beslutter at fa gang i undervisnin- gen med det samme, på trods af at be- folkningen endnu ikke er kommet til- bage til vinterhusene efter sommerens fangstrejser. Han og Wulff fordeler arbej- det, således at de på skift hveranden uge underviser henholdsvis »dem som læse i Bog« og »have Ungdommen til Underviis- ning«. Desuden underviser Glahn hver dag selv de udøbte voksne, mens Wulff tager sig af afholdelse af morgen- og aftenbøn med gennemgang af kate- kismus-stykker. Glahn tager sig selv af den kirkelige service for »Nyebyggerne«, dvs. den danske menighed. 188 [7] • , ,'j '—' 'c' YHolsteinsborg/Sisimiut Skitse af Ulkebugten med stednavne nævnt i teksten. Der er ingen kirke i Asummiut. Under- visning og gudstjenester finder om muligt sted i missionærboligen, hvorimod mor- gen- og aftenbøn sædvanligvis afholdes i grønlændernes egne huse (Glahn 1921:12 & 15). I vintertiden bliver pladsen dog ofte for trang i Glahns hus, så han bliver nødsaget til at undervise på skift i de grønlandske huse: »Da der ere komne en stor Mængde Grøn- lændere her til Nyebyggen for at tage Deel i Hvalfiskeriet, og, Gud være æret! En stor Deel findes villige til at lade sig underviise, men min eeneste Stue, som jeg haver, er ikke stor nok altiid at romme dem, som komme, nødesjeg til, for de fleste Tiider at holde Underviisning i deres egne Huuse, Paa det at jeg med mine Tilhørere ikke skal falde et Huus mere besværlig end et andet skiftes jeg til at holde Underviisningen nu i et nu i et andet.« (Glahn 1921:15) Skønt kun 2 år ældre end Glahn, er Wulff dog langt den mest erfarne af de to hvad enten det angår det grønlandske sprog, undervisning eller praktisk mis- sion. Han var blandt de mange drenge fra Vajsenhuset i København, som i 1700-tallet blev brugt som kateketer i Grønland, dvs. medhjælpere for missio- nærerne. Siden han som 15-årig i 1751 kom til Qasigiannguit/Christianshåb, havde han arbejdet som kateket. Des- uden blev han i 1757 assistent ved han- delen i Sydbay. Hans ansættelse ved handelen som assistent fortsatte ved Asummiut og i 1764-67, mens Niels Egede var i Danmark, blev han køb- mand i Holsteinsborg. Wulff slutter til- syneladende sin kateketvirksomhed i 1765. Han rejste fra Grønland i 1767 (Ostermann 1945:354-56). De to danske mænd har ved Glahns ankomst i 1763 en grønlandsk medhjæl- 189 [8] per, en såkaldt nationalkateket ved navn Ludvig, som blandt andet har til opgave at overhøre menigheden i katekismus. Ludvig og andre interesserede bliver af Glahn opfordret til at lære at skrive ved at efterligne bogstaver, som Glahn har skrevet på en dertil beregnet tavle ophængt på væggen i missionsboligen. Det er ikke meget, vi far at vide om Ludvig. Det er tydeligt, at han er døbt, men det står fx ikke klart, hvor gammel Ludvig er, men han er tilsyneladende blot en stor dreng. Han er af Missions- kollegiet blevet tildelt et legat på 5 Rigs- daler årligt »til et fattigt Barns Opdragel- se« (Glahn 1921:16). Enkelte bemærk- ninger i Glahns dagbøger afslører, at Ludvig højst sandsynligt er faderløs, men at hans familie bor ved stedet og sand- synligvis også er døbte. Vi støder på hans mor i forbindelse med Glahns ubehag ved uden videre at tildele Ludvig det omtalte legat, på trods af at han mener, Ludvig nu trænger »høyligen til en nye Pelds, Strømper, Skoe og andre Ting« (Glahn 1921:16). Han mener, det vil give anledning til misundelse hos andre, hvis Ludvig modtager legatet uden vide- re. Han spørger derfor i stedet, efter sam- råd med Wulff og Niels Egede, moderen om lov til at antage Ludvig som kiffak - tjenestedreng. Moderen tager med glæde mod tilbuddet »i Besynderlighed da jeg forsikkrede hende, at jeg bestandig skulde see til, at han var om sig, for selv ogsaa at erhverve noget, og at jeg langtfra at holde ham fra at fiske etc: skulde langt hellere opmuntre ham til sligt, og see at forskaffe ham de dertil behøvende Redskaber, som hun for Armods Skyld ey var i Stand til at give ham.