[1] tehvepse, som har mange arter i Grøn- land, og som er næsten umulige at be- stemme på basis af fragmenter. Men der blev også gjort et sensationelt fund! Næsten mikroskopiske dele, et hovede og to rygskjolde, viste sig at stam- me fra den kun 1,8 mm lange rovbille Euaestethus laeviusculus. Denne art er ukendt i nutidens Grønland, men er altså nu dukket op som et 3000 år gammelt fossil! Der melder sig nu spørgsmålet: Lever den stadig i Grønland, eller er den uddød? Nærværende forfatter er overbe- vist om, at denne mini-rovbille lever i bedste velgående i det sydvestlige Grøn- land, men er blevet overset på grund af sin lidenhed. løvrigt er den udbredt i Nordeuropa, men ikke på Island eller Færøerne. Formodentlig lever den af de små mider og springhaler, som den er på størrelse med. Litteraturliste Backer, J. & Fredskild, B. 1993. Plant and arthropod remains from the palaeo-Eskimo site on Qeqertasus- suk, West Greenland. Meddelelser om Grønland. Geoscience 30. Haarløv, N. 1967. Arthropoda (Acarina, Diptera) from subfossil layers in West Greenland. Meddelelser om Grønland 184 (3). Fangstgrundlaget i Sisimiut distrikt ud fra arkæologiske og historiske kilder Af Anne Birgitte Gotfredsen Indledning Knoglematerialet fra de udgravede bo- pladser ved Asummiut viste sig at være af et ret sparsomt omfang. På Saqqaq-bo- pladsen Asummiut (SIK 173) viste de fundne dyreknogler sig, efter en AMS- dateruig, at være af moderne oprindelse. Derimod fandtes nogle få dyreknogler i en grav på Asummiut (SIK 892) dateret til Thulekulturen. Fra denne grav kunne en hundeoverarmsknogle, en sælhvirvel og en kindtand fra hvalros samt en uspe- cificeret hvalknoglestump identificeres. Blandt de forarbejdede genstande er 262 [2] både hvalros og hval repræsenteret. Fra Asummiut (SIK 901), yngre Saqqaqkul- tur, er der kun fundet brændte småfrag- menter, som ikke kunne bestemmmes til art. Der er således ikke meget at gøre godt med, hvis man ønsker at få en idé om fangstgrundlaget for beboerne på Asummiut gennem tiderne. Knoglema- teriale fra andre palæoeskimoiske og neo- eskimoiske bopladser fra Sisimiut di- striktet må derfor inddrages for at få et indblik i den forhistoriske ressourceud- nyttelse i området. Sisimiut distriktet er et af de områder i Grønland, som er ret godt recognosceret både langs kysterne, i fjordsystemerne og i indlandet. Davæ- rende museumsleder Finn E. Kramer foretog således i 1989 recognosceringer langs kysten og i fjordene. Her blev både palæoeskimoiske og neoeskimoiske loka- liteter kortlagt og organisk materiale fra prøvegravninger og overfladeopsamlin- ger hjembragt (fig. 1). I årene 1990 til 1994 blev Saqqaq-bopladsen Nipisat I udgravet og de tusindvis af knogler, der nu er bestemt og under bearbejdelse, har bidraget til at belyse fangstgrundlaget for palæoeskimoerne i Sisimiut området. Der har af flere omgange været recog- nosceret og kortlagt en del bopladser, anlæg og skydeskjul i indlandet, især langs renernes vandringsruter (Grønnow et al. 1983, Kapel 1984). Primært er der fundet lokaliteter fra Thulekulturen, skønt der i de seneste år også er dukket palæoeskimoiske anlæg op. Den information, man kan hente fra veldokumenterede bopladser med orga- nisk materiale, kan suppleres med oplys- ninger fra historiske og etnografiske kil- der. Holsteinsborg er en af de tidligst oprettede kolonier i Grønland. Sydbay, ved Nordre Isortoq, oprettedes i 1756 men blev i 1764 flyttet til det nuværen- de Sisimiut. Vi har optegnelser om års- cyklus og fangst fra bl.a. missionæren Eigil Thorhallesen, der i 1774-1775 var på inspektion i Sydgrønland, og Hein- rich Christopher Glahn, præst i Sisimiut i 1763-1769, som giver et godt indblik i, hvornår og hvordan fangstdyrene i di- striktet