[1] Missionærreduktionen i Grønland 1792 Af Martin T. H. Bork Året 1792 blev skelsættende for den danske mission1 i Grønland. Antallet af missionærer blev reduceret med 50%. Hidtil har det været opfattelsen, at re- duktionen skyldtes et diktat fra staten, men i realiteten lå initiativet først og fremmest hos den grønlandske Handel2. Siden Hans Egede grundlagde en lille koloni på Håbets ø i 1721, gik missio- nen i Grønland langsomt, men sikkert fremad med hensyn til antallet af mis- sionærer og antallet af døbte grønlæn- dere. Sidst i 1700-tallet var missionen nået sS vidt, at det var almindeligt at lade sit barn døbe, når det blev født. Slutningen af 1700-tallet blev imidlertid også epokegørende for missionen i Grønland. På én gang reducerede Mis- sionskollegiet i København antallet af missionærer fra 10 til 5. Reduktionen betød, at antallet af missionærer svarede til situationen omkring 30 år før. I be- tragtning af den fremgang Missionen havde haft indtil da, er reduktionen be- mærkelsesværdig. Ikke mindst da man netop på dette tidspunkt skulle til at fastholde kristendommen og Missio- 282 nens troværdighed blandt de mange døbte grønlændere. Spørgsmålet er, hvad årsagen til denne pludselige reduktion var. Hvor- dan reagerede de berørte parter på den, og hvad var konsekvensen af den i Grønland? Spørgsmålene har kun været sparsomt behandlet i den hidtidige litte- ratur. Missionen var det officielle formål med koloniseringen, og handelen i Grønland kun den økonomiske forud- sætning. At forholdet mellem de to par- ter blev genstand for stadige problemer og konflikter er velkendt3, men at Han- delen var indirekte skyld i missionærre- duktionen har ikke tidligere været frem- ført. Den traditionelle forklaring, repræsenteret af Hother Ostermann og Finn Gad, er, at staten, på grund af en øjeblikkelig økonomisk krise, gennem Finanskollegiet reducerede tilskuddet til Martin T. H. Bork er stud,mag. i historie på Københavns Universitet. Han har boet 10 år i en lille bygd i Vestgrønland. Artiklen er skrevet på grundlag af hans bachelorprojekt fra 1. juli 1998. [2] den grønlandske mission. Forklaringen er imidlertid mere nuanceret. Den direkte anledning til beslutnin- gen om at reducere antallet af missio- nærer i Grønland var en kongelig reso- lution af 24. april 1791. Resolutionen opstillede nøje retningslinier for det økonomiske forhold mellem den grøn- landske Handel og Mission. På bag- grund af denne resolution besluttede Missionskollegiet at udarbejde et nyt reglement til missionærerne i Grønland, hvoraf det af §1 fremgik, at missio- nærerne reduceredes til 5. Det er bag- grunden for den kongelige resolution af 24. april 1791, der kan belyse årsagen til missionærreduktionen. Baggrunden for resolutionen skal søges helt tilbage til starten af 1780'erne. På dette tidspunkt startede en diskussion mellem Handelen og Missionen om de- res indbyrdes økonomiske forhold. De formelle retningslinier, som i hovedsa- gen var fastsat i starten 1750'erne, var at Handelen skulle yde fri transport, kost og logi samt lys og brænde til fire mis- sionærer og fire kateketer fordelt ved kolonierne Godthåb, Christianshåb, Ja- cobshavn og Holsteinsborg. Herudover betalte Handelen et årligt kontant til- skud til Missionen på 2.263 rd. Af dette tilskud skulle lønninger til missionærer og kateketer betales. Handelens reelle indirekte ydelse til Missionen, i form af serviceydelser til missionærerne ved de øvrige kolonier, var dog langt højere. I 1784 skrev handelsdirektionen