[1] Hans Lynges roman Ersinngitsup Piumasaa / Den Usynliges Vilje Af Lone Fredensborg Stiltnekkem Hans Lynges roman er stilmæssigt først og fremmest litterær fiktion efter euro- pæisk forbillede, men der kan også spo- res stiltræk fra den mundtlige grønland- ske fortælletradition. Efter at de grøn- landske fortællinger blev nedskrevet, blev træk fra den europæiske litteratur- tradition initialiseret. Efterhånden som påvirkningen slog igennem, skete der i fortællingerne en stadig større vægtning af det enkelte menneske og hans/hen- des valgfrihed og mulighed for at styre sin egen skæbne. I romanen udfoldes disse tendenser åbenlyst, og hertil føjes hovedpersonens og fortællerens psyko- logiske, moralske og religiøse overvejel- ser, hvilket bryder afgørende med de traditionelle mundtlige fortællingers ka- raktertegninger. Romanen trækker dog også spor til- bage til den mundtlige fortælletradition. Fortællerens fremtrædende position i teksten kan ses som et minde om den fortællendes vigtige position indenfor det mundtlige medie, men han kan også ses som en vigtig formidler, der hjælper læseren til at skelne mellem en traditio- nel fremstillingsform og en ny fremstil- lingsform og ikke mindst: — hjælper med at se og forstå det ofte beskrevne i et nyt lys. I temavalgene, især det anta- gonistiske tema om blodhævn, i miljø- beskrivelserne og i valget af person- navne optræder de oprindelige (ned- skrevne) mundtlige fortællinger og den oprindelige eskimoiske tro samtidig som vigtige referencer i romanen. Den dramatiske handling i Ersinngitsup Piumasaa/Den Usynliges Vilje Hans Lynges glæde ved teatret er kendt, og af hans litterære produktion udgør teaterstykkerne en stor del. Det er der- for ikke så overraskende, at handlingen i Ersinngitsup Piumasaa/Den Usynliges Lone Fredensborg er litteraturhistoriker fra Aar- hus Universitet. Hun gennemgår, analyserer og fortolker i denne artikel Hans Lynges roman Er- sinngitsup Piumasaa fra 1937, som i 1990 er over- sat til dansk af Kirsten Thisted med tiden Den Usynliges Vilje. Atuakkiorfik 1990. Se også Kir- sten Thisteds artikel »Omkring Den Usynliges Vilje« i tidsskriftet Grønlands temanummer om Hans Lynge nr. 3-4 1996 s. 95-104. 24 [2] Hans Lynge ved arbejdsbordet i Nuuk. Foto: Torben Cordtz, 1983. 25 [3] Vilje er kendetegnet ved at gøre brug af en dramatisk handlingsopbygning. Ro- manen begynder med en eksposition, hvor hovedpersonerne de to brødre Ul- loriaq og Saamik, deres familie, bo- pladsbeboerne og samfundet præsente- res. Efter præsentationen tager handlin- gen udgangspunkt i en konflikt, der op- står, da bostedernes boldkamp slår over i et skænderi, hvor sandheden om de to brødres far afsløres. Det viser sig, at ham, som brødrene troede var deres far, i stedet er farens morder. Saamik og Ul- loriaq udøver herefter den forventede blodhævn. Men blodhævnen bliver ikke løsningen på den opståede konflikt, men derimod et vendepunkt, da Ullo- riaq efterfølgende »går qivittoq«. Hans udkårne, Arnannguaq, følger efter ham til hans qivittoqhule, men hun bliver syg, da Ulloriaq afviser hendes kærlig- hed. Til sidst finder Ulloriaq dog en løsning på både sine egne og hendes trængsler, da han gennem en vision fin- der frem til kærlighedens kilde. Scenen lukkes til sidst med en lykkelig afslut- ning, hvor Ulloriaq og Arnannguaq ven- der tilbage til samfundet. Her helbreder Ulloriaq sin bror for hans sindssygdom og afslører sig derved som en stor an- gakkoq. De aristoteliske træk i romanen Handlingen i romanen er ud over at være dramatisk opbygget også til en vis grad tragisk i aristotelisk forstand. »Fal- det« fra lykke til ulykke er eksempelvis gjort særligt tragisk ved, at den berørte familie lever i lykkelig harmoni med de- res omgivelser og hinanden og ved, at personerne besidder nogle fremragende egenskaber og karaktertræk. Endvidere hviler der bag romanens indledende be- skrivelse af den livsglade Ulloriaq en truende stemning, der minder om den græske hybris (overmod). I 1. kapitel gør fortælleren opmærksom på, at Ullo- riaq ikke længe skal føle sig som et af »de ganske få mennesker, man kan kalde lykkelige [...]