[1] »Danskere i Grønland« - i det 18. århundrede Af H. Ostermann ved Finn Pedersen H. Osurmantt Danske i Grønland i det iS.aarhundrede ffyr NrJai Firtq jlnHtt B*ni Med Hans Egedes ankomst til Grøn- land i 17 '21 var en kolonisering af Grøn- land igangsat. En kolonisering, som kom til at ændre den oprindelige befolk- nings livsform og tankegang ganske betydeligt. En lang række danske mis- sionærer, købmænd, kirurger og hånd- værkere trodsede landets hårde vilkår og forsøgte at gøre landet til et »kri- stent« økonomisk rentabelt handelsom- råde. Kolonier blev oprettet og nedlagt igen, fordi de var økonomisk urentable, for så senere at blive genoprettet i håb om ukendte muligheder. I bogen »Danskere i Grønland« — i det 18. århundrede, skrevet af historikeren H. Ostermann, udgivet i 1945 på Nyt Nor- disk Forlag, kan på 400 sider læses en omfattende beskrivelse af 1 1 1 personer, som i 1700-tallet markerede sig særligt i bestræbelserne på at gøre den oprinde- lige befolkning kristne og landet til en god forretning for Danmark. Alle nav- nene er suppleret med fødselsdata, dødsdata, uddannelsesdata, familierela- tioner, ægteskaber, personlige tempera- menter, opnåede aktiviteter og resulta- ter eller mangel på samme samt mange andre underbyggende data. I bogen er der desuden en kortfattet beskrivelse af 43 andre navne, som har haft markeret betydning, ligesom der er indflettet mere end 500 andre personer med familiære eller uddannelsesmæs- sige relationer til de barske kolonister. Derimod er der ikke mange oplysninger om den indfødte befolkning, hvilket så heller ikke har været bogens hensigt. Barske kolonister er måske et mildt udtryk. Gennem bogens indhold, som uden tvivl er baseret på en grundig hi- storisk efterforskning, får læseren en Finn Pedersen er født i Odense i 1935. Tog efter 13 år i erhvervslivet og et ophold på Thule Air Base lærereksamen ved Nr. Nissum Seminarium i 1967. Samme år ansat ved Det Grønlandske Sko- levæsen med placering som skoleleder i Claus- havn/Ilimannaq; 1972 som lærer i Ilulissat/|a- kobshavn; 1975 som skoleleder i Qeqertarssuaat- siaat/Fiskenæsset; 1977 som viceskoleinspektør i Uummannaq. Oprettede i perioden 1984-88 et kommunalt museum i Uummannaq og ansat som leder af museet 1988-90. Fra sept.1990 ansat ved Det Grønlandske Hus i Odense som kultur- og informationsmedarbejder. 142 [2] Frederikshåb 1835. Hl. fra »Danske i Grønland«. fantastisk indsigt i, hvilke strabadser det indebar at være dansk i Grønland i 1700-tallet. Det var absolut ingen dans på roser. Fattigdom, sygdom, hårdt ar- bejde og et liv i nød, ensomhed og ar- mod, ja ofte med døden til følge, var de hårde betingelser, som mødte de em- bedsmænd, der blev sendt til Grønland. Det barske klima, kombineret med dårlige boliger, proviantmangel og må- ske en begrænset helbredsmæssig til- stand, nedbrød mange af de danske, der tog til Grønland. Specielt ramte syg- dommen »skørbug« en stor del af de udsendte. Der var langt mellem perso- ner med lægelige kundskaber, hvilket heller ikke havde været til nogen nytte ved skørbug, som jo var en følge af mangel på varieret kost, specielt en mangel på C-vitaminer. Mange af de personer, som blev ramt af skørbug, der giver en kraftig svækkel- se af den syge, klarede sig gennem vin- teren på mirakuløs måde og kunne så forlade landet den efterfølgende som- mer med eller uden tilladelse fra ansæt- telsesmyndighederne. Men der var også mange, som ikke nåede tilbage til Dan- mark. Eksempelvis ansøgte missionær Tho- mas Viborg i 1781 om tilladelse til hjem- rejse, fordi han i flere år havde været ramt af skørbug. Han fik afslag og døde i Grønland i februar 1783. Det forventedes af de ugifte udsendte, at de skulle forblive i landet i 6 år, og at de gifte skulle være der i 10 år. Dertil kom, at en ansøgning om hjemrejse ofte skulle forelægges et år forud på grund 143 [3] af de få skibsforbindelser, der forbandt Grønland og Danmark. Ud over selvsagt afsavn fra familien i Danmark blev de udsendte ofte ramt af store familiære afsavn fra deres nærme- ste familier som koner og børn. Eksem- pelvis rejste missionær Andreas Ginge i 1787 til Danmark for at ordne nogle chikanerisager mellem ham og en sær- deles stridbar inspektør i Godthåb. Gin- ge efterlod sin hustru i Grønland og genså hende først i 1788. Allerede i 1791 var de igen adskilte, idet Andreas Ginges hustru rejste hjem på grund af svigtende helbred. Hun nåede kun til Bergen i Norge det år. Først i 1792 mødtes Andreas Ginge og hans hustru igen i København. Generelt var boligforholdene meget ringe. Om proviantforvalter Johan Sech- mann Fleischer berettes blandt andet om hans boligforhold i 1726 følgende: Alle de nyankomne måtte leve i telte til langt hen på efteråret. Det varede så længe, inden husene kom under tag og blev beboelige, at marken var snedæk- ket, og teltene, hvori de boede, var »nedsneede«. Og da de så omsider kun- ne flytte i hus, var der ikke brændsel nok til at få de nybyggede og fugtige husrum tørret. Et andet eksempel var missionær Niels Hveysells boligforhold i 1787. Det berettes: Hveysell havde en elendig bo- lig i Sukkertoppen, hvilket nedbrød hans helbred, hvorfor han ansøgte kollegiet om at måtte nøjes med at blive 6 år der- oppe, hvilket dog ikke kunne tillades, da gifte missionærer skulle være 10 år i landet. — Han havde kun et eneste lille værelse at bo i med kone og børn, og kunne ikke engang få et pulterkammer Kolonien Ritenbenk i det 18. århundrede. 