til Mis- sionskollegiet, at man ikke længere så sig i stand til at bekoste missionen i Grønland i det omfang, man hidtil havde gjort. Da Missionskollegiet for- gæves klagede til direktionen for Den kongelige grønlandske Handel over dette forhold, endte det med, at kolle- giet udarbejdede en forestilling til Kon- gen af 8. august 1785, hvori kollegiet først fastslog, at: »Handelen paa Grønland allene er anlagt for Missionen der at ophielpe og vedligeholde«. Dernæst beklagede kolle- giet sig over Handelens manglende vilje til at efterleve dette, og til sidst udtryk- tes håb om opbakning fra Kongens side i denne sag. Sagen blev henlagt under Finanskollegiet, men på trods af adskil- lige rykkerskrivelser modtog Missions- kollegiet aldrig svar på denne forestil- ling. Efterhånden som både Missionen og Handelens aktiviteter øgedes blev det naturligvis dyrere at opretholde missio- nen i Grønland. Dette var baggrunden for Handelens stigende ydelse til Mis- sionen. At der ikke blev taget stilling til nye formelle retningslinier for Han- delens bistand til Missionen i takt med udvidelserne, skal formentlig ses som udtryk for en stadig (om end modvillig) accept af Missionens oprindelige status som formålet med koloniseringen. Handelen havde altså indtil 1780'erne påtaget sig store dele af omkostnin- gerne for Missionen, som den formelt ikke var forpligtet til. I 1784 blev om- kostningerne opgjort til ca. 4.332 rd. Det var dette beløb Handelen nu øjnede chancen for at reducere. Hvorfor Handelen først på dette tids- punkt blev kategorisk i sin modstand over for ydelsen til Missionen, skal ses på baggrund af Handelens nyordning i 1781. I løbet af 1770'erne forsøgte di- 283 [3] rektionen for den grønlandske Handel at etablere en overskudsgivende fangst af hvaler ved Grønland. Det blev aldrig den store succes. Handelens underskud fortsatte, og det stod efterhånden klart, at styringen af Handelens aktiviteter skulle styrkes, hvis der skulle blive tale om et overskud. På den baggrund var enhver besparelse nødvendig. Med ny- ordningen af 1781 blev der ikke blot op- sat nye retningslinier for handelen i Grønland, direktionen fik samtidig nye medlemmer. Nyordningen dannede så- ledes på mange måder et skel mellem den traditionelle samfundsopfattelse og oplysningstidens tendens til rationel tænkning. Det var ikke længere nok for Handelen at udgøre grundlaget for mis- sionen; den grønlandske handel skulle nytte i sig selv. Denne opfattelse falder i god tråd med periodens generelle ud- vikling hvor den verdslige og gejstlige sfære omdefineredes. Religionen blev offer for de nye samfundstendenser og tabte terræn over for den voksende verdsliggørelse af samfundet. Missionskollegiet og handelsdirektio- nen stod således i midten af 1780'erne stejlt over for hinanden med hver deres interesser. Handelen skulle spare og henviste til de oprindelige retningslinier for ydelsen til Missionen, hvorefter det kun var missionsaktiviteterne ved fire kolonier, den skulle yde tilskud til. Her- overfor stod Missionskollegiet, som permanent manglede penge og som henviste til Handelens pligt til at yde missionen tilskud, eftersom formålet med den var at udgøre missionens øko- nomiske grundlag. Finanskollegiet fik 284 Figur 1. Hartvig Marcus Frisch. Som administrerende direktør for Den kongelige grønlandske I landel fik Frisch ansvaret for styringen af Mandelens aktiviteter efter 1781. Han deltog som en af parterne i moderne mffd Missionen i begyndelsen af 1787, og fik således di- rekte