« (Glahn 1921:17). Aftalen lyder på, at Ludvig skal være hos Glahn dag og nat, men når moderen var i Asummiut, skulle han spise hos hende. Til gengæld skulle Ludvig så få alt, hvad han behøvede fra Glahn. Han bliver så- ledes næsten at betragte som Glahns plejesøn. Menighed og hedninge i Asummiut, Timerliit, Qipingasoq og Holsteinsborg Nationalkateten Ludvig har en ældre bror ved navn Gotlieb. Han bor ikke i Asummiut, men lige på den anden side af Ulkebugten i Timerliit ved Paraarsuk, altså ved det nuværende Sisimiut. Glahn nævner ham i 1767, hvor anlæggelsen af Holsteinsborg og missionens udvikling har ændret arbejdsformen inden for mis- sionen. Der skal nu ikke kun holdes undervisning og kirkelige tjenester i Asummiut, men også ved den nye kolo- ni og de to nærliggende grønlandske bosteder, Timerliit (meget tæt ved kolo- nien) og Qipingasoq (øen, der i dag kal- des Sallinnguit/Teleøen og er en del af Sisimiut by). Den nye danske kateket Michael Hvidsted, også en Vajsenhus- dreng ankommet i 1764, opholder sig fast i Timerliit og bor i Gotliebs hus (Glahn 1921:94). Hvidsted starter dagen med morgenbøn og undervisning, og går derefter til Holsteinsborg for at under- vise børnene der. Så går turen tilbage til Timerliit, hvor der er undervisning for dåbskandidaterne og slutter med aften- bøn enten det ene eller andet sted. Da han har svært ved at overkomme dette, får han Ludvig som medhjælp. Til gen- gæld antager Glahn så drengen Ebenezer som nationalkateket i Amerloq. Glahn forsøger selv at overkomme søn- og hel- 190 [9] ligdagsgudstjenesterne både i Asummiut og Holsteinsborg. Om vinteren går han over isen. Om sommeren sejler han ofte i kajak eller går rundt om bugten om nødvendigt. Ludvigs bror Gotlieb bliver af Glahn bemærket blandt menigheden, fordi han på eget initiativ begynder at forkynde i grønlændernes huse i Timerliit. Initiati- vet gør på en gang Glahn glad og bekym- ret, for hvad nu hvis der sker en forkert udlægning af det kristne budskab. Wulff kan fortælle, »hvorledes Gotlieb ogsaa i hans Huus havde underviist, og at hans [Wulffs] Kone havde sagt, at hun havde aldrig hørt nogen underviise saa vel ogfor- staaeligt«. Glahn vælger at lade sig over- bevise, om at »Herrens Aand har foran- dret hans Hierte«, og Gotlieb far lov til at fortsætte sin aktivitet (Glahn 1921:94-96). Glahns dagbøger afspejler en aktiv dialog i det lille samfund mellem missio- nens ansatte og døbte på den ene side og de mange angakkut eller hexemestre, som Glahn også kalder dem. Mange opholder sig tilsyneladende på Qipinga- soq, hvor der ifølge Glahn i 1766 er fle- re angakkut end familieoverhoveder: »Da jeg kom her til Stadet, vare her ikke fleere end tre Angekkut i det heele Distrikt; men nu ere her til visse 10 eller tolv. Paa Kepingasok Øen allene boer i Vinter føl- gende: 1) Ortlena, 2) Kugluiak, 3) Kaju- erne, 4) Unniok, 5) Kollitsak, og 6) Sillar- gak foruden een eller to gamle Kierlinger, som ogsaa have Ordfor at være Angekkut, endnu en Jomfrue, som i forrige Aar fik sin Tornak [hjælpeånd], saa at der ere fleere Angekkut iAarpaa denne Øe enddere ere Hoveder for Familier.