[1] Brødremissionens overgivelse Udviklingen i og omkring brødremissionen i Grønland 1850-1900 Af Henrik Wilhjelm Problemet I året 1900 forlod brødremissionen Grønland efter at have missioneret dér i næsten 200 år. Brødremissionen var virksom mange steder på jordkloden, men havde aldrig før opgivet sin mis- sions virksomhed noget sted efter først at være kommet godt i gang. Hvorfor så i Grønland? Officielt forklaredes det med at brødremissionærerne i sin tid var kommet til Grønland for at hjælpe Hans Egede, og denne hjælpetjeneste var nu fuldført på Grønlands Vestkyst, så tidspunktet var kommet til at over- drage brødremenighederne til den dan- ske statsmission. Men hvem fandt at tidspunktet var kommet - brødreme- nigheden eller den danske stat? Den supplerende forklaring var at brødremenigheden, der havde missions- aktivitet så mange steder i verden, også af finansielle grunde ønskede at opgive aktiviteterne i Grønland. Men hvordan rimer det med at omkostningerne ved at drive mission i Grønland var mindre end de fleste andre steder, fordi man stort set ingen udgifter havde til befor- dring af missionærfamilier og deres for- nødenheder? Når man tilmed tager i be- tragtning at intet sted på jordkloden overlevede missionærerne så længe som i Grønland. Tilmed var missionen i Grønland nok den mission der stod menighedsmedlemmernes hjerter nær- mest! Artiklen er en udvidelse og omarbejdelse af en ar- tikel »Brødremissionen i Grønland 1733-1900«, som blev bragt i Den grønlandske Kirkesags Meddelelser nr. 136 februar 2000. Henrik Wilhjelm har i en årrække boet i Grøn- land og arbejdet dels som præst, dels som lærer ved Ilisimatusarfik og Ilinniarfissuaq. De senere år har han studeret seminariets og missionens hi- storie i Grønland i det 19. århundrede og udgav i 1997 på Det grønlandske Selskabs forlag bogen »De store Opdragere« om de grønlandske semina- riers tidlige historie. For tiden er han ved at lægge sidste hånd på en bog på samme forlag om Sa- muel Kleinschmidt, med tiden »af tilbøjelighed er jeg grønlandsk«. I 1983 udkom »Grønland« med et stort tema- nummer om Brødremissionen 1733-1900, der udover en oversigsartikel og en bibliografi om Herrnhuterne eller brødremenigheden i Grønland af Inge Kleivan også indeholdt artikler om særlige emner, blå skrev Henrik Wilhjelm om Samuel Kleinschmidts seminarium i Neuherrnhut og H.C.Gulløv om Brødremissionen og sydlændin- gene. 203 [2] Lå der et stærkt pres på Brødreme- nigheden fra den danske stats side for at få den til at opgive sin mission? Hvor- dan var forholdene i de grønlandske brødremenigheder i sidste halvdel af det 19. århundrede? Hvordan så brødremis- sionærerne og brødremenighedens le- delse selv på situationen? Disse spørgs- mål skal i det følgende søges besvaret. Men først lidt om baggrunden. Begyndelsen Da det efter mange års forgæves an- strengelser og ofre i 1721 endelig lykke- des Hans Egede at få lov til at tage til Grønland, var hans hovedformål at gøre både de vel efterhånden halvhe- denske efterkommere af de katolske nordboer og de hedenske eskimoer til gode lutheranere, så alle borgere i kon- geriget .derpå ville have samme tro. Hans Egede fandt imidlertid ingen nordboer, men kun eskimoer, som han da brugte al sin energi på at kristne. Det gik meget langsomt, bl.a. fordi Hans Egede ikke ville døbe hvor han ikke var sikker på at møde en rigtig erkendelse af dåbens betydning og kristendommens hovedindhold. Hele missions- og kolo- niseringsprojektet så efterhånden så mi- serabelt ud at den nykronede konge, Christian VI, besluttede at opgive det og hjemkaldte alle. Men Hans Egede valgte alligevel at blive i Grønland med sin fa- milie, for selvom han ikke havde fået døbt ret mange, så havde han dog døbt nogle, og dem kunne han ikke bare lade i stikken. Tilstede ved kongekroningen havde været en af dronningens slægtninge fra Tyskland, grev Zinzendorf, som ved Den unge Nicolai Ludwig Graf von Zinzcndorf (1700- 1760), der gav de bømiske brødre asyl på sit gods i Sachsen og med sin pietistiske teologi blev den egent- lige grundlægger af Brødremenigheden eller »Det for- nyede Brødreunitet«, l Herrnhut fejrede man ham i maj 2000 som en af Tysklands store teologer og salmedig- tere i anledning af hans 300-årsdag med deltagelse af den tyske forbundspræsident Rau, Sachsens præsident, landsbiskoppen og henved 1000 andre tilrejsende gæster. den lejlighed gjorde så stort indtryk på Christian VI at han tildelte ham den for- nemste dannebrogsorden og gerne havde gjort ham til minister i Danmark. Zinzendorf var dog mere interesseret i den Brødremenighed han 9. år tidligere havde ladet slå sig ned på sit gods i Sachsen og anlægge Herrnhut. Brødre- menigheden var altså i sin daværende skikkelse ikke ældre end Hans Egedes mission, men havde unægtelig haft væ- sentlig større succes i Europa end Hans Egede i Grønland. Zinzendorf mente 204 [3] imidlertid at denne succes også kunne overføres til en ydre mission og øjnede muligheden for at begynde en sådan i Vestindien og hjælpe Hans Egedes mis- sion videre i Grønland. Året efter lyk- kedes det de første missionærer at få skibslejlighed til St. Thomas, og da fæt- rene Stach og tømreren Chr. David i vinteren 1733 dukkede op i Køben- havn, lykkedes det dem at få kongen til igen at sende et skib til Grønland. Få år senere kom Zinzendorf dog i så stor unåde at kongen krævede dannebrogs- ordenen tilbage, men da var brødremis- sionærerne i Grønland — og dér fik de indtil videre lov til at blive.1 I Europa havde pietismen oplevet et gennembrud, og brødremenigheden havde etableret sig i dens kølvand som en nærmest overkonfessionel menig- hedsdannelse - man spurgte ikke efter om medlemmerne var katolikker, luthe- ranere, calvinister el.L, men kun om de havde en levende tro på og kærlighed til Jesus og erkendelse af egen syndighed — og på denne baggrund ville underkaste sig de fælles bestræbelser på at blive bedre mennesker. Historisk udspringer brødremenighe- den af den tjekkiske protestantisme, der går tilbage til Johan Hus, og den blev også selv til som resultat af forfølgelse fra katolsk side da brødremenighedens grundlæggere måtte flygte fra Bøhmen og så fik lov til at slå sig ned på grev Zinzendorfs gods i Sachsen. Tilhængerne dannede senere andre menighedssamfund rundt i Europa hvor ikke alene troen var fælles, men også økonomi, bolig, ja, selv børnene, der ofte allerede som 6-7 årige flyttede over i særlige børnehuse og derfra vi- dere til huse for større børn, for unge og for voksne ugifte. Og altid med streng adskillelse mellem kønnene. Hver gruppe benævnedes et »kor«. Kun ægteskabskoret havde medlemmer af begge køn. Derudover var medlemmerne også opdelt i grupper efter trosmodenhed: ansøgere, medlemskandidater, medlem- mer, konfirmerede, nadverdeltagere. Og hver enkelt var forpligtet på at yde sit bedste både i sit borgerlige erhverv og i sit trosliv. Man gav hinanden råd og vej- ledning i små samtalegrupper (»selska- ber«), og hvert kor havde desuden sine særlige vejledere (»hjælper« og »plejer«), som kormedlemmerne kunne og helst skulle tale med om trosliv og livsproble- mer. Korene erstattede den normale fa- milie, og vejlederne erstattede foræl- drene. Hvert kor havde sine særlige akti- viteter og fester. Udover dåb, konfirma- tion og altergang samt jul, påske og pinse anvendtes en række særlige cere- monielle handlinger som fodvaskning, kærlighedsmåltid, fredskys, ligesom man gjorde meget ud af særlige fest- og mindedage. Man beflittede sig på at komme så nær den oprindelige kristen- dom som muligt. Den samlede Brødremenighed blev ledet af en styrelse (»unitetsældstekon- ferens«) i Herrnhut. Formand var Jesus selv — udtrykt ved en tom stol og en lodtrækningsbøtte fx med lodderne: ja, nej og blank (= stil et nyt spørgsmål). Tilsvarende ældsteråd på lavere plan fandtes i alle menigheder, og mange 205 [4] spørgsfnål blev afgjort af Frelseren selv, dvs ved lodtrækning. Det gjaldt liv og arbejde i menigheden (fx. optagelse, konfirmation, udnævnelse og ordina- tion som menighedsarbejder), men også valg af ægtefælle (her fik man normalt ikke engang selv lov til at stille forslag). Denne procedure havde som alle an- dre særlige foranstaltninger i brødreme- nigheden sit udspring i menighedens stærke vægtlæggen på at synden (selv- kærligheden) gennemtrænger alle et menneskes tanker og handlinger i en sådan grad at man også må have dyb mistillid til både sine egne og menig- hedsledernes tanker og handlinger, selv de tilsyneladende allerfrommeste. Der- for kunne den endelige afgørelse af en vigtig sag ikke overlades til mennesker, men den måtte Kristus tage for at man kunne være helt tryg ved den. Det skete i lodtrækningen. Tilfældigheden var kun tilsyneladende og netop et udtryk for at afgørelsen var unddraget menneskers påvirkning. Dér kunne Kristus alene be- stemme udfaldet. Kristus havde nemlig som det eneste menneske alene været bestemt af kærligheden til andre, selvom det førte til at hans liv blev lidelse og til sidst henrettelse som forbryder. Tyde- ligst kom denne helt overvældende kærlighed derfor til udtryk i blodet i naglegabene og lansestikket i siden. Synden og blodet blev derfor to hoved- størrelser i herrnhutisk meditation og fromhed, og Kristus den man i alt skulle lade sig lede af. Brødremissionen i Grønland Da brødremissionærerne nu søgte at overføre denne kristendomsmodel til Tømreren Chr. David(1691-1751), der var primus mo- tor i anlæggelsen af Herrnhut i 1722 og Neu Herrnhut i 1733. Han var også bygmester, da de statelige og rum- melige missionsbygninger i Neu Herrnhut opførtes i 1747-48. Efter oliemaleri af J.V.Haidt. Grønland, opstod der hurtigt et stærkt modsætningsforhold mellem deres le- der, Chr. David, der var kommet til brødremenigheden som katolik, og Hans Egede, der var præget af ortodoks lutherdom. Brødremissionærerne bo- satte sig for sig selv og kaldte stedet Neu Herrnhut. Her opførte de i 1747 en imponerende missionsstation. Byg- geriet var udtryk for deres succes — de var ved at løbe Hans Egedes menighed over ende. For begge missioner var troen den afgørende forudsætning for dåben. Men hvor Hans Egede havde lagt hovedvægten på troens erkendel- sesside, nemlig forståelsen af kristen- dommens centrale indhold, lagde 206 [5] brødremissionærerne den på dens følel- sesside: grebetheden af og glæden over frelsen i »Lammets vunder og blod«, ofte skilclret meget krast. Gudstjeneste- forløbet kunne bestå i at missionæren »weinte ihnen was vor ... und es weinten einige Gronlånder mit ihm.«. Brødre- missionærerne kunne også hurtigere be- slutte sig for at døbe dem der ønskede det, for var blot den rette kærlighed til Frelseren til stede, ville der gennem den stadigt stærkere påvirkning gennem fæl- leslivet ved missionsstationen blive rig lejlighed til at lære Ham nærmere at kende. Med sin elskede hustru Gertrud Rask i kiste havde Hans Egede da forladt Grønland, og nu havde hans efterføl- ger som missionær i Godthåb, Chr. Dracharclt, tilmed gjort sig til brødre- missionærernes hjælper i en sådan grad at han som den eneste fik lov til at døbe grønlændere i begge menigheder — og hos Zinzendorf bestilte og også fik til- sendt en herrnhutisk hustru. Så det var på et hængende hår at der alligevel kun var blevet een mission — men på brødre- missionens betingelser — havde det ikke været for Hans Egedes søn Niels og nogle af Egedernes grønlandske tilhæn- gere, især kateketen Poul Grønlænder (for at kunne skelne ham fra Poul Egede) og Arnarsaq, der i et halvt år- hundrede blev en uvurderlig støtte for missionærer fra Godthåb til Jakobs- havn. Brødremissionærerne fandt fortrins- vis deres tilhængere blandt »sydlændin- gene«, cler på deres sommertogter nåede op til Godthåbegnen, men som ellers boede i Sydgrønland og for man- ges vedkommende stammede fra Øst- grønland. Den danske missions tilhæn- gere var i højere grad de fastboende som tidligere var tilvandret nordfra. Et par brødremissionærer gjorde 1747-49 en rejse til Europa og Amerika sammen med nogle grønlandske tilhæn- gere.2 Flere døde undervejs, men de der vendte tilbage, støttede nu missio- nærerne i at indføre samme menigheds- ordning som de havde mødt i brødre- menighederne under rejsen, fx opførel- sen af særlige korhuse for ugifte kvin- der, ugifte mænd og enker. Denne ordning gav imidlertid snart meget store problemer, for vel var grønlæn- derne vant til at bo mange sammen i samme hus, men aldrig med adskillelse mellem kønnene eller mellem nære fa- miliemedlemmer. Nogle årtier senere måtte man derfor igen opgive de ugiftes korhuse. Til gengæld fik man i 1770 la- vet en grundlov med 22 paragraffer for de herrnhutiske grønlændere. Den hvi- lede på den herrnhutiske opfattelse af mennesket som i bund og grund syndigt — og det blev næsten uundgåeligt til at det var det særligt grønlandske der var syndigt, for var det ikke netop det man havde med fra den hedenske fortid? Lo- vens hovedsigte var derfor: Gør alt hvad missionærerne siger og skjul intet for dem. Kun således bliver I rette kristne! Det betød reelt at det var umuligt at blive kristen og leve kristent andre ste- der end hvor missionærerne boede, dvs på missionsstationerne. Her kunne imidlertid brødremissionens succes samtidig være en medvirkende årsag til dens fiasko: man havde aldrig før i fan- 207 [6] Gronlænderne Judith Iseq, ægteparret Sara Pusimeq og Simon Arpalik, Mathes Qaajarnaq og Johan Angusinaq. Maleri af Johan Y. Haidt, 1747 (Unitetsarkiv Herrnhut). I august-september 1747 opholdt missionærægteparrene Stach og Schneider og de fem grønlændere sig i brødrebyen Herrnhag (ved Frankfurt i Tyskland) på vej fra Neu- herrnhut over Amsterdam til Herrnhut. Her malede Haidt dem, og de er dermed nogle af de tidligste navngivne grøn- lændere, vi har billede af. I Herrnhag mistede Sara og Simon en søn, og de døde selv i Herrnhut, hvor man endnu kan se deres grave. De tre.