[1]
Ungaziq
Sibiriske eskimoer i København
Af Bent Nielsen
Om end vi rejste langt bort,
om end vi rejste ind i himmelen,
vort ønske var dog stort;
at vende hjem til Ungaziq.
Jurij Anko.
Oversat fra russisk af Karin Kolstrup.
»Ungaziq« - en lille bitte flække i Sibiri-
ens yderste nordøstlige hjørne. Her, på
kysten ud mod Bering Strædets grå-
kolde bølger, hvor Alaskas bjerge kan
skimtes gennem disen i det fjerne, bor
Sibiriens eskimoer - og her har de altid
boet.
»Ungaziq« - det klinger grønlandsk —
og er det næsten. Et ord af fælles-eski-
moisk oprindelse: 'ungasik-' — være langt
væk. — Så langt væk, at ingen eskimo bor
længere vestpå; så langt væk, at der er
8000 km til hovedstaden, Moskva; så
langt væk, at nærmeste vej til Køben-
havn er tværs over Nordpolen ...
Men i november måned 1997 tog fire
sibiriske eskimoer den lange vej fra det
yderste Sibirien til København — sid-
dende på kasser med frosne fisk i et
fragtfly fra Anadyr til Moskva! — og vi-
dere med SAS til Kastrup.
En høring på Christiansborg (»Dansk
humanitær bistand til Sibiriens små
folk«) i foråret 1997 rettede opmærk-
somheden mod de barske vilkår, som
blandt andre eskimoerne i Sibirien lever
under. Og som en fortsættelse heraf
inviterede Kalaallit Illuutaat/Grønlæn-
dernes Hus i København på foranled-
ning af praktikant Jens Geisler de fire
yupik (sibiriske eskimoer) til Køben-
havn. Hen over sommeren havde man i
Grønland arrangeret en stor landsind-
samling til fordel for yupik i Sibirien.
Dette initiativ blev nu fulgt op af »kø-
benhavnske grønlændere« med følgen-
de formål: At deltage i den store lands-
indsamling i Grønland og at knytte nær-
mere kontakt til »stammefrænderne« i
Sibirien. De fire inviterede skulle hver
på sit felt repræsentere deres folk og
dets kultur:
Tatiana Achirgina er sit folks første
professionelle journalist. Hun er des-
uden politiker og vicepræsident for ICC.
Tatiana Achirgina udviste et stort kend-
skab til Tjukotkas politiske, økonomi-
ske og kulturelle sammenhænge og talte
ved flere arrangementer i Grønlænder-
nes Hus både indtrængende og overbe-
visende sit folks sag.
Bent Nielsen er stud. mag. i eskimologi med side-
fag i russisk og minoritetsstudier. Medarrangor af
ekspeditionen YUPIK '98 til Tjukotka sommeren
1998.
45
[2]
Arrangementets officielle plakat.
Valentina Gulobeva er født i Unga-
ziq. Af uddannelse er hun lærer og har i
øvrigt arbejdet politisk som specialist i
oprindelige folk for den lokale politiske
administration. Valentina Gulobeva er
medlem af ICC's bestyrelse.
Margarita Glughigh er leder af den
eskimoiske dansetrup »Belij Parus«
(Hvide Sejl) og var blandt de første fra
det daværende Sovjet Unionen, der i
1987 besøgte Grønland i forbindelse
med Aasivik '87. Margarita Glughighs
eksempler på yupiks dansetraditioner
vakte begejstring blandt det grønlandsk-
københavnske publikum.
Aleksandr Ejnetegin udstillede frem-
ragende eksempler på traditionel eski-
moisk benskærer-kunst. Med et lille
mobilt værksted kunne publikum se
kunstneren i aktion: Små skulpturer i
blandt andet mammut stødtand og ind-
farvede raderinger i hvalrosstødtænder.
I fællesskab havde de fire yupik med-
bragt en udstilling af traditionelt eski-
moisk kunst, som blev præsenteret sam-
men med video, trommedans og digt-
ning. Arrangementets højdepunkt var
en støttefest, hvor både sibiriske og
grønlandske kunstnere medvirkede.
Indsamlingen i Grønland og støtte-
festen i København har tilsammen ind-
bragt omkring 200.000 kroner til hjælp
til yupik i Sibirien. Desuden er der ind-
samlet en container med tøj, som allere-
de er sendt afsted.
