[1] Grønlandske skinddragter på gennemrejse i København Af Anne Bahnson Samlingen Verdens største og mest varierede sam- ling af arktiske skinddragter fra Grøn- land, Canada, Alaska og Sibirien findes på Nationalmuseets Etnografiske Sam- ling i København. De ældste afdragterne blev indsamlet for mere end 150 år siden, men hoved- parten er indsamlet i løbet af 1920'erne, blandt andet Knud Rasmussens meget fine og store samling fra Femte Thule- ekspedition. I det følgende vil jeg beskæftige mig med en ganske lille del af denne enestå- ende dragtsamling, nemlig de skind- dragter der blev fremstillet og båret i Vestgrønland før år 1900. Fælles for disse dragter er, at de er syet før de danske handelskompagnier oversvømmede det grønlandske mar- ked med europæiske syartikler og teks- tiler, som blev brugt til dragtfremstil- ling. Som eksempler på disse varer kan nævnes merceriseret sytråd, silke-, uld- og bomuldsstoffer, bændler, glasperler, læderfarver, undertøj, huer o.m.a. Den vestgrønlandske klædedragts uforanderlighed og lokale finesser Fra fundet af Qilakitsoq mumierne i Uummannaq i Vestgrønland kender vi til kvindedragtens snit, tilskæring og materialer helt tilbage til midten af 1400-tallet. Ved at sammenligne mu- miedragterne med dragter fra begyndel- sen af 1800-tallet, viser det sig, at i en periode på 300-400 år, er grundsnittet i den grønlandske dragt forblevet stort set uforandret. Naturligvis har der været store for- skelle i udformningen, dels betinget af geografisk beliggenhed og klimatiske forhold og dels betinget af forskellige ydre påvirkninger. Lokale forskelle opstod som stil- og Anne Bahnson har ved sit mangeårige arbejde for Nationalmuseets Etnografiske Samling og Grøn- landssekretariatet især specialiseret sig i inuit- dragter og har medvirket til projekterne Eskimo- iske skatte på Etnografisk Samling og på Inter- nettet. 193 [2] modefænomener. Overalt gjorde kvin- derne meget ud af at sy familiens drag- ter, så de ikke blot var funktionelle, men også Fremstod smukke og harmoniske. En storfangers hustru, som havde det fornødne overskud af tid og materialer, brugte i høj grad dragterne, som jo var synlige for alle, til at demonstrere sin families rigdom og status. På kvinde- dragterne synes også ønsket om en mo- derigtig dragt at have været af stor be- tydning. Tilskæring og syning er vanskelige håndværk, men med mange års erfaring blev nogle kvinder mestre i disse fær- digheder. Det vigtigste for dragtens ud- seende var derfor hver enkelt kvindes helt individuelle valg af skindtyper og medfødte sans for skindsammensæt- ning og dekoration. Kvinderne har med andre ord, under de mest ekstreme klimatiske forhold, ikke blot måttet tage lokale modefæno- menel men også højt funktionelle hen- syn i betragtning, når de designede de- res egne, deres børns og ikke mindst deres mænds, fangernes, dragter. Dragtens sammensætning For mennesker som skal leve i de arkti- ske egne, er det meget vigtigt, at krop- pen beskyttes mod det barske klima. Fangeren skal have en dragt, som isole- rer fuldstændig mod den stærke kulde, så han kan opholde sig længe udendørs; som giver stor bevægelsesfrihed, så han kan kaste harpunen, uden at pelsen strammer; og som aldrig bliver våd af sved efter fysiske anstrengelser. En eskimoisk skinddragt opfyldte alle disse betingelser. Den bestod af to lag skind, en inderdragt, hvor hårsiden vendte mod kroppen, og en yderdragt, hvor hårsiden vendte udad. Hårlaget på inderdragten dannede ind mod kroppen et stillestående isolerende luftlag, som ydede beskyttelse mod kulden. Hårlaget på yderpelsen opsamlede sne, rim og snavs, som omhyggeligt blev banket af før man tog pelsen med ind i varmen, hvorved den altid kunne holdes tør og ren. Dragtens snit var konstrueret således, at bevægelsesfriheden var optimal, pel- sen havde indsatte kiler og var så rum- melig, at intet forhindrede fangerens bevægelser. Skind er et porøst materiale, som la- der kropsfugt trænge igennem. Derfor blev kroppen og dragtmaterialet ikke vådt af sved. Yderligere var den eskimo- iske dragt forsynet med indbygget air