[1] Ingeniør M. Ib Nyeboe — Industripionér i Grønlands undergrund Af Karsten Secher og Jørgen Burchardt Ingeniør Marius Ib Nyeboe blev født i Thy og begravet på Ordrup Kirkegård på familiegravsted næsten 80 år senere. Nyeboes skæbne udspandt sig mellem verdens knudepunkter — fra USA's øst- kyst, over Hamborg, Moskva, til Thule, Sydvestgrønland, Færøerne, Pandrup i Vendsyssel, Hundested og København. Grønland var nu et af Nyeboes favo- ritsteder, hvortil han vendte tilbage gang på gang gennem det meste af livet. Som overalt var også hans virke i Grøn- land præget af sprudlende foretagsom- hed og eventyrlyst, ofte også selvom nogle af projekterne ikke altid udviklede sig efter hans næse. I USA tilegnede han sig den simple leveregel »Never give up - don't«, som unægtelig kom til at præge hans virketrang til det sidste. Han for- måede at drive først en kobbermine i Sydvestgrønland og siden en grafitmine i Sydgrønland i et tidsrum på henved 20 år ved starten af dette århundrede. Ind imellem deltog han aktivt i etableringen og driften af Knud Rasmussens han- delsstation i Thule. Han var uforbeder- lig optimist og en usædvanlig industri- pioner med grundlæggende interesse for at lette Grønlands befolknings til- knytning til dansk kultur og erhvervsliv. Nyeboe blev ingeniør, cand. polyt. i 1892 og hurtigt derefter, i 1895, gift med Dagmar, født Helms. Nyeboes in- teresse for Grønland kom snart til at præge familien. Familien Dagmars halvsøster Åse Marie Malm- quist giftede sig også i en familie, hvor Grønland kom til at spille en overordent- lig stor rolle. Dagmars nevø, tidligere Karsten Secher, cand. scient, seniorgeolog ved GEUS, tidligere ansættelser ved Danmarks Miljø- undersøgelser, Råstofforvaltningen for Grønland, Dansk Polarcenter og Grønlands Geologiske Undersøgelse. Mere end 25 års erfaring med geo- logiske råstofundersøgelser i Grønland og forsk- ningsformidling. Undersøgelserne i Grønland om- fattede blå. opmålinger på Nyeboes minelokaliteter. Jørgen Burchardt, cand. phil., grafonom, industrihistoriker. Mere end 25 års erfaring med nordisk industri- og erhvervsforskning, samfunds- videnskabelig forskningsformidling, informations- teknologi og museologi, herunder specialunder- søgelser af virksomheder og personkredse med relation til Nyeboes virke, bl.a. NKT Trådværket og Landmandsbanken. 245 [2] lufthavnsadministrator i Kangerlussuaq/ Sdr. Strømfjord Steen Malmquist, er så- ledes ikke i tvivl om, at onklen var en rigtig opfinder. Familien Nyeboe havde fem børn, Else, Ida, Esther, Johannes og Helle, som under opvæksten jævnlig blev min- det om faderens stærke engagement i Grønland. Ib Nyeboe var kosmopolit og ofte langt fra hjemmet, der til gengæld blev udstyret med hjembragte minder, ikke mindst fra Grønland. Bør- nene kunne betragte farvestrålende grønlandske Kreutzmann trædukker som stuepynt, kendte grønlandsmaleres værker prydede væggene i hjemmet og en større sending af den dekorative plet- tede Igalikosandsten var centrum i et utraditionelt stenhøj salæg i haven på Esperance allé i Charlottenlund. Nyeboes sommerresidens »Bakke - gaarden« ved skrænterne nord for Hun- dested var fra 1915 familiens samlings- sted, og da et hjørne af grunden senere blev overdraget Knud Rasmussen til et nyt hus, blev »Bakkegaarden« også til- holdssted for mange af vennerne fra den fælles omgangskreds fra Grønland. Trædukkerne udført af Jens Kreutz- mann er senere skænket til museerne i Thisted og Qaqortoq/Julianehåb og malerierne minder stadig