[1] Døde sandheder og levende myter Af Edmund Carpenter Oversat af Rolf Gilberg. Originaltitel »Deatb Truth, Live Myth«, European Revieiv of Native American Studies, ll(2):27-29). (Frankfurt am Main 1997). Baggrund Teorien om at paleolitiske folk, særligt magdalienkulturens folk, har overlevet frem til moderne tider i form af eski- moer, blev først foreslået af William Boyd Dawkins i 1866. Han udvidede sin teori i 1874 og 1883. Han sammen- lignede magdalienkulturens redskaber, som Christy (1864) ogLartet (1866) har fremlagt, med eskimoernes redskaber, som han kunne læse om hos Ross (1819, 1835), Parry (1821, 1824) og Lyon (1824,1825). Dawkins bed mærke i at begge folk behandlede gravlagte lig og knogler på uhøjtidelig vis. Han an- tog, at magdalienkulturens jægere hav- de fulgt rensdyr og muskusokser nord- over i takt med, at istidens is smeltede bort. I 1889 beskrev L. Testut en paleoli- tisk hjerneskal - fundet i Chancelade i Frankrig — mere som værende eskimo- isk end cromagnon i udseende. Snart blev det synspunkt godtaget, at eski- moer, i blod og kultur, nedstammede di- rekte fra magdalienkulturen. Man be- tragtede eskimoerne som være blevet »låst fast« på et tidligt evolutionært stade. Så sent som i 1924 udvidede W. J. Sollas denne teori i en populærviden- skabelig bog, »Oldtidens jægere og de- res moderne repræsentanter«. De amerikanske antropologer Franz Boas og Åles Hrdlicka var uenige med denne teori. De tvivlede på Testuts kon- klusion og betragtede hans teori som ra- cistisk. Boas og Hrdlicka ledte efter yderligere vidnesbyrd. Der fandtes alle- rede en hel del oplysninger om eski- moer i almindelighed. Men polar- eskimoerne, verdens nordligstboende folk, havde længe været meget isoleret, og de blev betragtet som noget særligt, en slags levende fossiler. Da den første kontakt mellem dem og den hvide mand fandt sted i 1818, betragtede de sig selv som det eneste folk i verden. De kendte ikke til bue og pil, kajakbygning og -brug, og nogle andre træk som var typiske for eskimokulturen andre ste- der. Edmund Carpenter er antropolog og kunsthisto- riker. Han har udført feltarbejde blandt arktisk Canada og Alaska. De i denne artikel omtalte por- trætbuster var en gave til Qaanaaq Kommune fra Rock Foundation. Edmund Carpenters adresse er: Rock Foundation, 222 Central Part South, New York, New York zip, USA. 175 [2] I dag tror man, at polareskimoernes forfædre er vandret fra området om- kring Mackenzie Flodens udløb i Ishavet til Nordgrønland i forholdsvis sen tid. Vandringen har strakt sig over flere år, og undervejs kan alle gamle mænd være døde af sygdom eller ulykke, og med dem er vigtig teknologisk viden gået tabt om brugen af kajak og bue og pil. Dette er et tilbageblik med den viden vi harl dag. Tilbage i 1890'erne forblev polareskimoeme et mysterium. Den amerikanske opdagelsesrejsende, flåde- officeren Robert E. Peary, var dengang i kontakt med dem. Han blev derfor bedt om af Boas at invitere en polareskimo som informant med til New York, så man kunne lære mere om dette folk. Peary havde brug for opmærksomhed og bragte 6 polareskimoer med sig til New York i 1897 til fremvisning på en udstilling. Eskimoer havde været udstillet ved flere lejligheder i Europa så tidlig som i 1600-tallet, for eksempel blev 4 grøn- lændere bragt til Danmark i 1654 for at blive fremvist for Kongen. London ud- stillede en flok eskimoer i 1820'erne. Andre eskimoer blev udstillet i New