[1] Glimt af livet bag isblinken anno 1950 Af Peter H. D. Waagstein Når jeg i mit otium sidder og betragter vore grønlandske malerier på stuens vægge, vandrer mine tanker uvægerligt tilbage til de mange prægtige men- nesker, vi lærte at kende i min lægetid i Grønland. Jakobshavn, eller som det i dag hedder Ilulissat, er en gammel kul- turby, som har været sæde for kateket- skolen i Nordgrønland, og som havde sit eget landsråd og administrative sæde i Godhavn. Den gamle præstebolig var i min tid bolig for viceprovsten for Nordgrøn- land, og til disposition for sine visitats- rejser i hele Nordgrønland havde vice- provsten sin egen rejsebåd »Jørgen Sverdrup«, opkaldt efter den navnkun- dige præst, som havde fået opført den på det tidspunkt største kirke i Grøn- land. Lægen disponerede også over en rej- sebåd, så han om sommeren kunne komme rundt i det store lægedistrikt, der strakte sig fra Akulliit i syd til Sarqaq i nord. Havde præsten eller lægen pro- blemer med deres rejsebåde, kom vi al- tid hinanden til hjælp. Så jeg har rejst en del med begge disse både. Mødtes vi i en bygd, kunne jeg trække på viceprovst Mathias Storch's tætte kontakt med me- nigheden og på den måde få løst even- tuelle problemer. Nok havde jeg gået til undervisning i grønlandsk hos hans hjælpekapellan Karl Poulsen, men spro- gets finere nuancer gik man oftest glip af. Mange hyggelige sammenkomster i viceprovstens hjem mindede mig om lignende sammenkomster i provstebo- ligen i Sandegårde i Thorshavn på Færøerne. Dér havde min morbror Ja- cob Dahl sin embedsbolig. Han havde oversat Det Ny Testamente til færøsk, og han var også digter ligesom vice- provst Mathias, der havde skrevet den første grønlandske roman »En grønlæn- ders drøm«. Blandt andre grønlandske personlig- heder jeg mødte i min lægetid i Grøn- Peter H. D. Waagstein, født 1912 i Thorshavn, var læge 9 år i Grønland og 20 år på Færøerne. Forfat- ter af bøgerne Ilulissane nakorsak, 1959 og Klaks- vik kalder, erindringer fra Færøerne og Grønland 1989. 81 [2] Peter Kosing's portræt af \Vaagstein. land, hører ikke mindst præsten Peter Rosing. Vores første møde var ikke helt almindeligt, for da jeg passerede hans hus med min slæde forspændt 10 kraf- tige hunde, vinkede han mig indenfor. Han sagde, at synet af mig i grønlandsk antræk havde inspireret ham til et maleri og spurgte, om jeg ville stå model for ham. Jeg blev selvfølgelig beæret og indvil- ligede, hvilket blev begyndelsen til et nærmere bekendtskab og til mange in- teressante samtaler i hans atelier. En- gang spurgte jeg ham, hvordan han som præst var kommet ind på malerkunsten, og jeg fik så forklaringen: I hans tid som præst i Ammassalik havde en fransk vi- denskabelig ekspedition sin base i byen. En af ekspeditionsdeltagerne var kunst- maler, og ham lærte Peter Rosing at kende. Han lærte af ham, og da ekspedi- tionen forlod Grønland, fik Peter Ro- sing overladt hans malergrej, hvorefter han selv begyndte at male i sine fristun- der som præst. En dag jeg besøgte Peter Rosing i hans atelier i Jakobshavn, faldt mit øje på et maleri fra Ostgrønland. Det fore- stillede en udsigt over Ammassalik med sneklædte fjelde i baggrunden, og i for- grunden en kajak og en umiaq ved stranden med isskosser i fjordens blå vand. Han fortalte mig, at han havde malet billedet fra vinduet i præsteboli- gen en dag, han måtte holde sig in- dendøre på grund af sygdom. Han ville ikke gerne sælge maleriet, som han selv fandt vellykket, men da jeg syntes så godt om det, fik jeg efter nogle over- vejelser lov at købe