[1]
Asummiut sommeren 1996. Foto: Søren T. Thuesen.
Thulekulturens grave
Af Stig Grummesgaard-Nielsen
Som i de fleste andre almindeligt tilgæn-
gelige områder i Grønland findes der ved
Asummiut mange eskimoiske grave. De
døde er gravlagt hvor de levede, og gra-
vene er derfor særligt talrige langs kyster-
ne, ikke mindst i Vestgrønland. Hvad
enten man kommer sejlende i de dybe og
fiskerige fjorde, eller man vandrer på
fjeldskråningerne langs kysten, vil man i
klart vejr, med en god kikkert og lidt
øvelse, forholdsvis let kunne lokalisere en
eskimoisk grav. Ikke to grave er helt ens,
men så godt som alle er opbygget af klip-
pe og sten, og har i oprindelig tilstand
haft et stentag som dække over den døde,
og de flotteste og mest uforstyrrede grave
er gerne bevokset med et meget gammelt
lag af fint mørkt lav. Desværre har alt for
mange besøgende, af ubetænksom nys-
gerrighed vel sagtens, flyttet på gravenes
stendække, og har på den måde ødelagt
gravene. Der skal kun en lille åbning
eller ubalance i gravdækket til, før vind,
nedbør og blåræve indtager og maltrak-
terer en ellers hel og velbevaret eskimoisk
grav. løvrigt er alle grave i Grønland fre-
198
[2]
dede og må ifølge Landstingsforordning
nr. 4 af 18. maj 1990 ikke forstyrres, og
alle gravfund skal indberettes til Grøn-
lands Nationalmuseum og Arkiv.
De eskimoiske grave adskiller sig både
ved beliggenhed og orientering klart fra
de senere kristne grave. Hvor de kristne
grave som regel ligger på gravpladser pla-
ceret lavere på løsjordsarealer, ligger de
eskimoiske grave generelt set højt på
klipperne, og gerne markant i terrænet
og med en god udsigt. Det virker som
om, man med valget af beliggenheden
har ønsket, at den afdøde også efter
døden skulle kunne nyde hvalerne og
sælernes leg, og kunne glæde sig ved
synet af fangeren, der kom fuldlastet til-
bage til bopladsen. De tidlige kristne
grave er oftest ortodoks orienteret som
kirkerne, d.v.s. regelret øst-vest, mens de
eskimoiske grave er orienteret efter det
grønlandske grundfjeld, og følger landets
klippeformationer. Med den eskimoiske
form går kultur og natur ud i ét, og den
dødes sidste hvilested bliver som en
skønhedsplet på Moder Jord (se fig. 1).
Thulefolkets tid
I den sidste del af 900-tallet, kun kort tid
før Nordboerne, kom Thuleeskimoerne
til Grønland. De kom fra Alaska via
Canada over Smith Sund, til Thuleom-
rådet i den nordvestlige del af verdenens
største ø. Thulefolket var et ægte eski-
moisk folkeslag, der bestod af flere
undergrupper i det arktiske område. Fol-
kene levede hovedsageligt af havets res-
sourcer, som de fangede fra iskanten eller
fra deres kajakker og konebåde. De store
havpattedyr var deres foretrukne føde,
men man udnyttede alt spiseligt fra bær
til fugle og rensdyr. Landpattedyrene
blev jagtet med bue og pil, og man fiske-
de i de kolde, klare og iltrige floder. Thu-
lefolket kendte til hunde og hundeslæ-
der, og deres kultur blev i 1100-tallet
spredt mod syd til Vestgrønland, hvor
eskimoerne havde den første kontakt
med de kristne Nordboere. Omkring år
1200 nåede Thulekulturen ned af vest-
kysten helt ned til Sisimiut-området
(Bocher et al. 1980 s. 56). I midten af
1300-tallet forlod Nordboerne Vester-
bygden, mens eskimoerne ekspanderede.
I 1400-tallet levede Thulefolket i grup-
per spredt langs alle de beboelige grøn-
landske kyster, og den klimaforværring,
der kan have været en medvirkende årsag
til at nordboerne forlod Østerbygden
omkring år 1500, syntes ikke på samme
måde at have påvirket den eskimoiske
levemåde. Tværtimod kan den øgede
kulde og ismængde have været en fordel
for fangerne (Bresciani et al. 1992, s.
151). Man skal dog ikke regne med, at
der har været en stor befolkningstæthed,
da den rene eskimo-kultur kræver meget
store fangstområder. Med den euro-
pæiske kolonisation af landet i 1700-tal-
let mødte Thulefolket igen de kristne.
Denne gang blev det til Thulekulturens
gradvise undergang, men menneskene
»inuit« lever genetisk set fortsat videre,
som en del af nutidens grønlandske
befolkning.
Ånderne og døden
Eskimoerne så verden som værende holi-
stisk og i kosmisk balance, og menneske-
ne mentes at kunne kommunikere med
såvel dyr som naturånder. Den livsopfat-
telse eller religion der blev praktiseret i
199
[3]
Thuletid, var shamanistisk. Det vil sige,
at alt i naturen blev betragtet som leven-
de, og at alt havde en åndelig kraft. Selv
navne og begreber havde et selvstændigt
liv, og Holsteinsborg-missionæren H. C.
Glahn berettede, at såvel madlyst som
søvn betragtedes som åndelige væsner i
sig selv (Holtved 1968, s. 130). Kultiske
riter og magi spillede en yderst central
rolle i eskimoernes religion. Til de kul-
tiske handlinger, der generelt var almene
og offentlige, og indgik i de sociale møn-
stre, hørte madofringer til de afdøde,
men også handlinger der havde til formål
at påvirke fangstdyrene var udbredte.
Magi udøvedes som regel i hemmelighed
og kunne have en ond hensigt, men var
ofte almindelig healing. Magien virkede
som simpel efterligningsmagi eller som
berøringsmagi, eller som begge dele i for-
ening (Holtved 1968 s. 134). Ved hjælp
af efterligning af et andet væsens hand-
linger, eller ved berøring af en kraftfuld
genstand kunne man hente eller frem-
mane ånder til hjælp, og på den måde
øge sin styrke. De fremmanede kræfter
kunne dog være vanskelige at styre, og
man kunne aldrig være sikker på, om de
vendte sig mod skaberen. Alle ånder
levede deres eget liv, og kunne, som man
kendte det fra drømme, foretage rejser
ud af det legemelige hylster. Hver legems-
del var beboet af en ånd, der opretholdt
sundheden. Hvis vigtige ånder blev væk i
længere tid blev man syg, og hvis den
stærkeste ånd, livskraften, forlod en per-
son, måtte legemet uværgerlig falde sam-
men og gå i forfald. Nogle af de mange
selvstændige ånder blev efter personens
død tilbage blandt de efterladte, og nog-
le, deriblandt selve livskraften, fortsatte
til de dødes dimension. Vi ved, bl.a. fra
de sagn og myter Knud Rasmussen har
indsamlet, at de døde kunne materialise-
re sig og blande sig med de levende, og at
monstre og uhyrer kunne skabes ved tan-
kens magt af åndemanere (Rasmussen
1994). Eskimoerne var ikke bange for
døden, som man var vant til at leve med
under de barske levevilkår, men man
levede med frygten for de dødes ånder.
De døde kunne ofte bringe ondt med
sig, og dybtliggende frygt for de døde var
vidt udbredt i det traditionelle samfund,
hvor ånder var ligeså virkelige som de
levende mennesker. Det var derfor af
yderste vigtighed, at tage sig i agt for det
åndelige, og passe på at de dødes ånder
ikke blev hjemløse. Tilmed kunne der af
knogler stjålet fra grave, skabes vældige,
modbydelige og ubarmhjertige tupilak-
ker, som med lethed kunne slå ihjel
(Gildberg og Petersen 1992, s. 62). Som
død var man ikke fuldstændigt afskåret
fra at kommunikere med de efterladte,
for v.h.a. åndemanere kunne kontakten
holdes vedlige til de levende, ligesom de
levende kunne komme i forbindelse med
de døde. Inden den afdøde kunne kom-
me til de dødes dimension, måtte denne
være komplet fri for jordiske urenheder,
og der kunne gå op til et år med at pres-
se de jordiske urenheder ud (Holtved
1968 s. 133). Når et menneske døde, ved
at livskraften forlod det, blev dets nav-
neånd liggende ved liget indtil den kun-
ne fortsætte tilværelsen i et barn med
samme navn. De resterende ånder kunne
volde ondt, og berøring med den døde
kunne være farligt for alle i samfundet.
Derfor forventedes det, at de nærmeste
familiemedlemmer tog sig af den døde
200
[4]
Fig. 1. Nærbillede af grav D21 set fra øst. Foto: Stig Grummesgaard-Nielsen.
og begravelsesceremonierne, og at de
undgik at smitte deres frænder med onde
ånder. De, der havde stået for begravel-
sen, skulle gennem en renselsesproces,
som for kvinders vedkommende kunne
vare indtil flere år. (Holtved 1968 s.
