[1] Nord om Grønland Kajakekspedition '99 2000 km fra Station Nord til Qaanaaq Tekst: John Andersen Foto: John Andersen og Frederik Jacobi Indlandsisens blændende hvide hori- sont blev brudt. Endelig så vi land for- ude. I ti døgn havde vi kæmpet os over Humboldt Gletscheren og indlandsisen for at nå frem til Qaanaaq, for vinteren for alvor satte ind. Jeg gik i mine egne tanker og så tilbage på de sidste 21/2 måneds rejse. Utroligt hvad Frederik Ja- cobi og jeg havde været igennem. Svær fast pakis, kilometer lange strækninger med vand på isen, drivende pakis, sne- storme, sommervarme og meget mere. Frederik stoppede op. »Jeg tror der er spalter«, sagde han og stak skistaven gennem sneen. Vi så os omkring. Det var meget svært at afgøre, om vi allerede var kommet ind i spaltezonen. »Vi spi- ser frokost på den anden side«, sagde han, tog et stort skridt og gik videre. Jeg trådte ned i Frederiks fodspor, men pludselig blev alt mørkt omkring mig. Jeg mærkede et voldsomt sug i kroppen, og i rasende fart styrtede jeg ned i en sort, dyb gletscherspalte. Sekunder efter væltede kaskader af sne ned over mig sammen med kajakken, der forsvandt i det sorte dyb. Min forste reaktion var reflektorisk - er jeg uskadt? Uden at tænke bevægede jeg arme og ben for derefter at stirre opefter. Et fantastisk syn. To lodrette tyrkisblå isvægge, der blev afsluttet af blændende hvid sne, der hang som flødeskum ud over iskanten. Fra midten af det fire-fem meter brede hul så jeg op i den klareste blå himmel, jeg nogensinde har set. Jeg var landet på en snebro syv meter nede i en uhyggelig dyb gletscherspalte. Hver gang jeg be- vægede fødderne forsvandt sneen og ef- terlod et sort hul. »Frederik, kom med et tov — hurtigt,« råbte jeg. Med stor for- sigtighed fik jeg lirket en isskrue ud af sidelommen på rygsækken og snart sad den forankret i den lodrette isvæg. Jeg klikkede en slynge og træktovet fra ka- jakken ind i en stor karabin. Hjertet John Andersen, f. 1943, arkitekt og pokrrejsende. Forste gang i Gronland i 1959, siden rejst overalt, mest i kajak. Mangler »kun« Jokelbugten og Skær- florden i Nordostgronland i at have fuldendt Gron- land rundt i kajak. Den ekspedition er planlagt til ar 2001-2002. Frederik Jacobi, f. 1973, filmfotograf og skiløber. Forste gang i Gronland på Kajakekspeditionen nord om Gronland 1999. 37 [2] bankede voldsomt. Gennem den tynde anorak kunne jeg allerede mærke hvor- dan kulden fra isens indre begyndte at trænge ind i kroppen. »Frederik«, råbte jeg igen, »kom nu med det tov for fan- den«. Oppe langs kanten begyndte sneen at falde ned i spalten. Jeg så isøk- sen bore sig gennem sneen og Frederiks hoved, med det store krøllede hår, kom til syne. »Er du skadet,« spurgte han me- get skræmt. »Nej, nej, men kom nu med det tov så kan vi kan få kajakken op«. »Vent lige lidt, jeg skal filme,« råbte Fre- derik, synlig lettet over at jeg stadig var i live. Kajakken blev sikret med et tov, og jeg greb de to isøkser, der lå fastspændt på dækket. Med stor forsigtighed gik jeg hen over den skrøbelige snebro, og be- gyndte at hugge trin i den blanke is. Snart stod jeg igen oppe på indlands- isen, reddet ud af den uhyggelige glet- scherspaltes kolde indre. Det var ikke et uheld, men sløseri. Vi var trætte og udmagrede, havde tabt om- kring 10 kilo hver. Som da Odysses blev forhekset af Sirenernes sang, så havde Frederik og jeg kun een tanke i hovedet: — Land, land. Fra mere end 1000 meters højde kunne vi mod syd se Inglefield Breding med Bowdoin Fjord i øst og MacCormick Fjord i vest, omkranse den mægtige halvø hvor Qaanaaq lå. Der var mindre end 100 kilometer, men i den klare luft så det hele ud som var det kun et stenkast væk. Et betagende syn, som satte vores fornuft fuldstændig ud af funktion. Derfor undersøgte vi ikke spalten tilstrækkeligt grundigt, der- for faldt jeg ned og vi fik en forskræk- kelse og en påmindelse om, at ekspedi- tionen langt fra var slut. Sådan sker alle ulykker — aldrig i starten af en krævende ekspedition, men mod afslutningen, hvor man har været så utroligt meget igennem, at man overser de små ændringer og sig- naler naturen giver, og så går det galt. Forberedelserne Det var mere end to en halv måned si- den vi forlod Station Nord en frostklar nat med midnatssolen i nord. Frederik Jacobi på 25 år og jeg på 55 år skulle ud på en rejse, som ingen tidligere havde gjort. Mange såkaldte »grønlandskyn- dige« havde spået, at det ikke kunne lade sig gøre. At rejse om sommeren langs verdens nordligste kyst og så i kajak — umuligt. Men hvis man ikke forsøger at gøre det umulige, så sker der ingen fremskridt. For en gammel eventyrer og grønlandsfarer, var det naturligvis også en stor udfordring der »bare« lå og ven- tede. