[1] LÆSERNE OG REDAKTIONEN Nersornaat Grønlands Hjemmestyres Fortjenstmedalje til Jørgen Meldgaard og Helge Schultz-Lorentzen Efter medaljeoverrækkelsen foran Hjemmestyrets Danmarkskontor. Fra venstre: Otto Steenholdt, Jørgen Meld- gaard, Helge Schultz-Lorentzen og Jonathan Motzfeldt. Foto: Søren Madsen. Ved en højtidelighed i Grønlands Hjem- mestyres Danmarkskontor den 14. no- vember 1997 blev to Fortjenstmedaljer i sølv uddelt. Landstingets formand An- ders Andreassen var i sidste øjeblik ble- vet forhindret, hvorfor det var lands- tingsmedlem Otto Steenholdt, der på landstingets vegne overrakte Nersor- naat til museumsinspektør Jørgen Meldgaard og tidligere leder af Grøn- landssekretariatet på Nationalmuseet Helge Schult2-Lorentzen i overværelse af en indbudt forsamling af deres med- arbejdere, fagfæller, venner og familie. I en tale, ligeledes på landstingsforman- dens vegne, begrundede Otto Steen- holdt tildelingen, og han blev fulgt op af taler af Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og lederen af Grønlands NM og Arkiv Emil Rosing. Otto Steenholdt sagde på Landstings- formandens vegne: Kære Jørgen Meldgaard - Kære Helge Schultz-Lorentzen. [2] Jeg er glad og stolt over at kunne overrække jer Grønlands Hjemmestyres Fortjenstmedalje Nersornaat i sølv, som Landstingets Formandskab i enighed har besluttet at tildele jer. I fundatsen står følgende: Medaljen gives for en særlig fortjenst- fuld indsats for Grønland inden for kunst, litteratur, videnskab eller andet, og medaljen kan tildeles grønlændere så- vel som danskere og andre udlændinge. For os er det dejligt at kunne sige, at Nersornaat siden tilblivelsen er blevet tildelt mange af vore danske venner, som for at sige det helt klart har tabt deres hjerte til Grønland samtidig med, at de har udført en fortjenstfuld indsats for Grønland og dermed opfylder betingelserne for at kunne tildeles for- tjenstmedaljen. Jørgen Meldgaard: SorrTung og splejset student var du i det nordligste område af Grønland — nemlig i Peary Land. Født 1927 var du allerede i 1948 i det område, som alle drømte om at besejre. Hvorfor ikke tænke på paralleller til Ebbe Munck og Eigil Knuth, som efter Haag-dommen i 1933 i flere år planlagde at lære området at kende geografisk og dermed bemæg- tige sig hele Grønland. Tidligt blev du interessant, fordi du som den første magister i forhistorisk arkæologi og europæisk forhistorie fra Aarhus Universitet valgte og besluttede dig for at interessere dig for arktisk arkæologi. Du stod for Sermermiut-udgravnin- gerne i: 1953, som fastlagde tredelingen af forhistorien i Saqqaq-, Dorset- og Thulekulturerne. Du var den første, der kom ind på sammenhængen mellem disse kulturer. En indsats der fortjener at blive kendt i Grønlands historie. I årene 1954-1965 var du en slags efterfølger af Knud Rasmussen om- kring Illulik/Iglulik i Canada. Alt dette på en rolig og stilfærdig måde uden de store armbevægelser, selv om det har været af stor indre værdi for vores kul- turelle identifikation. Derfor den ære, som vi fra Grønlands Landsting vil tildele dig i dag. Tak for din tålmodighed som videnskabsmand og tak for din kærlighed til Grønland. Helge Schultz-Lorentzen: Helge — navnet Schultz-Lorentzen er svært at stave og udtale. Ikke desto min- dre er det et af de kendteste navne i Grønland, og mange af os anser det for et grønlandsk navn. Dette skyldes ikke mindst den navnkundige C.W. Schultz- Lorentzen, som alle der vil lære grøn- landsk ikke kan komme uden om. Æblet falder som bekendt ikke langt fra stammen. Du er nemlig en af de få danske, som bruger