[1] Pingoer Af Ole Bennike Indledning Det er kun få grønlandske ord, der er gledet ind i det danske sprog, men en- hver dansker kender dog en anorak eller en kajak — om end det nok kun er de færreste danskere der ved, at anorak er et grønlandsk ord. Tilsvarende er kun få grønlandske ord gledet ind i videnska- beligt ordbrug. Et eksempel er nunatak, et isfrit landområde der er omgivet af gletscheris. Et andet eksempel er pingo. På grønlandsk betyder pingo nærmest jordhøj, men en pingo kan variere i størrelse fra en mågetue til et helt fjeld, som fjeldet Pingo på Disko. Indenfor geomorfologien, der be- skæftiger sig med jordens former, har ordet pingo en mere snæver betydning, og en pingo kan defineres som en isole- ret, kegleformet eller krater-lignende høj med en diameter op til ca. 500 m og en højde op til 50 m, og med en kerne af massiv is der er dækket af sand eller grus. I sjældne tilfælde dannes pingoer i fast fjeld, og iskernen dækkes da af sto- re klippestykker. Det var Erling Porsild der i 1938 introducerede termen, i en artikel i det amerikanske tidsskrift »The Geographical Review«. Erling Porsild var søn af botanikeren Morten Porsild, der i 1906 oprettede Arktisk Station nær Godhavn på Disko, hvor han boede indtil 1946. Erling Porsild fulgte i farens fodspor, og blev også botaniker, ja fak- tisk var det faren der lærte ham op. Til trods for, at han altså ikke havde nogen universitetsuddannelse, tog han doktor- grad i botanik. I 1925 flyttede Erling Porsild til Canada, hvor han kom til at tilbringe resten aflivet. De første 10 år arbejdede han med at undersøge mulighederne for rensdyrgræsning i de nordlige dele af Canada, og det var under dette arbejde at han fandt markante høje med isker- ner. I 1935 flyttede han til Ottawa, og nu begyndte han at skrive om sine iagt- tagelse og indsamlinger under rensdyr- Ole Bennike, født 1955, er geolog og ansat som seniorforsker ved Danmarks og Gronlands GKo- logiske UnderSogclse (GliUS). Forsker i Gron- lands og Danmarks geologiske, biologiske og kli- matiske udvikling under kvartærtiden, der omfat- ter de sidste årmillioner. 62 [2] Iskerne E3 Permafrost Fig. 1. Principskitse der viser hvorledes pingoer kan dannes. Der er vist et snit gennem en dal med to pingoer. På skitsen trænger vandet dels ned under gletscheren, hvorfra det søger ned mod dalen under permafrosten. Nede i dalen er det under stort tryk, og samtidig er permafrosten tynd, så her trænger det op mod overfladen. Dels trænger vandet ned gennem sprækker neden for gletscheren, og det lober fortsat gennem sprækker i de permafrosne lag mod dalen, hvor vandet presses op. arbejdet. Der var mest tale om botani- ske afhandlinger, men han fik også tid til at udsende en geomorfblogisk af- handling, hvor han skrev om højene med iskerner og foreslog termen pingo, der siden er blevet accepteret. I øvrigt interesserede Erling Porsild sig allerede på Disko for geomorfologi, idet han skrev en afhandling om kildeis og dens virkninger på vegetationen og jordover- fladen. I det nordvestlige Canada er pingoer meget markante, fordi landskabet er ganske fladt. Men pingoer findes også i bunden af dale i mere bjergrige, arktiske egne. Her syner de naturligvis ikke af så meget, men der er dog stadig tale om ganske markante terrænformer. På Grønland er pingoer stedvist ret almin- delige, og de blev først beskrevet fra Vestgrønland. Men de vestgrønlandske pingoer blev oprindeligt beskrevet som