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det kunne lade sig gøre, men jeg var også klar over at det ville blive uhyre vanskeligt og kræve en stor indsats, menneskeligt så vel som teknisk! På den 2000 kilometer lange stræk- ning var der »tre nøglepunkter« som skulle taldes overbevisende for at sikre ekspeditionens gennemforelse. Det første var: Hvornår og hvor længe ville tøbruddet vare? Vanskelig- hederne opstår i den periode, hvor sneen smelter men endnu ikke er blevet til vand. Det kaldes for »snesump« og er meget tungt at vade igennem. Det var snesump der »knækkede« både Mylius Erichsen i 1907 på Danmark Fjord og Knud Rasmussen i 1917 på Sherard Osborn Fjord. Den bedste rejseform ville her være en stærk, meget stiv pu/Æ 38 [3] På den 2000 kilcmeter lange strækning fra Station Nord i øst, til Qaanaaq i vest var der »tre nøglepunkter«, der skulle takles overbevisende for at sikre kajakekspeditionens gennemførelse. 1. Snesumpen i Danmark- og Indcpcndence Fjord, 2. Pakisen i Robeson Kanal og 3. Åbent hav i Kane Bassin. af glas- eller kevlarfiber med en fast bøjle og træksele. Det andet nøglepunkt var kyst- strækningen ud for Nyeboes Land og begyndelsen af Robeson Kanalen, der hvor Grønland og Canada næsten »stø- der« sammen. Her er meget stærk strøm, hvor enorme mængder af is fra Polhavet presses ned gennem det smalle stræde og pakker sammen. Det er på denne strækning at de gamle ekspeditio- ners skibe blev skruet ned af isen. Her ville det ideelle være at anvende en kort foskajak på 340 cm, fremstillet af poly- ethylen. Det sidste nøglepunkt var passagen forbi den mægtige, 100 kilometer lange Humboldt Gletscher i Kane Bassin. Det ville ligge i slutningen af august el- ler begyndelsen af september, hvor vej- ret ofte er ustabilt og isen er drevet mod vest til Canadas kyst. Det giver store bølger, og ville kræve en lang, stabil hav- kajak på 530 cm, fremstillet af formfast glasfiber. På mine tidligere ekspeditioner, har jeg været ude i de samme problemer mange gange. Løsningen blev derfor en kort kajak på 415 cm, fremstilet af rota- tionstøbt polyethylen med et relativt 39 [4] stort mandehul og uden skot eller pak- keluger. Det er alt afgørende, at man kan komme hurtigt ud af kajakken når isen pakker, og det er vigtigt at udrust- ningeja hurtigt kan komme ind og ud af kajakken. Jeg vidste også at polyethylen kan tåle de enorme strabadser, kajakken ville blive udsat for. Det ville blive en svær, men fantastisk rejse. Baggrunden for at vælge at tilba- gelægge de 2000 km om sommeren var, at rester og spor efter fortidens berømte ekspeditioner ville ligge blottet, modsat hvis vi f.eks. havde kørt med hunde- slæde. Kort fortalt er der seks ekspedi- tioner der har tegnet Nordgrønlands hi- storie. Tre amerikanske: Hall 1871-72, Greely 1881-83 og Peary 1900 og tre danske: Danmark Ekspeditionen 1906- 08, Anden Thule Ekspedition i 1917 og Lauge Kochs Jubilæumsekspedition i 1921. Vores mål var ganske enkelt at sammenkæde disse historiske ekspedi- tioner med egne oplevelser på stedet. Vi fik stillet film og udstyr til rådighed af Zentropa. Jeg var en smule skeptisk, mest over vægten på 14 ekstra kilo, men også på grund af den tid der ville gå med at optage film under så ekstreme forhold. Midt under de hektiske forberedelser blev der sat en brat stopper for projek- tet. Min søn Ture faldt under en skitur i Alperne og en gammel skulderskade brød op. Den lokale læges diagnose var kort. Ingen Grønlandsekspedition før end skulderen var opereret og der var gået mindst tre måneder med genop- træning. Det var umuligt. Jeg gik næsten i panik, det store lokomotiv var startet og lod sig ikke standse. Ikke fordi jeg havde tunge sponsorer at tage hensyn til, for der var ingen der havde meldt sig, men hele den psykiske nedtur, var jeg ikke sikker på om jeg kunne klare. I min alder er tiden til den slags projekter me- get knap, og derfor måtte det forsøges mens jeg endnu havde troen på, at det kunne lade sig gøre. At vente