vort sprog som dit eget modersmål; naturligvis kan man sige, når man nu som Helge er opvokset i Maniitsoq, Nuuk og Aasiaat. Som forstander på efterskolen i Aasi- aat, skoleinspektør i Qaqqotoq og som værnepligtig på Marinestationen Nuuk, sejlende med kutterne Appa og Naaja har du et enestående kendskab til vort land. Og der er mange unge mennesker i Grønland i dag, som husker dig som en god ven og lærer. Du har jo også været lærer i realskolen i Nuuk. Selv om du forlod Grønland efter et [3] langt og udbytterigt virke, forsvandt du ikke fra Grønlands historie — nej, du fortsatte med at virke til fordel for Grønland. Tænk bare på dit store arbej- de for tilbageleveringen af vores kultu- relle arv fra Nationalmuseet - en ting, jeg som politiker har været meget opta- get af. Det er et arbejde, der udføres i fuld forståelse med Danmarks og Grønlands Nationalmuseum. Alt dette uden at råbe og skrige for at blive hørt og blive berømt. Nej, du og Jørgen har et fælles kendetegn, nemlig den stille og rolige tilværelse, fordybet i jeres daglige dont til fordel for Grønland. Men først og fremmest med kærlig- hed til Grønland, der synliggøres i ar- bejdet, f.eks. i Foreningen Grønlandske Børn, Arktisk Institut, Den grønlandske Kirkesag og ikke mindst Det grønland- ske Selskab. En sand ven af Grønland, som har udført fortjenstfuldt arbejde for Grøn- land, lige efter Nersornaat's fundats. Jørgen Meldgaards tak ved prisoverrækkelsen: Da jeg havde modtaget Landstingsfor- mandens brev om tildeling af Hjemme- styrets Fortjenstmedalje, satte jeg mig på min »Pensioniststol« på Nationalmu- seet for at nedskrive, hvori mine fortje- nester kunne tænkes at bestå. — Det blev blot til et par linier. Derefter lavede jeg nogle notater om, hvad der har givet mig særlig glæde og tilfredsstillelse i de 49 års arbejde med Grønlands kulturhistorie. Det gik bed- re, for jeg har mange gode minder. Det første glimt på disse strejftog var en sommerdag i den blomstrende have foran Ny Herrnhut bygningen i Godt- Jørgen Meldgaard på talerstolen. Foto: Hans Kapel. håb 1966 ved indvielsen af Det grøn- landske Landsmuseum. Med hilsen fra Rigsantikvaren kunne jeg i min tale meddele, at Danmarks Nationalmu- seum håbede og forventede at bidrage med museumsgenstande i de kommen- de år. En bekræftelse på et tilsagn givet 5 år tidligere i forbindelse med fremsen- delse af en plan for etablering af et grønlandsk museum. Forslaget blev vel modtaget, — men ikke just som nogen overraskelse. Gennem næsten 50 år var der fra grønlandsk side udtalt ønsker om et museum. Jeg foreslog Ny Herrnhut bygningen efter samråd med N. O. Christensen, 7 [4] Jens Kreutzmann m.fl, og som alterna- tiv en ny museumsbygning i den tilstø- dende dal mod vest. Her gik jeg i min ungdommelige iver for vidt. Jeg lagde flot ud som arkitekt med tegninger af kuppelformede bygninger, som en sam- menkædet snehus-landsby. Modtagel- sen i Godthåb var venlig men forbehol- den, og det endelige svar henholdende. GTO beregnede at prisen ville være l million kroner. På sommerdagen 1966 foran Ny Herrnhut glædede jeg mig over, at sne- husboblerne var bristet. Den grønne nabodal ved vigen mod vest var smuk- kest i sin rene naturtilstand. Om aftenen havde vi møde om frem- tiden, om forskningssamarbejde. Vi enedes om arkæologiske og etnohistori- ske undersøgelser over temaet »Kultur- møder«, og her var Hans Egede nær- mest. Med museumsleder Jens Kreutz- mann gennemførte H. C. Gulløv og Hans Kapel i årene efter 1969 udgrav- ninger på Håbets Koloni og samtidige eskimoiske bopladser. Mødet med nordboerne fulgte nogle år