[1] Sult og Trangstider i Vestgrønland fra år 1700 til 1900 Af Ane Marie B. Pedersen Da Grønland i 1700-tallet blev koloni- seret, blev den gamle fangertradition og levevilkårene påvirket af den udefra kommende kultur. Før europæerne kom til landet, havde sydgrønlænderne og nordgrønlænderne byttehandlet med hinanden. Disse selvstændige menne- sker, der var selvforsynende med alt til deres livsfornødenheder, blev konfron- teret med europæernes levevis, som var helt anderledes end deres egen. Livet i det gamle Grønland krævede, at mennesker fra starten af deres liv måtte være en del af deres omgivelser for at lære at overleve i den hårde og barske natur. Naturskabte katastrofer i form af ændrede klimatiske forhold, som vedvarende dårligt ustabilt vejr og deraf følgende misfangst, kunne true et samfund i kortere eller længere perio- der. .. et samfund, bestående af samlere og fangere, var afhængigt af vejr og fangstforhold. I perioder med god fangst blev for- rådet sorteret således, at delikatesser som mattak, hvidhvalluffer, tørret ren- kød, hele sæler, spækposer og andet godt blev gemt til festligheder. Det kun- ne være sportstævner, trommesangs- sammenkomster, solhvervsfester, både sommer og vinter, førstegangs af al- tingsfest o.lign. En anden og meget vigtig del af for- rådet var den lille og »ubetydelige« fisk ammassak. Den fanges om foråret og bli- ver tørret i massevis, og de har reddet mange generationer fra sult og nød, når det har knebet med at skaffe frisk kød. Ammassaat kommer om foråret for at gyde ved strandkanten i millionvis, og alle, både gamle, børn og dem uden far- tøj, kan være med til at fange dem. De bliver bjærget i store mængder og tørret. Om vinteren bliver de så spist med sæl- spæk - en god nærende spise. Vore sagn og myter fortæller om mænd, der er blevet udødeliggjort. De opfattes som helte, der i mange genera- tioner bliver fortalt om til de nye slæg- ter. Man beretter om deres heltemod, Ane Marie B. Pedersen, arkivar på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, er født Brummerstedt i Sisimiut og er cand. phil. i grønlandsk sprog og kultur fra Århus Universitet. 223 [2] når de selv afkræftede og under meget dårlige vejrforhold har reddet deres bofæller fra den sikre sultedød ved at skaffe føde i sidste øjeblik. Hvad sagnene beretter Aqissiaq (Rypekylling), oprindelig fra Ilulissat-egnen, var en af disse helte. Men da hans far dræbte en mand, flyg- tede familien af frygt for blodhævn til Sydgrønland. Bopladsfællerne levede for det meste af de fangstdyr, som årstiden kunne give, om vinteren suppleret med deres forråd. Men under misvinter med dårligt og ustabil vejr, hvor de udeluk- kende tærede på deres vinterforråd, begyndte utrygheden og faren for at komme til at lide den frygtede sultedød. De havde gennem generationer hørt om forfædrenes magtesløshed overfor naturkræfterne, der undertiden resulte- rede i hele familiers udslettelse, og om massebegravelser, hvor man måtte styr- te hele huse ned over de døde. Det var i en sådan misvinter, Aqissiaq reddede sine husfæller fra sultedøden. Under en lang og stormfuld vinter blev Aqissiaqs brødre sengeliggende af un- derernærethed. Huset var mørkelagt, da de ikke havde spæk til lamperne, vægge- ne og loftet var fyldt med rimfrost. Aqissiaq var den eneste oppegående, og den eneste der tog på fangst. Henimod foråret slap vinterforrådet op. Aqissiaq tog på fangst selv i snestorm og fange- de efter en dramatisk fangst en kæm- peorm (fabeldyr), hvor det var ormens eller Aqissiaqs liv, der var på spil, og han reddede således sine fæller fra den sikre sultedød. 224 Aqissiaq dræber kæmpeormen. Akvarel af Laurite Jes- sen.£ra bogen »Oqaluttuatoqqat« - Grønlandske myte- akvareller, udgivet af Atuagkat & Compagniet. Kaannassuag, en anden helt, var fra Kit- sissuni killerni Angisumi, Kook-øerne ved Nuuk. Stedet er berømt for sin rig- dom af fangstdyr af alle slags, og derfor var befolkningen dér altid tilfredse med tilværelsen. Men ét år, det var efter de danske var kommet til stedet (Nuuk), fik de en meget streng vinter. De fort- satte dog med at ro i kajak, men hen- imod foråret forværrede vejrforholdene sig med stadig hård norden- og vesten- vind med masser af is, hvor det blev usædvanligt koldt. Da havet frøs til, kunne man ikke længere ro i kajak, og folk begyndte at sulte. Deres ellers så store vinterforråd begyndte at svinde meget hurtigt ind. Forrådet slap op, men stormvejret var uformindsket, og Kaannassuaqs mange j... [3] svogre blev sengeliggende, svage af ud- magring. Kaannassuaq var den eneste, der holdt sig oppe, og en morgen trak han i sin helpels og tog afsted trods stormvejret. Han var væk hele dagen, og om aftenen kom han hjem med en stor sortside efter en møjsommelig og ud- mattende jagt og reddede på denne måde sine husfæller. Men mange er gennem tiden døde af sult. Hvis husfaderen led druknedøden på fangst, måtte de efterladte leve en kummerlig tilværelse. En familie uden forsørger kom ganske automatisk på de nederste trin i samfundet, og i vore sagn er der mange forældreløse, der levede livet på andres nåde. Børn der blev behandlet umenneskeligt og med en sådan ubarmhjertighed, at man bliver harm, når man hører beretningerne eller læser om dem. Kaassasmk er et eksempel på nogle af vores forfædres syn på de forsørgerløse fæller, der blev betragtet som samfunds- nassere. Der er forskere, der har omtalt det gamle Grønland som urkommuni- stisk, men sagnene fortæller noget andet. Der er bl.a. storfangere, angak- kut, sølle pebersvende, sølle pebermøer, gamle kællinger, forældreløse og hekse. Man havde sin plads i samfundets hier- arki efter sin kunnen og duelighed. Jævn- byrdige familier, d.v.s. familier med for- sørgere, gav kødgaver til hinanden. I dag har jeg været heldig at fange en sæl. I morgen er det måske de andre, der fanger en sæl, og så får jeg og min fami- lie frisk kød, mens de andre uden for- sørgere er underlagt andres godgøren- hed. Der er dog eksempler på, at folk, der ikke længere kunne ernære sig med fangst, kunne specialisere sig i andre færdigheder, så de kunne opretholde livet. I Otto Rosings bog »Taseralik«, der fortæller om fangerlivet omkring 1850'erne, er der et par eksempler her- på. Matisi var en meget dygtig fanger fra Nuuk, der aldrig havde manglet noget hvad angår mad, klæder, umiaq og kajaq. Men da han blev syg af kajak- svimmelhed og derfor ikke længere kunne skaffe skind til sin umiaq, begyndte han at specialisere sig i kajak- bygning og umiaq til andre fangere. Pilissiillakasik, en gammel pebermø, var så heldig, at hun boede hos en storfan- ger og hans kone, og ved at passe deres børn og forkæle dem gjorde hun sig uundværlig hos familien. Hun tog sig af det grovere husarbejde, og som boplad- sens klovn og med sin rappe tunge fik hun andre til at grine, og hun var derfor meget afholdt af alle mennesker på pladsen. Malarsuaq var en ung mand uden kajak og derfor uden kendskab til fangst. Når folkene var på sommerplads ved Taseralik (en ø mellem Sisimiut og Aasiaat), havde han intet fast tilholds- sted. Han vandrede fra telt til telt dag og nat og opsnusede alt, hvad der skete på stedet. Han vidste, hvem der havde fan- get den største helleflynder den dag, og hvornår der skulle være dans eller sports- stævner. Når der kom nye folk, og når en umiaq kom i land og slog telt op, så var Malarsuaq den første gæst, og ikke længe efter vidste alle, hvem den familie bestod af, og hvad de havde at sælge. Nord- og sydgrønlændere tuskhandlede med hinanden, når de mødtes i Tasera- lik. Der knyttedes også familier sammen 225 [4] ved giftermål — min bedstemor fra Kil- liit, Vester Ejlande, Mariane Schmidt og min bedstefar Johannes Brummerstedt fra Sisimiut mødtes dér - og i Otto Ro- sing's Taseralik var der også unge men- nesker fra Ilulissat og Nuuk, der fandt hinanden. Malarsuaq var en slags ny- hedsstofspreder, og på den måde fik han både mad og et sted at sove. De mennesker, der levede i gode tider med god fangst, især om sommeren, hvor man nød samværet med andre menne- sker, var meget kærkomne og gode til at underholde. Men de var de første, der blev ramt, når der opstod krise om vin- teren p.g.a. mangel på fangstdyr. Vore sagn beretter, at sult og hunger oftest skete om foråret, hvor vinterfor- rådet var ved at