[1] Pussimeq og Isseq To grønlandske piger fra den ældste missionstid Af Mads Lidegaard Der kendes ikke mange grønlændere fra den ældste missionstid for 260 år siden, og de fleste af dem er fra den danske missions skrifter. Fra den herrnhutiske mission er Qajarnaq nok den eneste, der kendes, ikke mindst gennem det digt, Spindler 1891 skrev om hans omvendelse. Der var dog mange andre, der gjorde sig gældende og som omtales i de herrn- hutiske skrifter, især i David Crantz: »Historie von Groenland« fra 1765 samt i brødremenighedens egne arkivalier i Herrnhut i Tyskland. I denne artikel vil jeg fortælle om et par af dem - to søstre, der fik et be- væget levnedsløb, og som gennem de samtidige skildringer træder så klart frem, at man også får et indtryk af deres personlighed. Man må dog være opmærksom på, at de herrnhutiske skrifter er den eneste kilde til vores viden, og i det følgende er jeg da også afhængig af disse kilder, der jo er helt bestemt af det herrnhutiske syn og derfor må tages med forbehold. Kilderne er fyldte med opbyggelige skil- dringer af pigernes omvendelseshisto- rier i en meget anvendt herrnhutisk stil med mange klicheer om de omvendtes syndenød og anfægtelser. Disse afsnit var standard i herrnhutisk terminologi, og jeg har stort set udeladt dem. Den historiske baggrund 1721 startede Hans Egede sin danske mission på Håbets ø, men allerede 1733 sendte kongen en gruppe tyske herrn- hutmissionærer til Godthåb, officielt for at hjælpe Egede, fordi man i Køben- havn mente, der var for få synlige resul- tater af hans mission. Egedes og herrnhuternes trosopfat- telse var dog meget forskellige, og disse mæriske brødre, som de kaldtes, blev mere konkurrenter end hjælpere. De slog sig ned et stykke fra kolonien ved Ny Herrnhut, og mens Egede møjsom- meligt prøvede at indterpe den nye tros grundsætninger i grønlænderne, før han Mads Lidegaard har en fortid som præst og semi- narielærer i Grønland, Han har skrevet flere bøger om grønlandske emner, således »Eskimoerne og Kirken« om eskimoernes kristning i Canada og Alaska — samt »Grønlændernes kristning«. 193 [2] skred til at døbe dem, appellerede brød- rene til folks følelser med særlig vægt på Kristi lidelse og død, og når de ad den vej havde fremkaldt en omvendelse, kunne de døbe. Mens Egedes grønlændere blev bo- ende i deres egne jordhuse og telte om- kring kolonien og stort set fortsatte de- res vante tilværelse, søgte brødrene at skabe et stort kollektiv, hvor hele me- nigheden var organiseret i faste rammer med fælles økonomi og et gennemført socialt fællesskab. De to systemer passede dårligt sam- men, hvorfor brødrene da også søgte at isolere deres tilhængere fra de i deres øjne nærmest vantro i Egedes menig- hed, og der opstod da efterhånden to ret adskilte og forskellige menigheder omkriog Godthåb. Forskellene viste sig også i de to me- nigheders sammensætning. Egede ar- bejdede overvejende blandt den nogen- lunde_jastboende befolkning omkring kolonien ude ved kysten. Brødrene fandt deres tilhængere dels blandt rens- dyrjægerne i bunden af fjorden, hvor de efterhånden oprettede en missionssta- tion, dels blandt de skarer af rejsende fra syd, der til stadighed kom op langs kysten. Der var startet en slags folke- vandring fra det sydlige Østgrønland rundt om Kap Farvel og videre op langs kysten, formentlig lokket dels af de fremmede hvalfangere og deres spæn- dende varer, dels af de nyanlagte danske kolonier. Disse vandrings f olie kaldte man syd- lændinge. De skilte sig ud fra den hjem- mehørende befolkning og var vel også konkurrenter på jagtmarkerne. I virke- ligheden var mange af dem nok oprin- delig