[1] en øget omsætning således enorm. Men forudsætningen var, at man kom ud til grønlænderne. Det var derfor anlægget af Nanortalik »havde været planlagt så læn- ge«: Julianehåb handelsdistrikt var oprettet i 1774 og var det største i Grønland, både i udstrækning og i folketal; det dækkede de nuværende Narsaq, Qaqor- toq og Nanortalik kommuners område og i realiteten også den sydligste del af Tasiilaq kommune, som dengang var beboet. Der var i hele distriktet god sæl- fangst og hermed mulighed for indhand- ling; Handelens problem var imidlertid besejlingen med atlantskibe igennem drivisen: Qaqortoq var besværlig at nå, Syddistriktet omkring Nanortalik værre; det var derfor, handelsdistriktet aldrig blev delt i 2 (før 1950); man foretrak at holde sig til kysttrafikken til og fra Qaqortoq. Men det gav kun mulighed for spredte handelstogter og ingen effek- tiv handel på Syddistriktets mange bo- pladser og sommerfangstpladserne på Kitsissut og andre øer i skærgården. Derfor blev det hurtigt efter anlægget af Julianehåb 1774 planlagt at oprette en fast handelsplads i Syddistriktet; det ske- te dog først med 20 års forsinkelse: Nala- garsuaq i København (»den høje direk- tion«) var nøjeregnende med alle nyud- gifter og i disse år mere interesseret i nordgrønlandske hvalfangstanlæg. 1.3: Det udsete sted (Sissarissoq) Nanortalik-øen er »trædesten« til det område, Handelen ønskede at dække; nemlig området fra Tasermiut fjordens bopladser med sommerfangstpladserne på Kitsissut, bopladserne og fangstplad- serne mod syd og mod øst forbi Uma- narsuaq, — samt den handel som kunne fås med tilrejsende østgrønlændere fra Timmiarmiut-området. Placeringen lige præcis ved Sissarissoq var allerede udset af en »ekspedition« i 1778 på grund af den gode naturhavn. Stedet var ikke valgt, fordi der boede grønlændere, men fordi de havde let ved at komme forbi; der opstod ganske vist en lille grønlandsk boplads, men Han- delen var ikke interesseret i, at den grøn- landske bosættelse blev større, end den lokale fangst kunne bære. Anlægget Nanortalik blev liggende på dette sted til o. 1830, hvor det blev flyt- tet til det nuværende, hvor koloniens dyre skonnert lå bedre beskyttet, når den på grund af issituationen måtte overvin- tre i Nanortalik. 1.4: 5 lejede konebåde & spækhuset op- bygget med lejede grønlænderes hjælp Mørch og Kleist kunne ikke klare opbyg- ningen af anlægget Nanortalik med kolonien Julianehåbs faste folk alene; ikke engang transporten af materialerne med Handelens egne træbåde. De faste folk var alle udsendte europæere eller dog efterkommere af europæere i blande- de ægteskaber med grønlandske kvinder; man betragtede dem som mere pålidelige - Mørch mente således ikke, at man kunne bruge grønlændere som besæt- ning på Handelens både — og ønskede desuden ikke at trække dem bort fra fangsten. Men når det virkelig kneb, som i det- te tilfælde og når der kom atlantskib, var man altså nødt til at hyre rub og stub, midt i den gode sommerfangsttid. De 5 313 [2] umiaat med besætning omfattede mindst 35 personer, hvortil kom de lejede arbej- dere; Mørch havde simpelthen tømt kolonistedet Julianehåb for arbejdsdueli- ge grønlændere af begge køn. 1.5 Grundlæggerne Vi kan anse 2 personer som grundlægge- re i forening af anlægget Nanortalik: Købmand J. C. Mørch i Julianehåb, som sørgede for at det skete, og som var til stede de første dage, og bestyrer David BQeist, som var den der fik anlægget til at blomstre, og som blev der til sin død mange Ir senere. De to havde også noget andet tilfælles, nemlig et nært familie- skab: De var svogre, siden Mørch i 1791 blev gift med Kleist's søster Sophia Mag- dalene; efter hendes død blev Mørch Kleist's -svigersøn ved at gifte sig med hans datter Erica. Disse ægteskaber gav ham slægtsmæs- sige forpligtelser overfor Kleist'erne (her- under 2 brødre til David) og var selvføl- gelig medvirkende til, at Mørch pegede på David Kleist som bestyrer; men det var