136). I denne periode måtte de udsatte
efterleve strenge moralske regler, der bl.a.
indebar, at man ændrede spisevaner og
beklædningsform (Gildberg og Petersen
1992 s. 55 ff.). Også den dødes redska-
ber og husgeråd kunne være indbefattet
af tabu, og kunne aldrig mere benyttes af
andre. Den personlige livskraft døde
aldrig, men genopstod som menneske,
enten i Havet, i Himlen eller hos Hæn-
gehovederne. I Havet og Himlen var
livet ligesom på jorden, men der var altid
rigeligt med føde og godt vejr, og man
kunne genforenes med sine forfædre og
andre afdøde. I Havet levede man til
overflod af alt godt fra det våde element,
og i Himlen nød man landjordens mang-
foldige goder. En trediedel af de dødes
dimension var knap så utopisk men sna-
rere et rent Helvede. De usleste og ringe-
ste af de døde blev til Hængehoveder, og
måtte til evig tid leve af de sommerfugle
de kunne fange i flugten med munden
(Gulløv & Meldgaard 1992, s. 15).
Eskimoiske gravtyper
En grav er et fikspunkt, et forbindelses-
led mellem de efterladte og den afdøde,
et mindesmærke der repræsenterer eller
træder istedet for den døde, der ikke selv
kan være til stede i oprindelig form. Gra-
ven er et symbol på de efterladtes kærlig-
hed og hengivenhed, men den kan også
ses som et socialt betinget statussymbol
201
[5]
for både den døde og efterkommerne. Et
gravsted er den endegyldige terminal for
de jordiske rester, for sjælens hylster, men
samtidigt er gravstedet også udgangs-
punktet for noget nyt, hvis man tror på
et liv efter døden, og fra gravstedet kom-
mer den afdøde til åndernes rige, til det
evige liv. En grav udgør en stor værdi,
både målt i arbejde, i følelser og med
henblik på den kulturelle identitet. Det
er derfor ikke mærkeligt, at forskere i et
forsøg på at lære de tidligere grønlænde-
re at kende, har beskæftiget sig med de
eskimoiske grave i landet.
Fra slutningen af 1800-tallet og til i
dag har der i Grønlandsforskningen
været gode traditioner for etnoarkæolo-
giske undersøgelser, og i mange områder
af landet er der foretaget registreringer af
de eskimoiske grave. Blandt de mest
kendte og detaljerede registreringer er
K. J. V. Steenstrups undersøgelser i det
nordvestlige Grønland i årene 1875-80,
Helge Larsens arbejde i Nordøstgrønland
1931-34 og Therkel Mathiassens regi-
streringer i såvel øst som vest i 1920'erne
og 1930'erne (Steenstrup 1893; Larsen
1934; Mathiassen 1927,1930+1936). I
nyere tid er traditionen ført videre med
undersøgelser i både Østgrønland og
Vestgrønland. I Østgrønland har arbej-
det især fundet sted i forbindelse med
Skjoldungeprojektet, der fandt sted i
1990-92, og hvor man registrerede 273
grave (Gulløv & Fog Jensen 1991; Feld-
bo et al. 1992; Feldbo et al. 1993; Koch
& Feldbo 1994). Fra Vestgrønland er
det samlede antal grave endnu større, og
de er bl.a. fundet ved systematiske regi-
streringer i Buksefjorden, i Sisimiut-
distriktet, i Disko-området og i Uper-
navik-distriktet (Kapel 1993; Koch &
Hjalgrim 1993; Grønnow et al. 1983;
Grummesgaard-Nielsen 1996; Andreas-
sen et al. 1992; Hjarnø et al. 1974). Et
generelt træk ved de hidtidige under-
søgelser har været, at man enten har
koncentreret sig om blot at beskrive
beliggenheden, og gravene som de frem-
trådte set udefra, eller man har beskæfti-
get sig særligt med det antropologiske
materiale. Med hensyn til den arkæolo-
giske del har det skortet på tilstrækkeligt
med detaljerede undersøgelser. På grund
af den relativt lille befolkningstæthed,
d.y.s. få og spredte grave, og den store
mobilitet, har det været meget vanske-
ligt, at få et fast kronologiskema bygget
op omkring de neoeskimoiske grave. Der-
til kommer, at variationen i gravformer-
ne tilsyneladende har været meget stor.
En større systematisk undersøgelse af
de grønlandske eskimo-grave og deres
samlede indhold er desværre endnu ikke
foretaget, og der mangler altså præcise og
moderne arkæologiske og tværfaglige
undersøgelser af gravene som helhed.
Vores viden om de eskimoiske begravel-
sesformer bygger i lige så høj grad på
etnologiske beretninger som på arkæolo-
giske data, og disse data giver et meget
komplekst billede af begravelsesskikken
(se skemaet næste side). Fra arkæologiske
undersøgelser og etnografiske beretnin-
ger har vi kendskab til, at Thulefolket
benyttede gravtyperne Al, B3, B4, B5,
C3, C4 og E.
Begravelser i vandet kan selvfølgelig
ikke blive bevaret for eftertiden, og kun
lig der indlejres permanent i is kan holde
sig til nutiden, og den slags begravelser er
aldrig fundet i Grønland. Skikken med
202
[6]
Begravelsessted:
A - I vand eller på is.
B - På klippegrund
C -1 klippehule eller sprække
D - På træplatform
E - I hustomt eller dødehus
F -1 mødding
Begravekeshylster:
1  - Fritliggende, evt. i svøb
2 - Enkel stenmarkering
3  - Kammergrav med stendynge
4 - Kammergrav med helledække og stendynge
5  - Kammergrav med sten- og trækonstruktion
6 - Trækiste
7 - Intet hylster p.g.a. ligbrænding
at henlægge de døde på isen er beskrevet
hos eskimoiske folk i Canada (Maxwell
1985, s. 289). Fra etnografiske kilder i
Grønland kender vi til, at den døde er
blevet sænket i vandet, eller lagt på
strandbredden ved lavvande, for at liget
kunne skylles i havet ved højvande
(Hansen 1888, s. 106). Skikken med at
lade den døde få sit sidste opholdssted i
havet, hvorfra den meste føde kom, kan
have været særlig meget benyttet på Øst-
kysten hvorfra de etnografiske kilder
stammer (Koch & Feldbo 1994). Som
kunstneren Aron fra Kangeq så klart har
illustreret det i en akvarel fra 1867, kun-
ne den døde være indsvøbt i et skind
(Meldgaard 1982).
Den mest gængse eskimoiske begravel-
sesform der er bevaret til nutiden, er
begravelser direkte på grundfjeldet eller
på den ofte sparsomme vegetation (se fig.
2). Fra Canada kendes eksempler på, at
den dødes gravsted kun er markeret med
en eller enkelte sten, men det er en
begravelsesform der er yderst vanskelig at
eftervise arkæologisk. Normalt bygges et
gravanlæg til den døde, et solidt beskyt-
tende hylster der i funktionel forstand
blot er en kødgrav, hvor den døde depo-
neres. Kammeret skal beskytte liget mod
hunde og vilde dyr, samt holde den
værste nedbør ude. Kamrene placeres
ligesom kødgravene ofte på steder, hvor
der er gode dræningsforhold, og hvor der
er meget vind. Kamrene kan være dæk-
ket af store flade sten, eller af rullesten,
og her er det som regel princippet om
det til rådighed værende, der er gælden-
de. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med
store dæksten men drivtømmer i nærhe-
den, kan træet bruges som understøttelse
for mindre sten, en skik der er især ken-
des på Clavering Island (Larsen 1934 s.
67). I rullestenslejer bruges rullesten ofte
både til opbygning af kammeret og til
dække. Over kamrene dynges ofte til med
sten for at sikre dem yderligere mod øde-
læggelse, og gravene kan derved fremstå
som røselignende, men Thulefolkets gra-
ve er dog normalt ganske lave og ovale i
formen ligesom Thulefolkets huse.
Fra det mere trærige Alaska kendes
eksempler på, at den døde er begravet i
en fritstillet trækiste.
Klippehuler og klippesprækker er som
regel ikke så synlige i landskabet som
menneskeopbyggede gravanlæg, men de
er mere solide, og i Thulekulturen er det
meget normalt, at benytte hulheder i
grundfjeldet til gravsteder, og de kendes
også fra Sisimiut-distriktet. I nogle tilfæl-
de er der kun lige plads til den eller de
døde, og der behøves ikke andet end en
sten for indgangen til at beskytte ligene,
203
[7]
Fig. 2. De neoeskimoiske gravtyper i Grønland, og eksempler på deres placering i landskabet. Tegning: Stig
Grummesgaard-Nielsen.
men i andre tilfælde er hulerne store, og
man bygger en større grav som dem der
204
kendes fra det fri. I huler kan de døde
holdes helt fri for fugt, og i kold og tør
[8]
luft er det ikke ualmindeligt, at ligene
frysetørres og bevares som mumier.
Til de mere eksotiske gravformer
indenfor det eskimoiske område hører
begravelser på platforme af træ. Denne
skik syntes at være indiansk inspireret, og
kendes kun fra Alaska, hvorfra der også
kendes eksempler på ligbrænding (Holt-
ved 1968 s. 136).
