[1] Hvad en skruetrækker også kan bruges til Om Gerti Nooter, en utraditionel hollandsk museumsmand, med særlig kærlighed til Østgrønland Af Birte Haagen Æthough the masters make the m/es ofthe wise men and thefools, Igot nothing må, to live up to. For them that must obey authority that they do not respect in any degree, jvho despise their jobs, their destinies, speak jealously ofthem that arefree, do what they do just to be nothing more than something they invest in. Bob Dylan (From Ifs all right må, I'm only bleeding) Oppe på loftet i museet i Leiden viste museumsinspektør Gerti Nooter mig, hvor skabene med de grønlandske gen- stande befandt sig — og overlod mig så til mig selv. Ved arbejdsdagens slutning hentede han mig deroppe og spurgte til arbejdet? »Jeg vidste det!« sagde han, da jeg havde svaret for mig og spurgt om vi allerede var nødt til at gå?, »museums- folk, dem skal man bare anbringe sam- men med nogle museumsgenstande, så er de optaget og kan sagtens klare sig selv!« Det var rigtigt og svarer helt til, hvad jeg selv senere har konstateret. Museet i Leiden kom jeg til i 1985 for at gennemgå Grønlandssamlingerne i det håb at kunne finde en eller flere gen- stande fra Gustav Holm Samlingen, som kunne være byttet dertil fra det danske Nationalmuseum. Hjem skulle vi jo. Med den gæstfri- hed, der var vanlig for familien Nooter var jeg inviteret til at bo hos dem. Jamen, hvordan....? Spurgte jeg tøvende. Sæt dig op bagpå min cykel! Og sådan ankom vi til familiens hus i Hom- melveld efter på een cykel at have kørt langs kanalen hvor museet ligger, gen- nem den befærdede Leiden by og langs andre kanaler og diger. En fornøjelig køretur, der fortsatte med nogle ufor- glemmelige dage i intens snak og diskussion omkring identitet og mål og midler. Ind imellem var vi på tulipanud- stilling i en nærmest arktisk storm ude i en by ved havet, mens Gerti ivrigt for- talte om museet, om sine ideer og om bygden Tiniteqilaak. Gerti Nooter var samtidig midt i optagelsen af en videofilm i den store Birte Haagen er antropolog og arbejder som mu- seumsinspektør ved Grønlandssekretariatet på Nationalmuseet i København. 135 [2] arktiske udstilling: Over Leven en Over- leven (at leve — at overleve), som han havde taget initiativet til, og som var blevet åbnet året før. Spændende var det at følge med i, og at fornemme den glæ- de hvormed han arbejdede. Kollegerne havde ind imellem taget sig til hovedet, fortalte han, og godt nok kunne indfal- dende ind imellem virke flyvske, men hans idé var klar, og linjen blev holdt. Harpunhovedet var det gennemgående tema, og man fulgte den gennem tiden og gennem de forskellige geografiske områder rundt om Nordpolen. Et boligstøttehus i fuld størrelse blev byg- get op i udstillingen, med indhold så den besøgende med alle sanser kunne opleve, hvordan der er i et hus i en bygd i Grønland. Ved juletid havde der stået et grønlandsk juletræ lavet af enebærris på et kosteskaft i stuen. Lyssætningen skiftede med årets gang og fangeren bag hundeslæden på sneen udenfor havde snebriller på, nu da det var forår. Således levede udstillingen og ændrede sig med årstiderne. Også en udstilling for blinde blev lavet i den forbindelse, med en til- hørende forklaring på bånd. »Continuity and Discontinuity in Cul- ture« var Gerti Nooters hovedtema i de 20 år han var museumsinspektør for Nord Amerika og de arktiske områder, og et seminar med den titel blev holdt, da han trak sig tilbage fra embedet på grund af sygdom i 1989. Indlæggene spænder fra materiel kultur til