fra østkysten og derfor også med en anden kulturel baggrund end vest- grønlænderne. Den grønlandske »førstegrøde« De tyske brødre var fra starten helt ukendte med grønlandsk sprog og kul- tur, og det varede længe, før deres for- kyndelse vandt genklang hos grønlæn- derne. Den første, der følte sig alvorligt ramt af den, var den før nævnte Qa- jarnaq, der med andre sydlændinge pas- serede Ny Herrnhut 1738 og hørte på brødrenes taler. Hans omvendelse var så alvorlig, at han som den første grøn- lænder blev døbt det følgende år sam- men med sin familie. For herrnhuterne var den første om- vendte på en ny missionsmark, »erst- ling« som de kaldte det, førstegrøden, noget ganske særligt. De blev nærmest dyrket som en slags halvhelgener, og det var almindelig skik, at de på et tidspunkt blev sendt hjem til præsentation i mo- dermenigheden i Tyskland, dels som et tegn på, at arbejdet havde båret frugt, dels for at stimulere den hjemlige offer- vilje over for de mange missionsstatio- ner, som dette lille samfund skabte rundt i klodens mest afsides egne. Glæden over den grønlandske første- grøde blev dog kun kort. Han døde alle- rede et par år efter sin dåb af en pludse- lig sygdom. Sådan var situationen ved Ny Herrnhut, da de to søstre Pussimeq og Isseq viste sig på scenen. De to søstre Sommeren 1741 anløb en skare syd- lændinge, formentlig østgrønlændere, 194 [3] Erstlingbillede fra brodremenigheden i Zeist, malet af Johan Haidt 1747. Som de fleste af disse billeder viser det Kristus i centrum omgivet af de først døbte fra de forskellige brødremissioner i verden — derfor med folk af alle racer og farver. Som nr. 3 fra venstre ses Qajarnaq i sin grønlandske anorak, viftende med en palmegren som de andre. Maleren har ikke kendt Qajarnaq, så der er ikke tale om noget portræt. Billedet er det eneste af Qajarnaq i hel figur. I teksten forneden står skrevet ved ham: »Qajarnaq fra Straat Davis«. Ny Herrnhut. En af dem var den 20- årige Qussimeq, en anden hendes lidt yngre søster Isseq (der på østgrøn- landsk betyder et trommeskind og vist er beslægtet med »isse«, øje). De var begge opvakte og hurtige. Isseq var fra starten ikke modtagelig for brødrenes ord. Da de prøvede at trænge ind på hende og spurgte, om hun ikke følte noget savn i sin sjæl, sva- rede hun lige ud, at den snak forstod hun ikke - hun havde efterladt sin sjæl sydpå! Længe forblev hun upåvirket af brødrenes lære. Pussimeq blev derimod hurtigt gre- bet af den nye forkyndelse med dens særlige appel til syndsbevidsthed. Hun lod sig optage som elev hos missio- nærerne - til stor irritation for hendes husfæller, der tvang hende væk til en an- den boplads — måske fordi de ikke ville undvære hendes arbejdskraft. Hun flyg- tede dog snart tilbage til missionen og bad om at måtte blive der, og hun blev hurtigt en værdifuld medarbejder i kraft af sin gode forstand, sin alvor, sin fri- modighed og ikke mindst sit mod. Engang var en af missionærerne såle- des alene hjemme på stationen, da en flok aggressive hedenske grønlændere trængte ind i huset og optrådte truende. Pussimeq blev klar over situationens al- 195 [4] Også et érstlingbillede af Johan Haidt, måske et forstudie til et meget s_tort maleri, der gik tabt under sidste verdens- krig. Billeclet hænger i udstiljingssalen til arkivet i Herrnhut. Qajarnaq skimtes mellem de to store mænd i venstre side, kendelig på sin anorak. Ved Jesu fødder knæler Sarah med sin nyfødte dreng i amaat på ryggen, mens hun kys- ser naglegabet i frelserens fod. Lige bag hende skimtes hendes mand, Simon Arbalik. Da maleren har kendt både Sarah og Simon, er det sandsynligt, at der kan være