øvrige nåede via England og Amerika tilbage til Neuherrnhut i 1749. gersamfundet oplevet så stor befolk- ningskoncentration som her, med helt op til 700 grønlændere på eet sted. Ef- terhånden som stationerne voksede som følge af stor tilgang sydfra, oprette- des der dog nye stationer sydover. Efter Neuherrnhut (1733) i nord ved Godt- håb fulgte Lichtenfels (1758) ved Fiskenæsset, Lichtenau (1774) og sidst 208 Friedrichsthal (1824) tæt nord for Kap Farvel. Men da levestandarden i løbet af det 19. århundrede faldt alarmerende især på de herrnhutiske missionsstationer, gav den danske administration og han- del (KGH) den store befolkningskon- centration skylden for elendigheden og krævede af brødremissionærerne at de [7] Perfp ectivi j Noorliit/Neuherrnhut omkring 1760. Under klokketårnet var kirkesalen og ved siden deraf missionærfamiliernes stuer. I nordfløjen var skolelokale, kokken, bageri m.rn. Grønlænderne boede i de lave tørvemurshuse. De største af husene i venstre række (mod nord) var korhuse. I brødrehuset boede 55 ugifte mænd og drenge, i søsterhuset 78 ugifte kvinder og piger og i enkehuset boede 62 enker. De øvrige 13 huse var familiehuse — med fra to dl syv familier i hvert. (Stik og oplysninger fra David Crantz »Historie von Grønland«, Barby 1765). opfordrede grønlænderne til at flytte væk fra missionsstationerne. Livet ved brødremissionsstatiomrne Der var imidlertid meget som trak folk til missionsstationerne, for der blev gjort meget for at overføre brødreme- nighedens skikke og omgangsformer fra mod er menigheden i Tyskland til Grønland, nu de gamle grønlandske skikke blev skrottede: Flerstemmig sang, hyppigt ledsaget af blæseinstru- menter, et utal af forskellige gudstjene- ster, andagter, menigheds-, minde- og festdage med hver sine særlige liturgiske og sociale traditioner blev etableret for den enkelte, for korene og for helheden (fodvaskning, fredskys, kærlighedsmål- tid (med ammassætter eller rosinbol- ler!), påskemorgengudstjeneste på kir- kegården, salmesang uden for husene julenat, forskelligt farvede hårbånd til de forsk, kvindekor osv osv). Ved de tyske missionsstationer var stort set alle fuldblods eskimoer og af- hængige af fangst og fiskeri, og kun gan- ske få, hyppigt de udelukkede, boede uden for missionsstationerne. Grønlæn- derne som hørte til den danske mission var ofte mere velstillede, enten fordi de boede på små bopladser og udsteder hvor der var gode fangstmuligheder, el- 209 [8] Gudstjeneste i Neuherrnhut. Træsnit af Aron fra Kangeq (ca 1860). Kvinderne sad til venstre og mændene til højre, hver med deres indgangsdør. Der er intet alter i brødremenighedens gudstjenestelokale, men missionæren sidder ved et bord på en forhøjning, hvor også missionærfruen og hjælperkateketen har plads. Missionæren synes at være i færd med at foretage sielse. ler fordi de boede ved distriktets cen- trale handelssted, kolonien, og dér havde fast arbejde som faglært eller ufaglært arbejdskraft ved Handelen.Ved Handelen var også en del danske be- skæftigede, og de stiftede tit familie. Mange af grønlænderne ved kolonien var efterhånden »blandinger« og ikke »rigtige« eskimoer. Men de var heller ikke rigtige kristne - efter herrnhuter- nes mening. De havde ikke nær så mange religiøse aktiviteter som herrn- huterne, men til gengæld meget mere ugudelighed. Fx dansede de. Det måtte herrnhuterne ikke, ja, de måtte ikke en- gang se på de andres dans. Og der blev ført streng kontrol dermed. 4-5 gange årligt skulle man til skriftesamtale med en af missionærerne og her berette både om egne og andres overtrædelser af me- nighedslovene. Det var også en vigtig opgave for »nationalhjælperne« (kateke- terne) at berette hvad de så af moralsk forfald. Det drejede sig i alt overvejende grad om overtrædelser af det 6. bud, der altså omfattede også det blot at være til- skuer til andres dans. For overtrædel- serne var der mere eller mindre fastsatte straffe, fx måtte man afstå fra at deltage i den næste altergang hvis man blev af- sløret som dansekigger. Sådan var livet ved missions statio- nerne reguleret i mindste detalje, og overholdt man reglerne steg man efter- hånden i graderne. Men overtrådte man reglerne faldt man igen. Man kunne me- get let blive udelukket af menigheden. Det var ikke ualmindeligt at helt op 210 [9] mod 10% af menighedsmedlemmerne var udelukkede. Således administreredes den såkaldte kirketugt. Mens de danske missionærer sjældent blev i Grønland længere end de obliga- toriske 6-10 år (afhængig af om man var ugift eller gift) - og derfor rejste når de endelig havde fået lært sproget nogen- lunde ordentligt, blev de herrnhutiske missionærer i regelen i Grønland hele deres arbejdsliv, og en del missionær- børn vendte tilbage til Grønland som missionærer efter skolegang og hånd- værkeruddannelse i Europa. Mens alle danske missionærer var universitets- udannede teologer, var næsten alle herrnhutiske missionærer håndværker- uddannede, det praktiske livs mænd. Derfor var de også meget mere fortro- lige med grønlændere og Grønland end de danske missionærer - men blev også i langt højere grad faderskikkelser i me- nigheden end de ideligt vekslende dan- ske missionærer kunne blive. Også de tyske missionær fruer faldt i regelen langt bedre til end de danske, der ofte var meget ensomme og efter de obliga- toriske tjenesteår fysisk og psykisk ned- brudte. Der var naturligvis i regelen an- dre danske koner ved kolonien, men de var så gift med Handelens ansatte med hvem missionærerne i regelen lå i strid. Alluitsoq/Lichtenau 1846. Akvarel af Samuel Kleinschmidt (Det kgl. Bibliotek). Kleinschmidt var som barn så dyg- tig til at tegne at man først overvejede at lade ham uddanne sig til miniaturemaler. Han blev i stedet apotekeruddan- net, men brugte som voksen i Grønland sine evner til at tegne som en meget dygtig korttegner, ligesom han har ef- terladt sig flere akvareller af sit fødested og første tjenestested, Lichtenau. 211 [10] På de tyske missionsstationer havde hvert af de 2-3 missionærægtepar deres eget værelse, mens et par ugifte missio- nærer var fælles om et værelse. Alle ud- gjorde de een stor missionærfamilie, som var fælles om også mange af de praktiske gøremål. De fleste lærte at tale flydende, omend sjældent helt korrekt grønlandsk. De gjorde en dyd af nød- vendigheden: sproget var svært, men det var faktisk også finest at tale missio- nærgrønlandsk, som de grønlandske kateketer så forsøgte at efterligne når de var aktive i gudstjenesten. Når en større del af den danske mis- sions grønlændere boede på de mindre steder end herrnhuternes grønlændere gjorde, skyldtes det at den danske mis- sion blev finansieret af Handelens over- skud, og dette var igen afhængigt af at der fangedes mange sæler. Den tyske mission derimod var økonomisk uaf- hængig af Handelen og sad længe helt dennes henstillinger om at lade grøn- lænderne flytte bort fra missionsstatio- nerne overhørig. Typisk er således det svar menighedsforstanderen i Fried- richsthal, J.C.Kleinschmidt, i 1830 gav på inspektør Holbølls henvendelse her- om: missionærerne overlader gerne handelsforretningerne til Handelens an- satte for i stedet alene at beskæftige sig med det de kan og vil: forkynde Guds ord for de grønlændere der af egen fri vilje ønsker at høre det, og derigennem at lede dem til en kristen livsførelse. Holbøll blev rasende og forsøgte - uden held - at få Kleinschmidt udvist af Grønland. »Grønlænderne ... fortæller, at han siger, Tydskernes Jesus er langt stærkere end de Danskes« og han »er bekendt for at være den af Brødre-Mis- sionairerne, som er ivrigst til at samle Grønlænderne om sig, det var derfor meget ønskeligt, om han blev hiemkaldt fra Landet.«3 Allerede et år senere kunne Holbøll konstatere at »Af de 3 nojrdligere Menigheders Grønlændere ere nu omtrent Halvdelen udflyttede ... ved [Friedrichsthal] derimod Ingen ud- flyttet.«4 Samuel Kleinschmidt afskediges Brødremissionen var nok vant til at høre kritik for forholdene på deres mis- sionsstationer fra dansk side ikke alene Samuel Kleinschmidt (1814-86). Tegning af H. Dirck- inck Holmfeldt 1885. Kleinschmidt lod sig hverken tegne eller fotografere så længe han var ved fuld be- vidsthed. De mest vellignende billeder er derfor fra hans sidste år, hvor han legemligt og åndeligt var meget svækket. Denne tegning er siden gået tabt ved en brand i Godthåb Seminarium. 212 [11] fra inspektøren for Sydgrønland, men også fra de danske missionærer. Men det var en kritik som man længe ikke tog så alvorligt. Den kom jo udefra — fra konkurrenten. Situationen blev en helt anden da også en af deres egne, tilmed et missio- nærbarn, gjorde oprør mod det herrn- hutiske væsen i Grønland, både mod missionærsproget, mod missionærernes store antal, sågar mod deres hjælpsom- hed, mod 1770-grundloven og mod kir- ketugten. Oprøreren var ingen ringere end ovennævnte J. C. Kleinschmidts søn, Samuel. Ironisk nok kom brødre- missionen til gennem ham at yde deres største bidrag, ja, vel overhovedet det største bidrag som nogen af missio- nerne gennem en enkelt person har ydet Grønlands folk og kirke. Samuel Kleinschmidt (1814-86) var født i Lichtenau og opholdt sig uden glæde i Europa 1824-41. Vendt tilbage til Grønland ville han se alt med grøn- landske briller, hvilket resulterede i en stadig mere kritisk holdning over for sine kollegers måde at være herrnhutere på i Grønland. Især kirketugtens ten- dens til at fremme de værste sider i mennesker: angiveri og hykleri, hudflet- tede han. Det gav anledning til at man i direk- tionen beordrede ham til Europa for at kunne gennemdrøfte de gensidige an- klager. Da Kleinschmidt imidlertid ikke efterkom denne ordre — af angst for så ikke at kunne komme tilbage til sit land — havde direktionen været nødt til - for første gang siden 1770 - at sende en vi- sitator, E,rnst Reichel, til Grønland for at gennemføre afskedigelsen af Klein- Ernst Fr. Reichel (1806-78). (Unitetsarkiv Herrnhut). Reichel var ved drengeskolen i Christiansfeld Klein- schmidts nærmeste foresatte og som medlem af Mis- sionsdepartementet var han 1850-78 ansvarlig for kor- respondancen med missionærerne i Grønland. I 1859 måtte han rejse til Grønland og afskedige Kleinschmidt. Men han fortsatte lige al sin død med at søge råd om grønlandske forhold hos Kleinschmidt. schmidt og besøge alle 4 brødremis- sionsstationer. Mens han ventede på skibsafgang i København aflagde han også besøg hos direktøren for Den kon- gelige grønlandske Handel, Peter Bent- zen, der ligeud meddelte Reichel at brødremissionens grønlændere nu var så forarmede at det ville være bedre om man overlod sine opgaver til den danske mission. Reichel replicerede at det ville man først gøre når man fandt sig over- flødige i Grønland. Og det gjorde man endnu ikke, og det gjorde deres grøn- lændere heller ikke. (UAC-Protokol 26.4.1859 pkt. 6). Det ordskifte skulle 213 [12] han under sommerens Grønlands-op- hold jævnligt få anledning til at hente frem til overvejelse. Han forhandlede med alle missionærerne og besøgte mange grønlændere. Reichel gjorde me- get for at overtale Kleinschmidt til at forlade Grønland, men ligemeget hjalp det: Kleinschmidt ville blive i Grønland, selvom han mistede ikke alene arbejde, men også muligheden for pension og fri tilbagerejse. Forstanderen ved semina- riet i Godthåb, H.F.Jørgensen, som Kleinschmidt havde et glimrende sam- arbejde med om den nye bibelover- sættelse og som nærmest var Klein- schmidts elev i alt hvad der havde med Grønland og grønlandsk at gøre, ville gerne have Kleinschmidt over til sit se- minarium som lærer, så de kunne fortsætte bibeloversættelsesarbejdet og Kleinschmidt få lavet sin ordbog. Men han vidste ikke om han kunne få biskoppen og kultusministeriet til at acceptere ansættelsen af en afskediget brødremissionær. Jørgensen fik dog Reichel til at skrive en erklæring om at Kleinschmidt alene var blevet afskedi- get pga sin opposition mod visse dele af brødremissionsk praksis og for sin uly- dighed ved i 1858 ikke at efterkomme kravet om at komme til Europa til nær- mere drøftelse. Jørgensen