[1] 100-året for Sydøstgrønlands affolkning i 1900 — og en skitse til et forskningsprogram ved Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning Af Hans Christian Gulløv ... I August 1900 naaede det Budskab Kolonien Julianehaab, at 38 Østgrøn- lændere (Hedninge) vare ankomne fra Østkysten til Distriktets sydligste Plad- ser for at bosætte sig der i Fremtiden og saaledes blive delagtige i den vestgrøn- landske Civilisations Goder... Således indleder distriktslæge Gustav Meldorf sin rapport fra en embedsrejse, han samme år foretog i egnen omkring Kap Farvel1^. De nytilkomne havde slået deres telte op i udstedet Pamialluk, hvor Meldorf fik lejlighed til at besøge og vaccinere dem. Helt ubekendte med egnen var de ikke, og enkelte af mænde- ne oplyste da også, at de tidligere havde været på vestkysten for at handle. Stør- stedelen af de voksne kvinder havde ta- toveringer på arme og hænder frem- bragt ved syning gennem huden med sodet senetråd, en tatoveringsmetode som Meldorf var bekendt med fra Gustav Holms beskrivelse af befolknin- gen ved Ammassalik 15 år tidligere. Af folketællingslisterne fra Frederiks- dal, som indtil august 1900 var under- lagt den tyske Brødremission, fremgår det, at der i årene 1887-98 var indvan- dret 76 personer fra østkysten. Hertil kom nu de 38 personer, som øgede dette tal til 114. I 1884 var antallet af beboere langs sydøstkysten blevet opgjort til 135 per- soner^, og med mindre der havde fun- det indvandring sted i årene 1885 og 86, hvilket imidlertid ikke fremgår af lister- ne, skulle der herefter endnu være 21 personer efterladt et sted på kysten mel- lem Kap Farvel og Ammassalik. Jeg skal nedenfor vende tilbage til disse perso- ners skæbne. Hermed afsluttedes et kapitel i Grøn- lands historie, og indtil videre må det fastslås, at med indvandringen i 1900 ligger Sydøstgrønland herefter øde hen. Igennem 200 år havde denne kyst virket dragende på europæerne i landet. Først og fremmest på grund af spørgsmålet om nordboernes Østerbygd, som længe antoges at ligge i Østgrønland, og hvis besejling kun syntes mulig fra vestky- Hans Christian Gulløv, museumsinspektør ved Nationalmuseets etnografiske samling. Fra 2000 formand for Det grønlandske Selskab. 189 [2] sten i det isfrie farvand mellem kysten og storisen. Dette spørgsmål havde imidlertid i 1900 længe været afklaret. Jeg vil i stedet rette opmærksomhe- den mod historiens anden part, den syd- østgrønlandske befolkning, som igen- nem århundreder synes at være blevet draget til landets vestkyst og med gan- ske andre motiver end opdagelserejser. I de tidligste skriftlige kilder fra 1700- tallet omtales tilrejsende grønlændere sydfra på handelstogter og hvalfangst. Blandt disse var også østlændinge, som karakteriseredes ved deres dialekt, og som efter endt ophold på vestkysten vendte tilbage til deres hjemegn, hvor »der var folie nok at finde allevegne«3). Helt op til Disko Bugt førte deres handels- og fangstrejser dem, inden etableringen af handels- og missionssta- tioner afbrød ruterne og gjorde store dele af de »omflakkende« grønlændere bofaste. Det var især herrnhuterne, som havde held med at knytte befolkningen til deres missionsanlæg, og disse anlæg oprettedes stadig længere sydpå for at kunne modtage de tilrejsende østgrøn- lændere^. 11900 var det slut. Det begyndte med den europæiske hvalfangst i David Stræ- det og aktiviteterne i Disko Bugt i 1600- tallet, som fik indflydelse på de grøn- landske samfund helt om på østkysten, og var endt med affolkningen af Øst- grønland, hvis ikke handels- og mis- sionsanlægget var blevet oprettet i Am- massaliki 1894. Endnu i begyndelsen af 1800-tallet var befolkningstætheden størst uden for åbentvandsområderne. Nøglelokaliter- ne var Disko Bugt, hvor en femtedel af befolkningen i Dansk Grønland levede, og Julianehåb distrikt, hvor en væsentlig større del af befolkningen opholdt sig. Dette fremgår af de trykte kilder, hvor- fra tallene i tabellen side 191 stammer. 