condition. Efter kraftige anstrengelser slog fangeren hætten ned, så den kolde luft kunne cirkulere i det isolerende hårlag ind mod kroppen på den inderste dragt. Mandsdragten Yderpels Mandsyderpelsen blev oftest fremstillet af sælskind, der er et stærkt dragtmateri- ale, som skyr snavs og fugt. Der skulle bruges tre skind til en pels, et til forstykket, et til bagstykket og hæt- ten og et til ærmerne. Forstykket fortsatte fra skuldrene i to smalle skulderstykker, som blev syet på bagstykket hen over skulderbladene. Bagstykket fortsatte op i hætten, som bestod af to symmetriske halvdele, der blev syet sammen over issen (fig. 1). 194 [3] Fig. l. Snitmønster af mandsyderpels af sælskind. Mellem for- og bagstykke var der indsat to små trekantede kiler, der gjorde pel- sen videre forneden. De tidligste pelse havde både for- og bagflapper, men se- nere forsvandt disse, og pelsen blev skåret lige af forneden. Ærmerne var syet til ærmegabet i rette vinkler. Pel- sens snit var det simple anorak snit. Pelsens nederste kant, hætten og ærmegabet havde påsyede sælskinds- kanter i afhåret skind. I områder hvor rens dyr j agt fandt sted, benyttede mændene de varme renskindspelse om vinteren. Snittet var næsten det samme som sælpelsens. Der gik to skind til en pels, og man foretrak det tykke bløde efterårsskind fra unge dyr. Hætten blev dannet af renens ho- vedskind, hvor ørerne stadig sad på. Ud over de almindelige varme pelse syet afhåret skind, fremstillede man ka- jakpelse af vandskind, der blev brugt som vandtæt beklædning ved kajak- fangst. Kajakpelsens snit var det samme som yderpelsens. Den blev fremstillet af vandskind, d.v.s. afhåret sælskind, hvor det brune narvlag stadig sad på. Alle sømme var dekoreret med smalle strim- ler af afhåret hvidt skind. I hættekanten var indsat et bånd, så hætten kunne strammes fast om ansigtet. To mindre skindstropper var fastgjort på siden af hætten, og når de blev bundet bag på hovedet, kunne hætten strammes fuld- stændig tæt om ansigtet. Pelsen var yderligere forsynet med bånd dels ved håndledene, så pelsen kunne lukkes tæt om vanterne, og dels i pelsens nederste kant, således at pelsen kunne snøres fast om kajakringen. 195 [4] Inderpels laderpelse lavet af fugleskind var det oprindelige arktiske undertøj. Det ma- teriale, der blev brugt mest, var edder- fugleskind, hvor fjerene var plukket af, så kun dunene sad tilbage. Inderpelse kunne også være syet af rensdyr-, sæl- eller hundeskind. Men fugleskind var det varmeste og blødeste. Inderpelsen var syet i et lidt mere simpelt snit end yderpelsen. Hætten var påsyet, og der var ingen skulderstykker, for- og bagstykkerne var syet sammen hen over skuldrene. Bukser 11700-tallet var mændenes bukser, som var syet af sælskind, ret korte. De nåede kun lige ned under knæene, men senere blev buksebenene længere, hvilket med- førte, at støvlerne blev kortere. Støvler Støvlerne, kamikkerne, bestod af et skaft og en sål. En midtersøm løb ned langs skaftet, men bøjede på vristen og gik ned langs ydersiden af foden, det vil sige et usymmetrisk snit. Skaftet var la- vet af vandskind, og sålen af tykt skind fra remmesælen. Såleskindet var rynket sammen i hæl og tå for at kunne bøjes op og passe til skaftet. Forrest på støv- len i kanten af sålen var skåret et lille hul i hver side, igennem hvilke der var truk- ket et snørebånd, så støvlerne kunne bindes fast på foden. Strømper Strømperne havde et meget enklere snit, de bestod af to stykker, sålen og skaftet. Materialet var sæl eller hunde- skind. Øverst på strømpen var en kant af håret sælskind, som skulle beskytte benene mod sneen og den kolde blæst. Kvindedragten Yderpels Den mest brugte kvindeyderpels var også lavet af sælskind. Et skind dannede forstykket og var skåret sådan, at den mørke del fra sælens ryg løb ned langs pelsens forside, mens sælens lyse mave- skind dannede siderne. Forstykket var forsynet med en smal flap nedadtil og nå- ede kun op til brystet. Til forstykket var tilsyet to brede skulderstykker med me- get dybt indskårne ærmegab. Bagsiden var delt op i tre dele, to sidestykker af lyst maveskind