slippe op, og hvis forårsfangsten slog fejl p.g.a. ustadigt og dårligt vejr. Hvis uvejret ikke var længe- revarende, klarede man sig med at spise ting, man kunne finde ved stranden: tang, muslinger o.lign. Europæernes beretninger Hans Egede — der kom til Grønland i 1721 — respekterede grønlændernes fangerliv, og at de rejste omkring efter fangstdyrene. De danske missionærer rejste med til fangstpladserne, og de fik hurtigt omvendt nogle af grønlænderne, så de kunne oplære deres frænder på deres respektive fangstpladser i den »Nye tro«. De tyske brødremissionærer (Herrnhutterne), der kom til Grønland i 1733, optrådte imidlertid anderledes i deres anstrengelser for at redde de grønlandske sjæle. De byggede huse på faste steder med jordvolde omkring. De delte kvinder og mænd op i såkaldte 226 mands- og kvindehuse, og de frelste måtte blive på stedet, og man forbød dem oven i købet at tage på fangst i hel- ligdagene. Det var et stort indgreb i fan- gerfolkets livsmønster, og det medførte da også, at brødremenighedens med- lemmer var de første, der blev ramt af sult, før den danske kirkes medlemmer, som havde mere frihed til at tage på fangst. Senere, da grønlænderne blev mere fortrolige og mere interesseret i denne nye tro, medførte det en tilflytning til de områder, hvor missionærerne slog sig ned. Dette resulterede i en overbelast- ning af fangstområderne. Allerede i 1600-tallet drev grønlæn- derne tuskhandel med europæiske hval- fangere. Det mest eftertragtede for grønlænderne var de redskaber, de dag- ligt brugte, men som var ret primitive i forhold til europæernes synåle, knive, kobbergryder, europæisk tøj m.m. Men grønlænderne betalte disse for dem nødvendige redskaber for dyrt, f.eks. byttede de en simpel skjorte med flere ræveskind, nyt skindtøj o.lign. Grønlænderne »betalte« især hollæn- derne med spæk. Denne vare var meget eftertragtet i hele Europa. Den blev brugt til gadebelysning og til andre pro- dukter såsom sæbe. Netop spækket var grønlændernes livsgrundlag for at bo i et land, der klimamæssigt var så ubarm- hjertig og vanskelig. Spækket giver var- me, lys og ikke mindst spise. Vinterfor- rådet, som var tørrede fisk og kød, blev spist med store klumper spæk, der gav indre varme og energi både om somme- ren og især om vinteren, og den viste sig svær at undvære. [5] Det indvendige af et fattigt hus, under hungersnød. Aron, Grønlandske Træsnit, 1860. Som andre naturmennesker fik grøn- lænderne smag for de nye varer, der som regel var nydelsesmidler som to- bak, spiritus, kaffe og sukker. Det betød, at for at få disse goder, måtte de bytte/sælge af deres livsnød- vendige fangstprodukter. Men de havde dog også et åndeligt behov, og selvom de vidste, at den nye tro ofte medførte fysiske afsavn, sult og trang, synes man generelt ikke at have taget afstand fra den. Det var dog ikke de fremmedes skyld alene, at der kom trangstider. I Grøn- lands Historie bd. III skriver Finn Gad i 1976, at hungerperioderne efter 1750 indtraf hyppigere end før. Næsten hvert år blev der berettet om, at lamperne var slukkede på grund af manglende tran, at fangsten var umuliggjort af enten for megen, for tynd eller for tyk is. Også storm og urolig sø forhindrede i længe- re perioder fangerne i at tage på fangst. I Vestgrønland var det efterårsmåneder- ne, der var de mest kritiske. Fangsten slog tit fejl i tiden fra oktober til hen imod slutningen af december. ».. .Der er ingen tvivl om, at hunger- perioderne var uundgåelige og væsent- ligst forårsagedes af de naturlige betin- gelser for eksistensen, ikke mindst de klimatiske forhold. I perioden 1740-80 udviklede der sig, i forbindelse med sto- re isforekomster (en pulsationsperiode), en ændring i klimaet med relativt milde vintre og megen nedbør, hvilket havde indflydelse på faunaens livsbetingelser og ændrede dyrenes vandringsvaner. Denne mildning i klimaet synes at gen- tage sig nogle få år efter og at vare til ca. 227 [6] 1810. Netop i de perioder synes fang- sten sine steder at svigte og dermed er- næringssltuationen at forværres. Hun- gerperioderne indtræffer på grund af vejrforandringerne og dermed følgende uroligt vejr og ændring i dyrenes tilstede- værelse. Der var altså slet ikke tale om manglende forsynlighed, men derimod om æadringer af naturlige betingel- ser...« (Finn Gad, 1976, s. 147). I 1806 hærgede en epidemi i Nanor- talik (influenza?), mange døde. De over- levende var meget svækkede, og der opstod fødemangel og dermed sulte- død. Købmand J. C. Mørch, Julianehåb, beskriver situationen således: »Al forråd er opspfst. Folk opretholder livet ved at spise tang og muslinger.« (Ove Bak: »Nanortalik«, s. 131). Man må imidlertid tage i betragtning, at alle fangere og fiskere, som det er tilfældet i andre erhverv, ikke alle er lige dygtige eller heldige. I kolonibestyrerar- kiverne kan man læse om, hvordan fan- gerne hvert år blev betegnet som: god erhverver, mindre god erhverver, dårlig erhverver osv. Myndighedernes registreringer For at blive i Sydgrønland kan jeg gen- give Frederiksdals kirkebog år 1907. Fisker Petrus og hustru Rosine i Igdlorssuatsiaq (en afsides boplads på sydøstsiden af Tornarssuk Ø) mistede en dreng og en pige — »uden særlig Sygdom, men me- nes af mangel paa tilstrækkelig Føde«. »Drengen har været længe syg i Vinter, der mentes af Mangel paa tilstrækkelig Føde i Vinter.« Andre lignende notater er; »Hans Svaghed begyndte i Vinter paa grund af Mangel paa Fødemidler, og efterhaanden blev (han) magrere og magrere, og tilsidst kom Krampe og til sidst alle Lemmerne hovnede og døde.« (Ove Bak: »Nanortalik«). I »Folketællinger i Grønland« for 1901 er Petrus 47 år og hans kone Rosine 35 år. Sammen har de 4 børn, Gideon 9 år, Brigitha 7 år, Salomon 4 år og Karitas Saruta på l år, foruden Petrus' datter Blandine på 19 år af første ægteskab. Petrus var efter datidens målestok en ældre mand med mange munde at mætte. Men hvordan var Petrus som forsør- ger? I fangstlisterne for Nanortalik i begyndelse af 1900-tallet kan vi se tre af seks fangeres udbytte. Bernhard og Isak er de bedste fangere, mens Petrus er den dårligste eller næstdårligste. 1900-1901 Petrus 28 sæler Bernhard 100 sæler Isak~70 sæler 19Q1 - 1902 Petrus 9 sæler Bernhard 45 sæler Isak 69 sæler 1902-1903 Petrus 10 sæler Bernhard 88 sæler Isak 105 sæler og tre isbjørne 1903 - 1904 Petrus 16 sæler Bernhard 105 sæler Isak 103 sæler og l isbjørn 228 [7] 1904 - 1905 . . Petrus 10 sæler Bernhard 111 sæler Isak 75 sæler og 2 isbjørne 1905 - 1906 Petrus 14 sæler Bernhard 105 sæler Isak 83 sæler 1906 - 1907 Petrus 13 sæler Bernhard 67 sæler Isak 35 sæler 1907- 1908 Petrus 7 sæler Bernhard nåede at fange 49 sæler, før han døde samme år Isak 89 sæler I fangstlisterne kan man se, at Petrus har figureret som middelmådig eller som dårlig forsørger. I det år hvor Petrus' børn døde, har man dog fanget færre sæler i Igdlorsuatsiait i sammenligning med de andre år. Dagbøger og bøger skrevet af danskere Flere danske, der har opholdt sig i Grønland, har berettet om sult- og trangstider forskellige steder på landet, hvor vejret og fangstforholdene har væ- ret så dårlige, at det har skabt fare for beboernes liv og eksistens. Peder Olsen Walløe, en bødkersvend fra Danmark, som købmand Jakob Severin havde fået ansat, og som avancerede til handelsassistent ved Christianshåb, fik senere i 1748 tilladelse til at slå sig ned som »frihandler«. Da det viste sig ikke at være videre økonomisk givende, havde Handelskompagniet let ved at få ham til at foretage en rekognosceringsrejse syd- på for at undersøge mulighederne for nyanlæg. På sin rejse førte han dagbog, hvor han bl.a. fortalte om sit møde med de forarmede sydlændinge. (Det Grøn- landske Selskabs Skrifter V: »Peder Olsen Walløes Dagbøger« fra hans rej- ser i Grønland 1739-53, s. 114). Wallø skriver i maj 1753 i sin dagbog: »Den 27. var det beqvemt Reisevejr til Narseme; her fandt vi kun faae Folk meget fattige, den haarde Vinter havde trykket dem som mange af deres Lands- mænd, nogle af dem vare døde af Hun- ger, og nogle vare flygtede herfra, de efterblevne vare i jammerlige Tilstand, dog saavidt jeg kunde bemærke, har Mangel og Hungersnød her ikke været saa meget grundet paa Vinterens Strænghed, som paa Mangel af gode Fiskeredskaber, thi her ved disse Øer beroer Næringsveien fornemmelig paa Fieskerie om Vinteren, som da er i Overflødighed og om Sommeren i Sæl- hunde Jagten«. I missionær Henric Christopher Glahns dagbøger for årene 1763—64, 1766—67 og 1767—68, der blev udgivet i anled- ning 200-året for kolonisationens be- gyndelse af H. Ostermann, står der bl.a.: »D. 16. Skiertorsdag. Hvidsted holdt Gudtienesten paa Holsteinsborg. I dag kom en Grønlænder fra Hol- steinsborg, som fortalte, at nogle Syder- landske Fruentimmer og Børn have sadt deres Konebaad til paa den nordre Side af Næsset, men selv havde de bjerget Liv og noget af Teltet paa en Øe, og 229 [8] som de havde staaet der længe, og vare næsten Forkomme af Sult og Frost, hav- de ikke heller noget voxent Mandsmen- neske hos sig, maatte de allesammen de alle omkomme paa den elendigste Maa- de, om de ikke fik hastig hjelp. Saasnart jeg hørte dette, sendte jeg i Øieblikket min Konebaad ud for at afhente dem...