senere. Inuit-Nordbo Projektet 1976- 77 med Jens Rosing som Landsmuseets leder. Her i nordboernes Vesterbygd gravede hold på 15-20 deltagere, grøn- landske og danske, i eskimoiske tomter og på nordbogårde. I lejrenes militærtel- te var der lange aftener med »semina- rer«, hvor begge »parter« fremlagde vid- nesbyrd, arkæologiske, historiske, sagn om fredeligt samvær og om strid. Vi løste ikke alle problemerne, og de store spørgsmål om årsagen til nordboernes »undergang« fik mange og vidt forskel- lige svar. Intet endegyldigt. Det meste af Grønland fulgte vore anstrengelser. Grønlands Radio og den skrevne presse var med os. Grønlands Landsråds formand og Danmarks kul- turminister aflagde besøg i lejrene. Her er mit gode minde samlet om »Kulturkløften«. Ved Eqaluit skilte en lille slugt med en elv det eskimoiske bopladsområde fra nordbogården. Vi byggede en bro over denne kulturkløft, og med Robert Petersen og Claus An- dreasen stående på hver sin side brød kulturminister Niels Mathiassen det røde bånd med sin saks og erklærede fred, fest og godt samarbejde - og love- de at skaffe nogle millioner til et nyt og større Grønlands Landsmuseum. Nordboerne i Grønland har altid været godt stof, for forskere og for alle folk, grønlændere og danskere, og na- turligvis for »hjemlandene« Island, Færøerne og Norge. Det blev klart i 1961-62 på Brattalid. Mit strejftog er her fokuseret på en septemberdag med lav sol, der tegnede en lille U-formet jordvold på Qagssiarssuk, en ruin, der kunne være Thjodhildes kirke. Kateket Lars Motzfeldt havde fundet og reddet dette historiske mindesmærke og sørget for at et opgravet kranium, indpakket i lyserødt silkepapir og mærket »Erik Rødes hoved« , var sendt med kurér (N. O. Kristensen) til Nationalmuseet i København, hvor det havnede på mit skrivebord. Den følgende sommer samledes ar- kæologer, historikere, antropologer, katolske præster m.fl. fra de nordiske lande og påbegyndte undersøgelser af kirken og kirkegården. Resultaterne er kendt, men et par af følgevirkningerne 8 [5] glæder mig særligt: Knud Krogh fulgte arbejdet op, og han blev involveret i en fornyelse af nordboforskningen. Vi fik gode forbindelser til Igaliko, Motøfeldt- familien i særdeleshed, og restaurerings- arbejderne blev indledt. Et andet glimt fra mange gode ople- velser ved arbejdet med Grønlands kul- turhistorie er formidlingen til de grøn- landske skoler med »5 Kapitler af Grøn- lands Forhistorie«. På opfordring af Grønlands Hjemmestyre og i samarbej- de med Bent Giinther fik vi fremstillet 40 kasser, hver med 5 skuffer med gen- stande fra én af de 5 kulturer, der til- sammen illustrerede Grønlands 4000- årige forhistorie. I mere end et halvt år sad 2-3 konservatorer på Nationalmu- seet i København og fremstillede de fineste små kopier af de arkæologiske genstande. Og vi skrev en skolebog for børnene og en for lærerne. Skoledirektør Chr. Berthelsen oversatte og bearbejdede de grønlandske udgaver, og Jens Rosing gjorde dem levende med sine streger — og det blev de endnu bedre af. Siden udgivelsen i 1984 har det været en særlig fornøjelse at besøge grønland- ske byer, og lejlighedsvis af en skole- lærer blive trukket ind i en skoleklasse, hvor børnene ivrigt diskuterer Saqqaq, Dorset og Thule kultur, kulturmøder, op- og nedgange over 4000 år. Nord- boerne måtte opgive efter 500 år; — vi, inuit, overlevede... Endelig har det været en både spæn- dende og glædelig oplevelse i de senere år at have været med i arbejdet med Overførelse af grønlandske kulturværdier fra Nationalmuseet til Grønland. Vi fik den gode start med overdragelsen