og et femgrenet midter- stykke af mørkt skind. Den ene af de fem grene dannede bagflappen, som var læn- gere og noget bredere end forflappen. To lange grene omgav hætteroden, og de to små sidegrene var syet til skulder- stykkerne (fig. 2). Ærmerne var meget vide ved de dybt indskårne ærmegab, og indersiden af ærmerne var betydeligt kortere end ydersiden. Ærmerne var yderligere vendt nedad og en smule frem- ad ved påsyningen, et snit der gjorde, at armene ikke kunne rækkes i vejret, men som smukt fulgte eskimo-kvindens nedad- og fremadrettede bevægelser. Hætten, som var meget høj og meget smal, bestod af to symmetriske halvdele af lyst skind, samlet af en ca. 2 cm bred indsætning af mørkt skind. Snittet i kvindens renskindspels var lidt anderledes, idet forstykket af dekorative årsager var delt på midten. Forstykkerne fortsatte i skulderstykker, som var syet 196 [5] Fig. 2. Snitmønster af kvindeyderpels af sælskind. Fra Qilakitsoq. på sidegrenene på bagstykket. På brystet under hætteåbningen var indsat to skindstykker begge meget fint dekore- rede med skindbroderier. Rygstykket var sammensat af det femgrenede midt- stykke og to smalle sidestykker (fig. 3). Alle sømmene var dekoreret med ind- satte striber og firkanter i hvidt og brunt skind. Hætten var som på sælpelsen høj, hvorfor det bløde renskind blev styrket i hætteåbningen af en smal bardestreng. Amaat Kvinder, der havde små børn, bar dem i en barnebærepels, en amaat (fig. 4). Den varierede fra den almindelige yderpels ved den meget brede hætte og den vide bagside, hvor der var plads til barnet op 197 [6] Hg. 3. Ryggen af kvindeyderpels. Pelsen er syet at' rens- dyrskind og rigt dekoreret med skindmosaik. Foto: John Lee. Nationalmuseet. 198 [7] Fig. 4. Barnebærepels, ammat. Foto: John Lee. Nationalmuseet. 199 [8] ad morens nøgne, varme ryg. Til frem- stilling af en amaat skulle der bruges to sæl- eller renskind. I Sydgrønland blev amaaten brugt indtil midten af 1800-tallet, hvorefter den forsvandt med indførelsen af stof- anorakker. Men de nye anorakker af bomuld havde ikke den indbyggede bærefacilitet, der gjorde, at kvinderne kunne have deres børn med sig overalt, både mens de roede de store konebåde og under det daglige arbejde med at flænse og udskære sæler. Inderpels Kvindernes inderpels blev, ligesom mændenes, fremstillet af fugleskind. Selve snittet var som den yderpels, den hørte til, blot mere simpelt. Bukser De ældste kvindebukser var ret lange, således at støvler og bukser overlappede hinanden ved knæet. Til et par bukser skulle der bruges eet sælskind, og de_t smukke skind fra fjordsælen blev fore- trukket, hvilket det for øvrigt stadig gør, når kvinderne i dag syr bukser til deres festdragt. Sælskindsbukserne bestod af to symmetriske halvdele syet sammen midt for og midt bag. Begge disse halvdele be- stod af et for-, et side- og et bagstykke. Bukselinningen var fremstillet af af- håret skind, men i de nordligste egne var linningen af håret skind, for at gøre kan- ten så varm som muligt. På forsiden af hvert bukseben var indsat et rektangu- lært stykke skind rigt dekoreret med skindmosaik. Bukser lavet af renskind var alminde- lige i den centrale del af Vestgrønland. Snittet var enklere end sælskindsbukse- snittet, men også rigt dekoreret med skindbroderier. Husbukserne, naatit, blev lavet af korthåret renskind eller tyndt blødt sæl- skind rigt ornamenteret med skindmo- saik. I starten af 1800-tallet forsvandt dette klædningsstykke fra Vestgrønland på grund af indførelsen af europæisk undertøj. Støvler De ældste kvindestøvler var ret korte, rrién meget brede i åbningen. Foran var der indsat et langstrakt trekantet skind- stykke, som foroven var ret bredt, dette gav støvleskaftet sin store bredde. På Hans Egedes tid, ca. 100 år senere, var kvindernes støvler stadig meget korte. :Men i løbet af 1800-tallet blev støv- lerne efterhånden længere og nåede op over knæene. Øverst på hver støvle var indsat et tungeformet knæstykke ofte med skindbroderier. De tidlige støvler var fremstillet afvandskind og bestod af et skaft og en sål. Øverst havde støvlen en bred kant af hvidt afhåret skind. Så- len blev samlet i rynker ved hæl og tå og i Begge sider var der et hul til snørebånd. Senere da støvlerne blev længere og smal- lere blev ankelbåndene meget sjældne da de ikke længere havde nogen funktion. Strømper Strømperne blev fremstillet enten af sæl- eller renskind og båret med skind- siden indad. Strømperne voksede i 1800-talIet til at blive meget længere end støvlerne, og kantet foroven med en bred kant af sort sælskind, som gik langt op over støvlekanten. 