[1] Overvintringsstationer på Indlandsisen Af Jørgen Taagholt Sædvanligvis holder Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grøn- land hvert år møde med repræsentanter for amerikansk forskning i Grønland, og ved et møde i april 1996 orienterede US National Science Foundation om planerne for at etablere en helårsstation ved Summit på toppen af Indlandsisen. Forskerne har et specielt behov for gen- nem hele året at kunne gennemføre gla- ciologiske studier, specielt vedrørende udveksling af gasser mellem de øverste snelag og atmosfæren, oplysninger der er vigtige for at kunne tolke borekerne- analyserne fra de gennemførte dybde- boringer ved Summit i projekterne GRIP og GISP II. Kommissionen har meddelt National Science Foundation, at også danske forskningsinstitutioner er interesserede i en bemandet helårsstation ved Sum- mit, og Kommissionen forestod i sam- arbejde med National Science Founda- tion i maj 1997 en dansk/grønlandsk/ amerikansk »workshop« i Kangerlus- suaq med henblik på at få drøftet planer for den videnskabelige aktivitet ved en sådan mulig helårsstation ved Summit. Denne workshop blev indledt med denne redegørelse for rækken af tidlige- re videnskabelige Overvintringsstationer på Indlandsisen i Grønland. Borg, første overvintring på Indlandsisen 1912-13 Under Danmarkekspeditionen i Nord- østgrønland 1907-08 lærte den unge tyske meteorolog Alfred Wegener den danske kartograf kaptajn Jens Peter Koch at kende, og de fattede begge interesse for Indlandsisen, som de stifte- de bekendtskab med i forbindelse med udforskning og kortlægning af Nord- østgrønland. Under Danmarkekspedi- Jørgen Taagholt, civilingeniør, ansat ved Dansk Polarcenter, har igennem 40 år beskæftiget sig med geofysisk forskning på Grønland, hvor han har boet med sin familie i 1961-62 og siden rejst ofte flere gange om året i forbindelse med sit arbejde. Jørgen Taagholt har siden 1967 varetaget funktionen som Dansk Videnskabelig Forbindel- sesofficer for Grønland, som rådgiver for danske ministerier og institutioner. Han har været en flit- tig skribent og har også skrevet mange artikler til tidsskriftet GRØNLAND. 113 [2] tionen gennemførte I. P. Koch sammen med andre i maj l908 en ekskursion ind på Indlandsisen til Ymers Nunatak i Dronning Louise Land vest for Dove Bugt. Ikke mindst den unge Wegener var interesseret i at få meteorologiske og klimatologiske oplysninger fra Ind- landsisen. Koch og Wegener drøftede derfor muligheden for senere at gen- nemføre en overvintring på Ind- landsisen ved Dronning Louise Land. Med »Den danske Ekspedition til Dronning Louise Land og tværs over Grønlands Indlandsis, 1912-13«, som blev ledet af kaptajn J. P. Koch, fik de lejlighed til at realisere de planer, de havde udtænkt under Danmarkekspedi- tionen. I efteråret 1912 sejlede ekspe- ditionen til Dove Bugt, og i september lykkedes det under store praktiske van- skeligheder at få ekspeditionsudstyret fragtet ind på randen af Indlandsisen, med anvendelse af 16 islandske ponyer, baseret på de erfaringer Koch havde indvundet tidligere under kortlægnings- opgaver ved Vatnajokull på Island. På selve gletcheren Storstrømmen rejstes det første overvintringshus »Borg« på positionen 76° 41' N, 23° 23' W Huset, der var på ca. 33 m2, bestod af præfabri- kerede krydsfinerelementer bygget på Hærens Tø j hus værk. Her overvintrede j. P. Koch og Alfred Wegener sammen med medhjælperne Lars Larsen og Vigfus Sigurdsson. Fra en »kælder« udhugget i isen under selve stationshuset »Borg« kunne Koch og Wegener gennemføre de første boringer på 18 og 24 m ned i den dynamiske glet- cheris blandt andet for at bestemme temperaturer i borehullerne, studere sneens/isens lagdeling samt måle luft- trykket i isens luftblærer. Efter en succesfuld overvintring star- tede de 4 mand den 20. april 1913 deres færd over Indlandsisen, og den 4. juli fandt de på Vestkysten det fra Uperna- vik udlagte depot. De blev nogle dage efter observeret af præsten fra udstedet Prøven under hans rejse i distriktet og bragt til Upernavik. Wegeners Eismitte 1930-31 Alfred Wegener, der ikke blot var en engageret meteorolog men også en idérig, alsidig geofysiker, blev af det tyske »Notgemeinschaft der Deutschen Wissenschaft« udnævnt til leder af et stort anlagt tysk projekt, der skulle omfatte etablering af 3 stationer på Grønland for meteorologiske observa- tioner, heraf en station i Vestgrønland på nunatakken Scheideck nordøst for Umanak, en i Østgrønland nær Scores- bysund og en »Eismitte« midt på Ind- landsisen. Forberedelserne startede i 1929 i Umanak distriktet. I løbet af sommeren 1930 fik man blandt andet, atter med hjælp af islandske ponyer, bragt store mængder gods op på Scheideck. Herfra påbegyndtes midt i juli 1930 den vigtigste opgave, arbejdet med anlæg af stationen midt på Ind- landsisen. Med hundeslæder lykkedes det at få bragt en væsentlig del af de planlagte 3.500 kg forsyninger ind til lej- ren »Eismitte« på postionen 71° 11' N, 39° 56' W Man manglede dog fortsat selve