et ekstra år ville give alle skeptikere vind i sejlene, og det kunne jeg ikke bære at tænke på. Jeg havde to personer i tankerne som afløser for Ture. Frederik Jacobi og Joa- kim Groth. Begge mente jeg ville være kvalificerede til den vanskelige ekspedi- tionen. Efter nogen tid fandt jeg frem til Frederik. Han var på sid i Chamonix og sagde straks ja, da han fik min mail. Jeg har kendt Frederik de sidste par år, hvor han har rejst meget omkring og stået på ski. Men det afgørende var, at han for tre år siden ringede på min dør og spurgte om råd til en skitur gennem Norge på langs. Han var dengang 22 år. Frederik gennemførte turen — solo! I næsten to måneder havde de prakti- ske forberedelser ligget stille, men nu kastede vi os ud i fem ugers hektisk ar- bejde med at få det hele på plads. Det var alle tiders gode periode, fordi vi her kom tæt på hinanden og jeg fik en Idar fornemmelse af, at vi godt kunne ar- bejde sammen. Ekspeditionen begynder Med vores eget chartrede fly fra Island ankom vi den 19. juni til Station Nord, en vejrstation og flyveplads beliggende vest for Nordostrundingen. To dage se- nere trak vi afsted med de 100 kilo tungt lastede kajakker i vidunderligt forårs- vejr, med klar himmel, midnatssol og 40 [5] l lundeskrænten i Frederick E. Hyde Fjord har fået navn efter, at Bertclsens havde mistet fem hunde. De løb efter et par vilde moskusokser, ud over den næsten 600 meter høje, lodrette skrænt og blev dræbt. De sidste ti km før nord- kysten var isen jævn som havet. fem minusgrader. Vi havde ski med fel- ler og det gik forrygende henover det snelagte, tilfrosne hav. Men allerede ef- ter et par dage fik vi en påmindelse om at vi var højt mod nord, da en snestorm brat standsede vores fremfusende færd. I et døgn lå vi vejrfast midt i den skæbnesvangre Danmark Fjord. Det var netop her at Mylius Erichsen, Høegh Hagen og Jørgen Brønlund blev stand- set i 1907 afvand på isen. Da teltet var gravet fri for sne, opdagede vi snart, hvad de tre polarfarer havde været ude i. Sneen var tung og flere steder sivende der vand op gennem den. Det lette træk vi havde haft de forgående dage var nu afløst af et sejt, vådt slid gennem dyb sne, men vi havde Kap Rigsdagen i sigte og langsomt kom solen tilbage gennem sneskyerne. Det samme gjorde vores humør der kulminerede d timer senere, da vi gik i land på en lille grus strand og rejste lejren på fast grund. Frederik var overvældet over landets enorme dimen- sioner. »Det er bare større end noget andet jeg har set,« og vi talte om, at sådan måtte det også have været den- gang da Mylius og hans to kammerater gik »forkert«. Det er meget svært at ori- entere sig i den store skala som Dan- mark Fjord og Independence Fjord ud- gør. Det kostede dem livet, men Frede- rik og jeg blev fyldt med optimisme da solen varmede og vi med vores ski igen trak videre mod nord. Da vi skulle i land på Peary Land, opdagede vi snart hvad vårbruddet vil sige. Enorme mængder af vand fossede ud over isen, og sneen blev til sump. De følgende dage blev det kun værre og værre. Sumpen bredte sig som ringe i vandet, nu forstod vi for al- vor hvad der havde standset Mylius. En lille uge stod det på, men så begyndte vandet at få magt over sneen. Det var et mærkelig skift, fra at gå på sneen til nu at finde de største smeltevandssøer. Her var isen hård og lettere at trække kajak- ken over. Da vi nærmede os Frederick Hyde Fjord efter tre uger, så vi en un- derlig hvid mur der strittede op i luften. 41 [6] Teltlejr på en af de lave grusbanker i Bliss Bugt ud for Kap J.P. Koch var mere behagelig end på den kolde is. Det var pakisen, der som gigantiske murbrokker, spærrede vejen for vores videre fremmarch. Forude lå et lille næs, hvor vi klatrede op. »Åh, hvor er der dog forfærdelig meget is« udbrød Fre- derik, en smule bekymret. Det var im- ponerende at se hvordan isen var blevet mast mod kysten, for i løbet af efteråret at stivne i den mørke polarnat. Men hvordan kommer vi igennem? Vi disku- terede længe hvilken rute der var bedst. Teltlejr på isen er om sommeren altid koldt. Om vinte- ren, når der er løs, tor sne, er det meget varmere. Når vi ikke anvendte skiene, blev de anbragt bagest på kajakdækket. Det var som om der var nogle tvær- gående dale, men hvordan kom vi igen- nem, når vi befandt os i en labyrint? Midt i fortvivlelsen var der dog et lys- punkt. Det