York i 1863 og endnu andre i Chicago 1893. Mindst 3 forskellige eskimogrup- per var på turné i Europa i 1870'erne. En af disse grupper, som kom fra Labrador, mistede alle sine deltagere på grund af sygdom, mens den turnerede i Europa. Dødeligheden var også stor for vesterlændinge, som drog til arktis. For hver eskimo, som blev begravet i Euro- pa eller i USA før år 1900, fandt mange flere europæiske opdagelsesrejsende og hvalfangere deres grav i det arktiske nord. Alligevel valgte mange vester- lændinge frivilligt at drage nordpå og mange eskimoer at tage sydpå. I New York fungerede »Peary«s 6 eskimoer som informanter om etno- grafi og sprog (Kroeber 1899, 1900). Der blev taget antropometriske mål på dem, lavet afstøbninger af deres krops- dele og modeleret buster af dem. Da 4 af dem døde, blev deres skeletter op- målt, og de blev opduceret, for at se om de indvendig så anderledes ud (Hrdlicka 1910). Resultaterne fra disse undersøgelser kastede tvivl på Dawkins teori og gav Boas mulighed for at bekæmpe racisme. Alligevel behandlede pressen hele af- færen som ren underholdning, show biz, journalisternes egen forretning. De beskrev ting, som ikke var sket. De und- lod at omtale ting, som var sket. De lat- terliggjorde videnskabsmændene. Hun- drede år senere har intet ændret sig. 1897- 1997 Efteråret 1897 ankom Peary til New York fra Kap York med en 90-100 tons tung meteor jernsten og 6 polareski- moer. Inden der var gået et halvt år, var 4 af dem døde af tuberkulose. En blev sendt tilbage sommeren 1898. Den sid- ste og yngste, drengen Minik, blev adopteret af en amerikansk familie i New York. Senere tilbragte han en tid (1909-1916) i sit hjemland, men valgte igen at tage til USA, hvor han døde i 1918. Miniks historie er omhyggeligt fortalt i Rolf Gilbergs bog »Mennesket Minik«, mindre korrekt i Kenn Harpers bog »Giv mig min far igen« (Give me my 176 [3] father's body) og meget overfladisk i Philip Lauritzens bog »Myten om Mi- nik«. Harper synes at have skrevet sin bog med henblik på en spillefilm. Til det formål godtager han sensations avisers omtale af Miniks opdagelse af sin fars skelet udstillet i en montre på Det Na- turhistoriske Museum (American Mu- seum of Natural History) i New York. Der er dog intet belæg for, at dette i vir- keligheden skete. Men det giver Harper inspiration til bogens titel og den cen- trale scene i en kommende film. I 1992 hørte jeg, at nogen havde er- hvervet filmrettighederne. Derfor til- skyndede jeg Det Naturhistoriske Mu- seum til at sende knoglerne af de 4 polareskimoer tilbage. Det var museet ivrig efter at gøre, men først måtte der foreligge et formelt krav om tilbage- levering fra slægtninge eller lokale myn- digheder. Breve til Thule gav intet resul- tat. Museumsinspektør Jørgen Meld- gaard fra Danmarks Nationalmuseum og jeg rejste til Nord Grønland og holdt møde med borgmesteren i Qaanaaq, byen, hvor efterkommere af de 4 polar- eskimoer boede. Alle parter ønskede at undersøge sagen nærmere, men ingen udtrykte interesse for knoglerne. Til sidst, 9 måneder senere, efter aftale med den grønlandske biskop, bad den lute- ranske kirke i Qaanaaq om at få knog- lerne tilbage. For at spare tid og penge, bad jeg U.S. Air Force om at transportere knoglerne via McGuire militær lufthavn, som lig- ger nær New York. Fra McGuire går der ugentlige fly til Thule Air Base. Fire bu- ster, som i sin tid var modeleret i natur- lig størrelse af de levende, og fire små kister, som Det Naturhistoriske Mu- seum havde fremstillet, fyldte kun en halv m3, næppe noget problem for et Hercules fragtfly, som endda ofte fløj halvtom. Denne simple anmodning fremkaldte latterlige telefonopkald fra base til base på tværs af landet. Den person, som var ansvarlig for fragt i McGuire tog aldrig telefonen, var »lige gået«, eller »talte i en anden telefon«. Til sidste ringede jeg til lufthavnens øverste ledelse. Han tog te- lefonen. »Major...