[1] Anlæggelsen af Nanortalik. Kulturmødets balance Af Jan Kanstrup Dette bidrag er en let revideret udgave af manuskriptet til et foredrag, holdt i for- bindelse med Nanortaliks 200 års jubi- læumsfestligheder. Med afsæt i anlægget i 1797 af en handelsplads ved Sissarissoq, lige overfor den nuværende by, forsøgte jeg at formidle en mulig forklaring og forståelse af konsekvenserne, især for den grønlandske befolkning. Konsekvenser som straks viste sig i form af radikalt ændrede materielle eksistensvilkår, og hvis virkninger på meget længere sigt blev den grønlandsk-europæiske blan- dingskultur af i dag. /; Anlægget Nanortalik 1.1: Grundlæggelsen I Den kongelige grønlandske Handels arkiv findes en grundlæggelsesberetning, som flere gange tidligere er benyttet i lit- teraturen. Den er skrevet af kolonibe- styrer Mørch i Qaqortoq, som var ansvarlig for anlæggelsen af Nanortalik i 1797, og som et år senere sendte en udførlig redegørelse til Handelens øver- ste ledelse i København; her står bl.a. (sproglig normaliseret): 310 Den 9. august 1797 afgik jeg med trans- portbåden og 5 lejede konebåde fra koloni- en med materiale til bygningerne. Nåede den 15. til det udsete sted (Sissarissoq), og plantede de næste 3 dage dette længe plan- lagte anlæg ved at fa spækkisten oprejst. Jeg overlod til bestyrer David Kleist at fa spækhuset opbygget med lejede grænlænderes hjælp, og forlod igen stedet den 19. Jeg kom tilbage til kolonien igen den 22. august, efter at have skrabet sammen hvad der var at få af spæk og skind på denne vej og tid. Omkostningerne ved denne etablering var betydelig nok..... Men Forsynet være tak, som har lønnet den høje direktions til- lid og mine ringe bestræbelser med mere end tænkelig held. Der er nemlig fra min afrejse den 19. august sidste år og indtil 30. juni ved anlægget indhandlet Jan Kanstrup, f. 1943, mag.art i historie, er leder af Rigsarkivets sektion for offentlige arkiver. Tid- ligere arkivar i Rigsarkivet. Landsarkivar i Grøn- land, arkivar i Landsarkivet i København og pro- jektleder i Rigsarkivet. Har skrevet om dansk mid- delalderhistorie og forvaltningshistorie i 17-1800- taliet, Grønlands historie og arkivfaglige emner. [2] Jacob Arøe's 1818-prospekt med jagten Stærkodder for svaj ud for Sissarissoq. © Arktisk Institut. - 168 baljer sælspæk, - 2 1/32 baljer hajlever, - 1047 salskind, foruden sale- og både- skind, - 164 ræveskind, - l stort bjørneskind, et lille og 8 stumper, - nogle blærer og remme. Sådan lyder starten på Mørch's 20 sider lange rapport om Nanortaliks grund- læggelse. Jeg vil vende tilbage til ham, - men først er der en række oplysninger, der skal uddybes og forklares: 1.2: »Dette længe planlagte anlæg« I 1797 var Grønlands vestkyst dækket af danske »kolonier« fra Upernavik i nord til Julianehåb i syd; de fleste af dem har udviklet sig til de byer, vi kender i dag. Betegnelsen »koloni« dækkede over en handelsstation, ledet af en købmand, senere kaldet »kolonibestyrer«. Køb- mandens opgave var at købe så mange grønlandske produkter som muligt til salg i Europa, først og fremmest spæk og lever af enhver slags, der kunne bruges til fremstilling af tran, - Europas foretrukne middel til belysning, før man begyndte at bruge petroleum (stenolie); dernæst skind af sæler og ræve til europæiske sko og pelse, og endelig (i 1700-tallet i Nord- 311 [3] grønland) hvalbarder til udfyldning af de europæiske overklassekvinders omfangs- rige skørter. Kolonierne var placeret således, at købmændene og deres medhjælpere kun- ne komme ud til alle de steder, hvor grønlænderne boede eller opholdt sig på fangstrejse. Ved selve kolonistedet boede nemlig ingen eller kun få grønlændere; fra de nærmeste bopladser kunne grøn- lænderne selv tage ind og handle, men de fjerneste — og fangsstederne — måtte be- søges for at få opkøbt mest muligt spæk og skind. Grønlænderne fik europæiske varer i bytte: Handelen gav helst fangstredska- ber - rifler, krudt og kugler, pilespidser, mv., som kunne give en forøget fangst til indhandling; videre køkkenredskaber, som kunne spare på grønlændernes eget forbrug af spæk, eller europæiske be- klædningsgenstande, som kunne erstatte sælskind og hermed give en større ind- handling. Hertil kom andre nyttige varer som træ og søm til husbygning. Endelig - forsigtigt og i begrænset omfang - nydelsesmidler; først tobak, senere kaffe, the og sukker; men aldrig (i princippet da) spiritus, som ville holde grønlænder- ne fra fangsten; det var forbeholdt euro- pæerne selv! Udhandlingen var således omhyggeligt tilrettelagt med henblik på at få grønlæn- derne til at »producere« og indhandle så meget som muligt. Det var grundlaget for Handelens eksistens: Handelen havde nemlig en meget stor fortjeneste på de grønlandske produkter, når de blev solgt i Europa. De 170 baljer spæk og lever, som David Kleist opkøbte på mindre end et år, blev »udbrændt« til 312 mindst 150 tønder tran, der blev solgt i København i 1798-99 for over 3.500 rigsdaler. Nanortalikområdets grønlæn- dere havde i bytte fået varer, der var købt i Europa for højest 175 rigsdaler. Altså blot 5% af trannens salgsværdi! Det var derfor købmand Mørch per- sonligt overvågede opbygningen af den centrale del i anlægget Nanortalik: Spæk- kisten til opbevaring af indhandlet spæk. Og derfor det næste David Kleist fore- stod, var rejsningen af spækhuset om- kring denne skatkiste. Først herefter kom huset til beboelse og opbevaring af varer; det var det gamle kolonihus fra Juliane- håb, som blev genbrugt. Trods den enorme fortjeneste på ind- handlingsvarerne gav Handelen i disse år intet eller kun lidt overskud, når alle udgifter var afholdt: Udgifterne til det udsendte personale, til bygninger mv. i Grønland, til atlantfragt og til Hande- lens virksomhed i København åd det hele op. I hvert fald i 1797.1 årene efter 1830 var der ifølge PP Svejstrups beregninger overskud, selvom man nu gav grønlæn- derne det dobbelte for deres spæk; Han- delens samlede, årlige overskud udgjorde nu 30.000 rigsdaler, af en samlet omsæt- ning på 180.000; den meget sigende for- deling af udgifterne var i grove træk - 1/2 til udsendte, grønlandsk perso- nale og bygninger mv. i Grønland - 1/4 til atlantfragt - 1/8 til udgifter i København - 1/8 som betaling til de grønlandske fangere Dette forklarer Handelens interesse for størst mulig indhandling: Merudgif- ten i form af betaling til grønlænderne var forsvindende ringe, og gevinsten ved [4]