« (s. 8, dansk udgave herefter d.u.). Ligesom overmod straf- fes med nemesis (gudernes vrede, udlig- nende retfærdighed), således skal Ullo- riaq også rammes af sorg: »Og dog skal han rammes af den tungeste lod og med eet slag miste alle sine barnlige forvent- ninger til fremtiden« (s. 8 d.u.). Det er typisk for det tragiske hændelsesforløb, at skæbneomslagets og genkendelsens øjeblik fremstilles som en overgang fra lykke til ulykke. Aristoteles kaldte det for anagnorisis, når helten erkender den sandhed, der hidtil har været skjult for ham. Anagnorisis betegner med andre ord overgangen fra uvidenhed til viden eller indsigt. I Ersinngitsup Piumasaa/ Den Usynliges Vilje gennemgår brød- rene en sådan overgang, da de af deres kammerater får hemmeligheden om de- res fædrene ophav at vide. Forståelsen bagud åbner brødrenes øjne for den vej frem, de som konsekvens af den erhver- vede viden herefter må følge. Træk fra den mundtlige eskimoiske fortælletradition Foregribelser eller varslinger af de begi- venheder, der følger, kan betragtes som et dramatisk virkemiddel, men de man- ge foregribelser kan også ses som et ud- tryk for de særlige vilkår, der fungerer som romanens referenceramme. Ved at 26 [4] introducere til et oprindeligt eskimoisk miljø skabes der nogle forventninger hos den grønlandske læser om, at dette kunne være en fortælling, der indskriver sig i den lange tradition, der har været for fortællinger fra fortidens oprinde- lige samfund. Foregribelserne og forkla- ringerne i Ersinngitsup Piumasaa/Den Usynliges Vilje forbereder således også læseren på, at denne roman vil fremstille det traditionsrige materiale om blod- hævn på en ny måde og i en ny form. Nogle af de gennemgående træk, som den grønlandske læser vil genkende fra den mundtlige fortælletradition, er den ordrette fremstilling, der til tider slår over i direkte tale. I den grønlandske udgave er der endvidere en rytme og et ordvalg, der minder om de mundtlige fortællingers stil. Kirsten Thisted bely- ser i sin afhandling »Som perler på en snor ... / Fortællestrukturer i grøn- landsk fortælletradition« (1993) bl.a. kompositionsprincipperne i de oprinde- lige mundtlige fortællinger. Hun påpe- ger, at i disse fortællinger »sættes sce- nen« først, og derefter følger begiven- hederne »en ting ad gangen«. I Ersinn- gitsup Piumasaa/Den Usynliges Vilje er der ligeledes denne fremlæggelse, sær- ligt i romanens første halvdel, som om- handler blodhævnen. Her følger hand- lingen den »begivenhedernes gang«, som den oprindelige eskimoiske fortæl- letradition foreskrev for at gøre hand- lingen lettere at følge. Mange gentagelser var en anden må- de, hvormed den mundtlige fortæller kunne hjælpe tilhørerne med at »holde tråden« i fortællingen. Der er også man- ge gentagelser i Ersinngitsup Piumasaa/ Den Usynliges Vilje, men Hans Lynges fortælling afviger fra den mundtlige for- tællestil ved, at der er sammenhæng mellem handlingen og hovedpersoner- nes udvikling. Dette er et træk fra den borgerlige europæiske roman. Om for- skellen på den skrevne europæiske ro- man og denfortalte eskimoiske beretning skriver Thisted: »Hvor tidligere fortæl- lekunst portrætterede »life by values«, portrætterer den borgerlige roman »life by time«. Den pågældende karakter er ikke bare; tværtimod fokuseres der på, hvordan denne karakter bliver til, skil- dret igennem hændelsesforløbet som en kæde af årsagsreaktioner«. Begivenhe- derne træder i den moderne borgerlige roman i baggrunden til fordel for den enkelte persons udvikling, og dette bry- der afgørende med traditionen i de op- rindelige mundtlige fortællinger. Romanens fortæller Selve det at skabe sammenhæng eller sammenligne nogle ydre forhold med nogle indre forhold gør sig som nævnt ikke gældende i de oprindelige mundt- lige fortællinger, men selve måden for- tælleren i romanen kæder beskrivelserne sammen på, kan minde om den mundt- lige fortællestil. I den mundtlige fortæl- ling vil fortælleren underbygge overgan- gene i fortællingen med mimik, fagter, lyde o.s.v. I Ersinngitsup Piumasaa/Den Usynliges Vilje markeres en stor del af overgangene i stedet med fortællerkom- mentarer og enkelte steder også med tankestreger. Dette forekommer eksem- pelvis s. 12 (d.u.), hvor Ulloriaq beskri- ves »udefra« set gennem kammerater- nes øjne, og dernæst beskrives »indefra« [5] gennem en personlig og overnaturlig oplevelse. Og også på side 20 (d.u.), hvor boldspillet beskrives udefra »sådan var det som regel«, hvorefter beskrivelserne af »sådan var boldspillet denne dag« føl- ger. Tankestreger