200 [9] Museum Wormianum Den ældst kendte registrering af grøn- landske skinddragter stammer fra »Mu- seum Wormianum«, museet der blev grundlagt af den danske læge Ole Worm (1588-1654). Han blev inspireret til at indsamle naturalier og etnografika efter at have besøgt adskillige europæiske samlinger og en lang række af datidens kendte videnskabsmænd i det meste af Europa. I midten af 1620'erne begyndte han at indsamle kuriositeter til sit eget mu- seum, som primært skulle bruges til un- dervisning af medicinstuderende ved Københavns Universitet. I registranten fra 1642 er følgende grønlandske dragter opført: »Tre grønlandske Skiorter: Anorak af Sæl- hundeskind, Anorak af Fugleskind, Anorak af Fiskeindvolde«. I det videnskabelige værk »Museum Wormianum« fra 1655 vises på kobber- stikket (fig. 5) de omtalte genstande. Sælskindspelsen bliver båret af figuren ved bagvæggen, fugleskindspelsen og tarmskindspelsen (Fiskeindvolde} hænger i baggrunden lige til højre for vinduet. Disse gamle mandspelse er alle syet i det traditionelle snit, som lige er beskrevet. Ole Worms museum indeholdt også andre grønlandske genstande; en kajak "'" JC - Fig. 5. »Museum Wormianum« ca. 1650. Foto: Nationalmuseet. 201 [10] som hænger ned fra loftet, narhval- og hvalrostænder der hænger til højre for vinduerne og en samling kajakårer, buer, pile og fangstvåben som hænger på bagvæggen. De små sko, som står under vinduet, kan være et par af de grønlandske sko, der senere omtales i Kunstkammeret. Kunstkammeret Da Ole Worm døde i 1654 overgik gen- standene fra hans museum til Frederik III's kongelige Kunstkammer, som havde til huse på Københavns slot. Denne samling havde en anseelig størrelse, da det på dette tidspunkt var almindeligt at Europas konger indsam- lede eksotiske og besynderlige gen- stande fra hele verden. På grund af overtagelsen af Ole Worms meget store samling, var der ikke længere plads på slottet, og det blev besluttet, at finde nye og større lokaler til det udvidede kunstkammer. 11655 blev grundstenen lagt til et nyt museum. Bygningen er den, der i dag indeholder Rigsarkivet. Inden overflyt- ningen blev hele samlingen nyregistre- ret. Denne registrant fra 1673 er »Kunstkammerets« ældste registrant. Blandt de Grønlandske genstande var: »Et S kilderie af fire Grønlændere, 3 grønland- ske Skiorter, 7 grønlandske Skoe, 2 grønland- ske Huer«. 1654-maleriet Først i 1675 stod det nye museum fær- digbygget, og genstandene blev flyttet til de nye udstillingsrum. Det omtalte maleri (fig. 6) var et stort oliemaleri af fire grønlændere, en mand, Fig. 6. Oliemaleri af fire grønlændere. Malet i Bergen 1654. Tilhører Etnografisk Samling. Foto: National- museet. to kvinder og en pige. Maleriet var kom- met til Kunstkammeret i slutningen af 1550'erne, men historien bag maleriet var temmelig tragisk. 11652 forsøgte Frederik III at genop- tage den afbrudte forbindelse med Grønland. Han gav ordre til, at de be- søgende kaptajner kunne nyde godt af Qjg bruge »alt det, som Gud havde velsignet landet med«. Dette kongelige privilegium skulle gælde i en 30 årig periode, men der fandt kun tre rejser sted i sommer- månederne 1652, 1653 og 1654. Kap- tajn David Dannel var den eneste, som benyttede sig af den åbnede handelsfor- 202 [11] bindelse og handlede med grønlænder- ne langs Vestgrønlands kyst. Som bytte for europæiske varer fik han skind fra sæl og rensdyr, tand fra hvalros og nar- hval (enhjørningshorn), og etnografiske genstande. Disse sidste blev ved hjem- komsten til København indlemmet i Kunstkammeret. På sin sidste rejse i 1654 røvede kap- tajn