« (Glahn 1921:78) Glahn virker ikke synderligt alarmeret over antallet af angakkut. Faktisk har han bemærket sig, at antallet paradoksalt nok er steget i takt med, at folketallet og antallet af døbte i distriktet er steget. Han mener, at mange giver sig ud for at kunne noget ud over det sædvanlige uden rigtigt at have lært håndværket, og at det altså ikke stikker så dybt. Han sup- plerer med eksempler på dåbskandida- ters og døbtes brug af amuletremme om armene og deres overbevisende forklarin- ger om, at de kun blev båret for sjov og, som en havde sagt, fordi »han vilde see, hvor meget han tiltog i Fædme« (Glahn 1921:79-80). Jeg kunne være fristet til at tro, at der i disse markeringer af he- densk-grønlandske skikke også ligger et element af drilleri og provokation over for missionen fra både hedninge og døb- te. Herudover kan man jo ikke afvise, at Glahns levende interesse for at indsamle oplysninger om angakkut netop har givet visse folk anledning til at gøre sig interes- sante og bidrage med et eller andet. At man fra dansk side indimellem har haft fordel af angakkut's håndværksmæs- sige kunnen, viser følgende lille skildring, som også indeholder et islæt af drilleri og komik fra grønlandsk side: »Den første i denne Maaned kom Kiøb- manden hiemfra en Togt. Han fortalte, at da en af Folkene fik en meget stærk Tand- piine, raaddede han ham omsider til at gri- be til Grønlændernes sædvanlige Middel, som er, at boere op i Tanden. Karlen kunde ikke komme afited, med dette Arbeyde, hvorfore en vis Hexemester Ikingut paatog sig det. Han giorde sin For- rettning got og Karlen var vel fornøyet der- 191 [10] med, da Angekkokken i det samme faldt, som i en Besvimelse. Hold paa Manden og slaa Vand paa ham, raabte Kiøbmanden; han besvimer. Besvimelsen tog til, og det syn- tes, han fik et virkeligt Slag. Kiøbmanden løb tilfor at hielpe ham med hvad han kun- de, men da begyndte Grønlunderne at lee, og bad ham, ingen Umage at giøre sig, saa som det kun var en Henrykkelse, han som en Angekkok, var falden i.« (Glahn 1921:75) Glahn må som missionær næsten per definition se lokalsamfundet som opdelt i menighed og hedninge og holder sig derfor heller ikke for god til triumfere, da det i 1767 viser sig, at de døbte grøn- lændere har klaret sig bedre end hednin- gene med hensyn til sælfangsten: »Grønlænderne her ved Staden, have i Aar intet havt til Handelen. Det samme kan siges om de, som have boet udenfor, dette skiønnes hest deraf, at der ikke komme uden nogle faa Fade Spek hiem. [...] Det har dog fornøjet mig, at af alle Grønlæn- derne heromkring, havde tvende Døbte fleest Sæle, da de i Vinter flyttede i Huus, ja de Døbte vare særdeeles lykkelige til at fange saa jevnt, saa de sloge sig dog saa nogenlunde igeiennem. Deres Naboer der- imod paa Øen [hedningene på Qipinga- soq] saa det helt slet ud med, og der var en Angekkok, som i heele Vinteren ikke fik en Sæl, skiønt han er bekiendt for at være en god Forhververe.