skaber en tydelig over- gang mellem de enkelte afsnit, og de bli- ver en slags »sigende gestus« fra fortæl- leren, som på den måde bliver nær- værende for læseren. Tankestregerne kan sammen med fortællerkommenta- rerne ses som et udtryk for, at den for- tællende også i denne skriftlige fremstil- ling er vigtig som formidler af fortællin- gen. Arven fra fortiden Romanens modstilling af traditionens forskrifter og det enkelte menneskes valg væves sammen af en tråd, der for- binder fortid med nutid gennem nogle temavalg, der både griber tilbage til Grønlands oprindelige samfund og frem til det »moderne« grønlandske samfund. Der er i romanen særligt to traditio- ner, som tematiseres: navnetraditionen og traditionen om blodhævn. Begge tra- ditioner knytter fortid og nutid sam- men. I kapitel 3 Navnet beskrives den eskimoiske navnetradition i positive vendinger. Det fortælles, hvordan det nyfødte barn gennem sit navn blev »den genfundne« for de sørgende, hvilket gjorde dem i stand til lettere at over- vinde sorgen. Navnet var en åbenbaring af en magt, som var større end døden, det var »genkomsten af en kær, som dø- den havde revet bort; et venligt forsyn; de usynlige magters smil. Sådan var nav- net! Deri lå gemt den menneskets urok- kelige tro, som har kraft til at bor tveje sorgen.« I navnet blev der etableret en positiv kraft mellem menneskene og de usynlige magter, og der blev skabt en positivt valoriseret forbindelse mellem fortid og nutid. Ikke alene berigede nav- net den nyfødte med den afdøde navne- fælles positive evner og egenskaber, men der var endvidere »ingen tvivl om, at det ukendte og det, som lå skjult i fremtiden, burde søges i denne rigdom« (s. 15). I Ersinngitsup Piumasaa/Den Usynliges Vilje kommer navnetraditio- nen, altså troen på at navnets »sjæl« (Inua) kan føres videre fra menneske til menneske, på denne måde også til at pege ind i fremtiden. En anden arv fra fortiden, nemlig kravet om i bestemte situationer at yde blodhævn, er mere nuanceret beskrevet end navnetraditionen. Det er en bold- kamp, som danner ramme om de begi- venheder, der leder frem til brødrenes blodhævn. Boldkampen associerer til den oprindelige eskimoiske tro om, at: »Nordlyset er de Dødes siæle som spil- ler Bold i Himmelen med et Hvalrosho- vet [...]«. I romanen bliver denne myte kædet sammen med hverdagslivet og boldkampen for beboerne i Puiatsi — »Stedet med sæler«: »[...] hvem havde ikke lyst til at spille bold om vinteren, hvor man straks man trådte udenfor om aftenen kunne se de dødes sjæle spille bold i een uendelighed, med hele den store himmelhvælving som målplads? Hvem kunne betænke sig på at kaste sig ud i spillet, når alle, så langt de kunne huske tilbage, havde set Aningaaq og Maliina forfølge hinanden med deres falder deroppe, uden nogensinde at 28 [6] blive trætte, selv om de havde løbet der fra tidernes morgen?« (s. 20). Mytisk tid og nutid smelter sammen dette sted i ro- manen, og det varsles, at fortællingen med udgangspunkt i boldkampen herefter også vil handle om død og (o ver-) tro. I de sidste faser af bopladsernes bold- kamp er de to brødre sat i et modsæt- ningsforhold til resten af spillerne, det er de to mod resten. Saamik afslutter kampen med et kraftfuldt vinderkast, og efterfølgende begår Ulloriaq den uskik at prale og drille taberne. Drillerier og fornærmelser mellem de to hold slår over i en åben konflikt, og her langt borte fra det civiliserede bopladssam- fund og stadig med den dyriske kamp i blodet bliver det afsløret for de to brødre, at deres biologiske far Kunuk i sin tid er blevet dræbt af ham, de troede, var deres far Inoqut. Boldkampen er blevet afgjort langt fra bopladsens civilisation, og tilsku- erne, der varetog »retfærdigheden«, er ikke til stede. Vejret varsler forandringer med en blodrød og mørk himmel, og dagen går på hæld. Spillernes opførsel sammenlignes med dyrs, og det under- streges flere gange, at det i denne kamp kun er de fysiske kræfter, der gælder. Hele det oprindelige samfunds regelsæt er således sat ud af spillet, da Kunuks navn nævnes. Fra det øjeblik at brødrene er blevet kendt med drabet på deres »rigtige« far er ubalancen bragt ind i verden, og det er deres pligt at genoprette balancen. Den efterfølgende blodhævn, hvor de to sønner dræber deres »falske« far, er en opfyldelse af det oprindelige sam- funds