gav så for egen regning Kleinschmidt kost og logi hos sig 1859-60. Derpå fik han den øn- skede ansættelse ved seminariet og byg- gede eget hus i Godthåb, uden at han dog opgav sit medlemsskab af brødre- menigheden. Man forstår sådan set godt at Reichel gjorde meget for at få Kleinschmidt til at forlade Grønland og rejse med til Eu- ropa, mens hans kolleger i Neuherrnhut tilsyneladende var tilfreds bare han kom væk derfra. Reichel var ikke videre tryg ved forholdene i den grønlandske brødremission - og da slet ikke ved at den dygtigste mand flyttede over til »konkurrenten«. Måske har han efter sit besøg anet meget svære konsekvenser af denne afskedigelse - især når Klein- schmidt blev i Grønland. Men han havde ikke kunnet gøre andet end at af- skedige ham: direktionen havde vedta- get at hvis ikke Kleinschmidt tog alt hvad han havde gjort og sagt, i sig, havde han afskediget sig selv. Kun Kleinschmidt kunne foretage et tilbage- tog — Reichel kunne ikke. Og reelt ville han heller ikke have haft andet alterna- tiv end i stedet at afskedige de fleste an- dre missionærer - hvis man skulle have hørt på Kleinschmidt. Dertil kom at parterne hverken kunne samarbejde el- ler bo sammen. Men Reichel har dog næppe forestillet sig at han med denne afskedigelse havde skrevet dødsdommen over den grønlandske brødremission. Det var imidlertid hvad han gjorde. Desværre er alle kilder på dansk eller tysk — og skrevet af danske eller tyske. Vi har intet vidnesbyrd om hvad hele denne afskedigelseshistorie kom til at betyde for de herrnhutiske grønlæn- dere. Ingen grønlænders mening derom er os overleveret. Det er dog klart at det må have vakt endda meget stor opsigt at man fjernede den missionær der nok stod grønlænderne nærmest, selvom han vel ikke var særlig populær, fordi han ikke talte folk efter munden. Til- med^var det så netop hans kritik af kir- ketugten der førte til hans afskedigelse - 214 [13] Småbørnsskole i Lichtenau (Unitetsarkiv Herrnhut). På missionsstationerne var det almindeligt at lade børnene be- gynde skolen allerede i 4-årsalderen sammen med de andre børn. Kleinschmidt foreslog i Lichtenau de første årgange omdannet ti! en slags børnehaveklasse. Her ser vi så resultatet — 50 år senere. og kirketugten havde også de fleste grønlændere det meget svært med. Netop denne Kleinschmidt blev nu an- sat på det andet seminarium og tilmed bosat ved kolonien som man ellers helst skulle holde sig fra. I forholdet mellem danske og tyske har Kleinschmidts af- skedigelse og flytning næppe gjort den store forskel, men for grønlænderne har det været en anden sag. Fra da af blev problemerne i de nordlige menigheder (Neuherrnhut og Lichtenfels) åbenlyse — netop de problemer som 40 år senere førte til missionens ophævelse. Forholdet mellem den »tyske« og den »danske« mission Som årene var gået, var skellet mellem de to missioners grønlændere blevet stadig tydeligere. De fleste steder levede de helt adskilt. Kun få steder, fx ved Qoornoq i Godthåbfjorden og ved Syd- prøven i Sydgrønland, boede der grøn- lændere fra begge lejre, og kun den æld- ste missionsstation, Neuherrnhut, var placeret tæt ved en dansk koloni. Men selv på disse steder var der ikke meget samkvem mellem de to missioners grønlændere, og ægteskaber på tværs af 215 [14] skellet var sjældne og problematiske. Af og til var man inviteret med til hinan- dens gudstjenester — men man havde ikke samme salmebog eller bibelover- sættelse. ______ Mange danske missionærer havde be- klaget de dybe skel mellem »danske« og »tyske« grønlændere i en talmæssigt så lille og spredt befolkning, der i stedet burde kunne stå sammen og støtte hinanden. Forholdet mellem de danske og de tyske missionærer forbedredes en tid lang efterhånden som hele be- folkningen blev døbt og delt mellem missionerne, så der ikke var flere sjæle at slås om. Det stak dog ikke dybt, men indskrænkede sig overvejende til det rent formelle. Den gensidige re- spekt var ikke stor, og snart begyndte en anden spænding at gøre sig gældende med stor styrke også i Grønland: den nationale spænding mellem danske og tyske. Danmarks nederlag i krigen mod Tyskland i 1864 fik langt større betyd- ning for brødremenighedernes stadig vanskeligere stilling i Grønland frem mod århundredskiftet end den fore- gående krig 1848-50 havde haft. Den første krig var Danmark jo kom- met helskindet ud af, og man kunne derfor dengang forholde sig lidt over- bærende over for tyskerne i Grønland. Men anderledes med nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig-Holsten. Solidarite- ten med Danmark og forargelsen over hvad det store Tyskland havde gjort imod det lille Danmark, var stor. Alle- rede året efter hed det i et missio- nærbrev om Rink at han — som de andre danske - udadtil er venlig nok, men alle ønsker de os dog ud af landet »hellere idag end imorgen.«5 Der blev skrevet om krigen i Rinks og Lars Møllers grønlandsksprogede tids- — skrift, »Atuagagdliutit«. Om tyskerne brugtes samme benævnelse som i Grønland brugtes om ikke alene brød- remissionærerne, men om alle medlem- mer af brødremenighederne: »nordlit«. Samtidig bragtes lange serier om Holger Danske og om Hans Egede.6 Som kate- ketskolelederen i Neuherrnhut med- delte hjemover: »der bliver fra dansk side gjort alt muligt for at drage (vore) folk over på deres side og sætte dem op mod deres lærere, dels ved pengeunder- støttelse, dels v.hj.a. brændevin og så også igennem det hos Dr. Rink udkom- mende tidsskrift, hvori der rakkes tem- melig groft ned på de tyske og navnlig os her, og hvor vi aldrig omtales som andet end TDanmarks fjender'«. I denne sammenhæng var problemet at den dygtigste af eleverne på kateket- skolen i Neuherrnhut, Arons nevø, Efraim fra Kangeq, tilsyneladende var meget interesseret i kontakt med semi- naristerne ved det danske seminarium og blå skrev breve til dem hvori han gjorde sig lystig over sin lærer. »Det er som om Efraim skammer sig over at høre til den foragtede og forsmåede brødremission, og hellere ville være se- minarist end kun elev.« Der var iøvrigt også et andet pro- blem. Et overvintende skib havde givet rigtig mange problemer, især af moralsk art. Sømændene havde haft alt for let ved at lokke især de herrnhutiske unge piger til på det nærmeste at flytte om- bord på skibet. Og missionærernes 216 [15] formaninger nyttede intet. Ikke alene rettede pigerne sig ikke efter dem, men også de andre grønlændere i Neuherrn- hut, som selv ikke havde noget med sømændene at gøre, reagerede spydigt på missionærernes irettesættelser. Som om deres sympati var på pigernes side. Denne »frækhed« havde missionæren aldrig før været ude for.7 Begge dele: den positive holdning til seminariet i Godthåb og udtrykket for generel op- position mod kirketugten og dens for- valtere — begge dele kunne meget vel være udslag af Kleinschmidts afskedi- gelse 10 år tidligere. I disse år begyndte folk også at sive fra Neuherrnhut over til Godthåb. De var stadig medlemmer af brødremenig- heden, rnen — som Kleinschmidt — bo- satte de sig i Godthåb, fx som tjeneste- folk. Undertiden boede der ligeså mange noorliit (»tyskere«) i Godthåb som i Neuherrnhut — og ikke meget mere end 30-40 personer hvert sted. Er Brødremissionen eller Plandelen årsag til velfærdstiibagegangen ? Den herrnhutiske visitator Ernst Rei- chel havde i 1859 også forhandlet med Rink, der fik Reichel til at virke for en yderligere opsplitning af de herrnhuti- ske menigheder ved Neuherrnhut og Lichtenau. Rink var nok den egentlige initiativtager til brødremissionens op- rettelse af 2 nye missionsstationer: Uummannaq (1861) oglllorpaat (1864).8 Muligvis har han også allerede dengang henstillet at der blev ført større kontrol med brødremenighederne i Grønland. I hvert fald var kultusministeriets god- kendelse af en ny missionsstation på Umanaq-øen ledsaget af et krav om fremover at modtage årlige indberetnin- ger om samtlige brødremissionsstatio- ner i Grønland.9 I løbet af 1860'erne blev Rink imid- lertid meget mere kritisk overfor brødremissionen. Det kom første gang tydeligt til orde i indledningen til hans »Eskimoiske Eventyr og Sagn« og skær- pedes de følgende år. Det havde flere grunde - blå. et opstået modsætnings- forhold til Kleinschmidt. Men dansker- nes forstærkede animositet over for ty- skerne har næppe i mindre grad præget Rink hvis slægt både på mødrene og fædrene side kom fra hertugdømmerne, men var flyttet til København. Rink havde i brev til Reichel gjort sig til talsmand for det synspunkt at missio- nerne aldrig skulle være startet med umiddelbar europæisk undervisning og opsigt, men udelukkende ved uddan- nelse af indfødte lærere, og samtidig ret- tede han efter et besøg i Lichtenfels en meget skarp kritik af forholdene dér.10 Han henstillede i sin indberetning for 1865/66 at der blev truffet foranstalt- ninger til »om muligt at drage de Ind- fødte ud af den Isolation, hvori Brødre- Missionærerne hidtil have holdt dem, og paa hvis sløvende Virkning han nu senest har erfaret Beviser, som vare ganske nye for ham og grændse til det Utrolige«. For at modarbejde isolatio- nen blev Fiskenæsset-Lichtenfels di- strikt gjort til en del af Godthåb-Neu- herrnhut distrikt og fik fælles forstan- derskaber. Indenrigsministeriet påtalte forholdene overfor unitetsdirektionen og især den overdrevne »sammenho- ben« af grønlænderne og dennes uhel- 217 [16] dige indflydelse på deres »Velvære« og antydede en udvisning af brødremissio- nen fra Grønland som en mulighed ved at skrive at så langt ville man ikke gå denne gang. Derimod ville man ind- drage alle menighedens hidtidige øko- nomiske privilegier, der især bestod i gratis befordring af et forud fastsat an- tal personer og fornødenheder. Kul- tusministeriet gik i brechen for brødre- missionen og fik udvirket at denne trus- sel først ville træde i kraft hvis missio- nen ikke gav sig til at samarbejde mere med de verdslige myndigheder om at udvikle grønlænderne til større selv- stændighed og mindre isoktion i for- hold til den øvrige befolkning. Befolk- ningen skulle spredes mere og forsynes med indfødte kateketer. Det var det med mellemrum regelmæssigt gentagne pålæg, som for Neuherrnhut og Lich- tenfels distrikters vedkommende vir- kede noget ude af proportion, for så vidt angik kravet om befolkningsspred- ning, for der boede ikke mere ret mange ved missionsstationerne. Unitetsstyrelsen var i sit svar meget høflig og imødekommende, men stod umiddelbart uforstående overfor de voldsomme, men ganske udokumente- rede anklager fra Rink. Tilbagegangen i levestandard skyldtes ikke den omtalte »sammenhoben« af grønlænderne ved missionsstationerne for den havde tidli- gere været langt mere udpræget, men uden negative konsekvenser for den materielle levestandard. Det var først da KGH indførte handel med europæiske artikler som kaffe, tobak, sukker, brød osv. omkring år 1830 at forarmningen begyndte og tog fart i samme grad som denne handel udvidedes. Den større fat- tigdom ved missionsstationerne — og det gjaldt faktisk kun Lichtenfels og Neuherrnhut — skyldtes at langt den største del af beboerne var enker og for- sørgerløse børn - og dem kunne man dog vel ikke tvinge ud på bopladserne? I Friedrichsthal boede ganske vist over halvdelen af distriktets små 500 indbyg- gere ved missionsstationen, men de var ligeså velstående som boplads fangerne, fx ejede de næsten halvdelen af distrik- tets 26 konebåde, og pladsens hundrede fangere havde sidste år i gennemsnit indhandlet 30 sælskind og l ton spæk. Skulle der ske yderligere udflytning, skrev direktionen, måtte ministeriet tage initiativet dertil, og man ville lydigt affinde sig dermed, men missionærerne selv kunne ikke gå i spidsen, for det var nu engang en dårlig løsning set ud fra et missionssynspunkt. Men det var faktisk et væsentlig formål for brødremenighe- dens missionsvirksomhed at gøre de nye menigheder mest muligt selv- hjulpne, og således var også adskillige missionærer i Vestindien nu indfødte. Det samme var målet i Grønland hvor man netop — 1866 - i Neuherrnhut havde genåbnet kateketskolen, ligesom man nu udsendte en teolog til den nye kateketskole i Lichtenau (begyndt 1869). Det var den i Grønland fødte Heinrich Kogel, der iøvrigt senere blev leder (præses) af brødremissionen i Grønland. Direktionen håbede derfor fortsat at kunne nyde de tidligere givne privilegier.11 I denne diskussion var der intet nyt — det var de samme argumenter som blev ført l marken hver gang debatten blus- 218 [17] s ede op. Faktisk havde Handelen lov- grundlaget for sine krav i orden, idet brødremissionen kun havde fået sine transportprivilegier på betingelse af at den accepterede et forbud mod handel direkte med grønlænderne og mod at »sammenhobe« grønlænderne.12 Det havde blot altid været umuligt for brødremissionen at rette sig efter forbu- det uden direkte at modarbejde selve missionsarbejdet, som man ikke havde fantasi til at ændre så radikalt som det ville have været nødvendigt for at kunne gå ind på Handelens