indflydelse på det økonomiske forhold mellem Handelen og Missionen. efterhånden rollen som mægler i striden mellem direktionen for den grønland- ske handel og Missionskollegiet. På Fi- nanskollegiets foranledning påbegyndte parterne i 1787 en række forsonings- møder, som skulle afklare deres indbyr- des økonomiske forhold. Den 15. marts 1787 kunne parterne aflevere et fælles forlig til Finanskollegiet, som i det væ- sentligste blot var en præcisering af ret- ningslinierne fra starten af 1750'erne, dog med små udvidelser. I praksis betød det, at alle omkostninger, udover mis- sionen ved de fire føromtalte kolonier, [4] blev pålagt Missionskollegiet. Begge parter erkendte dog, at Missionens øko- nomi ikke kunne bære de øgede om- kostninger i forbindelse med de ind- skærpede retningslinier. Parterne an- søgte derfor Finanskollegiet om hjælp til et årligt tilskud til Missionen: »Denne ubehagelige Udsigt for Missionens oeconomiske Forfatning i Fremtiden, haaber man vil blive anseet, som en tilstrækkelig Grund til, at man tager sig den Frihed herved at indstille til det Kongelige Finants Collegium om det maatte behage samme, som det eeneste Middel til Mis- sionens Vedligeholdelse, ved allerunderdanigst Forestilling at udvirke af hans Mayestcets Casse et aarligt Tilskud af 2600 rd.« I et notat, i forbindelse med Finanskol- legiets sagsbehandling, blev spørgsmå- let om et tilskud fra Kongens kasse til Missionen behandlet. Det fremgår af dette notat, at Finanskollegiet kun i tilfælde af overskud i statskassen måtte pådrage staten ekstraordinære udgifter. Da denne betingelse ikke var opfyldt i denne periode, indstillede Finanskolle- giet til Kongen, at der »ved Missions Væ- senet maatte giøres saadanne indskrænkelser, at Missions Anstalten med de nu havende Ind- tægter kunde udkomme.« Finanskollegiet var altså indstillet på et afslag på opfor- dringen om et tilskud. Den endelige re- solution af 24. april 1791 var stort set blot en afskrift af Missionen og Han- delens fælles forlig fra marts 1787 med den tilføjelse, at Missionen fremover selv måtte klare sine udgifter. Denne re- solution kom på det værst tænkelige tidspunkt for Missionskollegiet. Missio- nens underskud var stigende, og netop regnskabsåret 1790-91 blev det dårligste Figur 2. Otto Fabricius. Fabricius overtog embedet som Missionskollegiets rådgiver i 1789 efter afdøde Poul Rgede. Fabricius havde afgørende indflydelse på Missionens nye struktur efter reduktionen. Hans indsigt i de grønlandske forhold gjorde ham hurtigt til den egendige leder af missionen i Grønland. i mange år. På den baggrund var det umuligt for Missionen at fortsætte med den hidtidige struktur. Efter sagens udfald stod det klart for Missionskollegiet, at der måtte reduce- res i antallet af missionærer. Kollegiets medlemmer var rådvilde. Intet tyder på, at de på forhånd havde taget højde for et afslag på opfordringen om et tilskud. Korrespondancen mellem kollegiemed- lem Adler og kollegiets rådgiver, Otto Fabricius, viser en række uafklarede spørgsmål omkring den fremtidige or- ganisering af missionen i Grønland. På den ene side stod Fabricius, som var stærkt imod reduktionsplanerne: »Thijeg 285 [5] anseer det plat ummligt, at 4 Missionairer kunne bestyre det, hvortil 10 hidtil ikke have været tilstrækkelige.