Og hjælpen er der brug for på Tju-
kotka (Sibiriens nordøstlige halvø, hvor
eskimoerne bor). Den tidligere Sovjet
Unions, »sociale sikkerhed« er ophørt,
men indtil videre har de »frie markeds-
kræfter« ikke set mange økonomiske
gevinster på Tjukotka.
Ungaziq eller Chaplino, som stedet også
hedder med et mere europæisk klingen-
de navn, er én af en halv snes bopladser
og småbyer, der ligger med store afstan-
En besøgende (Helene Paninnguaq Lykkchoj) har fun-
det yupiks hjemsted på landkortet. Foto: Bent Nielsen.
46
[3]
Lederen af yupik-dansetruppen »Det hvide Sejl«, Mar-
garita Glughigh. Foto: Bent Nielsen.
de langs Tjukotkas kyst. Yupik (i den
sydvestlige del af Alaska og på Tjukotka
er eskimoerne yupik — og ikke inuit,
som i Canada og Grønland) i Sibirien
er ikke mange - 1400 mennesker, som
endda har to forskellige sprog. Engang
boede yupik langs det meste af Tjukot-
kas kyststrækninger; men andre folk kom
til fra de store sibkiske indlandsområ-
der. Eskimoerne er i dag en minoritet på
Tjukotka, hvor rensdyravlere, tjukterne,
er den største befolkningsgruppe.
Endnu i 1920'erne da Knud Rasmus-
sen kom på et meget kortvarigt besøg til
Tjukotka boede yupik langs det meste af
Tjukotkas østkyst i en mængde små
bopladser. Men et nyt pres fra sydøst
ændrede yupiks tilværelse. Sovjetisk
socialisme forsøgtes virkeliggjort blandt
de arktiske indfødte. Følgen var tvangs-
flytninger fra de små bopladser til få
større bygder og byer, hvor der på ægte
socialistisk vis blev organiseret fanger-
laug og opstillet femårsplaner.
Tjuktere og yupik har gennem århun-
dreder påvirket hinanden; de har levet i
omtrent samme områder; men talt to
forskellige sprog. Yupik er minoriteten
og har overtaget mange elementer fra
tjuktisk kultur og sprog. Med socialis-
mens fremmarch blev russisk desuden
et nødvendigt sprog for alle i regionen.
Mange yupik — særlig børn og unge —
har russisk og ikke deres oprindelige
eskimoiske sprog som »modersmål«.
Mange andre kulturelle faktorer har fået
en lignende skæbne. Blandede ægteska-
ber mellem eskimoer og tjuktere under-
graver — måske mere end noget andet —
eskimoernes fortsatte mulighed for (ret
til?) fortsat at kunne definere sig som et
folk. De sidste halvtreds års industrielle
og militære aktivitet på Tjukotka har
påvirket både natur og kultur. — Hvor
længe kan 1400 mennesker under sådan-
ne omstændigheder vedblivende kalde
sig et folk?
1400 - måske 1700 eller 1200 perso-
ner. Tallet er usikkert og afhængigt af
hvilke kriterier, der ligger til gund. Er
sproget afgørende — så er de kun nogle
få hundrede; er udseendet afgørende? —
eller slægtsskabet? Eller kulturen? -
som på mange områder er identisk med
de omkringboende tjukteres ... Vanske-
lige spørgsmål — som også er velkendte
Tatiana Achirgina ved digtoplæsning i Grønlændernes
Hus. Foto: Bent Nielsen.
47
[4]
Illustration af Jurij Panjusjev fra bogen: Jurij Anko:
Eskimoiske etuder - digte. Magadan, 1970.
i grønlandsk-dansk sammenhæng. Her-
til skal lægges en ydmygende fattigdom,
som har tvunget mange ud i kamp for
den daglige overlevelse. Hvem har så
overskud til kulturelle definitioner og
etniske betragtninger? Og hvem er disse
betragtninger og definitioner vigtige
for? For det enkelte menneske, som
lever på randen af underernæring? For
regionens myndigheder, der skal op-
kræve skat og sørge for skoleundervis-
ning? Eller for antropologer og etno-
grafer, som ser verdens mangfoldige
rigdom smuldre, hvis minoriteterne
bukker under?