krav. Sagligt er der næppe heller tvivl om at KGHs øgede handelsaktivitet med salg af europæiske »luksusartikler« og opkøb af fangstprodukter havde en langt større del af skylden for den faldende levestan- dard end selve sammenhobningen. Hvis ellers missionsstationen var placeret på et godt fangststed, så skulle 300 indbyg- gere nok kunne opretholde eksistensen i betragtning af at de alligevel hele som- merhalvåret var på fangstrejse — og at en stor del af fangstdyrene heller ikke var stationære, men kom forbi på træk. Så længe Kleinschmidt endnu var brødremissionær udtalte han sig sjæl- dent negativt om Handelen. Når hans kolleger brød ud i jeremiader over al den skade Handelen forvoldte med sin virksomhed, og især kaffesalget, så hæv- dede Kleinschmidt i regelen at det ikke var Handelens virksomhed som sådan der var skyld i grønlændernes stigende forarmelse, men langt snarere selve samlivet med europæerne. Det gjaldt ikke kun på steder hvor Handelen var repræsenteret, men også i fx Lichtenau og senere Umanaq i Godthåbfjorden, hvor de eneste europæere var brødre- missionærerne. Derimod så man flere eksempler på at meget forarmede grøn- lændere havde rettet sig ved at flytte ud på bopladserne. Det problematiske samliv med europæerne skyldtes nok især brødremissionærernes tilbøjelighed eller de handelsansattes forpligtelse til at hjælpe grønlændere der kom i nød — uden hensyn til om det var selvforskyldt eller uforskyldt. Det fremelsker ansvars- løshed hos folk. Handelen selv bærer ikke skylden, men er højst en katalysa- tor.13 At samlivet med europæerne og især deres civilisations forhold bar hoved- skylden i grønlændernes forarmelse og den deraf følgende nedgang i folketallet fastholdt Kleinschmidt livet ud. Men i synet på Handelen skiftede han efter- hånden mening. Det skete ikke længe efter at han var trådt ud af brødremis- sionens tjeneste og som medlem af Godthåb forstanderskab nåede til den erkendelse at der måtte ske en ind- skrænkning i Handelens aktiviteter hvis den fortsatte nedgang i folketal skulle bremses. Et væsentlig middel hertil ville det være at ophæve den ordning at mange KGH-ansatte fik udbetalt en vis procentdel af omsætningen som en del af deres løn. Det forsøgte det godthåb- ske forstanderskab at få de andre for- standerskaber med på at foreslå, men uden held: procenthaverne gjorde vold- som modstand derimod.14 Den grønlandske mave var ikke skabt til at leve af europæisk proviant eller »elendigheds ar tiklerne — kaffe, brød, gryn osv«, der gør dem svagelige og be- virker at »halvdelen eller 2/3 eller 3/4 af 219 [18] Neuherjcahiil.omkring 1875 (før ombygningen). Akvarel af C.J.Spincfler 1912 (Unitetsarchiv, Herrnhut). En sol- beskinnet sommerdag tog missionsstadonen sig idyllisk og velholdt ud, i hvert fald lidt på afstand. I virkeligheden var både de europæiske og de grønlandske huse i en elendig forfatning og ydede kun i ringe grad beskyttelse mod vinte- rens storme og kulde. Spindler var ikke alene brødremenighedens betydeligste salmedigter og en dygtig kajakroer, men også en habil tegner, der har efterladt sig et stort antal tegninger og akvareller fra de steder han opholdt sig. de nyfødte børn tages fra dem igen, så snart de lige har set dem..« Dette er især tilfældet hvis mødrene drikker meget kaffe, for »så får barnet diarre, sygner hen og dør.« Men overhovedet gælder det at den europæiske kost ikke er nær så kraftig næring som kød, »ja, selv ul- ken kan den ikke måle sig med« - og er så tilmed så bekostelig at »den også er skyld i manglen på både og telte og i menneskers beklagelige kryben sam- men i huller, der er langt ringere end mangen rævegrav.« 15 KUeinschmidt når til den erkendelse at Handelens hovedfejl er at betragte grønlænderne først og fremmest som fangere og ikke som medmennesker - og at tale om deres »productionsevne« og ikke om deres »afhændelsesevne«. Ja, faktisk anser Kleinschmidt nu Hande- len for at være den egentlige skyldige i den »opløsningstilstand«, Grønland be- finder sig i, og som »nærmest (er) frem- kaldt ved utilbørlige handelsspekulatio- ner og en derved høist skadelig experi- menteren med grldrnes productions- 220 [19] evne«. Det sker netop ved at man i sta- dig ringere grad overholder gældende bestemmelser — også fra Instruxen af 1782 - om at »Dansk Proviant bør ikke gives Grønlænderne uden i Hungers og Sygdoms Tid, eller naar de staa i fast Tieneste ved Handelen.« Som begrun- delse for den øgede handel med grøn- lænderne angives at »derved(!) skulde Grønlænderne efterhaanden vænnes til de civiliserede Tilstande, og andet Mere som i Betragtning af de virkelige For- hold lyder saa absurd, at det her aldrig kunde falde Nogen ind, at tage det for Sandhed; Speculadonen synes ene at gaae ud paa, at bringe saa meget som muligt ud af Grønlænderne.« Det er i hvert fald resultatet - et resultat som 1782-instruxen netop advarer imod: un- dergravelse af den nødvendige hård- førhed og mangelen på »livsfornøden- heder« (spæk, skind osv). Begærlighe- den har ganske taget magten — både hos grønlænderne og hos Handelens pro- centlønnede personale - og efterhån- den »løsnet Samfundets Baand i en be- tænkelig Grad.«16 Men heller ikke Handelen hørte på kritikken. Man nøjedes med at skyde på Brødremissionen og stereotypt gentage kravene om udflytning. Og så skete der iøvrigt ikke mere. Det synes da heller ikke at være tilfældet i denne omgang. Rink forlod Grønland pga dårligt hel- bred, og da han igen kom ind i grøn- landstjenesten — som direktør for KGH - blev det ham hurtigt klart at han måtte alliere sig med missionærerne, ikke mindst H.F.Jørgensen, der var kultusmi- nisteriets grønlandske lektor og rådgiver i grønlandske forhold hele resten af århundredet, for at få støtte til sine ideer om en af Handelen uafhængig admini- stration og overhovedet en grønlands- politik og -administration der sigtede på at gøre grønlænderne mere selvhjulpne. Og H.F.Jørgensen var — ikke mindst pga sit nære venskab med Kleinschmidt — så positivt stemt overfor brødremenighe- derne at han af Balle blev beskyldt for at gå deres ærinde og forråde den luther- ske arv. Ydre og indre forfald i Neuherrnhut i 1870'erne Der skulle dog ikke gå mange år før man i brødremissionen igen følte sig trængt — denne gang dog væsentligt indefra. I første halvdel af 1870'erne sad man i Neuherrnhut og drøftede fremtiden. Den så dyster ud. Bygningerne var nu ved at falde sammen over hovedet på missionærfamilierne. Kleinschmidt gen- tog hver gang man kom ind på spørgs- målet at »det er synd for hvert nyt brædt man slår på huset«.17 Men var bygnin- gerne forfaldne, var menigheden efter- hånden også ved at være i total op- løsning. For 30 år siden havde der boet 300 grønlændere i Neuherrnhut, nu var der kun 30 tilbage. Længe havde inspek- tøren presset på for at få folk til at spre- des. Nu behøvedes der ikke længere no- get pres. Man flyttede væk af egen drift — enten til en af bopladserne eller sågar til Godthåb, hvor der nu undertiden bo- ede flere »noorliit« end i Neuherrnhut, der ikke længere var noget godt sted. Det var fx meget vanskeligt at få ind- kvarteret kateketskoleelever udefra. Kun i nationalhjælper (kateket) Davids hjem ville de få rimelige vilkår.18 221 [20] I Godthåb boede de fastlønnede ko- lonister i deres velholdte små halveuro- pæiske huse. Ingen levede af fangst og kun få tog overhovedet på sælfangst i kajak. Men godthåberne kunne ikke undvære fangstprodukterne. Så allerede den gang var der et livligt »brædtsalg« med vildt, og fangerne fra Neuherrnhut var de eneste til at levere varen. Godt- håberne stod i kø for at købe, så fan- gerne sjældent kom fra fangst med kød, spæk og skind, men i stedet med kaffe, brød og tobak, gryn — og brændevin. Især blev der intet forråd til vinterens trangstid. Så boede de dér i deres jord- huller — og måtte igen over til de fast- lønnede kolonister i Godthåb for at låne — og alt hvad de lånte skulle betales til- bage med kød, spæk og skind, så det kunne vare længe før der blev noget til dem selv. De kunne også gå til forstan- derskaberne, som tit var meget hurtige til at tilbyde fattighjælp - og dermed umyndiggøre dem. Neuherrnhut var virkelig et dårligt sted, og distriktets missionærer - Schneider og Spindler - besluttede sig til ikke at ansøge om hverken bygnings- renovering eller nybyggeri dér, men i stedet om lov til helt at nedlægge Neu- herrnhut og anvende de endnu brug- bare dele af bygningerne til en udvidelse af missionsstationen inde i Umanaq, så fristelserne og påvirkningen fra det godthåbske naboskab ville forsvinde. Uanset hvad missionærerne sagde og gjorde, var det tilsyneladende grønlæn- derne umuligt at modstå disse fristel- ser.19 Man stod magtesløse over for denne »folkets egendommelige karak- tersvaghed«, som man slet ikke kendte i tilsvarende grad noget andet sted på missionsmarken, heller ikke i Labra- dor.20. Egentlig burde missionæren flytte ud til Kangeq hvor langt størstedelen af områdets herrnhutiske befolkning bo- ede, men det var umuligt. Der var sim- pelthen ikke et eneste sted der var stort og plant nok til at man kunne bygge en blot nogenlunde anstændig missionssta- tion.21 Kleinschmidt: Herrnhutiske fejlgreb I unitetsledelsen i Herrnhut vidste man ikke sine levende råd, — måske netop fordi man faktisk vidste noget. Lederen af missionsdepartementet var nu den Ernst Reichel som i 1859 havde været i Neuherrnhut for at afskedige Klein- schmidt. Men når Reichel - som nu - var usikker på hvad der var det rigtige at gøre, spurgte han blå netop Klein- schmidt til råds. Således også denne gang: Hvorfor stod det mon så dårligt til i Neuherrnhutmenigheden? På sin sædvanlige lidt bryske facon indledte Kleinschmidt sit svar med at sige at det såmænd stod ligeså galt til i de andre brødremenigheder i Grønland, simpelthen fordi man fra gammel tid havde gjort de samme fejlgreb overalt - men først i den senere tid med de mange fristelser var konsekvenserne for alvor blevet synlige, og måske nok syn- ligst i de ældste menigheder. Selvom Kleinschmidt nu havde fået et helt an- det forhold til brødremissionen end da han selv var ansat deri, havde han ikke ændret synspunkt. Han nævner slet ikke »sammenhobningsproblemet«. Deri- mod anser han det for et meget væsent- 222 [21] ligt fejlgreb at brødremissionærerne al- tid har bekymret sig om grønlændernes økonomiske forhold, blandet sig i dem og hjulpet folk når de var i nød. I den senere tid tilmed i regelen med euro- pæiske luksusartikler, som fx. brød og kiks, der derved efterhånden blev til nye behov. Man havde gjort de fattige fatti- gere og mere krævende - og ødelagt bopladssammenholdet. Et andet fejlgreb af åndelig art var li- geså uheldssvangert: en vis usandhed gennemsyrer menighedslivet. Fx omta- les ugifte kvinder med børn officielt al- tid som. enker, »synd« forstås næsten udelukkende som overtrædelser af det 6. bud (altså af seksuel art), hvorved en forståelse af hvad synd egentlig er, for- hindres, og meget mere på samme linje, som fx den traditionelle opfattelse af at brødremissionen var bedre end den danske mission. Som et tredie fejlgreb nævner Klein- schmidt at man i brødremissionen havde lagt for stor vægt på det følelses- mæssige. Mere gør han ikke ud deraf. Reichel vidste hvad han blå sigtede til: de mange anklager også mod ham selv for at lægge, mere vægt på forstanden end på hjertet, sætte viden højere end følelsen. En modsætning som Klein- schmidt ikke anerkendte. Selve det at vægte dem overfor hinanden var galt og udtryk for at det ikke var sagen, budska- bet og det at formidle det klarest muligt, der var afgørende. Kleinschmidt havde altid skyet dem der gjorde det følelses- mæssige til det centrale og indrettede deres undervisning og prædiken deref- ter. For ham var det omvendt. Og at spekulere i det følelsesmæssige var uti- digt at gå ind på Helligåndens domæne og udtryk for manglende tillid til og re- spekt for dens gerning. Alt i alt må det siges at være på meget centrale områder Kleinschmidt mente at brødremissionen havde fejlet: på det sociale, det moralske og det forkyndel- sesmæssige. Alligevel håbede han at man ville vide at at bruge Herrens vej- ledning og oplysning, så brødremissio- nen i fremtiden kunne udføre den op- gave den havde fået.22 Det skete dog heller ikke dennegang. Det ville kræve for stor omlægning af deres virksom- hed. Næste år spurgte Reichel så igen - med alle Schneiders og Spindlers argu- menter: Var det dog ikke bedre at ned- lægge Neuherrnhut og flytte alt og alle til Umanaq for derved at slippe for alle fristelserne fra kolonien? — Men Klein- schmidt afviste det kategorisk. Hvad skulle der være vundet ved at grønlæn- derne i Neuherrnhut fulgte missio- nærerne til et andet sted? Havde det så været til en boplads, havde der måske været håb om at de kunne rette sig, men problemet var jo netop samlivet med europæerne, også selvom de var missio- nærer. Det så man allerede netop i Umanaq siden et missionærægtepar var flyttet derind. Dengang