Fra flere steder i Grønland er der fun-
det lig der ligger i sammenfaldne tørve-
huse, og i litteraturen kan de være omtalt
som dødehuse (Feldbo et al. 1992 s. 109,
Møbjerg 1988). Denne type »begravel-
ser« er relativt sjældne, og faktisk synes
der blot at være tale om, at hustomter i
nødstilfælde er brugt til deponeringen,
eller at de døde ligger ubegravet, og er
omkommet p.g.a. sygdom eller hungers-
nød (Hansen 1888 s. 106).
Der kendes ikke klare eksempler på
begravelse i udsmidslag, men i Qeqerta-
sussuk nær Qasigiannguit blev de ældst
kendte menneskerester fra det eskimoi-
ske område fundet i netop møddingen
(Koch et al. 1996).
Fra flere områder er der blevet rap-
porteret om tomme gravkamre, men det
har ikke været muligt at afgøre, om der
har været tale om kamre beregnet til at
være tomme, opført uden at den døde
har kunnet skaffes til veje, eller om ske-
letter eller gravgaver efterfølgende er
fjernet.
Gravkamrenes grundform varierer
meget, og der er blevet registreret både
trekantede, firkantede og mangekantede
eskimoiske grave. Mange steder har kam-
meret en meget uregelmæssig form, der
kendes bl.a. pæreformede, men generelt
set, har man alene tilstræbt, at fa et kam-
mer der var passende i størrelsen, og især
dækstenenes størrelse og form har for-
mentlig haft afgørende betydning for
kammerets form. Kammerets bund kan
have været fint opbygget i såvel sten som
tørv, men ofte ligger den døde direkte på
undergrunden. Kammerets størrelse
afhænger først og fremmest af den afdø-
des størrelse, og børn er tilsyneladende
blevet gravlagt i mindre kamre end voks-
ne, men de fleste kamre er kortere end
den afdøde, og det ser ud til, at man på
forhånd har kalkuleret med, at den afdø-
de skulle nedlægges med bøjede ben.
Efter gravene ved Imertit, Qimisaa, Kup-
pelnæs og Asummiut at dømme, ligger
gravkamrenes middelstørrelse omkring
1,5 x 0,5 meter (Feldbo et al. 1993 og
Grummesgaard 1996). Gravkamrene er
sjældent mere end 1,5 meter høje, men
der er stor variation, og igen synes de
fysiske muligheder ved gravstedet at have
stor betydning. Gravene er meget ofte
bygget op ad en klippeblok som indgår i
konstruktionen, og højden på blokken,
hvorpå dækstenene har hvilet, har afgjort
den endelige højde i kammeret. Det er
normalt med en indre højde på grav-
kammeret på 0,5 meter.
I tilknytning til gravkamrene, og gerne
sammenbygget med disse, findes der
meget ofte et bikammer til gravgaver og
eventuelt udrømmede knogler. Bikamre-
ne, der er opbygget på samme måde som
hovedkammerne, er som regel små, men
hvis kammeret har indeholdt en kajak
kan det være næsten 5 meter langt (Koch
& Feldbo 1994 s. 39).
Gravene er placeret oppe bag boplad-
serne, og findes derfor i størst antal i de
ydre kystområder, men selv oppe i inder-
205
[9]
fjordernes bagland findes grave (Grøn-
now et al. 1983 s. 50). Gravene kan lig-
ge alene, eller som det ofte ses i par, men
meget ofte findes de i nærheden af bo-
pladser, hvor der har været langvarig
beboelse, og hvor de er samlet gruppevis
eller i slørre gravfelter.
De gravlagte eskimoer
Menneskene - inuit — eller skrællinger
som de samtidige nordboere fra Øster-
bygden kaldte eskimoerne, er fundet i
grave spredt over hele det arktiske områ-
de, og der kendes mange hundrede ske-
letter alene fra Thuletid i Grønland. Pla-
ceringen af de døde eskimoer i gravene
varierer meget fra region til region. Hos
polareskimoerne har man lagt den døde
med hovedet mod solopgangen, men
andre steder i f.eks, Grønland er den
døde lagt med hovedet mod vest. Lejrin-
gen af liget i graven har også vekslet me-
get, og i et område fra Alaska til Labra-
dor er de døde lagt i udstrakt rygleje,
mens de i Alaskas sydlige del og i Grøn-
land oftest er anbragt med sammen-
bøjede ben (Gildberg & Petersen 1922,
s. 59). Som regel er de bøjede ben knyt-
tet til rygleje, således at knæene stikker i
vejret eller til siden, men fra Nordvest-
grønland kendes andre varianter, hvor
underbenene er bukket under lårene og
liget sidder oprejst på hug (Steenstrup
1893, "s. 23). Så sent som fra 1800-talIet
i Grønland er skikken med at snøre den
dødes ben sammen blevet brugt (Hansen
188S, s. 105). Der tindes ikke primære
etnografiske beretninger om hvorfor
benene er bukket sammen, og det er
tvivlsomt, om det er for at spare på plad-
sen i gravene da disse i mange tilfælde er
206
rigeligt store. Det er nok mere sandsyn-
ligt, at benene er bundet eller snøret
sammen for at forhindre den døde i at gå
igen som spøgelse efter døden. Skikken
med at indsvøbe liget i skind af sæl eller
rensdyr kan også være baseret på over-
troisk frygt for de døde.
Thulekulturens grave rummer ofte
kun en enkelt død, men fællesbegravelser
er også almindelige, og der kendes
eksempler på grave med hele 15 personer
(Steenstrup 1893 s. 23). I gennemsnit er
der mere end 2 individer per grav i de
bedst undersøgte grave, og genbrug af
grave synes at være yderst almindelig. I
Grønland er der ofte foretaget udrøm-
ninger af de ældre skeletter i en grav for
at skaffe plads til et nyt lig, og mange af
skeletterne i fællesgravene er derfor ikke
i oprindeligt leje, men ligger meget
omrodede (Hjarnøe et al. 1974, s. 3;
Koch & Feldbo 1994, s. 35).
Der er lavet mange opmålinger og
antropologiske analyser på skeletmateri-
alet fra det arktiske område, og den
almindelige eskimoiske krops statur og
størrelse er godt belyst (se kapitlet om
menneskeknoglerne fra gravene ved
Asummiut). Sygdomstegn og aldersfor-
andringer er ofte undersøgt, men kun i få
tilfælde har oplysningerne kunnet hen-
føres til specifikke grave og individer, og
man har i forskningen koncentreret sig
om køn og aldersfordeling og andre
demografiske forhold (Jørgensen 1953).
Mange skeletter er voldsomt præget af
det hårde liv i fangersamfundet, og såvel
knogler som tænder har været meget
mere slidte end vi kender det fra ager-
brugssamfundene. Med hensyn til det
antropologiske materiale har de meget
[10]
omfattende undersøgelser af de fanta-
stisk velbevarede mumier fra Qilakitsoq
haft stor videnskabelig betydning, og der
er bl.a. fundet noget så forgængeligt som
tatoveringer på de gravlagte kvinder. Ved
hjælp af vævstypeanalyser på mummier-
ne er der desuden for første gang blevet
påvist sandsynlige familiebånd mellem
individer fra samme grav (Ammitzbøll et
al. 1992a). Det er meget muligt, at man-
ge af de påviste eskimoiske fællesgrave er
familiegrave, der er benyttet i generation
efter generation. Opmålinger af de man-
ge ikke mumificerede knogler er også
vigtige, og det kan nævnes, at der nogle
steder har været udtaget DNA-prøver til
analyse, og man vil i heldige tilfælde
kunne spore arveligt betingede sygdom-
me samt familierelationer på de knapt så
velbevarede skeletter (Koch & Feldbo
1994).
Grave bygget til børn alene er ikke ual-
mindelige, men oftest er børnene blevet
gravlagt sammen med de voksne. An-
delen af børn i gravene ligger som regel
mellem 10 og 15 %, og det er for få i for-
hold til en normal aldersfordeling i til-
svarende samfund. Nogle børn må derfor
være placeret andre steder, og det er
meget sandsynligt, at børn, ikke mindst i
hungersperioder, er blevet udsat til den
visse død i den barske natur.
Ud fra analyser af knogler fra Thule-
gravene er det påvist, at fødegrundlaget
for de eskimoiske folk i almindelighed
findes i havet, og selvom der kendes und-
tagelser, er det havpattedyrene der spiller
den største subsistensøkonomiske rolle.
Udgangspunktet for bestemmelserne er,
at marine planter har et større indhold af
kulstof-13 end planter på landjorden, og
at dyr og mennesker ved at udnytte
havets fødekæde forøger kulstof-13-ind-
holdet i krop og knogler (Tauber 1981).