Dannel fire grønlændere i Godt- håbs Fjorden. På rejsen fra Grønland til København lagde skibet ind i Bergen, hvor det omtalte maleri blev udført af en af tidens meget dygtige portrætma- lere. Uheldigvis er maleriet ikke signe- ret, så kunstnerens navn er ukendt. Maleriet er den ældst kendte fremstil- ling af grønlændere. Det viser meget ty- deligt og korrekt gengivet, hvordan folk gik klædt i Vestgrønland sommeren 1654. Manden bærer en inderpels, knælange sælskindsbukser og støvler af vand- skind. Han holder sine jagtredskaber, et blærespyd til sæljagt i den ene hånd og bue og pil til rensdyrjagt i den anden. Kvindernes pelse er lavet af sælskind i samme snit som beskrevet ovenfor. De bærer alle kun husbukser. Da de ikke har været vant til det dansk/norske klima, har det på grund af sommervar- men sikkert været for varmt for dem at være iklædt to lag skind. Kvinderne bærer også de meget vide støvler uden strømper, hvilket underbygger, at det har været for varmt til at bære hele den traditionelle eskimoiske dragt. De to kvinder er meget smukt tatoveret i an- sigtet, en almindelig tradition, som var i brug, indtil danske missionærer forbød skikken i løbet af 1800-tallet. Fig. 7. Grothschillings maleri af Pooq og Qiperoq, 1724. Tilhører Etnografisk Samling. Foto: National- museet. Pooq og Qiperoq I 1721 etablerede missionæren Hans Egede Håbets Koloni nær det nuvæ- rende Nuuk, og den danske koloni- sering af Grønland begyndte. Sammen med missionen kom hande- len til Grønland. I begyndelsen var det langt fra nogen rentabel forretning. Handelen, som blev foretaget af han- delskompagniet »Det Bergen-Grøn- landske Kompagni«, gav meget store tab. Derfor udvalgte missionæren Hans Egede to grønlændere til at lave et salgs- fremstød for grønlandske varer i Dan- 203 [12] mark. De to grønlændere blev af egen fri vilje sendt ud på en rejse til Køben- havn for at vække interesse for missio- nen og handelen med Grønland. Frederik IV modtog de to grønlæn- dere Pooq og Qiperoq på Frederiksborg Slot i 1724, og i begyndelsen af novem- ber var de to grønlændere hovedperso- nerne i en flot opsat procession i Københavns kanaler. Pooq og Qiperoq nedlagde med fuglespyd, bue og pil de til lejligheden udsatte ænder, mens de padlede afsted i deres kajakker fulgt af chalupper og andre fartøjer, der rekla- merede for grønlandske produkter. Kongen og det meste af Københavns befolkning fulgte det imponerende op- tog- Handelskompagniet betalte den be- rømte'maler S. Grothshilling for at male et oliemaleri af Pooq og Qiperoq (fig. 7) og forærede maleriet til Frederik IV. Bil- ledet blev året efter, i 1725, overdraget til Kunstkammeret. På maleriet er Qiperoq klædt i en in- derpels med lys kantning og en yderpels af vandskind med for- og bagflapper. Sælskindsbukser med hvide indsætnin- ger ned midt gennem hvert bukseben og sko af samme type som vist på om- slaget af Ole Worms »Museum Wor- mianum«. Pooq bærer en utrolig smuk og vel- syet dragt bestående af sælskinds inder- pels med lange for- og bagflapper og en vandtæt kajakpels med indsætninger af hvidt skind langs alle sømme. Han bærer halvlange bukser af renskind de- koreret med skindbroderi i hvidt og sort, sælskindsstrømper og støvler i vandskind med ankelbånd forsynet med 204 spænder udskåret i tand. Støvlerne har en kantning foroven, og sålen er smukt rynket til skaftet ved hæl og tå. Desværre er der ingen kvinder med på maleriet. Men kvindedragten ken- des heldigvis fra tegninger og beskrivel- ser i Hans Egedes bog »Det gamle Grønlands nye Perlustration« publiceret i 1741. Hans Egede beskriver kvinde- dragten således: »De have dobbelte Pelt- %e, en inden til nest Legemet af Rindsdyrs Skind, som Haarene vende indpaa, og en an- den uden over, som ogsaa ere af tynd Haared og smuk coleured Rinds-Skind, eller i dets mangel af Sælhunde-Skind, bebremmet og bor- deret med hvidt imellem Sømmene, som lader sffmkt. Qyindernes Klædedragt dijfererer fra Mændenes attene derudi, at de ere viide og høje paa Skuldrene, med store og høye I let- ter«. Dragtsnittet beskrevet af Hans Egede er det samme som beskrevet