påbud. Der berettes intet om, at Puiatsi i sin tid efter Inoquts mord på Kunuk kom til at mangle fangstdyr, selvom mordet i mange år var uhævnet. Dette hænger sammen med, at blod- hævn i det oprindelige eskimoiske sam- fund, og også i Puiatsi i romanen, blev betragtet som en sag mellem de involve- rede parter og deres familie. Brødrene skal først kende sandheden, før de kan yde blodhævn, og denne blodhævn skal foregå i overensstemmelse med de givne regler i samfundet. Disse regler forholder sig ikke til tiden, for alt skal netop følge de regler, der altid har eksi- steret. Årenes gang er således en under- ordnet størrelse, der intet ændrer. Fadre og sønner Begge »fædre« i romanen er enten di- rekte eller indirekte skildret som foræl- dreløse, og forældreløse var et »lig i la- sten« i det eskimoiske samfund; »histo- rier om forældreløse plejer at handle om, hvordan en gruppe som lever med en sådan ubalance (altså hvor den foræl- dreløse ikke adopteres ind i samfundet, men bliver ved med at stå udenfor) en- der med at gå fuldstændig i opløsning, udslettet af de destruktive kræfter den- ne ubalance har sat i verden« (Thisted: 1993, s. 83). Kirsten Thisted beskriver, hvorledes de forældreløse blev fremstil- let i de oprindelige eskimoiske fortællin- ger, og de selvsamme fortællinger giver i Hans Lynges roman klangbund til ka- raktertegningen af de to »fædre«. Kunuk er en kendt skikkelse i de mundtlige fortællinger. Han blev ifølge dem forældreløs, da forældrene og de øvrige husfæller blev dræbt af volds- 29 [7] mænd. Siden blev han en stærk mand, der udfordrede sin skæbne. De mundt- lige fortællingers skildringer om Kunuk handlede ofte om magt og magtpositio- ner, og i romanen er Kunuk ligeledes en magtfuld person, der regerer sin familie med hård hånd. Selvom han er den bio- logiske far, bliver Kunuk skildret som en negativ figur, som udover at have en anden kvinde desuden var voldelig mod sine sønners mor. Inoqut betyder »logerende«, og dette understreger hans position, som den »falske« far der ikke tilhører familien. Inoqut har som Kunuk ingen forældre. Han er som forældreløs vokset op i rin- geagt, men som ung besluttede Inoqut sig for, at han ville gribe lykken, om han »så skulle stjæle den« (s. 43, d.u.). I al hemmelighed træner han sig op til at blive en dygtig kajakroer og forbereder sine boplads fæller på, at han en dag vil »gå qivittoq«. Herefter søger han bort og ved de bopladser, han på sin rejse når frem til, høster han anerkendelse for sin styrke og dygtighed, men »alligevel fulgte uheldet mig som en skygge over- alt« (s. 44, d.u.). Inoqut beskrives på en måde, som giver associationer til fortæl- lingen om Kassaassuk, således som den blev berettet af bl.a. Aron fra Kan- geq i Rinks Kaladlit Okalluktualliait/ Grønlandske Folkesagn, og som Hans Lynge frit har beskrevet i sit drama- stykke af samme navn fra 1967. Fortæl- lingen om Kassaassuk er en elsket for- tælling, om den forældreløse, der trods sin barske start på livet, en dag rejser sig i al den styrke, som han i hemmelighed har optrænet fjernt fra bopladsens nys- gerrige blikke. Kassaassuk er i de gamle 30 beretninger en helteskikkelse og ved in- direkte at sammenligne Inoquts op- vækst med hans, tilføjes Inoqut en række positive karaktertræk. De to »fædre« overleverer gennem deres (u-)gerninger fortidens krav og værdier til de to sønner. Det er deres brutale mellemværende, der bliver Saa- miks og Inoquts skæbne. Ved at frigøre Kunuk og Inoqut fra familier og slægts- bånd kan den grusomme hemmelighed endvidere bevares, indtil brødrene bli- ver voksne. Saamik og Ulloriaq er de eneste, som kan og skal hævne mordet på Kunuk, og ingen kan efterfølgende efterstræbe dem på livet. Derfor er det også ganske belejligt, at de to brødre ikke har halv-søskende, disse skulle jo så i givet fald hævne mordet på deres far. Ved at gøre den dræbte Kunuk til en ond figur, og drabsmanden Inoqut til et (ellers) godt menneske, bliver kravet om blodhævn tragisk og bevirker, at tvivlen kan indfinde sig så meget desto stærkere hos Ulloriaq og — skal det siden vise sig, — også hos den indadvendte Saamik. Brødrene bliver kort tid efter blodhæv- nen også forældreløse, da deres mor be- går selvmord af sorg over Inoquts død. I Ersinngitsup Piumasaa/Den Usyn- liges Vilje bliver håndhævelsen af forti- dens påbud om blodhævn