udnyttedes. Fangstlisterne, som systematisk er blevet ført for området siden 1873, supplerer den viden, vi kan hente fra de historiske og etnografiske kilder. Naturforholdene og fangstdyrenes forekomst i området Sisimiut distrikt rummer det største isfri areal i Grønland, hvor det er bredest, er afstanden fra yderkysten til indlandsisens rand op imod 200 km. Området be- grænses af Nordre Strømfjord mod nord og Sukkertoppen Iskappe mod syd. Den klimatiske og topografiske diversitet muliggør udnyttelse af egentlige ind- landsressourcer kombineret med fangst ved yderkysten og i fjordene. Indlandet er præget af et tørt og kontinentalt klima med en årlig nedbør på under 200 mm og med stor temperaturforskel på op til 28°C mellem koldeste og varmeste måned. Indlandets fysiske udformning er præget af sidste istids ismasser. Søer og uformede dale går typisk i en øst vestlig retning og landskabet danner naturlige flaskehalse for renerene på deres årlige vandringer. Disse topografiske og klima- tiske forhold er væsentlige forudsætnin- ger for hvilke arter, der findes i området. Udover at være et godt rensdyrområde, 263 [3] ^ Taseralik Sydbay -......tf Sisimiut Nipisat I U miatsialivinnguaq Siorarliit., o Grundene '•.'• 6' Km Fig. 1. Registrerede palæoeskimoiske bopladser i Sisimiut distriktet med navne på de lokaliteter, som nævnes i teksten (modificeret efter Kramer 1996). Tegning: Mogens Andersen. er den største bestand af ynglende blis- gæs også at finde i distriktet. Arktisk sne- hare, polarræv og fjeldrype kan jages i indlandet, men også lommer, havlit, grå- and og strømand. Moskusoksen som indførtes i midten 1960'erne har ikke traditionelt spillet nogen rolle. Ind- landets fysiske udformning har gjort det nogenlunde forudsigeligt, hvordan re- nerne vil bevæge sig i landskabet. Inuit- ter har gennem årtusinder, udfra palæo- eskimoiske og neoeskimoiske varder og skydeskjul at dømme, gjort brug af den- ne forudsigelighed. Klimaet ved yderkysten er fugtigere og mere oceanisk med en sommertempera- tur 3°C lavere end i indlandet. Kyst- strækningen ligger indenfor åbentvands- 264 [4] området, der er under indflydelse af for- greninger af Golfstrømmen. Havet fryser sjældent til om vinteren, dog kan vest- isen under storm komme ind i fjordene og fryse sammen med vinterisen. Det forholdsvis isfri farvand gør kyststræk- ningen med øer og småholme attraktiv for millioner af overvintrende fugle især lomvier og ederfugle. De topografiske forhold såvel som fødetilgængeligheden ved kysten er bestemmende for forekom- sten og fordelingen af arter langs kyst- strækningen. Dele af kysten foretrækkes som yngle-, raste- eller fældningsområ- der af forskellige fugle og havpattedyr. I begyndelsen af dette århundrede var de stejle nordvendte klippevægge på Sag- dlerssuaq og Sarfannguaqland i Ikertooq fjorden tæt besat med ynglende fugle. Skarven, som i dag ikke er hyppig i området, har tidligere haft flere yngle- lokaliteter langs kysten. Langt op i histo- risk tid har Grundene (Savssat) ved Itil- leq (fig. 2) været et yndet yngleområde for spættede sæler, og øgruppen Taseralik udfor Nordre Strømfjords munding har gennem tiderne været et vigtigt fæld- ningsområde for hvalrosser. Bopladserne var ofte placeret strategiske steder ved mundingen af de store fjorde, ved sunde og strømsteder, hvor man vidste fangst- dyrene trak forbi. Nipisat Sundet mellem Nipisat og Sarfannguaqland har for eksempel altid været kendt som et sted hvalerne trak igennem. Fangstdyrenes vaner og adfærd er til en vis grad forud- sigelig. Tilbagevendende årlige begiven- heder er således de forbitrækkende hvaler og sæler, som om foråret trækker op langs Grønlands Vestkyst. Klapmydsen kommer allerede i april mens grønlands- sælen