social og politisk organisering og viser, hvor uforudsigelige konsekvenser af ændring i materiel kultur kan være. I midten af 1970'erne arrangerede Gerti Nooter et seminar på universitetet i Groningen med samme titel, hvor den materielle kulturs uforanderlighed og styrke, således som den kommer til udtryk i teknologitilpasning, blev disku- teret. Kultur er stærk, mente han. Der vil ske en teknologitilpasning. F.eks. er en kajak stadig den mest funktionelle til fangst i Grønland, men nu betrækkes den blot med lærred i stedet for med skind, og både laves i glasfiber. Funktio- nen er den samme. Men på andre planer medfører det ændringer, og det var net- op dem, Gerti var så opmærksom på. Gerti Nooter afsluttede sine studier i socialgeografi ved universitetet i Amsterdam j 1957 og blev ansat ved »museet for undervisning« (Museum voor het Onderwijs, nu MUSEON) i Den Haag. Han bevarede sine pædago- giske interesser, og det sås i de udstillin- ger han lavede. Samtidig med at han udførte studier omkring den Grønland- ske samling i dette museum og samlede dokumentation omkring genstandene og samlingerne, så tog han også del i museets undervisningsprogrammer. Ornitologen, prof. Niko Tinbergens samling fra Ammassalik indsamlet i 1930'erne, findes her. I denne periode begyndte Nooter sit etnografiske feltar- bejde i Alaska, Canada, Grønland og Sameland. Inden længe blev Ostgrøn- land hans udvalgte område. I en periode på 14 måneder i 1967-68 boede han dér med sin familie, som omfattede ægte- fællen Noortje, der er pædagog, og de 3 sønner. Forinden havde Gerti lært sig dansk, et krav han vedblivende stillede til sine »føl« og studerende før de kunne få lov at beskæftige sig med Grønland. Flere har han sendt på research-ophold 136 [3] Gerti Nooter i samtale med arkæologen Jørgen Meldgaard under »Inuit Studies Conference« i København 1988. Foto: Birte Haagen. ved etnografisk samling i Danmark; både fordi der her er en stor Grøn- landssamling, et stort arktisk bibliotek og andre med viden om og interesse i det arktiske, og fordi de her havde muligheden for at få øvet deres danske på relevant vis. Han havde både faglige og personlige forbindelser med ES i København og publicerede flere artikler i Etnografisk Forenings tidsskrift Folk. Selv talte han adskillige sprog, og han og hele familien lærte østgrønlandsk i løbet af de 14 måneders ophold, hvor drengene gik i skole i bygden Tiniteqila- ak. Familien sejlede til Ammassalik fra Grønlandske Handels plads i Strandga- de, og da en museumsantropologs løn ikke er voldsom stor, boede familien i telt på campingpladsen ved Bellahøj, mens de ventede på at komme af sted. Det trak ud, men pludselig en dag kom der af forskellige omveje besked om, at nu skulle de sejle! Gerti var inde i byen for at ordne noget, men teltet blev lagt ned i al hast, og Noortje samlede sam- men på tingene og så afsted i en taxa. De nåede det lige akkurat. Gerti dukke- de på mirakuløs vis også op, og Noortje morede sig senere kosteligt, når hun fortalte om afrejsen fra København og de øvrige passagerers forundring og let- tere misbilligelse overfor den mærkelige familie, der ankom i sidste øjeblik og med en bagage, hvor alting strittede ud af sammenføjningerne! Da han i Grønland blev kaldt Gerti ønskede han også at blive kaldt det hjemme i Holland, og han ændrede sit navn tilsvarende. Hele familien levede med i bygdens liv. Noortje fik lært at bruge en kvindekniv og at flænse en sæl. Gerti vendte flere gange tilbage til Østgrønland, og han bidrog hver gang til samlingerne på