kædet sam- men med tabet af (eller manglen på) det personlige ophav; forældrene. Blodhæv- nen er det sidste, de to brødre udfører sammen, og i romanen bliver blodhæv- nen lige så stærk en kraft til at adskille, som navnetraditionen er en kraft til at forene. Blodhævnen er romanens kriti- ske omdrejningspunkt, men fremfor at fælde en endegyldig dom over denne [8] form for sanktion, bliver det istedet de problematiske og vidtrækkende person- lige følger, der derefter kommer i fokus i romanen. Dette kan ses som den altid nærværende fortællers ønske om, at be- skrive menneskene i de fortidige eski- moiske samfund som andet og mere end blot primitive, blodtørstige barba- rer, der skrupelløst ønsker hævn. End- videre peger det på, at arven fra fortiden både kan være uproblematisk og positiv, som tilfældet er med navnetraditionen, eller den kan være problematisk, som tilfældet er med traditionen for udøvelse af blodhævn. Den ydre og den indre konflikt De to brødre »Saamik« og »Ulloriaq« er nøglepersoner i personificeringen af den modstilling, der er mellem fortid og nu- tid/fremtid i romanen. De har som børn delt seng og madfad og blev siden beg- ge dygtige kajakmænd og storfangere. Den dygtige kajakroer og fanger er et vig- tigt symbol på den grønlandske mand, og det signaleres hermed, at begge brødre skal opfattes som værende grønlændere, uanset de forandringer de hver især ef- terfølgende gennemgår i romanen. Saamik — »venstre hånd« svarer meget godt til den »type«, der i identitetsdebat- ten i Avangnaamioq og Atuagagdliutit i årene 1923-30 blev betegnet som »den ægte grønlænder«. Udover at være en fremragende kajakroer og en dristig storfanger, er han »som en søn af det store hav, som bliver vugget på moders arm« (s. 8). Sammenligningen mellem at blive vugget på havet og blive vugget på moders arm leder tanken hen på den mytiske figur »Havets Mor«. Hun sad ifølge den oprindelige eskimoiske myto- logi på havets bund og holdt fangstdy- rene i ave, og så længe menneskene overholdt forskrifterne, var der dyr at fange. Saamik er en dygtig fanger, og han får mange dyr. Sammenligningen kan tolkes som et tilsagn om, at han står sig godt med »Havets Mor«. I beskrivel- sen af Saamik bliver træk fra den oprin- delige mytologi referenceramme i ka- rakterbeskrivelsen. Ved at fremstille Saamik som solidt forankret i »det gamle« Grønland med de dertilhørende karaktertræk, kommer han til at repræ- sentere tradition, stabilitet og uforan- derlighed. Saamik viger da heller ikke tilbage for at følge de traditionsbudne forskrifter, og han er med sin styrke og handlekraft idealbilledet på den oprin- delige eskimoiske kulturs mest efter- stræbelsesværdige karakter. Ulloriaq, »Stjerne«, har karaktertræk, som rummer et andet potentiale end Saamiks. Hans person beskrives som åben og uafsluttet, og hans udvikling i romanens anden del peger frem mod en tid, hvor tidligere generationers rituelle og traditionsbudne livsstil vil blive brudt. Ulloriaq beskrives mere nuan- ceret end sin broder. Han er tænksom, og hans åndrighed står i modsætning til Saamiks fysiske stabilitet. Hvor Saamiks karakter beskrives som indadvendt, er Ulloriaq beskrevet som en munter, ud- advendt og livsglad ung mand: »Det var som ville livet aldrig kunne gå ham imod; som var alting en leg« (s. 8, d.u.). Men Ulloriaq er udvalgt, og hans og broderens liv skal pludselig ændres, og legen blive alvor, da de kastes ud i ud- førelsen af den traditionelle blodhævn. 31 [9] Det er Ulloriaqs åbne, følsomme sind og hans tænksomhed, der skaber grund- laget for hans krise efter blodhævnen. Ulloriaq kommer til at tvivle efter at have fulgt de til alle tider givne forskrif- ter, og selv om hans tvivl ikke ender med et endegyldigt brud med datidens samfund (han vender derimod tilbage til Puiatsi), så markerer hans moralske_ overvejelser en ændret indstilling til tra- ditionerne og varsler nye tider. De to brødre bliver således de umiddelbare re- præsentanter for henholdsvis de gamle traditioner og værdier (Saamik) og de nye tiders komme (Ulloriaq). Denne sondring er dog hverken stringent eller gennemført. Brødrene Ulloriaq (»stjer- ne«) og Saamik (»venstre hånd«) kan hver især betragtes som henholdsvis den åndelige og den kropslige side af mennesket. Hvor karaktertegningen af Ulloriaq får dybde gennem beskrivelser af hans tanker