1900 var også året, da herrnhuterne efter 167 års virke forlod Grønland for stedse efter at have sat sig varige spor i Grønlands kultur. Efter grønlandsski- bet Hans Hedtofts tragiske forlis i 1959, hvor det meste af Sydgrønlands arkiv også forsvandt i Atlanterhavet, er Brødre- missionens arkivalier i dag blandt de væsentligste kilder til Sydgrønlands historie i 17- og 1800-tallet. En anden kildegruppe er fortællingerne fra østky- sten, hvoraf en stor del er bragt med de indvandrede grønlændere til vestkysten og senere nedskrevet. Yderligere indsigt i begivenheder fra den mennesketomme kyst må hentes i forhistorien med ar- kæologiens hjælp. I denne summariske indledning har jeg fremhævet kontakterne mellem grøn- lændere og europæere, som en væsentlig nøgle til forståelse af de motiver, der lå til grund for rejser og kommunikation siden den tidlige kontakttid. Disse rejse- aktiviteter var hovedårsagen til, at Juliane- håb distrikt for 100 år siden rummede en fjerdedel af Grønlands befolkning, vel at mærke en befolkning hvis sam- mensætning både skyldtes en nordfra og østfra kommende indvandring. At øge kendskabet til disse indvandringer, til deres kulturelle ophav og til den kul- turelle tradition de bragte med er en ud- fordring for arkæologien og historien i det sydligste Grønland og Kap Farvel regionen, hvor undersøgelser af denne art har været fåtallige. 190 [3] TABEL: BEFOLKNINGEN i DANSK GRØNLAND (NUVÆRENDE VESTGRONLAND) 1800-1900. ca. 18005) 18706) 19005) SYDGRONLANDS DISTRIKTER (SD) Julianehåb (Qaqortoq) 1.797 2.570 2.855 Frederikshåb (Paamiut) 589 821 812 Godthåb (Nuuk) 847 999 993 Sukkertoppen (Maniitsoq) 277 765 1.004 Holsteinsborg (Sisimiut) 287 545 693 Subtotal 3.797 5.700 6.357 NORDGRØNLANDS DISTRIKTER (ND) Egedesminde (Aasiaat) 218 1.008 1.432 Chris tianshåb (Qasigiannguit)* 483 481 477 Jakobshavn (Ilulissat)* 270 424 588 Ritenbenk (Appat)* 418 447 491 Godhavn (Qeqertarsuaq) 182 245 271 Uummannaq 348 798 1.319 Upernavik 449 702 1.000 Subtotal 2.368 4.105 5.578 * Disko Bugt (1.171) (1.352) (1.556) TOTAL DANSK GRONLAND (DG) 6.165 9.805 11.935 Julianehåb 47%afSD 45%afSD 45%afSD 29% af DG 26% af DG 24% af DG Disko Bugt 49%afND 33% af ND 28% af ND 19% af DG 14% af DG 13% af DG salik7&8) 480 (1832) 135 (1884) Sydøstgrønland syd for Ammas Ammassalik8) 413 (1884) INDVANDRINGEN TIL JULIANEHÅB DISTRIKT! 822-30 1831-49 1850-69 1870-84 1885-1900 306 165 101 37 116 Total 1 822-1 9005> 725 191 [4] Jeg skal i det efterfølgende berette om den vanskelige tid for de sidste østgrøn- landske indvandrere i 1800-tallet, da svigtende fangst syntes at være sympto- matisk for store dele af det øvrige Grønland; og til slut skal jeg præsentere en skitse til et forskningsprogram for genoptagne undersøgelser i Sydgrønland, hvis overordnede emne er kulturmø- derne. Frelseren eller Si/a Da den gamle Ingersia overvejede at rejse til vestkysten for at lade sig døbe, rådede hans sønner ham fra det med or- dene: »Du kan ikke stå dig ved at blive døbt; det vil blot gå dig ilde. Ingnersuit har fortalt os, at når han, som de døbte kalder Jesus, viser sig ved Verdens un- dergang for at holde dom over døbte og hedninger, så vil Timersit, store ind- landsboer, og Ingnersuit og Akiliner- miut slå sig sammen i kamp med denne Jesus og dræbe ham; og da skal de døbte blive forladte i kløfter og afgrunde, me- dens