efterkom- merne om familiens grønlandsliv. Nyeboe og Rasmussen Af særlig betydning for Nyeboes virke i Grønland blev en livslang forbindelse med grønlandsforskeren og kulturper- sonen Knud Rasmussen. Nær ven med Rasmussen var Nyeboe siden 1910. Det var Knud Rasmussens kommende Ingeniør Marius Ib Nyeboe, 1867-1946, har haft stor betydning for Grønlands historie, men da han holdt sig væk fra offentlighedens søgelys, er han i dag stort set ukendt. (Foto ca. 1905, Erhvervsarkivet). hustru Dagmar (Andersen), der havde mødt Nyeboe på turen hjem fra Grøn- land. Nyeboe kom direkte fra sit andet besøg ved Josvas Kobbermine, hvor der herskede store forventninger til mine- virksomheden, som fra da af skulle blive et væsentligt omdrejningspunkt for hans engagement med Grønland. Dagmar og Knud blev gift 11. No- vember 1908, og hurtigt derefter fore- slog Dagmar Knud at kontakte Nyeboe, ekspert i »pengesager« og praktiske for- anstaltninger i Grønland, for at søge støtte til etablering af en handelsstation i Thule. Rasmussen og Nyeboe kom hurtigt på bølgelængde, og allerede i 1910 var Nyeboe formand for Rasmus- 246 [3] sens nystiftede Kap York Komité. Der voksede hurtigt nære rektioner i såvel praktiske og økonomiske, som i person- lige forhold op mellem de to, og det kom i høj grad til at præge begges til- værelser i det næste kvarte århundrede. Dette engagement var nok af betydning, da Nyeboe i 1920 blev udnævnt til Rid- der af Dannebrog. Den foretagsomme ingeniør Nyeboe Den unge og i 1892 nyuddannede cand. polyt. havde udlængsel og stor lyst til at afprøve den polytekniske teori i praksis. Han tog straks til USA og blev der i seks år og opnåede en stor rutine og teknisk erfaring i arbejde med store jernkonstruk- Det blev et bekendtskab, som fik store følger, da inge- niør Nyeboe mødte frk. Dagmar Andersen (senere Rasmussen) på S/S Hans Egede, på vej fra Uumman- naq 19. august 1908 til Kobenhavn. Efter hjemkomsten foreslog Dagmar sin kommende ægtefælle, Knud Rasmussen, at kontakte Nyeboe om assistance til at etablere en handelsstation i Thule. (Arktisk Institut). M. Ib Nyeboe må have været veltilfreds, da han som formand samlede komitéen for 5. Thule Ekspedition efter ekspeditionens afslutning, ca. 1925. I forreste række fra højre: Knud Rasmussen, grosserer Chr. Erichsen. I bageste række fra højre: Nyeboe, museumsinspektør Thomas Thomsen, oberst J.P. Koch, professor C.H.Ostenfeld, profes- sor O.B.Bøggild og professor Ad.SJensen. (Det kgl. Bibliotek). 247 [4] tioner, brobygning og jernbanevæsen. Hjemme i Danmark i 1898 resulterede virketrang i, at han hurtigt etablerede sin egen ingeniørforretning og snart med studiekammeraten N.F. Nissen markeds- førte sig som firmaet Nyeboe & Nissen. Fællesskabet varede til 1915, hvor firmaet opdeltes i to. Årsagen var simpelthen den, at man fra tysk side ikke accepte- rede, at deres handelsforbindelser også drev handel med krigsførende modpar- ter. Nissen overtog de tyske filialer, og Nyeboe fortsatte med de danske og rus- siske aktiviteter, som firmaet stødt og roligt havde udviklet til givtige forret- ninger. Midt i denne udvikling engagerede Nyeboe sig meget personligt i Grønland med minedrift fra 1906-25 og i perioden 1910-35 i Knud Rasmussens Thule- arbejde. Grønlandsinteressen var dog usvækket til hans død, selvom han i tiden op til 2. Verdenskrig kun udførte få konsulentopgaver dér. Med speciale i fyring og bryggeritek- nik, energiteknik samt allehånde industri- materiel voksede firmaet hurtigt i