« (April 1767, s. 109-110). 18. april skriver han: »Omsider kom dog Konebaaden lykkelig hiem og med- bragte sex elendige og forhungrede mennesker, neml: 2de Enker, hver med 2de Børn. Det syvende Menneske, og- saa en Enke, havde de afsat paa Veyen hos en af vore velhavende Døbte. Disse elendige Menneskers Skiebne, i denne Vinter, indeholder mange sære og besynderlige Ting, som vel kunde fortiene at anføres, hvis det ikke var alt for vidtløftigt. Her vil jeg allene anmær- ke, at de i forrige aftagende Maane, alt- saa omtrent imellem d. 23de og 27de Mart: reyste fra Sydbay og har fra den Tid af til nu staaet paa Øen, uden at have noget Spek at brænde og uden at have noget at spiise ude allene noget Tang og gamle Skind, hvilket disse ynk- værdige Mennesker endda maatte æde ukaagte: Tilsidst vare dog saa udmatte- de, at de hverken kunde staae eller gaae og havde lagt sig i Teltet tilsammen for at oppebie deres Død. Imidlertid fik de Redning og paa de tvende Dage som de have nu faaet noget at spise, ere de komme sig saa vel, at de kan staae og nogenlunde gaae, det mindste, omtrent 3 Aar gamle Barn, undtagen, som end- nu er saa afmægtigt, at det hverken kan gaae eller staae.« (April 1767, s. 110). Henric Christopher Glahn mente, at 230 de unge mennesker kom til at mangle skind, fordi deres forældre solgte skin- dene fra fangsten og så købte tobak og andre unyttige ting af danskerne. Deres børn og unge kom til at mangle skind til klæder og til deres kajakker og umiat. Og uden disse fartøjer kan man ikke bli- ve oplært som fanger. Hungersperioderne kendte man dog også i fortidens eskimoiske samfund, og derfor kan handelen med europæerne ikke have hele skylden, selvom fanger- familierne måske solgte mere, end de burde. Der er imidlertid også eksempler på, at grønlænderne ikke ville sælge af deres forråd: »Der laae vel 50 kobber paa landet, som de hafde fanget, men de vilde ingenlunde selge os noget deraf, men de viiste deris qvinder og børn, at det var deris spiise, som de skulle lefve af«, H.E.Rel, p. II, under 14/10 1721. Lars Dalager, der var ansat i Grønland som købmand fra ca. 1740—1767, skri- ver i sin bog »Grønlændernes Lev og Levnet«: »Grønlænderne kand gierne sulte 2 å 3 Dage, uden at lade dem merke, at de vansmægte. Derimod naar Spiise-Kam- meret er i god Stand, kand de igien æde fra Morgenen til Aftenen i et Trek. Ellers, naar Hungeren er ret stor, hakke de deres Telte-Skind i Stykker og kaage Suppe paa, og er det sandelig ikke rart, man hører dem fortælle om den og den, der kaagte Suppe paa sine gamle Buxer. Man skal dog neppe høre de Gamle og Voxne at klage dem herover, naar de merke, at Sulten er almindelig, men den Nød, de see paa deres smaa Børn, gaaer dem nær til Hjertet, og derfore, den mfndste Smule de kand faae, give de [9] Børnene, om de end selv af Hunger ere færdige at crepere til døde...« (LarsDal- ager 1752). Hans Egede skriver i Det gamle Grøn- lands ny Perlustration Natural-Historie: ».. .Man har med Forundring seet, hvor de i lang Tid, naar Mangel af Næring er dem tilslaget, har opholde sig af gamle stykker Skind, Tang ved Stranden og meere; Men Aarsagen hvorfor de frem for os kan saa taale udstaa hunger er uden Tvivl denne: At som de ere meget feede fyldige Folk, saa have de nok at tære paa for en Tid hos selv, af deres overflødige Fedme, indtil den er ud- tæret...« (Hans Egede, s. 76). De europæere, som boede i Grøn- land i det forrige år hundrede, i forbin- delse med deres gerning eller som tilrej- sende, har undret sig over grønlænder- nes ubekymrethed over dagen imorgen. Som jeg nævnte i indledningen har det- te ikke været tilfældet. Før i tiden var inuitterne selvforsynende med alt uden andres indblanding udefra. Men efter europæernes ankomst til landet blev deres religion og kultur og hele livs- førelse langsomt men sikkert nedbrudt. Dette i høj grad p.g.a. den kristne tro, som europæerne kom med, hvor man bl.a. prædiker »om ikke at bekymre sig til dagen i morgen«. Dette og mange ting i den nye religion har man taget meget bogstaveligt med den tryghed, som europæernes tilstedeværelse har påvirket dem, at de kan få hjælp fra deres side under trangstid og nød. Carl Emil Janssen, der var præst i Sisi- miut, Maniitsoq og senere seminarie- lærer i Nuuk, skrev i sin »En Grøn- landspræsts optegnelser 1844—49«, at efter en længere tids hunger og nød blev der fanget en hval i Holsteinsborgegnen - umånårsuk og hele omegnen tog der- til. Janssen skriver: ».. .der var kommen liv i Folket, de dovne Syge var pludselig helbredede, og alle vilde afsted; i en Hast var alle Slupperne bemandede for at komme med, om ikke for andet saa for at æde.« (Carl Emil Janssen, s. 145). Janssen skriver videre: »Opfyldt af forbauselse klatrede jeg op paa Dyrets Hoved og Krop i den tætte Trængsel af Grønlændere. Dette letsindige Folke- færd, nylig saa sultent og nødlidende, jublede og spøgede og lo, al Bekymring var glemt, ingen ændsede den bidende Kulde, og under uophørlig Æden gik Arbejdet for sig ...« (Carl Emil Janssen, s. 146). Den kære lille præst »palasinnguaq«, som grønlænderne kaldte ham, undrer sig videre over grønlændernes glæde over den store fangst. Hvem vil ikke bli- ve ellevild af glæde, når ens og børnenes liv blev reddet fra sultedøden i sidste øjeblik? »Palasinnguaq« skriver: »...Spækmas- sen afskrælledes i flere Dage og haledes op over Iskanten af hele Folkemæng- den, Mænd og Kvinder, under en lystig Opsang, under idelig Spøg og Latter, under uafbrudte Forsøg paa at kaste hinanden omkuld i Sneen eller spænde Ben paa den glatte Is, og det rungede i Fjeldene af de vildeste Glædesskrig, de var næsten som Flok glade Børn. Det er formodentlig, betragtede i saadanne Øjeblikke, at man siger og skriver, at Grønlænderne er et lykkeligt Folk, men jeg skulde dog mene, at deres Lykke er 231 [10] meget lidet misundelsesværdig, naar de i stor Uvidenhed og aandeligt Mørke og under Sult og Nød, som de selv har for- skyldt, hensukker deres Dage i disse Raadenhedens Huse, som jeg saa smaat har forsøgt at skildre, - udelagtige i fast alt, hvad der forskønner og forædler Jordelivet, og ved deres Letsindighed i indskrænkede til kun at tænke: »Hvad skal vi faa at æde i Morgen?«« (Carl Emiljanssen, s. 147—48). Janssens kritik var skarp. Mon han nogensinde havde tænkt på, hvorfor det grønlandske folk var blevet så »lallende« individer, havde han gjort sig de tanker, at de fa europæere, der opholdte sig i landet, havde gjort sig selv til herre- mænd over landets oprindelige befolk- ning og behandlede dem som børn. De havde fjernet deres livsnormer, deres tro, hele deres livsgrundlag, som de hav- de opbygget igennem århundreder for at opretholde et liv i et barsk land. Grønlænderne havde overlevet i flere tusinde år før europæernes ankomst og dermed bevist, at de var et værdigt fan- gerfolk, Her er et eksempel på, hvordan »Pa- lasinnguaq« behandlede sin menighed. Hans handling overfor en fanger, som efter hans mening havde fået for meget at drikke af den brændevin, som fanger- ne fik skænket under hvalflænsningen som løn for offentlig regning. Janssen skriver: »En af de bedste og dygtigste Grønlændere lykkedes det at forskaffe sig en lystig lille Rus, han omfavnede mig i Folkemængdens Paasyn og forsik- rede mig om, hvor højt han elskede mig, forsøgte meget snurrigt at tale Dansk og gjorde sig hel latterlig; han var saa inder- lig lykkelig, at jeg ikke nænnede at vise nogen Vrede, men Dagen efter gjorde jeg Nar ad ham i de andres Paahør, og saa skammede han sig som en vaad Hund.