hedningerne selv vil bane sig vej op til himlen«. Faderen blev derefter på østkysten. Dette fortalte Qingajaaq til Knud Ras- mussen, da han i 1904 besøgte hende i II- lukasik, hvortil hun var kommet en snes år tidligere og døbt Susanne af herrn- huterne9^. Konflikten, hun beskrev, var skabt af valget mellem den grønlandske verden, Sila, hvis usynlige del kun ånde- maneren kunne se og hente hjælp fra, og det kristne samfund omme på vest- kysten, hvis frelse lå i en ukendt verden. Således øgedes åndemanerens betyd- ning og magt i krisetider, hvor fangsten udeblev; og når hans evner ikke slog til måtte årsagen søges blandt bopladsfæl- lerne, som måtte bøde med livet for de- res trolddom. Blandt de 38 østlændinge, som Mel- dorf besøgte i 1900, var Allaaritaa10) den 0 = A Perujuatsiak Nangajak (»18491 (1849-88 Amalie = • Agdlunårtok ( 1854-?) 1 ^L 1 1 o = Å = InOjak Mikasak (»1866) (»1866) Adam Masik PStange NekigssangSk Pitsuk Ujamiak Autdlarutå (*1872) (.1864) (»1870) (.1875) (»1875) (»18721 Helene Emanuel Sofie Bolette Christian Amos Inuk ~ Q? (*1872)(*1882) ~c CO 3 -J Q) CO i-! — W 13 o ÅÅ a c — X — n —Z —w — ^ * o * 3 * c * iQ * rø ) Å. 0 0 .0 .Q -~cn— M — ~ia — Z "^ »-3 *pj*tn *(D» *m *C C ?r Å 7? co TJ oatD co Q> co p- co (j — c — (to — ' Qn — p- — o 01 W Tf C 0 H- Q" K D) * ?r CO P- CO D OQ H» CO fil O3 C' ^3*00: vo?r vd-t-r « *r *OC UlO W3D) iOffl -(J1QJ-— ?r-^ra— — H- — 3 Q O B sQ >a *r *• f rt a yr M3 (S -J Fig. 1. AJkaritaa (Autdlarutå, Christian) med familie udgjorde 23 personer ved ankomsten til Vestgronland i 1900. Lighedstegnet betegner ægteskab mellem mand (trekant) og kvinde (cirkel). Børnenes tilhørsforhold er vist ved linier. 192 [5] Fig. 2. Umiivik, Allaaritaas fødested. Fra dette sted indledte Fridtjof Nansen i 1888 opstigningen til Indlandsisen. Egnens landkending, det 766 meter høje fjeld Kiatak, kan ses på 100 kms afstand og er et seriøst bud på nordboer- nes Blåsærk. {Foto: H.C. Gulløv). ledende skikkelse for sine brødre, der med ægtefæller og børn udgjorde en fa- milie på 23 personer (fig. 1). Han var blandt østgrønlænderne kendt som en stor åndemaner; men i 1901 modtog han dåben og fik navnet Christian Poul- sen. Nedfældet i hans livshistorie ligger beretningen om affolkningen af Sydøst- grønland11). Han blev født ca. 1872 ved Umiivik, det gode fangststed 200 km syd for Am- massalik (fig. 2). Herefter flyttede fami- lien sydpå til Saassivik, nær stedet hvor Graah i 1829 havde haft vinterkvarter. Allaaritaa sad da endnu i sin mors amaat. Ved Oqqua i samme egn boede han, da Gustav Holm passerede Akor- ninarmiut (fig. 3). I fælleshuset boede også Uases to sønner, som siden blev myrdet af Isimardik, den store drabs- mand fra Ammassalik12'. Da han var 14 år fik han sin første kajak. Et par år efter O = A = O Pajavatsiak (* 1849) • 2 Q» *• OP W -J H- O D — Ol co H -4 01) N) h Nångajak (* 1849) CO QJ -J D CJMQ AgdlunSrtok (* 1854) •z — x — ^ — : ' en i-1 H- H-- o:> »-1 : — Oh D UD CO DJ --J i-l m H-1 D Co p. co en O (D (B X - o Uase Kainijisat (* 1844) A A — X * c A = 0 Uternek (* ?) — 3 * 01) li CO Q)> -J X Sakek (* 1854) 0 Å —^ X * o 01 !-• O co x- CQ D) Fig. 3. Beboerne af fælleshuset ved Oqqua (ca. 25 km nord for Skjoldungen) i 1884. 