[1] Enevælden i Thule - Om Knud Rasmussens lovgivende, udøvende og dømmende magt i Thule-loven af 7. juni 1929 Af Frederik Harhoff »Staten, - det er mig!« Ludvig d. XIV For de fleste mennesker i den moderne, vestlige civilisation — og i hvert fald for de fleste jurister - er den franske rets- filosof Montesquieu's betragtninger (Charles Montesquieu, »L'Ésprit des lois«, (»Lovenes ånd«) Paris, 1748) om nød- vendigheden af at adskille den lov- givende, udøvende og dømmende magt i samfundet et helt grundlæggende ele- ment i vores demokratiske retskultur. Pointen i denne nødvendighed er enkel: hvis man sammenblander myndigheds- funktionerne, er der en betydelig risiko for magtmisbrug. Ganske vist havde Montesquieu under enevælden et andet sigte end dét vi idag forbinder med magtadskillelseslæren (han var nemlig mere optaget af at regulere forholdet mellem konge, adel og borgerstanden), men. princippet om fuld uafhængighed mellem statsapparatets tre myndigheder blev ikke desto mindre resultatet af hans idéer. Princippet blev bærende for hele op- gøret med enevælden, og udgør idag det én af det moderne demokratis vigtigste grundpiller. Efter den franske revolu- tion i 1789 - 34 år efter Montesquieu's død — blev princippet således nedlagt i de fleste europæiske forfatninger, her- under også i den danske grundlovs §3, der har stået uforandret lige siden 1849. Det er derfor ikke uden en vis overra- skelse — og fornøjelse — at man læser Knud Rasmussens lov af 7. juni 1929 om »Kap York Stationen Thule«, for Thule-loven lægger i virkeligheden vidt- gående enevældige beføjelser i hænderne på lovens ophavsmand; citatet ovenfor af »Den franske Solkonge« kunne såle- des meget vel anvendes på Knud Rasmussens ordning for Kap York Stationen. Der er imidlertid nogle helt afgørende forskelle mellem »Solkon- gen« og Knud Rasmussen, som man be- Frederik Harhoff, f. 1949, docent, dr. jur. Køben- havns Universitet. Mindeforedrag om Knud Rasmussens roller i Thule-loven, holdt i Hundested på Knud Rasmussens 120 års fødselsdag d. 7. juni 1999 — og på 70-årsdagen for Thule-lovens godkendelse. 153 [2] stemt ikke bør overse. Medens Ludvig d. XIV i 1700-taIlets Frankrig således anså sig selv som den magtfuldkomne og guddommelige hersker, der aldrig er- kendte sit ansvar for folkets fattigdom og ikke forstod kravet om forandringer, var Knud Rasmussen tværtimod besjæ- let af en personlig næstekærlighed til og respekt for befolkningen i den koloni, som han med venners og velhaveres hjælp fik oprettet i august 1910, og hvis livsvilkår han ikke blot kendte helt til bunds, men som han også satte alt ind på at forbedre. Det er først og fremmest i dette lys, at man skal læse Thule-loven. Det hører også med til baggrunden for Thule-loven, at Den danske Stat først havde afvist Knud Rasmussens gentagne forslag i 1909 — straks efter at Peary havde forladt området — om at oprette en dansk koloni i området med henblik på at beskytte polareskimoerne i Kap York-området mod de sociale og sundhedsmæssige farer, der gradvis fulgte med kontakten til forskellige udenlandske ekspeditioner og hvalfan- gere. Området faldt dengang uden for de danske kolonigrænser i Grønland, men Knud Rasmussen må have været af den opfattelse, at man slet og ret skulle sætte sig på det i en fart for at beskytte det — inden det blev for sent — og han tog derfor sagen i egen hånd. Staten mente imidlertid, at en dansk anneksion ville fremkalde internationale og især amerikanske protester mod dét handels- monopol, som koloniseringen ville in- debære, og derved forblev det. Som be- kendt overtog Staten først i maj 1937 officielt administrationen af Thule di- striktet, og først herved blev monopolet officielt udvidet. Mens koloniseringer andre steder i Verden imidlertid havde et overvejende økonomisk sigte / koloni- landets egen interesse, var Knud Rasmus- sens formål med oprettelsen af Kap York Stationen Thule tværtimod at be- skytte og bevare polareskimoernes kul- tur — i lokalbefolkningens interesse. At Knud Rasmussen derudover pegede på videnskabelige og økonomiske fordele for Danmark — og for ham selv — ved at inddrage Thule-distriktet i det danske koloniområde er en anden sag, der imidlertid ikke må bordede opmærk- somheden fra den omstændighed, at Knud Rasmussens initiativ virkelig var uegennyttigt. Oprettelsen af Kap York Stationen Thule var utvivlsomt, hvad man med vore dages sprogbrug ville kalde en »humanitær kolonisering. 