kommer lidt senere på sit forårs- træk, og i juni måned går den ind i fjor- dene efter ammassatter, der på dette tids- punkt søger ind på lavt vand for at gyde. Typisk vandrer renerne ind mod ind- landsisen om foråret for at kælve og ud mod vinterfourageringsområderne nær- mere kysten om efteråret. Denne adfærd påvirkes dog af renbestandenes størrelse, idet renerne, i tider med lav populations- størrelse, næsten ophører med at vandre. Kombination af snedække og pludselige føhnvinde i indlandet kan give overis- ninger og have katatrofale følger for re- nerne, især under rensdyrminima. Fryser havet til, forsvinder dels de sæler, der er afhængige af åbent vand, som spættet sæl og remmesæl, dels havfuglene — et ellers vigtigt supplement til vinterfangsten. Der kan således være en vis grad af ufor- udsigelighed i de levende ressourcers for- deling og tilgængelighed. Det har derfor altid været af vital vigtighed, at fangsten ikke var hængt op på en eller få arter. Men hvad har vi så af vidnesbyrd om fangst og fangstdyr fra de tidligste eski- moiske kulturer i Sisimiut distriktet? Palæoeskimoiske faunalevn Der er fundet palæoeskimoiske boplad- ser 107 steder i Sisimiut distrikt (Kramer 1996), dog er kun et fatal af pladserne med faunarester. Tingit, en tidlig Saq- qaq-boplads beliggende ved Aqulleq fjor- den, udgravet i 1977 af Jørgen Meld- gaard, har vi en del velbevarede knogler fra. De vigtigste fangstdyr var grønlands- sæl og ringsæl. Få knogler af polarræv og rensdyr vidner om fangst af landdyr. Blandt fuglene dominerer lomvien, selv- om også måger, mallemuk, ederfugl og 265 [5] Fig. 2. Grundene syd for Itiileqfjorden har helt op imod slutningen af forrige århundrede været et yndet yngle- område for spættede sæler. Formodentlig var de lave skær yngleplads for sælerne, allerede da de første mennesker kom til området. Foto: David Boertmann. rype er blevet nedlagt. Udfra artssam- mensætningen er det svært at sæson- bestemme pladsen, og der er ingen knog- ler fra ungdyr, som entydigt ville have peget på sommerophold. Pladsen har formodentlig været besøgt på rejser frem og tilbage mellem yderkysten og indlan- det i forårsmånederne eller sent efterår. Lomvierne er i dag hyppigst i distriktet i vintermånederne, hvor ynglefugle fra de nordlige distrikter overvintrer i stort antal. Der skulle dog tidligere i mindre omfang have ynglet lomvier i Ikertooq fjorden (Bendixen 1921). Dorset-pladsen »Malmqvist's Boplads« ligger på nordsiden af Søndre Strømfjor- den kun ca. 30 km fra Søndre Strøm- fjord Lufthavn. Denne plads er hovedsa- geligt en rensdyrfangststation, selvom sælknogler også vidner om fangst af enkelte sæler. Knogler fra ikke flyvefær- dige unger af svane og ederfugl tyder på, at der er tale om en sæsonplads fra august-september. I det hele taget er hovedparten af de bopladser, der er regi- streret i indlandet, sommerpladser, typisk med mange renknogler på. I Sar- fartoq dalen ved Angujaartorfik, ganske vist i Maniitsoq distrikt, er der adskillige teltringe fra Saqqaqkulturen helt domi- neret af rensdyrknogler (Kapel 1996). Stedet har helt op til vor tid været et vig- tigt samlingssted for rensdyrjægere. Der er påvist Dorsetkultur på Aasivissuit, desuden er to skydeskjul i indlandet nord for Taserssuaq af palæoeskimoisk datering (Grønnow et al. 1983). Dette indikerer, selvom det stadigt er sparsomt med arkæologisk vidensbyrd, at palæo- eskimoerne brugte indlandet. Vi ved dog 266 [6] ikke om det var i samme udstrækning, som man kender det fra Thule-kulturen. Fra kystområderne har vi knoglemateri- ale fra ganske fa lokaliteter bl.a. fra småøerne Siorarliit og Umiatsialivinngu- aq ud for Sagdlerssuaq med knoglerester af hvalros, sæl og fugle som ederfugl, lomvie og