Dødeligheden har været meget høj i de
eskimoiske samfund, ikke mindst blandt
mændene der levede som fangere. Det
meget farlige levebrød på havet har givet
en større dødelighed hos mændene, hvil-
ket giver en skæv kønsfordeling, og i
slutningen af 17 og 1800-tallet i Syd- og
Østgrønland er der beretninger om en
overvægt af kvinder på 25-50 % (Hansen
1888, s. 5). Med færre fangere stiger
muligheden for hungersnød, og fangerne
må tage endnu større chancer på havet
for at skaffe føde til familien. De kendte
skeletters kønsfordeling viser, også i den
førkolonialistiske periode, en meget mar-
kant og generel dominans af kvinder i
gravene. Dette kan skyldes mændenes
større »erhvervsbetingede« dødelighed,
men det kan også skyldes forskellige
gravskikke kønnene imellem. Måske har
det udelukkende været mænd der blev
begravet i havet, og måske er det grun-
den til, at de er underrepræsenteret i gra-
vene på land. Det bliver desværre nok
aldrig endeligt opklaret, og som en af en
tidligste danske arkæologer udtrykte sig
omkring forholdet mellem den arkæolo-
giske viden om de forhistoriske samfund
og de reelle begivenheder, er vi meget
ofte henvist til »lutter moxen gisninger«.
Gaver til de døde
Der er ikke lavet nogen samlet opgørelse
over gravinventaret i de eskimoiske gra-
ve, og vores viden er på dette punkt
meget sporadisk. Der er påvist gravgaver
i op til halvdelen af de eskimoiske grave
i Grønland, så skikken med at nedlægge
207
[11]
gravgaver sammen med den døde, har
tilsyneladende været meget brugt i dette
område. I mange tilfælde er der bygget et
bikammer til selve gravkammeret, hvori
gravgaverne er lagt, men de kan også
være placeret over eller udenom graven,
og de findes gerne mellem gravenes man-
ge ydre sten. Bevaringsforholdene er
selvfølgelig meget afgørende for, hvor
mange gaver vi kan finde i gravene i dag,
og da hovedparten af det Thuleeskimo-
iske redskabsforråd har bestået af orga-
nisk materiale, er det klart, at vi kun fin-
der en; del af de oprindeligt medgivne
gaver. Det må især forventes, at skind- og
trægenstande er stærkt underrepræsente-
ret blandt fundene, og at gravgaver i det
hele taget har været meget mere almin-
deligt forekommende end det fremgår af
fundene. Hvis man tager bevaringsfor-
holdene med i betragtning, er det endda
muligt, at praktisk talt alle Thuleeskimo-
er er blevet begravet med gaver, og under
alle omstændigheder ser det ud til, at den
døde i Grønland altid har været iklædt
sin dragt. De kolde klimatiske forhold
fordrer, at beklædningen skal være varm,
men også at den har evnen til at lukke
overflødig varme ud under arbejde, og
det har Thuleeskimoernes dragter kun-
ne. I heldige tilfælde er adskillige af Thu-
lefolkenes dragter fundet bevaret i fryse-
tørret tilstand på mumier, og det er tyde-
ligt, at de har været yderst velegnede og
funktionelle (Ammitzbøll et al. 1992b).
Dragten har normalt bestået af flere lag,
en vind- og vandafvisende yderpels af
bl.a. sælskind og en isolerende og blød
underpels af fugleskind. Ud over dragter-
ne har de døde først og fremmest fået
brugsgenstande med sig i graven, gen-
208
stande som de har holdt af, og genstande
som de kunne bruge i livet efter døden.
Det har tilsyneladende været meget
almindeligt, at få mad med i graven, og
dyreknogler påvises ofte i både mands-
og kvindegrave. Dyreknogler i gravene
kan være tegn på, at ræve har tilført
rester af deres måltider i de huleagtige
gravkamre, men i mange tilfælde er der
snarere tale om, at den døde har fået mad
med til rejsen (Mathiassen 1936, s. 16).
En anden mulighed for tilstedeværelse
af dyreknogler i gravene er, at de efter-
ladte har villet lade et dyrs ånd følge
menneskets ånd til de dødes dimension,
og^ der kendes etnografiske beretninger
om, at døde børn har faet en hundeånd
repræsenteret ved en hundeknogle med
sig, for at børnene ikke skulle føle sig ale-
ne, eller for at hundeånden kunne hjæl-
pe barnets ånd med at finde vej. Ifølge de
etnografiske kilder har brugen af amulet-
ter været meget almindelig, men da de
ofte er tildannet af forgængeligt materi-
ale og ofte vil være fragmenterede, er det
meget vanskeligt at påvise amuletter ved
arkæologiske udgravninger af gravene.
På et par lokaliteter er der fundet små
samlinger af sten der kan være benyttet
som amuletter, men der kan også være
tale om smykkesten eller, som det er tol-
ket ud fra et fund i Østgrønland, spille-
brikker (Gulløv 1995 s. 14). Bjergkry-
stalkærner og tænder fra de store havpat-
tedyr kan også have fungeret som amu-
letter, og er i nogle tilfælde kommet med
i gravene (Mathiassen 1936 s. 21).
Fra såvel voksen- som børnegrave ken-
des legetøj, og selvom sådanne gravgaver
er relativt sjældne, kendes de både i form
af små efterligninger af mennesker, dyr
[12]
og redskaber lavet af træ og tand, og i
form af spil som det populære gribespil
Ajagarneq. I dette gribespil holdes en
tilspidset pind i hånden, og med en hur-
tig og præcis bevægelse skal et med en
snor forbundet objekt gennembores.
Blandt de voksne er der åbenbart store
kønsbestemte forskelle i gravudstyret, og
ligesom der generelt har været meget stor
forskel på mænd og kvinders dagligdag i
Thulesamfundet, har deres gravudstyr
været yderst forskelligt. Mændene har
fortrinsvis fået fangstredskaber eller
værktøj med sig i graven, genstande som
kunne afspejle både deres daglige dont
og deres status. De fangstredskaber der er
mest almindelige i gravfund, er knive,
kastetræ, harpunspidser, buer, pile, lanser
og spyd. Blandt værktøjet i mandsgrave-
ne er det ishakker, snebankere, sneknive
og slibesten der dominerer. Dertil kom-
mer at hele transportfartøjer som slæder
og kajakker eller dele deraf kunne følge
den døde fanger.
Ligesom mændenes gravgaver, afspej-
ler kvindernes gravgaver ejernes rolle i
fangersamfundet.
Kvinderne fik ofte smykker eller hus-
geråd med sig i graven, og der har helt
tydeligt været tale om gaver, der har haft
betragtelig affektionsværdi for personen i
levende live. Smykkerne består ofte af
smukt forarbejdede knapper og perler,
der gerne har været af ben eller tand,
men i de senere perioder, hvor indflydel-
sen fra den europæiske kultur har været
større, har man pyntet sig med knapper
og perler af porcelæn og glas (Mathiassen
1936 s. 27 + 43). Det »feminine« værk-
tøjsarsenal fra den daglige telt- eller hus-
holdning som kendes fra gravene, er spe-
cielt tilknyttet madlavning og dragtfrem-
stilling. Til fremstilling af dragterne er
nåle uundværlige, og sammen med sylen,
rynkebenet og fingerbøllet, har de
udgjort nogle af de mest betydningsfulde
dele af de kvinderedskaber, der fulgte
dem i graven. Til beskyttelse af nålene
havde kvinderne kunstfærdigt forarbej-
dede nålehuse, og fra gravene kendes der
eksempler på både smukt dekorerede og
blankpolerede nålehuse af tand. I dragt-
fremstillingen, såvel som i tilberedelsen
af maden, benyttede kvinderne den bue-
de kniv, den såkaldte ulu, hvis blad kun-
ne være af enten kobber eller jern. Kni-
ven synes at have været et personligt
redskab, der ligesom lamperne ofte fulg-
te husmoderen i graven. De Thuleeski-
moiske lamper og kogekar er lavet af
fedtsten, og de er en yderst vigtig og
praktisk del af kulturen, men lamperne
kan også, i symbolsk form, være behol-
dere af personlige minder, der kan følge
den døde til det næste liv. I de lyssvage
boliger har denne lys- og varmekilde hørt
til det kæreste inventar, og den har været
uundværlig i madlavningen. Ved at
antænde tran og spæk fra havpattedyr
ved hjælp af en væge af mos eller uld,
kunne indearbejdet lade sig gøre, og
maden kunne tilberedes. Lamperne fin-
des i flere størrelser og former, og med
eller uden vægeliste eller vægeknop
(Thalbitzer 1914, s. 532ff). I de lange
vintre har lampen ofte været den eneste
lyskilde man kunne glæde sig over, men
også en slukket lampe kunne være kilde
til glæde. Søren Hansen fortæller om
østgrønlænderne i 1800-tallet, at en
almindelig leg om vinteren ved festlige
lejligheder har været »lampesluknings-
209
[13]
legen« (Hansen 1888, s. 98). Legen var
en sensuel samleg mellem kønnene, og
en god vært lod altid lamperne slukke
om aftenen, når der var gæster i huset.