ikke den eneste grund og slet ikke forklaring på, at Kleist kunne beholde stillingen; det gjorde han fordi han kun- ne bestride den. David Kleist var født 1758 i Paamiut som søn af den danske bødker Christian Larsen Kleist og den- nes grønlandske hustru Else; han var altså »blanding«, grønlandsksproget med moderen, men i modsætning til mange andre blandinger ægte dobbeltsproget. Han blev oplært til bødker - det vig- tigste håndværk ved Handelen — og 1777 ansat som medhjælper for sin far med 10 rigsdaler i årlig løn. 10 år senere efter- fulgte han faderen, nu med 35 rigsdaler 314 + kos^ Som bestyrer af Nanortalik steg han til 60 rigsdaler årligt, + kost, 1% af indhandlingen — samt for 6 rigsdaler brændevin! Det sidste var et virkeligt pri- vilegium. Uden fast medhjælp fik han virkelig handelen til at blomstre i de gode år, - og var i stand til at holde ud i de hårde år under krigen 1807-14. Han blev pensio- neret i 1820 og døde som pensionist i Nanortalik i 1826. Kleisterne blev en stor slægt i Syd- grønland; blandt de mest fremtrædende kan nævnes overkateket Josva Kleist, som i begyndelsen af dette århundrede, sam- men med pastor Jens Chemnitz, havde en stor rolle i den kristelige, nationale og erhvervsmæssige udvikling i det sydligste Grønland. Johan Christian Mørch var født i Nor- ge i 1768 og arbejdede på et sagfører- kontor, indtil han som 17-årig blev ansat som skriver hos inspektøren over Syd- grønland; 21 år gammel blev han besty- rer af Fiskenæsset og i 1791 købmand i Frederikshåb; da han overtog ansvaret for handelen i det store Julianehåb distrikt i 1794, var han stadig kun 26 år. Han var dygtig og initiativrig og havde lært sig perfekt grønlandsk, både i tale og skrift. Til Handelsdirektionen skrev han omfattende redegørelser om handelsvirk- somheden, grønlandske samfundsfor- hold, geologi og nordbobosættelser. Her- udover oversatte han europæiske skrifter til grønlandsk, bl. a. et helt skuespil; vi- dere forfattede han det meget læste, reli- giøse skrift Oqaluusai ... (Hans Egedes aftensamtaler med sine disciple), som cirkulerede i afskrifter, blev trykt i 1837, [3] Tomten ved Søndre spækhus i Sissarissoq. Foto: Jan Kanstrup, august 1997. senere genoptrykt, og stadig fandtes til salg i 1940-erne. Efter krigsårene forlod Mørch Grøn- land med kone og børn og blev toldkas- serer i Bergen, hvor han døde i 1830. 2: Grønlændernes materielle vilkår Grønlændernes erhvervsmåde og mate- rielle levevilkår ændrede sig selvfølgelig ikke fra den ene dag til den næste, fordi der blev oprettet et handelssted i Nanor- Nordre spækhus i Sissarissoq. Et af spækhusene må være det, som blev anlagt i 1797. De ses begge på Arøe's billede. Foto: Jan Kanstrup, august 1997. 315 [4] talik den 15. august 1797. Ændringerne var begyndt forinden og udviklingen var ujævn; således betød det en delvis til- bagevenden til tidligere forhold, at for- bindelsen med Europa var delvis afbrudt i krigsårene 1807-1814. Men over år blev ændringerne indgribende, og kul- turmødet med europæerne var ikke blidt. Som^jeg har nævnt i det foregående, ville Handelen ikke noget ondt. Tvært- imod ønskede den grønlænderne alt muligt godt som fangere, leverede for- bedrede fangstredskaber og tilskyndede i øvrigt grønlænderne til at beholde deres oprindelige bosættelsesmåde og fangst- mønster, fordi man vidste at det var den eneste holdbare måde at udnytte de levende ressourcer på. Men noget gik alligevel galt; den europæiske aktivitet medførte uvægerlig en ubalance i det op- rindelige erhvervsmæssige og sociale sy- stem, og en ny balance var svær at nå. 2.1: Rejser og fangst Handelens etablering medførte en æn- dring i grønlændernes rejsevaner. De lan- ge rejseffra nord til syd og fra øst til vest, som vat forbundet med grønlændernes egen varebytte. Det blev udkonkurrere! af den danske Handel, og man hentede sine fornødenheder yed distriktets eget kolonisted. Østgrønlænderne fortsatte med at hente nødvendighedsartikler, men