1. Loven Der skulle gå ganske lang tid — godt 17 år.— fra oprettelsen af selve kolonien og Kap York Stationen i 1910, indtil Thule- loven. omsider blev vedtaget af Knud Rasmussen i 1927. I den mellemlig- gende tid havde han som personlig ejer af Stationen, og dermed som dens øverste leder, lejlighed til at gøre sig en række overvejelser og erfaringer om koloniens videre udvikling, som han i hvert fald i begyndelsen næppe kan have haft mange forestillinger om. Man må huske på, at der dengang ikke fandtes færdig- lavede forskrifter for »oprettelse af nye kolonier« ell. lign., som Knud Rasmus- sen eller andre kunne hente inspiration i, og hertil kom at han — selvom han var en naturlig lederskikkelse — ikke havde nogen personlige erfaringer med juri- 154 [3] »En glad aften i vort hus« står der bag på dette foto fra »Kap York Stationen Thule«. Billedet er kraftigt retoucheret, og vi gætter på, at Peter Freuchen er fotografen. disk regulering af kolonimyndighed. Han var først og fremmest polarforsker, etnograf og geograf, — men hverken embedsmand eller jurist. I den første fase, hvor kolonien skulle opbygges og tingene i første omgang skulle bringes til at virke rent praktisk, var der måske heller ikke det store be- hov for en omfattende retlig styring af forholdene, og heri ligger muligvis en del af forklaringen på, at Knud Rasmus- sen ikke som det allerførste 11910 straks kom på den tanke at vedtage en lov for kolonien. I begyndelsen fungerede Peter Freuchen som daglig leder af Stationen, og Knud Rasmussen må efterhånden som koloniens aktiviteter blev systema- tiseret og udvidet være blevet opmærk- som på behovet for en mere overordnet og retlig regulering af forholdene. Sand- synligvis er han herudover blevet til- skyndet til at fastsætte nærmere regler om Stationens forhold af vennen og ju- risten Rudolph Sand, der var overrets- sagfører i København, og som ved flere besøg i Thule havde gjort sig bekendt med forholdene. Vi ved i hvert fald, at det var Rudolph Sand, der skrev de første udkast til loven, men Knud Rasmussen har sat sit endog meget tyde- lige præg på lovens formulering, for det kan umiddelbart svært at tro, at en er- 155 [4] faren jurist som Rudolph Sand ville have formuleret sig i de lidet juridiske vendinger, vi i dag kan læse i loven. Loven indledes med en fortale, en slags præambel, hvori lovens hovedhjørne- stene præsenteres. For at ingen nu skal være i tvivl om den lovgivende myndig- heds indehaver, slås det allerede i lovens allerførste linje fast, at: »Dr, Knud Rasmussen har som Ejer af Stationen ønsket, ikke blot at Stationen skal hjælpe Kap York-Eskimoerne til at faa gode Varer til billige Priser og til at kunne faa afsat Stammens Produk- ter paa saa gode Vilkaar som muligt, men ogsaa at Stammen selv ligesom an- dre Folkeslag over hele Jorden skaltage Del i Styrelsen af de fælles Anliggender QW& en saadan Maade, at disse styres til det fælles Bedste.« (Min udhævning). Dette er unægtelig en ganske stærk ind- ledning, der i klare vendinger konstate- rer, at Knud Rasmussen — som personlig ejer af Stationen — simpelthen har ønsket, at Kap York-Eskimoerne nu skal tage skeen i deres egen hånd og styre deres egne anliggender til fælles bedste — lige- som andre folkeslag over hele Jorden. Denne sidste fremhævelse er i god tråd med mellemkrigstidens stigende interesse for den antropologiske forskning, og ikke mindst med »folkenes ret til selvbestem- melse«, som bl. a. var blevet nedfældet i Artikel 21 i Folkeforbundspagten fra 1919. De fremhævede passager viser imidlertid også, at Knud Rasmussen var udmærket klar over, hvad selvbestemmel- sesretten dybest set drejede sig om, og hvor det bar hen med denne ret i en in- ternational sammenhæng. Som bekendt begyndte kolonierne i Afrika og Asien 30 år senere — netop under påberåbelse