« , sagde jeg, »tager ikke sin telefon.« Få øjeblikke senere hørte jeg hendes vrede stemme, som afskar al form for tænkbar hjælp. Så ringede jeg til en assisterende sekretær i luftvåbe- nets kontor i Washington DC. »Hvem var Peary?« blev der spurgt. »Den berømte admiral i den amerikanske 'e!« »Så er det et flådeproblem. Det er ikke vo- res knogler, Gamle Mand«, blev der svaret og røret smækket på. Det Kongelige Danske Luftvåben løste problemet i løbet af få timer. Meldgaard og jeg modtog knoglerne på Thule Basen og rejste videre med dem til Qaanaaq. Knoglerne af Qissuk, Nuk- taq, Atangana og Aviaq blev begravet 1. august 1993 på Qaanaaq kirkegård. Den 1. august 1993 var en fantastisk smuk dag, en af de dejligste jeg har oplevet i det arktiske. Qaanaaq ligger på en syd- vendt skråning ned til Inglefield Fjor- den med udsigt til isbjerge, strandet på en banke ud for byen. Isbjerge flød en- somme ud mod havet. Kajakmænd på fangst kunne ses med det blotte øje på 177 [4] Qissuk, Miniks far. Foto: American Museum of Natu- ralHistory 1897. det blanke hav. En dreng øvede sig i ka- jakroningens vanskelige kunst nær bredden. Unge mennesker var samlet på stranden. Familier pakkede grej i åbne motorbåde for at tage ud til deres som- merpladser. Alligevel var omkring 100 mennesker mødt op for at deltage i begravelses- ceremonien. Fra et kapellignende annex ved kirken blev de små kister båret ind i den lyse moderne kirke, hvis ene side^ helt i glas, vender ind mod bjerget; den anden side, også helt i glas, vender mod havet. Kirkegangen flankeret af levende lys. Præsten havde en traditionel lute- ransk præstekjole på med hvid stiv krave. Gudstjenesten sluttede med at båre- bærerne bar kisterne ud af kirken til en ventende lastbil. Menigheden fulgte ef- ter lastbilen, som langsomt kørte den halve kilometer til kirkegården med de mange hvide kors og de farvestrålende kunstige blomster. Der var 3 personer, som talte ved bisættelsen: Pastor Hans Johan Lennert, borgmester August Eipe og jeg selv. Uddrag af Edmund Carpenters tale 1. august 1993 ved gravsætningen på Qaa- naaqs kirkegård: Jeg bringer hjertelige hilsner til befolk- ningen i Qaanaaq fra bestyrelsen og ad- Nutaq, Miniks mormors mand. Foto: American Mu- seum of Natural History, 1897. 178 [5] Atagana, Miniks mormor. Foto: American Museum of Natura! History, 1897. ministrationen for det Naturhistoriske Museum i New York. Naturhistoriske museer blev grundlagt i den tro, at alt liv tilhører en fælles orden som styres af et fælles princip. Det er desuden en opfat- telse, at videnskab kan bidrage til at for- bedre menneskehedens vilkår. For at opnå dette, søger videnskabsmænd op- lysninger overalt i verden. Det var i denne ånd at folk herfra for hundrede år siden besøgte New York. Der bidrog de med viden om deres kul- tur og tro. De levede ikke længe nok til at forstå vigtigheden af deres bidrag, men det gør vi i dag, og det må vi ikke glemme. Vi er samlet her i dag til ære for de, som gav deres liv for videnskaben. Fællesgraven blev så kastet til, og der blev rejst et kors på graven, lagt blom- ster ved dets fod og sat en bronce plade Aviaq, Nutaqs datter. Foto: American Museum of Na- tura! History, 1897. 