op- vækstperioden op til 1. Verdenskrig. Nyeboe udviklede en særlig interesse for tørv og tørveteknologi, samt frem- stilling af elektricitet ved tørveafbræn- ding, men han var i øvrigt aktiv over et bredt felt af den nye industri teknologi. Næsten 20 patenter lagde han navn til, mest inden for tørveteknologien. Popu- lært fremstillet opfandt han således brændselsbriketten. Firmaet havde gen- nem årene flere faste kunder inden- lands, såvel som udenlands, som sikrede et solidt provenu fra virksomheden. Blandt de danske virksomheder kan næv- nes Nordiske Kabel- og Traadfabriker, Carlsbergs Bryggerier og Hedeselskabet. Nyeboe & Nissens bankforbindelse var Landmandsbanken, og Nyeboe blev snart kendt af bankens direktører, Isak og Emil Gliickstadt, som en idérig og dygtig industrimand og forretningsleder, der uafladeligt tog fat på nye tekniske opgaver med succes. Ved hans død i 1946 var det stadig vurderingen, at det endnu eksisterende industrifirmas løbende succes skyldtes det solide og fremsynede grundlag hos firmaets grundlægger. Dette var endda selvom firmaet i 1928 omdannedes til aktiesel- skab, hvorefter Nyeboe af økonomiske årsager mistede kontrollen med virk- somheden. 11905 fik den unge Nyeboe Den tek- niske Forenings førstepræmie for be- svarelse af prisopgave om at frembringe elektricitet fra tørv. Det var begyndelsen på den lange karriere i tørvebranchen, som afgjort var med til at gøre Nyeboe til en holden mand. Firmaets filialer i Rusland blev imidlertid nationaliseret efter 1917, hvorved han mistede bety- delige aktiver. Efter hans egne opgivel- ser nær ved 800.000 kr., måske svarende til op mod 20 millioner kr. i dagens penge. Dette var årsag til delvis økono- misk afmatning i Nyeboes beholdning, som dog i en periode efter 1. Verdens- krig blev afhjulpet af lån og kapital fra Landmandsbanken. Bankens krak i 1922 satte en brat stopper for denne kapitalkilde. Nyeboe formåede ikke at holde sig fri af store gældsposter ved krakket, men uden at blive plettet af den efterfølgende retssag mod direktør E. Gliickstadt. 248 [5] Endnu i dag ligger der i landskabet ufrivillige monumenter fra Nyeboes pionertid i dansk industrialisme. Det gælder hans anlæg i Grønland, men også resterne af Kaas Briketfabrik ved Pandrup i Vendsyssel. Nyeboe byggede dette imponerende industrianlæg i 1925 til at fremstille tørvebriketter af eget patent. Fabrikken var i funktion til 1962. (K.Secher, 1999). Nyeboes økonomiske formåen deref- ter blev meget sårbar, selvom hans tør- vepatenter og ekspertise dog var aktuelle helt op til 2. Verdenskrig og bidrog til en delvis stabilisering af kapitalforholdene. Nyeboe involverede sig i perioden før bankkrakket i utallige aktiviteter, som alle typisk var præget af pionérånd og industriudvikling. Eksempler er firmaets leverancer af de første acetyléngasvær- ker til danske købstæder, deltagelse i store landvindings- og tørveprojekter i Amosen og rådgivning ved etablering af statens kulbrydning på Færøerne. Samtidig med at Nyeboe kæmpede med effektiviseringen af grafitproduk- tionen fra endnu et industriengagement i Grønland — Amitsoq-minen i Syd- grønland i begyndelsen af tyverne — ar- bejdede han i Nordjylland med et omfat- tende industrielt tørveprojekt. Han havde siden 1904 sikret sig rettigheder til udnyttelsen af tørv og kalk i Lun- dergårds Mose i Pandrup kommune. Blandt andet var han således formand for bestyrelsen i A/S Lundergaards Kalksandstensfabrik, hvor man i tiden op til l. Verdenskrig udnyttede