i 1982 af Grønlands nationale kunstner Aron's mange akvareller — forud for samar- bejdsaftalens ikrafttræden. Men i frugt- bart samråd med grønlandske repræ- sentanter som professor Robert Peter- sen og familien Rosing. Den første store officielle »tilbage- førelse« i 1985-86 var museumsgenstan- dene fra Ostgrønland, med hovedvægt på den berømte »Gustav Holm Sam- ling« fra Ammassalik, — markeret ved udstillinger, der gav danskerne lejlighed til at sige farvel og grønlænderne til at sige velkommen. Tilbageførelserne af genstande og ar- kivmateriale er fortsat, og ligeså de an- dre aspekter af samarbejdsaftalen - til gensidig gavn og glæde. Fra min pensioniststol kan jeg sige, at jeg meget håber, at det må fortsætte i endnu nogle år. Der mangler endnu en hel del, såvel vedrørende nordboer som den eskimoisk/grønlandske fangerkul- tur, bl.a. Eigil Knuth's Pearyland-mate- riale. Der er behov for en »opsamlings- runde«, hvor man går Grønland rundt for at supplere de hidtil udvalgte »sam- linger« og skabe en helhed. Måske kan man ende, hvor man begyndte, i Sydøstgrønland. Overførel- serne i 1985-86 omfattede materiale fra 3-4 årtusinder, men blev afsluttet ved omkring år 1900, dvs. ved afslutningen af den før-kristne tid. Den første kristne dåb fandt som bekendt sted i 1899. Hermed afskar vi bl.a. — i første om- gang — en grønlandsk national kunstner, der kan jævnføres med Aron: Kårale Andreassen. Knud Rasmussen gjorde ham verdenskendt som illustrator i vær- [6] Kårale Andreassens tegning af familens tupilak, ca. 1919. ket »Myter og Sagn fra Grønland« 1921. I 1919 gav Knud Rasmussen disse ca. 40 tegninger af fortidens liv og forestil- linger, tro og åndevæsener til National- museet. Det er en kunstners gengivel- ser, og de er dokumentariske. For Kåra- le var søn af åndemaneren Mitsivarni- ånga, bæreren af Ammassalik folkets åndelige traditioner. Rosing-familien har gjort dét klart for os alle. Kirale var Anders Andreassens bed- stefar, og Landstingsformanden er for- mentlig bekendt med, at familien i 1890'erne var forfulgt af en særlig tupi- lak! Kårale havde selv set den i sit barn- doms hus. Den har et barns krop og en voksens hoved, og den er omvundet med skindremme. Den var skabt og udsendt for at ihjelslå Mitsivarniånga's børn, deriblandt Kårale, men faderen fik skabt en for s var s tupilak og reddede familien. Tupilakken ser frygtindgydende ud. Kårale's tegning ligger velbevaret i Na- tionalmuseets Etnografiske Samlings arkiv. Mit_ord har ingen vægt mere i denne sag. Men jeg mumler med Kårale: Den bør frem i lyset efter 77 år. På Grøn- lands Nationalmuseum — imaqa... Helge Schult^Lorent^ens takketale: Da jeg første gang fik udbetalt hyre i marinen og sagde pænt tak, fik jeg en meget kraftig irettesættelse om, at her var der ikke noget der hed tak, — man fik kun det man tilkom og ikke mere. I dag synes jeg nu nok, jeg har fået mere, end jeg kunne regne med at til- komme og derfor en god grund til at udtrykke en tak. Jeg vil først og fremmest takke Grøn- lands Landsting og Landsstyre for tilde- lingen af Nersornaat, og bede lands- tingsmedlem Otto Steenholdt og lands- styreformand Jonathan Motzfeldt vide- rebringe denne tak til landstinget og landsstyret. Jeg vil desuden bede Otto Steenholdt om at hilse landstingsfor- mand Anders Andreassen. Jeg takker desuden Otto for de pæne ord, der fulg- te med. Jeg vil tillade mig at betragte denne hædersbevisning som et skulderklap og en påskønnelse af et arbejde gennem et langt og alsidigt liv i grønlandstjenesten, som jo ikke behøver at være slut endnu. Man bliver jo altid glad, når