179 [6] Qaanaaqs kirkegård med graven for de 4 der døde i Amerika. Foto: Adelai de Menil, 1993. på, hvis indskrift begyndte med: »De er vendt tilbage...« På dette tidspunkt gav alle hånd til alle. Vi vendte tilbage til byen, hvor vi sad i smågrupper og talte om det, vi netop havde oplevet. »Hvad synes du«, spurgte min kone Adelaide Miniks sidste overlevende slægtning Qaqqutsiaq, »om at knoglerne er kommet tilbage?« »Hvis det er, hvad de [museumsfolkene i New York] ønskede, så er det i orden. Hvis de [knoglerne] var blevet, hvor de var [AMNH i New York] så var det også i or- den«, sagde han efter en lang pause. »Må jeg optage på bånd, at du siger det?« »Nej!Jegskal snart dø [Han var 94 år] og jeg ønsker ikke, at min stemme bliver tilbage, og der må heller ikke tages fotos af mig. Jeg øn- sker intet af mig efterladt efter min død.« Denne holdning kommer fra traditio- nelle eskimoers tro på reinkarnation. De betragtede alt liv som værende evigt, udspillet i denne verden og ingen andre. 180 Den døde, siger de, er altid hos os, rein- karneret i en ny krop. Strenge taburegler sikrer genfødsel. Knoglerne er uden be- tydning. Lige før Atangana døde i New York foråret 1898, bad hun om ikke at få lagt for store sten på graven, så hun ikke kunne trække vejret. Hun ønskede ikke at blive begravet i jord, og hun øn- skede ingen kiste. Nutaq forlangte at hans kone blev begravet på den måde, hun ville være blevet, hvis de var hjemme. Reinkarnation versus opstandelse 1822 blev den engelske opdagelsesrej- sende William Parry chokeret ved at op- dage, at hunde åd af de nybegravede lig. Han blev endnu mere chokeret over eskimoernes manglende reaktion på hans protester. En anden opdagelsesrej- sende har fortalt, at han har set et barn lege med et kranium. Ofte har jeg set, li- gesom rejsende så det i Arktis indtil for [7] nylig, menneskeknogler og kranier ligge spredt ved gravpladserne lige uden for lejren. I kristendommen har man den opfat- telse at krop og sjæl forenes i Himlen el- ler i Helvede. Ligene blev konserveret for at hjælpe med genforeningen. For at forhindre en genforening blev kættere i gamle dage før begravelse brændt eller skåret i stykker og spredt. De før-kristne polareskimoer troede, at det onde i et menneske forblev i liget, som blev begravet med dets få person- lige sager. Qissuk, Nuktaq, Atangana og Aviaq var ikke kristne, men de, som bød dem velkommen tilbage, var det. Derfor følte jeg, at det var på sin plads med en gudstjeneste, og at de 4 blev begravet på kirkegården. Dette gav mening for de nulevende, for derigennem kunne de forenes med de tilbagevendte. Hvis jeg blev spurgt om, hvad der ef- ter min mening adskiller eskimoer fra andre folkeslag, jeg kender, så vil jeg svare følsomhed i forholdet mellem mennesker og gaven til at uskadeliggøre unødvendige problemer. Disse dyder blev fuldt ud fremvist ved denne lejlig- hed. Hele ceremonien var til ære for os. Da jeg spurgte Navarana Harper (tidli- gere gift med Kenn Harper) om, hvad det lille samfund mente om, hvad der var sket, svarede hun: »De var uberør- te!