var der kone- både, nu er de stort set væk. For Klein- schmidt var konebådenes antal den di- rekte målestok for befolkningens leve- standard. På bopladsen Saarloq, der hørte til den danske mission, havde man konebåde nok og ingen fattige - men heller ingen europæere. Et virkeligt problem i Neuherrnhut var at missionærerne blev ved med at 223 [22] Neuherrnhui_(ca 1880-1900). Akvarel af ukendt oprindelse (Unitetsarkiv, Herrnhut). Ved ombygningen 1878 blev hele nordfløjen nedrevet og anvendt til at reparere hovedbygningen, hvor gudstjenestelokalet (og tårnet) blev flyttet fra midten ud i den nordligste ende af huset. - Stien forer over til Godthåb. betragte og tiltale også de forældre som ikke holdt deres børn til erhverv og flid som »kære søskende« — og det problem var større end Godthåbs nærhed! At nedlægge Neuherrnhut ville af alle blive forstået som et signal om at brødremis- sionen havde opgivet at bekæmpe for- faldet — og det i hovedstaden! Det var ikke noget særsyn at fordærvelsen var størst sådanne steder - men de plejede jo dog så også at være centre for kristen modoffensiv. Hvorfor ikke i Grønland? Om der så ikke var en eneste grønlæn- der tilbage ved Neuherrnhut, burde der bo en missionærfamilie dér - også for at tage sig af brødremissionens grønlæn- dere i Godthåb og på de omliggende bopladser. - Kleinschmidt erklærede sig også helt uenig med de brødremissio- nærer i Grønland som mente at brødre- missionens tid var forbi ikke alene i Neuherrnhut, men i hele Grønland. Den havde større opgaver end nogen- sinde — om den da forstod dem og ind- rettede sig derpå!23 Distriktets brødremissionærer, Spind- ler og Schneider, hørte vel ikke til blandt dem der åbent havde opgivet ævret, men det var måske mest fordi Klein- schmidt — mærkeligt nok — ikke havde 224 [23] det. For de så ikke mange lyspunkter. Kleinschmidt havde jo ret i at Saarloq- bopladsen var en stort set helt igennem velstående og velfungerende boplads. Men det gjaldt faktisk også det ligeledes »danske« udsted Narsaq, selvom der dér var udstationeret en udligger. For nogen år siden havde beboerne dér således bedt om at få et kapel. De ønskede kun at præsten i Godthåb skaffede dem ta- get til bygningen, så ville de selv skaffe sten til murene og bygge kapellet. Og nu stod det: færdigt med sine grønlandske stenmure. I det herrnhutiske Kangeq havde man også fået et forsamlingshus (= kapel), men brødremissionærerne - Bindschedler - havde bygget det, og Kangeq-befolkningen havde end ikke selv bedt om at få det. De var alt for vant til at alt initiativ kom fra missio- nærerne — uden at de selv behøvede at yde nogen indsats.24 Derfor fik forsam- lingshuset også lov til snart efter at for- falde. Men da var Starick blevet missio- nær i Neuherrnhut, og han henviste Kangeqbefolkningen til at det var deres ansvar at vedligeholde det forfaldne ka- pel. Så skrev hjælper Simon til Spindler i Europa om hjælp, og han sørgede for at der blev sendt materialer afsted til reno- veringen.25 Så Kleinschmidt havde måske også ret i at der ikke var meget vundet ved at nedlægge Neuherrnhut og flytte begge distriktets missionærer ind til Umanaq. Den tidligere missionær i Neuherrnhut, Schmiedecke, erklærede da også denne plan for det rene vanvid, fordi missions- stationen derved blev anbragt så langt fra distriktets største sted, Kangeq, at det især om vinteren ville være umuligt Karl Julius Spindler (1838-1918) og hustru Karoline Luise f. Bindschedler (Unitetsarkiv Herrnhut). Spindler var uddannet sadelmager og kom i 1864 som missionær til Friedrichsthal, hvor han hurtigt blev meget dygtig til såvel grønlandsk som kajakroning. Siden kom han til Lichtenau (1868-73) og Neuherrnhut (1873-88) og var et enkelt år i Uummannaq (1875-76). Spindler er mest kendt for sin grønlandske gendigtning af mange herrn- hutiske salmer og for sine grønlandske sange. I 1888 forlod han Grønland pga hustruens sygdom, men ud- gav 10 år senere den sidste brødresalmebog på grøn- landsk. at foretage gensidige besøg.26 I virkelig- heden var planen måske også mest til fordel for missionærfamilien selv — det var blevet svært at være tysker så tæt på Godthåb. Det var det med Slesvig. Da Tyskland i 1870 kom i krig med Frank- rig var humøret steget blandt danskerne 225 [24] i Godthåb. De håbede på et nederlag for Tyskland, så det måske kunne tvinges til igen at afstå Slesvig til Danmark. Det hørte tyskerne gennem Kleinschmidt.27 Tilsidst besluttede direktionen i Herrn- hut sig så efter megen vaklen for at be- vare Neuherrnhut og for at reparere den ældste — og bedste del — med den nyeste — og ringeste - fløj (fra ca 1830). Spindler kom til at udføre arbejdet sammen med Abraham fra Kigutilik og Jesajas fra Kangeq. Og med gode råd fra Kleinschmidt selv, som brødre- missionærerne aldrig gik forgæves til om hjælp, selvom han unægtelig havde nok at se til ved seminariet i Godt- håb. Kleinschmidt og Spindler Kleinschmidts betydning kan vanskeligt overvurderes: han gav Grønland et skriftsprog og en bibeloversættelse, fæl- les for nord og syd, herrnhutere og lu- theranere. Begge dele holdt i et helt århundrede. Dertil lavede han gramma- tik, ordbog, salmer, selvtrykte bøger, landkort, meteorologi m.m. — og så lagde han som ophavsmand til forstan- derskabstanken sammen med inspektør Rink, der var manden som gjorde tan- ken til virkelighed, de første små frø til det grønlandske hjemmestyre. Men det var ikke kun for Rink han blev en inspi- rerende samarbejdspartner — det samme var tilfældet for de danske præster C.EJanssén og H.F.Jørgensen Det gjaldt måske dog i helt særlig grad Spindler. Med ingen brødremissio- nær fik Kleinschmidt så nært et samar- bejde som med ham. I den sammen- hæng var byggeriet kun en lille ting. Om brødremenighedens nok største bidrag til grønlandsk salmedigtning, 105 sal- mer (»eriniugkat nutigdlit 105«), der var udkommet 1876, havde de samarbejdet: Spindler havde digtet langt hovedpar- ten, men alle var blevet grundigt gen- nemset af Kleinschmidt.28 Den flittige Spindler nåede også at nyoversætte kir- kelitaniet, som Kleinschmidt gennemså og trykte, samt at få udgivet en evan- gelieharmoni udfra Kleinschmidts evan- gelieoversættelser, ligesom han også ud fra Kleinschmidts grønlandsk-danske ordbog lavede et »Repertorium«, dvs en slags tysk-grønlandsk ordbog. Og da den gamle brødresalmebog i 1878 ud- kom med ny retskrivning og forbedret grønlandsk, var Spindler - og sikkert også Kleinschmidt — så rystet over at den ikke var forbedret mere, at han med det samme planlagde en nyoversættelse, der gerne skulle være færdig »så længe vor kære, ærværdige br. Kleinschmidt lever og er ved sine fulde fem, så at han kan gennemse alle salmer«.29 Det nåede han nu ikke. Spindlers salmebog udkom først i 1898 og repræsenterede et langt bedre grønlandsk end de tidligere Men da var udviklingen allerede løbet fra den. Den var så forskellig fra sine for- gængere - de gamle salmer var nyover- sat og mange nye salmer medtaget — at den kun vanskeligt kunne anvendes sammen med de gamle salmebøger. Så den nåede dårligt at komme i brug in- Hen missionen ophævedes. Mens der i den danske mission også var grønlændere blandt salmedigterne, fx Rasmus Berthelsen og Andreas Han- sen, var noget tilsvarende ikke tilfældet i brødremissionen. Grunden hertil var 226 [25] IL............ -.....,-;.-.-.........u-i^'......> ....... . • j Kirkesalen i Neuherrnhut. Farvelagt blyantstegning. (Unitetsarkiv, Herrnhut). Salen er pyntet til 150-årsjubilæums- festen i 1883.1 brødremenighederne gjorde man meget for at lade gudstjenesten tale både til øret og øjet, i særlig grad ved højtider og andre festlige lejligheder. Der blev sunget flerstemmige litanier og spillet på blæseindstrumenter lige- som salen var farverigt pyntet og oplyst af mange lys. den enkle at ingen af de grønlandske kateketer kunne tilstrækkelig meget tysk dertil. Brødremissionens salmer var nemlig alle oversættelser fra tysk. Og i tidligere salmebogsudgaver på grøn- landsk var versenes førstelinjer tillige angivet på tysk — til Kleinschmidts store utilfredshed. I den grønlandske over- sættelse søgte man også at være så tro mod originalen som mulig. Indenfor den danske mission var man ikke nær så bundet til de danske originaler - det gjaldt især de grønlandske salmedigtere hvor ofte kun de første linjer var over- sættelse, mens resten var mere eller mindre fri versionering eller helt uden relation til det danske forlæg. Et sti- gende antal grønlandske salmer havde slet ikke noget dansk forlæg. Når Kleinschmidt så nødigt så Neu- herrnhut nedlagt kunne det naturligvis også være et udtryk for hvor stor positiv betydning stedet havde fået for ham selv — det var dér han fremfor alt følte sig hjemme, kunne slappe af og hente kræfter til sit arbejdsomme og ofte van- skelige liv i Godthåb når han tilbragte de fleste søndage derude som organist ved gudstjenesten og som det ærvær- dige midtpunkt i søndagens fortsatte samvær. Men det kan jo i hvert fald un- dre at netop han ikke tværtimod tilskyn- dede til en sammensmeltning af de to missioner, for han lagde livslangt ikke 227 [26] skjul på sine stærke kritikpunkter over- for brødremissionen så lidt som på at han mente at den danske misssion var sluppet heldigere fra sin mission i Grønland end den tyske (omend mest under protest: ved at have så få missio- nærer), og fordi han netop gennem sit livsværk, den nye bibeloversættelse, ville give grønlænderne et fælles trosgrund- lag. - Det kan naturligvis være udtryk for hvor dybt herrnhutisk Kleinschmidt var - og er det formentlig også — men for Kleinschmidt selv var årsagen en an- den: hans overbevisning om at kampen mellem Gud og Djævel nu var gået ind i en afgørende fase med socialismens og ateismens revolutionære fremtrængen i Europa — og i Grønland. Herom hand- lede Kleinschmidts eneste »propagan- daskrift«: »Om de revolutionære« (mu- misitsiniartunik) der udkom i to udga- ver (1874 og 1884). Det var i denne kamp brødremissionen kunne og skulle yde sit bidrag — ved at forvandle sig og blive ægte grønlandsk og dermed den afgørende modgift mod den indsni- gende socialisme. Øget indre ogydre pres for en opgivelse af brødremissionen i Grønland Kleinschmidt var død i 1886 - og i årene derefter bad direktionen missio- nærerne overveje om de nu også mente der fortsat var brug for brødremissions- arbejdet i Grønland eller om man kunne overlade menighederne til den danske mission. Kun få anbefalede entydigt en opgivelse af brødremissionen i Grøn- land, men også kun en enkelt synes en- tydigt at have frarådet den. Det var brødremissionærernes præses (= provst) Heinrich Kogel, og hans argumentation er meget sigende: Menighedernes indre og ydre tilstand var simpelthen for dårlig til at de nu kunne overlades i an- dres hænder.30 Tjenerinder i Fricdrichsthal. Foto: missionær Bohlmann 1900 (Unitetsarkiv, Herrnhut). Ved missionsstationerne var det sædvane at nogle ugifte kvinder og enker lod sig ansætte som tjenerinder for at gå missionærfruerne til hånde, del- tage i missionærfamiliernes ammassætfangst og holde kirkesalen. De boede da sammen i et særligt »tjenerindehus« og fik kost, klæder og lidt lommepenge for deres arbejde. 