« Øanssen, s. 148). Et andet sted i bogen skriver han: »Jeg maa derfor i smaa Selskaber klinke og drikke paa en rigtig stræng Vinter, hvilket jeg kun gør med en stille Gysen og kun for Grønlændernes Skyld. Der indtræder nemlig gerne hver Vinter for disse en formelig Sulteperiode; thi en Hovedfejl hos ikke faa af disse Natur- mennesker er Dovenskab og Letsindig- hed. I Sommerens blide Dage samler de en Del Fisk og Renkød, som de tørrer i Solen, men allerede længe før Vinter har jeg observeret, at de æde af alle Kræfter af dette indsamlede Forraad. I store Klynger staar de hele Dage og Passiarer med Tobakspiben i Munden, i Stedet for at gaae tilsøs og søge hver Dags For- nødenhed. Naar saa Sulteperioden ind- træder, søger de Hjælp hos de Danske, som de i deres Barnlighed troer alle er Rigmænd, der frit kan disponere over alle de oplagte Varer og Levnedsmidler. Det er en uhyggelig Tanke, at vide sig omringet af flere hundrede forsultne Mennesker, og hvor misligt for Præsten, Å&Tprædiker Barmhjertighed og Godgørenhed (min fremhævelse, amp), at afvise de Bedende, og hvor umuligt paa den anden Side at hjælpe saa mange!« (Jans- sen, s. 73-74). Mere interesse for Grønland l 1779 sender Kollegiet Bendt Olrik og J. P. Schwabe op for at undersøge tilstan- dene i Grønland. Særligt skal de under- søge handelsfolkenes forhold til grøn- 232 [11] lænderne samt den almindelige snighan- del, som bedrager staten for betydelige summer. Johan Frederik Schwabe blev Grøn- lands første inspektør 1781 med sæde i Nordgrønland, Okik blev senere ansat i Sydgrønland. Schwabe oprettede ver- dens første hjælpekasse i 1783, som han kalder »Hjælpekassen for trængende Grønlændere«. Schwabe har været et godt aktiv for det grønlandske samfund — hans kollega Sydgrønlands inspektør Olrik fra 1782 kom derimod hurtigt i klammeri til højre og venstre og blev hjemkaldt i 1789. Efter Schwabes me- ning havde instruksens (1782) bestem- melser ikke været tilstrækkelige, og han mente, at foranstaltninger var påkrævet. Hans tanker fra dengang ligner det moderne danske socialsystem af i dag, nemlig hjælp til selvhjælp. Han indførte et opsparingssystem til hjælp i trangsti- der, men foreløbig kun i Nordgrønland. Efter en god hvalfangst henlagdes en del af den part, der tilkom grønlænder- ne i hjælpekassen. Kapitalen forrente- des i direktionen med 2% om året og havde allerede i 1785 en beholdning på 2000 rdl. indestående og i 1801 7478 rdl. Af disse penge betaltes den provi- ant, der blev uddelt i nødsår, forsåvidt den oversteg 500 rdl. Instruksens provi- antuddelinger måtte ikke gerne oversti- ge 500 rdl., men nøden kunne være så stor, at denne sum blev overskredet. Endvidere betalte kassen medicin, som blev uddelt gratis til grønlænderne, og den betalte den senere ansatte »læge« i Nordgrønland. Hjælpekassen foranstal- tede også de grønlandske enkers under- støttelse, som instruksen havde overladt til det private initiativ. (Finn Gad 1946, s. 98, 112). Englandskrigen 1807-1814 Meddelelsen om Englandskrigen 1807 —1814 vakte stor bekymring i Grønland, mest for forsyningerne. Eksempelvis var kun tre af de otte skibe, som KGH sendte til Grønland i 1807, kommet til- bage. De øvrige var blevet kapret af englænderne. Foruden de manglende forsyninger af proviant, der skabte de største vanskeligheder, har mangelen på krudt, hagl og bly påvirket fangsten. Megen fangst gik i stå. Og når der sam- tidig var knapt med fangstdyr, kunne situationen blive truende for befolknin- gen, både for danskerne og grønlæn- derne. Situationen mellem grønlændere og KGH-folkene under krigen kunne være meget spændt. I Upernavik distrikt hav- de der været indbrud i KGH's depoter, hvor grønlænderne havde stjålet nogle tønder hvidhvalspæk. Denne handling var absolut nødvendig for grønlæn- derne, da der var hungersnød i landet. Grønlænderne havde svært ved at for- stå, at en krig langt fra deres land kunne få så betydelige konsekvenser for deres liv. De danske, der opholdt sig i landet, dvs. handelens folk, havde mistet deres autoritet overfor befolkningen i deres magtesløshed. Sulten havde drevet de mennesker, som ellers ikke var tyve, til at tage den mad, som de vidste befandt sig bag lukkede døre. (Kolonibestyrer Johannes Windings brev). Det var dog ikke kun grønlændere, der havde stjålet under den krigsskabte nød 233 [12] og sult. En engelsk Kaptajn Forster anløb Tassiusaq sommeren 1811 og stjal, hvad der fandtes af handelsværdi på stedet. Udliggeren skrev 20. juni 1811 til Hr. Købmand Rosbach i Uper- nivik: »...den 14. Om Morgenen Kl. 3 kom 5 slupper i Land fra ham af, alle velbevæbnede med Flindter og Hugger- ter, som om her havde været et Hun- drede Mand til Forsvar. Strax da de traadte i Land sadte (de) det engelske Flag paa Klappen(?) og strax Skibets Navn Truloc paa alle fade og Tønder, som forefandtes ved Forsøget samt Huus Dørren og de herværende 2de slupper. Da de var færdige med al dette, reiste 3de Slupper om Bord og 2de ble- ve tilbage at giøre Vagt velbevæbnede, om een Time kom en anden Sluppe fra Skibet og havde et andet Flag med sig og som strax blev sadt paa Skuuret. Kl. 8 kom Skibet ind og fortøiede sig ved et lis fjeld, Kl. 9 begyndte han at borttage Fadene^bg da han havde borttage 8 stk: 2 Tønds kom Styrmanden i Land og hil- sede Capitainen, at han vilde _give mig noget Proviant for spækket han tog, men jeg svarede ham, at jeg ikke kunde modtage noget Proviant for spækket, da det ikke tilhørte mig til og desuden tien- te jeg den Danske Handel, som Spækket tilhørte...« (Det Grønlandske Selskabs AARSSKRIFT 1931, s. 41). Disse englændere har røvet det dyre- bare spæk fra det lille samfund, ikke af nød men fordi de er i krig med moder- landet Danmark. Men denne handling fik et efterspil. Nordgrønlands inspektør Motzfeldt havde sendt klage over dette overfald til den engelske regering. Kaptajn Forster mistede sit kaperbrev og blev fyret fra skibsføreisen. (AARSSKRIFT 1931, s. 43). _ Krigen havde sat Grønland i stå med hensyn til udvikling i mange år. Fanger- ne, der havde lært at bruge skydevåben, havde ikke ammunition til deres bøsser og var ikke i træning med at bruge de traditionelle grønlandske fangstredska- ber. Hvalfangstudbyttet har varieret fra år til år. Eksempelvis må året 1811 have været et katastrofeår for folk i Chri- stianshåb, for det år blev der ikke fanget én eneste hval, og der kom ikke skib fra Europa med forsyninger. Indberetninger fra inspektører og kolonibestyrere I datidens Grønland og helt op til mid- ten af halvtredserne var kolonibestyrer- ne, som betegnelsen allerede viser, dem som bestemmer — naalagakker — (herre- mændene) i de grønlandske byer og på bopladser. De har haft et stort ansvar overfor befolkningen under forskellige situationer. Folk ser op til dem og reg- ner med, at de kan klare alle problermer, de er jo qallunaakker — de danske — men disse niuertut (købmændene) har også deres overordnede, som lever langt væk fra det land, som de vil styre, regere. Når der opstår situationer såsom krig i Europa eller misfangst, står disse men- nesker iblandt den befolkning, som ikke har den forståelse, hvordan en krig så langt væk fra landet kunne få en så stor indflydelse på deres levevilkår. Mange danske har ligefrem følt sig truet af det lokale folk under omstændigheder net- 234 [13] op som krigen mellem England og Eu- ropa 1807-1814. Som et eksempel kan her nævnes danskerne i Upernavik distrikt. Byen havde ikke fået forsyninger i lang tid fra Danmark p.g.a. krigen. Det var handels- året 1808/1809. Netop dette år blev der misfangst. De to befolkningsgruppers forhold til hinanden blev meget an- strengt, selvom flere danskere var blevet gift med grønlandske piger og derfor havde familierelationer til grønlænder- ne. Kolonibestyrer Winding skrev: »om de slet tænkende og højst uforskamme- de grønlændere«. (Upernavik 1809 af AMBP og NF). Mads Thomsen, der var bestyrer i Tasiusaq, mente: »at grønlænderne hav- de planer om at myrde ham og alle de andre danskere. Johannes Winding og Carl Huck gav også udtryk for, at de ikke havde tiltro til grønlænderne«. Carl Huck var bådsmand, der havde været ansat i KGH i 21 år. Frederik