og oplevelser, karakteri- seres Saamik derimod mest igennem ydre beskrivelser, handlinger og direkte tale. Saamik er den lidt kejtede og mørke figur, der uden overvejelser følger for- skrifterne og intet forandrer. I modsæt- ning hertil står Ulloriaq, der ligeledes følger forskrifterne, men som tvivler og derved forandrer, — om ikke omverde- nen så sig selv. Brødrene beskrives som hinandens modsætninger, men de kan også læses som to sider af det samme menneske, og deres skæbner som to sider af samme skæbne, hvor synsvinklen skifte- vis er på nogle ydre og nogle indre for- hold. Ulloriaqs næsten symbiotiske fæl- lesskab med Saamik ophører således til- syneladende den dag, blodhævnen bli- ver en del af deres fælles gerninger. Det skal dog siden vise sig, at også Saamik har været påvirket af begivenheder om- kring blodhævnen, og hans sindssyge kan ses som en alternativ måde at stille sig udenfor fællesskabet på. Den mang- lende entydighed i modstillingen af Saa- mik og Ulloriaq bliver understreget af romanens slutning. Ulloriaq bliver en stor angakkoq: »Hans øjne åbnedes, så han kunne se alt det, som ellers er skjult for menneskene«. Han kommer i besid- delse af evner, der har været aftagende i generationer, og dette vækker ærefrygt blandt boplads fællerne: »alle både gøs og lo ved tanken om, at forfædrenes kraft vist alligevel ikke var så ringe endda, når en sådan mand kunne rejse sig af deres midte« (s. 93, d.u.). Ulloriaq helbreder herefter sin bror, og de er så- ledes begge tilbage i fællesskabet. Ulloriaq er i Ersinngitsup Piumasa/ Den Usynliges Vilje både en overgangs- figur, der varsler de nye tiders komme, men han er også inkarnationen af for- tidens stærkeste kræfter symboliseret gennem hans afsløring som angakkoq. Hans tvivl retter sig mod hans egne valg og handlinger og i forlængelse heraf mod fangersamfundets gældende tradi- tioner. Ulloriaqs status som leder af samfundets religiøse liv betyder, at han efterfølgende skal varetage, at forskrif- terne følges i overensstemmelse med den usynHges vilje. Hans tvivl og hans mulige ønske om forandring står såle- des ikke i vejen for den urkraft, der el- lers i generationer har været aftagende. Saamiks sindssygdom kan ses som et udsagn om, at det menneske, der uden tvivl og omtanke passivt følger samfun- 32 [10] dets gældende regler, går ind i et mørke uden fremtid. Det overordnede bud- skab på det psykologiske plan bliver i forlængelse heraf, at mennesket både skal være (og er) påvirkeligt overfor li- vets dldragelser, og at mennesket også skal være upåvirkeligt og turde følge sin indre stemme. Fuglemotivet — eller om som en stjerne at hæve sig over alt og alk I slutningen af romanen fortælles det, at Ulloriaq er blevet en stor angakkoq med stærke hjælpeånder: »Hans hjælpeånder, som selv var kommet til ham, en lille snespurv og en stor havørn, havde hjul- pet ham med at helbrede Arnannguaq« (s. 85). Fugle er flere steder i romanen vigtige hjælpere og vejvisere. Den dag, hvor det i de ophedede minutter efter boldkampen blev afsløret, at brødrenes far var blevet dræbt af Inoqut, træder Ulloriaqs bedste ven imellem, da skæn- deriet er ved at slå over i slåskamp. Ven- nen hedder Qulutaq, hvilket både kan betyde fugleryg og gråspurv, og det er hans beroligende ord, der sender Ullo- riaq ud ad det spor, han skal følge: »Nu er det blevet meddelt de udvalgte tjenere, at den usynliges vilje må ske fyl- dest. Lad os da blive siddende og lytte til stilheden; ødemarkens ensomhed er den bedste vej til at komme til klarhed over, hvad det er, den usynlige forven- ter« (s. 31, d.u.). Qulutaq påpeger, at brødrene er ud- valgte tjenere, og de højtidelige ord gi- ver indtryk af, at det er en overmenne- skelig kraft, der taler gennem vennen. Qulutaqs indgriben forhindrer, at kata- strofens omfang vokser til også at ind- befatte fjendskab mellem brødrene og deres kammerater. Dette er vigtigt, fordi det ville problematisere brødrenes for- hold til resten af samfundet, hvilket igen ville påvirke de efterfølgende begiven- heder. Brødrene hævner sig således ikke på budbringerne, men øver istedet den blodhævn som samfundet forventer. Brødrenes mor begår i fortvivlelse selvmord efter at have mistet sin mand. Herefter begynder Ulloriaqs sjælekrise, og her optræder igen en lille fugl, i det billede han tegner af sin egen ulykke: »Jeg