[1] Kellohansen af Minik Rosing En varm tak fra redaktionen til alle læsere, dl alle der i de forløbne 25 år har støttet, bidraget og rakt en hjælpende hånd, når redaktøren var kørt træt. Og naturligvis en stor tak for samarbejdet med Det grønlandske Selskabs bestyrelse og folkene omkring Arne Gullanders bogtrykkeri i Skjern. I 1966 steg en ung etnograf af kystski- bet i Upernavik. Han var iklædt sin tids grønne Muskox parka og et fyldigt skæg. Befolkningen — der for en periode også talte mig selv som barn - så for- ventningsfulde på den nye beboer. Mange steder i verden ville hans frem- toning have påkaldt sig undren, men i Upernavik var man for længst holdt op med at undres. Man havde netop den sommer haft besøg af afrikaneren, og videnskaberne havde gennem arder be- gavet stedet med en tilsyneladende en- deløs række af forskere, som hver for sig med rimelighed kunne karakteriseres som »typer«. Man vidste ikke helt, hvad deres ærinder på stedet var, men havde nok en formodning om, at de var sendt op for at gøre vintrene tålelige. Ligesom Redaktøren på Nationalmuseets Etnografiske Samling i begyndelsen af 1970'erne. typehus, trykvand og elektricitet var ble- vet leveret uden forudgående ansøgning for at lette tilværelsens praktiske sider, havde man — hvem det så end var — også betænkt livets åndelige facetter og sendt disse entertainere på turne til byer og bygder, hvor de kunne så kimene til vin- terens fortællinger. Keld stod af skibet og etablerede sig. Igennem et par år skulle han følge det grønlandske fangersamfunds liv på nær- meste hold — ja vel nærmest lade sig as- Artiklen om Kellohansen er hentet fra bogen »Den hængte kat«. Geologen Minik Rosing, nu bestyrer af Geologisk Museum i København, var dengang i Upernavik 9 år gammel. 187 [2] På udkig efter sæl ud for Upernavik. Foto fra toften af Kdlojuflen 1966. similere og synke i et med eskimokultu- rens tradition. Aldrig har en mand så fuldkommen tilfredsstillet de forventninger, man knyt- tede til ham: Keld kunne levere råmate- rialet - ikke blot til historier og anekdo- ter - nej, der var stof i ham til veritable myter. Han havde startet sin karriere som fangstmand allerede i Jagt & Fiskeri- magasinet hjemme i København. Her havde han indkøbt en drabelig og geval- dig skarp kniv, som skulle følge ham ved hans side gennem årets fangsteventyr. Mine brødre og jeg var naturligvis dybt fascinerede af dette våben, men ikke om vi måtte prøve det. Keld belærte os om knivens farlighed i ukyndige hænder. På dette tidspunkt havde han endnu et hel- talligt antal hænder, og regnede dem be- stemt for kyndige. Allerede dagen efter måtte både antal og kyndighedsindex reguleres, idet Keld — overvældet af den for ham så karakte- ristiske trang til whisky med is - havde søgt at hugge en isklump ud i mindre stykker. Isklumpen var præcis sådan en 188 rigtig go' klump, som ligger rigtig godt i hånden — altså indtil Keld med et vold- somt hug sendte isklumpen ud i et po- lært kredsløb og Idøvede sin hånd på langs. Her så vi nok den første spire af Kelds pædagogiske tilbøjeligheder. Han må have fornemmet vores mistro og ind- set, at børn kun lærer gennem eksemplet. På den tid var grønlandsforskningens vigtigste redskab en lille finsk alumini- umsjolle af mærket »Kello«. Der findes vel ikke den opdagelse i årtiets forsk- ning.,- som ikke blev gjort fra toften af en ReJlojolle. Keld skulle ikke kun fungere som fanger, men samtidig lade den spirende etnografiske forskersjæl suge næring og vokse. Altså måtte han mestre Kellojol- ien.. Vi havde sådan en jolle med en dej- lig orange 5 HK Gale-motor. Da hånden var nogenlunde lægt, måtte Keld ud at træne. Ikke uden en vis forventning stimlede befolkningen sammen for at se Kelds sødab. Med et let skub blev båden sendt et par meter ud fra klippekysten, en afstand der var stor nok til, at skruen kunne komme i vandet uden at ramme klipperne, og stor nok til at båden kunne opnå en be- tydelig fart, inden den igen mødte ky- sten. Keld havde i sin befippelse sat mo- toren i bakgear for fuld skrue. Den voldsomme kollision tydeliggjorde fejl- tagelsen for ham. Altså slog han gearet over