193 [6] Fig. 4. Timmiarmiut, den gode fangstplads, hvor Allaaritaa opholdt sig vinteren 1894-95. (Foto: H.C. Gulløv). døde hans far, og Allaaritaa indledte sin uddannelse til åndemaner. Hans lærer- mester var Napårtek fra Illuluarsuk ved Bernstorffs Isfjord. To ingnersuit blev hans første hjælpeånder, og som 20 årig kunne han åbenbare sig for bopladsen som fuldt uddannet. I vinteren 1894-95 opholdt fire kone- bådsbesætninger sig ved Timmiarmiut, hvor fangsten var god (fig. 4). Allaaritaa var med. Tre af bådelagene besluttede sig for at rejse til Nanortalik for der at købe krudt, ammunition og knive for vinterens udbytte af bjørneskind. Det fjerde bådelag anført af den gamle ånde- maner Kunissarfik, »Kyssetøjet«, satte derimod kursen mod Skjoldungen. Som åndemaner var han andenrangs men alli- gevel frygtet på grund af sit tempera- ment og sin besiddelse af mange virk- ningsfulde tryllesange, og da konebåden stod ud gennem fjorden råbte Kunissar- fik mod de tilbageværende: »De som ikke har stærke hjælpeånder kan ikke vente andet end døden«13\ Herefter gik alt galt. Issituationen den sommer vanskelig- gjorde rejsen sydpå, og de tre kone- bådslag nåede kun ned til Anoritooq, en strækning på blot 100 km. Her måtte de opslå vinterkvarter (fig. 5). Sulten hjem- søgte bopladsen, og den store åndema- ner Oqartaqangitseq, »den tungeløse«, mistede flere af sine børn. Hans hjælpe- ånder fortalte ham, at det var Kunissar- fiks yngre bror Aviaja, der havde røvet hans børns sjæle, hvorefter Allaaritaa hjalp ham med at myrde Aviaja. Enken, 194 [7] Fig. 5. Fra Alkaritaas vinterhus ved Anoritooq, hvor 22 mennesker mistede livet. (Foto: H.C. Gulløv). som ikke kunne klare sig gennem den hårde vinter, slog sine børn ihjel og be- gik selvmord. Da vinteren var omme, var kun 35 af de oprindelige 57 perso- ner i live. 15 var døde af sult, en var druknet, fem havde begået selvmord og en, Aviaja, var myrdet14^. Kunissarfiks bådelag gik det ikke bedre. En gruppe unge fangere, som på et senere tidspunkt ved et tilfælde kom forbi hans boplads, fandt beboerne sul- tet ihjel efter at de havde ædt deres hun- de. De lå alle døde på briksen. Kunissar- fik sad i sine bjørneskindsbukser alene ved husgangen med et afgnavet hunde- kranie. Deres skæbne kan meget vel for- klare de manglende personer i mand- talslisterne fra sydøstkysten, som Mel- dorf i 1900 opregner til en snes15). Den følgende vinter opholdt Allaa- ritaa sig ved Avaqqat 40 km sydpå (fig. 6). Ligesom ved den forrige plads var fangsten ikke særlig god, men de kla- rede vinteren. Graah havde tidligere fået fortalt, at Avaqqat og Anoritooq »efter Rygtet vare de bedste Fangepladser paa hele Kysten«16^. Men nu var situationen en ganske anden. I 1899 boede Allaaritaa ved Iluileq også kaldet Danelis Fjord 50 km sydli- gere, hvor fangsten var god (fig. 7). De havde da været på vestkysten og fået krudt og ammunition. Her fik han sin sidste hjælpeånd, equngassoq, »den skæv- mundede«, hvis særlige egenskaber var specielle for Østgrønland og en af de stærkeste hjælpeånder en fanger kunne have17\ 195 [8] Fig. 6. AEaaritaas vinterhus ved Avaqqat. På dette sted fik Graah i 1829 af befolkningen forevist en kanon, som en- gang i 1700-tallet var blevet biagt ind til kysten fra et forladt skib. Kanonen blev fragtet til Qaqortoq af 7. Thule ekspedition i 1932. (Foto: H.C. Gulløv). Den sidste vinter på østkysten blev tilbragt på en boplads i Lindenow Fjord. Her udspillede sig en begivenhed, som udviklede sig til en række mord, der ef- terlod indtrykket af samfundets totale opløsning. Det begyndte med mordet på Oqartaqangitseq, åndemaneren fra Anoritooq, hvis tredje og yngste kone i jalousi over mandens manglende op- mærksomhed sprængte huset i luften ved at antænde en krudtpose. Den første kone blev brændt til døde, mens Oqartaqangitseq endnu levede et par dage med sine dødelige forbrændinger inden han begik selvmord ved at kaste sig i havet. Blandt de overlevende var en pige, som Allaaritaa tog til medhustru. Men konflikten lurede, da han bebrej- dede hende at hun ingen børn fødte ham, og i et anfald af raseri