dyndvulkaner, en term der også blev overført til Ostgrønland. Termen ses nu og da stadig anvendt, selv om det er 60 år siden, Porsild foreslog termen pingo. Det var geologen Alfred Rosen- krantz, der indførte termen dyndvul- kan. Rosenkrantz iagttog første gang pingoer på halvøen Nuussuaq i 1938, og han foreslog, at disse vulkan-lignende høje var dannet ved, at grundvand under stort gastryk »slyngedes i vejret«. Rosenkrantz foreslog, at gassen var fan- get under de permafrosne jordlag. I 1950 og 1951 udførte tyskeren Fritz 63 [3] Nuussuaq Disko Sporadisk, permafrost Pingo eller gruppe af pingoer Pingo-lignende form Fig. 2. PLngoernes udbredelse på Grønland. Sammenstillet udfra trykte kilder, nævnt i litteraturlisten. Desuden er vist hvor jordbunden er frossen året rundt. Enten overalt (kontinuerlig permafrost) eller pletvist (diskontinuerlig perma- frost). 64 [4] Muller grundige undersøgelser over pingoer i Østgrønland, og han foreslog, at også de vestgrønlandske »dyndvulka- ner« er pingoer, og at deres dannelse skal sættes i forbindelse med jordisen. Det kan vel ikke afvises, at den gas der virkelig siver op fra undergrunden i dele af Vestgrønland, hjælper dl at presse grundvandet op. Men det berettiger næppe til at anvende en speciel benæv- nelse for de vestgrønlandske former, idet disse også indeholder en iskerne, således som jeg iagttog på Nuussuaq i 1989. Også andre forskere har givet Muller ret i, at de vestgrønlandske »dyndvulkaner« bør benævnes pingoer. Hvorledes dannes enpingo? Pingoer dannes gennem virkninger af grundvand, der er under tryk. Når man nærmere skal forklare dannelsen af pingoer, må der skelnes mellem den type, der findes i dalbunde i for eksem- pel Grønland — og den type der findes i fladt terræn. Den type der findes på Grønland benævnes Ostgrønlands typen eller »the open system type«, og den dannes, hvor grundvand fra de omgivende fjelde søger ned mod dalen enten i sprækker i de permafrosne lag, eller under perma- frosten. Hvis der er gletschere oppe i fjeldene kan grundvandet ofte trænge direkte ned i jorden, idet mange glet- schere ikke er frosset fast til underlaget. Nede i dalen er grundvandet under pres, samtidig med at de permafrosne jordlag er tynde. Hvis der er sprækker i permafrosten, kan vandet trænge op og blive fanget i lommer i den øvre del af permafrosten (fig. 1). Når vandet fryser dannes en linse af is, der kan vokse fra år til år, samtidig med at de overliggen- de jordlag presses op. På denne måde dannes en kegleformet høj. Før eller siden bliver islinsen så tyk, at de overlig- gende jordlag skrider ned, eller de bliver fjernet af vejr og vind, og så begynder islinsen at smelte. Herved »kollapser« pingoen, og der dannes en krater-lig- nende høj med en lavning i midten. Når iskernen er helt væk, er der blot en »kra- terrand« tilbage, ofte med en sø i mid- ten. Den type der findes i fladt terræn, »the closed system type«, dannes i tidli- gere søbassiner. Under en sø er jordla- gene ikke frosne, fordi søens vand vir- ker isolerende. Men vandet i en sø bundfryser, hvis søen bliver lavvandet. Enten fordi søen bliver fyldt op med ler og sand, eller fordi grundvandsspejlet er faldet. Herved dannes en isoleret lom- me af u-frosne jordlag, hvis vand kom- mer under tryk. Vandet presser jordla- gene opad, og når vandet fryser er der dannet en pingo. Det skal understreges, at kendskabet til de grønlandske pingoers indre op- bygning og dannelse er yderst