tejst. Midtvejs inde i Itilleq fjorden ved Qporuarsuaq vidner teltrin- ge med rensdyr og sæl om kortvarige sæsonbeboelser. De ovenfor nævnte fa vidnesbyrd om fangstdyr i Saqqaq-perioden er naturlig- vis kun meget sporadiske, navnlig ved vi stort set ikke noget om hvilken rolle fiskeriet har spillet. Det er først med ud- gravningerne af Nipisat I, det er blevet muligt at belyse ressourceudnyttelsen mere indgående på en Saqqaq-kystbo- plads. Faunaen på Nipisat I Bopladsen ligger på hævede strandterras- ser på den østlige side af Nipisat (fig. 3) med god udsigt over Nipisat Sund lidt i læ for de fremherskende sydvestlige vin- de. Pladsen lå i Saqqaq-tiden betydeligt nærmere havoverfladen end nu, hvor den ligger 10-13 m over havet. Faunalisten er lang med ialt 40 arter af fisk, fugle og pattedyr. Kun få af disse arter har dog været vigtige for beboerne på pladsen. Faunasammensætningen på Nipisat I er ikke, som man umiddelbart ville forven- te på en af de yderste øer vendende ud mod Davidsstrædet. Knoglerne er nem- lig domineret af rensdyr, selvom også sæler, især den spættede sæl, spiller en rolle. Der er en meget stor mængde fug- leknogler, ca. 50 % rent antalsmæssigt, af især måger, ederfugle samt en del gæs. En Fig. 3. Saqqaq-bopkdsen Nipisat I under 1993 udgravningen set fra syd. På den anden side af sundet ses Sarfannguaqland og fjernere øen Maniitsorssuaq. Foto: Anne Birgitte Gotfredsen. 267 [7] betydelig mængde ikke flyvefærdige ung- fugle af måge, ederfugl, tejst og skarv er repræsenteret på bopladsen (fig. 4). Sam- men med kæber af få måneder gamle rensdyrkalve og unger af spættet sæl, tyder det på, at Nipisat I især er benyttet i sommer- og efterårsmånederne. Det kan ikke udelukkes, at knogler fra helt nyklækkede ederfugle- og tejsteunger er maveindhold fra måger. De demonstre- rer dog, at bopladsen blev benyttet først på sommeren, hvor der var rugende fug- le og dermed mulighed for ægindsamling (fig. 5). Havjagten inkluderede marsvin, som bedst jages i perioden juli-novem- ber, hvor de kommer nær kysten. Hval- ros bidrog med både kød og råmateriale til redskaber. I møddingslagene fandt vi redskaber og bearbejdede fragmenter af både hvalrostand og -knogle. Knoglerne på bopladsen er fra flere voksne indivi- der, men også ungdyr og en unge er re- præsenteret. Hvalrosserne færdes typisk i farvandene i perioden februar-april/maj. Endelig skal det nævnes, at der er fundet flere stykker knogle af storhval. Om de store hvaler, som for eksempel finhval eller grønlandshval, er jaget aktivt eller svækkede dyr er drevet ind i vigene på øen ved vi endnu ikke med sikkerhed, men flere redskaber, som er nye i en Saqqaq-sammenhæng, kunne tyde på Fig. 5. Magerne kan have ynglet på Nipisat I eller andre lave øer i skærgården, som her hvidvinget måge fra den sydlige del af Maniitsoq distrikt. Foto: David Boertmann. 268 [8] lem Pig. 4. Saqqaq-folket på Nipisat I fik kød, fedt og skind fra ungfuglene. Her er det overarmsknogler fra ikke flyve- færdige måger, hvis knogler fandtes i stor mængde i møddingslagene. De to lyse knogler er fra henholdsvis en gråmåge død i slutningen af juli (i midten) og en ride død i begyndelsen af juli (til højre). Foto: Geert Brovad. hvalfangst. Det vigtigste fangstdyr for ø-boerne var dog rensdyret, som leverede kød, skind, fedt og senetråd samt takker til redskaber. Vi har fundet mange kæber og kraniedele fra rensdyr på pladsen, knogleelementer, man normalt ikke ville medbringe, hvis dyrene skulle transpor- teres meget langt. De opbrækkede og grovparterede dyr er formodentlig sejlet til bopladsen, men det synes usandsyn- ligt, at Nipisat-beboerne helt inde fra det inderste indland skulle have medbragt rensdyr i så stor mængde, som det ser ud til. Rensdyrene