[1] Hvor lå Brattahlfa? Af Ole Guldager Introduktion Ifølge de islandske sagaer blev Grøn- land i året 985 bosat af nordiske kolo- nister fra Island. Erik den Røde havde allerede opholdt sig i landet et par år forinden, og havde udsøgt sig det bed- ste sted. Her byggede han sin gård og kaldte den for BrattahliS - den bratte li. I løbet af middelalderen trivedes be- folkningen tilsyneladende i Grønland. Alligevel opgav man bygderne i løbet af det 15. århundrede, og de mange gårde og huse forvandledes efterhånden til de anonyme ruiner, der ses i landskabet idag. De sidste 100 år har der været bred enighed om, at Erik den Rødes gård BrattahliQ har ligget i Qassiarsuk, i Tunulliarfik fjorden i Sydgrønland. Her findes ruinerne af en stor gård og en kirke fra middelalderen. Stedet svarer godt til de historiske beskrivelser af BrattahliQ, der er blevet overleveret til nutiden. Men er det Brattahlid, der gemmer sig blandt ruinerne i Qassiarsuk? I løbet af det forgangne århundrede har der været foretaget talrige arkæologiske undersø- gelser. Dette har givet et langt mere de- taljeret kendskab til den nordiske be- byggelse i Grønland, og det er nu muligt at stille spørgsmålstegn til nogle af de tidligere teorier om bebyggelsen, her- under også placeringen af Brattahli5. J agten på Brattahlid — et historisk tilbageblik Der skulle gå et par århundreder efter at de grønlandske bygder blev lagt øde, indtil kontakten med den fjerne ø i Nordatlanten atter blev genoptaget. I året 1721 ankom præsten Hans Egede til landet med det formål at bringe kri- stendommen tilbage til de gamle nordi- ske bygder. Egede foretog en del rejser langs kysten, men uden at finde andet end ruinerne af de forladte gårde (Egede 1738). Ole Guldager, født 1968, er opvokset i Grønland, hvor han boede indtil 1977. Senere har han fore- taget arkæologiske undersøgelser i området, og har sideløbende arbejdet for Grønlands Rejsebu- reau som turistguide. Skriver for tiden afsluttende speciale om nordboerne på Institut for Arkæologi og Etnologi i København. 161 [2] Man opgav dog ikke håbet om at finde endnu levende nordboer i landet., idet man antog, at den ene af de to nor- diske bygder, Østerbygden, måtte befinde sig et sted på Grønlands utilgængelige østkyst. Der blev derfor foretaget en del ekspeditioner til østkysten i løbet af det 18. og 19. århundrede (Egede 1738, Walløe 1787, Graah 1832, Holm 1889), indtil man endelig indså, at Østerbyg- den havde ligget i Sydgrønland, hvor Egede allerede havde fundet spor af de gamle gårde i 1723. Den korrekte placering af Østerbyg- den blev første gang foreslået af Hein- rich Peter von Eggers, der i 1793 udgav Om Grønlands Østerbygds sande Beliggenhed. Der skulle dog gå en årrække inden teo- rien blev endeligt accepteret. Von Eggers forsøgte at sætte nordi- ske navne på fjordene og på de gårdsan- læg i Sydgrønland, der få år forinden var blevet undersøgt af Aaron Arctander og Andreas Bruun (Arctander 1793, Oster- mann 1944). Til denne topografiske re- konstruktion anvendte von Eggers især Ivar BårQarssons Det Gamle Grønlands Beskrivelse (se Jonsson 1930) — den mest detaljerede beskrivelse af den nordiske bebyggelse i Grønland. BårSarsons be- skrivelse vedrører især beliggenheden af landets kirker, og derved kom gårdene med tilhørende kirkeruiner til at spille en væsentlig rolle i alle senere forsøg på at rekonstruere topografien. Beskrivel- sen fortæller, at der på BrattahliQ skulle have ligget en kirke ved navn Leijder (Leioar). Selv om von Eggers identifikationer af de nordiske stednavne i Østerbygden generelt var korrekte, begik han dog en 162 Fig. 1.1 det 19. århundrede mente man at BrattahU3 havde ligget i Igaliku. Man forestillede sig at ruinen på billedet var selve Erik den Rødes bolig Brattahl/S på grund af den bratte klippevæg, der ses bag huset. Ruinen er sandsynligvis et pakhus, der har tilhørt bispesædet Gar3ar. Tegning af Th. Groth, 1880. væsentlig fejltagelse ved at placere Brat- tahliS ved Igaliku (hvor ruinerne af bispesædet GarSar findes). Bispesædet blev henlagt til Igalikufjordens østlige arm, hvor der også var fundet et gårds- anlæg med kirke. Denne misforståelse kan i nutidens øjne virke ejendommelig, idet von Eg- gers godt vidste at Igaliku ikke lå ved EiriksfjorQur (Tunulliarfik). At man alli- gevel valgte at placere Brattahliå dér, må skyldes,, at kendskabet til resten af be- byggelsen endnu var meget ringe. Be- byggelsen i Tunulliarfikfjorden var såle- des stadig temmelig ukendt i slutningen af det 18. århundrede — og ingen kunne vide, at der også i denne fjord lå flere store gårde med tilhørende kirker. Slutningen af det 19. århundrede bød på nye, omfattende arkæologiske under- søgelser i Sydgrønland. I henholdsvis 1880 og 1894 foretog Gustav Holm og Daniel Bruun rekognosceringer og ud- gravninger af norrøne gårdsanlæg i om- rådet (Holm 1884, Bruun 1895), hvilket [3] Fig. 2. Fåreholderstedet iQinngua set fra nordvest. Foto: Ole Guldager 1999. medførte et langt mere detaljeret kend- skab til bebyggelsen. I kølvandet på disse undersøgelser fulgte også en erkendelse af, at von Eg- gers gamle placering af Brattahlid ikke var holdbar. Herman Schirmer (1886) og senere Finnur Jonsson (1898) kunne nu konstatere, at ruinerne i Igaliku måtte være resterne af bispesædet GarQar, hvad arkæologiske udgravnin- ger på stedet senere har bekræftet (se Nørlund 1929). Som konsekvens af denne opdagelse var man nu tvunget til at udse et nyt sted at placere Brattahlid, og da de arkæologiske undersøgelser havde på- vist en større gård med tilhørende kirke i Tunulliarfikfjorden, fokuseredes op- mærksomheden nu omkring ruinerne i Oassiarsuk, idet ...Kassiarsuk er det eneste