stationshuset og størstedelen af petroleumforsyningen. Geofysikeren Ernst Sorge og meteorologen Johannes Georgi gik igang med at indrette en 114 [3] Alfred Wegener, tegnet afAchton Friis på Danmark-ekspedi- tionen 1906-08. midlertidig hule i isen til beboelse, glaci- ologisk laboratorium og et tårn opbyg- get af sneblokke, hvorfra der skulle op- sendes vejrballoner. Alfred Wegener, der sommeren igen- nem forestod arbejdet med hovedstati- onen ved Scheideck, måtte om efteråret erkende, at man ikke magtede at få stationsbygningen transporteret til Eismitte. Den 21. september startede Wegener sammen med F. Loewe og en gruppe grønlandske slædekørere med 15 hundeslæder fra Scheideck for at bringe vinterforsyninger ind til Eismit- te. I de første dage af oktober faldt tem- peraturen først til -40° derefter til -50°. Turen så sent på året blev meget van- skelig, de fleste slæder vendte om, og kun Wegener, Loewe og grønlænderen Rasmus Villumsen fra Uvkusigssat nå- ede den 28. oktober Eismitte. Da var Loewe stærkt medtaget af forfrysninger og måtte have amputeret de fleste tæer på begge fødder, således at det ikke vil- le være ham muligt at returnere under de barske vejrforhold. Wegener tilbød derfor at overvintre sammen med Loewe, men Sorge og Georgi insistere- de på at fortsætte det videnskabelige program, hvorfor Alfred Wegener sam- men med grønlænderen Rasmus Vil- lumsen startede tilbageturen den 31. oktober. En tur ingen af dem overle- vede. Trods de vanskelige forhold, med den sengeliggende Loewe og de primitive indkvarterings forhold, lykkedes det Sorge og Georgi at gennemføre et vær- difuldt videnskabeligt program, der ud over de meteorologiske målinger blandt andet omfattede studier af stratifikatio- nen i Indlandsisen fra en 15 meter dyb udgravning. Herved lykkedes det at identificere de seneste 20 års nedbørs- lag. Takket være Sorge og Georgi's ind- sats foreligger der meteorologiske data fra Eismitte fra 1. august 1930 til 6. august 1931. Den månedlige middel- temperatur beregnet på grundlag af deres observationer er anført nedenfor. 1. maj 1931 startede fra den vestlige sta- Månedlige middeltemperatur værdier fra 1930-31 fra Eismitte Aug. Sept. Okt. Nov. Dec. Jan. Feb. Marts Apr. Maj Juni Juli Genst. -17,7 -22,1 -35,6 -43,1 -38,8 -41,7 -47,5 -39,4 -31,0 -20,1 -15,3 -10,8-30,2 115 [4] Qvervintringsstationerpå Indlandsisen Borg 1912-13 Courtauld's station 1930-31 Eismitte 1930-31 Station Centrale 1949-51 North Ice 1952-54 Station Jarl Joset 1959-60 Station Inge Lehmann 1966-67 Summit 1997-98 76° 41'N, 23° 23'W ca 77° N, 42° W 71° 11'N3 39° 56'W 70° 55' N, 40° 38' W ca. 78° N 39° W 71° 20' N, 35° 32' W 77° 55'N, 39° 14'W 7Z°30* N/58° 12' W tion på Scheideck to ekspeditioner ind til de overvintrende, dels et hold med hundeslæde, dels et hold med en pro- peldreven slæde. Da man nåede Eismit- te fandt man de tre, der havde overvin- tret, og erfarede, at de savnede Wegener og Vfliumsen måtte anses for om- komne. På hjemturen fandt man Alfred Wegeners lig, indsyet i hans sovepose, tilsyneladende død af hjertestop. Grøn- lænderen Rasmus Villumsen, der havde markeret Wegeners snegrav med hans ski, er aldrig blevet fundet. Man kunne følge hans spor mod kysten et stykke, men derefter ledte man forgæves. Courta&ld's solo overvintring 1930-31 på Watkins ekspedition Samtidig med Alfred Wegeners ekspedi- tion til Eismitte gennemførtes under ledelse af H. Gino Watkins med støtte fra Royal Geographic Society i London »British Arctic Airroute Expedition« med henblik på at skaffe viden og erfa- ring vedrørende flyoperationer i Grøn- land. Man ønskede en vurdering af mulighederne for en luftrute fra Lon- don via Færøerne, Island og Grønland til Nordamerika. Ekspeditionens inter- esseområde lå derfor væsentligt sydli- gere end Wegeners, og ekspeditionen oprettede hovedkvarter ved Angmas- salik. Ligesom Wegener var den engelske ekspedition interesseret i de meteorolo- giske forhold langs flyveruten, og man ønskede at anlægge en bemandet vinter- station på rutens højeste punkt på Ind- landsisen. I august 1930 startede man ekspedi- tionen ind på isen. Via en meget stejl opkørsel fra Sermilik Fjorden nåede man den 27. august højeste punkt på Indlandisen omkring 67° nordlig bred- de^ Her etablerede man overvintrings- stationen, der bestod af et kuppelfor- met telt med dobbelte vægge omgivet af snevolde og med indgang via en tunnel i sneen. Straks fra starten udførte første tomandshold meteorologiske observa- tioner fra stationen, indtil de blev afløst af næste hold den 2. oktober. Med sig havde man proviant og andre forsynin- ger til et par måneder. Tredie hold star- tede den 26. oktober med 2 tons vinter- forsyninger på 6 slæder med 40 hunde, men på grund af den tiltagende vinter nåede man først frem den 3. december, efter at have efterladt størstedelen af forsyningerne undervejs. 