[1] Glimt fra Nanortalik 1883-85 Af Aksel Mikkelsen Et gammelt fotografi-album med bille- der fra Konebådsekspeditionen til Øst- grønland 1883-1885 sammensat og kommenteret af ekspeditionens næst- kommanderende, daværende løjtnant W. Garde, er ved skæbnens tilskikkelse kom- met i min besiddelse. Fotografiet fra 1883 med under- teksten »Nanortalik, Ekspeditionens Udgangspunkt og Vinterstation på Vest- kysten« giver et godt billede af det gamle Nanortalik - med det nuværende mu- seum i midten. Der var på den tid ca. 30 grønlænderhuse i kolonien, en lille tjæret trækirke, kolonibestyrerens hus og 6-7 små hvidkalkede huse tilhørende Hande- len og med et indbyggertal på ca. 300 grønlændere. Konebådsekspeditionens fire danske medlemmer (G. Holm, W. Garde, T. Eberlin og H. Knutsen) kom til Nanor- talik den 17. juli 1883 efter 75 dages rej- se fra København. Den sene ankomst gjorde, at ekspeditionsmedlemmerne måtte udsætte afgangen til Østkysten til det efterfølgende år. Et overvintringshus og et magnetisk observatorium blev byg- get ude på »Næsset«, og under en mindre depotudlægningstur via Frederiksdal igennem Prins Christians Sund til Øst- kysten etableredes kontakter med øst- , grønlændere med henblik på turen året efter. Konebådsekspeditionen knyttede straks ved sin ankomst til Nanortalik tætte forbindelser til den kendte familie Lutzen, som fremover blev ekspeditio- nen en værdifuld støtte. Johannes Hans Lutzen, kirurg og kolonibestyrer, var død allerede i 1863 i Nanortalik. Hans gravsten kunne endnu i 1960'erne ses på den gamle kirkegård. Hans mor, grønlænderinden Louise Tabitha Elisabeth og søstrene Sofie og Louise, bosatte sig efter kolonibestyre- rens død i det lille hvide, kendte hus på Næsset. Familien Lutzen kom til at præge Nanortalik, idet familiens hus udviklede sig til et slags kulturcentrum, der blev kendt over hele Sydgrønland, og alle fra Aksel Mikkelsen har tidligere skrevet artikler om minedrift, olieefterforskning m.v., og han arbej- dede en årrække i Sydgrønland med Nanortalik som base, på Icecan- og Loranstationen i Frede- riksdal og Loranstationen på Angissioq. 335 [2] Nanortalik 1883. Udgangspunkt og Vinterstation for Konebådsekspeditionen 1883-1885 til Grønlands Østkyst. nær og fjern aflagde huset besøg for at Fru Lutzen var en meget klog, dygtig berette nyheder eller fa råd og vejled- og af alle særdeles respekteret grønlæn- ning. derinde. 336 . -. r :-:si=;&-- [3] <**3 Jjtnu£a£ H^HS 1883-S6. Konebådsekspeditionens fire danske medlemmer (P.Eberlin, W. Garde, G.F. Holm, og H. Knutsen) afbildet i et lokalt grønlandsk skrift fra 1883. De to søstre Sofie og Elise var blevet opdraget hjemme og havde aldrig været uden for Sydgrønland, men de var begge meget kultiverede, og især Sofie læste, talte og skrev perfekt dansk. Familien var lægekyndig og utroligt nøjsomme med hensyn til egne fornø- denheder, og de var kendt for at hjælpe, selv om de så selv måtte undvære. De var således socialt indstillede, og i trangstid var deres lille hus et tilflugtssted for hele kolonien. Det siges, at ingen fattig gik tomhændet derfra, om ikke andet var der altid til en håndfuld tørrede ammassetter at få. Familien Lutzen var meget flittig og dygtig til alt skindarbejde. De oparbejde- de en slags hjemmeindustri, der blev kendt viden om, men selv var de så be- skedne i deres fordringer, at andre tjente på deres hænders rastløse flid. Ved Konebådsekspeditionens ankomst til Nanortalik deltog familien Lutzen i alle de praktiske gøremål i forbindelse med den forestående Østgrønlandsrejse. Fru Lutzens egen konebåd blev stillet til rådighed, da det var den bedst egnede i kolonien, og tre andre blev fremstillet og betrukket med skind under familiens opsyn. Der blev også syet skindtøj og kamikker til de fire ekspeditionsmedlem- mer. Sofie blev anset som den dygtige, gla- de og meget energiske søster. Hun påtog sig ved ekspeditionens afrejse til Øst- grønland at gennemføre de daglige af- 337 [4] Konebådsekspeditionens overvintringshus og magnetiske observatorium på »Næsset« i Nanortalik. Her arbejdede foruden søstrene Lutzen også kateket Isak Lund med meteorologiske observationer. læsninger af de magnetiske variationer samt at sørge for