så ud som om der var vand på den modsatte side af fjorden. Vi ka- stede os ud i dette morads af pakis. Frem og tilbage og op og ned gik det med de tunge kajakker på slæb. Det var varmt, og vi drak en masse smeltevand der lå på isen. Men fremad kom vi, den ene De sidste ti kilometer inden Kaffeklubben O var der enorme smeltevandssøer på isen. Desværre var de kun 40-50 cm dybe. Først når der er omkring 70-80 cm vand, er det lettere at padle i kajak end at trække den. 42 [7] Frokosthvil ud for Gronlands nordkyst. Vi trak kajakkerne i fem eller seks timer, holdt ca. en times hvil og fortsatte igen i fem, seks timer. seje kilometer lagde vi bag os efter den anden. Efter 12 slidsomme timer fik det hele en ende. Mellem pakisen kunne vi skimte vandet, der lå og glimtede i mod- lyset. Kunne vi virkelig padle eller? Da vi kom nærmere opdagede vi, at det var gigantiske søer ovenpå havisen. Vi fandt et tørt stykke is og rejste teltet. Hvordan vi kunne komme gennem søerne, måtte blive morgendagens problem. Vi trak i vaders'ne og det var med blandede følelser at jeg gik ud over ha- vet. Kajakken kunne jeg overhovedet ikke mærke på det 40 cm. dybe vand. Et lille ryk og den skød sig frem uden be- svær. Efter nogen tid vænnede vi os til den sære fornemmelse af at »gå på ha- vet,« på én meter tyk havis hvorunder der var flere hundrede meter dybt. Jordens nordligste kyst Vi rundede Kap Ole Chiewitz og nu gik det for alvor op langs Grønlands Nordkyst. Det var et betagende syn at se de 1000 meter hoje bjerge rejse sig majestætisk op af Polhavets tildækkede ismasser. Indimellem blev bjergene gen- nemskåret af græsdækkede dale, hvor der gik store flokke af moskusokser. I luften over os afløste det ene træk knor- tegæs det næste, der forsvandt i de dybe dale. At der var så smukt på toppen af jorden, havde vi i vores vildeste fantasi ikke drømt om. Det gav også en enorm inspiration til at komme gennem de føl- gende ugers slid og den uvejsomme pakis. Der kom mere og mere smeltevand på isen, men endnu kunne vi ikke padle. 43 [8] Først når der er omkring 70 cm. vand, er det lettere at padle end at trække. For- ude dukkede en lille mørkebrun knold frem af pakisen. Det var Kaffeklubbens Ø. Dagen efter trådte vi i land på ver- dens nordligste ø. Det var virkelig som- mervejr, med bagende sol og tusinder af blomstrende purpurstenbræk, der med sin smukke, dybviolette blomst tog ven- ligt imod os. På toppen lå Lauge Kochs varde fra 1921. Det var også ham der havde givet øen dens mærkværdige navn. Mens Koch tegnede kort, lavede hans tre polareskimoiske ledsagere kaffe, og han kom i tanke om, at han sammen med sine unge kandidater på universite- tet havde en kaffeklub, hvor planer for fremtidens forskning blev ivrigt debat- teret. Til ære for dem, blev øen døbt Kaffeklubbens O. Fra toppen af den lille ø kunne vi mod nord se pakisen strække sig ud til horisonten. Her var der kun 700 km til Nordpolen. Mod syd derimod la Grøn- land. Det var her at jorden begyndte, og hvor var det langt mere inspirerende at se på landet, frem for at skulle slæbe sig gennem pakisen dl Nordpolen og retur. Den drøm havde jeg engang, men den blev heldigvis skrinlagt for år tilbage. Nu havde vi tilmed åbent vand foran os, rigtigt vand hvor vi for første gange kunne padle i kajakkerne. Det ændrede vores hverdag. Pludselig tilbagelagde vi distancer på 20-30 kilometer uden be- svær. Med det gode vejr og åbne hav kom der tåge, og i en ubehagelig sne- byge trak vi kajakkerne op på stranden ved Kap Morris Jesup, Grønlands nord- ligste punkt. Det havde vi set frem til i fire lange uger på isen. Først og frem- mest gik det nu mod sydvest, altså mod Thule. Men vi var også spændt på at se det historiske betydningsfulde sted med Pearys varde fra år 1900. Fra kysten gik vi op mod to små røde træskure der Kajaksejlads ud for verden nordligste kyst. Ekspeditionens absolutte højdepunkt da vi 30 km vest for Kap Morris Jesup begyndte at padle i virkeligt åbent hav. I perioder over 2-3 dage pakkede isen, så trak vi kajakkerne indtil isen igen løsnede op. 44 [9] Isen i Robeson Kanal var tæt, ofte pakkende, men gav overraskende få problemer. stod en lille kilometer inde på det lave kystland. Det ene tilhørte slædepatrulien Sirius, det andet meteorologisk institut. Pludselig opdagede vi et friskt fodaftryk i gruset. »Her er mennesker,« sagde jeg til Frederik, som blev ligeså forbavset som jeg. Da vi trådte ind i sirius hytten, så vi at der under briksen lå flere paksække hvorpå der stod, Dennis Smidtt Expeditions. »Mærkeligt« sagde jeg til Frederik. »De skulle være i Friggs Fjord og ikke her?