nu ikke længere hos andre (vest)- grønlændere, men derimod fra anlægget Nanortalik, senere tillige fra udstederne Narsarmiit og Pamialluk. Fangstmønstret forblev derimod uæn- dret og som hidtil afhængig af fangst- dyrenes træk, med de fede klapmydsers træk i skærgården i maj-juni som det vig- tigste. Sommeren igennem fulgte fanger- ne dem, sommetider meget langt op ad østkysten. Mørch nævner således i 1798, at fangere havde fulgt klapmydserne helt op til Iluileq (nordsiden af Ilivilik = Danell's fjord). Fangsten steg som følge af de forbed- rede fangstredskaber, og bestanden kun- ne godt bære det forøgede tryk; men sommerfangsten kunne svigte som følge af isforholdene, og i vintertiden var man henvist til den mere usikre fangst af fjordsæler, eventuelt suppleret med fiske- ri. Hvis begge dele svigtede og forrådet slap op, ventede der traditionelt hunger og sultedød; fra nu af trådte Handelen imidlertid hjælpende til. 2.2: Nød & sygdom - men alligevel befolkningstilvækst Handelen lod ikke sine fangere dø af sult. Hvis nøden var tilstrækkelig stærk, blev der uddelt europæisk proviant, så- længe der var noget at give af, - og i værste fald blev selv den oplagrede, dyre- bare spæk uddelt. Forudsætningen var selvfølgelig, at grønlænderne kunne nå frem til et handelssted, men det var næsten altid tilfældet. Handelsbestyreren forventede selvfølgelig, at det uddelte blev betalt tilbage det følgende fangstår. Uddelingen af »sultekost« udelukkede selvsagt ikke, at befolkningen blev svæk- ket og hermed lettere bytte for sygdom; men H.J. Rink foretog i 1851 en inter- essant undersøgelse afdødeligheden i det samlede Julianehåbdistrikt i årene 1825- 50, hvor han fordelte dødeligheden på måneder; undersøgelsen viste, at døde- ligheden gennemsnitlig var lav i de magre vintermåneder, men gennemsnit- 316 [5] lig højest i eftersommeren, hvor kød- depoterne bugnede. Rink tolkede sine resultater således, at forædelse udgjorde en større dødsrisiko end sult! Egentlig sygdom kunne man dog ikke stille noget op imod; her var kun folks egen modstandskraft af betydning. Det var særlig alvorligt, når det gjaldt de europæiske, smitsomme sygdomme, som fulgte med handelssamkvemmet, f. eks. mæslinger, kighoste og - værst af alle - kopper. Grønlænderne var uden mod- standskraft overfor disse og døde i stort tal under tilbagevendende epidemier, således en koppeepidemi i Julianehåb- distriktet i 1806. Kopperne fik man bugt med gennem vaccination. Vaccination og uddeling af sultekost førte til et stigende folketal. Og i Nanortalikdistriktet var der tale om en særlig vækstfaktor, nemlig den løbende tilflytning af østgrønlændere, som i deres oprindelige levemåde var bytte for mis- fangst og sultedød. De flyttede over til trygheden i det koloniserede område i et sådant omfang, at den sydlige del af øst- kysten gradvis blev affolket. 2.3: Sikkerhed, ufrihed & uselvstæn- dighed Vi er nu kommet til det sværest forståe- lige, men i dag mest vedkommende spørgsmål i kulturmødet mellem grøn- lændere og europæere: Koloniseringen medførte øget tryghed for den grønland- ske befolkning, men prisen var ufrihed og uselvstændighed. Den tids grønlændere må selv have følt, hvorledes deres selvbestemmelse og sædvaner blev tilsidesat at den fremme- de, materielt overlegne kolonimagts repræsentanter, som snart foreslog eller snarere forlangte det ene, snart det andet af dem. Med en sådan bedrevidenhed og styrke, at grønlænderne i mange forhold mistede selvtillid og tro på egne evner. Det affødte en stærk svækkelse af hus- herrernes autoritet, som havde været af fundamental betydning i det traditionel- le samfund. 