man får et klap på skulderen med nogle anerken- dende ord, og jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at jeg er meget stolt og glad over at modtage den grønlandske for- tjenstmedalje. Om det så er fortjent, overlader jeg til andre at bedømme. Men det er i al fald givet, at jeg næp- pe ville stå her i dag, hvis jeg ikke havde været begunstiget af en række privilegi- er og forudsætninger, som har givet mig mange fordele i mit arbejde. For det 10 [7] Helge Schultz-Lorenteen på talerstolen. Foto: Hans Kapel. første mine familiemæssige relationer til Grønland. Min farfar som ved en tilfæl- dighed fandt Kleinschmidts grønland- ske grammatik på tysk, da han var 12 år og syntes, at det grønlandske sprog så interessant ud, hvorfor han besluttede sig for at tage til Grønland for at studere det nærmere. Og derpå fulgte min far helt naturligt efter og fik ligeledes et langt liv med Grønland. Der stod der- for Grønland på ryggen af mig lige fra fødslen. Da jeg var 2 år gammel ankom jeg med mine forældre til Nuuk, hvor vi kom til at bo i Ny Herrnhut, hvor Ilisi- matusarfik nu har til huse. Da jeg var 3 gik jeg en dag hjemmefra med en bog under armen, og jeg gik 3 km i høj sne alene op over Radiofjeldet ind til Semi- nariet, hvor min far underviste. Det var før Skibshavnsvej og lignende. Jeg ville i skole. Og det var et varsel: Mine foræl- dre så en kommende ekspeditionsmand i mig, men min hu stod til skolen — skul- le det senere vise sig. Jeg fik dernæst det privilegium at vok- se op i Sukkertoppen/Maniitsoq fra jeg var 4 til jeg var 11 år sammen med en masse gode legekammerater som HC og Robert Petersen, Jens Kreutzmann, Niels Carlo Heilmann, Jens Skifte og Efa Karlsen m.fl. Det var her jeg fik min opdragelse. Som Niels Carlo pleje- de at sige: Aajuna uvagut perorsagarput — Ham har vi opdraget! Denne opdra- gelse er ganske givet kommet mig til gode siden, og den har betydet meget i mit senere arbejde. Som voksen kom jeg til at virke i Nuuk på realskolen og i Aasiaat på efterskolen, hvor jeg på den ene eller anden måde kom til at stifte bekendt- skab med stort set alle de, der styrer Grønland i dag politisk og administra- tivt. Jeg plejer at sige, at så længe halv- delen af landsstyret er nogen, jeg har haft i skolen, kan det ikke gå helt galt. Og jeg tænker med stor taknemmelig- hed på årene i Qaqortoq og distriktet, hvor mere end to generationer passere- de gennem skolesystemet gennem de 21 år jeg var der. Nu går der år imellem, jeg kommer til Qaqortoq, men trods det er det hver gang en meget stor oplevelse at gå gennem byen. Så føler jeg, at jeg er kommet hjem. 11 [8] I 1982 forlod jeg skolevæsenet. Jeg kom på museum. Man fandt mig beva- ringsværdig. Indtil for nogle måneder siden har det været mit lod at administrere samar- bejdsaftalen mellem det grønlandske og det danske museumsvæsen ... En helt enestående aftale, som har givet genlyd ude i den store verden, hvor mange minoritetssamfund, tidligere kolonier oJign. kæmper for at få deres kulturarv tilbage. I forholdet Danmark-Grønland er dette gået stille og fredeligt uden nogen -form for politiske krav eller anden ballade som f.eks. ved de island- ske håndskrifter. Dette tjener først og fremmest den holdning, man har haft i det museumsfaglige udvalg, der foreta- ger udvælgelsen af genstande, til ære. Der i dag tilbageført omkring 2000 etnografiske og omkring 25000 arkæo- logiske genstande. Og man er ikke fær- dig endnu. Det kan dog godt bekymre mig, at der er opstået problemer med at skaffe de nødvendige midler til aflønning af min efterfølger som den grønlandske