portrætlighed i billederne af dem. vor, gik direkte ind i løvens hule og skældte flokken huden fuld, hvorefter hun prøvede at appellere til deres bedre følelser, og det endte med, at de luskede beskæmmede bort. En-anden gang overværede hun en trommedans-seance i Kangeq. I sin vrede herover slog hun trommen i styk- ker — og skældte igen dygtigt ud. Også det slap hun heldigt fra, formentlig i kraft af en medfødt autoritet. Men far- ligt var det: Dels forgreb hun .sig nok på noget helligt, dels var hun jo »kun« en kvinde, og de havde ikke nogen høj sta- tus i dette fangersamfund. 196 Hun var også højt respekteret af mis- sionærerne, og allerede et år efter sin an- komst blev hun 30. okt. 1740 døbt med dåbsnavnet Sarah, som hun selv havde ønsket. Da Qajarnaq døde, blev hun den nye »erstling« og var siden meget aktiv i missionen i kraft af sit sprog- kendskab og var således brødrene be- hjælpelig, da de gik i gang med at over- sætte evangelierne til grønlandsk. En særlig indsats gjorde hun over for kvinder og børn — gik ind på deres pro- blemer og vejledte dem ud fra sine egne erfaringer. Det skyldtes ikke mindst hendes indsats, at der nu begyndte at i.. [5] komme gang i omvendelserne — også blandt de fjernereboende. I mellemtiden var den genstridige Is- seq også blevet omvendt, dels af sin søster, dels af sin døende mor, der selv var blevet påvirket af sin ældste datter. Pigen var velbegavet og lærte sig at læse, men hun var også utålmodig, når hun syntes, det gik for langsomt fremad og kunne da græde sine modige tårer. Også hun blev hurtigt en god støtte for mis- sionærerne, hvilket førte til en vækkelse med stor tilgang af nye troende. Medvirkende til denne blomstring var også en ung fanger Arbalik, der 1741 fulgte med en familie fra Kangeq til Ny Herrnhut, også han var kvik og lære- nem. Han blev hurtigt grebet af brødre- nes tro, frigjorde sig fra sin husstand og flyttede med sin mor fast til stationen. Her indlogerede han sig i et telt med sin mor samt Qajarnaqs enke og børn. Også Sara flyttede ind i denne storfami- lie, og Arbalik var ene om at forsørge alle disse kvinder og børn. Storfamilien var den sommer den eneste, der boede ved missionen. Sammen med Sarah/Pussimeq fort- satte han oversættelsesarbejdet for mis- sionærerne, og ifølge Crantz fandt de to Førstegrødebillede af Haidt fra 1751 i unitetsarkivet, Herrnhut, vist en kopi af det forsvundne store billede. Sarah Pussimeq knæler ved Jesu fødder med sit barn på ryggen og en typisk grønlandsk hårtop. Bag hende sidder Simon. Mellem de to flotte mænd til venstre skimtes Qajarnaq. 197 [6] Malcri_aE Haidt fra 1751, umtetsarkivet, Herrnhut. Det viser Krlstus gående på én sky, omgivet og tilbedt af sostre fra menjpiedejns søsterhuse. Isseq/Judith står med hårtop og anorak mellem de to lyse søstre lige foran Jcsus - en fin placering. Vist eneste billede af hende og måske med portrædighed, da maleren har kendt hende. 198 [7] deres egne sproglige udtryk, som brød- rene aldrig ville have fundet ud fra grammatikken, som var deres eneste hjælpemiddel. Derved kom de to unge til at sætte deres præg på den bibelske sprogbrug i den grønlandske brødreme- nighed. Der var nu kommet grøde i missio- nen. 1742 blev hele fem unge grønlæn- dere døbt, blandt dem Isseq, der i dåben - igen efter eget ønske - fik navnet Ju- dith, og Arbalik, der blev døbt Simon. Det var i missionstiden — også i den danske mission — almindeligt ved dåben at erstatte de grønlandske navne med bibelske. Kun enkelte grønlændere med mod dertil nægtede dette og fik lov at beholde deres gamle navm, således fx. Arnarsaq i Diskobugten. Der har for- mentlig for