tørvene til brænding af kalk i stor stil. Nyeboe gik videre i produktionsudviklingen og udviklede en metode til fremstilling af brændselsbriketter af tørvemassen. Ved en imponerende kapitalrejsning etable- rede han i 1925 Kaas Briketfabrik. Hans partner Nissen leverede fra sit tyske fir- ma et komplet fabrikskoncept til den nye virksomhed, som på kort tid blev en af de største industribygninger før 2. Verdens- krig i Vestvendsyssel. Fabrikken gik ud af Nyeboes hænder i 1932 ved en tvangs- auktion, men producerede efter flere rekonstruktioner briketter helt op til 1962. Minevirksomhed i Grønland 1905-25 er Nyeboes periode med mine- drift i Grønland. På det tidspunkt var 249 [6] Grønland et aktivt minedriftsområde i »ungdomsstadiet«. Der var ingen råstof- lovgivning, og der blev igangsat mange initiativer i ly af statsmonopolet. Mine- drift var netop en aktivitet, som man mente ikke ville påvirke de traditionelle grønlandske fangererhverv, og som der- for kunne tillades, såfremt lokalbefolk- ningen ikke blev fristet med industri- arbejde. Først i 1935 blev der skabt et lovgrundlag for mineraleftersøgning og minedrift. De mineaktiviteter, der var i gang ved starten af 1900-tallet, var spredt i såvel Sydgrønland som i det centrale Vest- grønland. Øresunds Chemiske Fabrik- ker var i gang med kryolitbrydning i Ivittuut, hvor der havde været minedrift siden 1854. Kobberminedrift havde været forsøgt i nærheden, ved Innatsiaq (Josvas) Kobbermine i perioden 1852- 55 og i 1851 ved Frd.VII 's Kobbermine ved Qaqortoq. Disko-bugtens kulfore- komster havde været genstand for bryd- ning allerede 1782-1833 (»Kulbrækkeriet på Disco«, senere Ritenbænks Kulbrud), og i Statens Kulbrud ved Kaersuarssuk på nordsiden af Nuussuaq fra 1906- 1920 - efterfulgt af kulminen i Qullissat fra 1924-72. Grafit havde være brudt allerede i 1845 på Langø ved Upernavik og på flere mindre forekomster i 1850 på Storøen i Uummannaq fjord. Således var grundlaget, da handels- manden, grosserer J.I.L. Bernburg, i 1903 udsendte »en undersøgelsesexpe- dition med praktiske formål« med tre prospekteringshold til Vestgrønland for at vurdere kendte mineralprospekter. Allerede i efteråret 1903 ansøgte han om koncession til mineraludnyttelse. Denne blev bevilget allerede 29. Juni 1904, gældende for 20 år i et enormt område på godt 130.000 km2, svarende til hele Grønlands vestkyst fra Kap Far- vel til Upernavik. Undtaget var dog Ivit- tuut-området, og tilladelsen omfattede kun råstofferne: kobber, bly, grafit, as- best og glimmer. Fra 1904-sæsonen var man klar til at begynde arbejdet i kobber- minen Innatsiaq ved Alanngorsuaq (Jo- svas grube), der herefter blev mineret ved tre års forsøgsdrift. Patriotisk minedrift Man kan spekulere over, hvad der fik handelsmanden Bernburg, som mest havde erfaring med kornhandel, indvin- ding af Lammefjorden og etablering af Københavns Frihavn, til at kaste sig ind i en så risikobetonet aktivitet som mineral- eftersøgning og minedrift må have været i 1904. Noget tyder på, at hans kapital- bagland, Landmandsbanken med direk- tør Isak Gliickstadt i spidsen, muligvis følte sig presset til at foretage en såkaldt »patriotisk« gerning i Grønland, foran- lediget af hånlige bemærkninger fra ty- ske industrifolk. Tyskerne havde nemlig i artikler i Hamburger Fremdenblatt beskyldt Danmark for ikke at udnytte de »store« naturrigdomme i Grønland og havde samtidig antydet, at Tysk- land derfor burde have adgang til at igangsætte eftersøgning og udnyttelse. Gliickstadt