Rosbach, der var assistent, skrev til inspektøren og bad om, at kolonien endelig måtte blive forsynet med handelsvarer som tobak, krudt, bly m.m., for ellers kun- ne ingen omgås eller være blandt Upernaviks grønlændere. Det var også Rosbach, der skrev: »O! Hvor kær- komment de få ruller tobak var, som vi modtog fra Umanak, kan jeg næsten ikke beskrive«. (Upernavik 1809 AMBP, NF.) I 1781 indsættes Schwabe som den første inspektør i Nordgrønland, et år senere ansættes Bendt Okik i Sydgrøn- land. Instruxen af 1782 vil bl.a., at inspektørembederne skal beskytte be- folkningen og kontrollere handelsfolke- ne. »Ensartede priser indføres i hele lan- det for både indhandling og udhandling, d.v.s. opkøb af fangernes produkter og salg af europæiske varer til dem. Livs- nødvendige varer sælges uden fortjene- ste, mens luxusbetonede varer sættes til meget høje priser for at begrænse købet af dem. Der indføres faste straffebe- stemmelser for det udsendte mandskab, mens grønlænderne - bortset fra meget alvorlige tilfælde — overlades til selv at holde justits indbyrdes«. (Politikens »Bogen om Grønland«). I Nordgrønlands inspektør 1828-1843 Ristings (Prm. 1831-32, 1837-39) ind- beretning fra vinteren 1829/30 ved kolonien Egedesminde, hvor en epide- mi i forbindelse med misfangst havde krævet mange menneskeliv, står skrevet: »Ikke blot ved selve Colonien, men og- saa ved Udstederne fandt den samme Elendighed Sted: Geisler [Købmanden] havde sat sin ældste Søn, som nu staaer i Tjenesten, ved et nyt ifjor etableret Garnforsøg, Sangarsak, der lovede et godt udbytte; men det var der ligesom ved de andre steder, Sødyrene søgte ikke Fjøren, saa at han ikkun fangede 8 Sælhunde ialt; og Juleaften, da hans Ranson var fortæret og han formedelst den slette lis var afskaaret fra Colonien, havde han ... intet uden et Par gamle Støvlesaaler til sig og sin Familie. Alle Hundene, som just ved Egedesminde ere vigtige for Vinter f angsten, vare enten spist eller bortdøde af Sult«. (Sveistrup og Dalgaard, M.o.G Bd. 145, nr. l, s. 145-46). Fasting mente, at hvis handelen ikke havde hjulpet grønlænderne med sulte- 235 [14] kost, ville mange have været døde. (Fasting, M.O.G. 145, s. 146). Det kan vel ikke undre nogen, i hvert fald i dag, at handelen hjalp de få men- nesker med at opretholde livet i trangs- tid. Det var jo dem, der skulle fange de fangstdyr, som handelen meget gerne ville have fat i med videre salg til Euro- pa for øje, garanteret med fortjeneste. Med andre ord kunne fangerfamilierne og handelen ikke undvære hinanden. Der var ikke lov eller regler for sulte- kostuddelingen under trangstid i da-_ tidens Grønland. Lokalbefolkningen måtte ty til de få danskere, der var på stedet, kolonibestyreren, missionæren/ præsten eller udliggeren. Uddelingen af sultekost blev stærkt begrænset i Nord- grønland, da inspektør Fasting i 1840 havde fået spækpriserne stærkt forhøjet og derfor mente, at grønlænderne selv kunne sørge for forråd til trangstid. Han skrev i et cirkulære af 20. juni 1840 til alle købmænd i Nordgrønland: »Allere- de ved forrige Aar paa enkelte Steder at betyde Grønlænderne, at de selv skulle betale deres Sygekost (hvilket nu efter Handelsdirectionens Bestemmelse ved Cirkulatre af 16de dennes er bleven almindelig indført) har viist sig, at naar man ret kraftigen opfordrede dem der- til, ved deres Handel søgte at formaae dem til at lade deres Tilgodehavende henstaae til Trangstid, saa vilde det ikke være vanskeligt aldeles, eller idetmindste tildeels at afskaffe Sultekosten«. (Alm. Cirkulære fra Fasting 20/6 - 1840 G.H.A. N.G.) (M.O.G. Bd 145, s. 345). Endvidere skrev Fasting, at nogle familier ikke tilbagebetalte sultekosten, hvorved handelen måtte bære tabet. Fasting, Nordgrønlands inspektør 1828-1843. Grøn- lands Nationalmuseum og Arkiv. Denne bestemmelse gjorde købmænde- ne usikre. Købmand Arntz skriver: »Det forekommer mig og vist flere, at jo mere Grønlænderne faar for sine varer, jo ladere, uslere og elendigere bliver han til at erhverve, og med Vished kan jeg sige, at han bliver slettere og uomgjæn- geligere, og skal det vedblive som det har begyndt, antager jeg, at om en halv Snees Aar maae der sendes Milice til at holde Grønlænderne i Ave, da det saa vil umuligt for en enkelt Mand med eet som oftest hengiven Mandskab, ene at kunde det.« (M.o.G. bd. 145, s. 345). Vinteren 1843/44 var ualmindelig streng i Nordgrønland. Is og sne umu- liggjorde al fangst og fremkaldte sult og nød flere steder. Købmand Arntz i Ege- 236 [15] desminde 1841—1846 redegør i forskel- lige indberetninger for forholdene i sit distrikt. Han skriver: »Nøden ved Ke- pingarsuk har været saa stor, at Grøn- lænderne har maattet spise deres gamle Brixeskind, og ved Udsted i samme Fjord, som hører under Eginiarfik have Grønlænderne, i en Tid af 8 Dage maat- tet leve af Tang, indtil endelig Udligge- ren Peter Siegstad efter flere Gange at være anmodet derom, uddelte lidt Sulte- kost til dem, hvilket Manden har gjort paa sin egen Haand, da jeg selv ikke havde turdet vaavet at give ham Til- ladelse dertil, eftersom det antages, at Sultekosten kan afskaffes«. (Kmd. Arntz (Egedesminde) til Dir. 15/8 - 1844). (M.o.G. bd. 145, s. 344). I sin indberetning til Rentekammeret skriver Arntz om forholdene under mis fangst: »Hvad Landets Børn under saadanne Tilfælde lider af Sult og Kulde og Sygdom, kan kun den gjøre sig rigtig Begreb om der lever midt iblandt disse Mennesker, og som daglig har med at varetage«. (Artnz til RK 30/6 - 1844). (M.O.G. bd. 145, s. 345). Dr. C. J. Kay ser på inspektion I foråret 1844 udbrød der en epidemi, og i løbet af fire måneder døde 37 men- nesker, især kvinder og børn. Læge Ru- dolph - distriktslæge i Jakobshavn — mente, at grønlændernes store forbrug af kaffe og overdreven nydelse af helle- fisk i forbindelse med mangel på varme og tøj var skyld i elendigheden. — Kon- gen/Rentekammeret sendte en læge til Nordgrønland, der sammen med in- spektøren skulle undersøge epidemien. Man valgte reservekirurg ved Frederiks Hospital Dr. C. J. Kayser, der i foråret 1845 rejste til Nordgrønland for at undersøge forholdene ved Jakobshavn og de andre bugtkolonier. (M.o.G. 145, s. 346-347). Efter hjemkomsten fra Grønland afgav Dr. Kayser beretning til Rente- kammeret om sin undersøgelse og om, hvad der kunne sikre grønlænderne mod epidemier i fremtiden. Han skrev følgende punkter: »1. Forbedring af Grønlændernes Boligforhold m. m., 2. Indskrænkning af Kaffesalget til Grøn- lænderne, 3. Kulbrydning i Nordgrøn- land og Kullenes Anvendelse i de grøn- landske Huse, 4. Udvidelse af Garn- fangsten og Optagelse af Kabliaufiskeri, og 5. Uddeling af Understøttelse til Grønlænderne i Tilfælde af Sygdom og Nød.« (RK til Dir. 28/3 - G.H.A.) (M.o.G. bd. 145, s. 348). Grundet landets størrelse og dårlige ustabile transportmuligheder havde fået forskellige bestemmelser til at fungere efter hensigten, hvor vigtige meddelel- ser kunne være undervejs i lang tid for at nå til bestemmelsesstedet. Derfor havde det skabt mange tvivlsituationer imellem købmændene. — »Store Vanske- ligheder fremkom ved, at bestemmel- serne om Uddelingen af Hjælp til Grøn- lænderne i Trangstid var meget uklare. I Instruksen (4. Post § 5) stod der, at Hjælpen skulde ydes forskelligt til enkelte i Forhold til deres Trang. Denne Regel var man imidlertid efterhaanden gaaet bort fra Praksis, saaledes at alle nu faktisk fik lige meget. I Strid med Instruksen var Nordgrønland ved Fastings cirkulerer af 16. og 20. Juni 1840 paalagt Købmændene saa vidt 237 [16] muligt at afskaffe Sultekosten. De mod- stridende eller i hvert fald uklare Bestemmelser var efter Kaysers Opfat- telse til Skade for Grønlænderne, idet Købmændene ikke vidste, hvordan de skulde forholde sig. Han foreslog, at man fremtidig lagde Instruksens Be- stemmelser til Grund og lod Køb- mændene foretage Uddelingen efter bedste Skøn, dog saaledes at de skulde aflægge beretning herom til Inspek- tøren«. (M.o.G. bd. 145, s. 349). Direktionen udstedte nye bestem- melser vedrørende understøttelserne, hvor reglerne trængte til en hurtig revi- sion. Tidligere bestemmelser blev op- hævet på nær en, instruksens 4. Post paragraf 5, med følgende tilføjelse: »Enhver udborgning, der maatte finde Sted, naar Misfangst og deraf følgende Nød blandt Grønlænderne