228 [27] Hjælpere (kateketer) ved Friedrichsthal. Foto: missionær Bohlmann, 1900 (Unitetsarkiv, Herrnhut). Næsten alle disse hjælpere fortsatte som kateketer efter at brødremissionærerne var rejst og afløst af Jens Chemnitx og Frederik Balle. Et udtryk for at det gik rigtig skidt, var også at man igen havde måttet lukke kateketskolerne, der kun havde haft me- get begrænset succes. Skolen i Neu- herrnhut var blevet lukket i 1884 og den i Lichtenau lidt senere. En væsentlig grund til at man lukkede skolerne frem- går blå af den redegørelse som mis- sionsdirektionen gav for årsagerne til at man indstillede missionen i Grønland. Her pegedes blå på at det danske kul- tusministerium havde bedre muligheder for at forsyne de spredte menigheder med dygtige kateketer, fordi det var let- tere at skaffe lærenemme elever blandt »blandingerne« end blandt brødremis- sionens egne fuldblods eskimoer. Efter at man var nået til erkendelse af at man i alt for høj grad havde ladet grønlænderne være passive tilskuere til missionærernes aktiviteter, havde man forsøgt at gøre dem mere medansvar- lige ved i 1880 at indføre en slags kirke- skat (til betaling af kærlighedsmåltider, tilskud til de grønlandske medarbejde- res lønninger o.l.), der i syddistriktet blev obligatorisk og nordpå frivillig Men heller ikke denne ordning blev no- gen succes. Befolkningstallets aftagen var også alarmerende (fra 1860 til 1899 faldt den herrnhutiske befolkning i Neuherrn- hut-Lichtenfels distrikt fra 792 til 421). På synoden i 1889 drøftedes spørgsmå- let om fortsat grønlandsk brødremis- sion indgående, uden at man dog kunne 229 [28] Meniglied og missionærer ved Friedrichsthal udenfor missionsstationen 1897 (Unitetsarkiv, Herrnhut). bekvemme sig til at tage nogen beslut- ning. Men man var allerede da nået så langt at man overlod det til missionsdi- rektionen at tage den endelige afgørelse om en overdragelse af missionsarbejdet til den danske mission hvis forholdene krævede det.31 Hele tiden følte brødremissionen et pres fra KGH for at opgive virksomhe- den i Grønland, så administration og handel kunne få ens regler for alle grøn- lændere og for forholdet mellem dem og ikke-grønlænderne, der principielt jo alle skulle være danske. Men så havde man disse missionærer, der ikke alene ikke var danske, men tilmed altså tyske. Det resulterede i bestandige drillerier og trakasserier. I 1888 alarmeredes direktionen i Herrnhut således af en meddelelse fra Grønland om at missionærerne ikke mere måtte handle med grønlænderne, men at alt køb og salg skulle finde sted gennem KGH. Det blev der så prote- steret imod, fordi man altid havde kun- net købe sin grønlandske proviant af menighedens fangere, og til sidst fik man KGH-direktørens meddelelse om at man i det store og hele kunne fortsætte som hidtil. Til gengæld prote- sterede han så mod at missionærerne i Friedrichsthal havde søgt at hindre øst- grønlændere i at bosætte sig i Nanor- talik. Grønlænderne skulle have total frihed til at bosætte sig hvor de ville! Missionærerne afviste at have forsøgt at indskrænke denne frihed. Til gengæld fik så den danske kolonibestyrer i Juli- anehåb forstanderskabet til at vedtage en bestemmelse om »at fremover skulle hedninger fra østkysten have bosted an- vist af forstanderskabet«. Hvor var så friheden?32 Fra dansk side blev ønsket om en op- hævelse af brødremissionens virksom- hed i Grønland stadig tydeligere udtalt. Missionsarbejdet på Grønlands vestkyst måtte nu betragtes som afsluttet — og på Østkysten var den danske mission kom- met først med anlæggelsen af kolonien Ammassalik i 1894. Man henviste til at opgaven i sin tid var blevet formuleret således at de første brødremissionærer skulle være Hans Egedes hjælpere. Nu 230 [29] Carl j.P. Ryberg (1854-1929). Efter nogle år som vo- lontør og kolonibestyrer blev Ryberg 1884 inspektør for Sydgrønland og 1891 kontorchef i KGH, som han 1902-12 var direktør for. Det var i høj grad Rybergs for- tjeneste at forhandlingerne om brødremissionens afvik- ling i Grønland gik hurtigt og konfliktfrit. måtte hjælpetjenesten betragtes som af- sluttet. Tilmed var den altså blevet stadig vanskeligere efterhånden som brødre- missionærerne fra dansk side var blevet presset til at lade en stor del af de grøn- lændere de »havde fået i pleje« (Pflege- befohlene) flytte ud på mindre boplad- ser, fordi det var nødvendigt af hensyn til deres materielle velfærd, som det hed sig. Men det havde i hvert fald gjort det meget vanskeligt at støtte grønlænder- nes åndelige velfærd. Ofte fik boplad- serne kun missionærbesøg een gang om året, og de grønlandske »hjælpere« (ka- teketer) var stadig alt for dårligt uddan- nede til at tage over — og nu havde man tilmed helt måttet opgive kateketsko- lerne. Men at forsyne alle steder med missionærer var en økonomisk og per- sonalemæssig helt uoverkommelig op- gave Et usædvanligt hurtigt og ukompliceret forhandlingsforløb I 1894 vakte en artikel »Om Erhvervs- og Befolknings-Forholdene i Grøn- land«33 af den tidligere inspektør i Syd- grønland, nu kontorchef i KGH, Carl Ryberg, en del opsigt. Den var en meget grundig gennemgang af situationen og udviklingen i Grønland, og skildringen var underbygget med mange tabeller. I det store og hele var der grund til opti- misme. Efter en langvarig tilbagegang i befolkningstallet, var udviklingen nu positiv overalt — når lige undtages brødremenighederne. Dér var fødsels- tallet mindre og dødeligheden større end alle andre steder. Mest markant var forskellen i Godthåb distrikt hvor der i den danske menighed for perioden 1861-91 efter et fødselsunderskud i starten opnåedes et gennemsnitligt fød- selsoverskud på 5%o, mens det tilsva- rende tal for den herrnhutiske menig- hed var et fødselsunderskud på hele 18%o.34 Det var den grønlandske velkomsthil- sen til den nye brødremissionsdirektør, Otto Padel, der efter 20 år som missio- nær i Sydafrika under et års »hjemmeor- lov« var blevet valgt ind i unitetsledelsen og havde fået overladt ansvaret for mis- sionsarbejdet, som han virkelig kendte 231 [30] til. Det synes at være første gang en tid- ligere mangårig missionær blev mis- sionsdirektør. Tilmed var Padel født og opvokset i Christiansfeld, hvor han også siden i7år (l 861-68!) havde været både lærer på drengeskolen og præst for både tysk- og dansktalende. Han kendte der- for også virkelig dansk-tyske konflikter indefra. Eet stod hurtigt Padel klart i forhold til missionen i Grønland: Enten måtte man kunne retfærdiggøre sig over for den fremførte dokumentation — eller også måtte man være parat til at »gå en anden vej, som Herren måtte vise os.« Og Padel nåede hurtigt til den konklu- sion at brødremissionen måtte gå »den anden vej«, dvs trække sig ud af Grøn- land. Spørgsmålet var blot hvordan man da bedst kunne varetage grønlændernes tarv. Han havde længe planlagt et besøg i København, men først i april 1899 lyk- kedes det ham at komme afsted, og først da startede egentlig forhandlin- gerne. Indtil da havde man i Herrnhut adminstreret som om grønlandsmissio- nen skulle fortsætte uændret. Året før havde Spindler som omtalt fået udgivet en ny salmebog, og samtidig var der på bopladserne Illukasik og Ammassivik i det sydligste Grønland bygget nye ka- peller. I København var Friedrich Lund an- sat som brødremenighedspræst og mis- sionsagent, dvs han stod for alle forsen- delser til brødremissionærerne i Grøn- land. Det havde han gode forudsæt- ninger for da han selv var født i Friedrichsthal i Sydgrønland hvor hans forældre havde været missionærer (Jør- gen og Anna Maria Paulsen Lund). Han H. Otto Padel (1839-1906) (Unitetsarkiv Herrnhut). Christiansfelderen Padel var både tysk- og danskspro- get og havde arbejdet 20 år som missionær inden han i 1894 blev leder af Brødremenighedens centrale Mis- sionsdepartement, og han havde dermed de bedste for- udsætninger for at forestå forhandlingerne om over- dragelsen af missionsvirksomheden i Grønland til den danske stat. havde gået i skole og siden været lærer i Christiansfeld — som Otto Padel, som han også 30 år tidligere havde haft et godt samarbejde med i Neuwied ved Koblenz. Dette genoptog de nu. Lund havde gødet jordbunden godt gennem sine hyppige kontakter til KGH og især til Ryberg. Der synes under drøftelserne at være blevet snakket meget åbent om overdragelsen mellem Padel og Lund på den ene side og repræsentanter for kul- tusministerium og KGH på den anden side. Der havde tidligere været kontak- ter til DMS hvis formand, provst Wahl, gerne så brødremissionens arbejde overtaget af DMS, og disse drøftelser fortsattes nu. Der var imidlertid ikke 232 [31] enighed i DMS - og Padel-Lund synes heller ikke særlig tiltalt af denne løsning. Det synes at have været dem en lettelse at finde ud af at brødremissionen heller ikke af formelle grunde ville kunne overdrage arbejdet til DMS, men kun til den danske stat.35 Nu kom det så til at gå stærkt. En me- get central rolle i hele forløbet spillede kontorchef Ryberg fra KGHs direktion. Han leverede blå den betænkning der blev fremlagt for den herrnhutiske mis- sionskommission og for generalsyno- den som et væsentligt grundlag for dem til at afgøre sig. Den afmalede situatio- nen i brødremissionens grønlandske menigheder meget kontant og i en no- get »grel belysning«, fandt Padel, men Lund forsvarede Ryberg: Vi havde jo netop bedt ham om så tydeligt som mu- ligt at skildre de negative sider, ikke de positive.36 Missionskommissionen afgjorde sig da den 4. juni 1899 for en opgivelse af grønlandsmissionen med 17 stemmer mod 2, og den 21. juni stadfæstede sy- noden afgørelsen med 47 stemmer mod 2 med ordene: »Under det smertelige indtryk af den kendsgerning at forhol- dene vedr. vor mission i Grønland har artet sig sådan at de næppe gør en posi- tiv fortsættelse deraf mulig, men dog samtidig også i den trøsterige erken- delse, at det egentlige missionsarbejde dér har fundet sin afslutning, og endelig i det håb at selvom vi opgiver dette mis- sionsområde, så vil der dog også frem- over blive sørget for brødremissions- menighedernes åndelige vel — beslutter synoden: at overdrage arbejdet i Grøn- land til den danske statskirke. Den an- befaler derved også vore stationers grønlandske kristnes fremtid i særlig grad til Herrens velsignelse.« Denne formulering kan næsten kun være Padels der også i brødremenighe- dens »Missionsblatt« og — i oversættelse - i Kristelig Dagblad gav en meget præcis redegørelse for baggrunden for beslutningen: Den danske stats krav om hjælpetjenestens ophør, mangelen på dygtige kateketer og det økonomisk uoverkommelige i at klare situationen med øget udsendelse af missionærer, samt tilliden til at den danske mission med sine uddannelser af »blandinger« til præster og kateketer fuldt ud vil kunne tage sig af brødremenighedens grønlæn- deres åndelige pleje, »selvom mangen gammel Form, der maaskee er bleven vore Plejebørn kær, vil falde.«37 Det er værd at betænke at missionen i Grønland var påbegyndt endnu mens brødremenigheden selv var i sin spæde begyndelse, og derfor på det nærmeste var en organisk del af brødremenighe- den: i generationer havde beretninger deropppe fra været en fast bestanddel i menighedsdagene, i generationer havde man rundt i menighederne samlet ind til de grønlandske brødre og søstre, ja, blandt synodedeltagerne har der næppe været nogen som ikke blandt sine for- fædre talte grønlandsmissionærer. Den beslutning som blev taget af missionsdi- rektion og generalsynode dengang er derfor nok en af de sværeste og smerte - ligste beslutninger nogen synode har ta- get. Alligevel var den næsten eenstem- mig — og det selvom, eller måske sna- rere: netop fordi intet var stukket under stolen. 233 [32] Missionær Martin Starick (1836-1921) med frue og grønlandske menighedsmedlemmer. (Unitetsarkiv Herrnhut). Foto formentlig fra Neuherrnhut ca 1895. Starick kom til Grønland! 1859 og var først 20 år i Sydgronland og derpå 10 år i Lichtenfels og de sidste 6 år i Neuherrnhut. Han korrespondetede^flittigt med_Kleijaschmidt og overtog meget af hans kritik af den herrnhutiske praksis. Padel lagde ikke skjul på at han fandt at »der er fejlet meget, rigtig meget fra vores side«, og det er tydeligt at Padel mener at beslutningen var den eneste mulige. Heri blev han også støttet blå af missionær Starick, der efter 40 år i Grønland netop som pensionist havde bosat sig i Herrnhut.38 Lund var af samme mening, men han var dog lidt nervøs for om der nu også ville blive taget ordentligt hånd om grønlænderne. »Jeg kan ikke glemme Balles ord: 'Vi kan endnu ikke undvære dem'« (brødremissionærerne, hw).39 Seminarieforstander N. E. Balle havde været på permission i Danmark 1897-98, og Lund havde da drøftet sa- gen grundigt igennem med ham. Balle omtales som en missionær der altid har stået på venlig fod med brødremissio- nærerne i Neuherrnhut og Lichtenfels og citeres for at mene at brødremissio- nærernes arbejde ikke var overflødigt, og at det ville kræve en meget stor ind- sats hvis den danske mission skulle overtage dette arbejde uden at det skulle få meget alvorlige konsekvenser for grønlænderne.40 Lund, der principielt var enig med Padel, har formentlig også over for Balle givet udtryk for det pres man i brødremissionen følte fra såvel KGH's som kultusministeriets side. I hvert fald retter Balle i september 1899 hvor beslutningen er blevet kendt i Grønland, en voldsom bredside mod begge instanser for at behandle brødre- 234 [33] missionens grønlændere som »handels- varer« når man nu søger at haste en overdragelse igennem.41 Det var nu faktisk ikke ministeriet der havde travlt — men brødremissionens direktør, Otto Padel. Nu havde man handlet så hurtigt i Herrnhut - hvorfor skal så alt gå i stå i København? be- sværer han sig. Heldigvis havde brødre- missionen — eller i hvert fald Padel og Lund — i København en meget indfly- delsesrig ven, der tilmed var svoger til statsministeren, som pt hed Hørring og tilmed selv tidligere havde været direk- tør for KGH. Men de parlamentariske forhold i Danmark var på den tid meget usikre, og derfor var det meget vigtigt at sagen blev bragt til en hurtig afslutning mens forholdene endnu var så positive. Denne ven og egentlige årsag til at for- holdene set fra Herrnhut tog sig positivt ud, var ... KGHs kontorchef Ryberg, der simpelthen privat fik kopi af mis- sionsdirektionens skrivelser til ministe- ren — med anmodning om at gøre noget for at få skred i sagen.42 Det synes iøvrigt at have været kendetegnende for Ryberg at han indgød tillid hos medar- bejdere og forhandlingspartnere.43 Padel havde fået sin vilje i Herrnhut - næsten da. Han havde under forhand- lingerne i København i april givet ud- tryk for at han ikke mente at brødremis- sionen ville kræve nogen betaling for sine bygninger i Grønland, fordi