Udgravningerne ved Asummiut
l 1988 udgav Sisimiut Kommune en
byplan for udvidelse af byområdet til
nordsiden af Ulkebugten, og i 1990 var
planlægningen af en mulig landingsbane
til fastvingetfly i samme område så småt
begyndt. (Se kapitlet om Kulturhistorien
ved Ulkebugten). I den forbindelse fore-
tog Sisimiut Museums daværende mu-
seumsinspektør Finn Erik Kramer de
første samlede registreringer af bl.a. gra-
vene ved Asummiut, og der blev påvist
seks grave (Kramer 1990). I 1994 udvi-
dede arkæolog lic.phil. Tinna Møbjerg
de systematiske undersøgelser, da Grøn-
lands Lufhavnsvæsen havde begyndt en
egentlig projektering, og kort over luft-
havnsområde og vejanlæg var til rådig-
hed (Møbjerg 1994). I 1995 blev planer-
ne for anlægsarbejdet delvist ændret, og
nye rekognosceringer fandt sted under
forfatterens daglige ledelse i somrene
1995 og 1996 (Grummesgaard-Nielsen
1996a og 1996b). Indenfor det berørte
område for den kommende lufthavn,
dukkede der otte nyerkendte grave op.
Det samlede antal af Thulegrave på
Asummiut er således nået op på ialt 14.
De påviste grave lå i et varieret sydvendt
og meget kuperet terræn i læ for norden-
vinden nedenfor Præstefjeldet. Flere
bække snoede sig ned fra fjeldet, og var
med til at oppebære områdets store fro-
dighed. I sænkninger bredte tørven sig,
men de sumpede arealer var relativt små
og lige så vel afgrænsede som de krystal-
klare regnvandssøer. Rævling og forskel-
lige former for dværgpil var domineren-
de, men på de veldrænede grusede hæve-
de strandterrasser, var græsser og mare-
halm almindeligt. I sæsonen slikkede
Wåbærene solskin på klipperne.
Nogle af de registrerede grave ved
Asummiut var intakte og uforstyrrede,
men mange var, som de fleste grave i
Sisimiut-distriktet, blevet plyndret eller
på anden måde forstyrret (Bocher et al.
1980 s. 57). På grund af forstyrrelserne
og bevaringsforholdene i øvrigt, var der
stor forskel i gravenes størrelser, og de
udvendige mål gik fra 1,2 x 0,5 meter til
3,0 x 2,0 meter. De var, som andre grave
fra denne periode, placeret højere i ter-
rænet bag de strandbundne boliger. Gra-
vene lå mellem 4 og 31 meter over havet,
og alle havde en glimrende udsigt over
fjorden og de nærliggende øer mod syd.
Der var aldrig mere end 550 meter fra en
grav til en kendt bebyggelse. Gravene var
meget ujævnt fordelt, og i det cirka 3
kvadratkilometer store område var der
maksimalt 125 meter mellem to nabo-
grave. Den gennemsnitlige afstand fra én
grav til den nærmeste nabo var på 36
meter, og over 70 % af gravene havde 36
meter eller derunder til naboen. Man
opførte altså gravene i klynger, og som
det fremgår af flg. 3, er gravene ofte ble-
vet anlagt parvis. Der kan have været tale
om familiegravfelter, men det vil kun
kunne påvises v.h.a. eventuelle fremtidi-
ge DNA-analyser. De fleste grave var ori-
enteret med hovedende pegende mod
den østlige himmel, men der var stor
variation.
Fem af de påviste 14 grave ved Asum-
miut lå i et område der blev berørt af
210
[14]
lufthavnsbyggeriet, og de blev derfor
udgravet, og knoglerne blev deponeret
andetsteds under mere beskyttede for-
hold.
Grav D l (SIK892)
Graven var orienteret 0-V og lå 19
meter over havet, og fra stedet havde
man en meget god udsigt over det
nærliggende farvand. Graven var anlagt
op ad en lav lodret klippevæg. Løse klip-
pestykker og -blokke fra stedet har været
benyttet til at opbygge et kraftigt og
solidt kammer, der blev dækket med
meget store flade heller (se fig. 4). Grav-
kammeret har oprindeligt været meget
højt, men dækstenene er på et tidspunkt
styrtet ned og har lagt sig til rette ovenpå
de døde (se fig. 5).
På grund af tidspres, de ringere beva-
ringsforhold og det ekstremt dårlige
sommervejr (det sneede), valgte vi ikke
at tegne og opmåle denne grav. Istedet
foto-dokumenterede vi graven og dens
indhold af knogler. Delvis kraftig og
meget ujævn tørvedannelse i gravkam-
meret filtrede skeletterne sammen, men
gav desværre ikke mulighed for at få en
tydelig markeret lagdeling. Det var et
generelt stratigrafisk problem med grave-
ne, at iagttagelser omkring lagdelinger i
kammeret ikke kunne føres udenfor det
omgrænsende stendække. Under udgrav-
ningen fulgte vi så vidt muligt de enkel-
te skeletter i vandrette lag nedad, og vi
opsamlede knoglerne i fire artificielle lag.
Bevaringsforholdene var rimelige for
knogler, og de fleste større knogler var
tilstede, men mange af de mindste var
blevet opløst. Med hensyn til de øverste
lag var det tydeligt, at ræve havde haft
adgang til kammeret, og at der var sket
en vis sammenblanding. I store træk lå
skeletterne dog i det oprindelige leje med
hovedet mod øst. På trods af, at kamme-
ret med en størrelse på 180 x 45 cm hav-
de rigelig plads til fuldt rygleje, var de
døde lagt i graven med bøjede ben. Der
blev fundet rester af ialt syv individer i
graven. Et af skeletterne er blevet be-
stemt som værende fra en voksen mand,
og et har været fra et barn på 12-16 år.
De fem øvrige skeletter stammede fra
voksne kvinder mellem 20 og 50 år. Der
blev ikke fundet udrømninger eller bi-
kamre i forbindelse med udgravningen,
men udenfor kammeret og stadig under
gravens stendynge fandt vi et smukt
udskåret og poleret stykke hvalrostand
(se fig. 6b). Stykket har sandsynligvis
været benyttet som nålehus, og må have
tilhørt en af kvinderne. Desværre var der
ikke bevaret nogle nåle eller det skind de
formentlig har været rullet ind i, og den
nederste lukkede del af beholderen var
lettere opløst. Randen var fint markeret,
og hylstret havde et cirkulært tværsnit.
Den bevarede del målte 67 x 21 mm på
Fig. 4. Nærbillede af grav Dl set fra syd. Foto: Stig
Grummesgaard-Nielsen.
211
[15]
Fig. 3. Oversigtskort over området ved Asummiut. De påviste grave er markeret med cirkler. Tegning: Stig Grum-
mesgaard-Nielsen, efter forlæg fra Grønlands Lufthavnsvæsen.
dette uornamenterede men fornemme
stykke håndværk.
Graven kan, skønt der kun var en be-
grænset stendynge over kammeret, efter
ovennævnte typeskema bestemmes til en
kammergrav med helledække og sten-
dynge (type B4). Alle skeletterne var tyde-
ligvis eskimoiske, og da palæoeskimoiske
grave overhovedet ikke har været kendt
fra Grønland, må Dl henføres til den
neoeskimoiske Thulekultur, der i Sisimiut
området kendes fra og med 1200-tallet.
Grav D7(SIK892)
Graven lå kun 36 meter fra grav Dl,
omkring kote 10 meter over havet, og
havde en tilsvarende god udsigt (se fig.
7). Den var orienteret SØ-NV på fast-
landets yderste næs nedenfor Præstefjel-
det. Den var blevet anlagt ved, at man
parallelt med en lav klippevæg havde
212
bygget en væg af stenblokke og heller (se
fig. 8, 9 og 10). Derefter lagde man sten
i gavlene, og skabte på den måde et kam-
mer med en længde omkring l ,8 meter
og en bredde omkring 0,4 meter. Ende-
ligt blev gravkammeret solidt og meget
tæt dækket af store og små heller, og hele
kammeret blev dækket af en stor oval
stenbunke med en ydre størrelse på cirka
3x2 meter. Efter typeskemaet var der
tale om en kammergrav med helledække
og stendynge (type B4).
;EgentIige arkæologiske udgravninger
af neo-eskimoiske grave i Grønland fin-
der meget sjældent sted, og når de fore-
tages, er det som regel med entreprenør-
maskiner og bortsprængte klippestykker
om ørene. Således var det også med grav
D7, men da graven allerede fra udgrav-
ningens begyndelse så ud til at være
meget velbevaret, blev denne grav ekstra
[16]
grundigt undersøgt i håb om, at få ny
indsigt i gravskikken i Thuletid. Graven
blev afrenset, tegnet og fotograferet, og
samtlige sten og knoglestykker blev
nivelleret. Anlægget blev tømt fuldstæn-
digt, og der blev gravet godt uden om
graven, for eventuelt at påvise omkring-
liggende gravgaver eller mere sekundære
dumpninger. To steder umiddelbart
udenfor kammeret fandt vi knoglehobe
der tydede på udrømninger. Knogleho-
bene blev udgravet ligeså minutiøst som
kammeret, og det var tydeligt, at knog-
lerne var blevet udrømmet fra central-
kammeret, og at de forsigtigt var blevet
lagt under gravens stendynge. Det var
bemærkelsesværdigt, at kranier, der var
de mest pladskrævende knogler, ikke
fandtes blandt de udrømmede skeletdele.