3: Den religiøse og kulturelle påvirkning Den religiøse og kulturelle påvirkning af grønlænderne omkring år 1800 bidrog ikke i tilstrækkelig grad til skabelsen af en ny identitet og selvbevidsthed til er- statning for de traditionelle værdier, som blev knust. Købmand Mørch gav i år 1800 en meget hård karakteristik af både den danske og tyske mission, som konkurre- rede om den halvdel af befolkningen, som endnu ikke var døbt. Det skal her- under bemærkes, at Mørch var religiøst sindet - jfr. »Hans Egedes aftensamtaler« — men også at han lagde lige stor vægt på den religiøse forståelse og den materielle tilværelses krav, ligesom senere Peqati- giinniat. Om den danske mission anføres, at én missionær bestyrer det store, folkerige Julianehåb distrikt; tidligere havde mis- sionærerne været gode, men den nuvæ- rende er ude af stand til at forstå og især tale grønlandsk og hermed kompetent til at oplære de nationale kateketer. Blandt kateketerne er der nogle, »som med her- lige tanker og smukke perioder i deres taler viser store evner«; men de savner den uddannelse, som kan give dem det fornødne overskud til at påvirke deres landsmænd i den rigtige retning. Andre 317 [6] kateketer er helt uvidende om de mest almindelig troslærdomme og bestyrker menighedens fordomme og overtro; såle- des at hekseri er årsag til død og mis- fangst. De døbte udgør vel omkring halvde- len af befolkningen, men deres troslær- domme består kun i mekanisk og ufor- døjet udenadslære fra Luthers kata- kismus» De døbte manglede altså, ifølge Mørch, den forstandsmæssige og hold- ningsmæssige tilegnelse af den kristne lære, som er en forudsætning for at de kunne kaldes kristne. Om den tyske mission skriver Mørch, at »deres religion kun består i følelser og musik; til at blive optaget i denne menig- hed kræves ingen viden, kun at foregive følelser og hjertebevægelser og hoved- hængen og farisæisk stolthed.« De tyske missionærer er uvidende og tiltager sig en stælk, skadelig myndighed over menigheden og forlanger, at de døbte adlyder missionærerne lige så meget som Kristus: For at kunne kontrollere grøn- lænderne tvinger de mange fil at tage ophold ved missionsstationen, til stor skade for fangsten. De bestemmer over fangstrejser og ægteskaber og straffer de grønlændere, som synger »danske« sal- mer. Mørch ønskede derfor de tyske mis- sionærer bortvist, men også en kraftig forbedring af den danske mission: Der burde udvælges bedre og flere missio- nærer, der både kunne virke som reli- gionslærere og ved almindelig folkeop- lysning. Der burde oprettes et særskilt missionariat for Nanortalik, »fordi folke- mængden er stor syd for dette anlæg, og fordi missionæren i Julianehåb bor for 318 langt borte til at betjene dem; i det mindste burde der ansættes en dansk kateket i Illua eller Ikigaat«. Mørch ønskede således udsendte kate- keter, unge mennesker som i Hans Ege- des dage, der rigtig kunne lære sproget. Men også grønlandske kateketer ønskede han at satse på, nemlig dem med de bed- ste evner, når de havde faet en tilstrække- lig uddannelse. På dette grundlag kunne grønlænderne udvikles til større selv- stændighed, - på grønlandsk; for Mørch var modstander af indførelse af dansk sprog, som bl. a. ville indføre begreber for bedrageri, drukkenskab, liderlighed, eder og forbandelser; Mørch troede i ste- det på det grønlandske sprogs udvik- lingsmuligheder. 3.1: Noorliit Den første herrnhuttiske missionsstation var anlagt ved Nuuk i 1732. I 1758 grundlagdes en yderligere ved Akunnaq (Lichtenfels), og i 1774 — samtidig med at Ånders Olsen grundlagde kolonien og missionen Julianehåb — blev Alluitsoq (Lichtenau) anlagt af herrnhuttermissio- nærerne Jens Sørensen og Gottfried Gril- lich; altså syd for Julianehåb. Det gav herrnhutterne et forspring i kappestriden orri de mange hedninge i det store syd- distrikt. I 1824 fulgte så Narsaq Kujalleq (Frederiksdal), ved J. C. Kleinschmidt, som den yderste forpost mod syd. Det lille herrnhuttiske trossamfund var opstået i Centraleuropa i 1720-erne og er karakteristisk ved en særlig inderlig (pietistisk) kristendomsforståelse, med vægt på følelsesliv og tro på Helligåndens aktive virke blandt menneskene; derfor overlod man (i 1700-tallet) alle vigtige [7] beslutninger til Helligånden ved