tidligere i artiklen, og som ses båret af kvinderne på maleriet fra 1654. Kunstmuseet Da Den store nordiske krig (1700-1720) sluttede, steg antallet og variationen af genstande i det kongelige Kunstkam- mer. På grund af krigens udfald blev et stort antal rarieteter overdraget til Kunstkammeret fra en kunstkammer- samling på Gottorp Slot. Blandt disse genstande var et par grønlandske støv- ler og en sælskindspels. Disse dragtdele kan stamme fra de fire grønlændere fra maleriet fra 1654, som i den korte peri- ode, de overlevede i Danmark, opholdt sig på Gottorp Slot hos den lærde Adam Olearius. [13] De videnskabsmænd, som var tilknyttet Kunstkammeret, besluttede efter den store tilvækst at omordne og opbygge den nu stærkt forøgede samling af ar- kæologiske, etnografiske, zoologiske, botaniske og kuriøse genstande på en langt mere systematisk måde. Lederen af Kunstkammeret, J. C. Spengler begyndte at udarbejde et vi- denskabeligt katalog. Samtidig blev der nedsat en videnska- belig komité, der skulle klassificere, nummerere og beskrive genstandene samt udvælge alt det, som ikke længere var egnet til at være indlemmet i Det Kongelige Kunstkammer. Mens komi- teen udførte dette arbejde, konstaterede de, at lokalerne, der rummede Kunst- kammeret, var alt for dårlige til fortsat at huse samlingen. Taget var utæt, vin- duerne var ikke tætte, og puds og skidt dryssede ned gennem loftsbrædder. For at redde samlingen blev den delt ud på andre lokaler. Malerierne blev placeret på Christiansborg, den store naturhistoriske samling blev delt og pla- ceret på en lang række forskellige insti- tutioner. De forhistoriske og etnografi- ske genstande blev samlet i en bygning i Dronningens Tværgade og fik nu nav- net Kunstmuseet. De genstande, der var blevet erklæret for uegnede til at være en del af Kunstkammersamlingen, blev solgt ved en auktion den 31. august 1824. Private samlere og institutioner kunne frit købe, hvad de ønskede af alle de genstande, der var sat til salg. Der var kopier, skaller, elfenben fra elefant og narhval, antikviteter, etnografiske gen- stande, kunst og en lang række ødelagte genstande. Blandt de etnografiske gen- stande var tre grønlandske pelse, sko og støvler. Christian Jurgensen Thomsen I 1816 blev den unge samler C. J. Thomsen udpeget til leder af det Kon- gelige Museum for Nordiske Oldsager. Han arbejdede meget systematisk, og i løbet af kort tid havde han registreret alle museets genstande. Yderligere ind- delte han samlingen i 3 perioder: sten-, bronze- og jernalder, en opdeling som stadig er internationalt anerkendt. I 1839 blev Thomsen også inspektør for Kunstmuseet, hvor »Kunstkamme- rets« tidligere leder Spengler arbejdede som assistent. Thomsens systematiske arbejde kom også til at omfatte det etnografiske ma- teriale, og han og Spengler begyndte at udarbejde en særskilt afdeling til disse genstande. Indsamling af dragter Som et resultat af auktionen i 1824 var der øjensynlig ikke en eneste grøn- landsk dragt tilbage på museet, så i be- gyndelsen af 1839 bad Thomsen om til- ladelse til at få grønlandske genstande sendt til museet i Danmark. I foråret 1839 sendte han Inspektørerne for Syd- og Nordgrønland samt kolonibesty- rerne en liste over de genstande, der manglede på museet. Senere samme år udarbejdede han og geologen Pingel en liste over »Kunst- museets« grønlandske samling, og på denne liste var opført flere nye gen- stande bl.a.: »2 complette Fruentimmerdrag- ter, 1 Østlændinge Dragt, 1 Kapitek (halv- pels) samt 1 Springpels« (fig. 8). 