« Dagen efter fik vi svaret, da ekspeditionens syv medlem- mer våde og trætte kom ind i den lille hytte. »Vi kunne ikke lande i Friggs Fjord« sagde Dennis Smidtt, og derfor havde de udforsket området her. Det var et pudsigt sammentræf, og dagen ef- ter rejste de tilbage med en Islandsk Twinn Otter. Vores Iridium satellittelefon virkede ikke og det var uheldigt, da vi skulle melde til forsvaret i Grønnedal om vo- res ankomst til Kap Morris Jesup. Det er et krav til alle ekspeditioner, som op- holder sig i Grønlands Nationalpark, at de kan kommunikere. Dennis Smitt havde lånt en Vhf radio af forsvaret, som vi derfor overtog. Den fyldte en del og vejede omkring 14 kilo. Det værste var imidlertid besværet med at pakke den ned i kajakken. Næste dag landede den islandske pilot og vi fik arrangeret, at han tog en del af vores proviant med til en Sirius' hytte på Nyeboe Land, hvor han skulle til i begyndelsen af august. Vi fik således kompenseret en smule i vægt for den nye radio. Vi fortsatte rejsen i smukt sommervejr, trak kajakkerne gen- nem pakisen ud til nogle store åbne tide- vandsrevner. De følgende 14 dage havde vi det mest vidunderlige vejr og padlede langs nordkysten af Grønland. Det gav virke - 45 [10] lig mod og tro på at vi kunne gennem- føre, selv om vi kun havde tilbagelagt den første fjerdedel af strækningen til Thule. Men alene bevidstheden om, at det nu for alvor gik mod sydvest holdt humøret oppe og vi tænkte ikke over hvor langt der i virkeligheden var igen. Ofte slog vi teltet op i palvisen. Det var hurtigere end at finde egnede lejrpladser på kysten, der for det meste var meget stejl. Ud for den mægtige J. P. Koch fjor var der meget åbent vand og vi gik i land på den lille Beaumont O. Her lå vi vejr- fast i en snestorm i to døgn og fik såle- des lejlighed til at repetere den spæn- dende historie om de gamle ekspeditio- ner. Kortet bar nu tydeligt præg af uden- landsk aktivitet, de fleste stednavne stammede fra engelske og amerikanske ekspeditioner. Da snestormen tog af klatrede vi op på toppen og herfra havde vi en utrolig udsigt. Mod nord forsvandt Peary Lands kyst i en svag krumning og mod syd strakte det ene kap efter det andet sig ud i horisonten. De tre store fjorde Victoria-, Osborn- og Set. Georges Fjorde, var gennem- skåret af smeltevands render ud i det åbne hav. For os var det en lykke, for Knud Rasmussen i 1917 var det begyn- delsen til en tragedie. De brede revner var ideelle at padle i, der var minimalt med pakis og vi kom hurtigt frem, 30-40 kilometer om da- gen. Omkring det legendariske Dragon Pynt lå der en spøgelsesagtig hvid sky. Det var netop her at grønlænderen Hans Hendrik på mystisk vis forsvandt på Anden Thule Ekspedition. Var det måske et selvmord, fordi Hans Hendrik var imod at gå op på indlandsisen? Fre- derik og jeg gik omkring på det mar- kante næs, men fandt ingen spor af den forsvundne grønlænder. Næste dag måt- te vi trække 15 kilometer over isen, men isen var næsten plan, så det gik raskt af- sted mod Kap Bryant på Nyeboes Land. Da vi nåede frem til iskanten kla- rede det op, og med solen i nord tilbage- lagde vi på 17 timer 42 kilometer. Det var det længste vi endnu havde nået på et døgn. Vi fulgte en ret stejl kyst og ankom til Frank Field Bugt, men kunne ikke finde Sirius hytten. Først efter radiokontakt fik vi den præcise position. Til vores rædsel konstaterede vi, at den lå 16 kilo- meter inde i landet ved en elv. Men vi måtte derind for at bytte vhf-radioen med en ny iridium-telefon, og få resten af vores proviant fra Kap Morris Jesup. Da vi næste dag begyndte at trække op af en bred elv slog vejret om. Regnen piskede ned i dalen. Vi blev helt skæve i ryggen af at trække kajakkerne fordi strømmen hele tiden skyllede dem op på brinken. Gennemblødte nåede vi frem efter 14 timer. Vi ventede i fem dage på at piloten skulle ankomme. Ti- den gik med at sove, spise og gå ture i den smukke dal. Her var det sensom- mer, men valmuerne blomstrede endnu. Vi havde en flok moskusokser løbende omkring hytten. Dem havde vi meget fornøjelse af. Endelig kom Twin Otte- ren og den