lod- trækning. Deres menighedsliv var præget af hyppige forsamlinger med fællesmålti- der, sang og musik. Menighedsorganisa- tionen omfattede en inddeling af befolk- ningen efter køn, alder og ægteskabelig status i såkaldte »kor«, og i en periode søgte man at få befolkningen til at bo i huse efter denne inddeling; for kvinder- nes vedkommende markeredes inddelin- gen ved de farvede hårbånd. Herrnhutternes materielle samfund var præget af en solidaritet, som nærmest grænsede til ideel kommunisme. De lag- de stor vægt på missionsvirksomhed; udover Grønland således blandt eskimo- er på Labrador (Nain), indianere ved Delaware-fioden, negerslaver på de dansk-vestindiske øer, buskmænd i Syd- vestafrika etc. På en måde var herrnhutterne mere solidariske med grønlænderne end den danske mission, men deres indgriben i grønlændernes bosættelse og levemåde havde skadevirkninger, som gentagne gange blev fremhævet af danske embeds- mænd. De krav de stillede til medlem- merne af menigheden, og indgrebene i bosættelsesmønster og i den sociale orga- nisation, betød måske også at »deres« grønlændere i særlig grad blev umyndig- gjort. 3.2: Den danske mission Missionær Buch havde som den første danske missionær i Julianehåb missiona- riat gjort en hæderlig indsats i Hans Ege- des fodspor i årene 1779-88, men der var ikke meget godt at sige om hans efterføl- gere: Om den residerende missionær Gudde i 1797, var det bedste vist, at han forlod Grønland igen i år 1800, efter 6 års ophold, uden nogensinde at have lært at tale sproget. Efterfølgerne kunne kun blive bedre - når embedet da ikke var helt ubesat som i årene 1811-17 og 1824-26, — men ingen af de bedste mis- sionærer var placeret i det store og be- sværlige Julianehåb distrikt, før Carl Emil Janssen beklædte embedet i 1851-53. Det er underligt, at en kirke og skole overhovedet kunne eksistere, at man kunne kalde medlemmerne af den dan- ske menighed for kristen, at denne menighed kunne konkurrere med den tyske mission om de tilrejsende østgrøn- lændere, og at der overhovedet blev givet nogen skoleundervisning til børnene. At det trods alt var tilfældet - med de mangler som købmand Mørch under- stregede så skarpt - skyldtes de grøn- landske kateketer og læsere. Det var dem, der på bopladserne opretholdt et menighedsliv med bibellæsning, aften- sang og oplæsning af prædikener, og som varetog dåb og begravelse; de sjældne besøg af en missionær indebar blot en bekræftelse af dette, — og af de ægteska- ber som rent faktisk var kødelig indgået. Sammenlignet med missionærernes sporadiske indsats betød det sikkert mere, at de bedste af Handelens folk også gav sig tid til en kulturel og åndelig påvirkning af befolkningen. Således som købmand Mørch. 4: Det seje trak mod selvstændiggørelse I årene efter 1820 udvidede Handelen sit kontaktnet med grønlænderne gennem anlæggelse af talrige udsteder. I syd- distriktet således Alluitsup Paa (1830), efterfulgt af bl. a. Salliit, Ikigaat (Øst- 319 [8] prøven) og Illua/Pamialluk. Indhandlin- gen skete nu med forbedret betaling til grønlænderne; det var der rigelig råd til, med de stærkt stigende priser på sæl- produkter på det europæiske marked. Grønlænderne fik herigennem mulig- hed for et større forbrug af europæiske varer, men én af følgerne var en stigende afhængighed: Mørch havde i år 1800 hæftet sig ved umyndiggørelsen af grøn- lænderne. Blandt fremsynede danske embedsmænd var det siden 1830-erne erkendt som det grundlæggende sam- fundsmæssige problem, - og man var godt klar over årsagen, nemlig at tradi- tionelle værdier var nedbrudt, uden at andet var sat i stedet. Man var klar over, at en omfattende folkeoplysning var nødvendig, som grundlag for en ny grønlandsk identitet. Også at det var en oplysning der skulle ske på grønlandsk sprog og i overvejende grad gennem grønlandske lærere, gennem den grønlandske kirke og skoles virk- somhed, og at det både skulle omfatte troslærdomme, almenviden og holdnin- ger. I 1830-erne sendtes således adskilli- ge begavede grønlandske drenge på fler- årige uddannelsesophold i Danmark. I 1840-erne blev seminarierne i Nuuk og Uulissat oprettet med henblik på en hjemlig uddannelse af bedre kateketer. I 1850-erne fulgte så Rinks forsøg med forstanderskaber, hvorigennem grønlæn- derne selv skulle overtage bestyrelsen af deres egne, kommunale anliggender. 