Man har åbenbart ikke ville fjerne de
dødes hoveder fra gravkammeret. Der
kunne ikke etableres en stratigrafi mel-
lem lagene i gravkammeret og i udrøm-
ningshobene, skønt der fandtes op til 30
cm tykke tørvelag omkring udrømnings-
områderne. Heller ikke i selve gravkam-
meret var der en klar lagdeling, men i de
lavere områder af gravens bund så det ud
til, at der ved den første gravlægning har
ligget tørv.
Mange af de mindste knogler, som fin-
ger- og tåknogler var helt opløst i såvel
kammer som udrømningsområderne,
men ellers var bevaringsforholdene for
knogler fine, hvilket de ialt 649 opgrave-
de knogler viste. Graven har fungeret som
det sidste hvilested for 8 personer, der alle
var voksne kvinder (se kapitlet om menne-
skeknoglerne fra gravene ved Asummiut).
Til graven kunne knyttes en del grav-
gaver, og i selve kammeret fandt vi en af
de mindre undertænder fra en hvalros.
Tanden var meget slidt, og må have
været fra et voksent dyr nedlagt af en af
bopladsens fangere. I kammeret lå også
en overarmsknogle fra en hund, og selv
om knoglen kan være transporteret til
gravkammeret af en af områdets mange
små smidige blåræve, er det meget mu-
ligt, at knoglen bevidst blev medgivet
den døde, som det har været kendt fra
andre Thulegrave. I bunden af graven
påviste vi de næsten helt opløste rester af
nogle skind. Ud over hår viste små fjer-
strukturer os, at noget af skindet har
været lavet af dun fra fugle, og det stam-
mede muligvis fra en af de kendte varme
og bløde inderpelse af fugleskind.
Umiddelbart udenfor centralkamme-
ret, men stadig under stendyngen, fandt
vi en hængekar af fedtsten (se fig. 11).
Karret var relativt lille, og målte ved ran-
den 23 cm i længden og 15 cm i bred-
den. Karrets vægge skrånede let ud, så
størrelsen ved bunden var noget mindre
(se fig. 12). Formen var oval, men dog
med en næsten ret side. Karret bar tyde-
lig præg af at have været flittigt brugt, og
en tyndt sort lag af tran var brændt fast i
bunden. Det var repareret flere gange,
både p.g.a. et hul i bunden og p.g.a. en
skade ved randen. Tæt på randen i begge
ender var lavet 2x2 fine gennemborin-
ger til ophængning.
I begge udrømningsområder fandt vi
sælknogler, og den ene knogle var tyde-
ligt ildskørnet, som stammede den fra en
sælsteg, som en af kvinderne har fået
med. I udrømningsområdet længst mod
øst, og op mod lampen, fandt vi et skaft
af hvalknogle samt 29 små farvede sten.
Stenene var uregelmæssige i formen,
213
[17]
Fig. 5. Udgravningsbillede af Asummiut, grav Dl set fra øst. Foto: Qlle Krause.
men tydeligt strandrullede. De var alle
omkring l cm i diameter, og i fugtig til-
stand var de meget glatte og flotte, og de
skinnede i farver vekslende fra hvid over
grå til orange og blå. Stenene kan have
været benyttet som smykkesten, amulet-
sten eller som spillebrikker (se fig. 13).
Hvalknogleskaftet var smukt udskåret,
tilglattet og delvis udhulet. Det var 57
mm langt, 26 mm bredt og havde en
maksimal tykkelse på 9 mm. Det må
have været en del af et mindre håndred-
skab, men da stykket desværre var ufuld-
stændigt, kunne det ikke typebestem-
(l
6a                                                 "*•='"     6b
Fig. 6. Tegning af gravgaver fra Asummiut. Fig. 6a er et skaft af hvalknogle fra grav D7, og fig. 6b er et nålehus af
hvalrostand fra grav D l . Tegning: J. J. Kærgaard.
214
[18]
Fig. 7. Udgravningsbillede af Asummiut, grav D7 set fra nordøst. Bemærk udsigten. Foto: Stig Grummesgaard-
Nielsen.
Fig 8. Nærbillede af den afrensede grav D7 set fra nord. Den overdækkende stendynge er fjernet, og gravkammeret
ses opbygget op ad klippefremspring. Foto: Stig Grummesgaard-Nielsen.
215
[19]
Fig. 9. Tegning af grav D7 som den fremstod før udgravningen. Tegning: Stig Grummesgaard-Nielsen.
mes, og vi ved ikke, hvad det har været
brugt til (se fig. 6a).
Graven kan som nævnt typemæssigt
dateres til Thuletid, og ialt ti 14C date-
ringer har fastlagt den omtrentlige brugs-
tid til mellem 1440 og 1640 (se kapitlet
om Kulstof-14 dateringerne). Dermed er
de verdensberømte mummificerede lig
fra Qilalcitsoq, der er dateret til sidste
halvdel af 1400-tallet, samtidige med
mindst én af de først begravede fra grav
D7 (Hansen, Meldgaard & Nordqvist
1992).                       ;
Da det er usandsynligt at gravkamme-
ret har været højere end da det blev
216
udgravet, og da kammeret i gennemsnit
kun_er__40 cm højt, kan den ikke have
indeholdt mere end to uskeletterede lig
ad gangen. Det skal bemærkes, at de fle-
ste skeletter er fundet med nogle af
knoglerne liggende i oprindeligt leje, og
at der derfor ikke kan have været tale om
begravelser af skeletter eller komplet par-
terede lig. Da der tilmed over en cirka
200-årig periode skal være plads til 8 per-
soner, må der nødvendigvis være gået en
rum tid mellem ihvertffald de fleste af
begravelserne. Med dette og de etnogra-
fiske beretninger som udgangspunkt,
kan gravens historie, ved hjælp af de nå-
[20]
Fig. 10. Tegning af grav D7 efter at det øverste stendække er fjernet. Bemærk gravkammerets udnyttelse afgrund-
fjeldet, det velbevarede skelet samt de 2 udrømningshobe og det delvis tildækkede fedtstenskar. Tegning: Sug
Grummesgaard-Nielsen.
turvidenskabelige dateringer og de iagt-
tagede niveauer, med en vis sandsynlig-
hed udredes (se fig. 14).
Grav D23 (SIK937)
Graven, der var meget velbevaret, lå 18
meter over havet 125 meter vest for grav
D7. I opbygning og udseende mindede
de to grave meget om hinanden, og fra
gravene kunne man, udover at se til hin-
anden, også se den lille vig der må have
fungeret som landingsplads. Kammer-
graven var anlagt i en smal SØ-NV-gå-
ende erosionsrende mellem fjeldvæggen
og et lavt klippeudspring. Grundfjeldet
virkede dermed som støtte for kamme-
rets sider, og store klippeblokke dannede
basis for kammerets gavle. Kammerets
dække bestod af store flade heller lagt på
tværs af kammeret (se fig. 15). For at tæt-
ne kammeret og gøre hele konstruktio-
nen mere stabil og imponerende, har
man over og rundt om kammeret lagt en
stendynge (se fig. 16 og 17). Grav D23
var omkring 3x2 meter i ydre mål, men
selve kammeret var noget mindre, kun
1,2 x 0,5 meter. Den lille størrelse på
kammeret skyldes formentlig, at der kun
217
[21]
Fig. 11. Fedtstenskarret fra grav D7 liggende i oprindeligt leje under sten umiddelbart udenfor gravkammeret.
Foto: Stig Grummesgaard-Nielsen.
var et enkelt individ begravet, og at det-
te var et cirka 8-årigt barn. Bevaringsfor-
holdene for knogler var glimrende, og
barnet var tydeligvis gravlagt på samme
måde som kvinderne fra de andre grave i
området, med bøjede ben og med hove-
det i den østlige ende (se fig. 18).
Graven blev som de øvrige grave fra
lufthavnsarealet ved Asummiut udgravet
meget systematisk i vandrette lag, der så
vidt muligt fulgte de enkelte skeletdele.
Efter frempræpareringen af de øverste
knogler, udgravedes en længdeprofil gen-
nem gravbundens homogene brune tørv.
Der kom dog ikke yderligere detaljer om
gravens opbygning frem, men det så ud
til, at den døde blev gravlagt direkte på
den tynde vegetation over den eroderede
klippe. Der kunne ikke påvises gravga-
ven Graven hørte typologisk set til Thu-
lekulturen (type B4), og må dateres til
denne kultur.
Fig. 12. Fedtstenskarret fra grav D7 i nærbillede.
Bemærk ophængningshullerne langs randen og repara-
tion i bunden. Foto: Cille Krause.
218
[22]
Grav D25 (SIK938)
Graven var meget ødelagt, og kunne ikke
typebestemmes nærmere. Den var place-
ret på et klippefremspring 10 meter over
havet, som der var en god udsigt til (se
fig. 19). Graven var orienteret SØ-NV
og opbygget på et veldrænende underlag
af smuldrende klippe omkring en lav
klippespalte. På grund af underlaget kan
der ikke have været tale om en rævegrav,
og intet tyder på, at der har stået en var-
de på stedet. Den tilbageværende del var
cirka 2,0 x 1,5 meter. Graven blev, som
de øvrige grave, udgravet grundigt med
graveske, og samtlige sten blev tegnet og
nivelleret (se fig. 20). Gravens sten var
kun bevaret i op til fire skifter, og en del
sten kan være gledet ned fra klippen. Der
blev hverken fundet skeletrester eller
gravgaver, og graven har derfor ikke kun-
net dateres nærmere end til Thuletid.