skød han hende med sin bøsse, parterede hende, skar hendes endnu varme hjerte ud og spiste det. Derefter planlagde han sin hævn over mordersken, der havde for- årsaget Oqartaqangitseqs død. Hans mor opildnede ham til drabet, og mor- derskens overlevende medhustru hjalp ham, da han rådførte sig med sine hjæl- peånder. Derefter skød han morder- sken, parterede hende, som han havde gjort det med sin medhustru, og spiste hendes hjerte. »Dette skete om Vinte- ren; ud paa Foraaret brød alle op og rej- ste ned til Vestkysten for at lade sig døbe«18). Således fremstår de sidste årtier inden Sydøstgrønland affolkes som en lang rejse mod vestkysten. Men det må ikke glemmes, at man til det sidste kæmpede imod. De voldsomme begivenheder tråd- te først i karakter, da de med missionens hjælp kunne beskues fra en anden ver- 196 [9] den end Silas. Allaaritaa, nu Christian, udtrykte det endnu efter sin dåb på føl- gende måde: »Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller«19). Tilbage i Østgrønland var kun befolk- ningen i Ammassalik, der også kendte til vestkysten fra handelsrejser eller havde deres viden om begivenhederne i denne del af landet via handelssamkvem med deres sydlige naboer. Blandt begge de to befolkningsgrupper medførte den svig- tende fangst som hjemsøgte kysten i 1800-tallet et øget pres på de religiøse institutioner, og åndemanernes evner blev af afgørende betydning for sam- fundenes eksistens. Det lykkedes tilsyne- ladende befolkningen i Ammassalik endnu et stykke tid at opholde sig i deres oprindelige verden20). Tunup Saqqaa — Bagsidens forside Grønlands indvandringshistorie endte i Kap Farvel regionen, hvor de østgrøn- landske og vestgrønlandske befolknin- ger til alle tider havde haft kontakt med hinanden. Historierne om østkysten, Tunu, træder frem i de fortællinger, som i tidens løb blev bragt med indvan- drerne til vestkysten. Således henter vi værdifuld viden om Østgrønland i Vest- grønland, og det er dette synspunkt der ligger bag overskriften Tunup Saqqaa, som også er udgangspunktet for nye undersøgelser i Sydgrønland. Her har betingelserne for sælfangst, fi- skeri og landbrug imidlertid været stærkt afhængige af det skiftende og domine- rende atlantiske klima. Historien om syd- østkystens affolkning i ISOOtaUet er et eksempel på naturens indflydelse på fangst og bosættelse. Men de mange for- historiske bopladser, som kendes fra Sydøstgrønland, vidner dog også om tidligere tiders gode fangst i disse eg- ne21). Igennem ca. 200 år eksisterer der be- retninger om østgrønlændernes besøg på vestkysten. Oftest er disse rejser som nævnt knyttet til den europæiske hval- fangstaktivitet og de handelsmulighe- der, som besøg kunne føre med sig. Men en egentlig migration var der længe ikke tale om, idet man rejste den lange vej tilbage efter besøget. Disse rejser kunne vare op til flere år, og de arkæolo- giske spor har kunnet følges i fundma- terialets jernvarer og glasperler helt op til Ammassalik22). Med udgangspunkt i de europæiske oldsager fundet på grøn- landske bopladser opbygges der med forskningsprogrammet en kronologi for området. Lokaliteten Aluk lige norden for mundingen af Prins Christian Sund nævnes i de skriftlige kilder siden første halvdel af 1700tallet som stedet, hvor øst- og vestgrønlændere mødtes for at udveksle handelsvarer (fig. 8). De mange anlæg fra sommer- og vinterbosættelse, som det for første gang lykkedes at påvise ved et kortvarigt besøg ved Aluk i 1999, giver et synligt indtryk af stedets betydning23). Fortsatte registreringer og mindre arkæologiske undersøgelser vil dog her være ønskelige, idet det fulde omfang af de synlige vidnesbyrd