116 [5] Man så sig derfor nødsaget til at opgi- ve overvintring, men Courtauld insiste- rede på alene at gennemføre de meteo- rologiske observationer frem til en forårsafløsning kunne gennemføres. Fra den 6. december var Courtauld der- efter helt alene i ødemarken. Han gen- nemførte de første 4 uger meteorologi- ske observationer 6 gange dagligt, et stort og tidskrævende arbejde, idet han først måtte grave sin tunneludgang fri for fygesne. Sneen blev efterhånden hårdere og vanskeligere at fjerne, og fra 4. januar måtte han opgive at bruge sin tunneludgang. Hytten var nu helt dækket af vin- tersneen og en martsstorm lukkede totalt hans reserveudgange, mens venti- lationsskorstenen heldigvis stadig fun- gerede. Midt i april slap hans petrole- umsbeholdning helt op, og Courtauld befandt sig nu levende begravet under sneen i mørke. Hans minimumstermo- meter viste vinterens absolut laveste temperatur på -35°, betydeligt varmere end forventet. Først i maj blev han und- sat af forårsholdet, der havde meget svært ved at finde stationen. Da man på overfladen ikke kunne finde spor efter menneskelig aktivitet, ventede man ikke, at Courtauld havde overlevet. Stor var forbavselsen og glæden, da man kunne høre Courtaulds stemme gen- nem ventilationsskorstenen. Station Centrale 1949-51', »Expeditions Polaires Fran^aise« Den franske etnograf Paul-Emile Vic- tor, der i 1936 havde krydset Indlands- isen, blev under II Verdenskrig under tjeneste i det amerikanske luftvåben leder af USAFs redningstjeneste i Alas- ka. Han opnåede her viden og erfaring om avanceret arktisk logistik med anvendelse af fly. Dette var baggrunden for hans planer om at fortsætte Alfred Wegeners studier af Indlandsisen, men nu med anvendelse af moderne tekno- logi. I 1947 fik han ansvaret for at orga- nisere franske arktiske og antarktiske ekspeditioner, og han grundlagde »Ex- peditions Polaires Fran§aise«. 11948 startede Victor på oprettelse af »Station Centrale« (70° 55' N, 40° 38' W), der gerne skulle placeres nær We- geners Eismitte, for at gøre det muligt at relatere nye data til Wegeners gamle. Opstigningen til selve Indlandsisen fandt sted ved gletcheren Eqip Sermia i den nordøstlige del af Disko Bugt øst for Arveprinsens Ejlande. Her ligger is- randen nær havet, og her anvendte Vic- tor i 1948 en 700 m lang tovbane for at bringe det tunge udstyr de sidste 110 meter op. I alt 250 ton udstyr blev frag- tet til Grønland, heraf blev en del sejlet til Island, og med et islandsk DC4 fly fløjet til Indlandsisen, hvor udstyret blev droppet i frit fald fra lav højde eller med faldskærm. Den 20. august 1949 var Station Centrale færdigbygget. Den bestod af en 40 m2 stationsbygning, der blev delvis gravet ned i sneen, samt gan- ge til forrådsrum, der skulle rumme de godt 100 tons forsyninger samt gange til en skakt, hvorfra der kunne opsendes vejrballoner. Stationshuset skulle dels rumme de 8, der skulle overvintre, dels huse arbejdspladser herunder radiosta- tion og mørkekammer. En schweizisk glaciolog foretog fra stationen kerneboringer i isen og nåede 117 [6] en dybde af 151 m. Ved analyser af borekernen bestemtes sneens og isens vægtfylde og temperatur i forskellige dybder. Expeditions Polaires Frangaise gennemførte bestemmelser af Indlands- isen tykkelse fra forskellige lokaliteter ved anvendelse af seismiske målinger, og fra Station Centrale foreligger der meteorologiske observationer fra 5. september 1949 til 15. august 1951. Station Northice 1952-54, »Britisk North Greenland Expedition« Englænderen C. J. W Simpson besøgte i 1950 Dansk Pearyland Ekspeditions hovedkvarter ved Zackenberg i Nord- østgrønland og fik her inspiration til »British North Greenland Expedition«, der i 1952 etablerede en overvintrings- station ca. 2.250 m over havet ved Northice ca. 78° N 39° W Den 21. august 1952 startede over- vintringsekspeditionen fra hovedbasen ved Britannia Lake i det nordlige Dron- ning Louise Land. Med 36 hunde blev l,80Q-kggods fragtet med slæde ca. 350 km ind på Indlandsisen, hvor man den 13. september startede på etablering af overvintringsstationen. I mellemtiden var den primære gods- forsendelse ca. 90 ton ankommet med skib til den nyetablerede Thule AB. Hetfra skulle godset flyves ind med anvendelse af to Royal Air Force Hastings transportfly og droppes ved Station Northice. Den 15. september gennemførtes uden problemer de første drop, men dagen efter i dårligt vejr ha- varerede et Hastingsfly grundet »white out«, hvorved 3 af de 12 besætnings- medlemmer blev såret og flyet beskadi- get. De sårede og den øvrige strandede Fig. 1. Halepartiet aj Hastingsfly et blev observeret over sneen i 1967 og ledte medarbejderne på Station Inge Lebmann ned tilflyet, hvis forsyninger af bl.a. engelsk chokolade varen velkommen kostafveksling. Foto: Erik Hjortenberg 1967. 