islandske pilot var meget forbavset over, at vi var nået så hurtigt frem. Der var også tre unge fyre med fra slædepatrulien Sirius. De havde travlt med at få ordnet småting i hytten. Vi skulle aflægge en rapport om rejsens forløb og fortælle om hvad vi gjorde 46 [11] Frederik unclersoger vardeberetningcrne i Pearys be- romte varde fra 1900 på Kap Morris ]esup. Det flade forland bliver herfra erstattet af stejle bjerge. med vores affald, for det var ikke tilladt at forurene i Nationalparken. Herefter satte de sig op i maskinen, der kørte dy- be spor hen over de arktiske valmuer og sendte en hørm af jetfuel ud over dalen! Kajaksejlads i Robeson- og Kennedy Kanalen »Jeg padler ud af elven« sagde Frederik, »Jamen Frederik, det er jo ingen foss- kajak,« prøvede jeg at indskyde, men han svarede kort tilbage. »Det kan den sku blive,« og han satte kajakken ud i strømmen og drev afsted med stor hast. Det så virkelig ud til at det ville lykkes så jeg fulgte efter. Det var ulige lettere end at trække i det tunge mudder langs brinkerne. Den faste is, i den lille bugt ud til havet var næsten smeltet bort på de fem dage vi havde haft vores ufrivil- lige »sommerophold« inde i dalen. Men langs yderkysten var der nu kommet meget mere pakis. Efter et døgn så det fuldstændig umuligt ud, og vi gik i land for at få overblik over pakisen. Det var mundingen af Robeson Kanal, som vi kunne se, efter at vi var kommet nogle hundrede meter til vejrs. Der var smalle strækninger med åbent vand et par kilo- meter fra kysten. Ude i horisonten mod syd var der en underlig mørk stribe? - »Land,« sagde Frederik. Mit syn er ikke det samme mere, og hen på eftermidda- gen havde jeg vanskeligheder med at se langt. »Det er Canada« sagde jeg til Fre- derik. »Det bliver spændende at se om pakisen og strømmen giver os proble- mer.« Halls grav i Polaris Bugt opdagede vi på lang afstand. Den store mindeplade i messing er rejst af Nares ekspeditionen i 1875. Vi fandt også et gammelt depot fra 1968, som \Tally I lerbert skulle have brugt på en slædetur nord om Grøn- land. Det meste smagte udmærket, selv en gammel flæskesteg blev spist med stor fornøjelse. 47 [12] De følgende dage snoede vi os ud og ind gennem pakisen. Nogle gange tæt under land, hvor strømmen var enorm, andre gange søgte vi mange kilometer ud i pakisen og fandt her smalle strøm- striber med vand, hvor vi kunne padle. Det hele gik forbavsende fint og vi run- dede Kap Lupton og lagde ind i Polaris Bugt. Trak kajakkerne op på den flade strand og gik hen til C.F. Hall's grav. Den bestod af en bunke sten med en messingplade på to stolper. Her stod der: Sacredto fhe memory ofcaptain C.F. Hall, ofthe U.S. Smip Polaris, who sacrificed his life in the advancement of science on nov'. 8 th. 1871. Tbis tablet n>as erected by the Britisk Polar Expedition of 1875, whofollowing in hisjoot- steps haveprofited by his experience. Halls pludselige død i 1871 var en gå- de indtil 1968, hvor to amerikanske vi- denskabsmænd, prof. Chauncey Loomis og retsmedicineren Frankling Paddog, åbnede graven og konstaterede, at Halls lig var fyldt med arsenik! En dramatisk historie som historikeren Mads Lide- gaard har skrevet en spændende bog om. Den handler bl.a. om hvordan ski- bet Polaris i august kom i drift i Nares Stræde, og på et tidspunkt, hvor det så ud som om skibet ville blive skruet ned af isen, sprang halvdelen af besætningen ud på isen. Pludselig revnede flagen og skibet drev væk. Imens stod resten af besætningen på en kæmpe isflage. De drev fra 16. oktober 1872 ned langs Ca- nadas østkyst dl den 31. april 1873, hvor de blev samlet op af en skotsk hvalfan- ger nord for New Foundland. De over- levede kun, fordi den berømte grønlæn- På Eigil Knuths fødselsdag den 8. august fandt vi på det stejle Kap Tyson, nord for Pctermanns Gletscher, et ildsted fra Independence II kulturen. Under en flad sten lå en meget smuk harpunspids af hvalrostand. Der ej: ingen tvivl om, at Hall Land har været paleoeskimo- ernes port dl Pcary Land. der Hans Hendrik var med. Han byg- gede snehytter og fangede sæler til dem. Rundt omkring på stranden lå der endnu en masse rester fra skibet og de hytter besætningen havde boet i. Knud Rasmussen var her i 1917 og skrev, at han var taknemmelig over den tekniske udvilding, da han så det tunge komfur de havde haft med på slæderne. Frede- rik og jeg