[1]
LÆSERNE OG REDAKTIONEN
»Verden som helhed bør
eskimoiseres«
Uddrag af et efterladt brev fra William Thalbit^er til Erik Holtved, dateret 23.2.1947
I redaktionens gemmer er et sirligt
håndskrevet brev fra William Thalbitzer
til Erik Holtved dukket op. Det er date-
ret 23.2.1947, poststemplet 24.2., og via
»Royal Danish Legation« i Washington
videresendt 3.3. fra »Arctic Section, U.S.
147
[2]
Jf£&<ié*^x
Weather Bureau« til Thule, hvor Erik
Holtved 1946-47 fortsatte sine under-
søgelser fra 1935-37.
Som verdens første professor i faget
Eskimologi var Thalbitzer (1873-1958)
på det tidspunkt gået på pension, men
han underviste dog stadig ved universi-
tetet i København, hvor Erik Holtved
(1899-1981) fra 1951 til 1968 overtog
professoratet. Mens Thalbitzer hoved-
sageligt havde sit virke i Østgrønland,
fandt Holtveds feltarbejde især sted
blandt polareskimoerne i Thule. En
udførlig omtale af begges store arbejds-
indsats og betydning for det fortsatte
videnskabelige arbejde i Grønland er at
finde i et 64 sider stort temanummer
»Tusaat — Forskning i Grønland«, nr. 2-
3/95r udgivet af Dansk Polarcenter,
148
redigeret af eskimologen Inge Kleivan.
Publikationen er forlængst udsolgt, men
interesserede kan forhåbentlig med lidt
held finde den på biblioteker.
Det omtalte brev, der begynder:
»Asassara suleqatiga Erik Holtved«
(Min kære arbejdskollega) og slutter
med »Alle gode ønsker, Deres hengivne
WUl. Thalbitzer«, er en tak for telegram
og blomster til Thalbitzer's og hans
kones fødselsdage, men som det frem-
går har den aldrende professor i det pri-
vate brev ikke kunnet lade være med at
skrive lidt om, hvad der med hensyn til
Grønland lå ham på sinde.
...Formodentlig ser De noget mere moderne på
dem md vi (el. Jeg) gor, endskont vi gærne vi t
forsage atfdlge med. Efterkrigstiden vil sætte
w
vil
et
[3]
nytprægpå grønlænderne, deres kultur og ind-
stilling til den nye verden. Gronland er nu mere
åbent end det har været nogensinde for. Dertil
bidrager moderne trafik, radio og politik —
uimodståelige magter. Alligevel, det (de) admi-
nistreres —fra Danmark, indtil videre. De få
mennesker skutte ikke synes at betyde meget i
^/            ^       o
<&« J/øre verden. Derom gorjeg mig dog mine
egne tanker. Jeg tror at navnet Eskimo (Inuk-
Inuit) har en magisk klang verden over: Hvis
dette folk selv ville fastholde sit væsen, sit sprog,
sin særegne sjæl (arvetfra forfædrene), er deres
stilling (geografisk og historisk) ganske mærke-
lig og uimodståelig, de har h La. naturforholde-
ne bag sig, isolationen og sagnene om deres
opdagelse (akt. opass.). (aktivt og passivt).
Derfor har jeg (med Rink ogfl. tilforbille-
der sogt at hævde dem (gronlænderne) som et
folk, en nation med sine egen nationalitets sær-
mærker, og blod - og her er noget at kæmpe f or.
Jeg har tænkt at denne kamp må fores så
diplomatisk, at den ikke vækker modsigelse,
navnlig ikke tirrer verdenspressen. En udmær-
ket forkæmper og forbundsfælle var Knud
Rasmussen. Han har i vor tid gavnet denne
tanke uvurderligt. Den er muligvis allerede der-
ved blevet en realitet i verdensbevidstheden.
Ingen har bedre end han styrket ryet (rygtet?)
om Danmarks kulturmission i Gronland, han
har ialfaldgivet det en impetus i vor tid som til-
læg til det tidligere, der vel især skyldtes Hans
(og Paul) Egede.
Diskutionen igronlandspolitik drejer sig nu
om de indfodtes egen organisation, deres uddan-
nelse og handelspolitik. Det synes klart at de
(de bedst begavede) må forsage at lære et ver-
denssprog el. to, ligesom vi andre herhjemme —
som alle små nationer må. Men ligeledes vigtigt
149
[4]
Erik Holtved i felten.
synes mig dette, at de fastholder deres »moders-
mål« og sb'ger kontakt med de vestlige stamme-
frænder i Canada og Alaska. Et stort Inuit-
forbund bor tilstræbes —ja, i mit stille sind
tilfojer jeg fantastisk: Inuitracen har et for-
spring, den hvide race går vel sin undergang
imøde, og verden som helhed bor »eskimoise-
res«. Ønskedrbm!
150
[5]
William Thalbitzer fotograferet af Elfelt i København.
Jeg kunne tænke mig, om jeg får lov, at
grundlægge en fælleseskimoisk ordbog af lidt
mere omfattende (og kritisk) karakter endjen-
ness's. Hans ordbog er ganske vist nyttig, men
så langt fra fuldstændig. Vi ville kunne frem-
bringe en kvalitetsvare, en sammenlignende
ordbog af en hbjere standard, især ud fra det
gronlandske sprogs righoldige dialektmateriale.
151
[6]
Både De ogjeg og flere andre danske har op-
magasineret materiale,, der ville fortjene den
skæbne at blive fundament for et fælles-eski-
moisk sammenlignende leksikon. Tænk over
det!
Den unge William Thalbitzer. Foto: H. J. Barby.
William Thalbitzers ønskedrøm, om at
verden som helhed burde »eskimoise-
res«, er som bekendt langt fra blevet
realiseret. Men at de tilsammen omkring
100.000 tilbageværende inuit i Grøn-
land, Canada, Alaska og Sibkien føler et
nært slægtskab, har især efter oprettel-
sen af ICC (Inuit Circumpolar Confe-
rence) i 1977 været indlysende. I be-
stræbelserne for at bevare det sårbare
arktiske miljø og polarfolkenes etniske
identitet er det naturligt, at de fleste,
især unge grønlændere, søger kontakt
med deres stammefrænder i vest. Ad-
skillige bl.a. universitetsuddannede og
studerende grønlændere er da også nu
tresprogede (grønlandsk, dansk og
engelsk).
I 1979 blev så hjemmestyret indført,
og siden da er en lang række vigtige
administrative opgaver klaret fra Grøn-
land.
Hvad angår den fælleseskimoiske
ordbog nåede Thalbitzer og Holtved
ikke at færdiggøre deres store arbejde,
men deres omfattende materiale blev
senere til gavn for udarbejdelsen af den
store komparative proto-eskimoiske
ordbog, udgivet af Fortescue, Jacobsen
og Kaplan i 1994.
152[7]