205 [14] Alle dragterne var blevet sendt til in- spektør Thomsen af Assistent Engholm i Holsteinsborg (Sisimiut) på den cen- trale del af Vestgrønlands kyst. Både Inspektørerne og Kolonibesty- rerne begyndte øjensynlig med stor iver at indsamle genstande til Kunstmuseet i København. Det følgende år indeholdt samlingen allerede adskillige nye genstande, der- iblandt: »En Fruentimmerpeh, et par hvide Fruentimmerstøvler, et par Vandskindsstøvler med Strømper og et par Mandfolkestrømper«. Disse dragter kom fra bestyrer Kielsen i Julianehåb (Qaqortoq) på Grønlands sydlige vestkyst. I 1841 blev antallet af genstande stærkt forøget, idet Funch, som var mis- sionær"! Uummannaq, fremsendte: »En grønlandsk daglig Konedragt«, og fra In- spektør Holbøll i Sydgrønland modtog Thomsen syv dragter. I et medfølgende brev udtaler Holbøll: »Ifølge Hr. Justits- raadens Ønske har jeg anskaffet nogle Drag- ter, som jeg hvad Skindenes Skiønhed og Sjenin- gen angaar ikke tvivler om vil finde Bifald, men derimod frygter jeg meget for at Prisen mu- ligen kan findes for høi. ... Dette er nu en f uld- kommen Svitte af Dragter saaledes som de bru- ges paa Landjorden: Søedragten henhøre til Kajak- ken og vil blive sendt med denne næste A.ar...« Det første etnografiske museum 11841_åbnede Thomsen med alle de se- neste "nyerhvervelser sit etnografiske museum for publikum, og det blev såle- des verdens første offentligt tilgænge- lige etnografiske museum. På grund af Thomsens iver for at ind- samle genstande, blev pladsen på Kunstmuseet hurtigt for trang. Derfor Hg. 8. Hvalfangerdragt fra 1839. Tilhøret Etnografisk Samling. Foto: Nationalmuseet. ansøgte han samme år om at få stillet flere rum til Kunstmuseets rådighed i »Prinsens Palais«. I 1842 blev det ved en kongelig resolution besluttet, at Kunst- museet skulle flyttes endnu engang. 206 [15] Antallet af grønlandske genstande voksede stadig, og i 1844 lykkedes det Inspektøren over Nordgrønland at få fat i to mands- og to kvindedragter fra Aito nær Holsteinsborg (Sisimiut) til Kunstmuseet. 11845 udarbejdede Thomsen et kata- log over samlingen med en meget ind- gående beskrivelse af genstandene i ud- stillingsrummene. Efter beskrivelsen af rum nr. XIII, som indeholdt den grøn- landske samling, udtrykker Thomsen sin taknemmelighed til kaptajn Holbøll, major Fasting, købmand Møller og lægerne Rudolph og Lutzen for den ihærdighed, hvormed de har tilvejebragt grønlandske genstande og især kajakker og dragter til museet. Det må have været utroligt vanskeligt for kolonibestyrerne at skaffe dragter til det etnografiske museum. I et brev af 16. september 1841 skriver Inspektør over Nordgrønland major Fasting til museumsinspektør Thomsen: »... De klager over, at De ingen daglige Dragter har; men det er ikke for underligt eftersom Grøn- lænderne ikke selv have saadanne. Det er sjældent, de har flere Klæder end dem der hænge paa Kroppen; dog begynde enkelte nu at pynte sig om Sendagen og ved højtidelige Lej- ligheder. Derfor bruge de ogsaa nu en an- den Dragt foruden Pelsen, hvilket Euro- pæerne have lært Dem. Den hedder Ano- rak, og bestaa i et Overtræk af LJnned ell. uldent Tøj over Underpelsen. Disse er lette at erholde. Derfor finder man ogsaa stundom, at Fruentimmerne have fler af disse Overtræk, hvormed de skifte, og hvoraf gerne Een anses for den smukkeste og bruges til Stads«. Social nød i Grønland For at forbedre den grønlandske øko- nomi forsøgte den danske regering i begyndelsen af 1840'erne at forøge pro- duktionen. Man hævede i disse år pri- serne på alle grønlandske produkter og sænkede priserne på europæiske varer i butikkerne. Denne økonomiske politik fik et katastrofalt resultat. Grønlæn- derne solgte alt hvad de havde af grøn- landske produkter, også det de skulle bruge til livets opretholdelse, heriblandt de varme skind til dragter og tæpper. Dette resulterede i en helt ubegribelig social nød. I et brev til Thomsen skriver doktor Rudolph fra Jakobshavn (Ilulissat) bl.a. om en lang og meget barsk vinter i 1844:»... som langtfra havde væretsaafryg- telig, hvis Grønlænderne ikke saa aldeles havde været blottede for Klæder, baade Gang- og Brixeklæde ... Fruentimmer, Børn og gamle Folk har i Vinter saa godt som været I de følgende år blev der derfor kun sendt meget få dragtdele til museet, og i løbet af de næste 50 år, fra 1850 til 1900, blev der kun indregistreret otte kvinde- pelse og to mandspelse. Skinddragter på Etnografisk Samling Uheldigvis er de ældste skinddragter som kan følges tilbage til før kolonisa- tionen ikke længere på Etnografisk Samling. Som omtalt tidligere blev de solgt på en auktion i 1824! En del dragter fra 1800-tallet er gået til