sendte sandsynligvis Bern- burg til Grønland i et såkaldt patriotisk ærinde! Samtidig kunne Gliickstadts in- teresse for at deltage i givtige industri- investeringer også plejes. Tidligere kolonibestyrer C.P.E. Brum- merstedt blev engageret som ekspedi- 250 [7] tionsleder sammen med et antal ingeni- ører og minefolk fra Danmark og Skan- dinavien, og ikke mindst med minetek- nisk konsulentbistand fra direktør Ro- scher ved Kongsberg Sølvværk i Norge. I 1906 var vurderingerne for at gen- optage minedrift ved Josvaminen så op- timistiske, at Bernburg måtte erkende, at hans énmandsvirksomhed ikke ville have mulighed for at forestå rigtig mine- drift. Landmandsbanken havde allerede spenderet betragtelige summer på pro- jektet, og en anden person i Gliickstadts finansielle kreds blev inddraget i en mere professionel industriel aktivitet ved kobberminen: M.I. Nyeboe. Da Gluckstadt fornemmede, hvor lovende den grønlandske kobberforekomst var, satte han en plan i gang, som involve- rede en af de virksomheder, han kon- trollerede - Nordiske Kabel- og Traad- fabriker. Firmaet havde i 1899 etableret en trådfabrik i Middelfart, som bl.a. leverede kobbertråd til hovedfabrikken i København. Nu skulle grønlandsk kob- ber danne baggrund for elektrificeringen af Danmark! De elektriske ledninger langs vejene og elektromotorernes vin- dinger skulle fremover fremstilles af malm hentet ved kobberminen. Nyeboe fik til opgave som ingeniør at være rådgiver ved opførelsen af en helt ny afdeling på den fynske fabrik, som kunne forarbejde det grønlandske kob- ber til ledning. Firmaet investerede enorme summer i denne afdeling. Byg- geriet var stort, og da der samtidig ind- førtes ny teknologi med tørvegasgene- ratorer, tog opbygningen adskillige år. Den patriotiske aktivitet havde for en tid ændret sig til at være et muligt profi- tabel industriforetagende af eventyrlige dimensioner. Gluckstadt havde dermed fuldført sin patriotiske opgave. Bernburg overdrog koncessionen til GMA, Grønlandsk Minedrifts Aktiesel- skab, stiftet 1907 med Nyeboe som direktør. Den ansvarlige aktiekapital var i begyndelsen på 315.000,- kr., og alle- rede i 1915 var aktiekapitalen udvidet til l mill. kr. Til sammenligning var det til- svarende beløb for kryolitminen i Ivit- tuut på 2 mill. kr. Der var næppe tvivl om at forventningerne til den iværksatte minedrift var ganske store. Bernburg bevarede fra begyndelsen 25% af akti- erne, ligesom staten stod for 10%. Stif- terne - og ejerne af de fleste øvrige aktier og senere bestyrelsesmedlemmer — var i stor udstrækning den samme kreds, som stod bag Nordiske Kabel- og Traadfabriker med dets satsning i Middelfart. Nyeboe havde allerede i Bernburgs tid været hyret som konsu- lent i havnebygning ved minen, og havde da for Gluckstadt demonstreret sine evner som erhvervsmand. Nyeboes tilknytning til GMA bar præg af hans stigende personlige enga- gement i Grønlands udvikling. Aftalen med Landmandsbanken indebar, at han ikke fik udbetalt egentlig løn, men deri- mod var der aftalt et kontraktsbeløb på 6.000 kr. årligt plus tantieme. Der var altså tale om et beløb på omkring 150.000 kr. i dagens mønt, men ingen af beløbene blev dog udbetalt, da selska- bet aldrig gav overskud. Til gengæld var alle opgaver for GMA henlagt til fir- maet Nyeboe og Nissen med den aftale, at der betaltes et beskedent beløb til kontorhold og alle leverancer til Grøn- 251 [8] Nyeboe var en viljestærk personlighed, som det måske også fremgår af hans markante underskrift (1908). knd kunne pålægges 15% til firmaet, som efter Nyeboes udsagn var på ca. 1.500 kr. om året i gennemsnit. Drifts- kapitalen til GMA var en »kassekredit« i Landmandsbanken, ligeledes henlagt til firmaet. Nyeboes meget nære relationer til Landmandsbankens ledelse skal nok forklare, at disse »flydende« aftaler fun- gerede i det daglige. Efter bankens krak i 1922 blev GMA debitor til staten. Nyeboes tilgodeha- vende blev ikke accepteret, og staten pålagde ham at udrede de såkaldte ek- straudgifter med renters rente, som man påstod han havde påført GMA. Nye- boes dybe involvering i GMA's minedrift blev med et slag vendt til et spørgsmål om penge, som ved sagens afslutning i 1927 krævede alle hans kapitalaktiver. Med hans egne ord var han derved ikke blot en slagen, men ruineret mand! Bestyrelsesformand i de første år var Landmandsbankens direktør Emil Gliickstadt, mens Nyeboe bestred po- sten som direktør. Nyeboe blev derefter i tiden op til omkring 1925 Centrum i en forrygende råstofaktivitet i Grønland med anlæg af to miner og en næsten sy- stematisk finkæmning af Vestgrønland for nye mineralforekomster. Man kan danne sig et begreb om omfanget af denne iver, når det oplyses, at der i denne periode blev udarbejdet mere Nyeboe & Nissen Ingeniører (M.lng.F.) Raadhuspladsen 37 SS TI f. Cent. 5602 <& 5663 Fabrik Englandsvej 32 E). Tlf. Cent. 5600 Fra April Kontor og Fabrik Eversvej, Hj« af Fabrikvej. Tlf. Cent. 5599 <& 5600 The Underfeed Stoker (Automatisk Kedel f y r} Transportanlæg. Transmissioner. Bryggerimaskiner. Det var et alsidigt firma, som Nyeboe drev fra Rådhus- pladsen 37 — i dag er hans kontor under lysavisen over- taget af Politikens administrerende direktør. (Firma- reklame i Kraks vejviser 1917). end 30 rapporter omfattende 135 for- skellige lokaliteter med adskillige nye forekomster. Alt dette blev styret med myndig hånd fra hjørneværelset i fir- maets kontor på Rådhuspladsen 37 i København, hvor telegrammer fra hele verden jævnligt ankom på telegram- adressen: KOBBER! 252 [9] Efter mange undersøgelser og an- strengelser for at finde brydeværdige malme overlevede kun kobber og grafit i GMA's planlægning. De to aktuelle fo- rekomster med endog yderst lovende skudsmål i begyndelsen. Selvom både kobber og grafit var gamle travere i Grønlands økonomiske geologi og ind- til da ikke med stor succes, så var det netop her i tiden før første verdenskrig, at industrialiseringen for alvor krævede store mængder af kobber og grafit til den hastige udvikling i bl.a. elektrici- tetsanvendelsen. Kobber til kabler og grafit til tørbatterier og smeltedigler indgik netop i nogle af de lovende dan- ske industrieventyr. Dertil kom, at man nu beherskede fremstillingen af super- rent kobber ved elektrolyse. For at kunne udnytte denne proces effektivt, skulle der først fremstilles en opsmeltet råkobber (såkaldt matte) med et kobber- indhold på ca. 20%, som derefter skulle indgå i processen i NKT's fabrik i Mid- delfart. Endnu en udfordring for Nye- boe, som satsede på at fremstille matten i smelteværk ved minen! Kobbermine og -værkpåjosvahalvøen 1904-15 Kobberminen Innatsiaq ved Alanngor- suaq omfattede Josvagruben fra 1905- 14(15) og i 1909-10 tillige Liliangruben. Navnet Innatsiaq hentyder til stejle fjelde, og stedet er vitterlig en udfor- dring for den, der vil etablere sig på den moderne tids præmisser. Vanskelige havne- og vejrforhold med stejle klipper lige ud mod Davis Strædets dønninger, ofte suppleret med lavtryksvejr med storm