4.1: Status o. 1850 og udblik Spørgsmålet er nu, hvad dette kom til at betyde i Nanortalik-området: Rink hæf- tede sig ved, at syddistriktets grønlænde- 320 re var mere selvhjulpne end befolkningen i Nordgrønland; der skulle således være tale om virkelig hård trang, før man hen- vendte sig til Handelen med ønske om hjælp. Syddistriktet fik også en af de grønlændere, som var uddannet i Dan- mark, nemlig Jakob Lund, som blev ansat i Illua som udstedsbestyrer og kate- ket, med den særlige opgave at missio- nere blandt tilrejsende østgrønlændere. Omvendt hæftede missionær Carl Emil Janssen sig ved kirkens og skolens uhyggelig svage stilling i Syddistriktet, og herunder befolkningens svagtudvikle- de troslærdomme og almindelige skole- kundskaber. Han var rystet over den »moralske forvildelse« - også i forhold til det han kendte fra sin 8 års tjeneste andetsteds i Grønland; det gjaldt også nogle kateketer, således kateket Andreas i Illukasik, »som jeg kaldte til kolonien, og som indfandt sig den 25. juni. Jeg førte ham med mig ind i kirken, hvor jeg i ene- rum havde en rystende samtale med ham; han viste megen anger og sønderknuselse, [og] bekendte under tårer sin delagtighed i mordet på en gammel for trolddom mis- tænkt kone. Mordet, mente han, var begået for vel omtrent 10 år siden; han angav fire andre som sine medskyldige. Han var beskyldt for at have v/eret hovedmanden, og senere at have brovtet af hvorledes han hav- de martret sit offer; men dette ville han ikke vedgå, men udpegede en vis Simon som den egentlige hovedmand.« Fra en tjenesterejse til Nanortalik i juni 1852 beretter han videre: 28. juni tilbragte jeg formiddagen med konfirmantprøve. Skønt jeg betydeligt nedstemte de fordringer jeg er vant til nord- på i landet at gøre til konfirmanter, kunne [9] Herrnhut-missionsstationen i Lichtenau (Alluitsoq), opført o. 1775, er nu hjemsted for behandlingsinstitutionen Allu. Foto: Jan Kanstrup, august 1997. jeg her dog kun antage 6 til konfirmation; og dette kun i betragtning af deres fremryk- kede alder, og den hele menigheds åndelige standpunkt..... Dog sagde jeg indtrængende de tilstede- værende kateketer, og senere den forsamlede menighed, at så ringe kundskab aldrig, aldrig måtte danne reglen for børnenes antagelse til konfirmation, og at her kun fandt en undtagelse sted. Janssen var en meget aktiv leder af kir- ke og skole — i Qaqortoq. Til yderdi- striktet Nanortalik nåede han i sine 3 år som distriktets præst kun på denne ene tjenesterejse. Som et halvt århundrede tidligere var der stadig grund til at skelne mellem det at være døbt og det at være kristnet, lige- som der var en afgrund mellem den soci- ale virkelighed og det moderniserede, europæiserede samfund, som var målet for udviklingsbestræbelserne. Udviklingen af en ny og selvbærende grønlandsk identitet kom til at tage læn- gere tid, end nogen i 1800-tallet havde ventet. Dette til trods for - forbedret generel uddannelse og holdningsmæssig påvirkning gen- nem kirke og skole, - ansættelse af uddannede grønlænde- re på ansvarlige poster, især i kirken som overkateketer og præster, men også hos Handelen og administratio- nen, - oprettelse af kommunalbestyrelser (forstanderskaber) med en kompe- tence, som var mere vidtgående end danske kommunalbestyrelsers, - gentagne forsøg med erhvervsudvik- ling. Hovedproblemet var vistnok, at disse initiativer mere blev gjort for grønlæn- derne end af grønlænderne. Eller med Robert Petersens ord, »... af udsendte der [tror de] véd, hvor skoen trykker blandt folk, der går i kamikker.« 321 [10]