museet i Holland med genstande derfra. Dokumentatio- nen af disse genstande består foruden af hans notater taget på stedet af tusindvis af fotografier. Disse mange fotos arbej- der hans svigerdatter, Cunera Buijs, der nu beklæder stillingen som inspektør for Nord Amerika og de arktiske områ- der ved museet i Leiden, på at få lagt over på en CD-ROM, så de kan blive til glæde for en større kreds. Sønnerne har bevaret den interesse for Grønland, de blev podet med som børn. Én er antro- polog og har selv som sådan været i Tineteqilaak sammen med sin fag- og ægtefælle; en anden er fotograf og har bl.a. fotograferet i Thule. Ved den store udstilling på kunstmu- seet Louisiana i 1969: »Grønlandsk Kunst fra Aron til idag« formidlede Gertie Nooter lån af masker fra Am- massalik fra Niko Tinbergens samling. I 1970 blev Gerti Nooter ansat ved det etnologiske Nationalmuseum (Rijks- 137 [4] museum voor Volkenkunde) i Leiden. Han publicerede en monografi om gamle grønlandske kajakker i Nederlan- dene, som hvalfangere havde bragt der- til i 17-1800 tallet. Ud over det histori- ske og hele historien om hvordan han fandt frem til de gamle kajakker, hvoraf den i den vestfrisiske by Hoorn stadig havde huden af kajakmanden siddende i sig, så vidner publikationen om hans indsigt og forståelse af den grønlandske kajak og dens funktion og hensigtsmæs- sighed. Det var overvejende et sammen- lignende studie af kajakker med hoved- vægten på den øtgrønlandske kajak. I 1983 lykkedes det at vise 3 af de ialt 18 grønlandske kajakker fra Holland på museet: i Nuuk, som ved den lejlighed fik den ene foræret. Interessen for den grønlandske kajak blev ved den lejlig- hed yderligere vakt i Grønland. Gerti Nooteis bog blev oversat til grønlandsk og »spiren til den første kajakforening plantet« skriver direktøren for Grøn- lands Nationalmuseum & Arkiv, Emil Rosing i sin nekrolog over Gerti Noo- ter, i den grønlandske avis Atuagagdliu- tit, februar 1998. Som antropologistuderende i Køben- havn stiftede jeg og mine medstuderen- de bekendtskab med Gerti Nooters artikel i det danske tidsskrift Folk: »Change in a hunting community of East-Greenland«, som for en helt grup- pe af os blev af stor betydning for vores syn på nødvendigheden af at være opmærksom på de materielle ændrin- gers betydning — også for den sociale ændringsprocess. I Danmark var mate- riel kultur på det tidspunkt nærmest et skældsord, men Gerti fik vist os, at det er en vigtig del af kulturen. Redskaber skal til stadighed bruges for at føden kan skaffes og det, at de bliver mere og mere raffinerede får konsekvenser på de sociale og økonomiske organisering og for den måde kulturen defineres på. Nogle år efter fulgte endnu en mono- grafi fra Gerti Nooters hånd, om byg- den Tiniteqilaak: »Leadership and headship«, hvor han viser, at lederskab og førerskab ikke nødvendigvis er det samme og hvorledes ændrede autori- tetsmønstre fører til ændret organise- ring. Hans hovedinteresse blev akkultu- rationsprocesser i polare områder, og foruden den omtalte store udstilling, hvor dette tema blev præsenteret, bærer genstandssamlingen ved museet i Lei- den stor præg af dette. Der findes lige netop de ting og typer genstande, som ikke findes andre steder. For Gerti Nooter interesserede sig især for, hvor- ledes man løste nye udfordringer, og for hvorledes nye materiale blev brugt, ofte i gamle sammenhænge. Han havde et stort og grundigt kendskab til de grøn- landske redskaber og til den materielle kultur. Han var altid opmærksom på det funktionelle, og på at