118 [7] Pig. 2. C 130 Hercuks med ski. Foto: Jørgen Taagholt. besætning blev evakueret med ameri- kanske fly (C47 og Albatros). Det er uhyre vanskeligt at starte med et fly fra den store højde over havet, hvor motoreffekten er betydelig nedsat, og hvor man ikke har en fast startbane. De amerikanske fly startede derfor fra Indlandsisen med anvendelse af JATO raketter (Jet Assisted Take O f f). Ekspeditionen udførte tyngdemålin- ger samt seismiske målinger på stræk- ningen fra basislejren ved Britannia Lake til Northice for bestemmelse af topografien under Indlandsisen. EGIG's Station Jarl Joset 1959-60 I Schweiz grundlagdes i 1956 den inter- nationale organisation »Expedition Glaciologique Internationale au Groen- land« kaldet EGIG, der gennem årene havde vigtige personer som præsiden- ter, fra 1966 således den danske depar- tementschef Eske Brun. Det videnska- belige sigte var over en årrække nærme- re at studere Indlandsisen og ændringer i isen på strækningen fra Diskobugten til Østkysten via Station Centrale. I 1959 byggede man en komfortabel overvintringsstation på Indlandsisen 450 km øst for Scoresbysund på posi- tionen 71° 20' N, 35° 32' W. Stationen blev navngivet Jarl Joset efter danskeren Jens Jarl og franskmanden Alain Joset, der begge omkom i en gletscherspalte nær Mont Forel under Paul-Emile Vic- tors ekspedition i 1951. Overvintringsstationen blev opført af plasticplader som en grønlandsk iglo, en kuppel, der øverst rummede beboelses- rum, radio- og meteorologilokale, og nedenunder køkken og fælles opholds- rum for de 6 mand (3 forskere og 3 tek- nikere) der overvintrede. Stationen blev opvarmet ved varmluftcirkulation fra et oliefyr, og i køkkenet anvendtes flaske- gaskomfur. Stationshuset var med gan- ge under sneen forbundet med en gra- vet skakt og et kuldelaboratorium i isen. Under byggearbejdet i 1959 i godt 2.500 m højde ca. 150 km inde på Ind- landsisen blev en radiotelegrafist angre- bet af en isbjørn, der slæbte ham væk fra stationen. Hans nødskrig blev hørt, men man havde ingen våben på statio- nen. Med besvær blev den unge han- bjørn slået »groggy« med byggemateria- ler, og telegrafisten kom under lægebe- handling for dybe kødsår i skulder og bryst. Bjørnen blev dagen efter skudt med indfløjet riffel. Gennem EGIG opnåede man et mere detaljeret kendskab til Indlands- isens tykkelse samt oplysninger om sne- ens omdannelse til is. På stationen blev også foretaget de første detaljerede målinger af energiind- og udstrålingen. 119 [8] Station Northice Lehmann Overvintringsstationer på Indlandsisen 120 [9] Fig. 3a. De to forbundne trailere på Station Inge Lehmann sommeren 1966. Foto: Erik Hjortenberg. Amerikanske militære overvintringsstationer Nu er det ikke tanken i denne sammen- hæng at redegøre for amerikanske mili- tære aktiviteter på Indlandsisen, men her skal ganske kort omtales de militære installationer på Indlandsisen, der har været helårsbemandet og som også har dannet base for store betydningsfulde videnskabelige projekter. På grundlag af Forsvarsaftalen af 1951 mellem Kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater vedrørende Forsvaret af Grønland opførte USA i 1951-53 Thule-basen samt iværksatte •r Fig. 3b. Nedkørsel til samme Station Inge Lehmann sommeren 1967. Foto: Erik Hjortenb 121 [10] en omfattende forskningsaktivitet i Nordgrønland, blandt andet for at sikre sig kendskab til basens bagland. Fra amerikansk side udnyttede man blandt andet udenlandske arktiske for- skeres viden og erfaring fra ekspeditio- ner på Indlandsisen, heriblandt P.-E. Victor's erfaring. Med basis i det ameri- kanske forsvars store ressourcer og tek- nologiske viden påbegyndtes i 1953 denne større udforskning af Indlands- isen med anvendelse af moderne tek- nologi, herunder store konvojer med traktordrevne slæder, såkaldte »heavy swings«, der blandt andet førte bygge- materialer ind til to radarstationer på isen i Thules bagland, Site I og Site II ca. 350 km inde på Indlandsisen. Fra Site II foreligger der meteorologiske data fra 7. juli 1953 til 31. maj 1956. Ved den bedst egnede opkørsel til Indlandsisen for disse traktordrevne slæder anlagde US Army Polar Research and Development Center, det senere Army Research Support Group i 1954 en forskningslejr Camp Tuto (Thule |ake ofr). Camp Tuto var gennem en årræk- ke frem til 1966 center for en omfatten- de glaciologisk og geofysisk forskning, og herfra udgik de mange »heavy swings« der blev anvendt ved anlæg af Camp Century, (77°10' N, 61° 05' W) pla- ceret 180 km inde på isen ca. 2.000 m over havet. I perioden 1959-64 var den amerikan- ske forskningslejr Camp Century hel- årsbemandet, blandt andre har en dansk student overvintret her. Stationen, der var nedgravet i Indlandsisen et par hun- drede km øst for Thule AB, fik i perio- den 1960-63 elektricitet fra en kerne- kraftreaktor. Fra Camp Century gen- nemførtes i 1966 den første gennembo- ring af Indlandsisen med et kernebor, og analyser af den 1371 m lange bore- keiine gav de første informationer om Indlandsisens klimatologiske historie. Som et led i en radarvarslingskæde med stationer fra Alaska over Canada og Grønland til Island oprettede USA i 1960 fire radarstationer på Grønland, benævnt DYE stationer efter stationen Cap Dayer i Canada. To af disse statio- ner blev placeret på Indlandsisen (DYE II og DYE III), og