« Jeg er sikker på, at hun havde ret. De ønskede blot at hjælpe os. Før begravelsen fandt sted havde Emil Rosing (direktør for Grønlands Nationalmuseum), Jørgen Meldgaard (museumsinspektør ved Etnografisk Samling, Danmarks Nationalmuseum), min kone og jeg et møde med borgme- ster August Eipe, 3 kommunalbesty- relsesmedlemmer, pastor Lennert og Lise Østerby (kommunaldirektør). På borgmesterkontoret blev buster i natur- lig størrelse af Qissnk, Minik, Atangana og Nuktaq overrakt til byen, hvor de fik en værdig plads på kommunekontoret. Busterne så flotte ud. Jeg foreslog, at vi også skulle forære en buste af Uisaakassak, kendt som »Den Store Løgner«, efter at han havde fortalt i 1898 om, hvad han havde ople- vet i New York. Mit forbehold var dog, at den ville ligne borgmester August Eipe. Folk ville så tro, at borgmesteren havde fået lavet en buste afsig selv, hvil- ket ville være meget ueskimoisk at gøre. August Eipe mente, at man kunne løse det problem uden, at han ville blive hængt ud. Der blev så budt på mad, og hver gæst modtog en lokalt fremstillet tandudskæring i traditionel stil. Året før havde vi haft et møde med vor vært og hans stab for at tale om til- bagesendelsen og begravelsen af knog- lerne. Deres diplomatiske håndtering af denne sag var eksemplarisk. Indtil da- gen før begravelsen, var der mange i byen, som intet viste om disse planer. Forespørgelser udefra blev høfligt igno- reret. Tre udenlandske TV-hold blev mødt med tavshed og blev forsinket, så de løb ud for tid og penge. Kun Grøn- lands eget TV blev. Begravelsen forblev et anliggende for byen, varmt og vær- digt, intet uvenligt ord eller blik. I dage- vis efter begravelsen blev vi inviteret på besøg fra hjem til hjem. Før begravelsen havde vi vist farve- 181 [8] De ældre.ser lysbilledet. Foto: Adelai de Menil, 1993. lysbilleder af 147 farvelagte tegninger kvet i midten af 1890'erne af Albert Operti, Pearys officielle kunstner. Om- kring 30 mennesker kom til fremvisnin- gen. Bagefter gik det fra mund til mund og endnu en forevisning blev stablet på benene. Denne gang var forsamlings- huset fyldt med ældre mennesker. Ingen på første række var under 80 år. Både Pearys søn, Kale, og oldebarn, Robert E. Peåry II, var tilstede, sammen med Matthew Hensons børnebørn. Nogle foreslog, at der måske også kunne være nogle efterkommere fra Operti, som på trods af sine kun 130 cm's højde blev husket som en stor »skørtejæger«. Na- varana Harper råbte: »Alberto!« til den korteste voksne som var tilstede. Han lagde sig på knæene og vraltede frem under latter. Lysbilledforevisningen lignede en sangfestival. Lokale personer på bille- derne blev straks identificeret. En teg- ning angivet som en hvalros i åbent vand nær en klippe gav protester: »Måske en sæl, men i hvert fald ikke en hvalros!« To tegninger af nye grave, hver med en slæde på toppen, en med 5 " hunde, en med een hund, gav anledning til diskussion om ofring af hunde, ind- befattet at man ofrede uønskede hunde i bytte for gode hunde. Ofring af hunde hos polareskimoerne har så vidt jeg ved ikke før været omtalt. Jeg var i Paris flere uger senere, da New York Times bragte en artikel om begravelsen på forsiden. Den blev hur- tigt gengivet i flere europæiske aviser. I løbet af en uge, i kiosk efter kiosk, kunne jeg finde portrætter af Peary og Minik, som stirrede på mig — fra for- skellige aviser, på forskellige sprog, med forskellige bogstaver, men hver gang den samme historie. 