disse rettelig ikke tilhørte brødremissionen, men de grønlandske menigheder. Men det havde hverken missionskommissio- nen eller synoden været enig med ham i. Man fandt det rimeligt at få et beløb for dem af den danske stat. Med alle sine mange missionsaktiviteter rundt i ver- den var missionsdepartementets øko- nomi meget anstrengt. - Men der ville ikke blive stillet ublu krav, så det ville næppe være nogen hindring for en hur- tig forhandlingsløsning.44 Det kan virke overraskende at netop Ryberg, der på en måde var den der i sidste omgang igen puffede til sagen med sin meget negative omtale af brødremissionens grønlandske menig- heder, og som fastholdt denne holdning i sin betænkning til synoden, samtidig har fået overbevist Padel og Lund om at han ligesom de kun har eet formål: grønlændernes bedste, og det i så høj grad at de nu følte at han var deres mand. Dette forhold blev imidlertid utvivlsomt afgørende for at de reste- rende forhandlinger gik så hurtigt og uproblematisk. Det var også baggrun- den for at missionsdepartementet og Padel i Herrnhut gav Lund fuldmagt til at forhandle på deres vegne som med- lem af det tremandsudvalg der blev ned- sat og desuden kom til at bestå af Dam- kier fra kultusministeriet og Ryberg fra KGH. Det var iøvrigt ikke kun Balle der fra Grønland appellerede om at brødre- missionen først blev overdraget til den danske mission efter en overgangstid. Samme holdning havde også ministeri- ets rådgiver, H.F.Jørgensen, der kraftigt støttede Balle i at overtagelsen af de herrnhutiske menigheder burde udsky- des mindst et år, også fordi kultusmini- steriet i sommeren 1900 kun havde 2 nyudklækkede teologiske kandidater at udsende. Den ene, Frederik Balle, var søn af seminarieforstander N.E.Balle i 235 [34] Godthåb og talte flydende grønlandsk, mens den anden, H.YKristensen, intet anede hverken om Grønland eller grøn- landsk sprog. De kunne naturligvis ikke erstatte de 7 brødremissionærer så me- get mindre som også den danske mis- sionær i Julianehåb ville forlade Grøn- land den sommer. Brødremissionærernes enslydende re- aktioner pegede i samme retning og overbeviste unitetsledelsen i Herrnhut om at det ikke var muligt at afvikle mis- sionsarbejdet i Grønland allerede i året 1900, selvom den tidligere havde ud- trykt ønske derom. Når man desuden betænker med hvilken utrolig sendræg- tighed alle ministerielle beslutninger normalt blev taget, var der ingen grund til at forvente sig andet denne gang. Stor var nok derfor alles overraskelse over at det i løbet af vinteren 1899-1900 lykkedes det lille 3-mands udvalg at gen- nemdrøfte og nå til enighed om alle problemer og afgive betænkning, så der d. 5. marts 1900 kunne underskrives en aftale så betids at missionærerne i Grønland med første skib kunne få meddelelsen om at hele værket, mis- sionsstationer og menigheder, samme sommer skulle overgives til de danske missionærer, og alle brødremissionærer derpå forlade landet. Det lovede KGH med ændrede sejlplaner at muliggøre. Formentlig har Ryberg også i dette for- løb været den drivende kraft. Kultusministeriet lovede at lade de herrnhutiske kateketer fortsætte og få samme løn som hidtil. Udvalgets argu- ment var at lønningerne var så små at de ikke kunne give anledning til betænke- lighed. Samtlige årslønninger i Godthåb distrikt til brødremenighedens kateke- ter, lærere, organister, blæsere og ren- gøringspersonale beløb sig til mindre end de 200 kr en nyudklækket kateket fra Ilinniarfissuaq fik. Pensionisterne skulle også få det samme som hidtil. Endelig skulle man for missionsstatio- nernes bygninger og inventar betale 40.000 kr, der skulle udredes når alle missionærerne var ankommet til Tysk- land. Dette voldsomme og helt usædvan- lige hastværk har været forårsaget af en nervøsitet for hvad der kunne ske i Grønland hvis aftalen blev kendt uden at blive effektueret med det samme. Der ville så blive tid for især de herrnhutiske grønlændere til at besinde sig på de mange forskelle mellem de to menighe- der og derfor også anledning til megen murren, ja, måske direkte modstand mod aftalen. Nogenlunde disse argu- menter fremførtes mod tanker om at fordele afviklingen over to år. Brødremissionærernes afrejse Missionærerne havde året før erklæret sig indforståede med generalsynodens beslutning om en opgivelse eller overgi- velse af menighederne, men som nævnt anset det for umuligt at gennemføre den i løbet af det følgende år. De har næppe drøftet den nærmere - om overhovedet — med deres menigheder før de fik yder- ligere instruktion om det videre forløb. Også for dem er den endelige beslut- ning om så pludseligt at effektuere afta- len kommet som en overraskelse. Og menighederne er formentlig overalt ble- vet taget på sengen. Meddelelsen kom med sommerens 236 [35] Afskedsgudstjeneste i Lichtenau 5. aug. 1900. Foto: missionær Bohlmann (Unitetsarkiv, Herrnhut). Gudstjenesten, der pga den store deltagelse måtte holdes i det frie, blev ledet af missionær Riegel, men også menighedens nye præst, Frederik Biille, deltog. første skibe, og så blev der travlhed. Alle bygninger og indbo skulle - i fæl- lesskab mellem tyske og danske missio- nærer - føres til protokol. Til gengæld var der ikke meget at pakke. Alt blev ef- terladt bortset fra missionærernes få helt personlige ejendele samt tyskspro- gede dokumenter og ældre skrifter af specielt herrnhutisk tilsnit. Så skulle der tages afsked. Der blev holdt afskedsgudstjenester overalt med deltagelse ikke alene af de afrejsende brødremissionærer, men også af deres danske og grønlandske afløsere — og menighederne sluttede op i stort tal, både de »tyske« og de »danske«. Særlig imponerende var fremmødet i Lich- tenau d. 5. august: alt der kunne sejle blev taget i brug for at flest muligt kunne være med - hele 40 både og 212 kajakker. Den sidste præses, missionær Riegel, holdt afskedsgudstjenesten - i det fri, for der var slet ikke plads i kir- ken. Om eftermiddagen var der alter- gang — i to omgange for at gennemføre den formentlig indtil da største alter- gang i Grønland, med 423 altergæster. Det var overvældende at være vidne til hvor dybt berørte og grebne grønlæn- derne var over at skulle tage afsked med deres missionærer, og disse følte selv at det var »en afsked lig den som de i deres familier så ofte med smerte havde ud- stået når de havde måttet lade deres egne børn ganske små drage til Tysk- land og dermed givet dem fra sig.« (Schulze 1933: 43). Allerede d. 21. oktober kunne mis- sionsdirektionen i Herrnhut skrive til det danske kultusministerium og bede om at få de 40.000 kr udbetalt - alle mis- sionærerne var da ankommet til Tyskland. Balle-folk overtager de nye menigheder Efter en opgørelse pr. 31. dec. 1898 hørte 1631 personer til brødremenighe- 237 [36] Til afskedsgudstjenesten i Lichtenau mødte næsten alle fra menighederne i Lichtenau og Illorpaat frem. 40 både og 212 kajakker Fragtede menigheden til Lichtenau. På billedet ses et udsnit af kajakkerne. Midt i forreste række brodre- missionærernes præses, missionær A. Riegel til højre for den nye, danske præst, Frederik Balle (Det kgl. Bibliotek). den. 1202 boede i Sydgrønland (Juliane- håb distrikt) fordelt på ialt 24 bosteder, og i Godthåb distrikt boede 429 perso- ner fordelt på 10 bosteder. Heraf boede da 53 i Nyherrnhut, 22 i Godthåb og hele 116 i Kangeq, der var den største herrnhutiske boplads i distriktet og lige så stor som Lichtenau i Sydgrønland. Til sammenligning kan nævnes at til »den danske menighed« hørte der i Juli- anehåb distrikt 1368 og i Godthåb di- strikt 462 grønlændere. De »danske« grønlændere var altså kun lidt flere end de »tyske« i disse to områder (i hele lians Lynge: Kvinderne på stranden. Hans Lynge fandt at fotoet af de mange kajakker manglede noget: Kajakmæn- denes hustruer og born. Dem har han så malet. 238 [37] Hvad Hans Lynge ikke vidste, var at der faktisk også var taget et foto af dem der stod på stranden og tog afsked med de bortdrag-ende missionærer. Grønland hørte ca 10.000 grønlændere til de »danske« menigheder). Det store Julianehåb distrikt sagde farvel til alle sine 5 missionærer - også den danske missionær i Julianehåb. I de- res sted ansattes grønlænderen Jens Chemnitz, der i en årrække havde været præst i Holsteinsborg, og den netop or- dinerede Frederik Balle. Han skulle egentlig have været til Godthåb som hjælpepræst for sin far hvad begge par- ter havde glædet sig meget til. Men det blev der så ikke noget af. Det blev på flere måder Balle-familien der indenfor den danske mission kom til at yde de største ofre i forbindelse med menig- . hedssammenslutningen. I Julianehåb og Nanortalik havde i en menneskealder de dygtige og selvstæn- dige overkateketer Johan Dahl og Isak Lund været ansat, så man valgte at ansætte de to præster på herrnhuternes hovedstationer i Sydgrønland. Jens Chemnitz kom til Lichtenau og Frede- rik Balle til Frederiksdal. Som en yder- ligere styrkelse af arbejdet i de nye me- nigheder flyttede man den unge semina- rieuddannede kateket Pavia Lynge fra Fiskenæsset til Lichtenau. Godthåb distrikt var det andet om- råde med herrnhutiske menigheder som måtte tage afsked med sine 3 brødre- missionærer. I Godthåb var imidlertid N.E.Balle siden 1870 både seminarie- forstander og missionær, og han havde som formand for forstanderskaberne også haft hyppig kontakt til brødreme- nighederne. Tilmed havde han i en 239 [38] årrække kunnet mærke en meget positiv holdning til sine gudstjenester fra de herrnhutiske grønlændere når de var in- viteret med ved særlige lejligheder. Fak- tisk var Balle også selv blevet mere og mere »herrnhutisk« med årene. Det vi- ste sig fx i at han efter særligt mange uægteskabelige graviditeter i den for- løbne del af året 1900 besluttede at ind- føre en kollektiv kirketugt for den godt- håbske menighed ved ikke som normalt at afholde nogen altergang ved den kommende adventsgudstjeneste. Balle fik nu ansvaret også for Ny- herrnhut hvor man iøvrigt indlogerede den nye danske missionær, H.V.Kristen- sen. Ved Fiskenæsset, der også hørte under Godthåb, lå Lichtenfels. Hertil flyttede man den grønlandske præst — og salmedigter - Andreas Hansen fra Godthåb. Balle kunne godt klare sig i Godthåb-Nyherrnhut uden ham fordi han som hjælpere her havde både den gamle overkateket og seminarielærer Rasmus Berthelsen og frem for alt en af sine dygtigste elever, den unge kateket og seminarielærer Kristian Rosing Det var således alle steder Balle-folk som afløste brødremissionærerne, idet også Andreas Hansen og Jens Chemnitz var uddannet af N.E.Balle, og disse folk var formentlig også de bedste man havde at indsætte til denne opgave. Til- med var Nikolaj Frederik Severin Balle, trods navnet, erklæret pietist, omvendt og medlem af Indre Mission. Overalt blev de danske missionærer da også vel modtagne. De fleste steder fik man — som aftalt — lov at beholde de gamle kateketer hvor disse på falderebet af de bortrejsende missionærer havde fået et godt vidnesbyrd. Men mange ste- der opstod der naturligvis store proble- mer fordi styringen af menighederne nu ændredes så radikalt, og de nye folk var ligeså enevældige som brødremissio- nærerne, men gennemgående skeptiske overfor de specielt herrnhutiske skikke. Kaos på Godthåb-egnen Særlig i Godthåb-området fik de tidli- gere brødremenigheder det følgende år store problemer. Det hang blå sammen med at N.E.Balle i sommerens løb blev meget syg og døde i november 1900, endnu inden han havde kunnet gøre no- get for at forene de to menigheder. Til- med døde Rasmus Berthelsen et par måneder senere. Tilbage var så Kristian Rosing og desværre også H.V.Kristen- sen. Sidstnævnte var kongelig udnævnt missionær og derfor — trods sin totale mangel på kendskab til grønlandske for- hold og grønlandsk sprog — overordnet ansvarlig for menighed og seminarium. Det gik helt galt - men endte med på sin egen bagvendte måde alligevel at sammensvejse de to hidtil så forskellige menigheder: sammen undertegnede menighedernes spidser - 7 af 28 var uden efternavn og altså fra brødreme- nigheden — en adresse til kultusministe- ren med anklage mod missionæren og anmodning om at erstatte ham med en anden. Som svar herpå fik den følgende sommer Balles efterfølger, C.W. Schultz- Lorentzen, i opdrag som sin første em- bedshandling at oplæse ministeriets skarpe fordømmelse af den samlede menigheds handlemåde. Det blev så- ledes den danske stats velkomst til Ny- herrnhut-menigheden! 