de var alle bemande- de i perioden fra 1960 frem til de blev nedlagt i 1989-90. Fra DYE III gen- nemførtes i internationalt samarbejde den anden kerneboring gennem Ind- landsisen ned til den underliggende klippegrund. Den blev afsluttet i 1981, og analyser af den 2.038 m lange isbore- kerne gav værdifulde historiske oplys- ninger om miljøforhold såsom klima og forurening gennem årtusinder. Station Inge Lehmann 1966-67 Seismologer over hele verden er interes- serede i seismiske målinger på steder, hvor støjniveauet forårsaget af menne- skelig aktivitet er ekstremt lavt. Geo- dætisk Institut (nu Kort & Matrikelsty- relsen) har i overensstemmelse hermed siden 1928 udført seismiske registrerin- ger på velegnede lokaliteter i grønland- ske kystområder. Selv om støjniveauet her er lavt — væsentligt lavere end tilfæl- det er i det øvrige Danmark — generes man dog af støj af naturlig oprindelse (dønninger fra havet, kælvende gletche- re etc.). Støj fra sådanne kilder dæmpes meget ved blot få hundrede kilometers 122 [11] Fig. 4. Interiør på Station Inge Lehmann 1966. Foto: Erik Hjortenberg, udbredelse, og dette danner baggrun- den for et samarbejde mellem Seismisk Afdeling og Arctic Institute o f Norm America om planer for seismiske målin- ger fra en station centralt placeret på den grønlandske indlandsis i størst mulig afstand fra kystområdernes støj- kilder. Det danske udenrigsministerium havde også interesse i disse overvejelser, da de seismiske målinger fra en sådan støjsvag station kunne indgå i en inter- national overvågning af underjordiske kernesprængninger. Resultatet blev at US Air Force, Of- fice of Scientific Research, i samarbejde med de danske initiativtagere i foråret 1966 gik i gang med planlægning af »Project Blue Ice«. Det blev overdraget Arctic Institute of North America, med den erfarne polarforsker Ralph Lenton som leder, at etablere og lede stationen på Indlandsisen 730 km øst for Thule AB, 2402 m over havet, på positionen 77° 55' N, 39° 14' W, ca. 20 km sydvest fra den nedlagte Northice Station 1952- 54. Ved anlæg og drift af Station Inge Lehmann anvendtes amerikanske mili- tære transportfly af typen C-130 Hercu- les, der ved starten fra Indlandisen an- vendte JATO raketter, når det var nød- vendigt. I dagene 19.-24. juni 1966 gennem- førtes 8 flyvninger med personale og ca. 60 tons udrustning med en C-130 fra Thule AB ind på isen, hvor stationen 123 [12] officielt blev indviet den 17. august 1966 og navngivet »Station Inge Leh- mann« til ære for den kendte danske seismolog, statsgeodæt, dr. phil. Inge Lehmann. Inge Lehmann, født i 1888 i Køben- havn, blev cand.mag. i matematik i 1922, tog i 1928 magisterkonferens i geodæsi og var chef for Seismisk Afde- ling fra 1928-53, ved det i 1928 oprette- de Geodætisk Institut under Forsvars- ministeriet. Station Inge Lehmann, 2400 m over havet, bestod af to trailere monteret på ski placeret parallelt, således at mellem- rummet blev overdækket med krydsfi- ner og sammen med en Jamesway hytte gav lager og arbejdsplads. Den ene trai- ler tjente som opholdsrum og køkken, mens den anden trailer husede det videnskabelige udstyr samt sovepladser til stationspersonalet. Sommerholdet, der havde stået for stationens etablering og indkøring af det videnskabelige program, hjemrejste omkring oktober 1966. Vinterholdet på 4 mand varetog driften i perioden okto- ber-februar, og forårsholdet forestod efter den første C-130 flyvning i slut- ningen af februar driften frem til slut- ningen af april. Andets års sommerhold tog perioden maj til september 1967. I alt 4 danskere deltog i programmet. Indtil 1966 var Station Nord den mest effektive seismiske station i Grøn- land, men den blev nu overgået af Sta- tion Inge Lehmann, med ganske usæd- vanligt uforstyrrede seismiske registre- ringer. På stationen blev tillige foretaget meteorologiske og geomagnetiske ob- servationer. Herudover blev indsamlet og udfløjet ca. l ton sne/is fra perioden før første brintbombeforsøg i 1953 for analyse på Københavns Universitet af Si3S genereret af den kosmiske bag- grundsstråling. Tillige blev der optaget flere isborekerner for krystallografiske undersøgelser. På Station Inge Leh- mann var sneakkumulationen kun ca. 30 cm om året, en noget lavere værdi end målt ved sydligere stationer, idet man ved Summit har målt et årligt sne- fald på mellem 30 og 50 cm sne svaren- de til 8-12 cm vand. Ved DYE III er der observeret op til 200 cm sne om året. Ved et besøg på Station Inge Lehmann i august 1968 blev det videnskabelige udstyr udtaget, og stationen blev der- med helt lukket. Indlandsisens klima Den koldeste og længste vinter er regi- streret ved Northice, med en gennem- snitstemperatur for den koldeste må- ned, marts, på -43,3°. Den laveste månedstemperatur ved station Centrale er -40°. Den varmeste måned har for alle stationerne været juli, med måneds- middeltemperaturer mellem -8 og -13 grader. Som man kunne forvente, er den aller laveste temperatur, der over- hovedet er målt ved overfladen i Grøn- land, -70°, målt på den nordligste sta- tion Northice i januar 1954. I Antarktis har man til sammenligning målt over- fladetemperaturer ned til -86" og i det nordlige Sibirien i Rusland ned til -78°. Takket være observationer fra nogle af ovennævnte overvintringsstationer har man meteorologiske/klimatologi- ske data fra 124 [13] Eismitte fra Station Centrale fra Site 2 fra Inge Lehmann fra l august 1930 5 septem. 