indtræffer, bliver uden Ansvar for Bestyrerne. Ligesom Uddelingen i Trangstid i Almindelighed maae overlades til Besty- rerne Conduite, saaledes have de ogsaa i særdeles Tilfælde, naar til Exempel Syg- domme indtræffe, og der ikke er Tid eller Leilighed til at oppebie Inspecteu- rens Bestemmelse, og at træffe de for- anstaltninger som maatte ansees nød- vendige til Forebyggelse af befrygtet Ulykke, dog paaligger det dem, saa snart Omstændighederne tillade det, at un- derrette Inspecteuren om Foranstalt- ninger som foreløbigen ere føiede«. (M.O.G. bd. 145, s. 350-51). Lægernes Instruks fik samtidig en tilføjelse, hvor lægerne i nødstilfælde uden at indhente inspektørens bestem- melser sammen med kolonibestyreren 238 kunne træffe foranstaltninger, som un- der nødsituationer kunne anses for nød- vendige. (M.o.G. Bd. 145, s. 351). Inspektør Qlrik, Nordgrønland, (Chri- stian Søren Marcus Olrik 1815-1870), f. i Julianehåb, blev inspektør i 1846. Han svarede på Kaysers kritik, og efter hans mening egnede de grønlandske huse sig bedst for grønlænderne, da materialerne var lette og billige at anskaffe. Kaysers ønske om at få grønlænderne spredt ud til fangstpladserne var Olrik enig i. Det var imidlertid meget vanskeligt at gen- nemføre. Man havde forsøgt mange gange før, uden at det hjalp. Med hensyn til understøttelse billige- de Olrik, »at Instruksens Bestemmelser lagdes til Grund, men mente, at det udtrykkeligt burde fastslaaes, at Hjæl- pen normalt kun gaves som laan, der skulde tilbagebetales. Han fandt det uheldigt at give Hjælpen som dansk Proviant og foreslog, at Handelen ved enkelte Kolonier skulde bygge Skure til Tørring af Kabliau og Sælhunde kød, der saa kunde gives til Laan som Under- støttelse i Trangstid«. (M.o.G. bd. 145, s. 351-52). Den politiske opvågning Samuel Kleinschmidt (l 814-1886), Herrn- huttisk missionær, blev uenig med sine fæller, og han valgte derfor at blive lærer på Ilinniarfissuaq/seminariet. Han gik imod herrnhutternes kirketugt, der bl.a. forbød menigheden at tage på fangst på helligdagene, selvom der var mangel på mad. (Brødremenigheden var i Grøn- land fra 1733-1900). Deres meget strenge love og regler virkede ikke i længden rigtige for de frihedselskende [17] grønlændere. Dette resulterede i mo- ralsk opløsning. De stjæler, lyver og de angiver hinanden, hvis f.eks. en har overværet en ganske harmløs dans på bødkerværkstedet i Avannarliit. De dan- ske missionærer forbød ikke den slags forlystelser i modsætning til de herrn- huttiske, der mente at musikinstrumen- terne udelukkende skulle benyttes i kir- kelige handlinger. De brugte megen tid på religiøse sammenkomster og fik til- delt europæisk mad i form af røget eller saltet kød, der i forhold til landets egne kød- og fiskeprodukter var nærings- fattigt. De herrnhuttiske brødre manglede både kajakker og umiaq'er. De både sul- tede og gik i dårlige klæder. Brødreme- nigheden så elendigheden og forsøgte at indskrænke KGH's handel med sukker, kaffe og tobak. Men KGH opkøbte be- folkningens spæk og skindvarer, og de- res bedste byttevarer var for dem uund- værlige livsnødvendigheder. Kleinschmidt havde dog en anden teori. Han mente, at Nyherrnhutternes elendighed bl.a. skyldtes, at de kunne få »Borg« d.v.s., at de kan få varer på kre- dit. Grønlænderne vidste, at kolonibe- styrerne skulle yde hjælp i trangstider, når der ikke var anden udvej. Det var i form af udlevering af proviant, som skulle betales tilbage, når fangstforhol- dene var blevet bedre. Nyherrnhutterne kunne dog også få hjælp af menigheds- forstanderen. Kleinschmidt foreslog, at han blev ansat som fattigforstander for brødremenigheden, således at alle sager, hvori der trængtes til hjælp, skulle gå igennem ham. Dette forslag skabte ide- en til forstanderskaberne, som den nye inspektør H. J. Rink fik realiseret. Fra 1857 (først i Sydgrønland) eksperimen- terede man med forstanderskaberne, og i 1862 blev de lovmæssigt oprettet langs hele kysten. Medlemmerne var embeds- mænd fra handelen og missionen og en anset og dygtig fanger fra hver boplads i distriktet. Befolkningens repræsentan- ter blev valgt for 3 år ad gangen. Med denne foranstaltning forsøgte man at få grønlænderne til selv at tage sig af deres livsførelse, både socialt og hvad angik retsudøvelsen. I 1872, da Rink blev di- rektør for Handelen, fandt forstander- skaberne deres endelige form i Inden- rigsministeriets »Foreløbige bestemmel- ser«, som blev gældende til 1910. Rink skrev i sin bog »Betænkningen og Forslag vedkommende D. kongelige grønlandske Handel 1856. ...Om mang- lerne ved de til Grønlændernes Under- støttelse i Sygdom og Trang sigtende Foranstaltninger« (brevet var sendt til Indenrigsministeriet med beretning om misfangst ved Julianehåb 1853—54): »... I Instruksen af 19de April 1782 er paabudt, i Tilfælde af almindelig Mis- fangst og langvarig hunger at hjælpe Grønlænderne med dansk Proviant, som de Fattige skulle nyde gratis, de øvrige atter betale naar Fangsten slaar til, og er denne Bestemmelse senere for- nyet og udtrykkelig indskjerpet ved Inspecteurens, af Direktionen sanktio- nerede Cirkulaireskrivelser af 17de Juli 1846 og 26de Juni 1850, med hvilke Regnskabsførerne tillige ere fritagne for Ansvaret for hvad der under saadanne Omstændigheder udborges til Grøn- lænderne. For at vurdere Betydningen af disse Bestemmelser bliver det vel 239 [18] først og_fremmest nødvendigt at under- søge: 1) Størrelsen af Mangelen i de giv- ne Tilfælde, 2) Størrelsen af Midlerne, som haves til at bøde paa Mangelen, samt Maaden hvorpaa dette kan skee. Begge Punkter skulde jeg her tillade mig at udvikle, holdende mig til det af mig bestyrede Julianehaabs Distrikt, som indbefatter mellem 1/4 og 1/3 af hele Grønlands Befolkning.« (Rink, s. 168). Rink skriver, at grønlændernes fangst- rytmer deles i 5 årstider: »1) Den gode Foraarstid eller klapmydsetiden, fra Midten af Mai til sidst i Juni; i samme er der et Overflod af Føde, som tørres og opbevares i Form af Kjød og Ang- maksæt, 2) En Mellemtid i Juli, som kan antages at producere det daglige For- brug. 3) Den anden, eller den saakaldte magre klapmydsetid, der med større eller mindre Mellemrum i September gaaer over Efteraarsfangsten,"^om skaf- fer den største Mængde af Aarets Pro- dukter til Handelen. Denne naar nu efter Omstændighederne til ind i November eller December, og i samme produceres der ligeledes et Overskud af Føde, deels friske Sælhundekroppe, som gjemmes under Sneen, deels tørre- de Kabliau o.a. 4) Den knappe Tid, i hvilken den producerede Føde ikke er tilstrækkelig til at dække det daglige For- brug, men det i Perioderne l og 3 pro- ducerede maa erstatte Underbalancen, ligesom nu ogsaa Fangerne i manglen af Sælhunde maae indskrænke sig til at fiske, fange Søfugle samle Tang og Mus- linger, der her ligesaa lidt som i andre Lande ere forkastelige Fødemidler. Varigheden af denne Periode og Størrel- sen af Mangelen i samme er nu yderst forskjelMg efter Aarenes Beskaffenhed. Under almindelige Omstændigheder er forraadet fuldkomme tilskrækkeligt til at dække Mangelen; i Misfangstaar, naar perioderne l og 3 ikke have givet det fornødne Overskud, ja vel endog den sidste har havt Underbalance, og allere- de krævet Forbrug af det om Sommeren indsamlede og naar saa tillige Perioden 4 bliver stormfuld, streng og ugunstig, indtræder der efter Omstændighederne en kortere eller længere Periode ved fle- re eller færre af beboede Pladser, i hvil- ken deels den langvarige, sparsomme og udelukkende Fiskeføde kan antages at virke svækkende, deels ogsaa virkelig Sult herefter af og til, naar Uvejr eller Stedets Beliggenhed hindre Fiskeri, ja vel endog Indsamlingen af Tang og Muslinger. I begge Tilfælde er det altsaa at Handelen skal yde Hjælp med Provi- anten; men hvor lang denne Tid er, som saaledes truer Befolkningens Liv og Helbred, og til hvor stor en Deel af Ind- vaanerne Mangelen udstrækker sig, der er forskelligt efter Misfangstens Grad. Dog maae vi vel ved almindelig Mis- fangst, og langvarig Hunger forstaae et saadant Aar, i hvilken en vis større Part, fEx. 1/2 eller 3/4 af Befolkningen, i en ligeledes større Part, fEx. 1/2 eller 3/4 afden under No. 4 beskrevne Periode har slet eller utilstrækkelig Føde. Lad os antage, at 3/4 af Befolkningen, i 3 Maa- neder skulde understøttes med daglig l Pund hver Individ, da vilde dette udgjøre c. 180000 Pund Fødemidler, og saaledes komme vi altsaa ogsaa ad denne Vej til det Resultat, at den Mangel, som skal udfyldes, maa regnes efter Hundrede- tusinder af Pund...