på grund af det fugtige danske klima, på grund af dårlige opbevaringsforhold eller på grund af insektangreb. Yderligere er en del dragter bortbyttet 207 [16] med etnografiske og arkæologiske gen- stande fra andre danske og udenlandske museet En lang række genstande her- iblandt dragter og dragtdele er i perio- den 1984 til 1996 hjemført til National- museet i Grønland. De eneste skinddragter fra 1700- og 1800-tallet, som i dag er tilbage på Et- nografisk Samling, er tre kvindepelse, en mandspels, en hvalfangerdragt, ka- jakpelse og få andre dragtstykker. Forandringer i den grønlandske klædedragt I den sidste del af 1800-tallet blev euro- pæisk klæde meget populært og brugt i stedet for skind. Jvf. major Fastings be- skrivelse fra 1841 ovenfor. Brugen af klæde dannede en helt ny dragttradition, og især var ændringerne i kvindedragten iøjnefaldende. Det traditionelle dragtsnit med de dybe ærmegab, de fremadrettede ær- mer, de store skuldre og de store hofte- udskæringer var helt afgjort funktionelt betinget. Det var den ideelle dragt, når de grønlandske kvinder skulle udføre deres daglige arbejde, stående i en for- overbøjet stilling og udføre de fremad- rettede bevægelser, når de flænsede og parterede sælerne og beredte skindene, men kvindepelsens funktionelle og ka- rakteristiske design gav et smukt og fe- minint helhedsindtryk, som stærkt un- derstregede bærerens køn. Barnebærepelsen gjorde konstant fy- sisk kontakt mellem mor og barn mulig, ligegyldigt hvad moderens arbejde måtte være, men i slutningen af 1800- tallet forsvandt barnebærepelsen og den traditionelle kvindeyderpels blev erstat- tet af anorakker syet i bomuld og silke. 208 Selv snittet i kvindens stofanorak blev kopieret fra den traditionelle mandsyderpels, det vil sige, at kvinder- ne efter mange hundrede års ubrudte dragttraditioner pludselig overtog mandsdragtens snit i deres egen dragt. Mændenes oprindelige jagtbeklæd- ning var også yderst funktionel og var på en ekstrem måde tilpasset til de kli- matiske forhold. Uheldigvis måtte denne traditionelle mandsdragt mange steder vige pladsen til fordel for dragter syet i europæisk bomulds- og uldstof og i europæisk snit. Men den traditionelle skinddragts snit og materialer er aldrig overgået af mo- derne materialer hverken hvad angår isolationsevne eller anvendelighed. Litteraturhenvisninger Bahnson, Anne (1997): Ancient Skin Clothing passing through Copenhagen. pp.47-56 in »Fifty Years "f Arctic Research. Anthropological Studies From Greenland to Siberia«, editors R. Gilberg & II. C. Gulløv (Publication of The National Museum Eth- nographical Series, Vol. 18). Bahnson, Anne (1996): Skinclothing in Grecnland. pp. 60-88 in »Braving the cold, continuity and change in Arctic clothing«, editors: C. Buijs & J. Oosten, 213 p. (Leiden Centre of Non-Western Studies). Bahnson, Anne & Bktc Haagen (1994): Vestgrønland- ske dragter. 28 p. (Copenhagen: National Museum of Denmark). Birket-Smith, Kaj (1924): Ethnography of the Egedes- minde District. Meddelelser om Grønland, 66:1-484 (Copenhagen: C. A. Reitzels Forlag). Bruun de Neergaard, Helga (1962): Avigtat. Grønland- ske snitmønstre. 28 p. (Copenhagen: Host & Søns Forlag). Dam-Mikkelsen, Bente & Torben I.undbæk (editors) (1980): Etnografiske genstande i Det kongelige dan- ske Kunstkammer 1650-1800. Ethnographic Objects m The Royal Danish Kunstkammer 1650-1800. Na- tionalmuseets Skrifter, Etnografisk række, 17:1-260 (Copenhagen: National Museum of Denmark). Egede, Hans (1741): Det gamle Grønlands Nye Perlu- [17] stration. 131 p. (Copenhagen: Johan Christoph Groth). Hatt, Gudmund (1914): Arktiske Skinddragter i Eura- sien og Amerika. 255 p. (Copenhagen: J. H. Schultz Forlagsboghandel). Liisberg, H. C. Bering (1897): Kunstkammeret. Dets stiftelse og ældste historie. 192 p. (Copenhagen: Det Nordiske Forlag). Rasmussen, Holger (1979): Dansk museums historie. De kulturhistoriske museer. 226 p. (Copenhagen: Dansk kulturhistorisk museumsforening). Upublicerede breve fra Etnografisk Samlings arkiver. Grønlandsk pige i festdragt. Tegning af Ole Bendixen, ca. 1915. 209 [18]