og regn fra sydvest. Nyeboe tog virkelig udfordringen op, først som konsulent for Bernburg og fra 1907 med sig selv i spidsen for den dynamiske virksomhed GMA. Det var faktisk Nyeboes ingeniørerfaring fra USA med anlæg af jernbaner, broer og kanaler, der i 1906 fik Bernburg til at inddrage ham i arbejdet ved Josvami- nen, da der skulle opbygges havnefaci- liteter. Det var klart, at det blev nød- vendigt at iværksætte søopmåling og etablere nødhavne. Det blev altså hur- tigt taget alvorligt, at sejladsen nu skulle kunne gennemføres trygt. Havneforholdene omkring Josva Halvøen var dårlige for større skibe, især når vinden var i sydvest. Atlantskibe måtte typisk ankre på rheden ud for mi- nen og lasten prammes til kysten. Bug- ten syd for halvøen bærer navnet Ellens Havn. Den har en god dybde, men der er en del skær langs kysten, og der er in- gen læ for dønninger og vind fra vest og sydvest. På nordvestsiden er der en lille vig døbt Harriets Havn, men den er til mindre motorbåde. Det var havarerede atlantskibe, der i 1850erne havde været indirekte årsag til, at den første kobberminedrift på stedet måtte opgives. Nyeboe måtte se sig om i nabolaget efter nødhavne, og han vendte hurtigt øjnene mod nord, for på sydsiden af Sanerutøen nær det tidligere udsted af samme navn og i en afstand af godt 5 sømil fra Josvahalvøen, fandtes en fortræffelig cirkelformet bugt. Det var samme lokalitet englænderen A. Ro- binson's minearbejdere også havde brugt som alternativ havn og opholds- sted under den første kobberminedrift 50 år tidligere. Efter søopmåleren, kap- tajn i Marinen J.T. Borg, blev denne 253 [10] JOSVA-MINEN 1.8,000 Opma-Jt. 1909 af Za.pta.jn. i Fla.a.ien. TUJoig. s • 60'52'33"Jj. - tB'll'OB'VIjl f. Gin(2'06'05 DYBDERNE t METER oci Spraytub _£er. Efter grafitminens nedlæggelse i 1925 havde familien Bjørn forventninger om at genåbne den. (National- tidende 30/8 1936, Nanortalik Museum). met en del, idet staten nu forlangte for- udbetaling af fastsatte garantibeløb, lige- som nye fund ikke automatisk medførte ret til udnyttelse. Ingeniør Arne Bjørn besøgte stedet på en uges visit i august, udstyret med alle Nyeboes tidligere kort over mine og område, og med forvent- ning om at nye flotationsmetoder let kunne fremstille det ønskede grafitkon- centrat. Ingeniør Bjørn var meget op- timistisk, at dømme efter udsagn til ti- dens aviser. Siden hørte man dog ikke mere til hverken ham eller hans planer. Samtidig, i juli-september 1936, ud- sendte Grønlands Styrelse en ekspedi- tion til Vestgrønland for at skaffe et ajourført billede af råstofsituationen. Ekspeditionen var under ledelse af den schweiziske geolog Eugen Wegmann og den danske ingeniør Svend Sølver. Det offentliges interesse i råstofudnyttelse i Grønland var stigende, og Wegmann og Sølver kunne rapportere, at der var et stort råstofpotentiale i Vestgrønland. Sølver besøgte da Josvaminen 20 år ef- ter nedlukningen og han beskriver ma- teriellets hurtige forfald. En del af disse initiativer til at arbejde videre med Grønlands råstoffer blev overhalet af 2. Verdenskrig. Meget tyder på at også den økonomiske modgang svækkede Nyeboes videre foretagsom- hed i Grønland. Også da han i 1938 modtog et godt tilbud om at finansiere, og dermed være den der gennemførte den første systematiske geologiske kort- lægning af Vestgrønland. Tilbuddet kom fra tre entusiastiske københavner- geologer, Arne Noe-Nygaard, Svend Sølver og Sole Munck og prisen var 10.000 kr. (svarende til mindst 200.000 kr. i