« (Rink, s. 169). 240 [19] Således skriver Rink og fortsætter se- nere hen i bogen: ».. .Brødet er ikke alene en Luxusvare for Grønlænderne, men uden tvivl og- saa en af de sletteste, unyttigste og ik- kun formedelst deres planløse Øcono- mi afsættelige Luxusvarer, som for førstedelen kun kommer de Europæer- ne tjenende, til Landets egentlige Er- hverv, uduelige, tildeels ved Laan og Tiggeri hentærende Deel af Befolknin- gen tilgode, ikke de dygtige med gode Redskaber og Vinterforraad sig forsyne- de Fangere...« (Rink, s. 172-73). Idag har vi fuld forståelse for vore forfædres trang til at spise brød, men i Rinks tid var det ikke almindeligt, at grønlænderne skulle nyde disse »luxus- varer«, som jo kun var tiltænkt dansker- ne. I »Regnskabsprotokolfor Forstanderskabet for de Indfødte i Julianehaabs Distrikt paa Handelsaaret 1860« ført af H. J. Rink er der at læse på udgiftsiden: »Paa Grund af Mis fangst og ualmindelig Trang: / Gratis: Erter, Gryn, Brød og Rugmel... Til Beløb 244 Rdr. 2 borget: Proviant og Spækjor 47.85« 1857 var en alvorlig sultevinter langs hele kysten. Det ses f.eks. på et lille sted som Napasoq ved Sukkertoppen, hvor de fleste af beboerne døde af sult. l. marts døde l O personer på samme dag. I »Sukkertoppen Præstegæld Mini- sterialbog 1857-1864« står der: »- Alle disse omkom i Konebaad, da de vilde foretage en Rejse til Sukkertoppen for at hente Proviant til Udstedet. Kun no. 19 blev tillige med sin Plejedatter fundet paa en Ø.« (Nummer 19 var en dansk udligger Willumsen, der var grønlandsk gift). Mange andre døde i vinterens løb, hvor dødsårsagen var »Død af Sult, Nød og Elendighed«. I Hovedministerialbogen for Hol- steinsborg Præstegæld 1823—1857 står der, at der i året 1857 i februar, marts, april og maj var mange, der døde på udstederne og bopladserne Qerrortu- soq, Saqqaq, Kangerluarsuk, Sarfann- guaq, Saqqarliit, Uummannaarsuk, Itil- leq, Itillersuaq og Kaksik (Qassit? AMP) Under anmærkningen over dødsårsagen står der: Elendighed, Sult og Nød. I »Meddelelser vedkommende For- standerskaberne i Sydgrønland 1862- 66« kan man læse beretningerne fra de enkelte byer og bopladser. Julianehaab »Julianehaabs Forstanderskab samledes den 11. Juli 1862. Alle de 10 Forstande- re vare tilstede for at erfare Ministerens nye Bestemmelser. Tillige tilkaldtes alle Grønlændere fra Omegnen, som havde Lyst til at komme; og der mødte i de føl- gende Dage 214 Kajakker og 20 Kone- baade. lait vare der 600 Mennesker sam- lede ved Julianehaab. Der var opstillet i Forstanderskabets ForsamlingsHuus endeel Gjenstande til Belønning for de dygtigste Erhververe, som i den sidste Vinter ikke havde faaet Hjelp eller Laan. — De indfødte Forstandere bleve anmo- de om at opgive Navnene paa dem, som vare til disse Foræringer, og derpaa 241 [20] /({.K. "tt+ntl M_j „ftt'jf,«..«*/.- r-f x-to.'wM^i^', fo«.nf. "/ '/ /1 n • v "i f- ! '////? /l£A*J-*J: fTf-1^, f*~V l Xf~m •*> -i^y^^^-X ' . - , ,/V' »g-- '*-'--- V7 ', (">a . ' , r> ? ' ' " "/•//.,!'/ m ir A" tf — fv -, fy - 72 lt bf •• fil* t f Kl * " •• Fra H. J. Rlnk's »Regnskabsprotokol for Forstanderskabet for de Indfødte i Julianehaabs Distrikt paa Handelsaaret 1860«. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. uddeeltes de. Da foræringerne vare uddelte, blev der afholdt en Fugleskyd- ning af 200 Fangere fra alle Egne om- kring Julianehaab. De som vare heldigst i at skyde, erholdt ligeledes Foræringer. — Den20de October samledes Forstan- derskabet atter, og dennegang mødte de nye, af deres Landsmænd valgte For- standere. Kun een af dem var forhindret fra at komme. — Forstanderskabet har bestemt, at Enkerne og de Forældreløse efter Mænd, som ere omkomne i Kajak, skulde have en lille regelmæssig aarlig Gave. Af saadanne Enker var der ialt 36, og af saadanne Forældreløse 9. Hvad Fattighjælp angaaer, da besluttedes det, at man' ikke skulde bestemme i denne iforveien, men at Opsynsmændene skulde melde, naar saadan var nødven- dig. Dog skulde alle faderløse eller fatti- ge Drenge over 12 Aar forsynes med Kajakker, dernæst skulde ogsaa de fat- tigste Erhververe forsynes med Fiske- snører og andre meget nødvendige Red- skaber, og ligeledes skulde 30 Fangere hver have 5 Rdl: til Hjelp til en Riffel. Men Vinteren blev overordentlig streng; FLavet frøs til, saa at man kunde gaae endog ud til Nanortaliks Yderøer; paa andre Steder var Isen ikke til at gaae paa, men den forhindrede Kajakkerne fra at komme frem. Derfor indtraadte der stor Nød paa mange Steder, og Forstan- derskabet maatte derfor hjelpe meget ved at give de Fattige, som kunde naaes, Fødemidler og Spæk; ingen mindes at have oplevet en saadan Vinter over hele Grønland. Ved Tasiussak i Tasermiut boede ialt 14 Mennesker, af hvilke kun de 2, Stephanus og Simon vare Erhver- vere. Disse to vare sidste Gang paa Besøg ved Nanortalik den 31 Decem- 242 [21] ber; da de hjemkom, begyndte de alle- rede at lide Nød, og da man ikke mere kunde komme til Nanortalik for lis, gik de midt i Januar over Land og lis til Igdlukasikkerne, af hvilke de fik Krudt og Bly samt Fødemidler. Da Igdlukasik- kerne den 27de Februar kom til Nanor- talik, fortalte de om Nøden ved Tasius- sak. Strax derpaa forsøgte 4 Mand at gaae dertil for at bringe Hjelp; men de arbeidede forgjæves i 4 Dage mellem lis, som man hverken kunde gaae paa, eller roe imellem. Endelig den 6te Marts var Veien tilfrossen, saa at 4 Mand kun- de gaae dertil. Da disse kom hjem, for- talte de, at 3 Qvinder og l spæd Barn vare døde, deels af Sygdom, deels af Mangel, og at Fanger Stephanus havde ligget syg siden Hjemkomsten fra Igdlu- kasik. Dengang Nanortalikkerne kom, laae de alle uden at kunne reise sig; ale- ne Pigen Else var oppe og hentede Vand og Tang til de Andre. Samme Dag døde Stephanus. Dagen efter brød Isen op med Østenvind og Veien blev atter ganske ufremkommelig. Den 9de April begave 2 Mand sig dertil, deels roende i Kajak, deels gaaende over Land og lis; de kunde kun bære ganske lidt Føde- midler med sig. Da de ankom til Tasius- sak vare Fangeren Simon og endnu 3 Mennesker døde. Den 10de April kom atter 4 Mand dertil og bragte Fødemid- ler og klæder, men strax efterat have spiist, døde endnu een af de Nødliden- de. Derpaa blev Veien atter aldeles af- skaaren, da Isen ikke mere kunde bære. Først den 19de Mai opkom der en stærk Sydostvind, som drev Isen ud, saa at en Baad kunde komme dertil; da levede der endnu kun 5 Mennesker, thi Pigen Else druknede den 15de April, da hun vilde fiske og faldt gjennem et Hul i Isen. Denne Pige var om Vinteren den ene- ste, som samlede Føde til de andre Be- boere af Tasiussak, da Fanger Stepha- nus blev syg og Simon havde lagt sig af fortvivlelse og ikke mere vilde gaae ud. — Følgende Nanortalikere have med fare for deres Liv bestræbt sig for at bringe Hjelp til Tasiussak: Bødker Jør- gen Kielsen, Katechet Enoch, Fangerne Isboset og Carl. - Beboerne af Tasius- sak vare de eneste i Julianehaabs Om- egn, som maatte omkomme af Nød; de have forvoldt sig det selv, da de ikke havde samlet tilstrækkeligt til Vinteren; thi i Julianehaabs Omegn findes der 56 Bopladse, og naar mange af disse kom i saadan Nød, hvo skulde da bringe den Hjælp? — Forstanderskabet har hjulpet med Landets Penge paa følgende Maa- de: til Kajakker for 28 drenge 45 Rdl. - Til Fiskersnører for Drenge og Gamle eller Svage 25 Rdl. - til Klæder for Enker og Børn 40 Rdl. — til Fødemidler for Trængende 162 Rdl; men disse Pen- ge have 4 Erhververe ved Kakkalik alene faaet 40 Rdl. til Spæk og Føde, fordi Opsynsmanden og Udliggeren ved Kakkalik ikke have været sparsomme med Landets Penge; thi hvis Alle havde brugt ligesaameget, vilde Indvaanerne i Julianehaabs Omegn alene have brugt alle Sydgrønlands Penge til Fødemidler og alligevel vilde undertiden have sultet. - Desuden have Enker og Forældreløse efter Mænd, som ere omkomne i Kajak ialt faet 52 Rdl. - Ogsaa ere 17 Fangere hjulpne hver med 5 Rdl til en Riffel og een med 20 Rdl til en Kakkelovn. Om Foraaret fandt Forstanderskabet, 243 [22] at der var 1000 Rdl. tilovers til at forde- les som Hædersgaver til 355 Erhverve- re, som slet ingen Fattighjælp havde erholdt Derpaa bleve Pengene fordeel- te efter enhvers Erhversdygtighed, og desuden bleve 50 Rdl givne til Opsyns- mændene, for at de selv deraf kunde lægge til for dem, som de syntes havde fortjent mere. Med Hensyn til Retspleien har For- standerskabet forhandlet om Tyveri fra Rævefælder og Spæk fra Koloniens Spækhuus. Følgende have været Opsynsmænd i Julianehaabs Omegn: Salomon for Kak- kalik, Jakob for Narsak, Philippus for Julianehaab, Andreas for Sardlok, Ma- thæus for Lichtenau, Christoph for Nunaitsiak, Søren for Nanortalik, Abra- ham for Fredriksdal, Jephta for Pami- ædluk.