Grav D26 (SIK 940)
Graven var atypisk beliggende, og lå
usædvanlig lavt omkring 4 meter over
havet, men den havde alligevel en god og
uhindret udsigt over fjorden. Den lå
umiddelbart nedenfor en mindre men
stejl skråning, og udnyttede undergrun-
dens mange store sten i konstruktionen.
Nogle af stenene vejede flere hundrede
kilo, og det må have krævet store
anstrengelser, at bygge det vældige kam-
mer (se fig. 21). Dækstenene var fjernet
og gravens top og indre var meget for-
styrret, og graven havde været brugt som
affaldsdepot i moderne tid. Plastik, glas-
skår og madrester flød mellem knogle-
stykkerne, og en stor del af udgravnings-
tiden gik med at tømme kammeret for
skidt. Kun i bunden af kammeret, der
var 1,2 x 0,4 meter stort og orienteret
omtrent SSØ-NNV, lå skeletdele i op-
Fig. 13. Nærbillede af udrømningsområde A fra grav D7. Bemærk hvalknogleskaftet og de små gravgavesten midt i
billedet. Foto: Cille Krause.
219
[23]
II
III
IV
V
VI
VII
VIII
c. 1450
Tid
c. 1650
Fig. 14. Skematisk oversigt over det sandsynlige forløb af begravelserne i grav D7. Indtegnet i cirkler er vist de gen-
stande, der er tilført (pil ned), eller er fjernet (pil op), i forbindelse med de enkelte nedlægningsceremonier. Med hen-
holdsvis rød og blå farve er angivet de knogler der er udrømmet til »bikamrene« A og B. De grønfarvede knogler er
skubbet til side ved genbegravelser, og de sortfarvede knogler ligger i oprindeligt leje.
I: I midten af 1400-tallet dør en voksen eskimoisk kvinde af nu ukendte årsager, og hun begraves i en dertil opført
kammergrav. Den allernærmeste familie står for begravelsesceremonierne og opførelsen af graven. Graven består af
en meget stor mængde sten, hvoraf nogle er så store, at der må mindst to voksne personer til bare at løfte dem. Gra-
ven bygges solidt og så tæt, at den døde beskyttes mod rovdyr. Den anlægges nær bopladsen med vid udsigt over
familiens, »madkammer«. Den døde gravlægges i sit tøj, og b.l.a. den gode inderpels af fugleskind, skal holde den
døde varm på rejsen. Efter lokal praksis lægges den døde på ryggen med hovedet mod øst og benene snøres sammen
i en bøjet stilling. Familien giver den døde nogle af sine kæreste ejendele med, og der lægges b.l.a. et redskab med
hvalknogleskaft og 29 små amuletsten. Som proviant til dødsrejsen får kvinden noget sælkød, og over graven placeres
hendes fédtstenskar.
II: Efter et godt stykke tid, hvor den først begravede er blevet næsten komplet naturligt skeletteret, dør endnu en
kvinde i familien, og de sørgende efterladte må igen til begravelse. Den store Tcammergrav åbnes, og med nænsom
hånd gøres der plads til den nyligt afdøde. Alle de ældre knogler, med undtagelse af kraniet, flyttes til en sprække lige
ved siden af kammeretj og også den ældres gravgaver følger med. Gravens anden beboer begraves som den første kvin-
de, og som denne med hovedet mod øst. Kammeret og sprækken med de udrømte menneskerester dækkes til.
III: Endnu en voksen kvinde i familien dør, og ligesom formødrene begraves hun i kammergraven. Denne gang synes
de efterladte, at det ikke er nødvendigt at fjerne den tidligere begravede, da liget er totalt skeletteret og fylder meget
lidt. Kun kraniet skubbes til side for at skaffe plads i den noget mere trange østlige ende. Også denne kvinde begra-
ves i rygleje med bøjede ben.
220
[24]
IV: Der går igen en del år inden den næste generation af kammergravens beboere kommer til. Som ved de foregående
begravelser i graven er den forrige gravlagte helt skeletteret, og den nye kvinde nedlægges som de andre. De ældre
knogler skubbes blot til side for at give mere plads.
V: Den femte kvinde begraves som de andre med sit tøj på. Også hun har hovedet i østenden af graven, og lægges
med bøjede ben. Selvom de tre øvrige lig i gravkammeret er helt skeletteret, er der blevet meget trangt i graven. De
ældre knogler må skubbes til side, og kranierne ruller ned i bunden af graven. For ikke at sulte på dødsrejsen, får
kvinden noget sælkød med på turen.
VI: Vi ved ikke hvor lang tid der går, før familien igen må åbne graven og begrave den næste kvinde, men da de ældre
lig er faldet fra hinanden og er uden kød og klæder, må der være gået et godt stykke tid, formentlig en årrække. For
at skabe plads til den nye kvinde i graven, fjerner familien en del af de øverste knogler, der placeres pænt i en ny
sprække lige udenfor gravkammeret. Efter begravelsen dækkes både gravkammeret og det nye »bikammer« til med
sten.
VII: Kvinde nummer syv dør og begraves på klipperne over bopladsen, og de sørgende efterladte viser hende den sid-
ste ære, ved at begrave hende i kammergraven. Traditionen holdes i hævd, og kvinden lægges i rygleje med bøjede
ben, med hovedet mod solopgangen og fødderne hvilende i gravens laveste ende på de tidligere begravedes blege
hovedskaller. Kvinden tager en tand fra en hvalros med sig til de dødes ånder.
VIII: For sidste gang åbnes graven i forbindelse med en begravelse. Der er formendig gået omkring et par hundrede
år siden den første begravelse, og endnu en kvinde fra Asummiut er død. På grund af de mange knogler og den tør-
vedannelse der har fundet sted, er graven nu fyldt helt op, og de efterladte har kun lige kunnet finde plads til kvin-
den. Hun gravlægges som sine forgængere i sit tøj og med bøjede ben, og følger dermed de gamle skikke. Da fami-
lien ikke synes, at hun skal foretage rejsen til de dødes dimension alene, giver de hende en symbolsk hund med, inden
de lægger den sidste sten på graven.
rindeligt leje (se fig. 22). I denne del blev
knoglestykkerne forsigtigt frilagt, og de
blev tegnet og nivelleret sammen med
stenene. Der var kun bevaret rester af én
gravlagt, og det kunne konstateres, at
den døde der var en voksen kvinde, har
været begravet med hovedet mod øst.
Den døde var gravlagt i en gammel
Fig. 15. Nærbillede afgrav D23 set fra nordøst efter første afrensning. Foto: Stig Grummesgaard-Nielsen.
221
[25]
Fig. 16. Tegning af grav D23 som den fremstod før udgravningen. Tegning: Stig Grummesgaard-Nielsen.
SIGNATUR-FORKLARING
Grundfjeld
Gravsten
(y" vjr)   Vegctation
Knogler
l meter
Magnetisk
Nord
Fig. 17. Tegning af gravkammeret med indhold fra grav D23. Tegning: Stig Grummesgaard-Nielsen.
222
[26]
Fig. 18. Nærbillede af gravkammeret fra grav D23 set fra sydvest. Bemærk de bøjede ben på det urørte barneskelet.
Foto: Stig Grummesgaard-Nielsen.
Fig. 19. Udgravningsbillede af grav D25 set fra nordøst. Bemærk den gode udsigt. Foto: Stig Grummesgaard-Niel-
223
[27]
y
SIGNATUR-FORKLARING	
an?	Grundfjeld
css	Gravsten
^vT)	Vegetation
^=^	Knogler
	1 meter
®	Magnetisk Nord
V
V
Fig. 20. Tegning af grav D25 som den fremstod før udgravningen. Tegning: Stig Grummesgaard-Nielsen.
Fig. 21. Nærbillede af grav D26 set fra nord. Foto: Stig Grummesgaard-Nielsen.
224
[28]
SIGNATUR-FORKLARING
Grundfjeld
Gravsten
Vegetation
Knogler
l meter
Magnetisk
Nord
Fig. 22. Tegning af grav D26 som den fremstod efter første afrensning. Tegning: Stig Grummesgaard-Nielsen.
strandzone på et leje af små rullesten,
uden detekterbare gravgaver. På grund af
ødelæggelserne kunne graven ikke type-
bestemmes nærmere, men der var klart
tale om en kammergrav fra Thulekultur.
Til himmels
For første gang i forskningen af Thule-
kulturen, har en samlet tolkning af suc-
cesive gravlæggelser og de tilhørende
gravgaver i en almindelig fællesgrav været
Fig. 23. Oversigtsbillede med grav D23 i forgrunden. I baggrunden ses Sisimiut og Kællingehætten. Foto: Stig
G rummesgaard-Nielsen.
