[1]
Ammalortup Nunaa
Af H. C.Petersen
i*ftlt^Sfikiå#åiaåå?»yS«'^^ML^^3
Et nysgerrigt rensdyr er meget interesseret i, hvad vi foretager os i lejren. Foto: Agnete Lembo.
Området Ammalortup Nunaa danner en
naturlig isoleret egn, et nordligt hjørne
af Angujaartorfiup Nunaa. Ammalortoq
søen ligger centralt i dette store område.
Overleveringerne fra denne egn, som
fortælles i Kangaamiut og omegn er
mange, da mange familier herfra gen-
nem generationer har brugt egnen som
sommerjagtrevir.
Landsdelen afgrænses mod øst af
indlandsisen, hvorfra vandrige smelte -
vandselve danner grænserne. Mod øst
ligger søen Taseq Isortoq med meget leret
vand, hvorfra elven Pinguarsuup Alanngu-
ata Kuussua har sit udspring. Syd for
elven ligger det aflange fjeldpard Pingu-
H.C. Petersen har i ti år gennemrejst kyststræknin-
gen mellem Kangerlussuaq og Diskobugten med
bibliotekar og fotograf Agnete Lembo. Formålet har
været at registrere menneskers og dyrs udnyttelse af
området gennem tiden og at registrere landet geogra-
fisk/morfologisk. Registreringsrejsen i sommeren
1999 var således et led i disse undersøgelser.
135
[2]
Vores lejr skimtes midt i billedet ved den første so. Foto: Agnete Lembo.
arsuk, hvis højeste top er 900 m. Ved
sydsiden af Pinguarsuk, parallelt med
elvens nordside, danner elven Mantitsut
Alannguata Kuussua sydgrænsen for Am-
malortup Nunaa. De to elve forenes ved
den vestlige ende af Pinguarsuk, hvorfra
vandet føres videre ned til en sidearm af
Kangerlussuaq, Umiiviit.
Grænsen mod nord dannes af endnu
en vandrig elv fra indlandsisen Persera-
juut Alannguata Kussua, der længere nede
strømmer forbi lufthavnen ned til bun-
den af fjorden, og grænsen mod vest er
selve Kangerlussuaq. Udstrækningen fra
vest til øst er knap 60 km. Fra nord til
syd 30 km. Ved indlandsisen. De højeste
toppe er Rinnarissut Kujalliit (848 m) og
Pinguarsuk (900 m).
Områdets østlige del ind mod ind-
landsisen markeres af fjeldpartiet Kiin-
narissut Kajaliit og Avannarliit, der skær-
mer godt af for lavlandet omkring Am-
malortoq, hvis niveau ligger 50 meter
over havet. Det giver gode vegeta tions-
Teltfundament set fra en kJippetop. Moskusoksernes
og rensdyrenes veksler ses tydeligt i terrænet.
Foto: Agnete Lembo.
136
[3]
betingelser i lavlandet. Vest for søen sti-
ger terrænet jævnt med afrundede høje,
som dog ikke overstiger 700 meter. I
området er der mange søer, hvoraf luft-
havnen får sit drikkevand fra Qinnguata
Tasersuatsiaava.
A^mmalortup Nunaa er delt i to områ-
der af et system af søer og elve. Nord
for Kiinnarissut -fjeldene ligger en sø, der
på kortet er mærket 170 (overflade-
niveau). Vandet er fyldt med silt, og
bunden kan ikke ses i en dybde på 12-15
cm. Fem søer ligger på rækkes og er for-
bundet af fossende elve, der slutter sig
til den store elv ved A.mmalortoq, og det
er meget vanskeligt at krydse dette elv-
system uden båd.
I varme sommerperioder sker der en
opvarmning af luften over det isfrie
land. Når den støder sammen med den
kølige luft over indlandsisen, resulterer
det i hård østenvind, der får sandet til at
fyge. Fjeldryggen Perserajuut betyder da
også »Ofte sandfygende sted«.
Ammalortup Nunaa er traditionelt et
velkendt ren jæger-område. Peter V. Ro-
sing havde sin lejrplads på vestsisen af
søen fra ca. 1890 til 1922. Og der skulle
ifølge overleveringen være fundet rune-
indskrifter, et sværd der senere blev delt
i to stykker og brugt som kajakknive, og
bemærkelsesværdige ruiner. Disse op-
lysninger og stednavnet Qallunaatsiaat
Aasiviti, Nordboernes sommersted, var
grunden til at vi i august 1999 rekognos-
cerede i området i en uge. Arkæolog Jan
Skamby Madsen, Moesgård Museum,
Keld Hansen fra Vikingeskibsmuseet i
Roskilde, Bibliotekar og fotograf Ag-
nete Lembo og jeg fik muligheden i en
uge med økonomisk støtte fra Velux
Fonden, Jørgen og Aase Munsters
Fond, Knud Rasmussens Fond og
NAPA.
Udsigten mod øst med indlandsisen i baggrunden. Foto: Agnete Lembo.
137[4]