må være taget i perioder, hvor der har været mange af dem, og de har kunnet jages relativt nær kysten. Skønt der er mange indikatorer på en sommer-efterårsbeboelse, kan lokaliteten også være benyttet som vinterplads. Rensdyrknoglerne kan repræsentere vin- terforråd, og de spættede sæler kan være jaget året rundt, sålænge havet ikke er frosset til. Det er dog betegnende, at kun fa lomvieknogler og en enkelt knogle fra ringsæl er fundet på hele pladsen. Dette kunne tyde på at, det ikke er egentlig vinterfangst vi ser afspejlet. I sommer- halvåret har den nemme adgang til æg og store fugleunger (måge, ederfugl og tejst har givetvis ynglet på øen) kombineret med fangst af spættede sæler, marsvin og hvalros gjort Nipisat til et attraktivt sted at være. Rensdyrene må som nævnt være fanget ikke langt fra øen. Der har været et ikke ubetydeligt fiskeri på pladsen, især er store torsk blevet spist. Det er interessant med det næsten totale fravær af grønlandsæl og ringsæl, som idag er de sæler, der betyder mest for distriktets sæl- fangst. Det kan måske forklares udfra fangstmetoder og sæson. De spættede sæler kan tages på land på bankerne i fjordene i og efter yngletiden. Rasmus Muller (1906) fortæller, hvordan man i 269 [9] yngleområderne i slutningen af juni kun- ne tage ungerne med fuglepil eller de bare næver. Den spættede sæl var formo- dentlig langt hyppigere i Saqqaq-tiden i området, og dermed nemmere tilgænge- lig, end den er idag. De øvrige arter på pladsen viser, at Saqqaq-folket drev havjagt - man var altså næppe afhængig af at jage på land. En anden typisk ind- landsart, udover rensdyret, repræsenteret ved flere hundrede knogler, er blisgæs- sene. Gæssene yngler i dag langt inde i landet, dog raster de om foråret i områ- det øst for Sisimiut. På dette tidspunkt af året er de meget sky og særdeles svære at jage. Da der er knogler af gæslinger og ungfugle i møddingen, tyder meget på, at gæssene kan have haft en mere kystnær yngleudbredelse for ca. 3000 år siden end den vi ser i dag. Palæoeskimoerne i Sisimiut området, og her er det især Saqqaqkulturens plad- ser vi har organisk materiale fra, ser ud til at have benyttet både indlandet, fjordsy- stemerne og kystområderne. Med den viden vi har i dag, ser det ud til at kyster- ne har den største koncentration af plad- ser, hvor beboelserne strækker sig over længere tidsperioder. Også Nipisat har været beboet gennem århundreder. Hvor Nipisat-beboerne drog hen om vinteren eller om bopladsen i perioder blev benyt- tet sojm helårsplads må de fremtidige undersøgelser, dels af Nipisat I dels af andre Saqqaq-pladser, afsløre. Hvalfangst og fiskeri Som nævnt har vi et meget ringe kend- skab til fiskeriet udfra knoglefund på de palæoeskimoiske bopladser i området. Det tilskrives især udgravningstekniske år- sager. Dog ved vi fra Nipisat I, at torsk, fjeldørred, og ulk blev fanget. Om Thule- kulturens fiskeri ved vi lidt mere. Fra en prøvegravning af en mødding foran et fælleshus fra 16-1800 tallet fandtes blandt knogler fra rensdyr, grønlandssæl og hvalros helt kompakte lag med hun- dredevis af fiskeknogler fra ulkefisk, især almindelig ulk, og torsk. Fra sin tid i distriktet i midten af 1700-tallet skriver Glahn i sine dagbøger om fiskeriet, at der ved Amerloq fanges de fedeste og de bedste ammassatter i hele Grønland, og at de sommeren igennem findes i stor mængde. Torsk og helleflynder tog man ud for Sydbay og Amerloq, og inde i sel- ve fjorden drev man et ikke ubetydeligt torske- og laksefiskeri. I begyndelsen af 1900-tallet samledes det meste af befolk- ningen for at fiske havtorsk ved Qeqer- talik (inden for Sagdlerssuaq) og Avatleq, Ikertooq fjordens sydlige gren, så snart isen brød om foråret (Bendixen 1921). Skønt Rink (1857) anså fiskeri for noget drenge og gamle mænd tog sig af, har fisk ofte været en vigtig ekstraressource at falde tilbage på, hvis sælfangsten et år svigtede. For eksempel var rødfisken af betydning for især fjordboerne, da den kunne fiskes hele vinteren på ret store dybder fra båd og fra iskanten. Hvalfangsten har også spillet en vis rolle i distriktet. Vi finder knogler af storhval i både de palæoeskimoiske og neoeskimoiske møddinger, men vi kan ikke alene udfra mængden af knogler vide, hvor meget hvalfangsten betød for folk. Allerede før Egedes ankomst til Grønland drev både Inuitter og euro- pæiske hvalfangere fra især Holland jagt på storhvaler. Thule-befolkningen jagede 270 [10] Fig. 6. Jagt på storhvaler blev i 1700-taflet drevet fra konebåde assisteret af hurtige kajakmænd. (Fra Egede 1741). hvalerne med harpuner og lænsere under fællesfangst fra konebåde (fig. 6) eller under sassat om vinteren. Rink (1857) nævner dog også at spæk, kød og mattak af og til blev hentet fra drivådsler af især pukkelhvaler. Da Egede i 1723 rejste nordover mod Pissufik, hvor grønlæn- derne fangede finhvaler (her tænkes vel især på sildepiskere og pukkelhvaler), fik han at vide at netop ved Nipisat Sundet fangede den lokale befolkning »Store Hvaler af den rette Sort, som haver store Barder«. Det vil sige grønlandshval. På Egedes forslag blev der allerede i 1725 oprettet og indviet en hvalfangerloge på Nipisat. Logen blev af hollænderne ned- brændt hele to gange, inden man i 1731 opgav at videreføre den. Hvalfangsten blev heller aldrig det, man havde forven- tet. I perioden 1781-1792 fangedes i gen- nemsnit kun 7 hvaler årligt. Hvalfang- sten blev hovedsageligt drevet i måneder- ne november til april på hvalernes store efterårstræk og virkede i mange henseen- der ødelæggende for sælfangten, efter- som den lokale befolkning for en stor del deltog i fangsten. Allerede i 1876 var hvalfangsten i distriktet helt holdt op med at give udbytte. Dette skyldtes at den europæiske hval- fangst på nordkaper og grønlandshval, fortrinsvis ved fangst i Danmark Strædet, -havde decimeret-bestandene-kraftigt------ Thule-befolkningens fangst- og s&sonrejser Placeringen af Thule-kulturens boplad- ser viser, at neoeskimoerne langt tilbage i tid har benyttet sig af både yderkysten, de dybe fjorde og selve indlandet. Renjægerbopladsen og samlingstedet Aasivissuit har været brugt gennem århundreder. Det ses ikke alene af de tusindvis af rensdyrknogler, som er fun- det på den del af pladsen, der udgravedes i 1978 (Grønnow et al. 1983). Gennem etnografiske og historiske beretninger har vi kendskab til stedets betydning ikke alene for sommerjagten på rener, men også som samlingssted, hvor man handlede, mødtes med slægtninge, havde kappestrid fandt ægtefæller osv. Et andet kendt samlingssted, som også havde re- gional betydning, var Taseralik oppe ved Nordre Strømfjord. Her mødtes man i juli til hen på efteråret for at drive helle- flynderfiskeri, gå på renjagt, tuskhandle, bilægge stridigheder ved trommedans og møde folk fra de nordligere distrikter. Fangstrejserne kunne tage sig forskelligt 271 [11] Pig. 7. Et eksempel på fangstturnus i Sisimiut distrikt i slutningen af 1700-tallet. Skemaet er baseret på optegnelser fra Thorhallesen. (Fra Grønnow et al. 1983). ud, alt efter om man var fjordbeboer eller boede ved yderkysten. I forrige århun- drede tog folk i Ikertooq fjorden ind på renjagt gennem Maligiaq, den nordlige gren af Ikertooq, med deres konebåde - en rejse på ca. tre dage. Undervejs fiske- de man opgående fjeldørreder og tog spættede sæler. Kystfolkene derimod drog på deres sæsonrejser ofte langs yder- kysten nordover og ind i Nordre Strøm- fjord. Alene navnet Nassuttooq, strøm- fjordens grønlandske navn (stedet med de mange rengevirer), tyder på renfangst. Konebådene passerede gode ørredelve, og langt inde i fjorden ved Sannerut var der adgang til rigelige mængder æg og dun fra rugende ederfugle. Skarvekoloni- er gav mulighed for afveksling i menuen. 