225
[29]
mulig. Men mulighederne er heldigvis
stadig tilstede de mange steder, hvor
uforstyrrede grave endnu knejser i det
grønlandske landskab, og vi har langt
igen før gravskikken er tilstrækkeligt
belyst i Thulekulturens gigantiske områ-
de. Selv på en og samme lokalitet udviser
gravskikken ofte stor variation, og det er
tydeligt, at hverken de tidsmæssige eller
de geografiske forskelle er undersøgt til
bunds.
Udgravningerne ved Asummiut har
vist, at kvinde efter kvinde i cirka to
århundreder er blevet begravet i samme
grav, og noget kunne tyde på, at der har
været et stærkt familiebånd mellem disse
kvinder. Det er endda muligt, at alene
datter har fulgt moder i familiegravste-
det, og at denne skik har varet ved i man-
ge generationer.
Resultaterne fra de udgravede grave
ved Asummiut har været med til at kaste
nyt lys over Thulekulturens gravskik, og
det er vist, at Thulefolket nærede stor
omsorg for de efterladte. Fortidens grøn-
lændere har, på ofte svært tilgængelige
steder, rejst imponerende monumenter
over deres kære afdøde, og har givet dem
mulighed for at hvile højt på klipperne
tæt på den pragtfulde arktiske himmel. I
fremtiden når flyvemaskinerne hæver sig
fra Sisimiuts nye lufthavn, vil i tusindvis
af rejsende kunne nyde den pragtfulde
udsigt, som i århundrede har været at
skue fra gravene ved Asummiut (se fig.
23).
Litteraturliste                                 ,
Ammitzbøll, T. et al.: Menneskene. Fra: Hansen,
Meldgaard & Nordqvist: Qilakitsoq. De grønland-
ske mumier fra 1400-tallet, 1992, side 64-101.
Ammitzbøll, T. et al.: Dragter. Fra: Hansen, Meld-
gaard & Nordqvist: Qilakitsoq. De grønlandske
mumier fra 1400-talIet, 1992, side 117-149.
Andreassen, C.; Gulløv, H. C.; Hansen, J. P. H.;
Lybert, J. & Tauber, H.: Fundet. Fra: Hansen,
Meldgaard & Nordqvist: Qilakitsoq. De grønland-
ske mumier fra 1400-talIet, 1992, side 37-52.
Bresciani, J. et al.: Levevilkår. Fra: Hansen, Meldgaard
&C Nordqvist: Qilakitsoq. De grønlandske mumier
fra l4QQ-tallet, 1992, side 150-168.
Bocher, J, et al.: Holsteinsborg. Sisimiut kommune.
Natur- og kulturforhold. Ministeriet for Grønland,
Udvalget vedrørende Fredningslov for Grønland:
1980.
Feldbo, M.; Fog, J.; Gotfredsen, A. B. & Gulløv, H.C.:
Rapport om det arkæologiske arbejde i Skjoldungen,
Ammassalik kommune, Sydøstgrønland, sommeren
1991.  Københavns Universitet og Nationalmuseet
1992.
Feldbo, M.; Gotfredsen, A. B.; Gulløv, H. C. & Koch,
A.: IHukiarsuk. Rapport om det arkæologiske arbejde
i Illuluarsuk regionen syd for Bernstorffs Isfjord,
Ammassalik kommune, Sydøstgrønland, sommeren
1992. Københavns Universitet 1993.
Gildberg, R. & Petersen, R.: Gravskik og dødetro. Fra:
Hansen, Meldgaard & Nordqvist: Qilakitsoq. De
grønlandske mumier fra 1400-tallet, 1992, side 53-
63.
Grummesgaard-Nielsen, Stig: Arkæologiske under-
søgelser i forbindelse med anlæggelsen af en lufthavn
ved Sisimiut 1995. En rekognosceringsrapport for
Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, 1996a.
Grummesgaard-Nielsen, Stig: Arkæologiske under-
søgelser i forbindelse med anlæggelsen af en lufthavn
ved Sisimiut 1996. En rekognosceringsrapport for
Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, 1996b.
Grønnow, B; Meldgaard, M. & Nielsen, J. Berglund:
Aasivissuit - The Great Summer Camp. Archaeolog-
ical, etnographical and zoo-archaeological studies of
a caribou-hunting site in West Greenland. Medde-
lelser om Grønland, Man & Society 5, 1983.
Gufløv, H. C. &i Meldgaard, J.: Samtiden. Fra: Han-
sen, Meldgaard & Nordqvist: Qilakitsoq. De grøn-
landske mumier fra 1400-tallet, 1992, side 15-36.
Gulløv, H. C. & Fog Jensen, J.:Rapport om de arkæo-
logiske registreringer og undersøgelser i Sønder
Skjoldunge Sund, Ammassalik kommune, Sydøst-
grønland, sommeren 1990. Nationalmuseet &
Københavns Universitet 1991.
Gulløv, H. C.: »Olden times« in southeast Greenland:
New archaeological investigations and the oral tradi-
tion. Etudes Inuit Studies, 1995, vol. 19 side 3-36.
226
[30]
Hansen, J. P. H.; Meldgaard, J. & Nordqvist, J.: Qila-
kitsoq. De grønlandske mumier fra 1400-tallet.
1992.
Hansen, Søren: Bidrag til østgrønlændernes anthropo-
logi af Søren Hansen 1886. Meddelelser om Grøn-
land. Tiende hefte, 1888.
Hjarnø, J.; Balslev Jørgensen, J. Balslev & Vesely, M.:
Archaeological Investigations of Late Heathen
Graves in Upernavik District. Meddelelser om
Grønland, bind 202, nr. l, 1974.
Holtved, Erik: Eskimoisk religion. Fra: Asmussen, J. P.
& Læssøe, J.: Illustreret Religionshistorie I, 1968,
side 129-45.
Jørgensen, J. Balslev: The Eskimo Skeleton. Meddelel-
ser om Grønland, bind 146, nr. 2, 1953.
Kapel, Hans C.: Buksefjordsprojektet, arkæologiske
undersøgelser i 1990 og 1991. Grønlands National-
museum & Arkiv, 1993.
Koch, A. & Feldbo, M.: Thulekulturens grave. Forsk-
ning i Sydøstgrønland/Tusaat 1-2/1994, side
35-39.
Koch, A. & Hjalgrim, H.: Undersøgelser af humant
skeletmateriale. Fra: Kapel, H. C.: Buksefjordspro-
jektet, arkæologiske undersøgelser i 1990 og 1991,
1993, side 101-110.
Koch, A.; Frølich, B.; Lynnerup, N. & Hansen, J. P.
H.: The Bones from Qeqertasussuk - The Earliest
Human Remains from Greenland. I: Grønnow (ed.)
1996: The paleo-eskimo Cultures of Greenland, p.
35-37, 1996.
Kramer, Finn Erik: Fortidsminder på nordsiden af
Ulkebugten. En rekognosceringsrapport for Sisimiut
Museum 1990.
Larsen, Helge: Dødemandsbugten. An Eskimo Settle-
ment on Clavering Island. Treaarsexpeditionen til
Christian den X's Land 1931-34. Meddelelser om
Grønland, bind 102, nr. l, 1934.
Mathiassen, Therkel: Archeology of Central Eskimoes,
bind 1+2. Report from 5 Thule Ekspedition , vol. 4,
1927.
Mathiassen, Therkel: Ignusuk. A Mediavel Eskimo
Settlement in Upernavik District, West Greenland.
Meddelelser om Grønland, bind 77. 1930.
Mathiassen, Therkel: The Former Eskimo Setdements
on Frederik VTs Coast. Meddelelser om Grønland,
bind 109, nr. 2, 1936.
Maxwell, Moreau S.: Prehistory of the Eastern Arctic,
1985.
Meldgaard, Jørgen: Aron. En af de mærkværdigste Bil-
ledsamlinger i Verden. Nationalmuseet 1982.
Møbjerg, Tinna: A »Deathhouse« at Sydkap, Scoresby
Sund. Folk vol. 30, 1988.
Møbjerg, Tinna: Lufthavnsrekognosceringer i Sisimiut
1994. En rekognosceringsrapport for Grønlands
Nationalmuseum og Arkiv, 1994.
Rasmussen, Knud: Myter og sagn fra Grønland. Redi-
geret af Jørgen Riel, 1994.
Steenstrup, K. J. V.: Beretning om Undersøgelserne i
Nord-Grønland i aarene 1878-80. Meddelelser om
Grønland, bind 5 no. l, 1893, side 1-41.
Talbitzer, William (ed.): The Ammassalik Eskimo.
Contributions to the Emology of the East Greenland
Natives. Meddelelser om Grønland, bind 39, 1914.
Tauber, Henrik: Kostvaner i forhistorisk tid - belyst
ved C-13 målinger. Nationalmuseet (ed.): Det ska-
bende menneske, s. 112-126, 1981.
Menneskeknoglerne fra gravene ved
Asummiut
Af Niels Lynnerup, Jens Christian Brings Jacobsen,
Christian Thorsen og Trine Kludt
Antropologisk Laboratorium hører
under det Sundhedsvidenskabelige
Fakultet ved Københavns Universitet, og
har til formål at studere og opbevare det
menneskemateriale, først og fremmest
knogler, som findes og udgraves af
arkæologer i Grønland, Færøerne og
Danmark. Derfor var det også hertil, at
227[31]