repræsentant i samarbejdssekretariatet. Problemet håber jeg bliver løst. Det skulle jo meget nødigt betyde en afbry- delse af det samarbejde, som har funge- ret så perfekt i snart mange år. Til sidst vil jeg takke alle jer, der er mødt op her i dag for at være med til at fejre denne begivenhed. En stor tak til Jørgen Meldgaard for mange års loyalt og godt samarbejde. Jeg er ret stolt af at være slået i hak med dig ved denne lej- lighed. Også tak til de øvrige medlem- mer af Udvalget for det dansk-grøn- landske museumssamarbejde, og ikke Tre nære venner og fagfæller ved medaljeoverrækkcl- sen: Fra venstre: Christian Vibe, Jens Rosing og Mads Lidegaard. Foto: Hans Kapel. mindst tak til medarbejderne i Grøn- landssekretariatet for mange års hygge- ligt og loyalt samarbejde. Og endelig en særlig tak til Grønlands Nationalmu- seums medarbejdere og Emil Rosing — min chef, som givetvis har medvirket til denne medalje-tildeling. Til slut en stor tak til Danmarkskon- toret for det storstilede arrangement. Hvis min farfar ikke havde fundet Klein- schmidts grønlandske grammatik, hav- de jeg ikke stået her på denne dag, den 14. november. En god og velvalgt dag, hvor min farfar ville være fyldt 124 år. Da han virkede i Godthåb, var der to andre, der også havde fødselsdag denne dag. Kolonibestyrer Konrad Bugge, Finn Lynges morfar, og distriktslæge Gustav Koppel. De tre mødtes hvert år på deres fødselsdag kl. 12 på broen neden for Hans Egedes hus, hvor Bug- ge boede, medbringende 3 glas og en flaske portvin. Og så ønskede man hin- anden til lykke. Jeg foreslår, at vi nu mødes på broen og drikker en skål for en god dag. 12 [9] Aavaat-korct bidrog til at gøre medaljeoverrækkelsen til en festdag den 14. november 1997. Foto: Hans Kapel. Rettelser til tidsskriftet nr. 8 — December 1997 »Find 5 fejl« opfordrer man undertiden læserne til at finde, men i dette tilfælde må redaktionen med beklagelse ind- rømme, at følgende fejlagtige oplysnin- ger hverken skyldes sætternissen eller den moderne teknik, men derimod såkaldte menneskelige fejl: Portrættet af borgmester Nikolaj Lud- vigsen, Nanortalik, var som de øvrige fotos i forordet taget af John Rasmus- sen, NARSAQ FOTO. Billedteksten side 328 skulle have været: Tegning af Nanortalik udført af Carl Møller omkring 1862. I forgrunden ses det lille Bryghus og Bageri uden tag, ligesom Rink angiver på sit kort. Af de øvrige bygninger ses fra venstre det nye store spåntækkede spækhus af sten med åben port, derefter proviantboden (bu- tikken) af stokværk med trappe op til indgangen, bag denne Våningshuset (bestyrerboligen) med stald tomkrans et have foran. Længst til højre ses den lille skole og mellem den og Våningshuset ses et par grønlandske beboelseshuse med fladt tag, husgang og vinduer. Billedteksten side 333, nederst t.h.: Det gamle sygehus ligger idag nærmest hen som ruin, men de gamle stenmure kan og bør bevares og istandsættes. Der har været planer om at bruge huset til ungdomsklub. Billedteksten side 334: Præsteboligen, der blev flyttet fra den nedlagte Herrnhuter-Mission i Frede- riksdal, hvor den oprindelig var opført 1826, er genopført i Nanortalik i 1923 af tømrermester Pavia Høegh. Side 335: Vedr. familien Lutzen: Bestyreren og kirurgen hed Johannes Harberdorff Lutzen og var gift med Lovise Tabitha Elisabeth, som døde i 1884. Deres døtre var søstrene Sofie og Louise, som døde i 1916. Tabitha var altså ikke bestyrerens mor og søstrene ikke hans søstre. Søstrene havde iøvrigt en bror, som hed Carl Emil, som på samme tid - fra 1880 til 1893 - var kolonibestyrer i Ju- lianehåb. 13 [10]