1949 7 juli 1953 l august 1966 til til til til 6 august 1931 15 august 1951 31 maj 1956 l august 1967 På fig. 5 er vist kurver over månedlige middeltemperaturer for en række af ovennævnte overvintringsstationer på Indlandsisen. På Station Centrale obser- veredes meget store temperaturændrin- ger, således 47° i løbet af 4 døgn og 29° fra -65° til -36° inden for eet døgn. Da der ofte kan forekomme kraftig vind, er kuldepåvirkningen meget kraftig. Man kan være på vandring mellem to bygnin- ger i klart vejr med godt sigt, hvor sigt- barheden livstruende kan ændres på et øjeblik. Hvis der ligger løs sne, kan blæst og snefygning således reducere o'. -10'. -20". Kurve visende månedlig middeltemperatur for en række indlandsis- stationer. A. S- O. N. O -------- STATION CENTRALE 1949-51 --------SITE 2 1953-57 --------NOftTHICE 1952-54. •'..... JARL-JOSET 1959-60 Pig. 5, Overfladetemperaturer fra forskellige overvintringsstationer. Månedlige middelværdier. Kilde: Børge Fristrup. 125 [14] sigtbarheden voldsomt. Alle færdsels- veje mellem bygninger og installationer er derfor markeret med flag, idet det kan få katastrofale følger, hvis man ikke kan finde tilbage til sit kvarter. Flytransport Som nævnt anvendtes efter II Verdens- krig flytransport til stationer på Ind- landsisen. Transportfly af typen C-130 udstyret med ski var forudsætning for opførelse og drift af de store ameri- kanske radarstationer DYE II & III på Indlandsisen. I dag anvendes til løsning af transportopgaver i forbindelse med videnskabelige aktiviteter på Indlands- isen primært turbopropel fly af typerne Twin Otter og LC-130, begge udstyret med ski. Twm Otter DHC-6 Motor 2 Pratt & Whitney a' 578 HK Brændstof A-1 Petroleum Fart 26Q km/h (T40 knob) Rækkevidde 140.0 km Bæreevne ca. 1600 kg Lockheed LC-130 4 Allison T56 a' 4.500 HK Al Petroleum 670 km/h (360 knob) ca. 4 til 5.000 km ca. 20 ton Fig. 6. US Air National Guard ,LC-130 Hercules transportfly udstyret med ski til operationer på den grønlandske indlandsis. Her har USAF 109 Air Wing sin trgningsfacilitetfor skioperationer af værdi for redningstjenesten og for forsk ningen i såvel Grønland som Antarktis. Ved start i stor højde fra Indlandsisen, hvor startbanen blot er en komprimeret snebane, kan det vare vanskeligt at f å fly et i luften. Når piloten skønner det nødvendig, kan der opnås større kraft ved at antænde en raket i hver side af flyet. Disse to raketter giver i ca. 15 sekunder en kraft, der svarer til en ekstra motor. Foto: Jørgen Taagholt. 126 [15] Fig. 7. C-130 under start fra Indlandsisen. Foto: Erik Hjortenberg. Til løsning af de store transportopgaver er den skiudstyrede Hercules LC-130 eneste velegnede fly i den vestlige ver- den. Flyet findes kun i militært regi, og det danske flyvevåben fik i 1975 3 stk. C-130H fly (uden ski) til løsning af transportopgaver blandt andet i Grøn- land samt mellem Danmark og Grøn- land. Skulle man have haft LC-130 fly med ski, kræves et helt andet understel til flyene, der ville have været ca. 50 % dyrere. Til løsning af opgaverne på Ind- landsisen anvendes i dag skiudstyrede amerikanske LC-130H fly, der henhører under det amerikanske hjemmeværn, Air National Guard, 109 Air Lift Wing. På deres base på Stratton Air Base i Schenectady i den nordlige del af staten New York er i dag samlet alle USA's ski- udstyrede LC-130 fly. Disse fly anven- des blandt andet til løsning af logistiske opgaver i forbindelse med amerikansk forskning i Antarktis og på Grønland, men al træning af besætningerne sker på Grønland. Der eksisterer gode samar- bejdsrelationer mellem danske forsk- ningsinstitutioner og 109 Air Lift Wing, der f. eks. i 1997 under 11 ugers opera- tioner i Grønland fløj 920 timer, hvor man i alt transporterede 1418 passage- rer (forskere, teknikere og besøgende) og ca. 750 ton gods. For det lokale sam- fund er de amerikanske C-130 flys til- stedeværelse i Grønland af stor betyd- ning, idet den grønlandske redningstje- neste kan trække på støtte fra de ameri- kanske fly i forbindelse med eftersøg- nings- og redningsopgaver. Overvintring på Summit 1997-98 I perioden 1989-93 gennemføres i som- mermånederne fra to lokaliteter ved Summit på toppen af Indlandsisen to borekerneprojekter, projektet GISP II, 127 [16] Stre«ker h Insolulk >Q c«nt«ln«r Fig. 8a. Som et led i EU-projektet »Transfer of Aerosols and Gases to Greenland Snow and Ice«, TAGGSI, bar Luftforure- ningslaboratoriet, Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, gen- nem flere ar udført luftforureningsmålinger (aerosolmålinger) ved Summitfra en automatisk, batteridrevet station piacent 10 km fra den bemandede station. »Greenland Icesheet Program« i amerikansk regi og »Greenland Ice-core Project«, GRIP, i europæisk regi. Den 12. juli 1992, et år før amerikanerne, nåede det europæiske projekt klippeundergrunden, og den 3.029 m lange isborekerne har siden væ- ret genstand for studier af miljøforhold gennem mere end hundredtusinde år. Som nævnt i indledningen fremførte USlNational Science Foundation i 1996 planer for et pilotprojekt omfattende en overvintring ved Summit i 1997-98. Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland forestod i samarbejde med National Science Foundation i maj 1997 en »workshop« i Kangerlussuaq, hvor amerikanske, grønlandske, danske og nogle få andre europæiske forskere drøftede de spæn- dende muligheder for videnskabelige målinger gennem hele året fra en helårs- bemandet station ved Summit 3.228 m ovet havet på positionen 72°30' N, 38° 12'W Samtidig med mødet i Kangerlussuaq påbegyndte det amerikanske universi- tetsinstitut PICO (Polar Ice Coring Office) for National Science Founda- -""- -' - S,TTrieTraction ------- S, coarse fraction —i— S, sum - ATM (S04-S) »»* Fig. 8b. Eksempler på luftforureningsdata (koncentrationen affin- Kilde: P. Wahlin, K. Kemp '& N. Zeuten Hejdam, DMU. LO O) CD O CSI CD CD O imet svovl) fra Summit i perioden juni 1993 til juni 1995. 128 [17] Air Temperature at SUMMIT WMO No,:04416 -60 Fig. 9. Temperaturdata fra Summit vinteren 1997-98. Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut. tion etablering af en overvintringstation på Summit til anvendelse for pilotpro- jektet vinteren 1997-98. Det primære sigte for denne første overvintring var glaciologiske undersøgelser herunder specielt vekselvirkningen af gasarter mellem sneen/isen og atmosfæren, altså de processer der er afgørende for depo- nering og indkapsling af luftbobler i isen. Luftforurenings afdelingen ved Dan- marks Miljøundersøgelser har gennem flere år primært om sommeren udført luftforureningsmålinger fra Summit. I forbindelse med oprettelsen af den bemandede station har den danske gruppe installeret udstyr til indsamling af aerosoler i et luftfilter, der skiftes hver uge, således at man kan få infor- mationer om den luftforurening, der som støvpartikler føres med luftmasser- ne til Summit året rundt. På fig. 8 er vist eksempler på Danmarks Miljøunder- søgelsers aerosolmålinger af partikel- luftforureningen ved Summit. Herudover opsatte Danmarks Me- teorologiske Institut den første synopti- ske meteorologiske station på Indlands- isen. Ganske vist har der gennem flere år været udført klimatologiske og me- teorologiske målinger fra flere automa- tiske stationer året rundt fra lokaliteter i Summitområdet. Data herfra kan imid- lertid kun anvendes til videnskabeligt brug, idet kun Danmarks Meteorologi- ske Institut kan oprette en synoptisk station med WMO nummer i overens- stemmelse med WMO regler (WMO= 129 [18] FLDOR PLAN Fig. 10. Det Grvnne Hus' indretning. Kilde: PICO. World Meteorological Organisation i FN regi). Data fra en WMO station ind- går i det globale meteorologiske vejr- varslingsnetværk. På fig. 9 ses Danmarks Meteorologiske Instituts overfladetem- peraturdata for 4 vintermåneder 1997- 98 fra Summitstationen med WMO No. 04416. Som det ses på kurverne obser- veres meget store temperaturvariatio- ner, således i december 44° inden for een uge og i januar 30° inden for eet døgn. Overvintringshuset, der er bygget for NSF i Canada, er malet grønt og kaldes derfor »Greenhouse«. Man har her anvendt samme ide som på Station Inge Lehmann. Det grønne hus er opbygget af to specialbyggede trailere, der netop kan finde plads i et C-130 fly. Den ene af de to trailere er indrettet med køkken og toilet og badefaciliteter, mens den anden er indrettet med laboratorier, og arbejdsrum. Mellem de to trailere er af byggeelementer opbygget et fælles op- 130 [19] Pig. 11. De to trailere netop ankommet til Summit maj 1997. Foto: Naja Mikkelsen. holdsrum samt soveværelser til hver af de 4 overvintrende. For at mindske brandfaren sker al opvarmning ved hjælp af elradiatorer. I en 100 m afstand fra »Greenhouse« ligger en teltbygning, der rummer et mindre elværk og gen- nem smeltning af sne sikres vandforsy- ningen. Trailerne er opbygget på meder med henblik på, at huset stykkevis kan træk- kes op ad en rampe, når flere års nedbør bevirker, at huset er ved at blive dækket af sne. Når trailerne atter er på overfla- den kan overvintringshuset genetable- res til brug i yderligere nogle år. Når huset ikke skal anvendes, kan det med en C-130 Hercules flyves ud, i overens- stemmelse med regler for Nationalpar- ken. Ved sommeraktiviteterne i perioden 1989-94 anvendtes en stor bygning rejst på pæle hævet over sneen som fælles- bygning, der rummede køkken, spise og opholdsrum. Da det var lejrens største bygning blev den benævnt »Big House«, fotografierne fig. 12. Taget på denne bygning var sommeren 1997 i niveau med den omgivende snedrive, men ind- gangen