« (Glahn 1921: 122-123). Det kommer hos Glahn til at dreje sig om, hvorvidt de døbte kan gøre sig på det basale område, nemlig evnen til over- levelse. Det handler om prestige for mis- sionen I konkurrencen med hedningene. Befolkning og falketal ved Asummiut Det er vanskeligt at fa et klart overblik over, hvor mange mennesker der faktisk boede i Asummiut og de omkringliggen- de bosteder på Glahns tid. Missionær Borch havde i 1758 i sin argumentation for oprettelsen af Asummiut angivet, at der ved Amerloq-fjorden skulle bo »24 Vederhæftige og populeuse Familier« (Ostermann 1945:57), hvilket vel skulle svare til mindst 240 mennesker, hvis man antagelsesvis sætter familiestørrelsen til gennemsnitlig l O medlemmer. I juni 1767 opgør Glahn det samlede folketal for 1766-67 ved »vor Mission« til 125 mennesker, heraf er 14 blevet døbt og 21 bortrejst (Glahn 1921:123). Der oplyses her ikke, hvorvidt optællingen gælder både grønlændere og danske, og om hvordan fordelingen er mellem bostederne. Der bor dog tydeligvis også en del mennesker inde i Amerloq-fjor- den og ved Itilleq. Hvis man bruger Glahns dagbog fra det første år, han var i Asummiut — og altså inden koloniens flytning fra Sydbay — som kilde, så far man nok bedst ind- tryk af folkemængden gennem en be- mærkning fra februar 1764, om at 8 konebåde å 10 mennesker deltager i hvalfangsten, dvs. der bor i hvert fald omkring 80 voksne og muligvis lige så mange børn, altså omkring 160 men- nesker i nærheden af Asummiut. I betragtning af Glahns bemærkninger om et faldende befolkningstal, er det så nok heller ikke helt forkert at an- tage, at ovennævnte folketal for 1766- 67 på 125 fra »vor mission« skal forstås som dem, der bor i nærheden af Asum- miut. 192 [11] I 1775 opgør Thorhallesen det samle- de folketal for hele Holsteinsborg distrikt til 236 (Thorhallesen 1914:95). Tallet har været større, indtil en epidemi i 1773 havde haft negativ indflydelse på befolk- ningsstørrelsen både ved kolonien og i hele distriktet (Thorhallesen 1914:103). Hvad angår den tidligere tæt befolkede Amerloq-fjord, oplyses det, at kun er to familier tilbage - resten er enten døde eller flyttet til kolonien (Thorhallesen 1914:100) Det lader sig gøre at få sat navn på en lille del af befolkningen gennem Glahns dagbøger. I dagbogen fra 1763-64 figu- rerer fx 28 grønlændere og 7 danskere ved navn. 9 af grønlænderne har heden- ske navne, men flere af dem er faktisk døbte. Nogle af grønlænderne har tyde- ligvis boet ved Asummiut, bl.a. Engel og hendes berømte søster Arnarsaq (med- hjælper for Niels Egede i Qasigiannguit). Engel og andre døbte grønlændere næv- nes ved flere anledninger som vidner ved barnedåb for børn af europæere. Flere af de døbte grønlandske kvinder er gift med danskere på stedet. Det gælder Mar- grethe, som er gift med tømmermand Aron Thesen, og Juditha gift med tøm- mermand Hans Olsen (en bror til Peder Olsen Walløe). En af de grønlandske mænd, Zacharias, nævnes som »den for- nemste her paa Stedet«, det vil nok sige den bedste og mest ansete fanger. En anden mand, Kakejak, nævnes som den flittigste til at søge undervisning hos Glahn. Også to-tre mænd fra Itilleq næv- nes, nemlig Kailuk, Tamopvet og låne. Sidstnævnte skulle være opkaldt efter en hollandsk skipper ved navn Jan (Glahn 1921:117). I Glahns første år hører vi kun om 5 danske mænd ud over Wulff, Niels Ege- de og Glahn selv. Det er, foruden de ovennævnte tømmermænd Aron Thesen og Hans Olsen, tømmermand Kield Thorstenssen, underassistent Svend Sandgreen (som senere blev leder af hval- fangsten i Qeqertarsuaq) og endelig en Anders Pederssøn. Hvis der har været fle- re danskere, har det højst været en enkelt eller to. Danskerne boede på dette tids- punkt i hvalfangerlogen øst for Glahns hus på Asummiut-sletten. Dødsfald blandt befolkningen finder som regel vej til missionærernes dag- bøger og kan til tider bruges til