det. Et andet maleri ville han imidlertid have lov at forære mig. Det var et por- træt af en kvinde med relation til syge- huset. En dag havde han hørt, at Eva- ssuaq, store Eva, var blevet indlagt akut, og at hun trods sin høje alder havde gennemgået en vellykket operation, og det havde inspireret ham til at male et portræt af hende. Som ung havde hun været en uundværlig portør på sygehu- set i en tid, hvor det var under en fri fan- gers værdighed at udføre portørarbejde. Nogle gange havde jeg den glæde at have Peter Rosing med på lægebåden, når jeg om sommeren skulle holde kon- sultation i lægedistriktets mange bygder. Disse ture gav en maler mange inspira- 82 [3] Udsigt over Ammassalik. Maleri af Peter Rosing. tioner til landskabsmalerier, og samtidig kunne han også hjælpe lægen med lidt tolkearbejde. Dengang var der ikke no- get der hed betaling for tolkearbejde på rejser, så jeg var glad for til gengæld at kunne være behjælpelig med nogle for- malia, da hans datter søgte ind på jorde- moderskolen i København. Min interesse for malerkunst vil jeg tilskrive min opvækst i et hjem, hvor min far brugte alle sine fristunder fra sin lærergerning i Torshavn på Færøerne til at male, og jeg har tilbragt mange stun- der i hans atelier, mens han stod ved sit staffeli. Nogle af hans bedste billeder pryder væggene i officielle institutioner på Færøerne. I mine sidste år som læge i Ilulissat/ Jakobshavn, kom jeg også til at kende præsten Gustav Olsen, som havde væ- ret præst i Thule. Han havde valgt at til- bringe sit otium i denne skønne by ved den store smukke isfjord. Han kunne fortælle hårrejsende historier om hval- rosjagt i måneskin i mørketiden langt mod nord. Jeg nåede at ansætte hans adoptivdatter fra Thule som sygepleje- elev. Hun var et pust af det eksotiske og bar det poetiske navn Sermenguaq, den lille isbræ, selvom hun bestemt ikke var lille, men tværtimod en stor kraftig pige, som rigtigt kunne tage fat på arbejdet. Min allervigtigste medarbejder i Grønland var Katanguaq, Kathrine Si- vertsen. Hun var uddannet jordemoder på Rigshospitalet i København, og hun fungerede både som jordemoder i byen og som tolk på sygehuset. Hun var en 83 [4] erfaren og dygtig jordemoder, som vi også privat nød godt af, da hun ved hjemmefødsel tog imod vores to yngste børn. Hendes mand landsrådsmedlem Marius Sivertsen var et herligt og af- holdt menneske. Han var også en i høj grad påskønnet arbejdsformand ved handelen og tillige opfinder af forbed- rede fiskeredskaber til langlinefiskeriet efter hellefisk gennem isen ved Nuna- tarsuq. En is f) ords fisker, hvis navn jeg uhel- digvis har glemt, overlod mig en beret- ning om sine oplevelser som fisker på isfjorden. Jeg sendte imidlertid hans be- retning til Grønlands Styrelse i Køben- havn, da jeg mente, beretningen måtte have historisk betydning. Den mest uundværlige mand på syge- huset var dog Pele Kristensen, som ikke alene passede generatoren, så vi kunne få strøm til lys og røntgenfotografering, men som også var motorpasser og forer af lægebåden, med et aldrig svigtende humør. Aftenen før min afrejse fra Grønland fik jeg besøg af min nabo, fangeren Niels Fly, som forærede mig et billede han selv havde malet. Solnedgang over Disko, et syn han var sikker på, at jeg ville komme til at savne. Allerstørst var dog min taknemmelig- hed_og glæde over en gave fra befolk- ningen i byen, nemlig et stort maleri af lægevæsenets domæne malet af Peter Rosing. Udsigt over Disko Bugten med lægevæsenets bygninger i forgrunden. Maleri af Peter Rosing. 84 [5]