272 [12] Folk fra samme boplads drog ikke nød- vendigvis alle afsted til samme sommer- fangststed. Efter ammassatfangsten gik sommerrejserne i forskellig retning; nog- le tog til ørredelve, andre på renjagt mens andre igen jagede sortside eller spættede sæler (Glahn 1771). Sæsonrej- serne var dog årligt tilbagevendende, med opbrud fra vinterhusene og rejser rundt i distriktet efter fangstdyrene (fig. 7). Længere fangstrejser kunne endog strække sig over flere år. Hvilke dyr og dermed hvilke steder der var mål for sæsonrejserne kunne veksle. I perioder, hvor rensdyrbestandene var nede på et minimum, gik renfangst i indlandet næsten i glemmebogen. Vi må antage at dyrenes fordeling og tilgængelighed var den vigtigste bestem- mende faktor for fangsten, og dermed for hvad vi finder i de forhistoriske eski- moiske møddinger. Af eksemplet fra kystbopladsen Nipisat I, med spættet sæl, rensdyr og bl.a. blisgæs, får man et fingerpeg om, at fordelingen af de leven- de ressourcer i området sandsynligvis ikke altid har været den samme. Med sine meget varierede naturforhold og dermed gode fangstgrundlag har Sisimi- ut distriktet formodentlig altid været et attraktiv område at slå sig ned i. Dog skulle de eskimoiske befolkningsgrupper i området, som alle andre steder i arktis, være yderst mobile og fleksible i deres udnyttelse af ressourcerne, for at overleve fangstdyrenes bestandsfluktuationer. Litteratur Bendixen, O. 1921. Holsteinsborg Distrikt. I Grøn- land i tohundredaaret for Hans Egedes landing. G.C. Amdrup, L. Bobé, Ad. S. Jensen og H. P. Stensby (red.). Meddelelser om Grønland bind II. pp. 1-86. Bobé, L. 1921. Holsteinsborg Distrikt. I Grønland i tohundredaaret for Hans Egedes landing. G.C. Am- drup, L. Bobé, Ad. S. Jensen og H. P. Stensby (red.). Meddelelser om Grønland bind II. pp. 87-94. Egede, H. 1741. Det Gamle Grønlands Nye Perlustra- tion eller Naturel-Historie. I Relationer fra Grønland 1721-36 og Det Gamle Grønlands ny Perlustration 1741. L. Bobé (red.) 1925. Meddelelser om Grøn- land bind 54, 242 pp. Glahn, H. C. 1771. Anmærkninger over de tre første bøger af Hr. David Crantzes Historie om Grønland. M. Lidegaard (red.) 1991. Det Grønlandske Selskab, København. 205 pp. Grønnow, B., M. Meldgaard & J. B. Nielsen. 1983. Aasivissuit - The Great Summer Camp. Archaeolog- ical, ethnographical and zoo-archaeological studies of a caribou-hunting site in West Greenland. Medde- lelser om Grønland, Man & Society no. 5. 96 pp. Kapel, H. 1984. Kortlægning af kulturhistoriske in- teresser i forbindelse ned vandkraftprojekt Taserssu- aq, Sisimiut kommune. — Rapport. Grønlands Na- tionalmuseum og Arkiv, Nuuk. Kapel, H. 1996. Angujaartorfik - a Paleo-Eskimo Cari- bou Hunting Camp. I The Paleo-Eskimo Cultures of Greenland - New Perspectives in Greenlandic Archaeology. B. Grønnow (red.) pp. 119-128. Kramer, F. E. 1996. The Paleo-Eskimo Cultures in Sisimiut District, West Greenland: Aspects of Chro- nology. I The Paleo-Eskimo Cultures of Greenland - New Perspectives in Greenlandic Archaeology. B. Grønnow (red.), pp. 38-68. Muller, R. 1906. Vildtet og jagten i Sydgrønland. Uni- versitetets Bogtrykkeri København. 519 pp. Rink, H. 1857. Grønland geografisk og statistisk be- skrevet. Det Søndre Inspektorat. København 416 pp. Thorhallesen, E. 1914. Beskrivelse over Missionerne i Grønlands Søndre Distrikt, Hvilke han som Vice- provst visiterede i Aarene 1774-1775. L. Bobé (red.). Det Grønlandske Selskabs Skrifter 1. pp. 1-108. 273 [13]