belysning af personalhistoriske forhold. I forbin- delse med Glahns dagbøger fra Asum- miut kunne man også forvente at finde beskrivelser af begravelser i almindelig- hed eller af en kristen begravelsesplads på stedet - det sidste har man den dag i dag ikke kunnet finde i området. Imidlertid er det kun i et enkelt tilfælde fra 1767 sikkert, at Glahn har foretaget en kristen begravelse på Asummiut. Det drejer sig om et sygt barn, som den 14.02.1767 på moderens begæring døbes og samme dag dør og begraves (Glahn 1921:100-101). Flytningen fra Asummiut I 1767 kommer Niels Egede tilbage til Sisimiut for at overtage købmandshver- vet fra Wulff. Han indkalder den 28. juli Glahn og assistenten Svend Sandgreen til et møde i Holsteinsborg, hvor han beder om en stillingtagen til sit forslag om at flytte missionsboligen til kolonien. Bag- grunden er, at Sandgreen nu i to år har måttet bo i et grønlandsk hus i mangel af et værelse, som han ellers var blevet lovet. 193 [12] Hensigten er, at Sandgreens Boligpro- blem skal løses gennem en flytning af Glahns hus og efterfølgende inddragelse af et værelse i missipnsboligen til ind- logering af Sandgreen. Egede vil gerne have et svar med det samme, så han dagen efter kan påbegynde nedrivningen af missionsboligen og fa den fragtet over Ulkebugten, mens danmarksskibet er i havn i Sisimiut. Glahn indvilger i missionens flytning. Han mener ikke, han kan modsætte sig flytningen, »som var bleven nødvendig, da Holsteinsborg, mod Ordre, blev sat paa Skibshavnsbugtens søndre Side« (Glahn 1921:148). Glahn taler om det forhold, at handelen i 1764 havde placeret sig og dermed kolonien på det sted i bugten, hvor der boede flest grønlændere, nemlig i nærheden af Timerliit og Qipingasoq. Glahn havde dengang været modstander af kolojiiens placering, men nu støtter han flytningen af missionsboligen, som skal opstilles ved siden af købmandsboli- gen i kolonien. Han har accepteret, at missionæren må være, hvor befolkningen bor. Den 30. juli er man færdig med nedrivningen. Glahns beskrivelse af flyt- ningen er fyldt med vemod: »Jegfølger med Huuset og med det forlader et (!) af de behageligste Sletter, som findes i Grønland og min Roelighed og Eenlighed [...] Naar det ey havde varet fornøden at boe i Nærværelse af Grønlænderne, havde ieg aldrig kundet ønske mig et bedre Sted i Grønland, thi med alle sine Uleyligheder havde det og rare Fordeele, som langt over- gaae det Steds, hvor Huuset nu bliver op- reyst.« (Glahn 1921: 148) 194 Blandt de »rare« fordele ved Asummiut nævnes den lette adgang til brændsel. Tørv kunne graves næsten uden for døren og på Præstefjeldet fandtes masser af revlingeris, eller som Glahn kalder det Lyng. Glahn medtager ikke sit brænd- selsforråd til kolonien i første omgang, men nævner at »min Karl havde allerede rusket i Åar saa mange Lyng, som vi behøvede til næstkommende Vinter og hav- de desuden over et Aars Tørv i Forraad« (Glahn 1921:149). Den lune og frodige slette omkring Asummiut havde desuden appelleret til de danske nybyggeres grøn- ne fingre. Glahn eksperimenterede med forskellige afgrøder. Han gjorde det ikke kun for sjov, men tydeligvis også fordi han ønskede at producere grøntsager for at modvirke skørbug, som var en stadig plage for europæere i Grønland. I sep- tember 1766 Taavde han haft held med grønkål og salat, så han til sin tilfredshed noterede i dagbogen: »I Dag har jeg den Fornøyelse, at kunde beverte Handelsbe- tienterne med Grønkaal og Salat af min liden anlagte Have.