langt- fra er klarlagte. De observerede anlæg syntes alle at være fra tiden efter koloni- sationen af Vestgrønland, hvorfor ældre 197 [10] Fig, 7. Allaaritaas og broderens vinterhuse med konebådsstøtter fra 1899 ved Iluileq i Danells Fjord. (Foto: H.C. Gullov). typer må antages at dukke frem ved ud- gravning. Stedet fremviser et betydeligt arkæologisk potentiale og særdeles gode muligheder for historiske og etnohisto- riske undersøgelser (fig. 9). I undersøgelserne inddrages også stu- dier af det bevarede kildemateriale fra Brødremenigheden, som med skriftlige vidnesbyrd, fotografier og tegninger, løbende har kunnet fastholde oplysnin- gerne om de tilrejsende grønlændere fra østkysten. Hertil kommer inddragelse af den righoldige, mundtlige tradition, som er tilført egnen med indvandrerne, og som sammen med kirkebøgerne danner grundlaget for slægtsstudier. Et tæt samarbejde med lokalmuseet i Na- nortalik kommune, hvor også de herrn- hutiske missionsstationer og udsteder lå 198 (fig. 10), og inddragelse af historisk fag- kundskab er afgørende forudsætninger for denne del af programmet. Inuit-Nordbo i Østerbygden? Spørgsmålet om det mulige kulturmøde mellem inuit og Osterbygdens nordboer søges besvaret i forskningsprogrammets anden del. De tidligste spor af Thulekul- turen i Grønland kan arkæologisk påvi- ses ved Smith Sund fra o. 1200 e.Kr. Herfra har kulturen i løbet af de efter- følgende århundreder bredt sig sydpå. Årsagen til spredningen langs vestky- sten har oftest været sat i forbindelse med nordboerne, hvormed et handels- samkvem antages at have fundet sted. I Østerbygdens område findes Thulekul- turens ældste boligtyper, som kendes [11] Fig. 8. Aluk (j\Jik) nord for mundingen af Prins Christian Sund. Den knap 500 m høje top stikker op over kysttågen. (Foto: H.C. Gulløv). fra kulturens tidligste periode, den så- kaldte Ruin Ø fase ved Smith Sund. Lignende boligtyper er endnu ikke på- vist i Vesterbygdens område og i egnen nord herfor op til Disko Bugt. Dette forhold kunne tyde på en endnu ikke arkæologisk undersøgt kontakt24^. Arkæologiske undersøgelser af bo- pladser fra Thulekulturen i denne del af Grønland har ikke fundet sted siden 1930erne. Dengang noterede udgraverne sig her de ringe bevaringsforhold for organisk materiale i de fritliggende og ældste tomter, betingelser som senere prøvegravninger har kunnet bekræf- te25^. Imidlertid må det forventes, at de ældste tomter fortsat skal søges ved ky- sten, hvor fangerkulturens ressourcer befinder sig, og her kan de være skjult under det tætte møddingsdække fra se- nere bebyggelser. Herunder kan spor efter palæoeskimoiske anlæg ligeledes tænkes at dukke frem ved udgravning, hvor ingen endnu er blevet påvist i denne del af landet trods fund af mange oldsager fra Dorsetkulturen i Thulekul- turens ruiner26). De genoptagne undersøgelser vil, som et led i dette program, primært sætte egnen omkring Tuttutooq i fokus. Her tyder foreløbige rekognosceringer gennemført i 1990'erne på, at arkæolo- giske undersøgelser vil kunne bidrage med materiale til belysning af kultur- kontakten Inuit-Nordbo27\ Undersø- gelserne suppleres med naturvidenska- belige analyser og dateringer af allerede eksisterende materiale, med re-evalu- ering af nordbosager fra grønlandske bopladser og med gennemgang af det eksisterende oldsagsmateriale fra Syd- vest- og Sydøstgrønland. Et tæt samar- bejde med lokalmuseerne i Narsaq og Qaqortoq og med inddragelse af den middelalderarkæologiske ekspertice ved Nationalmuseets Center for Grøn- landsforskning skal sikre programmet de bedste rammer. 