se situationen ud fra fangeren: Hvad er mest praktisk i den pågældende situation? Og hvordan lægger jeg min strategi? Ikke nogen romantiseren, snak om kulturtab og til- bagelængsel til »den rene« fangertil- værelse, men en erkendelse af og respekt for at kultur stadig er under udvikling, og at noget ikke nødvendig- vis er bedre end andet; en skruetrækker kan i en snæver vending gøre det ud for et udmærket harpunforskaft f.eks.. Nylonreb er ikke i sig selv dårlige, men 138 [5] Gerti Nooter ved kajakudstillinpen i Grønlands Nationalmu- seum i Nuuk 1983. Foto: Erik Holm. med indførelsen af sælnet forsvandt en af de få samarbejdsmåder i fangersam- fundet. Gerti var realist - og dermed viste han respekt og forståelse for de grønlandske fangeres valg og for den grønlandske befolkning. Ændringer i den materielle kultur reflekteres ikke bare i ændringer i sociale mønstre og relationer, men ofte udgør de den direk- te årsag til ændringer i den sociale orga- nisation Den nye teknik må komme først, f.eks. nye måder at tage på fangst på, i større både, hvorfra fangeren har- punerer sælen fra en anden vinkel end fra en kajak. Kajakstol og kastetræ bli- ver overflødige og en istuk bruges som harpun. Denne forenkling af fangstud- styret betød, at også mindre dygtige fan- gere kunne opnå gode fangstresultater, og der opstod en ny kategori af yngre fangere med prestige og rigdom. Gerti Nooter var en af de første, som både selv efterlevede og i skrift gjorde opmærksom på den regel, at den mate- rielle kultur som den indfødte kultur var baseret på ikke måtte forstyrres. Derfor afholdt han sig fra at indsamle/købe en genstand, undtagen hvis der fandtes fle- re af samme, eller han sørgede for, at den blev erstattet af en anden. Gerti Nooter deltog ofte i debatten om Grønland og engagerede sig per- sonligt i grønlandske forhold. I 1960'erne gjorde han opmærksom på det uheldige ved at grønlandske børn, der blev taget ud af deres hjemlige mil- jø og sendt til Danmark og pegede på det pædagogisk uforsvarlige og de tra- gedier det medførte for den enkelte og for familierne, og han advokerede for, at de fik lov at blive hjemme. Han stod på de arktiske folks side som modstander af olietransport i kæmpe skibe i de sårbare arktiske farvande og lavede videoen »Arctic Pilot Projekt«, hvor det vises, hvorledes natur og dyreliv kan komme i katastrofal fare ved en sådan transport. Sangene på videoen blev leveret af Bob Dylan, hvis sange og tek- ster Gerti elskede. Han fik mange til at ændre syn på forbudet mod hvalfangst; og han tog aktivt del i sælskindskam- pagnen til fordel for de grønlandske fangerfamilier, da de blev boykottet af den vestlige verden. Han fulgte levende med i udviklingen i Grønland, glædede sig over at der blev indført hjemmestyre og rejste i 1987 sammen med Noortje en tur rundt til alle de lokale museer, 139 [6] Kaarales tegning af en tupilaqfra Niko Tmbergens samlingpå Mueson i den Haag. Den er trykt i hans bog »Eskimoland« Et af de billeder, som var med til at spore Gerti Nooter ind på interessen for Grønland. som han opfattede som en nødvendig- hed, og så som udtryk for grønlandsk dybtfølt respekt for egne kulturelle rød- der og bevidsthed om en egen identitet, som man kunne være stolt af. Og han blev påskønnet i Grønland. I Tiniteqila- ak blev fremstillet en karikaturmaske af ham, med skæv næse og den uundværli- ge pibe i munden! I 1990 blev han invi- teret til det grønlandske universitet, Ilis- imatusarfik for som gæstelærer i forårs- semestret at undervise om kultur, speci- elt