af deres ret til selvbestemmelse — at løs- rive sig fra deres europæiske kolonimag- ter og kræve national uafhængighed. Fortalen går herefter videre og forkla- rer ganske enkelt, at Knud Rasmussen har besluttet at oprette et »Fangerråd« be- stående af »gode og dygtige mænd«., der har beføjelse til at udstede love, som stam- mens medlemmer har pligt til at over- holde, uanset om de er enige i disse love eller ej! For at ingen skulle være i tvivl om det fornuftige heri, tilføjede fortalen meget pædagogisk følgende begrun- delse: »Thi hvis man kun vilde rette sig efter Raadets Beslutninger, naar hver især finder dem rigtige, vilde der ikke kunne komme ordnede Forhold i noget Samfund. Fuldstændig Enighed mellem alle Mennesker om alle Spørgsmaal er jo ikke mulig, og naar 2 Mennesker er uenige, kan Raadet ikke give dem begge helt Ret.« (Min udhævning). Enhver må naturligvis kunne forstå det indlysende rigtige heri, og man fristes til at trække på smilebåndet når Knud Rasmussen i den sidste sætning tørt konstaterer, at Rådet jo ikke kan give begge parter helt ret, hvis de er uenige om dét spørgsmål som Rådet skal træffe afgørelse om; selvom Rådet for at undgå en sønderlemmende konflikt sik- kert allerhelst ville give begge parter helt ret, må Knud Rasmussen her beklage, at dette altså ikke altid kan lade sig gøre! — Fortalen slutter herefter med en særlig 156 [5] tribut til Rudolph Sand, som nærmest skal tjene til at løfte lovens anseelse op på det højeste niveau, idet det frem- hæves, at selvom loven nok er foreslået af Knud Rasmussen selv, er den alligevel »nedskrevet af en Mand, hvis Virksomheder atforstaa og anvende Love« Hermed burde enhver kritik af lovens autoritet være manet i jorden! 2. Knud Rasmussens lovgivende myndighed Thule-loven havde nærmest karakter af en slags forfatning eller »grundlov« for Kap York-området. Loven konstitu- erede koloniens lovgivende, udøvende og dømmende myndighed, som Knud Rasmus- sen for alle tre myndigheders vedkom- mende havde personlig del i, og loven fastsatte derudover en række grund- læggende samlivsregler for stammens medlemmer. Loven er således inddelt i 8 hovedafsnit (A-H). Afsnit A indeholder regler om Fangerrådet, medens afsnit B fastsætter de grundlæggende samlivsregler og regler om straf fot overtrædelse deraf, hvortil knytter sig afsnit C med en række straffeprocessuelle regler. Afsnit D indeholder regler om Stationens læge, hvorefter afsnit E fastsættery^A ogfred- ningsregler. Afsnit F og G omfatter regler om privates og Stationens forsørgelses- pligt, medens endelig afsnit H indehol- der regler om offentliggørelse af love og domme og ikke mindst ikrafttræden af Fangerrådets love. Hvert af disse afsnit indledes med en egen lille fortale, der kort beskriver formålet med de efterføl- gende regler. Fangerrådet var — næst efter Knud Rasmussens egen person — koloniens vigtigste organ, og bestod i henhold til lovens §1 og §2 af 6 medlemmer, der alle i første omgang var udpeget af Knud Rasmussen, nemlig Stationsbesty- reren, Præsten og Lægen, der fremover skulle være faste medlemmer af Rådet, samt ét medlem fra hvert af de tre om- råder i distriktet, som skulle udpeges af Rådet selv for ét år ad gangen med mulig- hed for »genvalg«. Rådet var med andre ord selvsupple- rende, og der var navnlig ikke tale om demokratiske »valg«, hvilket dels har været en ren praktisk foranstaltning, ef- tersom det kunne være vanskeligt at samle alle bygdernes stemmeberettigede medlemmer på én gang til en valghand- ling, dels et udtryk for, at egentlige valg- handlinger med valgkampagner, afstem- ninger og kampvalg formentlig ville have været totalt fremmedartet i Kap York-eskimoernes stærkt »konsensus- orienterede« kultur. I nutidens bakspejl kan vi se, at det må have krævet en hel del omtanke dengang at afstå fra fristel- sen til at indføre de ellers højt besungne demokratiske idealer med valg og lige- stilling m.v. i Kap York. I Danmark var almindelig valgret og valgbarhed for kvinder blevet indført i 1915, men i Kap York var det kun de i præamblen omtalte »gode og dygtige mænd«, der kunne udpeges som medlemmer af Rådet. Selve