199 [12] -» 60 Fig. 9. Den grønlandske bebyggelse i Kap Farvel regionen, Nanortalik kommune, som den fremgår af fortidsminde- registeret med både sommer- og vinterboptadser markeret. Flere pladser er i 1999 blevet registreret inden for det indkredsede område. Si/a Nationalmuseets nyoprettede Center for Grønlandsforskning, som har fået nav- net Sila28), vil være hjemsted for forsk- ningsprogrammet med det overordnede tema »Inuit og Nordboer i Sydgrøn- land«, der kan sammenfattes under be- grebet kulturmøder. Disse har fundet sted i den sene middelalder mellem inuit og nordboer og i nyere tid mellem øst- og vestgrønlændere. De planlagte undersøgelser vil involvere arkæologi, historie, etnohistorie og etnografi samt historisk antropologi, som omfatter studiet af de østgrønlandske kilder i Vestgrønland. Undersøgelserne, der kombinerer kil- destudier med feltarbejde i Narsaq, Qa- qortoq og Nanortalik kommuner, inde- holder foruden en række spektakulære temaer til belysning af Sydgrønlands kul- turhistorie også en række uafklarede 200 [13] Fig. 10. Lichtenau ved 225 års jubilæet i 1999. (Foto H.C. Gulløv). spørgsmål om oprindelse, tradition og identitet, hvis besvarelse har vidtræk- kende perspektiver. Studiet af de østgrønlandske kilder i Vestgrønland eller Tunup Saqqaa kan med sin historisk-antropologiske me- tode sætte de forhistoriske temaer i et formidlingsmæssigt perspektiv. Og såle- des vil forskningens resultater kunne sammenholdes med lokalbefolkningens oplevelse af historien, en historie hvis rødder må søges i en anden verden. Noter 1. Meldorf 1902, side 15. 2. Hansen 1888, side 188. 3. Rgedel925, side 267. 4. Gulløv 1983. 5. Amdrupetal. 1921. 6. Rink 1877. 7. Graah 1932 (originaludgave 1832). 8. Hansen 1888. 9. Rasmussen 1906, side 173. 10. Autdlårilåt hos Hansen 1888; Autdlaruta hos Mel- dorf 1902; Autdaruda hos Rasmussen 1906; Aaw- taaritaa hos Thalbitzer 1921. 11. Ostermann 1938, side 130ff. 12. Rasmussen 1906, side 169. 13. Ostermann 1938, side 56. 14. Aviåja optræder som nr. 55 på Hansens liste, 1888 side 186. Begivenhederne ved Anoritooq omtales af Rasmussen 1906 side 130ff, Mathiassen 1936 side 24 og Ostermann 1938 side 57f. Begivenheden for- tælles til Knud Rasmussen af Henrik, som for dåben hed Puarajik og var ankommet til vestkysten sam- men med Allaaritaa. Henriks far havde oplært Allaa- ritaa til åndemaner. 15. Ostermann 1938, side 58. På begge sider af Qoor- noq i Sønder Skjoldungesund findes en del mindre bopladser, og i flere af fælleshusene ligger endnu skeletterne af de døde. I denne egn formodes Ku- nissarfiks sidste hvilested at have været (jvf. Gullov &Rosingl993). 16. Graah 1932, side 90. Mathiassen 1936, side 21. 17. Ostermann 1938, side 137; Mathiassen 1936, side 16f;Sonnel986,sidel47. 18. Om ægteskabsdramaet i Undenow Fjord fortalte Besuk, som stammede fra llluluarsuk ved Bern- storffs Isfjord, til Knud Rasmussen (1906, side 121- 129). Besuk optræder som nr. 120 under navnet Per- kingitsek på Hansens liste, 1888 side 188. Hun blev gift med Allaaritaas bror og kom til vestkysten i 1900. Meldorf skriver hendes navn som Pitsuk, 1902 side 26. 19. Rasmussen 1906, side 162. Christian blev senere kendtmand for Knud Rasmussen på den 7. Thule- 201 [14] ekspedition til Sydøstgrønland. Han døde i 1941 knap 70 år gammel, 20. Opblomstringen af en rigt dekoreret materiel kultur ved Ammassalik skal ses som et sidste forsøg på at tækkes den karrige natur i en periode med stigende affolkning. Nyere undersøgelser støtter Thalbitzers antagelse, at opblomstringen har rod i en nordfra kommende kulturel indflydelse, som formentligt fandt sted i 16-1700-tallct, jvf. Gulløv 1995. 21. Mathiassen 1936. 22. Mathiassen 1933. 