« Fabricius' modstand mod reduktionsplanerne skal ses på baggrund af hans beretning af 24. april 1790 om en forbedring af hele missio- nen i Grønland4. Heri foreslog han flere missionærer sendt til Grønland. Resolu- tionen året efter hans beretning gik såle- des stik imod hans planer for den frem- tidige noissionsvirksqmhed. På den anden side stod Adler, som var realist og indså nødvendigheden af en reduktion. Meningsudvekslingen var langvarig og drejede sig især om forde- lingen af de tilskudsberettigede missio- nærer. Diskussionen mellem disse to udmøn- tede sig i et såkaldt cirkulære, som op- stillede retningslinierne for den fremti- dige missionsvirksomhed i Grønland. Dette cirkulære er vigtigt af to årsager: For det første indeholdt det et bud- get, som viste sig at give plads til endnu en missionær foruden de fire tilskuds- berettigede. Budgettet fastsatte indtæg- terne til ca. 3.480 rd. og udgifterne, inkl. den ekstra missionær, til ca. 3.467. Overskuddet på 13 rd. indrømmes at være: »... meget ringe. Men jeg maae bede at tage i "behagelig betragtning, at Pensionen til frue Egede med tiden bortfalder...« Fru Ege- des pension udgjorde 150 rd. årligt. For det andet fastlagde cirkulæret de fremtidige retningslinier for missio- nærerne og kateketernes virksomhed i Grønland. Hidtil var kateketernes rolle underordnet missionærernes. De var fortrinsvis beskæftiget med undervis- ningsvirksomhed. Ifølge cirkulæret blev 286 kateketernes rolle langt mere betydelig og greb ligefrem ind i missionærernes fornemste opgave, nemlig dåben af børn. Kateketerne skulle således, for- uden de hidtidige opgaver, døbe grøn- lændernes børn, besøge og trøste de syge og have opsigt over ungdommens undervisning. Indsættelsen af kateke- terne skulle ske ved en slags ceremoni, hvor missionæren holdt en passende tale, som pointerede kateketernes vig- tige funktion. På hvert sted, hvor der ikke var en missionær, skulle der udpeges en kate- ketformand, hvis opgave var at bestyre kolonien/logen og aflægge regnskab til missionæren. Disse formænd skulle helst være »blandinger« af danske og grønlændere. Kateketformændene blev således nærmest en erstatning for de hjemsendte missionærer, men de afløn- nedes langt lavere og belastede derfor ikke missionskassen så hårdt. Fra dette tidspunkt blev fokus altså for alvor ret- tet mod kateketernes centrale rolle i lo- kalsamfundet. Denne nye struktur er måske årsagen til, at seminarier til ud- dannelse af kateketer blev oprettet i 1840'erne5, og at kateketerne stadig har en særlig rolle og position i det grøn- landske kirke- og skolevæsen. Missionærerne fik også nye roller og op- gaver. Ifølge cirkulæret skulle de mindst én gang årligt besøge hvert sted, som blev henlagt til deres distrikt og dér døbe de voksne, konfirmere ungdom- men, lyse velsignelse over de af kateke- terne døbte b_ørn, vie ægtefolk, holde en prædiken i kirken samt forrette nadve- ren. Udover dette skulle missionæren [6] føre tilsyn med kateketerne og hvert år indsende en journal til Missionskollegiet om forholdene i distriktet herunder kateketernes opførsel. Missionærrollen blev således af mere administrativ ka- rakter, end den tidligere havde været. Den 24. april 1792 kunne Missionskol- legiet så endelig fremsende et nyt regle- ment til missionærerne i Grønland, som i hovedtræk var enslydende med oven- nævnte cirkulære. Den endelige forde- ling af missionsdistrikterne var således: Julianehåb og Umanaqs distrikter var uforandrede. Godthåb blev underlagt Frederikshåbs distrikt. Sukkertoppen og Egedesminde blev underlagt Holsteins- borg distrikt. Jakobshavn og Godhavn blev underlagt Claushavn distrikt. Disse distrikter blev senere omstruktureret flere gange. Præcis