dåbskandidaterne været prestige forbundet med at få et sådant nyt navn, men det betød nok sjældent, at deres grønlandske omgivelser så også brugte det. Nu havde brødrene fået en hel buket af »erstlinge« som en erstatning for den døde Qajarnaq, og alt tegnede lyst og lovende, selvom mørke skyer snart be- gyndte at trække op i horisonten. Sarahs og Simons kriser Ret kort efter sin dåb begyndte Sarah- /Pussimeq at ændre opførsel, blev pir- relig, gnaven, uregerlig og ude af sin vante ligevægt. Brødrene var meget be- kymrede og prøvede at tale hende til rette, og det endte da også med, at hun erkendte sine fejl og grædende bad om forladelse. Brødrenes forklaring på problemet var, at pigens store succes i missions- Simon/Arbalik, død i Herrnhut d. 18. juni 1748. arbejdet og den lovprisning, hun stadig var ude for, var steget hende til hovedet og havde gjort hende hovmodig og selv- bevidst, så hun havde mistet sin synds- erkendelse og dermed også det rette grundlag for troen. Da hendes lærere så søgte at bøje hendes hovmod, brast hun i gråd og indrømmede, at hun ikke læn- gere følte den nåde og trøst, hun tidli- gere havde kendt, og hun syntes da igen at blive ydmyg af sind. Brødrene drog den lære heraf, at de siden blev meget forsigtige med at rose og fremhæve de enkelte elever og i ste- det i højere grad betonede alles syndig- hed. Samtidig havde også Simon/Arbalik fået sine problemer. Han havde forel- sket sig voldsomt i en pige fra den dan- ske koloni, som endda var udøbt. Det bebrejdede missionærerne ham stærkt. Han bøjede sig og erkendte, at han havde set mere på det ydre end på sjæ- len. Han lovede at holde sig fra pigen, men var ikke i stand til at holde sit løfte. Nu besluttede brødrene at gribe effek- tivt ind. Det var jo en af deres dyrebare »erstlinge«, der var kommet på afveje og måtte reddes. I deres menighed var det 199 [8] ofte skik, at man fik sin ægtefælle ved lodtrækning — så var det Guds valg og derfor det rigtige. Alternativt kunne me- nighedens ledelse bestemme ægteska- bet. Man bestemte derfor, at Simon og Sarah skulle indgå ægteskab. Egentlig havde man ventet en protest fra Sarah. Grønlandske kvinder betrag- tede det nærmest som en skam godvil- ligt at indgå i et ægteskab, da det kunne udlægges, som om man var mandegal. Man skulle helst protestere voldsomt og nærmest kde sig slæbe af sted ved hårene, selv om man inderst inde gerne selv ville. Men Sarah indvilgede uden protest, og parret blev da viet 1743 - det første bryllup i den herrnhutiske menighed og derfor en meget højtidelig handling. Når man læser brødrenes beretning om Sarahs problemer, får man en for- nemnlelse af, at deres forklaringer nok ikke er de rigtige. Meget snarere har der været tale om en ulykkelig kærlighed. Sarah og Simon havde arbejdet sam- men og endda boet sammen som før nævnt. Der kunne let være sket det, at hun havde tabt sit hjerte til ham, og at han ikke havde gengældt hendes følelser og i stedet var faldet for den udøbte pige fra Godthåb. Det ville give en naturlig forklaring på Sarahs pludselige sindsændring med pir- relighed og manglende opmærksomhed omkring missionen, men en sådan ulyk- kelig kærlighed ville hun jo være den sidste til at indrømme — ikke blot på grund af det upassende for en kvinde i at begære en mand, men også det upas- sende i over for missionærerne at er- kende sådanne syndige tanker. Derfor er hun gået ind på deres forklaringer om hovmod, og hendes tårer er da næppe faldet i græmmelse over hovmodet, men af sorg over hendes håbløse kærlig- hed og hele situation. Hendes uventede villighed til ægte- skabet finder da også en rimelig forida- ring: På den måde kunne hun endelig få sin elskede. Året efter fik ægteparret en datter, der blev døbt Maria, den første barnedåb ved Ny Herrnhut. Hun døde dog et år efter, men 1746 fik Sarah igen en datter, der fik den døde søsters navn. Både Sarahs og brødrenes forvent- ninger om, at problemet nu var løst med ægteskabet, slog dog fejl. Simon kunne stadig ikke holde sig fra sin hed- ningepige, og missionærerne besluttede da effektivt at skille dem ad ved at gen- nemføre en længe planlagt hjemsen- delse til modermenigheden i Tyskland, hvor man ønskede at se førstegrøden fra Grønland. Et andet formål med et sådant besøg var at lade grønlænderne se, hvordan li- vet formede sig i den hjemlige menig- hed og dermed bedre forstå ideen og sy- stemet i hele den herrnhutiske be- vægelse. Samtidig ville et besøg give grønlænderne større kundskaber både sprogligt og religiøst, så de kunne blive bedre støtter for missionen, når de vendte tilbage til deres land. 1747 sendte man da det nye ægtepar samt Judith/Isseq og to unge mænd el- ler drenge, Qajarnaqs søn Mathes og Angusinaq, med årets skib til Europa. Det blev en skæbnerejse for flere af dem, og man kan gisne om, at ægtepar- rets begejstring for projektet næppe har været overvældende, så meget mere, 200 [9] som Sarah igen var gravid og næppe har haft lyst til den lange sørejse. At Simon har udkæmpet svære kampe med sig selv for at bøje sig frem- går af en beretning fra 1746, skrevet af den herrnhutiske missionær Frederic Boehmish fra en fangsttur i fjorden. Si- mon skød en stor ren, gav grønlæn- derne et måltid og fremsatte da over for missionæren nogle bemærkninger: »Nu s kammer jeg mig ikke over at sige, at j eg vil tåle at blive vejledt af mine lærere som et lille barn. Jeg ved af erfaring nu, at vore lærere har et årligt formål med os og ikke ønsker at herske over os«. Rejsen til Herrnhut 15. juli 1747 sejlede de fem grønlændere ledsaget af de to missionærer Stach og Schneider fra Godthåb og fik en storm- fuld rejse over Atlanten, hvor alle led søsygens kvaler, ikke mindst den gra- vide Sarah. 7. august ankom skibet til Holland, hvor man besøgte brødremenigheden i Amsterdam. Man forsøgte at lade grøn- lænderne rejse inkognito og kun træffe menighedens medlemmer for ikke at falde i dårligt selskab. Undervejs gen- nem Tyskland gav Simon dog en opvis- ning i kajak og nedlagde en and med sin fuglepil. De to unge mænd foretog denne rejse til fods. 22. august ankom selskabet til herrn- hutstationen Herrnhag i Hessen. Her blev drengene, mens Stach rejste videre med Simon og de to søstre til selve Herrnhut, hvor de ankom 4. okt. Un- dervejs blev de i Gothar afhentet af her- tugparret i en fornem droske. Siden vendte man ved juletid tilbage til Herrn- hag. I mellemtiden havde Sarah fået sit tredie barn, en søn, der blev døbt Jo- hannes. Han døde dog kort tid efter. Under disse ophold i de store moder- menigheder mødte grønlænderne tros- fæller fra menighedens missioner rundt i hele verden, af mange racer og folk. De var på besøg som de selv, man sad til bords sammen, og på den måde fik grønlænderne et godt indtryk både af den store verden og missionens globale karakter. Foråret 1748 besøgtes flere andre menigheder i Tyskland. Sarah, der var svækket efter barnets fødsel og død, blev nu syg og døde 12. maj, 28 år gam- mel. Hun blev begravet på kirkegården i Herrnhut, hvor hendes gravsten stadig findes med indskriften: »Sara Pussimeq, Simon A.rbaliks Frau. Getauft in Gronland 1740. Heimgegangen in Herrnhut 1748«. Ved begravelsen holdt fru Stach en tale på grønlandsk og trøstede Judith/Isseq med, at hendes søster nok også ville Sarahs gravsten i Herrnhut — nok den ældste bevarede gravsten over en grønlænder. Indskrift: »Sara Pussimeq — Simon Arbaliks kone — døbt i Ny Herrnhut, Grøn- land, 1740 - hjemkaldt i Herrnhut 1748«. 