182 [9] Edmund Carpenter modtager borgmester August Eipes tak for busterne. Foto: Adelai de Menil, 1993. Begivenheden som aldrig fandt sted. Hovedscenen, hvor Minik opdager sin fars knogler på udstilling, forekom kun i pressen. Bag denne opdigtede beretning var der rigtige mennesker og virkelige begivenheder. Ved at lægge lidt til og ved at trække lidt fra kunne pressens journalister manipulere et mytisk dra- ma, som på den ene side ikke ville dø, og som på den anden side ikke havde rod i virkeligheden. Fra den dag Minik ankom til New York blev han pressens kæledægge. Derefter blev han pressens uvidende men begejstrede redskab. Hans angreb på Peary og Det Naturhistoriske Mu- seum i New York solgte aviser, men der var ingen hjælp for ham selv. Han vendte tilbage til Grønland, og havde han fundet den kone han søgte, ville han nok være blevet. Senere, da han igen var i New York, syntes han at have mistet virkelighedssansen. Hans livs- historie er sørgelig, men indviklet og modstridende, en del af det virkelige liv. En god ting, som kom ud af denne sørgelige historie, forblev ubemærket i pressen. Boas og Hrdlicka kunne afvise den teori, som racister elskede, at for- skellige indfødte folk var strandet på forskellige stadier i udviklingen. Den viden vi har fået fra disse 6 polareskimoer modsagde den racistiske teori. Ingen af de involverede levede dog længe nok til at forstå betydningen af dette, men det gør vi, og vi må ikke glemme det. 183 [10] Præsten taler over de døde, inden kisterne sænkes i jorden. Foto: Ådelai de Menil, 1993. Litteratur Christy, Henry [1864]: Les Cavernes du Perigord. Paris. Dawkins, William Boyd [1866]: Eskimaux tf! tbe South of Gaul. Saturday Review, 6. December. London. Dawkins, William Boyd [1874]: Cave Hunting. London. Dawkins, William Boyd [1880]: Early Man in Britam. London, Gilberg, Rolf [1994]: Mennesket Minik (1888-1918). 680 p. (Espergærde: ILBE). Harper, Kenn [1987]: Gi' mig min for Igen. 273 p. (Fro- bisher Bay: Blacklead Books). Hrdlicka, Åles [1910]: Contributions to the Antbropolog/ of Central and Smith Sound Eskimos. Anthropological Popen of tbe American Museum of Natura! History, 5(2): 177-280 (New York). Kroeber, Alfred Louis [l 89'9]: Animal Taks ofthe Eskimo. Journal of American Folklore, 12(44): 17-23 (New York). Kroeber, Alfred Louis [1899]: Tales of the Smith-Sound Eskimos-Journal of American Folklore, 12(46): 166-182 (New York). Kroeber, Alfred Louis [1899]: The Eskimo of Smith-Sound. Bulletin'af American Museum of Natura! History, 12:265-327 (New York). Lartet, Eduard [1866]: Lame d'ivoire fossile. I^es Annales de science! naturelles, 5(4). Lyon, George [1824]: Tbe Private Journal of Captain C. F. Lyon. London. Lyon, George [1825]: A Brief Narrative of an Unsuccessful Altempt to Reach Repulse Baj. London. Parry, William E. [1821]: Journal of a Voyageforthe Disco- very ofa North- West Passage. London. .P_arry, William E. [l 824]: Journal ofa Second Voyage for the Discovery ofa North- West Passage. London. Ross, John [1819]: A Voyage of Discoveiy, made under the Orders of the Admirahty, ifl His Majesty's ship Isabella and Alexander, for the Pur-pose of Exploring Baffin's Bay, and -mqttinjig inte the probability ofa North-West Passage. 252 p. (London: J. Murray). Ross, John [1835]: Narrative ofa Second Voyage in Search of a North-West Passage. Philadelphia. Sollas, W. J. [1924]: Ancient Hunters and Their Modent Re- presentatives. London. Testut, L. [1889]: Recherches anthropologiques sur le squelette quaftmtam de Chancelade (Dordogne). Lyon. 184 [11]