111. fra »Danske i Grønland«, 144 __________________ [4] Hvalfangst- og handelslogen Arveprinsens Ejland. 111. fra »Danske i Grønland«. eller skur at stille sine proviantkasser hen i. Ofte boede missionærerne i samme hus, som købmanden, assistenten og mandskabet. Det må virkelig have stillet uoverskuelige krav til omgængelighed. Beretningerne fortæller da også om mange stridigheder og magtkampe, som kunne overgå til direkte had og ned- brydning af ethvert samarbejde. Således fortælles for eksempel om købmand Frederik Kragstedt, at han i Sukkertop- pen i 1788 »ikke kom godt ud af det med kolonimandskabet, som ovenikø- bet engang overfaldt ham på åben mark til stor forargelse for grønlænderne«. Nød og elendighed kombineret med dårlige boligforhold og magtkampe samt underlagt en utrolig nedværdigen- de ansættelsesmyndigheds manglende interesse for den menneskelige faktor i koloniseringen, har krævet en nærmest uopnåelig fysik af de udsendte danskere i 1700-tallet. Mange bukkede da også under i Grønland og nåede aldrig tilba- ge til en mere afslappet fremtid. Mange af de danske, som nåede tilbage til Dan- mark, var fysisk og psykisk mærkede for resten af livet. Dertil kom, at de ofte kunne gå flere år uden at kunne få stil- ling i Danmark, og en del af dem var til- med blevet direkte fattige og gældsatte under opholdet i Grønland. Der er ek- sempler på, at nogle af danskerne efter et par års arbejdsløshed i Danmark har valgt at tage tilbage til Grønland, blot for at få noget at lave, uanset de ringe forhold, der blev budt på. Ansættelsesmyndighederne så helst, at de udsendte var ugifte før udsendel- sen til Grønland. Derfor blev mange af missionærerne og handelsfolkene da 145 [5] også Først gift i slutningen af deres 30- års alder. Men en del af de ugifte unge mænd fandt sig en indfødt kæreste, som de ønskede at blive gift med. Det var imid- lertid ilde set af de ansættende myndig- heder samt af mange af missionærerne. Var den udvalgte grønlænder ikke døbt, så ville missionærerne heller ikke vie par- ret, hvilket så bevirkede, at de måtte leve i »parforhold«, som absolut ikke var vel set på den tid. Mange af de udsendte måtte~give afkald på rettigheder som fri hjemrejse, stillingsforfremmelse, løn- forbedring og meget andet, uanset om de var blevet viet til deres udvalgte »grøniænderinde« med missionærens velsignelse. Det fortælles om købmand Frederik Kragstedt, at han i 1789 »ansøgte om til- ladelse til at gifte sig med en grøniæn- derinde« . Han fik afslag, og inspektøren afsatte ham fra sin stilling og hjemsend- te ham, selv om han blev betegnet som en meget dygtig købmand. I beretningerne er der noget, der tyder på, at en efterkommer fra et dansk/grønlandsk ægteskab nærmest blev betragtet som nationalløs. Sådanne efterkommere blev betegnet som »blan- ding« og nedværdigende behandlet som sådan. De stod altid bagest i køen, når der skulle ansættes. Næsten alle udsendte fik intensivt kur- sus i grønlandsk, inden de udrejste. Mis- sionærerne ofte i op til 3 år. Undervis- ning i grønlandsk i Danmark var blevet muligt, efter at Hans Egede selv tilegne- de sig det grønlandske sprog og senere gjorde store anstrengelser for at uddan- ne tilkommende danskere i sproget, ligesom han også tilstræbte, at så mange grønlændere som muligt fik lært det danske sprog. Ikke alle de udsendte blev dog lige dygtige til sproget grønlandsk. Vice- provsten i Sydgrønland, Thorhallesen, siger i 1768 om missionær Hans Jæger, at han »var kommet temmelig godt efter sproget, især hvad grammatikken an- går«. Om præst Berthel Larsen berettes der i 1739, at han »blev meget hurtigt sprogdygtig og fik det vidnesbyrd af grønlænderne, at han var den eneste, de rigtig kunne forstå, når han talte med dem eller holdt morgen- og aftenandagt med menigheden«. Ved koloniseringen var der 2 hoved- temaer, som havde lige meget bevågen- hed, nemlig missionering og udvikling af handel. I langt de fleste tilfælde gik disse to forhold meget fint op i en en- hed, idet handelsfolkene for det meste var religiøse og derfor havde et udmær- ket forhold til de opsendte missionærer og præster. Desværre er der ikke beret- tet meget om, hvordan den indfødte befolknings syn på disse brave danskere har været. Utroligt, at en lille »håndfuld« fremmede har kunnet udøve så meget magt og overtalenhed, at et helt sam- funds befolkning kunne ændres i både religiøs tankegang og daglig livsstil. Det har sikkert ikke altid været særligt rart for den oprindelige befolkning. 146 [6]