vandrer rundt på jorden i et territo- rium så langt mindre end det, der er ble- vet nogen anden skabning til del, og in- gen vinger har jeg til at svinge mig i luf- ten med. For ikke at falde omkuld må jeg stemme fødderne hårdt mod jorden. Alligevel vil jeg uden tvivl segne om, og om så samtlige kvinder græder over mig, skal de ikke kunne rejse mig igen. En lille fugl vil sætte sig på mit ansigt og nådeløst hakke sit lille næb i mine øjne. Og den vil lette; syngende som den plejer, som om intet i verden var hændt, som havde den kun al mulig grund til at synge så smukt. Solen vil ganske sikkert stå op, så jeg kan gå i forrådnelse i en fart. Dagene vil skynde sig at gå, så jeg des hurtigere kan blive glemt. Og mine kære vil trøste sig og tænke, at nu er der ingen grund til at blive ved med at sørge — men jeg klarer ikke at leve videre nu. Måtte det dog snart få en ende!« (s. 52- 53, d.u.). Ulloriaq tegner et billed af, hvorledes han ikke alene er bundet til et meningsløst liv på jorden, - men også til en meningsløs død. Den smukke beskri- velse af Ulloriaqs fortvivlelse, tilføjes et lille strøg af humor i beskrivelsen af, 33 [11] hvorledes solen ganske sikkert vil stå op, så han kan gå i forrådnelse i en fart, ligesom dagene vil gå hurtigere. Den underfundige formulering antyder, at sådan vil det ikke gå. UUoriaqs beskri- velse af hans eget endeligt står her i fuldstændig modsætning til, hvorledes hans liv efterfølgende vil forme sig: hans territorium vil blive stort, han vil frigøre sig fra kroppen i en mægtig ån- demanerrejse, en kvindes kærlighed vil binde ham til livet og give det mening, hans øjne vil se ting, som ingen andre mennesker kan se, og fugle vil træde i hans tjeneste som hjælpeånder. Ulloriaq forlader efter blodhævnen menneskenes fællesskab. Senere følger Arnannguaq ham, men at hun overho- vedet finder frem til hans hule skyldes, at: »[...] som en fugl havde kærligheden set sit mål i blinde« (s. 63). Kærligheden kan som fuglen finde sit mål, hvor øjet må give op. »At se sit mål i blinde« er en oxymoron, og ved således at trække modsætningen ud i det paradoksale bli- ver kærligheden en kraft, der som fug- len hæver sig over menneskene, men som også rammer sit mål: menneskene. Det er på knæ i sorg ved Arnan- nguaqs side, at Ulloriaq oplever sin første rigtige åndemanerrejse: »Mens han lå på sine knæ ved siden af hende og sørgede så forfærdeligt, sort- nede det pludselig for hans øjne, og alt omkring ham forsvandt. Han hørte en høj susen som af et par ørnevinger. En vældig kraft greb fat i hans skuldre, og en brøkdel af et sekund efter mærkede han jorden forsvinde under sine fødder« (s. 82, du.). Ullojdaqs efterfølgende rejse svarer delvis til beskrivelserne af de mægtige åndemanerrejser i de oprindelige eski- moiske samfund, men hans rejse fører ham ikke til en mytisk verden, men hæver ham over ukendte landskaber, der viser sig at være kærlighedens natur. Ulloriaq når til en grøn dal fyldt med træer, og her ledes han til en kilde. Men netop som han står og er bjergtaget over den skønhed, der omgiver ham, uddør kilden. Død, storm og mørke overtager sceneriet og: »Selv om mørket gennemtrængte alt, følte han sig berøvet ethvert skjul, som om at han var stillet til beskuelse for alverdens mennesker i det skarpe sollys, uden at have en trævl på kroppen« (s. 82, d.u.). Ulloriaq stem- mer imod for ikke at komme længere ind i det grufulde mørke, mens en tanke hamrer i hans hoved: »Du er den skyl- dige, du og ingen anden; da hun kom, var det dig, der skubbede hende bort, og nu kan du lede alt, hvad du vil — du finder hende aldrig igen« (s. 82-83, d.u.). Ulloriaq erkender sin skyld, og dette kommer til at betyde hans åndelige renselse, for efter således at have mistet alt, rammes Ulloriaq af en mængde små lyskugler: »[...] og han var ikke længere blot et menneske«. Hans øjne åbnedes, og han kunne se alt det, som ellers er skjult for menneskene« (s. 83). Ulloriaq ser, at en lille blomst er brudt frem i isen, og blomsten viser sig at være hytten med den unge bevidstløse Arnannguaq. Solen giver sig til at skinne, og indlandsisen smelter. Jorden må lide for, at solen kan vinde frem, alt brydes i den mægtige smeltestrøm, men tilsidst indfinder roen sig. Så fortoner det smukke syn sig, og i mørket vender 34 [12] Ulloriaq tilbage og støder mod jorden, der er