ét år gik der, fra resolutionen af 24. april 1791 om Handelens ydelse til Missionen blev vedtaget, til Missions- kollegiet havde udarbejdet et færdigt reglement for organiseringen af den fremtidige missionsvirksomhed i Grøn- land. Reglementet blev blandet modtaget blandt de danske udsendinge i Grøn- land. De tilbageværende fem missio- nærer fik alle udvidet deres missionsdi- strikter betydeligt. Til trods for den pålagte større arbejdsbyrde var reaktio- nerne bemærkelsesværdigt neutrale. Kun to missionærer reagerede mod de meget store distrikter, de havde fået til- delt. Ingen satte spørgsmålstegn ved hele missionsvæsenets fremtidige for- måen i forhold til grønlændernes krist- ning. De forholdsvis neutrale reaktioner skal ikke ses som udtryk for en positiv holdning til reduktionen, men snarere på baggrund af den tillidserklæring det var at forblive som missionær i Grøn- land. Heroverfor var reaktionerne fra Han- delens folk i Grønland paradoksalt nok langt mere kritiske. Som beskrevet tidli- gere i artiklen var det i første omgang Handelen, som nægtede at yde Missio- nen støtte og på den måde forsøgte at splitte de to aktiviteter fra hinanden. På den baggrund kan det undre, at især de to handelsinspektører i Grønland bekla- gede missionærreduktionen. Der var således en klar divergens mellem in- spektørerne i Grønland og handelsdi- rektionen i København. I forholdet mellem Handelen og Missionen var di- rektionens holdning af mere teoretisk karakter præget af tidens rationalistiske tendenser, mens holdningen blandt handelsfolkene i Grønland var langt mere pragmatisk. Inspektør Børge Schultz i Nordgrønland skrev: ». ..just i denne Handelens norlige og meest haabefulde Væxt, synes mig at dens ene Fod begynder saa uformærket at liste sig bort, for at lade heele Vægten hvile paa den anden... Den frygtende Tanke at Handelen maa komme til at hinke paa een Fod, fordi denne ikke har havt Tid til at samle Styrke, faldt naturlig ved at læse den ligesaa uventede som uprøvede forandring Mis- sions Væsenet her i Landet nu harfaaet.« Inspektøren for Sydgrønland, Andreas Lund, var ligeså kritisk. Han havde et par år før været involveret i nedkæmpel- sen af de såkaldte Habakuksværmerier i 287 [7] Antal døbte i Egedesminde distrikter pn og Claushavn 70 •j 60 i_ ejn ø ou o w An - DEgedesm. HCIaushavn d) CL 30 9D _ J " n 1fi 8 i tfl> r n . B i 11 ri B rH H H n B | I Sf | H , H, tå (N OJ |v. CO "3- 10 CO f-O> O> O> CD O> |v, |^- 1^ N- h- oo o> r- o> o> tv. O ^ CN O O O OO GO OO co -g- 10 co r>-o o o o o oo oo oo oo oo Figur 3. Antallet af døbte varierer en del fra år til år. Der synes ikke at være en tydelig tendens til hverken flere eller færre døbte. Tallene i kirkebogen fra især Egedesminde er dog noget usikre. For F.gedesminde distrikt mangler tal i hver ende af perioden. Sukkertopområdet og frygtede for nye problemer i den retning6. Frygten fra handelsinspektørernes side var, at grønlænderne skulle falde til- bage til hedenskab til skade for han- delens mulighed for at indhandle varer. Synspunktet var, at grønlændernes »ci- vilisering« hen imod en europæisk leve- måde øgede Handelens muligheder for en ovefskudsgivende omsætning. Frygten fra især Fabricius' side vars at Missionens mangeårige arbejde med grønlændernes kristning skulle være forgæves og grønlænderne falde tilbage til hedenskab og fordærv. Spørgsmålet om kristendommens udbredelse efter missionærreduktionen ogTrem til 1807, hvor krigen med Eng- land skabte nye problemer for koloni- samfundet