optrækningen af det ene af ekspeditionens kronometre, og hun udførte disse arbejder med stor omhu og akkuratesse. Søsteren Elise var den mere rolige, men travle husmoder, der bl.a. ordnede og vaskede ekspeditionens tøj. Det lille hvide hus stod altid åbent for ekspeditionsmedlemmerne, og gamle fru Lutzen betragtede nærmest medlemmer- ne som sine sønner. Første juleaften, de tilbragte i Nanortalik, etablerede de i fæl- lesskab den indtil da største fest i Nanor- taliks historie i tømmerværkstedet. Den korte sommerrejse i 1883 blev foretaget med 23 grønlændere fra Na- nortalik og Sydprøven, men holdet blev på den store rejse næste år udskiftet med et hold fra Kap Farvel-området, da be- sætningerne fra »storbyerne« ikke var helt indstillede på det barske rejseliv på Østkysten. I Gardes føromtalte album er der et fotografi med underteksten »Fru Rosen- stand (senere Fru Holm), vor eneste europæiske omgang ved Nanortalik«. Om hr. Rosenstand nævnes der ikke noget, selv om Garde og kolonibestyrer Rosenstand har tilbragt en vinter (1884- 85) sammen i Nanortalik. Anna og Henrik Rosenstand kom til Nanortalik i 1884. Hun kom fra et forfi- net dansk hjem og blev her pludselig sat næsten 1000 år tilbage i tiden. Ifølge vor familietradition blev Henrik Rosenstand som familiens »sorte får« sendt til Grøn- land. Overgangen fra et glad og muntert kunstnermiljø i København til Nanorta- lik blev tilsyneladende for meget for ham - han blev håbløst fordrukken, og det tog en hurtig ende med ham. Rosen- stand har efterladt sig en stor gravsten på den gamle kirkegård i Nanortalik, men ellers vides der officielt ikke meget om ham. Vi børn vidste - hvorfra ved jeg ikke - at Rosenstand i vinternætterne havde drukket sig fra vid og sans og smidt vor bedstemor ud i sneen i 30° kulde, før 338 [5] Søstrene Elise og Sofie Lutzen fotograferet omkring 1910 foran deres lille hvide hus i Nanortalik. De døde med 10 dages mellemrum af en influenzaepidemi i 1916, efter at de havde levet hele deres liv i den gode sags tjeneste i Nanortalik. han låste døren og gik i seng. Hun gjor- de det eneste, der var at gøre, at kravle ind i den lange gang til det nærmeste eskimohus. Det fortalte hun nu ikke selv noget om, men ved familiens julefester fortalte hun ofte om eskimoernes glæde, godhed og finfølelse, om hvordan de havde hjulpet hende i Nanortalik, og om hvor meget hun beundrede dem. Hun kunne også nævne Rosenstand, og så var det altid med et lille skævt smil. Han har måske ikke været så tosset end- da. Hans drukture har jeg faktisk indirek- te hørt om i Nanortalik for ca. 30 år siden. Der gik et mundheld, at dersom man manglede spiritus, kunne man for- søge at lede i Rosenstands lokum. Når drukturene tog overhånd, har den aktive fru Rosenstand øjensynligt smidt nogle flasker den vej. Da Gustav Holm i 1885 vendte tilba- ge til Nanortalik efter overvintringen i Ammassalik, var kolonibestyrer Rosen- stand død, og den unge — måske ikke særligt sørgende — enke kom til at rejse hjem til København sammen med ham. Familietraditionen siger, at hun tilbød at vaske hans lommetørklæder, og datidens etik og æresbegreber inden for søofficer- korpset bevirkede, at han så blev nødsa- get til at gifte sig med hende. De levede da også lykkeligt sammen i henved 50 år, og i hjemmet hørte vi børnebørn meget om Nanortalik i 1880'erne. Et andet sted, jeg også har hørt om Nanortalik i gamle dage, var hos den lil- le »Gamle Mathilde«, der i begyndelsen af 60'erne endnu levede i et fint lille lavloftet hus ved siden af søstrene Lutzens hus i Nanortalik. Mathilde havde oplevet Konebåds- ekspeditionens tid og havde fotos af Anna og Henrik Rosenstand, Gustav Holm m. fl., og hun kunne fortælle man- ge historier og tildragelser derfra. Men da kongeparret engang besøgte hende, var det umuligt at aflokke hende et ene- ste ord, selv om hun ellers talte godt dansk. Da man efter besøget spurgte hende om grunden til hendes tavshed, meddelte hun, at hun havde været så benovet over besøget, at hun ikke havde formået at tale. Andre tider er nu kommet til Nanor- talik, men Konebådsekspeditionen i 1883-85 og familien Lutzens kulturelle og uegennyttige indsats i Nanortalik har sat sine spor i byens historie. 339 [6]