« (Glahn 1921:46). Glahns hus blev opstillet i Sisimiut side om side med købmandens hus og fa år efter opførtes ved siden af også den lil- le kirke, i dag kaldet Den gamle kirke eller Den blå kirke. Sisimiut Museum har nu til huse i købmandens hus, det såkaldte Gammelhus, mens Glahns hus bruges som turistkontor. Glahns hus er et stokværkshus, dvs. bygget af lange fir- kantede tømmerstokke. Man vedlige- holdt på Glahns tid huset ved at tjære det udvendigt, og har siden passet det så godt, at Glahns vurdering af husets stand er blevet gjort grundigt til skamme. Han skrev den 1. august 1767: »Vist er det, at [13] dette Huus ey, som de Sundmøerske [dvs. norske stokværkshuse], kan staae i et til 200deAar« (Glahn 1921:150). Det snart 240 år gamle hus er heldigvis nu fredet, og man må håbe, at Glahns pessimisme også må vise sige ubegrundet i mange år frem. Asummiut som udflugtsmål i vort århundrede Som nævnt i indledningen af denne arti- kel har Sisimiut Museum i sommeren 1996 gennem en lille interviewunder- søgelse søgt at samle informationer om brugen af Asummiut i vort århundrede. Stud. mag. Dorthe K. Olsen interviewe- de 12 Sisimiut-borgere af begge køn i alderen 26-79 år. Udsagnene fra disse informanter vid- ner først og fremmest om Sisimiut- befolkningens særdeles udbredte brug af Asummiut som sommerudfiugtsmål. Men hvorfor har netop Asummiut været populært? En væsentlig forklaring er sel- ve den geografiske nærhed. Asummiut ligger så tæt på Sisimiut, at man hele tiden kan se hjem. Man kan ro derover eller gå hjem rundt om Ulkebugten om nødvendigt. Som en informant nævner, er Asummiut også i dag et mål for dem, der ikke har egen båd. Den vigtigste begrundelse lyder dog hos mange informanter således: »Det er dejligt at være i Asummiut«. Det dejlige ligger i omgivelserne og mulighederne. En 45-årig mand forklarer: »Vi tager til Asummiut, fordi der er vand og gode muligheder og fordi man kan se byen om aftenen - og da også fordi der er gode hav- nemuligheden«. Han nævner også, at der er mulighed for stenbider og på land ryper og harer. Som barn kan han huske, at de spillede fodbold og svømmede i havet. Flere informanter nævner deres faste brug af stedet siden barndommen. En 66-årig kvinde er kommet til Asummiut hver sommer siden 1935. Som barn kom hun der sammen med sin familie. De sej- lede over i jolle og boede i telt en uges tid for at fiske og plukke bær. Hun siger: »Det er utroligt dejligt at være i Asummi- ut. Man kan lave mange ting såsom at lave mad i det fri og plukke sorteb/er«. En 73- årig mand er ligeledes kommet regel- mæssigt til Asummiut siden barndom- men. De boede dog ikke i telt, men tog først og fremmest på endagsture for at samle brændsel. Man fangede dog også stenbider og ørred. Også de yngre informanter er inde på den regelmæssige brug af Asummiut. En 27-årig kvinde udtaler: »Det er dejligt at være i Asummiut. Dengang vi var unge, kom vi til Asummiut hvert år, og hvis vi ikke tog derover bare en sommer, kom jeg altid til at savne et eller andet. Jeg synes, Asummiut har stor værdi for Sisimiormiut. Jeg kommer i hvert fald til at savne den meget.