funderede over denne udvik- ling, mens vi sad med vores ultra lette MSR brænder og gryder af titanium. Vi fandt også et nyere deport fra Wally Herberts ekspedition i 1968. Her var der en masse herlig dåsemad, som var et kærkomment supplement til vo- res lidt kedelige frysetørrede pulver- mad. Men den 8. august skete der noget helt utroligt. Vi var på vej op ad det markante Kap Tyson for at undersøge isen fra Petermanns Gletscher. Vi gik over flere højtliggende ralterrasser og fra omkring 100 meters højde var der en 48 [13] l Kennedy Kanal fik vi en voldsom storm og forsogtc at trække henover isfoden ved Kap Godtfred f lansen. Men efter tolv timer opgav vi, otte kilometer var alt hvad vi havde nået. fantastisk udsigt over fjorden mod syd til Washington Land. Der var utroligt, der var næsten ingen is! Mod vest lå Kennedy Kanalen og Ellesmere Island. Et svagt, hvidligt skær langs land for- talte os, at isen var drevet vestover. Da jeg var på vej ned fra det høje kap opda- gede jeg en oval samling flade sten. »Eskimoer« råbte jeg begejstret op til Frederik, der kom springende og med nogen undren udbrød, »er det virkelig eskimoer der har boet der?«. Jeg fortalte ham hvordan det lille telthus havde været indrettet, med brikse, forråd og ildsted, hvorefter jeg løftede en af de flade sten og den smukkeste harpun- spids af hvalrostand lå og lyste op i det grasorte grus. »Hvor gammel er den?« spurgte Frederik meget forbavset. »Omkring 3000 år fra Independence II kulturen.« I en kort stund tænkte jeg til- bage på Eigil Knuth. Det var netop hans fødselsdag i dag og skæbnen ville, at jeg kunne give Eigil min beskedne gave, en lille ny brik, til hans livs store puslespil om den paleoeskimoiske ind- vandring i Grønland. Det var første gang vi fandt bevis på eskimoisk tilstedeværelse. Senere på rej- sen, fandt vi flere teltringe fra forskel- lige indvandringsperioder. Syd for lå det mægtige Washington Land. Vi var nu ude af Nationalparkom- rådet og måtte gå på jagt igen, men her var, udover et par havmåger, intet vildt. Vejret ændrede sig. Vinden tog til fra nordøst og isen i Kennedy Kanal drev til Ellesmere Island. Det gav os nye van- 49 [14] Isen langs \Yashington Land var drevet dl Ellesmere Island. Vi havde store problemer med at passere forbi Kup Constitution og Kap Indepcnclence, fordi orkanagtige faldvinde fra de 500 meter høje, stejle bjerge næsten væltede os omkuld. skeligheder med høj sø. På Kap Godt- fred Hansen lå vi vejrfast i tre døgn. Til sidst blev vi så desperate af at vente, at vi trak kajakkerne henover is foden. Men flere steder var den skyllet i havet af de store bølger, og vi havde et stort besvær med at få kajakkerne båret frem til det næste stykke isfod. Efter syv-otte kilo- meter opgav vi, fandt lidt is der tog af for de værste bølger og korn igen videre sydpå langs den stejle kyst. Værst var det ud for Kap Constitution og Kap In- dependence, der med sine 600 meter rejste sig lodret op i himlen. Impone- rende og frygtindgydende, mens vi langsomt nærmede os de lodrette ok- kergule bjergvægge. Det første stykke gik fint, men da vi havde rundet selve kappet, kom der en orkanagtig fald vind som en eksplosion imod os. »Holdt fast om pagajen og ro alt hvad du kan,« nåede jeg at råbe til Frederik, inden han forsvandt i en støvsky af oppisket hav- vand. Det stod kun på i fire-fem minut- ter, men det kolde vand trængte ind alle steder. I en lille vig tog vi et stykke cho- kolade, for igen at ro ud i de vold- somme kastevinde. Det stod på i mange timer, men vi kom dog sydefter og endda rimeligt langt, 40 kilometer på 12 timer. Da vi havde fået varmen tilbage inde i teltet, diskuterede vi hvordan det mon ville blive i Kane Bassinet ud for den 100 kilometer lange Humboldt Gletscher. Det var jo netop her, at Hall med skibet Polaris havde set åbent vand 50 [15] så langt øjet rakte! »Hvis der ikke er is, hvor vi kan trække op og hvile, så kan vi ikke sejle over« sagde jeg til Frederik. Han havde begyndende rygproblemer. Vores bange anelser viste sig at holde stik da vi nogle dage senere rundede det sidste stejle forbjerg Kap Jackson. Der var absolut intet is, så langt øjet rakte. Vi havde imidlertid en mulighed for at slutte ekspeditionen her på Washington Land, fordi der inde i den sydøstlige Cass Fjord lå en videnskabelig baselejr. Men at skulle »opgive« den sidste del af