« - (Meddelelser vedkommende Forstahderskaberne i Sydgrønland 1862 -66). Nuuk havde Nyherrnhutter og den dan- ske folkekirke som menighed. - Herrn- hutterne, der havde forbudt deres menighed at tage på fangst om sønda- gen og i helligdagene, har været hårdt ramt i trangstider. Derfor tager jeg Nuuk som Grønlands største by som et eksempel på den store forskel på leve- standarden/levevis i Grønland fra 1861 og hundrede år senere i 1961. Godthaab »I Godthaabs Distrikt var der om Efter- aaret megen Sygdom; der døde ialt 60 Mennesker af Brystsyge, og mange ble- ve ved Sygdom forhindrede fra at ind- rette deres Huse og drive deres Fangst. Fprstanderskabet forsamledes den 7 October; de forrige Opsynsmænd ved- bleve, nemlig Leonhardt for Nyherrn- hut, Aron for Kangek, Enoch for Nar- sålc, Johan Ludvig for Sardlok, Berthel for Kornuk, Nathaniel for Atangmik. Efterat have undersøgt Fortegnelsen over Indvaanerne, besluttede Forstan- derskabet at hjelpe 25 faderløse Drenge og 10 sygelige eller svage Erhververe til Kajakker og Redskaber; desuden skulde der gives Fædre, som forsømte deres Sønne, Tilhold om at forsyne dem itide med Kajak. Om Vinteren opstod der ligesaa stor Nød som ved Fiskernæsset. I Januar maatte der sendes en Baad til Kangek og Narsak med Spæk og Føde, for at Beboerne ikke skulde omkomme af Sult og Kulde. Derpaa maatte man ogsaa begynde at hjelpe ved Nyherrnhut og paa de andre Steder. Erhvervets Forhin- dring ved Tyndiis varede længst for Narssakkerne og Atangmikkerne, lige- ledes kunde Narssakkerne ikke hente deres hengjemte Angmaksæter; thi forøvrigt ere Narssakkerne gode Hus- holdere og Erhververe. Men ved Ny- herrnhut og Kangek bleve mange syge af den langvarige Elendighed, paa Grund af deres slette Huse og Klæder. Det gik derfor her ligesom ved Fiske- næsset, at af de Svageligste 14 Menne- sker døde henimod Slutningen af Vinte- reli. - Kun een Boplads har ikke be- høvet Hjelp, nemlig Sardlok. Beboerne af Sardlok holde endnu bedst over gam- le Skikke; de boe afsides fra Handels- pladserne og sælge ikke mere end de kunne undvære, og sørge for at enhver, som boer paa deres Plads, erhverver 244 [23] efter Evne. — Derfor da Nøden indfandt sig paa de andre Pladse, kom der stadi- gen besøgende Kajakker til Sardlok, for at see, om der var noget at spise...« (Meddelelser vedkommende Forstan- derskaberne i Sydgrønland 1862—66). Løjnant E. Bluhme opholdte sig i Grønland i 1863—64 og skrev en bog om forholdene i landet. Bluhme fortal- te, hvad han så i Ny-Herrnhut (Godt- håb). Det meste af hytternes træværk blev brugt som brændsel allerede inden jul. Mange mennesker, de fleste enker, boede i samme hytte, ca. 20 i alle aldre. De levede en kummerlig tilværelse, med slukkede lamper af mangel på spæk. Kvinderne havde mistet deres mænd og sønner, der under forsøg for at opret- holde deres og familiens eksistens var omkommet i havet. Bluhme skriver: »Den ene enke sad og græd i Stilhed; det var kun kort Tid siden hun havde mistet sin ældste Søn; et Øjeblik standsede hun Taarerne for, idet hun pegede paa sin yngste Søn, en syvaars Dreng, at sige: »Han vil saa gerne spise«.« Bluhme, der var løjtnant, så elendig- heden i det lille samfund, der levede under Danmarks »beskyttelse«. Efter hjemkomsten til Danmark skrev han i danske aviser med en meget stærk kritik af Handelens politik og af herrnhutter- nes arbejde. Man kan undre sig over, at danskerne efter 143 år som koloniher- rer ikke havde lært at holde hånden over landets befolkning, der på det tidspunkt talte ca. 10.000. Bluhme skriver videre: »Den anden Enkens Sorg var ældre, men lige saa dyb; det saae man paa hendes fortvivlet sørgmodige Blik; hun sagde Intet, sad stille med Haanden under Kinden og stirrede frem for sig. Og bagved paa den nøgne Steenbrix laae, som Fuldendelse paa dette sørgelig Billede, den tredie Enke paa Knæ; uroligt rokkede hun hid og did - hun var Blind. Ingen bestilte Noget; de eiede Intet, ikke saa meget Skind og Senetraad, at de sye et Par kamikker til de stakkels Børn; en Stump gammelt Saaleskind, bundet med Seilgarn om den nøgne Fod, var Alt, hvad de havde at gaae med i Snee i 20° Kulde. Sengklæder fandtes der ikke: som de sad der om dagen i deres pjalter, sov de ind om Natten, og Føden bestod af lidt tilsigtet Meel, rørt ud i Vand, lidt Tang og Fisk, maaske en Fugl som Alt ofte maatte nydes raat.« (E. Bluhme, s. 166). (1865). Afslutning Jeg har forsøgt at belyse vores forfædres liv i nød, når misfangst, vejrforhold og manglende forsynlighed ramte dem. Mens jeg skrev og efterhånden fik indblik i deres hverdag, især i vinterperi- oderne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at deres liv må have været som »et lotterispil«. Når fangsten slog fejl, og de deraf følgende trangstider indtraf, dukkede de nakken uden at beklage sig og prøvede at holde sig i live uden at kaste skylden på andre end sig selv. Det var en uundgåelig skæbne, de måtte stå igennem, så godt de kunne, og håbe på, at hjælpen kom, inden det var for sent. Jeg kan ikke lade være med at drage sammenligning med vores liv i dag i for- hold til deres liv. I dag lever vi i et velfærdssamfund, og alligevel er mange 245 [24] af vores unge mennesker døde for egen hånd. Hvad er det, der gør, at så mange unge grønlændere giver op? Er det »Lotterispillet«, spændingen, vi mang- ler? Er det fælleskabet, vi har mistet, når vi sultede sammen i håbløshed, og den store løsslupne fælles glæde, når vi i sid- ste øjeblik reddede livet ved at fange en hval eller en sæl? Er livet blevet for kedeligt? Vi har ikke længere de store fællesfølelser i brug, hverken i nød eller glæde, ikke længere livstruende fælles- kriser. I dag er det kun det enkelte indi- vid, der kommer i krise. Alene, uden andre menneskers og ofte selv den nær- meste families viden. Er det derfor, mange vælger døden? Er det fællesska- bet, vi har mistet? Litteraturliste Bak, Ove: Nanortalik, Nordiske Landes Bogforlag. 1981. Løjtnant E. Bluhme: Fra et Ophold i Grønland 1863- 64. Kbhvn. 1865. Bogen om Grønland, Politiken 1978. Dalager, Lars: Grønlændernes Liv og Levnet (sammen- skrevet ved Friderichshaabs Colonie i Grønland Anno 1752). Det Grønlandske Selskabs Skrifter IV. Egede, Hans: Det gamle Grønlands ny Perlustration eller NATUREL-HISTORIE. Forlaget Rhodos, Kbhvn. 1984. Det Grønlandske Selskabs Skrifter, 1931. Fangstlister for Nanortalik 1901-1908. Folketællinger i Grønland 1901. Frandsen, Niels & Ane Marie B. Pedersen: Upernavik 1809 (hæfte). Frederiksdal Kirkebog 1907. Gad, Finn: Grønlands Historie. 1946. Gad, Finn: Grønlands Historie bd. III 1976. Glahn, Henric Christopher: Dagbøger for Aarene 1763 -64, 1766-67 og 1767-68. Det Grønlandske Sel- skabs Skrifter IV. Hovedministerialbog f. Holsteinsborg Præstegæld 1823 -1857. Meddelelser vedkommende Forstanderskaberne i Syd- grønland 1862-66. Janssen, Carl Emil: En Grønlandspræsts Optegnelser 1844-49. August Bangs Forlag. (Er udgivet som særudgave af bd. XIX i serien »Memoirer og Breve«. Villadsen & Christensen). Kanstrup, Jan: Taama allappugut Dulissani piniartut. Lynge, Kristofer: »Kalåtdlit okallugtuait okalualåvilo«. RiisraøHer, Peter: »Sultegrænsen« v. Nyt Nordisk For- lag. Udg. 1977. Rink, H. J.: Betænkninger og Forslag, vedkommende Den Kongelige Grønlandske Handel. Kbhvn. 1856. Rink, H. J.: Regnskabsprotokol for Forstanderskabet for de Indfødte i Julianehaabs Distrikt paa Handels- aaret 1860. Meddelelser om Grønland bd. 145. No. I. Otto Rosing: »Taseralik« 1955. Sukkertoppens Præstegæld Ministerialbog 1857—1864. WaDøe, Peder Olsen: Peder Olsen Walløes Dagbøger fra hans rejser i Grønland 1739—53. Det Grønland- ske Selskabs skrifter V. 246 [25]