201 [10] Judith's rejserute 1747-1749. 1. Ny Herrnhut d. 15. juli 1747. 2. Amsterdam. 3. Herrnhag. 4. Herrnhut. 5. London. 6. New York d. 12. maj 1749. 7. Philadelphia. 8. Bethlehem. 9. Ny Herrnhut d. 19. juli 1749. være død, hvis hun var blevet i Grøn- land. Et par måneder efter fulgte Simon sin kone i døden, 30 år gammel, som hun offer for de sygdomme, grønlænderne ikke havde kendt før og som derfor for dem let blev dødelige. Også hans grav findes stadig. Det unge ægtepar havde fået en hård skæbne. Tre børn havde de fået. De to var døde som helt små. Den tredie, Ma- ria, overlevede dem begge og døde så sent som 1781 i Ny Herrnhut i Grøn- land, vist ugift og barnløs. Turen var hård, ikke mindst for Sarah, og som alle grønlændere, der kommer væk fra deres land til helt fremmede egne og menne- sker, har de nok lidt voldsomt af hjemve. 202 Herrnhuterne tog dog ved lære af tra- gedien og blev siden meget forsigtige med at hjemføre deres »erstlinge« til Tyskland, når det kostede så mange af dem livet. Judith, der nu havde mistet sine nær- meste, flyttede ind i et af de søsterhuse, der var indrettet ved missionen for ugifte kvinder. Her havde hun det føl- gende år et beskyttet liv og knyttede venskab med flere af sine medsøstre - og fostrede tanken om, at et sådant hus kunne unge piger i Grønland også have behov for. Samtidig dygtiggjorde hun sig på an- den vis, lærte sprog og udvidede sine kundskaber, ikke mindst om sin kirke og dens lære. Af brødrene fik hun det [11] skudsmål, at hun havde et glad og mun- tert sind og var elsket af alle, hvor hun kom, også i Europa. Hjemrejsen til Grønland Først ved nytår 1749 kunne de tre over- levende grønlændere tiltræde hjemrej- sen til deres land. Den gik over London, hvor de ankom 11. januar og besøgte de derværende brødre. De kom dog også i fornemt selskab: Prinsessen af Wales, kronprinsessen af England, inviterede dem til sit slot, hvor de indfandt sig i de- res grønlandske dragter. 23. februar rejste de med missionsski- bet »Irene« mod Amerika, hvor de skulle besøge herrnhutiske missioner i Geor- gia og Pennsylvania. 12. maj nåede de New York, hvorfra de rejste til Bethle- hem i Pennsylvania. Her var de sammen med den overvejende indianske me- nighed, der ved et afsluttende »Liebes- mahl«, kærlighedsmåltid, sendte kærlige skriftlige hilsener til deres trosfæller i Grønland. For grønlænderne har det været en mærkelig oplevelse at møde disse india- nere. I de århundreder, da eskimoer og indianere levede som naboer i den nordamerikanske tundra, var de to folk nærmest dødsfjender og begik blodige overgreb mod hinanden. Derfor var or- det for indianere, »erqillit«, for grønlæn- derne nærmest et skrækbillede for en slags blodtørstige umennesker. Nu havde disse tre grønlændere truffet rig- tige indianere og opdaget, at de var søde og kærlige mennesker, der endda havde sendt varme hilsener med hjem til Grønland. Judith vendte tilbage med en erfaring om den store verden, som ingen andre grønlændere havde magen til. Det gav hende en særlig nimbus, som blev for- stærket af hendes lyse og muntre sind og den autoritet, der åbenbart udgik fra hende. I hvert fald fortæller missio- nærerne, at de andre grønlændere opfat- tede det, som om Gud selv havde ud- valgt hende og udstyret hende med gan- ske særlige gaver. Judith i Godthåb Så snart Judith/Isseq var hjemme igen, tog hun fat på at virkeliggøre sin drøm og skabe et søsterhjem for unge piger fra