240 [39] Mens alt dette gik for sig, opstod der voldsomt røre på det meget store tid- ligere herrnhutiske udsted Kangeq i mundingen af Godthåb-fjorden. Den ene kateket, der længe havde fungeret som skolelærer og kateket, var også i ad- skillige år blevet valgt til »paarsisoq«, dvs. udstedets repræsentant i forstan- derskaberne (forløber for kommunalbe- styrelserne) og havde i forbindelse med brødremissionens ophævelse, af Balle i september fået vidnesbyrdet »en alvor- lig Mand«. Han blev kort før jul indlagt på sygehuset i Godthåb »lidende af Sindssyge med religiøse Tvangsforestil- linger af alvorlig Art, f. Ex. at Djævelen befalede ham at ihjelslaa sin Kone og æde sine Børn«. Anfaldet var så slemt at hans kateketkollega måtte ledsage ham og være konstant hos ham. Da han ud på vinteren igen blev rask, blev så kolle- gaen ramt af sindssyge. I Kangeq op- slog også en tidligere noget vidtløftig kvinde, der derfor også i lange perioder havde været udelukket af menigheden, sig som profet efter en tid at have været meget angerfuld over sit liv. Nu revsede hun en del af sine — især yngre — bys- børn — både offentligt og i privat skrif- temål - for deres udsvævende liv og på- lagde dem bodshandlinger. Senere igen mente hun sig besat af djævelen. Folk troede på hende og blev meget op- skræmte. Her lykkedes det dog over- kateketen i Godthåb, den senere missio- nær i Ostgrønland, Kristian Rosing, til sidst at bringe gemytterne til ro. Men forholdene i Kangeq den vinter var et klart vidnesbyrd om hvor alvorlige kon- sekvenser det kunne få selv på et udsted hvor der aldrig havde boet nogen mis- sionær, når en grønlandsk brødremenig- hed pludselig fandt sig uden sine vanlige sjælehyrder og moralnormer. Man havde fx hurtigt fornemmet at der ikke længere var sanktioner mod umoral. Det var blevet selv missionærernes tidli- gere problembarn for meget. A.rvenfra brødremissionen Mange af de særlige gudstjenesteskikke som var opstået i brødremenighederne i Grønland havde allerede inden sam- mensmeltningen forplantet sig til de lu- therske menigheder, andre vandt nu indpas, men de fleste forsvandt efter en kort tid at være benyttet i fællesmenig- hederne. Det gjaldt fx brugen af blæse- instrumenter under gudstjenester og processioner. Fra Nyherrnhut flyttede »blæserbrødrene« til andre bopladser bortset fra en enkelt, Amos, der så i ste- det underviste seminarieeleverne i Godthåb i at betjene instrumenterne — dog kun en ganske kort periode. Atter andre skikke, især de der knyttede sig specielt til kirketugten og korordningen, blev simpelthen mere eller mindre ud- trykkeligt forbudt - til stor, men oftest undertrykt fortrydelse i menighederne. Også på anden vis blev de tidligere herrnhutere mere almindelige set med deres landsmænds øjne: de fik efter- navne — fortrinsvis efter nogle lister med navneforslag som missionærerne forelagde dem. Den flerstemmige salmesang overalt i Grønland som indtil for få årtier siden skiftevis har betaget og rystet danske ører, var en arv fra de herrnhutiske me- nigheder. Meget af det man stadig syn- ger er det også - både melodierne og 241 [40] Hinniarfissuaqs hornorkester foran Godthåb kirke. Vinteren 1900-01 (NKA - Grønlands Nationalmu- seum & Arkiv). Seminaristerne ved Godthåb Semina- rium nogen tid blev undervist i brugen af instrumen- terne som de overtog fra Nyherrnhut. Orkestret bestod af- fra venstre - Niels Lynge, Hans Motefeldt, Therkel Moller og Josva Klcist. teksterne. Spindler fik i helt usædvanlig grad lært det grønlandske sprog og ev- nede ikke alene at udtrykke sig, men også digte derpå. Mange af hans salmer blev optaget i de senere fællesgrønland- ske salmebøger og hører stadig til blandt de bedste og mest brugte grøn- landske salmer. Men også de mange sagn og myter som først Rink (omkring 1860) og siden Knud Rasmussen (1902-04) indsamlede i Midtgrønland stammer fortrinsvis fra herrnhutiske fortællere hvoraf adskillige var kateketer.. Dette er egentlig ejen- dommeligt nok, eftersom brødremissio- nærerne ikke tillagde disse fortællinger fra hedenskabets rid nogen positiv værdi. Det kan være svært at afgøre om årsagen til at de alligevel fortsat fortaltes har været en form for nødvendig pro- test mod al gudeligheden eller en nød- vendig selvstændig aktivitet midt i den kristelige passivisering - eller måske har de mange beretninger om fremmedar- tede forhold og hændelser i de herrnhu- tiske menigheder rundt om på jorden, som missionærerne underholdt med, ansporet fortælleglæden. En af fortæl- lerne, den tuberkuløse skolelærer Aron i Kangeq, begyndte også at illustrere for- tællingerne og udviklede meget hurtigt et stort mesterskab heri. Men samme år som brødremissionen forlod Grønland i erkendelse af nu at have ydet den lovede hjælp til den dan- ske statsmission, udkom en ny og første komplette bibeloversættelse. Den var i sin substans herrnhuteren Klein- schmidts værk, men han havde samar- bejdet derom med en række danske mis- sionærer og grønlandske kateketer - og efter Kleinschmidts død havde så Chr. Rasmussen gjort den færdig. Da udgi- velsen tilmed var fornemt boghånd- værk, fandt Bibelselskabets sekretær, at »smukkere Vidnesbyrd kunde ikke gives om, at Brødremenigheden tog ikke feil, da den mente Tidspunktet kommet til at standse sit Missionsarbeide paa Grøn- land og overlade Omsorgen derfor til den danske Kirkestyrelse.«45 Denne bibeloversættelse kom i hvert fald til at stå som det ypperste udtryk for, symbol på og krafttilskud til den nu endeligt forenede grønlandske menig- hed, som nogle år senere var grobund for en kristelig-national vækkelse, Peqatigiinniat, der bredte sig over næsten hele Grønland. Denne vækkelse skyldte brødremissionen — og måske især dens ophævelse - en stor del af sin nødvendighed. Det er næppe nogen tilfældighed at en af Peqatigiinniats le- derskikkelser, Niels Lynge, sammen med sin kone overtog en missionær- 242 [41] families plejebarn da den forlod Grøn- land og ikke fik lov at tage barnet med - og året efter, efter eget ønske, blev kate- ket på den tidligere herrnhutiske bo- plads Grædefjorden. Peqatigiinniat blev iøvrigt også efterhånden så moralise- rende at man uvilkårligt mindes kirke- tugten i brødremenigheden. Trækket er næppe alene en arv herfra, men også fra N.E.Balles og især dennes indremis- sionske søn Frederiks tid som forstan- dere for Ilinniarfissuaq, Grønlands Se- minarium. Slutbemærkning Ovenstående har jeg koncentreret mig om at fremdrage de forhold som i sidste halvdel af det 19. årh. var årsager til at Brødremissionen opgav at fortsætte sin virksomhed i Grønland, og jeg har ladet missionens egne folk komme til orde, især Samuel Kleinschmidt, som med sin kritik havde sat sin egen tilværelse på spil. Jeg har dog i denne artikel fremdra- get hans bidrag til den løbende interne diskussion om Brødremissionen i Grøn- land efter at han var afskediget og i den derved opnåede frihed havde genvun- det sin kærlighed til brødremenigheden. Jeg har ikke forsøgt at vurdere Brødremissionens indsats i Grønland — og da slet ikke i forhold til den danske mission. Når Kleinschmidt jævnligt fremhævede den danske mission over- for Brødremissionens direktion, må man være opmærksom på at den væ- sentligste grund til at det gik bedst for den danske mission efter hans mening var at de danske missionærer var så få at de slap for samarbejdsproblemer og var nødt til at overlade størstedelen af arbej- det _til grønlænderne selv. Og det var ikke missionens egen fortjeneste, men skyldtes at der ikke var økonomi til flere missionærer, og at de grønlandske med- arbejdere var så meget billigere. Et af- gørende fejlgreb i Brødremissionen var de alt for mange missionærer, der bevir- kede at der ikke blev plads til grønlæn- derne som medansvarlige. For Klein- schmidt var missionens kvalitet nær- mest ligeud omvendt proportional med antallet af missionærer. Det synspunkt har meget for sig. Trykt litteratur. Lorenz Bergmann: Grev Zinzendorf I-II, Haase 1957- 61. Brødremissionen i Grønland 1733-1900. Temanummer af »Grønland« 1983 nr. 8-10. David Cranz: Historie von Grønland, Barby/Leipzig 1765. Finn Gad: Grønlands Historie II (Arnold Busck 1969) og III (1976) - om tiden frem til 1808. Heinz Israel: Kulturwandel gronlåndischer Eskimo im 18. Jahrhundert, Akademie-Verlag, Berlin 1969. Mads Lidegaard: Grønlændernes kristning, Atuakkior- fik 1993. Karl Muller og Adolf Schulze: 200 Jahre Briidermission I-II, Herrnhut 1931-32. »Således skriver jeg, Aron«. Samlede fortællinger og illu- strationer af Aron fra Kangeq I-II, ved Kirsten Thi- sted, Atuakkiorfik 1999. Søren Thuesen: »Fremad, Opad,« Rhodos 1988 — om vækkelsesbevægelsen Peqatigiinniat og dens forud- sætninger. Henrik Wilhjelm: De store Opdragere, Det grønland- ske Selskabs Skrifter nr. 33, 1997. Om tankerne bag de grønlandske seminarier i det 19. årh. med et særligt kapitel om begivenhederne i Godthåb distrikt efter brødremissionærernes afrejse. Noter Artiklen bygger fortrinsvis på en række utrykte kilder i Rigsarkivet i København og — især i den omarbejdede skikkelse - i Unitetsarkivet i Herrnhut, først og frem- mest Neuherrnhut-missionærernes og den københavn- ske missionsagents korrespondance med direktionen samt unitetsældstekonferencens mødeprotokol. Alle tysksprogede citater har jeg oversat til dansk. 243 [42] Forkorteher. RÅ - Rigsarkivet i København. UA — Unitetsarkivet i Herrnhut. UAC - Unitats-Aeltesten-Confeten/, Brødremenig- hedens direktion i Herrnhut. MD - MIssionsdepartementet i Herrnhut. 1. L. Bergmann: Grev Zin2endorf (1957): 162ff. 2. Se nærmere herom i Mads Lidegaards artikel »Pus- simeq og Isseq« i Grønland 1999 nr. 6: 193-204. 3. RÅ Folioreg. 189 Grønlands Handel og Styrelse IV KGH, Diverse Korrespondancesager m.v. Lb.nr.7, Grønlænderudflytning nr. 20.1 Insp. skr. 30.6.1830 og nr. 20,8 Insp. skr. 1.7.1830. 4. Samme 14. Insp. Skr. 20.7.1831. I brevet er »Fried- rikshaab« en fejlskrivelse for »Friedrkhsthal«. 5. UA R.15J.b.I.24.c. Herbrich til Rekhel 7.8.1865. 6. Fx Atuagagdliutit 1866: 1085£; Holger Danske 1865-66 i numrene 60-76, og umiddelbart derefter Hans Egede 1866-68 i numrene 76-109. 7. UA R.15.J.b.I.24.c. Bindschedler til Reichel 313. 1869. Seminarieeleverne ved seminariet i Godthåb kaldtes »ajoqltigssat« (bestemt til at være kateketer), mens de i Neuherrnhut blev kaldt »ilinniartut« (ele- ver). Bindschedler til Reichel 13.6.1867. 8. UA R15J.a.l8.b.8. Rink til UAC 31.3.1862.. 9. UA R.15J.a.l8.b.8. Kultusmin. til UAC 11.3.1861 som svar på ansøgning 31.1.1860. 10. UA R15.J.b.I.24.c. Rink til Rekhel 3.7.1865. 11. RÅ Kultusmin. 4. kontor 1867 Missionssag nr. 222. Indenrigsmin. skr. 4.10.1966., Kultusmin. 7.5.1867, UAC 5.6.1867.; UA UAC-protokol 1867 11.5. pkt. 5,23.5.pkt. 4,1.6.pkt. 7 og 8.. 12. F. Gad »Gronknds Historie« 111 (1976): 131f. 13. UA R.15J.b.I.24.c. og d. S. Kleinschmidt til Rekhel 8.7.1855 og 6.9.1876. 14. UAR15.J.b.I.24.c. Herbrich 20.8.1861 og 7.8.1865, S.KIeinschmidt 19.8.1865, begge til Reichel. 15. UA Personalakten Samuel Kleinschmidts: S.KIein- schmidt til Starick 31.8.1864. 16. S. Kleinschmidt til Chr.Kalkar, trykt i Evangelisk Ugeskrift 1864: 341 ff. 17. UA R.15J.b.I.24.d. S.KIeinschmidt til Rekhel 4.8. 1873. 18. UA R.15J.b.I.24.c. Bindschedler til Reichel 2.7. 1869. 19. UA R15J.b.I.24.c. Bindschedler 1.6.1870.:18f, Spindler 27.4. 1875, Spindler og Schneider 11.8. 1875, alle til Reichel. 20. UA UAC-Protokol 23.5.1867: 180E 21. UA R.15.J.b.I.24.c. Rink 3.7.1865 og Bindschedler 3.7.1865, begge til Reichel. 22. UAR.15J.b.I.24.d. S.KIeinschmidt til Rekhel 13.9. 1875. 23. UA R.15J.b.I.24.d. S.KIeinschmidt 6.9.1876 og H,K6gel 8.9.1875, begge til Reichel 24. UAR.15J.b.I.24.d. Fællesskrivelse fra Schmiedeke, Schneider og Spindler, vistnok 1874. Hvor Reichel har Kleinschmidts fremhævelse af bopladsen Saar- loq fra vides ikke. Den er ikke omtalt i nogen af de bevarede breve, men fremgår af dette fælles- brev. 25. UAR.15.J.b.I.25.b. Spindler til Padel 27.11.1897 Og R.15.J.b.8.b.l.Padel til Lund 4.1.1898. 26. UA MD-protokol 12.1.1876: 16. 27. UA R.15J.b.I.24.c. Bindschedler til Reichel 26.9. 1870. 28. UA R.15.J.b.I.24.d. Spindler til Reichel 27.4. og 7.7.1875. 29. UA R,15J.b.L24.d. Spindler til Reichel 3.5.1878, 3Q.4.1879 og 13.3.1880. Det tysk-grønlandske >,Re- pertorium« findes i en afskrift ved Bindschedler, af- sluttet maj 1893, i Unitetsarkivet som NB Vil H3.10G.f. 30. UA MD-protokol 1888 7.11.: 497f, 527-29; 28.11.: 540, 543, 582; 19.12: 593. 31. Missionsblatt der Briidergemeine 1899 VIII: 269. 32. UA MD-protokol 1888 4.7.: 293f, 12.12.: 579f, 1889 13.2. 33. Geografisk Tidsskrift Bd 12 nr. 5-6: 87-131. Artik- len suppleres med »Nogle Bemærkninger til Oplys- ning om Grønlændernes nuværende Tilstand« i nr. 8: 235-47. 34. Samme: 119. 35. UA R.15J.b.8.b.l. Padel til Lund 10.4.1896 og Lund til Padel 25.4.1899. 36. UA R.15J.b.8.b.l. Padel til Lund 12.5.1899 og LundtiTPadell8.5.1899. 37. Missionsblatt der Briidergemeine nr. VIII August 1899: 268f; Kristeligt Dagblad 16.8.1899, hvis kommentar er at redegørelsen »tillige er et ære- fiildr Vidnesbyrd om den danske Mission i Gron- land.« 38. UAR15.J.b.8.b.l. Padel til Lund 4.6.1899. 39. UAR15J.b.8.b.l. Lund til Padel 6.6.1899. 40. UA R.15J.b.8.b.l. Lund til Padel 10.1. og 6.5. 1898. 41. Wilhjelm 1997: 246f. 42. UA R.15J.b.8.b.l. Padel til Lund 21.7. og 24.8.1899 og Lund til Padel 19.8.1899. 43. Se Bent Nielsen: »Forandring og fremsyn«, DGS Skrifter XXXII (1996): 28ff. 44. UA R.15J.b.8.b.l. Padel til Lund 21.7.1899. 45. Det danske Bibelselskabs Aarsberetning 1900: 10. 244 [43]