i fremad., og —stadig for fuld skrue — lykkedes det ham netop at ramme nærmeste klippefremspring, rikochet- tere og fortsætte i en flot bue ind i bug- tens største isfjeld, for så endelig at komme til havs. Efter en sikkert vidun- derlig udflugt vendte Keld tilbage og [3] •"to Kellohansen i fuld fart ud til nye oplevelser. Nuussuaq foråret 1967. havde vundet sit navn - Kellohansen var født. Befolkningen så med stigende for- trøstning frem mod vinterens komme, og Kellohansen forberedte sig på de forskellige isfangstteknikker, som med sikkerhed ville bringe ham den sæl, jag- ten på det åbne hav så vedholdende nægtede ham. En »første-sæls-fest« havde, siden han mødte begrebet under Holtveds forelæsninger, stået for ham som en begivenhed af samme dramati- ske storhed som prærieindianernes be- rømte initieringsritualer for krigere. Under islægget fyger allehånde sager rundt på havisen, indtil de møder en vandpyt og fryser fast. Her sidder de så uhjælpeligt til forårets komme. Med mindre selvfølgelig, at nogen kommer dem til undsætning. Enten har Kello- hansen udstrakt begrebet »inua« - gen- standenes sjæl til også at omfatte kartonnageprodukter, eller også troede han virkelig, at den papkasse, som var frosset fast i strædet ud for byen, var en sæl, som af højere magter var dirigeret ind i hans synsvinkel. I hvert tilfælde foranstaltede han et flot iscenesat snig- fangstoptrin. Det blev førsteopførelsen af et tema, som skulle vises i mange små hjem i de kommende år. De fangere, der overværede premieren, følte sig ud- valgte. Tænk at netop de skulle få lov at viderebringe denne kostelige oplevelse til deres stammefrænder. Keld sneg sig over isen, gjorde de mest forførende sælvrik med kroppen, og formåede vir- kelig at vinde terræn uden at skræmme 189 [4] Keflohansen ved langlinen ud for Upernavik, vinteren 1966. papkasscn. Den lå i den bedst tænkelige positur for det dræbende skud. Den frostklare polarluft flængedes af skud- det, og medens papirsmulderet roligt dalede ned og afiejredes på isen, hørtes braget fortage sig i stadigt svagere ekko. Nu kunne man tro, at Kelds karakter lå lidt i den tossegode retning. Intet kan imidlertid være mere forkert. Han kan - når det kræves — være både resolut og kynisk. Jeg husker endnu, hvordan han, for at tækkes min far, druknede 8 hunde. Hundene levede og trivedes i Kelds første bog om SaJik, men min far idømte Keld livsvarigt forbud mod at tegne arktiske dyr, efter at have set en il- lustration til bogen. Den viste tydeligvis en slæde forspændt 8 grise. Keld måtte derfor allerede i første kapitel lade hun- 190 dene drukne og derved muliggøre en hundefri illustreret romantrilogi. Når nu sandheden skal frem, må vi jo nok erkende, at Keld faktisk aldrig rigtig blev assimileret i det grønlandske sam- fund. Han blev kendt og elsket, men op- nåede aldrig at forsvinde i mængden. Men, skæbnen har jo sine egne veje, og den der graver en grav ... o.s.v. I hvert tilfælde gik det hverken værre eller bedre, end at Keld assimilerede den grønlandske sjæl. Det største og vanske- ligste skridt i denne metamorfose har været at nå erkendelsen af, at man sag- tens kan være til grin uden at være lat- terlig. Det er den erkendelse, som mere end noget andet karakteriserer en grøn- lænder af den gamle skole. Det er man- gelen på selvhøjtidelighed, som har hjulpet de første eskimoer tværs over Canadas tundra, som fulgte med gen- nem de sure år, hvor man fumlede sig frem til en brugbar kajak for at kunne indtage Grønland, og som har tilladt en grønlandsk kultur at overleve 300 års kolonisation, og det er fraværet af selv- højtidelighed, som har forskånet Grøn- land for politikere helt frem til vore dage. Keld hører til de meget sjældne men- nesker som har indhold, talent og over- skud til at være emne for hele befolk- ningens latter, uden at han på nogen måder virker komisk endsige latterlig. Han har beriget os alle med sine bøger og tegninger, og sin viden om snart sagt hvad som helst, men han har så sandelig også beriget verden ved at turde be- træde stier, som med næsten usvigelig sikkerhed måtte føre til fiasko og frem- tidige fortællinger. [5]