loven er overraskende nok helt tavs herom; den taler kun om »valg« af »medlemmer« og »stedfortrædere« dl Rådet — uden overhovedet at komme ind på spørgsmålet om ligestilling, og uden nærmere angivelse af betingel- serne for valgbarhed. Det har vel uden videre ligget i kortene, at kun de dygtigste fangere, der i sagens natur var mænd, 157 [6] kunne sidde som »årsvalgte« medlem- mer af Fangerrådet, og at Rådet nok selv skulle vide at finde frem til de bedste. Rådet kunne efter §5 dels fremsætte forslag til Knud Rasmussen om »Foreta- gelse af Handlinger, der mentes at være nødvendige eller gavnlige for befolknin- gens Trivsel«, som Knud Rasmussen derefter kunne omsætte til lov, - dels vedtage almene beslutninger (»love«) om befolkningens livsførelse, erhverv og samliv, men ingen sådan beslutning var gyldig førend den var godkendt af Knud Rasmussen (eller den af ham udpegede stedfortræder, der i henhold til §35 var Rudolph Sand). I påtrængende tilfælde kunne Rådet efter §6 ganske vist selv udstede (foreløbige) beslutninger, men Knud Rasmussen havde i så fald be- føjelse til efterfølgende forkaste/se af sådan- ne beslutninger. Knud Rasmussen skulle endvidere med sin underskrift stadfaste alle love, førend disse blev bindende. Knud Rasmussen havde med andre ord en selvstændig andel i lovgivningspro- cessen og fungerede tillige som en slags »overhus«, uden hvis samtykke ingen regel kunne opnå gyldighed. Der er næppe tvivl om, at han som ejer af Stationen, og ikke mindst som giver af selve den kon- stituerende Thule-lov, besad en selvstæn- dig beføjelse til på egen hånd at vedtage nye regler, og ikke mindst til at ændre Thule-loven, hvilket skete ved flere lej- ligheder i de følgende år. Dog lod Knud Rasmussen af egen drift altid disse æn- dringer forelægge for Fangerrådet, og de trådte ikke i kraft førend Rådet havde tiltrådt dem. Det er imidlertid karakteri- stisk - men samtidig lidt overraskende - at Thule-loven ikke indeholdt nogen bestemmelser om dens egen ændring; det var ganske enkelt overflødigt. 3. Knud Rasmussens udøvende myndighed Knud Rasmussen besad efter loven også en vidtgående administrativ myn- dighed. Således kunne han efter lovens §7 fastsætte et årligt dispositionsbeløb for Stationsbestyreren, som denne kunne udbetale til fattige eller syge og disses pårørende, og som ikke kunne overskrides uden Knud Rasmussens godkendelse. Knud Rasmussen havde også det overordnede ansvar for hele Stationens økonomi, ligesom han påtog sig at skaffe »en dygtig læge« til Thule, og »Hr. Doktoren« fik endelig ved Søfarts- og Fiskeriministeriets skrivelse af 8. september 1931 tillagt bemyndi- gelse til at: »repræsentere Den danske Stat samt vare- tage dennes Interesser i det saakaldte Kap York Distrikt i Nordgrønland, herunder til at udføre de Øvrigheden i Almindelighed paahvilende Hverv (udøve Politimyndighed m.m.) samt til i overordentlige Tilfælde at træffe saa- "_ danne Foranstaltninger, som maatte skønnes nødvendige.« (Min udhævning). Ministeriet tilføjede dog i samme skri- velse, at Knud Rasmussen i enhver hen- seende skulle rette sig efter anvisninger fra Ministeriet selv og Direktøren for Grønlands Styrelse, samt at Ministeriet tillige skulle indskrives i Thule-loven som en ydertigere myndighed med be- føjelse til at stadfæste Fangerrådets be- slutninger; heri lå formentlig en foreløbig tilkendegivelse af Statens overvejelser om 158 [7] KUNDGØRELSER VF.nnuKENDE GRØNLANDS STYRELSE Nr. 2. 1947. Kap York Stationen Thules Love af 7. Juni 1929. A. Dr. Knud Rasmussen har som Ejer af Stationen Thule, onskcfc, ikke blot ab Stationen skal hjælpe Kap-York Eskimoerne til at faa gode Varer til billige Priser og til afc kunne faa afsat Stammens Produkter paa saa gode Vilkaar som muligt, men ogsaa afc Stammen selv ligesom andre Folkeslag over hele Jorden skal tage Del i Styrelsen af de fælles Anliggender paa en saadau Maade, afc disse styres til det fælles Bedste. Da det nu ikke er muligt, afc alle Stammens Medlemmer kan være tilstede ved enhver Raadslagning, har lian ønsket, afc der skal vælges gode Mænd, der er i Stand til at fremsætte Forslag eller træffe