ekspeditionen, var for mig en forfærde- lig tanke, som i flere dage spøgte i mit hoved. Men der var også en anden løsning — indlandsisen. Lige som Knud Rasmussen på Anden Thule Ekspedi- tion, havde vi akkurat de nødvendige ra- tioner til at kunne »overleve«. Fysisk var det på kanten at det forsvarlige, fordi den hårde ekspedition havde drænet alle de sidste fedtreserver ud af kroppen. Men jeg var overbevist om at bevidsthe- den om »ved egen hjælp« at gennemføre ekspeditionen som planlagt, ville give det nødvendige psykiske overskud. Over Indlandsisen Da vi kom nærmere gletscherfronten i kajakkerne, så den imidlertid meget lok- kende ud. »Hvad siger du til at vi går over indlandsisen, i stedet for at slutte i Cass Fjord?« spurgte jeg Frederik. »Ja« svarede han uden forbehold. »Men det kommer an på, om vi kan finde et rime- ligt let opstigningssted.« Mellem den stejle gletscherfront og en mudret mo- ræne var der nogle hundrede meter, hvor indlandsisen gik ud i havet i en jævn skråning. I begyndende tusmørke padlede vi op på indlandsisen. Det var en fantastisk oplevelse. Alt blev pakket om og meget efterladt på grusmorænen. Heldigvis var de store floder tørret ud, og snebroerne kunne igen holde på grund af kulden. 51 [16] Næste eftermiddag trak vi langsomt op over den ujævne gletscheris. Trods den stejle hældning var vi dog i stand til at trække hver vores kajak. Forude lå 320 kilometer indlandsis før vi igen ville træde på land. Vi kørte på marginalerne. Vi havde kun 10 dages proviant og l dags nødproviant tilbage. Frederik hav- de gennem den sidste uge opsparet nogle af de bedste tørrationer, men det var sommerrationer på knapt 3000 kcal. pr. mand pr. dag, og på dem »skulle vi gå« 32 kilometer om dagen! Som gigan- tiske hudfolder bølgede isen op og ned. Indimellem var der dybe revner fra sommerens fossende smeltevand. Nu var det i slutningen af august, og der var ikke mere vand tilbage. Langsom kom vi opefter, men på det tredje døgn fik jeg nok. »Nu, skærer jeg kajakken over.« Uden at spørge Frederik, lå min kajak snart i to halvdele på den blanke is. »Hvordan har du tænkt dig at sejle, når vi kommer ned til kysten?« spurgte Fre- derik. »Den ene padler og den anden går« svarede jeg. Mit træk blev 15 kilo lettere, Frederik fortsatte med sin kajak. Her kom hans større styrke os begge til hjælp. Da vi nåede op i 1500 meters højde, faldt temperaturen til minus 20 grader. Hvordan vi bar os ad med at gå 32 kilometer om dagen, er en gåde. Men et var sikkert, vi blev tyndere og tyndere og vores dømmekraft dermed dårligere. Efter mit faldt i gletscherspalten fik vi begge en alvorlig påmindelse om, hvor forsigtig man skal være. Vi omorganise- rede det hele, og bandt alt det tov sam- men som vi havde. Sid og et 40 meter langt klatretov var for længst efterladt. Selv om jeg senere faldt gennem sneen, kunne Frederik uden problemer holde mig. På det tiende døgn kom vi ned fra indlandsisen. Jeg havde fortalt Frederik, at der måske var en chance for at møde grønlændere ude ved MacCormick Fjord, hvor de i slutningen af august og begyn- delsen af september endnu plejede at fange fjeldørreder. Frederik padlede på søer og elve, og jeg gik ud gennem det smukkeste efter- årslandskab til kysten, hvor vi var hel- dige at møde fangeren Arrutaq med sin familie. Her fik vi hjemmebagte boller med tandtykt margarine, makrelsalat, syltetøj og naturligvis friskfangede fjeld- ørreder. En bedre afslutning på vores lange kajakfærd kunne vi ikke forestille os, og tilmed sammen med landets egne folk på en smuk fangstplads — det er Grønland! Dagen efter sejlede Arrutaq os til Qaanaaq, hvor vi tilbragte en uge med opfodring og hvile. Alen endnu mere vigtigt var det at »komme sig psykisk« ovenpå den lange rejse med de mange indtryk og oplevelser. Efter mine ekspe- ditioner i Grønland bliver jeg altid en kortere periode på det sted hvor rejsen slutter. Så er der tid til at tænke over til- værelsen, men også tid til at planlægge hvor og hvordan jeg kommer tilbage til Grønland. Når først man træder ind i flyveren er man allerede på vej tilbage til det hektiske liv. At Frederik havde fået sig en oplevelse for livet er naturligvis Idart. Vores venskab holdt turen igen- nem og jeg håber, at kimen er lagt i den unge mand, så at han vil bevare sin be- gejstring for Grønland og lysten til at vende tilbage. 52 [17]