den materielle kultur i Østgrønland. Han fik da lejlighed til at videregive nogle af sine ideer og diskutere dem med den yngre generation af grønlæn- dere. Som altid var Noortje med ham også under det sidste ophold i Grønland. Med deres naturlighed, åbne og gæstfrie sind formåede de at skabe et »lille Grønland« i Holland, hvor alle straks følte sig velkomne. Gerti Nooter, der blev født d. 6. december 1930, døde d. 28. januar 1998 efter mange års sygdom. Han forblev et respekteret, værdigt og elsket menne- ske, på det fineste støttet af Noortje. Seen a shooting star tonight and I thought ofyou. You mere trying to break into another world a world I never kneiv. I always kind ofwondered ifyou ever made it through. Seen a shooting star tonight and I thought ofyou...' Bob Dylan Gertt W. Nooter. Bibliografi 1967 On a search for old kayaks in Holland. Arctic Circle vol.17: 19-21. 1969 De vaart naar het noorden.[Færden til norden]V\"adden- bulletin vol. 4,nr.6: 2-6. 1970 Mitårtut, een Groenlands winterfeest. [Mitårtut., en grøn- landsk, vinfcrfrstJ.Vetre Naasten Naderbij, vol.4 nr.2: 54- 68. 1971 Old kayaks in the Netherlands. Medelingcn van het Rijksmuseum voor Volkenkunde, Leiden, nr.17. 140 [7] Tiderida, van Eskimo tot Groenlander. [Tiderida, fra eskimo dl grønlænder]. Den Haag: Staatsuitgeverij. Tiniteqilå, een straatloze jagersgemeenschap op Oost- Groenland. [Tiniteqilå, et gadelost jægersamfund i Ost-Grønland], I: De straat. Ø.Leering,ed.) Eindhoven: Van Abbemuseum: 39-42. 1972 Mozes Akipe, een opvallende Groenlander. [Mozes Aki- pe, en opsigtsvækkende grønlænder]. Verre Naasten Na- derbij vo.6 nr.2: 39-50. Ethiek en het verzamelbeleid van anthropologische musea. [Etik og de antropologiske museers indsamlingsarbejde]. Sociologische Gids vol.19, nr.5-6: 308-320. Het is rot, maar het geeft niet (ajorpok kisiek ajingilat); verhalen van de Inuit, [det er skidt, men det gør ikke noget (det er skidt men det er godt nok); Inuits fortællin- ger). Raster vol.6 nr.3: 330-338. Change in a hunting community of East Greenland. Folk vol.14-15: 163-204. Etnografisk forening, Kbhvn. 1973 Eskimo's of Inuit. I: Informatte (J.H.Bakker et al., eds.), Gorinchem: De Ruiter: 1-13. 1974 Groenland in de maalstroom van verandering. [Grøn- land i forandringens malstrøm]. Verre Naasten Naderbij vol.8 nr.2: 49-64. Ethics and the acquisition policy of anthropological museums. I: Current Anthropology in the Netherlands (P.Kloos & H.J.M.Claessen, eds.). Rotterdam: Anthro- pological Branch of the Netherlands Social and Anthro- pological Society: 156-165. 1975 Mitårtut, winterfeast in Greenland. Objects et mondes vol.15 nr.2: 159-168. Paris. 1976 Leadership and headship; changing authority patterns in an East Greenland hunting community. Mededelingen van het Rijksmuseum voor Volkenkunde, Leiden vol.20. Leiden. 1977 Continuity and discontinuity in culture. Camparisons between hunting communities of Northwestern and Eastern Greenland. I: Continuity and discontinuity in the Inuit culture of Greenland. Groningen: Arctic Centre, University of Groningen: 85-103. 1978 Continuity and discontinuity in culture. Comparisons between hunting communities of northwestern and Eastern Greenland.I: Actes du XLIIe Congrés Interna- tional des Américanistes (R.Gessain & J.Robert-Lam- blin, eds.). Paris: Musée de l'Homme: 59-66. Lejders en gezagdragers. [Ledere og magthavere]. Verre Naasten Naderbij vol.2 nr.l: 11-25. Changes in social habits caused by new elements of material culture. I: Consequences of economic changes in circumpolar regions (Boreal Institute for Northern Studies, Occasional publication vol.14; L.Muller-Wille et al., eds.). Edmonton: Boreal Institute for Northern Stu- dies: 37-43. Traditionelt lederskab og grønlandsk selvforvaltning. Grønland nr.9: 249-263. Charlottenlund. og Afke Koek: Eskimo's.I: Verre Volken/fjerne folk (J.Buttinghausen et al., eds.). Amsterdam: Uitgeverijn Amsterdamboek: 85-112. 