kunne graves fri, og huset sikres elforsyning så det kan benyttes til nødindkvartering, hvis behov skulle opstå. Skal huset anvendes i årene frem- over, må det hæves, således som også tidligere radarstationerne DYE II og III med års mellemrum blev hævet. Overvintringen 1997-98 gik plan- mæssigt. Sidste flyforbindelse med Grønlandsfly's Twin Otter fandt sted l november 1997 og første Twin Otter besøg fandt sted i februar 1998. De fire personer, der overvintrede på Summit, var via internet i kontakt med omverde- nen, og i ugentlige situationsrapporter berettedes om hverdagen på Summit, 3.200 m over havet, hvor temperaturen omkring 1. marts 1998 i perioder lå mel- lem minus 50 og 60 grader med l O til 15 knob vind. 131 [20] Fig. 12. The Big House, det store hus. Øverste foto er taget i juni 1990 og det nederste i juni 1996, Foto: Jørgen Taagholt. 132 [21] Planer for fortsatte videnskabelige målinger ved Summit Den 26. februar 1998 gennemførte Kommissionen for Videnskabelige Un- dersøgelser i Grønland på Dansk Polar- center et europæisk Summit-seminar, hvor forskere fra USA, men primært fra Europa, samt Japan drøftede mere lang- sigtede planer for videnskabelige målin- ger fra en helårsbemandet aktivitet ved Summit. Der har gennem de senere år været stor interesse for at studere Indlands- isens massebalance, altså om Indlands- isen langsomt vil smelte, være i ligevægt eller vokse. Interessen knytter sig også til frygten for, at den menneskeskabte forurening af atmosfæren kan skabe en global opvarmning og måske ændre Indlandsisens massebalance. For jordkloden som helhed gælder at energiindstrålingen primært fra Solen er relativt kortbølget. Noget af strålingen ca. 30 % sendes tilbage mod rummet, enten fra luften, skyerne eller fra jord- overfladen, mens ca. 19 % af strålingen absorberes i atmosfæren. Størstedelen af indstrålingen, ca. 51 %, går direkte gennem atmosfæren og spredes og absorberes i jordoverfladen, der derved fortsat tilføres energi og opvarmes. Jor- den ville således blive fortsat varmere og varmere, hvis ikke den tilførte energi blev afgivet igen i form af langbølget varmestråling. Mens vand absorberer omkring 90 % af den stråling, der når vandoverfladen, absorberer sne og is kun omkring 10 %. Et vigtigt element i hele Indlandsisens massebalance er et nøjere kendskab til den indkomne og den reflekterede kort- og langbølgestråling. Fra schweizisk side har man, fra den tekniske højskole i Ziirich på vegne af World Radiation Monitoring Center under Word Climate Research Pro- gramme, WCRP, under FN, fremført behov for fra Summit at udføre et omfattende måleprogram for at fast- lægge Indlandsisens strålingsbalance. Blandt de andre målinger, der kun vil kunne udføres fra en station som Sum- mit, er en række mikrobølgemålinger samt registrering af absorbtionslinier i sol- og månelys, bl.a. som et led i globa- le undersøgelser af udtynding af strato- sfærens ozonlag. Når sådanne målinger kan udføres fra Summit langt bedre end fra andre lokaliteter, er det fordi atmo- sfærens indhold af vanddamp, der er ødelæggende for målingerne, er eks- tremt lav i atmosfæren 3.200 m over havet. Ja, Summit er det højeste punkt i hele det arktiske område nord for polar- kredsen. Den tynde, rene luft med lavt indhold af vanddamp giver astrofysike- re nye muligheder for astronomiske observationer. Geofysiske målinger såsom de tidli- gere omtalte seismiske observationer har også stor international videnskabe- lig interesse. Geomagnetiske målinger fra Summit kan udfylde et gab mellem den vestgrønlandske og den østgrøn- landske kæde af geomagnetiske statio- ner, tilsvarende gør sig gældende for nordlysobservationer. Resultaterne fra Summit-seminaret på Dansk Polarcenter i februar blev forelagt på European Science Founda- tion, Polar Board's forårsmøde i marts 1998. Her drøftede man mulighederne for, at man fra europæisk side indgår i et 133 [22] Fig. 13. Det Grønne Hus, den nye overvintrings'station fotograferet 5. februar 1998. Foto: Bill Boller. samarbejde med det amerikanske forsk- ningsråd om at sikre oprettelse og drift af en mere permanent bemandet station på Summit fra år 2000. En lille arbejds- gruppe er nedsat for at udarbejde en endelig »Science Plan« og blandt mange forskere i Europa og USA samt for eks. Japan er der et stort ønske om, at disse bestræbelser må lykkes. Litteratur Carl S.Benson: Stratigraphic Studies in the Snow and -Ekn of the Greenland Ice Sheet. US Army SIPRE, .a=portno70July 1962. Børge Fristrup: Indlandsisen. Rhodos 1966. Erik Hjortenberg & Durward Young: Survey of Seismic Noise on the Greenland Ice Cap. Research review, Office of Aetospace Research, Volume VI, no. 7 1967 side 19-24. J.P.Koch & Alfred Wegener: Wissenschaftliche Er- gebnisse der Dånischen Expedition nach Dronning Louises Land. Meddelelser om Grønland, Bind 75, 1930. Rud Kjems: Horisonter afis. Gad 1981. Ralph A. Lenton: Greenland Ice Cap, Noise Studies, P-toject Blue Ice. The Arctic Institute of North Æcnerica, 1968. 134 [23]