LGrønland, lader sig ikke klart besvare. Umiddelbart må de større distrikter have ført til flere yderområder. Befolkningen i områder langt fra kolo- nierne havde altid været vanskelige at få indordnet under den kristne tro. Kilde- materialet er imidlertid ikke entydigt på spørgsmålet om kristendommens ud- bredelse. Ser man på antallet af døbte i de tilgængelige kirkebøger fra 1792 og ti år frem, er der ikke tendens til et fald. Dåbstallene varierer meget fra år til år, men afspejler snarere vandringer og epi- 288 [8] Jakobshavn 17H1 Jakobshavns isfjord Claus havn •1752 Figur 4. Diskobugten. Efter missionærreduktionen fokuserede Missionskollegiet på problemerne i dette område. En hvalfangerassistent, ansat ved Handelen på Kronprinsens Eiland i Diskobugten kritiserede Missionen for ikke at have udryddet grønlændernes overtroiske forestillinger: »De døbte Grønlændere ere i almindelighed ligesaa overtroiske og har ligesaa meget Lyst til at dræbe Hexer som de udøbte... Tyverie og Løsagtighed bliver anset lige saa lastværdig blandt udøbte som de døbte«. demier end udviklingen i kristendom- mens udbredelse. Ser man i stedet på omfanget af de ikke-kristne skikke og levemåder, er spørgsmålet ikke nemmere at besvare. Nok er der eksempler på utilladelig he- densk opførsel blandt grønlænderne, men eksemplerne er ikke flere eller al- vorligere end før reduktionen. I Missionskollegiet blev fokus rettet mod kolonierne nord for Holsteins- borg, hvor man mente problemerne var størst. Der manglede permanent dyg- tige kateketer, som kunne opsøge grøn- 289 [9] lænderne og vedligeholde den kristne tro. I mangel af bedre måtte Missionen til tider anvende kateketer, som ellers havde forbrudt sig mod de kristne nor- mer. Samtidig var det nødvendigt at for- flytte kateketer mellem distrikterne i forhold til de skiftende behov. Missio- nærerne og deres kateketer forstod i høj grad at indrette sig efter den ændrede si- tuation. Gennem en øget rejseaktivitet sørgede de for at holde en vis kontakt til de fleste bopladser i deres distrikter. Al- ligevel opstod der rundt omkring episo- der, som af Missionskollegiet blev tolket som hedenske tendenser. Bortset fra disse beskrivelser, som ikke er mere ty- piske for perioden efter 1792 som før, er der ikke konkrete tegn på, at grøn- lænderne generelt vendte tilbage til den traditionelle levemåde og tro. I nogle tilfælde var grønlænderne selv interesse- ret i at opretholde de kristne skikke. I Claushavn var grønlænderne således selv med til at indsamle midler til byg- ningen af en kirke i løbet af 1790'erne. Kirken blev dog aldrig bygget primært som følge af uoverensstemmelser mel- lem Handelen og Missionen. Selvom Missionskollegiet koncentre- rede deres kræfter om Nordgrønland, blev Sydgrønland ikke glemt, men her var der ikke i samme omfang mangel på kateketer. Holsteinsborg havde ligefrem kateketer nok til at forflytte én til Diskobugten, men trods de relativt bedre forhold i Sydgrønland var der også her eksempler på heksefigurer blandt grønlænderne. Habakukbevægel- sen i Sukkertopområdet genopstod også for en kort tid, men nåede aldrig det samme omfang som i årene om- kring 1790. Inspektør Lund fra Sydgrønland mente, at Missionskollegiet skulle tage konsekvensen af missionærreduktionen og foreslog i 1793, at»... Godthaab, i hen- seende Christendommens Udbredelse blandt Grønlænderne, gandske blev lagt under Heren- huf terne, fordi deres Meenighed der er omtrent dobbelt saa stor som den Danske ...