23. Gulløv 1999. På selve øen Aluk, hvis markante og knap 500 m høje profil har tjent som landkending, er der ingen egentlig bosættelse ud over et par nyere teltringe. 24. Gulløv 1997 og 1999a. 25. Mathiassen & Holtved 1936. I dagbogen noterer Mathiassen: »...Gravningen har været en »Ørken- vandring«: Sand, Grus og Rullesten, næsten uden Sager og meget daarligt byggede Huse« ('Grønland 1934. Julianehaab Distrikt II'; Grønlandssekretaria- tet 33-86,11). 26. For eksempel på Illutalik over for Narsaq, jvf. Mathiassen & Holtved 1936, side 42ff. 27. Kapel 1994, samt berejsninger ved Hans Kapel og Georg Nyegaard, Qaqortoq Museum. 28. Grønnow 2000. Henvisninger Amdrup, C.G., L.Bobé, Ad.S.Jensen & H.P.Steensby (red.). 1921. Grønland i Tohundredaaret for Hans Egedes Landing, I & II. Meddelelser om Grønland 60 & 61: 1-567 & 1-795. Egede, Hans. 1925. Relationer fra Grønland 1721-36. Meddelelser om Grønland 54: 1-304. Grønnow, Bjarne. 2000. SILA — The Greenland Re- search Centre at The National Museum of Den- mark, L Appelt, M., Berglund, J. & Gulløv, H.C. (red.), Identities and Cultural Contacts in the Arctic. Danish Polar Center Publication No. 8, pp. 93-96. Graah, Wilhelm August. 1832. Undersogelses-Reise til Ostkysten af Gronland. Efter Kongelig Befaling ud- ført i Aarene 1828-31. J.D.Qvist, Copenhagen: 216 pp. (Genudgivet ved K. Birket-Smith 1932, Gyl- dendal). Gulløv, H.C, 1983. Herrnhuternes grønlændere. Tids- skriftet Grønland af. 8-10, pp. 247-259. Gulløv, H.C. 1995. Olden times in Southeast Green- land: New archaeological investigations and the oral tradition. Inuit Studies 19(1): 3-36. Gulløv, H.C. 1997. From Middle Ages to Colonial Times. Archaeological and ethnohistorical studies of the Thule culture in South West Greenland 1300- 1800 AD. Meddelelser om Grønland, Man & So- ciety23: 1-501. Gulløv, H.C. 1999. Berejsning og undersøgelser i Qaqortoq, Narsaq, Nanortalik og Ammassalik kom- muner, sommeren 1999. Feltrapport fra en rejse med m/s Signe Rink fra Nuuk til Reykjavik. Natio- nalmuseet. Gulløv, H.C. 1999a. Grønland i 1200tallet - ny forsk- ning og nye resultater. Tidsskriftet Grønland nr. l, pp. 7-19. Gulløv, H.C. & Rosing, Minik. 1993. Kong Frederik den Sjettes Kyst -glimt fra tre somres undersøgelser i Østgrønland. Nationalmuseets Arbejdsmark 1993, pp. 70-81. Hansen, Johannes. 1888. Liste over Beboerne af Grøn- lands Østkyst, optagen i Efteraaret 1884. Meddelel- ser om Grønland 10(3): 183-206. Kapel, Hans. 1994. Berejsning og undersøgelser i Narsaq og Nanortalik kommuner sommeren 1993. Grønlandssekretariatet, København. Mathiassen, Therkel. 1933. Prehistory of the Ang- magssalik Eskimos. Meddelelser om Grønland 92(4): 1-158. Mathiassen, Therkel. 1936. The Former Eskimo Settle- ments on Frederik VI«s Coast. Meddelelser om Grønland 109(2): 1-58. Mathiassen, Therkel & Holtved, Erik. 1936. The Eskimo Archaeology of Julianehaab District. Med- delelser om Grønland 118(1): 1-141. Meldorf, Gustav. 1902. Fra en Vaccinationsrejse i Eg- nen omkring Kap Farvel i Efteraaret 1900. Medde- lelser om Grønland 25(2): 13-42. Ostermann, Hother (ed.). 1938. Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddelelser om Grønland 109(1): 1-215. Rasmussen, Knud. 1906. Under Nordenvindens Svøbe. Gyldendal, København: 203 pp. Rink, Hinrich Johannes. 1877. Danish Greenland, its People and its Products. Henry S. King & Co., Lon- don: 468 pp. Sonne, Birgitte. 1986. Angakkut puullit i Grønland og Alaska, Vort sprog - vor kultur. Pilersuiffik, Nuuk, pp. 143-155. Thalbitzer, William. 1921. The Ammassalik Eskimo. Contributions to die Ethnology of the East Green- land Natives. Language and Folklore. Meddelelser om Grønland 40(3): 113-564. 202 [15]