fugtig som af dug en kølig som- mermorgen, og han kaster sig ned og kysser den jord, der har kæmpet så hårdt, ligesom han selv. - Men så finder han sig selv, med kinden mod Arnan- nguaqs feberhede, våde krop. Rejsens erotiske undertoner er med til at under- bygge temaet om kærlighed. Med hjælp fra sine hjælpeånder udfrier Ulloriaq til sidst Arnannguaq af det hekseri, som misundelige mennesker har kastet over hende. Tro, håb og kærlighed Ulloriaq er en tvivler. Den didaktiske opbygning af romanen, hvor der skifte- vis vejes for og imod, og hvor fortidens værdier overvejes og vurderes, under- streger dette. Ved romanens begyndelse overvejer han eksempelvis angakkok- kernes virksomhed: »Angakkokker og andre gådefulde mennesker levede som under tvang, holdt i et fast greb af de usynlige mag- ter, som førte dem frem mod det mål, der var blevet dem sat ved deres fødsel. Og hvem havde formået at sætte sin vilje igennem overfor disse magter?« (s. 17, d.u.). Tvivlen indfinder sig og manifesterer sig i Ulloriaqs overvejelser over de usyn- lige magters tvang, og hans spørgsmål om menneskets egen vilje til at stå sig mod denne. Viljen som en vej til foran- dring ses som en modsætning til angak- kokkens underkastelse for de usynlige magter. Denne modsætning ophæves gennem romanens forløb, hvor Ullori- aqs udvikling gennem tvivl og krise bl.a. resulterer i, at han bliver en stor angak- koq. En foregribelse af denne skæbne er der i romanens begyndelse: »I sit rystede sind begreb Ulloriaq pludselig, hvor ubetydelig en skabning mennesket er, og han blev ydmyg som et menneske, der bøjer sig for Gud. Altsom han prøvede at klynge sig til li- vet med alle dets glæder og skønne far- ver, blev han grebet af en ubeskrivelig følelse, en ny og fremmed lykke. Den lykke, der ligger i at have mistet alt, at være som vildfaren i livet, og så dog vide, at man vil nå sit mål. Heri ligger en dyb tilfredshed; en følelse af, at man har nået noget, der er større end menne- sket. Det er dette mål, som driver ung- dommen, de modige nye kræfter; det er det, de glæder sig over uden at forstå, hvad det drejer sig om, og som kun få opnår, fordi det koster lidelse og afsavn. Men det man vinder — det er udødelig- hed« (s. 17, d.u.). Der drages i romanen et skel mellem samfundets forventninger/traditioner og det enkelte menneskes evne til at vurdere, hvad der er rigtigt eller forkert. Denne humanistiske eller eksistentielle problemstilling er grundlæggende i ro- manen, og fortidens oprindelige eski- moiske tro og den kristne tro bruges skiftevis i beskrivelserne af menneskets problemer med at skelne mellem rigtigt og forkert. Dette kan i henhold til ro- manens samtid ses som en måde at ind- arbejde de forskellige og måske også modsatrettede tendenser og livssyn i samfundet til et helhedssyn, der har mennesket i centrum. I romanen bliver Ulloriaqs svar på hans eget spørgsmål om »Hvad er så denne« »den usynliges 35 [13] B Hans Lynge på jagt efter fedtsten i Sermitsiaq fjord. Foto: Niels Holm. vilje«? (s. 51, d.u.), da også i højere grad et svar, der er udtryk for en eksistentiel humanisme, end det er udtryk for en re- ligøs fundamentalisme: »At mennesket sætter sin ungdom og alle sine kræfter ind på ikke blot at op- fylde sine egne umiddelbare behov; men også, når først det er gjort, stræber efter at indfri den højere vilje — selv om man indimellem kan føle at dette er for stort, det magter man ikke« (s. 51, d.u.). Gennem sine erfaringer åbnes Ullori- aqs sanser, og i beskrivelsen af sanseind- trykkene træder både maleren og digte- ren Hans Lynge frem. For den læser, der kender hans historiske og person- lige baggrund, er Ersinngitsup Piuma- saa/Den Usynliges Vilje også en fortæl- ling om den unge kunstner, der finder og udvikler sine skjulte evner. Disse ev- ner finder i romanen sin fulde udfol- delse, når mennesket både lytter til sin indre stemme og til de tegn, der bliver ham givet. Den eksistentielle situation for det enkelte menneske er derfor, at det ikke skal følge samfundets traditio- ner slavisk, men derimod forholde sig kritisk både til dem og til sin egen situa- tion. Stjernen leder i forlængelse heraf ikke til een given religionsform, — men til en tro der i romanen er kristen i sit udgangspunkt uden at afskrive de posi- tive værdier, som fortiden også har bragt den enkelte grønlænder. 36 [14]