« En så drastisk beslutning blev dog aldrig taget. Om Lund havde ret i sin påstand om størrelsen på de to menigheder er tvivl- somt. Den var nok snarere ment som en provokation. Hverken antallet af døbte eller om- fanget af de ikke-ktistne skikke og leve- måder kan altså besvare sporgsmålet om. kristendommens udbredelse efter missionærreduktionen tilfredsstillende. Hertil er kildematerialet for sparsomt. Oplysningstidens idealer fik ikke kun betydning for samfundsudviklingen i Danmark sidst i 1700-tallet. Udviklin- gen smittede af på forholdene i Grøn- land. Med missionærreduktionen i 1792 som det synlige skel blev fornuften den styrende ideologi frem for den religiøse. Handelen i Grønland blev på det tids- punkt reelt formålet med koloniserin- gen frem for den økonomiske forudsæt- ningen for missionen. 290 [10] Noter. \ Mission vil blive skrevet med stort »M« i de tilfælde, hvor der er tale om missionsvæsenet som institution. Hvor der er tale om egentlig missionering, vil mission blive skrevet med lille »m«. 2 På samme måde som anført i note l, vil Handelen blive skrevet med henholdsvis stort og lille »H«. 3 Se f.eks. Petersen, Anne-Mette: Mission i Grønland — samarbejde og modsætninger. I Tidsskriftet Grønland, nr. 39,1991, p. 257-268. 4 Schultz-Lorentzen: Otto Fabricius og den Grønland- ske mission. I MoGnr. 62, Kbh. 1922, p. 324. 5 Seminariernes udvikling er behandlet af Wilhjelm, Henrik: De store opdragere. Grønlands seminarier i det 19. århundrede. Kbh. 1997. 6 Habakuk-bevægelsen er udførligt behandlet af Lide- gaard, Mads: Profeterne i Evighedsfjorden. I Tidsskriftet Grønland, nr. 3-4, 1986, p. 177-244. Gulløv, Hans Christian: Kampen om sjælene. Nationalmu- seet, 1978. Lidegaard, Mads: Profeterne i Evighedsfjorden. I Tids- skriftet Grønland, nr. 3-4, 1986, p. 177-244. Ostermann, Hother: Danske i Grønland i det 18. aarhun- drede. Kbh., 1945. Ostermann, Hother: Den grønlandske missions og kirkes hi- storie. Kbh., 1921. Ostermann, Hother: Nordmand på Grønland 1721-1814. Bd. I-II, Oslo, 1940. Petersen, Anne-Mette: Mission i Grønland — samar- bejde og modsætninger. I Tidsskriftet Grønland, nr. 9- 10, 1991, p. 257-268. Schultz-Lorentzen, C.W.: Otto Fabricius og den grøn- landske Mission. I Meddelelser om Grønland, nr. 62, Kbh. 1922, p. 293-330. Wilhjelm, Henrik: De store opdragere. Grønlands seminarier i det 19. århundrede. Kbh. 1997. Litteratur Bobé, Louis: Den grønlandske Handels og Kolonisa- tions Historie indtil 1870. I Meddelelser om Grønland, bd. 55, nr. 2, 1936, p. 1-152. Bobé, Louis: Diplomatarium Groenlandicum 1492- 1814. Aktstykker og Breve til Oplysning om Grøn- lands Besejling, Kolonisation og Missionering. I Med- delelser om Grønland, bd. 55, nr. 3, 1936, p. 1-431. Gad, Finn: Grønland. Kbh. 1984. Gad, Finn: Grønlands Historie. Bd. I-III, Kbh., 1967-76. Gad, Finn: Vestgrønlandske undervisnings- og skole- forhold 1721-1807. I Årbog for Dansk Skolehistorie, 1972. Arkivalier. Foruden ovennævnte litteratur er følgende arkivgrup- per i Rigsarkivet benyttet: Missionskollegiet og Direktionen for Waisenhuset 1714-1859. Kornerup, Bjørn: Vejledende arkivregistratu- rer i danske kancelli og de dermed beslagtede institutioner. Kbh. 1943, p. 152-154. Finanskollegiet. Rigsarkivet: Enevældens finansarkiver. Kbh., 1996, p. 103-115. Den administrerende Direktion for den Kongelige grønlandske Handel. Rosen, Wilhelm von (red.): Rigsarkivet og hjælpemidlerne tildels benyttelse. Rigsarkivet, 1983, p. 552-560. Præcis registrering i Folioregistra- tur nr. 140, p. 17-20. 291 [11]