« På spørgsmålet om hendes kend- skab til andre familiers brug af stedet, svarer hun: »Der er også andre familier og andre folk, der kommer til Asummiut. Nogen kommer bare for at kigge og sejler så igen med speedbåd. Det er jo generationer, der kommer hertil, men også folk, der vil plukke blomster og sortebær oppe på fjeldet«. Mange informanter er kommet til Asummiut ikke blot med den nærmeste familie, men i forbindelse med særlige begivenheder eller arrangementer. Den ældste informant gør opmærksom på de 195 [14] lokale foreningernes udflugter til Asum- miut. Andre nævner deres deltagelse i spejderlejre på stedet. Spejderne har været flittige brugere af stedet siden 1950'erne. En 53-årig mand husker sin første lejr som »ulveunge«på Asummiut i 1955. Lejren varede en uge, hvor man boede i telt og »lavede alt det, som spejde- re plejer at lave«. Flere informanter var med på det store spejderstævne i Asum- miut i 1971 med hundredvis af deltage- re. Det er blevet fast tradition, at de loka- le spejdere holder pinselejr i Asummiut. Spejderne har ofte påtaget sig opgaven at gøre rent i naturen omkring Asummiut. Også byens skolevæsen har i en årræk- ke brugt Asummiut som udflugtsmål. En 45-årig mands første oplevelse af Asum- miut skete i forbindelse med skolens fød- selsdag i 1959-60: »Vi var derfra kl. 9- 17 og lavede en hel masse ting. Vi var børn og lignede små soldater. Vi spillede fodbold ogsvømmede en tur i havet. Jeg kan huske, at vi tog derover igen om aftenen med mine forældre«. Det vil føre for vidt at opremse de mange konkrete anledninger til udflug- ter til Asummiut-området i de sidste årti- er, men det spænder vidt lige fra konfir- mationsudflugter og foreningsarrange- menter til det store politiske Aasivik- stævne. Forhåbentlig har ovenstående gi- vet et indtryk af Sisimiut-befolkningens hengivne forhold til Asummiut og den almindelig opbakning til en fredning af Asummiut-sletten. Som den yngste in- formant udtrykte det: »Der er ikke noget afgøre ved, at der skal bygges lufthavn. Det er ikke os, der bestemmer, hvor lufthavnen skal bygges. Blå. fordi udviklingen går så stærkt, at Sisimiut må følge med. Der er ikke noget at gøre, vi må acceptere det. Asummiurs flade slette er den perfekte fodboldbane og tumleplads for børnene. På skråningerne bagved er der frodig vegetation og godt med bær. Foto: Søren T. Thuesen. 196 [15] »At være i Asummiut er dejligt«. Madlavning i det fri er en af glæderne under Sisimiut-befolkningens udflugter. Foto: Nathan Larsen. Men jeg tror stadig på, at folk vil komme hertil med bil og tage på telttur, for vi kan ikke helt undvære Asummiut og vil altid mindes den. Jeg er med på, at stedet her omkring Glahns hus skal fredes.« Litteratur Andersen, Jens 1958. Missionen og kirken. Spredte træk af udviklingen fra 1756 til vore dage. I: Sisimi- ut. Holsteinsborg. 1756-1956. Red. Knud Olsen. Nuuk. Gad, Finn 1969. Grønlands Historie II. København. Glahn, H. C.: Missionær i Grønland Henric Chri- stopher Glahns Dagbøger for Aarene 1763-64, 1766-67 og 1767-68. Udg. af H. Ostermann. Det grønlandske selskabs skrifter IV. København. 1921. Kleivan, Inge 1986. De grønlandske stednavnes vidnes- byrd om vandringer og forskellige aktiviteter. I: Vort sprog - vor kultur. Nuuk. Krogh, Torben 1958. Den kgl. grønlandske Handel, Holsteinsborg - i 200-året for Handelens oprettelse. I: Sisimiut. Holsteinsborg. 1756-1956. Red. Knud Olsen. Nuuk. Ostermann, H. 1945. Danske i Grønland i det 18. aar- hundrede. København. Thorhallesen, Egil 1914. Beskrivelse over Missionerne i Grønlands søndre Distrikt. Udg. af Louis Bobé. København. Spejderne har været flittige brugere af Asummiut siden 1950'erne. Foto: Sisimiut Museum. I 1971 afholdtes et stort spejderstævne i Asummiut. De mange telte ses spredt ud over sletten. Foto: Sisi- miut Museum. 197 [16]