[1] Tupilak Af Arne Hansen Exlibris af Hans Hornhaver I februar 1996 udgav jeg exlibris publi- kationen TUPILAK i privat tryk med 9 trykte og l indklæbet exlibris med moti- ver af figurer udført af den kendte grøn- landske kunstner Otto Thomassen i Upernavik i begyndelsen af 1950'erne, hvor jeg på det tidspunkt var handels- chef. Arne Hansen var ansat i GronJandstjenesten fra 1939 til 1974.11949-50 og igen 1951-56 var han i Upernavik først kolonibestyrer og efter 1953 han- delschef, og det var her, han lærte fangeren og kunstneren Otto Thomassen at kende. Det blev til en samling på 55 figurer skåret i kaskelottand, hvoraf Arne Hansen senere har fået udført 10 exlibris af tegneren Hans Hornhaver. 40 [2] FORORD Det var Otto Thomassen (1885-1971), deri 1930'erne begyndte at skære fine små tand- figurer, der enten forestillede »En Mand« eller »En Fanger« eller gengav en vel ikke glemt, men tilbageholdt forestillingsverden med kult omkring visse fangstdyr og de ulykkesbringen- de tupilakker. Den situation, hvor det sam- mensatte væsen, tupilakken, f år liv og kraft f rå mandens livgivende sæd, har Thomassen skil- dret flere gange, og den mandlige kønsdel ses iøvrigt ofte på hans tupilakfigurer. For at give figuren kraft? Eller er det måske ubevidst udtryk for en nu glemt frugtbarhedsdyrkelse? En eller anden dyrkelse af fugle ser vi også hos Thomassen: mand med f ugl groende ud af krop- pen eller med fugl i hånden eller på hovedet. Tupilak med fuglehoved forekommer. Men her var det måske værd at tænke på, at kunstneren har boet tæt ved Grønlands største fuglefjeldA-gparssuit, ogfuglene således har væ- ret en del af det daglige miljø. Man kan undre sig over, at den fantastiske verden, der dannes afvind- og vandslebne sten og isbjerge, ikke di- rekte og i naturalistisk forstand kan spores i den grønlandske billedhuggerkunst. Men indi- rekte betyder disse naturindtryk meget. Ikke mindst hos Thomassen kommer man til at tæn- ke på halvt optøede, udhulede isskosser ved betragtning af visse af hans skulpturer. Runde, polerede former med fint udarbejdede fordyb- ninger til øre, mund, øje. Oftest er ørerne på Thomassens figurer et hul ligesom sælens øre — en naturalistisk detalje på en ellers fantastisk figur, med menneskeansigt, bjørnelab med hævet lanse og udslået vinge. Bodil Kaalund. Tupilak var langt tilbage i den grønland- ske kultur et ulykkesdyr skabt af en mand eller kvinde, der havde forstand på trolddomskunst, og havde vedkom- mende en fjende, gik de afsides, da frem- stillingen skulle foregå i største hemme- lighed, medbringende et gammelt brik- seskind og forskellige knogler fra men- nesker og dyr, kranier, ribben, sælluffer, hvalrostand, rævepoter, rypevinger eller bjørnetænder. Dette blev føj et sammen til en slags skelet. Som sener og kød blev brugt mos og tørv. Det hele blev bundtet sammen i det gamle brikse- 41 [3] skind. Det var vigtigt, at der i tupilakken var noget, der havde tilhørt personen, der skulle dræbes. Skaberen måtte passe på kun at bruge tommel- og lillefinger, ellers mistede tupilakken kraften. Med en række bevægelser og tryllesange gi- ver det væsenet liv, og det søger kraft ved sin fremstillers kønsorgan. Når den har fået kraft, bliver den sendt afsted i en elv eller sø, opsøger nu sit offer og dræber det. Tupilakken kunne svømme ind under hans kajak under fangsten, vælte den og holde ham fast, til han druknede. Tupi- lakken kunne endvidere kravle ind i ofrets hytte og binde ham, inden han nåede at skrige. Det kunne imidlertid også være far- ligt at sende en tupilak af sted. Hvis det viste sig, at fjenden besad stærkere trolddomskraft end ophavsmanden, så vendte den tilbage og dræbte sin skaber. Da grønlandsforskeren kaptajn Gu- stav Holm (Konebådsekspeditionen 1883-1885) i 1884 nåede til Ammassalik i Østgrønland, spurgte han blandt an- det, hvorledes en tupilak så ud. Det faldt ammassalikkerne svært at tegne en sådan, og derfor skar de den ud i træ. Det blev optakten til den tupilak- fremstilling i træ, sten og tand, der efterhånden bredte sig til hele Grøn- land. Den traditionelle esymoiske kunst er repræsenteret i forskellige typer tupilak- figurer. Der er den »magisk« stiliserede kunst i de groteske menneskefigurer, og 42 [4] der er de umiddelbare, ofte naturalisti- ske fremstillinger. Kunstneren bliver inspireret af tandens form, og derfor er figurerne aldrig helt ens. I virkeligheden kan man ikke nøjagtig sige, hvordan en tupilak ser ud, det er forskelligt for hvem, der skærer den. De tidlige tupilakker har et mere menneske- lignende udseende end de senere, og de står Ammassalik eskimoernes opfattelse af en rigtig tupilak nærmest. Der er dog som regel fælles træk, stor mund til at bide med, mange har skelet- ornamentik, hvor ribben og ryghvirvler tydeligt ses. Særligt de noget ældre tupilakker har flere hoveder. Forklaringen lå tilbage i det gamle grønlandske åndsliv. Et men- neske havde tre store sjæle: en i struben og to i lysken, desuden havde hvert led i skelettet en lille sjæl. De tre sjæle var på størrelse med snespurveunger. I forbindelse med Udenrigsministeri- ets udstilling i Paris 1988 under »Kultur- fremstødet Danmark-Frankrig« (pro- tektor HMS Dronningen, formand HKH Prinsen) blev jeg af maleren Bodil Kaalund, det grønlandske Hjemmesty- res konsulent, anmodet om at stille 18 af mine tupilakfigurer i narhval- og hval- rostand til rådighed i anledning af ud- stillingen »Grønlandsk kunst før og nu« i Danmarkshuset på Champs Elysées i Paris. Udstillingen, der blev en stor succes og efterspurgt mange steder fra, blev 43 [5] senere vist i Holland på museet i Amers- foort i begyndelsen af 1989. Særlig beklageligt forsvandt desværre den ovenfor til højre meget fine og at- traktive figur under udlånet til udstillin- gerne i Paris og Holland. De fire af udstillingsfigurerne er for øvrigt tidligere blevet gengivet i Bodil Kaalunds bog »Grønlandsk Kunst« side 48, udgivet af Politikens Forlag i 1979. Figuren foroven til højre blev udvalgt til gengivelse på udstillingens plakat. TUPILAK - pris kr. 75,- - kan stadig kobes hos Arne Hansen, Holma Hodda, Norre- sand 16, 3760 Gudhjem. TI f. 56 48 53 66. 44 [6]