dag). Sølver havde efter 1936 eks- peditionen netop erkendt, at en fremti- dig råstofudnyttelse var afhængig af en systematisk kortlægning. Nyeboe gik ikke ind i projektet, selvom han nok var fristet. Krigen forhindrede under alle omstændigheder aktiviteter i Grønland, og i 1943 solgte han simpelthen sine kil- der, et 1/2 århundredes ophobet viden i 29 rapporter og dagbøger, til Kryolitsel- skabet Øresund A/S. Rapporterne er stadig tilgængelige i arkiverne hos Rigs- arkivet og GEUS-Danmarks og Grøn- lands Geologiske Undersøgelse. Selv med den viden, der i mellemtiden er indhentet, aftvinger disse rapporter re- spekt med deres omfattende iagttagelser af de råstoftyper, der var efterspurgte på Nyeboes tid. Efterskrift For Nyeboe var grønlandseventyret slut ved 2. Verdenskrigs udbrud. Tørv og hede i Danmark optog den sidste del af 0-7C z / o [32] Minen i Amitsoq så i 1936 ud som om den kun var lukket for sæsonen, selvom det var 10 år siden stedet var blevet forladt. Det kunne Svend Sølver konstatere, da han besøgte stedet sammen med E. Wegmann. (S.Sølver). hans idéfyldte og foretagsomme liv. Un- der krigen korn han såmænd med endnu en opfindelse, der kunne få margarinen til at ligne smør! Nyeboe døde, dagen før han gik ind i sit 80. leveår, den 24. juli 1946. Samme år den 16. januar havde en gruppe på tre geologer for Grønlands Styrelse indledt arbejdet med at etablere Udvalget for Grønlands Geologiske Undersøgelse. Som yngste i gruppen var Arne Noe-Nygaard, som i 1942 var blevet udnævnt til professor ved Geologisk Museum. Med gruppens arbejde blev grunden lagt til det, der senere skulle vise sig at være det nødvendige grundlag for moderne råstofeftersøgning. Nyeboe havde — uden at vide det — været tæt på brændpunktet i det, der skulle blive den nye tids råstofplatform, nemlig den systematiske geologske kortlægning i offentligt regi. Ved årtusindskiftet er den næste grønlandske mine kørt i start- position — Nalunaq-guldminen ved Na- nortalik i Sydgrønland — på en lokalitet, der ironisk nok er nærmeste nabo til Nyeboes Amitsoq-grafitmine. Marius Ib Nyeboes foretagsomhed og netværk er her nævnt i en kort form, som en appetitvækker til en større sam- menhængende beskrivelse om industri- troldmanden, for hvem Grønland var udset til at være et af den nye tids indu- strielle arnesteder. Forfatterne har en større beskrivelse i støbeskeen. Blandt andet har forfatterne en detaljeret ud- redning af industrihistoriske og tekniske detaljer omkring Josvas Kobbermine i trykken til udgivelse i tidsskriftet »Fa- brik og bolig«. Mange kilder om Nye- boe og hans gerninger er tilgængelige, men forfatterne vil dog med taknem- melighed modtage oplysninger og kor- rektioner til belysning af cand. polyt. Marius Ib Nyeboe. En særlig tak til Geolog Jan Bondam (død 16.4.99), København; In- geniør Svend Sølver, Filipstad, Sverige; Materielmester Ib K. Olsen (død 9.12.99), København; Entrepenor Poul Pedersen, Qaqortoq; Fanger Frederik Jokumsen, Arsuk; Fhv. skoleinspektør Helge Schultz-Lorentøen, Lyngby; Kontreadmiral Axel Fiedler, Gronnedal; Or- logskaptajn Peter Borg, Hørsholm; Møntekspert Jørgen Sømod, København; Fhv. lufthavnsadministrator Steen Malmquist, Middelfart, Inge Wallin, Kobenhavn og ikke mindst Marius Ib Nyeboes barnebarn, I lelle Thomle, Kerteminde. Helle Thomle har fra faderen, Jo- hannes Nyeboe, overtaget væsentlige dele af familiens arkivalier og har beredvilligt stillet materialet — og anek- doterne til disposition for forfatterne. 276 [33]