Beslutninger og Afgørelser paa alles Vegne paa en saadan Maade, afc det, som disse Mænd bliver enige om, skal være gældende for alle Stammens Medlemmer. Han har derfor oprettet et »Fangerraad« paa samme Maade, som andre Folk har et Raad af gode og dygtige Mænd, der medvirker til at lede de fælles Anliggender paa bedste Maade, dels ved at give Bestemmelser, der kaldes Love, og som skal gælde for alle Stammens Medlemmer, og dels ved at sørge for, at disse Love over- holdes. Alle Stammens Medlemmer kaldes med eet Ord for Samfundet, og Samfundet taler gennem Fangcrraadet. Dut er nodvcndigt, afc hvcrfc enkelt Menneske rotter sig efter, hvad disse gode og dygtige Mænd bestemmer, ikke blofc naar han selv er enig i, at det, som Raadct vedfcagcr, er rigtigt, men ogsaa i saadaunc Tilfælde, hvor han ikke er enig i, afc Raadcts Beslutninger er rigtige. Thule-loven af"7, juni 1929 er i sin helhed trykt i »Kundgørelser vedrørende Grønlands Styrelse nr. 2. 1947 .»Loven er på 47 sider, og den kan sikkert lånes på biblioteker. at overtage kolonien på længere sigt. mindst beføjelsen til at repræsentere Hvorom alting er, må det konstateres at Staten over for fremmede magter. Knud Rasmussen herefter sad med ansvaret for både økonomien, admini- 4. Knud Rasmussens dømmende myndighed strationen, politimyndigheden og ikke Lovens afsnit B beskæftiger sig som 159 [8] nævnt ovenfor med straf, og indledes med følgende særdeles opbyggelige, men ganske enkle bemærkninger: »Hvis hvert Menneske retter sig efter Lovene, og ingen tilføjer hinanden Tab. eller Skade, men hjælper hinanden, som gode Mennesker bør hjælpe hinanden, bliver der ikke Brug for Bod eller Straf, Hvis derimod nogen ikke følger Lovene og ikke opfører sig saaledes som gode Mennesker bør opføre sig, maa et- hvert Samfund i Verden værge sig imod saadanne Lovbrydere, og ethvert Sam- fund giver derfor Bestemmelser om, hvorledes saadant Lovbrud maa straffes, dels for at værge Samfundet og dels for at vejlede dem, der sætter sig op mod Samfundet.« (Min udhævning). Loven opregner herefter de handlinger, der kan udløse erstatning og straf, og fastsætter endvidere straffens størrelse (fængsel i op til 12 år (maximalt!), bøder, tvangsarbejde, konfiskation, handels- nægtelse) for de forskellige forbrydel- ser (drab, tyveri, bedrageri, vold og voldtægt, samt »andre Forbrydelser« i klasse hermed). Gerningsmanden ind- kaldes til at møde for Rådet, og kan fremstilles ved tvang, såfremt han ikke møder frivilligt. Fangerrådet afgør der- efter sagen i første instans, og fastsætter straffen. Afsnit C tilføjer nu en række s traf fe- processuelle regler, der indledes med henstillingen om, at ingen tager sig selv til rette, men henvender sig til Samfundet for at få sin ret! Af særlig interesse for Knud Rasmussens rolle i denne sam- menhæng er bestemmelsen i lovens §22, hvorefter enhver der er blevet dømt kan forlange, at sagen indbringes for Knud Rasmussen (eller dennes stedfortræder), der herefter fungerer som appelinstans. Stationsejeren sad dermed inde med den højeste dømmende myndighed. 5. Sammenfatning Ved selv en flygtig gennemlæsning af Thule-loven tegner der sig et formidabelt billede af en mand, der i sjælden grad har forstået at kombinere sin dybe og videnskabelige indsigt i den lokale kul- tur med en overordnet forståelse af den kolossale sårbarhed overfor klimaforan- dringer og eksterne påvirkninger, som de små kulturer i Verdens yderkanter altid har måttet leve med, — og hertil yderligere har kunnet føje en overor- dentlig praktisk tilgang til tingene, et stort personligt mod, en imponerende handlekraft, og ikke mindst en højt ud- viklet sans for retfærdighed, etik og en ligefrem næstekærlighed. Dette er en meget sjælden kombination hos menne- sker. Resultatet heraf kan aflæses i Thule- loven, der er en enestående blanding af på den ene side et imponerende enevælde, hvis omfang måtte få selv de mest vidt- gående koloniherrers og fyrsters magt til at blegne, og på den anden side en beundringsværdig enkel anvisning af redelige og opbyggelige forskrifter for det gode liv, som enhver lovgiver må se hen til med respekt. 160 [9]