begræn- set. Således er der kun foretaget enkelte boringer i pingoer på Grønland. Hvis man nøjere vil undersøge, hvorledes pingoerne dannes, må man begynde med at undersøge den indre opbygning. Pingoernes alder Det er vanskeligt at datere de grønland- ske pingoer, men generelt kan det fast- slås, at de alle findes i områder, der var dækket af Indlandsisen under sidste istid. Da de ikke har været dækket af 65 [5] A. Pingo fra bunden af Nioghalvfjerdsfjorden i det nordlige Ostgronland (ca. 79°N). B. Pingo fra Volvedal i Nordgrønland fotograferet fra helikopter (ca. 83°N). Fig. 3. Pingoer fra Grønland. Indlandsisen, må de alle være dannet, siden Indlandsisen smeltede iort fra de nuværende pingo-områder, hvilket ske- te for mellem 10.000 og 7.000 år siden. I en del tilfælde har pingo-dannelsen forstyrret jordlag med dyre- eller plan- terester, som kan dateres ved kulstof-14 metoden. Fra Ostgrønland foreligger nogle dateringer, men de fleste viser blot, at pingoer er dannet på et eller andet tidspunkt senere end omkring 8000 år siden. Ud fra mange pingoers friske former er der ikke tvivl om, at mange er ganske unge. Det understøttes af en enkelt datering, også fra Ostgrøn- land, på ca. 300 år. Fra Disko foreligger der dateringer, som tyder på, at de to pingoer i Kuganguaq dalen på Nord- Disko er mellem 4.000 og 6.000 år gamle. Fra Canada foreligger der målinger over, hvor hurtigt en pingo vokser. Der er målt vækst i højden helt op til l Vi m pr. år i starten af en pingo-dannclse, mens en mere moden pingo voksede i gennemsnit 34 cm pr. år. 66 [6] Pingo nær Hans Gletscher på Liverpool Land ved Scoresby Sund, Ostgrønland (ca. 71°N). D. Pingo fra Coloradodal i Jameson Land i Ost- grønland (71°30'N). Bemærk hvorledes den voksende iskerne giver anledning til dannelsen af sprækker i jordlagene. Ofte radierer spræk- kerne udfra pingoens centrum. Pingoernes udbredelse På fig. 2 har jeg forsøgt at kortlægge, hvor der findes pingoer på Grønland. Jeg har næsten udelukkende anvendt trykte kilder, så der mangler uden nivl en del. Det er dog klart, at pingoer er hyppigst i de centrale dele af Vest- og Ostgrønland. Når man sammenligner med grænserne for permafrost, det vil sige hvor jordlagene er frosne hele året, fremgår at pingoerne er mest almindeli- ge i den sydlige del af zonen med konti- nuerlig permafrost. Det vil sige områ- der, hvor de permafrosne jordlag er mere eller mindre tynde. Dog findes der enkelte pingoer længere nordpå, men disse forekomster er formentlig også knyttet til egne med tynde permafrosne jordlag. Den sydligste pingo findes gan- ske nær lufthavnen ved Søndre Strøm- fjord, men ikke desto mindre er denne pingo først blevet beskrevet i 1997. For- klaringen på den sene opdagelse er nok, at den findes i en unormal situation, nemlig i et område med ganske unge moræner. Udenfor Grønland er aktive pingoer beskrevet fra Canada, Alaska, Rusland, 67 [7] Mongoliet, Kina, Svalbard og Antarktis. Men under sidste istid, da permafrossen jordbund var langt mere udbredt end i dag, dannedes pingoer syd for det Fen- noskandiske Isskjold i Nordvesteuropa og syd for det Nordamerikanske Is- skjold i Nordamerika. Især fra Holland og Belgien er der beskrevet spor efter talrige pingoer. Iskernen er naturligvis for længst smeltet bort, men den har efterladt små cirkulære lavninger omgi- vet af en ringformet vold. Den tidligere lavning er ofte udfyldt med sø- og tør- veafle j ringer. Litteratur am pingoer, med