»Ungaziq« — langt væk. En femtedel
af jordens omkreds - så lang er afstan-
den til det russiske imperiums hoved-
stad, Moskva. Kremls politiske og admi-
nistrative beslutninger har lang vej til
Tjukotka! Kommunikationen mellem
Moskva og bygderne ved Bering Stræ-
det foregår gennem så mange led, at
myndighederne i provinshovedstaden,
Anadyr, i mange tilfælde spiller en
større rolle end en lov udstedt i Moskva.
Desuden er det tidligere socialistiske
styres interesse i at underlægge sig og
udnytte det enorme Sibiriens store res-
sourcer hastigt aftaget. Mange virksom-
heder og megen minedrift er indstillet,
mange russiske eksperter er fraflyttet,
og derfor er centralregeringens interes-
se i at vedligeholde forsynings forbindel-
serne ikke længere til stede.
Illustration af Jurij Panjusjev fra bogen: Jurij Anko:
Eskimoiske etuder- digte. Magadan, 1970.
48
[5]

NWEM6ER -I99T ' 6ENT NIELSEN
Bering Strædet. Sibiriske eskimoer på Tjukotka og St. Lawrence Island.
»Ungaziq« — langt væk. Knud Ras-
mussens idé om at knytte forbindelse
mellem alle eskimoiske befolkninger
druknede i Bering Strædet. Kun én
overnatning fik han indenfor Sovjets
grænser, inden han i 1924 atter måtte
vende tilbage til Alaska. Denne lukket-
hed for omverdenen har stået ved magt
indtil for få år siden. Eskimoerne i
Ungaziq (Chaplino) og Provideniya
taler helt samme sprog som de ca. 1200
eskimoer på St. Lawrence Island
(U.S.A.) midt i Bering Strædet; de er
familiemæssigt indbyrdes forbundne.
Men kontakten har været næsten helt
afbrudt i 60 år. Efter vanskelige for-
handlinger og under nøje kontrol lykke-
des det for første gang i 1989 at få sibi-
riske eskimoer med som observatører
ved en i ICC-kongres (Inuit Circumpo-
lar Conference) i Sisimiut i Grønland.
Siden da er kontakten langsomt øget.
Men stadig er det overordentlig vanske-
ligt for sibkiske yupik at optræde som
ligeværdige medspillere i internationale
sammenhæng. Myndighedernes betin-
gelser for at give ind- og udrejsetilladel-
ser er omstændelige og bekostelige — og
yupiks ressourcer er meget begrænsede.
Ungaziq er stadig langt væk; men dog
tættere på nu end før. Kontakter tværs
over Bering Strædet er genetableret;
yupik fra Sibirien har fast plads i ICC;
besøg i København og andre steder
49
[6]
udenfor Rusland er nu reelt muligt. Ver-
den er blevet mindre, men nøden på
Tjukotka er blevet større. Enhver kan
udtrykke sin mening, klage sin nød eller
kæmpe for sine rettigheder; men hvem
kan skabe fremgang i Ruslands fjerneste
hjørne? Hvem tør love velfærd, når der
er mangel på alt?
Politikeren Tatiana Aichirgina kender
spillereglerne og de kræfter, yupik er
oppe imod! Hun kæmper for bedre vil-
kår i mange sammenhænge, men lægger
samtidig i sin digtning ord til afmagten
og vemodet:
Illus trådener af Jurij Panjusjev fra bogen: Jurij Anko:
Eskimoiske etuder - digte. Magadan, 1970.
Mit lands simple kvinde
Forstår af hele sit ensomme hjerte
tranernes klagesang højt oppe,
i den kolde efterårshimmel...
Tundraen er endeløs,
men finder du her
din tabte vens kcerlighed?
Hvem kan du da betro adskillelsens smerte?
Traneflokken
højt oppe,
den blå vidde,
eller vinden,
eller din
hjemegn, som tog afsked med sommeren,
den hvide blomst,
som bøjer sig mod din fod
under Tjukotkas septembervind!
Her står hun. Ikke flere tårer og ord.
Kun sangen lever.
Over tundraens blå
klager de fjerne traner —
og intet er mere vemodigt end disse traners
klagesang!
O              C25
Tatiana Aichirgina.
Oversat fra russisk af Karin Kolstrup.
50[7]