1980 Improvisation and innovation. Social consequences of material culture. I: From fieldcase to showcase. Re- search, acquisition, and presentation in the Rijksmuseum voor Volkenkunde (W.R.van Gulik, H.S. van der Straa- ten & G.D.van Wcngcn, Eds.). Amsterdam/Uithoorn: J.C. Gieben: 113-122. 1981 Varanderingsprocessen in een Oost-Groenlandse jager- smaatschappij. [Forandringsprocesser i et østgrønlandsk jægersamfund]. I: Natuur als toeverlaat/Natur som til- flugt. (Tj.Deelstra, Ed.). Delft: Delftse Universitaire Pers: 61-77. 1983 og Emil Rosing: Qajatoqqat pukkitsormiumiitut (Hol- land) Kalaallit Nunaata Katersugaasiviata Naqitertita — Grønlands Landsmuseums Skrifter nr.l. Nuuk: Grøn- lands Landsmuseum (Oversættelse ved Carl Chr.Olsen af Old Kayaks in the Netherlands, 1971). 1984 Voorwoord. (Forord). I: Over leven en overleven. Cul- turveranderingen in de poolgebieden. [At leve og over- leve. Kulturforandringer i polområderne]. (G.W.Nooter, ed.). Den Haag: Staatsuitgeverij: 7-9. Foreword. I: Life and survival in the arctic. Cultural changes in the polar regions (G.W.Nooter, ed.). The Hague: Government Publishing Office: 7-9. 1884-1984, Honderd jaar verandering in Oost-Groen- land. [1884-1984, Hundrede års forandring i Ostgrøn- land]. I: Over leven en overleven. Culturveranderingen in de poolgebieden (G.W.Nooter.ed.). Den Haag: Staatsuit- geverij: 123-146. 1884-1984. A century of changes in East Greenland. I: Life and survival in the arctic: Cultural change in the polar regions (G.W.Nooter, ed.). The Hague: Govern- ment Publishing Office: 121-144. 1986 Kinderspel een brug voor archeologen en antropologen? [Børneleg en bro for arkæologer og antropologer?] I: Te rade gaan bij die het weten; ethno-archeologisch onder- zoek in en vanuit Nederland. (G.W.Nooter et al., eds.). Utrecht: Stichting voor Ethno-Archaeologisch Onder- zoek Nederland: 62-69. Wonen in het vriesvak van de aarde. [At bo i jordens kul- deområde]. Tribaal vol.26: 19-21 1987 Rouwrituelen onden de Indianen van Noord-Amerika. [Sørgeritualer blandt indianere i Nordamerika], I: De jaargetijden van de mens (P.L.F.van Dongen, Th.JJ.Ley- kenaar & K.Vos, eds.). Leiden: Rijksmuseum voor Vol- kenkunde: 81-84. Mourning rites among the North American Indians. I: The seasons of humankind (P.L.F.van Dongen, Th.J.J.Leyenaar & K.Vos, eds.). Leiden: Rijksmuseum voor Volkenkunde: 81-84. Positionele successie bij de Inuit van Oost-Groenland. [Positionel arvefølge blandt inuit i Ostgrønland]. I: De jaargetijden van de mens (P.L:F.van Dongen, Th.J.J.Leyneaar & K.Vos, eds.). Leiden: Rijksmuseum voor Volkenkunde: 85-88. Various contributions to Topstukken uit het voor Vol- kenkunde/Masterpieces from the National Museum of Ethnology (P.L.F.van Dongen, M.Forrer & W.R.van Gulik, eds.). Leiden: Rijksmuseum voor Volkenkunde. 1988 Some recent developments in the Ammassalik district East Greenland. Folk vol.30: 215-229. Etnografisk for- ening. Kbhvn. 1991 The East-Greenlanda kayaks. I: Contributions to kayak studies (Canadian Ethnology Service, Mercury Series vol.122. (E.Y.Arima et al., eds.)., Hull: Canadian Muse- um of Civilization: 319-348. 141 [8]