menigheden. Unge piger var i datidens Grønland nærmest uden rettigheder og blev ofte tvunget til giftermål af forældre eller slægtninge — eller bortført med vold af friere, selvom de ikke ville vide af dem. Med sit søsterhus ville Isseq beskytte dem mod dette og samtidig mod dårlig påvirkning og allehånde fristelser. Hun samlede en flok piger og be- gyndte samme efterår selv at bygge hu- set sammen med dem. Samtidig over- talte hun familierne til at lade deres døtre og tjenerinder bo og sove i søster- huset efter endt arbejde. Det lykkedes virkelig, og før vinteren kunne hun og pigerne flytte ind i huset, som hun siden med stor omsorg og dygtighed ledede til sin død. Pigerne holdt af hende for hen- des muntre væsen og den sindets ren- hed, der prægede hende. For Judith, der aldrig selv stiftede familie, var pigernes lykkelige og ordentlige liv det store øn- ske, og hun glædede sig, når de trivedes. I sine sidste år var hun svækket af dårlig hørelse og kunne ikke længere følge med i alt, hvad der skete, hvilket 203 [12] ofte gjorde hende urolig. Hun havde også plidraget sig tuberkulose og spyt- tede blod, selvom hun længe søgte at skjule det for missionærerne. De sidste måneder var hun svag og mest sengelig- gende, men bevarede sit humør. 13. ok- tober 1758 døde hun, kun ca. 36 år gam- mel — døden høstede tidligt i Grønland dengang. Hendes piger holdt en sidste hjertegribende liturgi ved dødslejet. To dage forinden dikterede hun flg._ brev til en søster, som havde været hende meget kær i Europa: »Min kære A. C. Nu sender jeg dig mit sidste kys af hjertet. Mit tabernakel (legeme) er yderst svækket og ud- tæret af sygdom, men jeg tænker uafladeligt på min frelsers lidelser ogglæder mig meget ved ud- sigten til det velsignede øjeblik, når han kalder på mig, så jeg vil se hans sår med egne øjne, f or jeg er forløst ved hans dyrebare blod. Skønt jeg havde været villig til at tøve lidt længere hos mine søstre, overlader jeg det dog til frelseren, og mit højeste ønske er at være hos ham. Når jeg tænker på den særlige nåde, han har ladet mig nyde her på jorden i hans menighed, fyldes mine øjne med tårer. Jeg elsker ham og vil altid gøre det. Endnu engang hilser jeg alle søstrene, som er sammen med dig. Jegføler mig nu f or svag til at fortsatte. Din kære Judith«. Som før nævnt dyrkede herrnhuterne deres »erstlinge«, de først døbte i en me- nighed, som en slags helgener, og gan- ske som man i andre kirker havde hel- genbilleder, havde brødrene malerier af deres førstegrøde i deres menigheds- huse. Pi den måde er der også bevaret nogle malerier af de grønlandske »erst- 204 Judith. (Udsnit af J. V. Haidt's billede side 198. linge«, Qajarnaq, Isseq, Sarah og Simon. De findes i modermenighederne i Tysk- land, mest i Herrnhut og Herrntag. Det er usikkert, hvor stor person-ligheden er, men den maler, der har skabt de fle- ste af billederne, Johann Valentin Haidt, f. 1700, sluttede sig som ung til brødre- menigheden og opholdt sig i Hernhut 1747-52, netop i den periode, det grøn- landske besøg fandt sted. Han har der- for sandsynligvis kendt de grønlandske gæster personligt, hvorfor en vis lighed med deres virkelige udseende er tænke- H& ~Nogle af disse billeder gengives i denne artikel, så også et grønlandsk publikum får en mulighed for at se disse fjerne slægtninge afbildet. Litteratur David Cranti: Historie von Gronland, Leipxig 1765. Heinz Israel: Gronland-Eskimo auf europaischer Ge- målde. Museum fur Volkerkunde, Dresden, Berlin 1965, 5. 35-79 (oplysningerne om de enkelte billeder i artiklen er taget fra denne afhandling). Mads Lidegaard: Grønlændernes kristning. Nuuk 1993. [13]