henblik på Grønland: Allen, CJEL, O'Brien, R.M.G. & Shcppard, S.M.F. 1976: The chemic.il and isotopic characteristics of some northeast Greenland surface and pingo waters. Arctic and Alpine Research 8, 297-317. Bcnnike, O. 1983: Pingos in Peary Land, North Green- land. Bulletin of the Geological Society of Denmark 32, 97-99. Christiansen, H.H. 1995: Observations on open system pingos in a marsh environment, Mellemfjord, Disko, central \X'est Greenland, Danish Journal of Geo- graphy 95, 42-48. CruickshankjJ.G. & Colhoun, E.A. 1965: Observations on pmgos and other landforms in Schuchertdal, northeast Greenland. Geografiska Annaler 47A, 224- 236. De gans, W. 1988. Pingo scars and their identification. In: Clark, M.J. (ed.): Advances in Periglacial Geo- morphology, 299-322. Chichester, John Wiley. Flint, R.F. 1948: Glacial geology and geomorphology. In Boyd, L.A. (ed.): The coast of northeast Green- land. Special Publicaticm from the American Geo- graphical Society 30,91-210. Funder, S. 1988: Quaternary map of Greenland, 1:5,000,000, Scoresby Sund. Grønlands Geologiske Undersogelse, Copenhagcn. Muller, F. 1959: Beobachtungen uber Pingos. Detail- untersuchungen in Ostgronland und in der Kana- dischen Arktis. Meddelelser om grønland 153, 3, 127 pp. Pissart, A. 1988: Pingos: an overview of the present state of knowledge. In In: Clark, M.J. (ed.): Advances in Periglacial Geomorphology, 279-297. Chichester, John Wiley. Porsild, A,E, 1938: Earth mounds in unglaciatecl arctic northwestern America. The Geographical Review 28, 46-58. Rosenkrantz, A. 1940: Den danske Nugssuaq Ekspedi- tion 1939. Meddelelser fra Dansk Geologisk For- ening 9, 653-663. Rosenkrantz, A. 1943: Auvfarssuaq. Det gronlandske Selskabs Aarsskrift for 1943, 82-98. Rosenkrantz, A. 1950: Dyndvulkaner. In Birket-Smith, K. (ed.): Grønlandsbogen I, 112-113. Schultx, København. Rosenkrantz, A., Noe-Nygaard, A., Gry, l 1., Munck, S. & Laursen, D. 1942: A geological reconnaissance ot' the southern part of the Svartenhuk pcninsula, West Greenland. Meddelelser om Grønland 135, 3, 72 pp. Scholz, H. & Bauman, M. 1997: An "open system pingo" near Kangerlussuaq (Sondre Strømfjord), West Greenland. Geolog)1 of Greenland Survey Bul- letin 176, 104-108. Vlscher, A. 1943: Die postdevonische Tektonik von Ostgronland zwischen 74° und 75° N.Br. Kuhn O, Woflaston Forland, Clavering O und angrenzendc Gebiete. Meddelelser om Gronland 133, l, 194 pp. Washburn, A.L. 1979: Geocryology, 406 pp. Edward .'Arnold, London. Weidick, A. 1968: Observations on some Holocene gla- cier fluctuations in West Greenland. Meddelelser om Grønland 165, 6, 202 pp. Weidick, A. 1974: Quaternary map of Grecnland, 1:5,000,000, Søndre Strømfjord - Nugssuaq. Gron- Jands. Geologiske Undersogelse, Copenhagcn. Weidick, A. 1976: Glaciation and the Quaternary of .Greenland. In: Escher, A. & Watt, W.S. (eds.): Geo- logy of Greenland. Geological Survey of Grcenland, . Copenhagen, 431 -458. Worsley, P. & Gurney, S.D. 1996: Geomorphological and hydrogeological significance of the Ilolocene pingos in the Karup Valley area, Traill Island, northern East Grecnland. Journal of Quaternary Sci- ence 11,249-262. Yoshikawa, K. 1991: Age and growth uf two pingos, Sarqaq Dalen, West Greenland. Permafrost and _.PerigIacial Processes 2, 245-252. Yoshikawa, K, Nakamura, T. & Igarashi, Y. 1996: Growth and collapse history of pingos, Kuganguaq, Disko island, Greenland. Polarforschung 64, 109- 113. 68 [8]